Schönburg set på vej til Oberwesel.
Søndag tog vi på heldagsudflugt sydpå: Jeg havde på Pinterest fundet billeder af Oberwesel, som vi begge syntes, så interessant ud, og derfra havde en udflugt taget sin form. K havde nemlig fundet et frilandsmuseum 60km fra Oberwesel, samt en bebygget bro (som man kender den fra Firenze) i Bad Kreuznach. Så af sted med os!
Noget af det som er ganske særligt ved Oberwesel (som gør at byen er en del af UNESCOs verdensarv) er, at byen har en særdeles velbevaret middelalderlig bymur med en række fine tårne. Ydermere ligger borgen Schönburg ganske kort fra Oberwesel. Vi parkerede lige midt i Oberwesel, og inden vi begav os op på muren, fik vi set på rådhuspladsen komplet med afblomstrende magnolia og den obligatoriske Jesus.
Man kan komme op på og ned fra muren flere steder, men fælles for dem alle er, at de er godt slidte, og man fornemmer, at her er tale om en mur, der har stået på sin plads i mange år. Det første tårn vi kom igennem på turen henad muren var det skæve Hospitalgassenturm, som ikke overraskende står dér, hvor byens hospital altid har været. Det er ikke umiddelbart til at se det, men der er tale om et snydetårn: Det har kun tre vægge og skal primært se imponerende ud. Det har tidligere været kalket og malet, så det så ud som om det var bygge af store, stærke kampesten.
Oppe på muren kommer man i øjenhøjde med byen, og vi var begge betagede af Alte Münzes fine udsmykninger, som man kunne se bedre fra muren, end det ville have været muligt nedefra.
Det næste tårn, Steingassenturm, kan man komme op i, og det måtte vi naturligvis. Trapperne op var stejle, men udsigten fra toppen var bestemt opstigningen værd. Udover den fine udsigt over Rhinen, kan man se ned til flere af byens tårne.
Det var dejligt, at vi havde tårnet fuldstændig for os selv, for så kunne jeg gå forsigtigt ned uden at skulle tænke på, om andre ventede på at komme forbi. Man kan godt forestille sig, at der er ganske mange mennesker i byen, når der er middelalder-halløj i pinsen.
Da man oprindeligt byggede muren i 1240’erne, lå den om muligt endnu finere, end den gør nu. Man går nemlig parallelt med sporene, når man går på den del af muren, der ligger tættest på Rhinen. Heldigvis pyntede forårsblomsterne lidt på det.
Naturligvis måtte vi dokumentere, at vi begge havde besteget Oberwesels bymur. På disse billeder kan man tydeligt se, hvordan togskinnerne løber mellem floden og muren.
Nok er muren et bygningsværk i sten og mørtel, men det holder jo ikke planter tilbage fra at finde fodfæste og slå rod opad de stejle sider. Og det ser jo smukt ud, må man sige.
Vel nede fra muren igen, gik vi retur til bilen gennem Oberwesel, og fik derved set byen fra en anden vinkel end den muren tilbød.
Fra Oberwesel kørte vi retur mod Schönburg. Undervejs forsøgte vi at finde en geocache ved en meget fin lille udsigtspost. Vi fandt ikke kassen, da det ville have krævet, at vi klatrede rundt uden ret meget afskærmning højt over Rhinen: Ikke ligefrem Ks favoritbeskæftigelse – og jeg tror heller ikke, at det havde været noget for mig. Kasse eller ej, så var der en forrygende fin udsigt over Rhinen.
Schönburg blev påbegyndt i 1100-tallet, og borgen tjente i 1300-tallet som hjem for en lang række riddere og deres familier. Ifølge “vagten” på slottet blev slottet noget trængt for de mange mennesker, men det løste sig selv på Europas slagmarker…
I 1689 blev Schönburg, som så mange af de andre borge i Mittelrhein-området, ødelagt af franskmændene, og først hen mod slutningen af 1800-tallet blev borgen genopbygget.
Den gigantiske mur er enestående af sin art, og den blev påbegyndt i 1357. Den er hul ind mod selve borgen (altså ikke integreret i borgen i øvrigt), men den beskytter størstedelen af borgen på angrebssiden.
Allerede for foden af slottet er udsigten over dalen nedenunder storslået, men det kunne vi naturligvis ikke nøjes med. Schönburg fungerer i dag som hotel og konferencecenter, men man kan få lov at bestige slottets tårn.
Ifølge vagten var der vist nok 128 trappetrin op, men jeg fik det kun til lige over 100. På en af etagerne kunne man bruge en virtuel katapult til at forsøge at destruere Burg Elz, hvilket var en ret sjov idé.
Det var ikke nogen lille tur til toppen, men det var absolut indsatsen værd, for udsigten var fænomenal! Jeg tror ikke, at jeg var kommet derop for fire måneder siden, og jeg var da også svært stolt af mig selv. Og selvfølgelig skulle vi dokumentere, at vi var der begge to.
Det passede K rigtig godt, at der var lavet en lille ekstra etage oppe på toppen af tårnet, for den betød, at man kunne stå og nyde udsigten i sikker afstand til ydervæggen og dermed den høje højde ned…
Og nå ja, så kunne jeg også tage det her tossede billede, når jeg stod nedenfor den ekstra etage og K oppe på den.
Nedefra så tårnet ikke ret højt ud, men det skal man jo sjældent lade sig narre af.
K vidste, at der skulle ligge en geocache ved slottet, og vi forsøgte at finde dem, men opgaverne, der skulle løses, var ikke ret klart formulerede. Heldigvis var udsigten nedover Oberwesel super fin, derfra hvor kassens opgaver skulle løses.
Vi havde blandt andet et perfekt vu ned til Liebfrauenkirche, som står på et sted, hvor der har været kirke siden 1200-tallet. Den nuværende kirke er dog påbegyndt i starten af 1300-tallet. Næste gang vi er i Oberwesel, tror jeg, at vi skal se kirken indefra, selvom jeg godt nok synes, at den tog sig rigtig flot ud lidt oppefra.
Dagens næste stop var Das Rheinland-Pfälzische Freilichtmuseum i Bad Sobernheim, og det er ingen hemmelighed, at vi begge er glade for at gå på frilandsmuseer; faktisk er det lige før, man kan sige, at vi samler på dem. Det her skulle vise sig at være et af de fineste af slagsen, vi har været på.
De første huse man støder på på museet er virkelig spektakulære. Huset til venstre har intet mindre end fire etager, hvor man faktisk kan stå opret. Det er noget ganske andet, end huse vi kender fra Frilandsmuseet i Brede… Hver gang vi besøger et tysk frilandsmuseum konstaterer vi, at man kan langt mere bygningsmæssigt, når man har rigeligt med sten, end når man er afhængig af træ.
Det er ikke mange steder, vi bevæger os hen, hvor der ikke lige ligger en geocache, K gerne vil finde. På museet ligger der en multikasse, og for at finde alle de nødvendige poster, var vi nødt til at bestige museets vinbjerg. Jeg tror ikke, at K havde regnet med, at jeg var med på idéen, men så er det jo godt, at jeg stadig kan snyde ham.
Der var ret langt op til det lille vinhus, og endnu længere til de steder, vi faktisk skulle finde… Men det er føles fedt at kunne alle de her ting.
En af posterne i geocachejagten lå ved museets bigård. Her var der unægteligt mange mange bier, og derfor var det sikkert også helt på sin plads med advarsel om, at der var stikke-fare.
Turen op ad vinbjerget betød også, at vi fik set museets virkelig flotte trykkeri, som såvidt vi kunne vurdere fortsat bliver brugt. For mig var det nostalgisk at komme ind i rummet, for det lugtede fuldstændig som det kælderrum, hvor min farmors rulle stod i gjorde. Mon ikke det er noget smøreolie eller lignende, der er skyld i det sammenfald…?
Museet er inddelt i små “byer” = områder hvorfra husene oprindeligt kom. Her ser vi på det område, der hedder Hunsrück – Nahe.
I samme område er der et posthus, som er et ret unikt og meget dybt hus. Det indeholdt andre funktioner end blot posthuset, og det kan måske være med til at forklare, at det er så dybt.
K ville frygtelig gerne have haft de fine emaljeskilte fra posthusets facade med hjem, men vi blev enige om, at de trods alt nok ville blive savnet.
Jeg er ikke ret vild med slanger, men firben derimod, dem kan jeg mægtigt godt lide, og jeg blev da også svært begejstret, da jeg spottede to fine firben, der hang ud i solen ved posthusets hoveddør.
Da jeg trådte ind i det hus, var det første jeg sad til K, at det her hus havde været beboet væsentligt længere end traditionelle frilandsmuseumshuse… Det var lugten i huset, der ledte mig til den konklusion, og jeg havde sådan set fuldstændig ret, for der bor fortsat mennesker på første salen af huset. Tænk, at bo inde midt i et frilandsmusem: Så kan man da tale om at få ro, når først museet er lukket…
En af årsagerne til at jeg holder så meget af frilandsmuseer (og det er kun en af dem) er, at der er noget særligt fint over kombinationen af gamle huse og skøn natur.
Samtidig er det også lidt sjovt, hvordan en blå himmel kan gøre et lokum og en svinesti til et idylliske motiv.
Denne port er endnu en gang et bevis på forskellen mellem fortidens DE og fortidens DK – jeg har ikke set mange så kraftige og detaljerede porte i DK. Men flot er den godt nok!
Mellem de forskellige områder af museet ligger der fine stræk af kulturlandskab, som man kan nyde. Det er også i disse områder, at museet formidler viden om sommerfugle, som synes at være et fokusområde (sammen med flagermus).
Efter en pause på museets restaurant bevægede vi os forbi vandmøllen med dens tilhørende “gadekær” over mod det sidste distinkte område.
Husene i dette område, Pfalz-Rheinhessen var ret markant anderledes end de øvrige huse. Nok er det også bindingsværk, men de ser anderledes ud. Indretningsmæssigt var flere af dem fra det 20. århundrede, mens husene er 200-300 år ældre.
Turen retur til udgangen gik af en fin allé, som vi ikke kom henad i første omgang, fordi vi jo besteg vinbjerget i stedet. Efter 2½ times museumstur kunne vi efterhånden godt mærke, at det havde været en aktiv dag – i solskinsvejr. Men vi var ikke helt i mål endnu…
Det sidste punkt på dagsorden var Bad Kreuznach, hvor man finder Alte Nahebrücke, som er en af de få resterende bebyggede broer i Tyskland. Vi kom – uden at vide det – til byen på en dag, hvor butikkerne havde søndagsåbent, hvilket gjorde det til en noget kaotisk oplevelse. Men umiddelbart ser broen super fin og hyggelig ud. Og vi har planer om at komme retur til Bad Kreuznach og området omkring byen senere på året, for vi har fundet et par attraktioner, som vi ikke nåede på vores tætpakkede søndagsudflugt.
Fra Bad Kreuznach gik turen retur til Muffendorf gennem foråret, og det var to små trætte mennesker, der kom hjem igen, men vi havde virkelig nydt at se ting, vi ikke tidligere har set og oplevet.
