Tag Archives: week-end

Week-end i Holland: Kampen og hjemad

K havde fri mandag pga. Eid, så vi var så heldige, at vi havde endnu en dag i Holland. Vores plan var at køre til Kampen, som jeg havde læst, var en by med mange fine gamle huse. Det betød så, at vi kørte sydpå ad motorvejen, og pludselig stoppede trafikken – fordi broen var oppe. Jamen, det er jo oplagt på en motorvej… Heldigvis gik broen ned igen, så vi kunne komme videre.

Kampen ligger ved IJssel, og der går en ret spektakulær bro henover floden. Om broen er smuk, synes jeg, man kan betvivle, men den er meget iøjnefaldende, det er helt sikkert.

Til gengæld var udsigten i den modsatte retning super fin; IJssel er en noget mere bedårende flod, end den vi bor så tæt på til dagligt.

En anden klar fordel ved beliggenheden langs floden er de fine skibe, hollænderne er så gode til (ligesom danskerne men i modsætning til tyskerne). Jeg har noget med skibe: Selvom jeg egentlig ikke er ret søstærk, så elsker jeg dem.

For så slet ikke at tale om detaljerne ved skibe – åh, de er så fine, og jeg tog mange mange flere billeder, end der er her på bloggen.

Jeg var så heldig, at vinden lige tog flaget i toppen af skibets mast, så det foldede jeg ud og stod skønt mod den sommerblå himmel.

En del af Kampens særlige attraktion er byens gamle porte af hvilke tre fortsat står stolte og møder besøgende på vej ind og ud af byen. Koornmarktpoort står nær ved floden, og den stammer formentlig fra 1300-tallet (tårnene er lidt yngre). Der er noget lidt torneroseslotsagtigt over denne byport.

Når man kigger ind igennem porten, ser man faktisk ind på byens fine gamle kirke – men det kan man nu ikke rigtig se udefra.

Kampen har et sjovt og fint mix af huse fra forskellige tidsaldre, og der var faktisk en del Art Noveau huse iblandt de fine gamle byhuse. Bageren var både K og jeg mægtigt begejstrede for (omend vi nøjedes med at kigge).

Stort set ved siden af eller overfor bageren ligger Stadhuis van Kampen, som er fra 1300-tallet, og som er vældig fint bevaret. Og på en eller anden måde er det ikke et problem med dette meget gamle udsmykkede hus ved siden af mere eller mindre nye huse.

Allerede udefra vandsiden spottede jeg en ko i toppen på Nieuwe Toren, som er byens markante tårn fra midten af 1600-tallet.

Der hænger en ko i toppen af tårnet om sommeren, som en reference til en gammel historie om Kampen. En bonde syntes, at taget på tårnet var grønt, så han ville lade sig ko græsse på toppen. Da han forsøgte at hejse koen op i tårnet, omkom koen desværre, og blev derfor til en legende…

Den her facade har udviklet sig i tempi fra den først blev en del af byen i slutningen af 1500-tallet. På en meget postmoderne måde huser bygningen nu en kineserrestaurant.

Byens store kirke var fin udenpå, men desværre var den aflåst, så vi gik glip af at se det kæmpestore orgel, kirken er berømmet for.

Vi snakkede om, om dette lille hus monstro var sognegården. I såfald var der kort vej på arbejde for byens præst.

K spottede, at kirken må have gennemgået en del forandringer over årene, for se de forskellige hvælvinger over “præsteboligen”. Det er så herligt med sådan nogle detaljer, der fortæller ubemærkede, hemmelige historier. De er gode for fantasien.

Fra kirken kan man se ud igennem Koornmarktpoort, og fra denne side tager porten sig ganske anderledes ud. Kampen var en fin oplevelse, og vi kan varmt anbefale en week-end i Holland. Hvor som helst i Holland nærmest…

Fra Kampen gik turen hjemad til Bonn, hvor det fortsat var varmt, men trods alt ikke helt så varmt som dagen før.

Tagged , , | Leave a comment

Week-end i Holland: Sæler, vadehav og hede

Bare et fint hollandsk hus.

Søndag vågnede vi begge tidligt, så vi kom hurtigt ud af døren, mens temperaturen endnu ikke havde passeret 25 grader. Det passede os fint, for vi vidste jo godt, at vi havde en varm dag foran os. Første stop var Zeehondencrèche, som er et sælredningscenter, der blev startet i 1971 af en lokal kvinde, som ville gøre noget for sæler, der blev fanget i net eller på anden måde var udsatte og sarte. På vej til stedet kørte vi gennem et virkelig fint hollandsk landskab, som gør hånen til skamme: Der er altså smukt i Holland, så er det sagt.

Denne bunke af net har man fjernet fra naturen, og den sidder nu som en skamstøtte forenden af anlægget i Zeehondencrèche. I følge skiltene skulle bunken veje hele 800.000kg, hvilket unægteligt lyder liidt vildt. Men der var bestemt rigtig mange net, som er skadelige for sælerne (og sikkert også andre havdyr).

Alle sælerne, der kommer ind omkring Zeehondencrèche bliver sat ud igen, da det ikke er en zoologisk have, men derimod et hospital for sælerne. I det hele taget var vores oplevelse, at det var et super gennemtænkt sted, hvor dyrene kunne være i forskellige grader af karantæne og mellemstadiebassiner, før de endeligt bliver sat ud i det fri igen.

Vi var kommet ½ times tid, før dyrene skulle fodres, så mens vi ventede kiggede vi på de små nuttede dyr hygge sig. I bassinet herover var en af de frivillige ved at gøre rent hos de dyr, der var tættest på at kunne sættes ud (faktisk blev fire af bassinets beboer sat fri den dag, vi var på besøg). Efter at have fjernet fisk fra bassinets bund, vasket “landmassen” mm, brugte den frivillige vandslangen til at nusse sælerne. De var helt pjattede med at blive sprayet på maven, og de lå og rullede rundt og gjorde sig til. Det var ret hyggeligt.

Det er altså svært ikke at falde for de her små svømmere; deres mimik og bevægelser er virkelig bedårende.

Da de frivillige begyndte at fodre nogle af dyrene, var der ingen tvivl om, at de andre godt vidste, hvad der var i gang. Sælerne i de små bassiner herover (de er endnu ikke medicinfri, og er derfor i de her små bassiner, så det er nemmere at fange dem, når de skal have deres medicin) ændrede tydeligt adfærd, da de bemærkede, at andre blev fodret. Jeg var helt vild med de fem “hemmelige” agenter, der stod som små korkpropper og bobbede i vandet. Nabosælerne valgte en anden strategi: De hoppede alle sammen op ad vandet og lå i en stor klump med hovederne vendt mod det bassin, hvor der blev fodret.

Inden vi forlod Zeehondencrèche, nåede vi lige at se endnu et bassin fuld af sæler blive håndfodret. De her sæler er fortsat i karantæne, og sildene blev nærmest helt inde i munden på dem, så de bare skulle sluge og vokse sig store og raske.

Udenfor centeret stod denne pæl, der pegede vejen til de “nærmeste” UNESCO verdensarvssteder. Vi besluttede os for, at det nok var mest oplagt at tage til vadehavet denne dag.

Fra sælerne gik turen over land til vores næste planlagte stop: De Theefabriek. Vi stoppede, så K kunne finde en geokasse, mens jeg tog billeder af det flade land. Så fint om sommerligt.

De Theefabriek ligger i en nedlagt kirke, hvilket kun tilføjer til stedets charme. Det var allerede blevet ganske varmt, så vi blev enige om at springe museumsdelen over (det giver os en undskyldning for at komme tilbage) og i stedet kigge i butikken og sætte os ned og få lidt at drikke.

Valget i cafeen faldt på scone og isthe. K valgte nogle scones lavet med øl og serveret med flødeskum (desværre ikke clotted cream) og lemoncurd, mens jeg fik almindelige scones med jordbærsylt. Det var en herlig oplevelse at sidde i det gamle kirkerum og nyde de lækre sager.

Jeg var lidt vild med thefabrikkens fine banner, som hang så fint mod den sommerblå himmel.

Udenom kirken og de tihørende bygninger var en lille fin, duftende have, som man kunne nyde på vej til og fra parkeringspladsen. Hollænderne er altså gode til det med haver.

I haven havde de også en rigtig fin vandinstallation med en oversized thepotte, som kontinuerligt skænkede vand ud i et fint bassin fyldt med åkander. For mig var stjerne måske nok den “souvenir” vi fik med os fra tefabrikken: En ny frisk tetaske! Juhuu – og så var den markant billigere, end tetasker plejer at være i DK.

Naturligvis skulle vi ud til vadehavet, og det var faktisk meget tiltrængt med en pause fra heden, der var allestedsnærværende; ved havet er der trods alt altid lidt køligere.

Vi parkerede ved R.J. Clevering Sluizen, hvor vi kunne sidde på diget og kigge udover vadehavet. Slusen var i sig selv et virkelig fint syn, selvom vi grinede lidt af, at l’et havde vendt hovedet ned af.

Der var ikke en lækker strand på vandsiden af diget, hvilket måske ikke burde have overrasket mig, men det gjorde det altså. I stedet var der en cement flade for foden af det græsklædte dige. Heldigvis er vi ikke badere, så det var fint for os at sidde på diget og nyde udsigten og den vidunderlige brise.

Vi blev siddende så længe, vi syntes, det var forsvarligt (havde glemt solcremen i Bonn…) og imens sejlede fine både forbi, og K sørgede for at pege på vadehavsøerne, som gemte sig ude i varmedisen. Åh, hvor var det skønt at sidde der.

Jeg kunne ikke stå for motivet af min lille mand, der sidder der “helt alene” på diget ved havet. Helt alene var vi måske nok ikke, men det ser da sådan ud, gør det ikke?

Eftermiddagens sidste stop var den lille idylliske by, Dokkum. Da det jo var søndag, var byen meget stille, men det var egentlig også en rigtig fin måde at se en by på. Der er tale om sådan en rigtig nuttet lilliput by med alle de fine hollandske kanalhuse, fint rådhus og alt hvad der skal være.

Der er da noget inderligt bedårende over sådan en lille bikanal, som nærmest er skjult bag bevoksningen? Jeg har en forkærlighed for Holland, det skal jeg gerne tilstå. I modsætning til Tyskland, som jeg i øvrigt også holder meget af, så er hollandske huse fine og byerne kønne.

Måske er det lidt svært at se, så er der en god grund til ikke at køre knallert over broen; den lignede nærmest en affyringsrampe…

I løbet af dagen havde vi spottet en arkitektonisk detalje for området: Tagene har ikke et uniformt look, idet de har en finish forrest og en anden bagerst. Det ses tydeligt på disse tre kanalhuse: Ud mod gaden er tagene i glasserede tegl, mens baghusene bare er i almindelige tegl. Nogle huse mixede tegl og stråtag, eller andre kombinationer af tegl. Det var en fin og sjov detalje, som sikkert nok har en forklaring. Mit bud vil være, at man vælger det finere / dyrere tag på den repræsentative del af huset.

Dokkums våbenskjold indeholder en halvmåne, og som forventet har det en forbindelse til en fortid med korstog mod tyrkerne (osmannern). Til trods for den dramatiske baggrund for designet, må jeg sige, at jeg synes, det er et rigtig fint våbenskjold.

Den protestantiske kirke i Dokkum er relativt alternativt formet med sin tydeligt asymmetriske look. Men den er da i hvert fald iøjnefaldende.

Vi kom forbi en meget lille og kort vej, som nærmest ikke synes besværet værd. Man skulle synes, at det var nok, at huset forenden af denne vej, havde samme adresse som den store vej? Men fin lille detalje må man sige.

Vi var så heldige, at Dokkum havde en rigtig lækker issalon, Min 12, hvor vi fik en lækker kølende is, hvilket må siges at have være tiltrængt på årets aller-som-hedeste eftermiddag.

Vi parkerede nærmest i skyggen af byens fine mølle, som jo nærmest ikke kunne være mere indbegrebet af Holland. Dokkum var et herligt bekendskab, som vi begge nød.

Før vi kørte retur til Groningen og take-away indisk aftensmad på vores hotel, nåede vi forbi vadehavet endnu en gang – og oh hvor er det vidunderligt med havet.

Et utraditionelt selvportræt er egentligt ret passende, synes jeg, for jeg elsker vandet, og jeg elsker at tage billeder af det.

Det her billede er for mig indbegrebet af vidunderlighed; det er sådan et billede, man kan forsvinde ud i…

 

Tagged , , | 3 Comments

Week-end i Holland: Groningen

Sommermorgenstemning i Bonn.

Med udsigten til temperaturer i Bonn på den forkerte side af 35 grader (faktisk truer de med temperaturer, der kan tangere varmerekorden som er på 39,6 grader) besluttede K og jeg os for at stikke af hjemmefra. K lavede lidt vejr-research for at se, hvor der var mindre varmt, og ikke overraskende var den hollandske kyst et godt bud. For at det ikke skal være løgn, fandt K et supergodt tilbud på et hotelværelse i Groningen, som ligger ca. 30 km fra kysten. K har fri mandag på grund af Eid, så vi nappede to overnatninger og kørte fra Bonn tidligt lørdag morgen.

Smuk sommerhimmel.

Det tog godt tre timer at køre fra Bonn til Groningen, og selvom sommerferien er slut i NRW her i denne week-end, så var der ikke ret meget trafik på vejene. Måske fordi vi kørte tidligt og på en lørdag. Vi stoppede nogle gange, fordi K ville forsøge at finde nogle geokasser, som desværre undveg. En af dem skulle ligge ved majsmarken ovenover, men der var for mange mennesker, til at vi ville lede. Men majsene mod den blå himmel var vældig sommerligt.

Der Aa-kerk.

Vi parkerede centralt i Groningen og gik på opdagelse. Som med alle andre hollandske byer, så er der virkelig mange cykler i byen. Man skal passe på, man ikke bliver kørt over af andre “bløde traffikanter” – der er altså ikke meget blødt over hollandske cyklister, skulle jeg hilse og sige.

De er skøre, de hollændere.

Der var marked i byen, så vi nød at kigge på grøntsager og blomster, mens vi trissede mellem butikkerne. Der var faktisk en del spændende butikker med et helt andet udtryk, end vi er vant til fra Bonn. Vi fandt bl.a. en marrokansk butik, hvor vi købte et nyt fint og farverigt salatfad, som jeg glæder mig til at bruge.

Vellykket integration.

Vi gik igennem et område, der virkede som et nordafrikansk inspireret område, hvor der foruden den marrokanske butik også var denne fine souk. Det virkede som om soukken og lignende butikker, var et fast og populært indslag i Groningen.

Floden Aa.

Naturligvis er der en kanal i Groningen; faktisk er det floden Aa, der løber gennem byen. Der er noget virkelig hollandsk over en kanal med de fine huse på begge side.

Martinitoren

97m over Groningen troner toppen af Martini-tårnet, som desværre ikke har noget med drinken at gøre, men derimod med Sankt Morten. Vi valgte at beundre tårnet nedefra, men K lykkedes da med at finde en geokasse, mens jeg gjorde det ud for dække ved at stå foran ham, og lade som om jeg tog billeder.

Aa-kerk.

På vej retur til bilen kom vi henover markedspladsen ved Aa-kerk igen, og vi spottede en Douve Egbert cafe, hvor vi gik ind og sad i det dejligt kølede rum og nød en kold kaffe. Det var lige, hvad vi trængte til i varmen.

Eftermiddagen og aftenen brugte vi i vores AC-nedkølede hotelværelse på Hamshire Hotel Plaza Groningen. Det var dejligt at have mulighed for bare at slappe af i omgivelser, der var langt mindre kølige, end de ville have været hjemme.

Tagged , | 3 Comments

Spring time in Paris, II

Søndag morgen var vi lidt mindre friske, end vi var lørdag morgen, så vi kom senere af sted fra hotellet. Vi startede dagen med en bustur fra hotellet til La Defense, og det var en rigtig fin tur gennem en parisisk forstad, som vi ikke havde kunnet se meget af aftenen inden. Vores mål for dagen var Bastille-området, hvor der skulle være søndagsmarkeder, som vi gerne ville se nærmere på. Da vi ankom til Place de la Bastille var det første vi spottede Colonne du Juillet – med guldfigurens mås lige mod os.

Da vi så denne fiskestand (som var den første vi kom til), var vi lidt urolige for, om vi var kommet for sent til at få noget ud af markedet. Det viste sig dog, at de andre stande fortsat havde fisk, så enten er disse meget populære, eller også drager de fordel af at ligge i starten af markedet.

Jeg kan ikke lade være at tage billeder af fiskehoveder, når fiskehandlerne bruger dem som en del af deres udstilling (man kan sikkert også købe dem, hvis man skulle være til den slags ballade).

I det hele taget må jeg nok tilstå, at opstillinger på markeder har en virkelig dragende effekt på mig, og jeg ved, at jeg tager stort set de samme billede hver gang, jeg er på et lækkert marked. Men prøv lige at se farver, mønstre og strukturer i de her billeder og råvarerne på dem – det er da lækkert?

Hvis man skulle være mere til tørret end frisk fisk, så var det naturligvis også muligt at skaffe sig på dette franske marked. Hvem spiser dog sådan noget…

Ikke alene så disse flute superfine ud; det smagte også ganske udemærket, og havde en dejlig sej skorpe, som franske brød skal have det.

Prøv lige at se farverne og strukturerne i det her billede; jeg elsker at der bliver gjort noget ud af udstillingen af råvarer. De er så smukke, så hvorfor ikke gøre lidt ud af dem, inden de bliver solgt og spist.

Lækre oste er vel også nærmest indbegrebet af Frankrig, og vi stod da også og salvede lidt over disse gedeoste. Vi skulle dog videre på museum, så vi syntes ikke lige, at vi skulle købe noget og tage med hjem.

Efter en kaffepause på en nærliggende cafe/værthus, ville vi videre med dagens program, som var at tage på Musee du Quai Branly. Vi var så heldige at opdage, at der gik en bus fra Place de la Bastille gennem Paris til Champ de Mars ved Eiffel-tårnet og nær ved museet. Så vi (jeg) fik vores (min) bustur gennem byen for 2*1,7€ fremfor 2*27€. Det var faktisk en super fin tur, hvor vi kom forbi Notre Dame, Louvre, kørte over Pont Neuf og kunne spotte Sacré Coeur i det fjerne, før vi blev sat af for foden af Eiffel-tårnet. Det var nærmest en perfekt bustur, og vi savnede bestemt ikke snakkeriet i højtalere.

Man kan sige meget om Eiffel-tårnet, men man kan ikke hævde, at det er undseeligt, så da K sagde: Eiffel-tårnet er den vej, da vi nærmest stod lige under det, kunne jeg ikke lade være at grine af ham. Han måtte stille op til fotografering, så jeg kunne bevidne, hvor han viste mig vej til Eiffel-tårnet.

Der er lidt parkområde ved Eiffel-tårnet, og vi spottede dette fine ældre skilt. K mente, at teksten måtte betyde, at man kun måtte have kavalerer med, der var moderat tiltrækkende… Godt bud, men ikke helt korrekt. Det det faktisk betyder er: Reserveret til ryttere. Moderat hastighed. Men K og jeg er nu enige om, at K’s bud er sjovere.

Når man står lige foran Eiffel-tårnet må man konstatere, at det var godt for Paris, at Monsieur Eiffel byggede tårnet til verdensudstillingen i 1889, at man ikke rev det ned og at Monsieur Eiffel byggede skidtet til at holde.

Jeg synes, tårnet er smukt – slet og ret. Det er faktisk en selvstændig grund til at komme og se tårnet, selv hvis man ikke vil op i toppen – det er bare flot arkitektur.

Og når nu vi snakker om at skulle op i tårnet, så var køen ikke kort denne søndag formiddag. For at gøre tingene endnu værre stod der på lysskilte, at der var cirka 45 minutters ventetid på andet niveau pga. problemer med en af elevatorerne. Ugh, jeg er glad for, at jeg har været oppe i toppen, og at K ikke har lyst til det. Så slap vi da for den kø!

Altså… jeg forstår ikke, hvorfor man ikke får oversat tekster til skilte ordentligt. Som jeg forstår den franske tekst, står der, at efterladte ting vil blive destrueret. Men den engelske lyder i steder: tabte ting vil blive destrueret… Okay så! Så kan man da lære at huske sine engelsktalende ting.

Musee du Quai Branly ligger lige rundt om hjørnet fra Eiffel-tårnet, og det er et virkelig fantastisk museum. Det er også et relativt nyt museum, idet det først åbnede i 2006. Som teenager kan jeg huske at være kommet på Musee de l’Homme, som var et fantastisk etnografisk museum (jeg har altid elsket etnografi), men da K og jeg var i Paris i 1998, måtte jeg konstatere, at det museum ikke eksisterede længere. Nu findes samlingen i stedet på Musee du Quai Branly, hvilket er vidunderligt. Og museet har en imponerende, fascinerende formidlingstilgang; bl.a. har de ladet deres 10.000vis af musikinstrumenters opbevaring være en del af museets design. Instrumenterne ligger på reoler i et glasrum i midten af museets hall i flere etager. Så flot.

Ikke alene er museet fantastisk, det sidder også i et smukt haveanlæg – faktisk er det en del af haven, idet en af bygningerne er en lodret have. Det var en virkelig overraskelse at se denne voksende, levende facade, som var rigtig cool og smuk.

For at komme op til udstillingslokalerne går man af en lang hvid rampe, og ned i gennem den løber der en flod af ord, som er 16.597 navne på folk og geografiske steder, der er udstillet på museet. Installationen er et stykke ret genialt moderne kunst (og det skal der noget til, at jeg siger om moderne kunst), som passer perfekt til omgivelserne. Installationen hedder meget passende The River.

Vi var på museet, fordi K havde læst, at de havde en særudstilling om vores opfattelse af mennesker, der er anderledes end os selv. Ikke alene er det et tema, jeg har beskæftiget mig med i min uddannelse, det er også et rigtig interessant udgangspunkt for en museumsudstilling på et museum, hvis samlinger netop dokumenterer “de fremmedes” liv i fortid og nutid. Udstillingen var virkelig spændende og tankeprovokerende; sådan en udstilling vi alle sammen burde se, fordi den sætter “det anderledes” i perspektiv og får os til at overveje, hvem vi er, og hvad der sætter grænserne for “normalt” og “unormalt”, “kendt” og “fremmed”.

Museumsbesøget var også det sidste vi nåede i Paris, for efter besøget her, gik vi tilbage forbi Eiffel-tårnet og til den nærmeste (det er jo et relativt begreb i Paris) metrostation, hvorfra vi kunne komme retur til Nanterre, spadsere gennem Parc de Nanterre, som på en solbeskinnet søndag eftermiddag var fuld af mennesker, før vi kunne sætte os i vores bil for at køre retur til Bonn.

Efter knap to døgn i Paris kunne vi konstatere, at man kan gøre Paris på to dage, hvis man er fokuseret og ihærdig. Jeg vil dog sige, at hvis det er første gang, man skal se Paris, vil man gøre sig selv en tjeneste ved at have mere end to dage. Der er så meget man kan se og gøre. Vi konstaterede også, at vi bør komme i Paris oftere end hvert 14. år. Nu må vi se, om det kommer til at ske.

Tagged , | 4 Comments