Tag Archives: verdensarv

Karlskrona

Esben havde foreslået, at vi kørte en tur til Karlskrona, og det var vi naturligvis med på. Byen er på UNESCOs verdensarvsliste, og det er med god grund, for det er en fin og spændende by med en vigtig historie.

På havnen stod dette skilt (som desværre var noget nasset), hvor man kunne se på hvilke dage, der blev salutteret i Karlskrona: Kongen fødsels- og navnedag, dronningens fødsels- og navnedag og kronprissessens fødselsdag samt Sveriges nationaldag. Jeg synes, det var ret sjovt at skiltet var udstyret med en kanon i silhouette.

Vi var også så heldige, at et eller andet militært stykke sejlfartøj satte i gang, mens vi stod og kiggede ud igennem havnen. Hvad der er for et fartøj ved jeg ikke, men det lavede en del røg, mens det søgte ud på havet.

Vi startede med at parkere i nærheden af byens maritime museum, men vi blev afledt af en ret funky rutsjebane, som Alma naturligvis gerne ville se nærmere på.

Og sådan gik det til at både Esben og Alma var med til at rense øre på et gigantisk hoved på havnen i Karlskrona… En noget uventet udvikling.

Fra rutsjebanen gik vi så på Marin Museum, og det var en god oplevelse: Selve huset er smukt og udstillingen er interessant og tilgængelig. Det er bestemt et museum, der er et besøg værd.

Der var mange modelskibe fra 1700-tallet, og de fleste af dem var faktisk arbejdsmodeller til konstruktion af reelle skibe. Ingen af os havde tidligere overvejet, at man lavede en miniaturemodel af et skib, inden man byggede det, så det var rigtig interessant at se dem.

Der var gjort meget ud af formidlingen på museet, og det er altid en fed oplevelse. Dette diorama i naturlig størrelse gjorde det meget klart, hvor klemt der har været ombord på et kanonskib. Det må have været et skrækkeligt sted at ende…

Rent æstetisk tror jeg, at mit favoritrum på museet var det store “drivhus”, som var fyldt med galionsfigurer. Der var masser af lys i rummet, og de store figurer var virkelig overvældende – og så var det smukt at man kunne se lige ud i den svenske skærgård indefra.

Alma havde en mindre nedsmeltning, så hun og Sus gik retur til rutsjebanen, mens Esben, K og jeg gik ud og kiggede på museets tre full size skibe samt området omkring museet. Jeg var ret vild med, at museet havde egne redningskranse.

Naturligvis blev medicinhistorikeren i mig begejstret for at se dette lille disinfektionshus, som har stået på sin plads siden 1889, og som var en del af Sveriges første kolera- og epidemihospital. Huset stod ikke overraskende isoleret fra andre bygninger for at mindske smitterisikoen, og det indeholdt ikke alene sygestuer men også lighus og kremeringsovn. Det har været barske tider.

Fra museet gik vi igennem Karlskrona og kiggede på den smukke, velplanlagte by. Frederikskyrkan blev påbegyndt i 1720, men den stod først færdig 24 år senere. Sammen med Trefaldighetskyrkan (som findes få hundrede meter væk) regnes Frederikskyrkan som nogle af Sveriges fremmeste eksempler på klassisk barok.

Det var tid til frokost, og vi valgte mere eller mindre tilfældigt Restaurang Michelangelo, hvilket viste sig at have været et rigtig godt valg. Vi bestilte fem gange af dagens fiskeret, som var en delikat og frisk rødspættefilet med lækre grøntsager mm. For 89 skr fik vi en lille tomatsuppe til forret, hovedretten, noget at drikke til maden samt en kop the/kaffe. Og så var det endda lækker mad.

Efter frokost var der – blandt udvalgte medlemmer af selskabet – en stærk trang til is, og vi havde passeret Glassiären på torvet omkring Frederikskyrkan, så der gik vi op. K blev også fristet af de forskellige slags is, så han fik to kugler… eller noget i retningen af 1 liter is! Det var i hvert fald gigantiske vafler. Den øverste smag var damsugare (på dansk hedder de vidst træstammer), og den smagte fuldstændig af det, den sagde, den gjorde. Slet ikke tosset. Men der var bare alt alt for meget is; det havde været sjovere at kunne smage. Men så må man jo vende retur til Karlskrona en anden gang og dele en is…

Da Esben nævnte Karlskrona, gik K fluks i gang med at researche mulighederne i byen, og en af dem viste sig at være, at man kunne sejle med en lille færge til Aspö i den svenske skærgård. Ydermere viste det sig også, at færgen indgår i den svenske offentlige infrastruktur, og derfor var det gratis at tage færgen. Alt i alt var det for fristende for os, så efter frokost og is samlede vi os i en bil og kørte ombord på færgen for at tage den godt 25 minutter lange tur i skærgården.

Vel ombord på færgen måtte vi naturligvis alle sammen ud og kigge os omkring og se ud på skærgården. Det var fint og stille vejr, så der var ingen problemer med bølger eller den slags uhyrligheder.

Alma havde – meget proffesionelt – medbragt sin kikkert, som hun brugte til at holde øje med havet omkring os.

Færgen havde masser af plads til passagerer, der var gået ombord, og kupeen mindede lidt om et gammelt s-tog. Det er svært at forestille sig, at man dagligt er afhængig af en 25 minutter lang sejltur for at komme i skole eller på arbejde – og så endnu en for at komme hjem igen.

Udsigten ind over Karlskrona var rigtig fin fra færgen, og vi havde førsteparket til det hele, da vi var de eneste, der følte trang til at stå og spejde ind over byen.

Vi var så heldige, at vejret kun blev bedre, som vi sejlede ud i skærgården, så vi fik fuld valuta – for svenskernes skattepenge… Hmm. Selvom det bare var en lille smagsprøve på skærgården, så kan jeg godt forstå, hvorfor skærgården er et populært sejlområde, for der er smukt.

Vi ville se Drottningskärs kastell, som ligger på Aspö, når vi nu havde mulighed for det. Ikke alene var vejret blevet fuldstændig fantastisk: Vi havde også stedet for os selv, og det er jo ikke tit, man kan sige det.

Drottningskärs kastell blev opført i slutningen af 1600-tallet, da man valgte at henlægge den svenske flåde til Karlskrona. Drottningskärs kastell er opført, så man kunne have kanoner i tre lag, 44 styk i alt, som kunne beskyde fjenden, hvis han skulle nærme sig Karlskrona.

Stedet var indtil 1820’erne Karlskrona-områdets primære fæstning, hvorefter dens rolle blev stadigt mindre, indtil man i 1870’erne afrustede kastellet for endeligt at lade det falde ud af forsvarsværket i 1895.

I forbindelse med 1. verdenskrig genoplivede man Drottningskär, da man havde brug for et provisorisk kystartelleribatteri til tre 12 cm kanoner. Man flyttede først kanonerne til et andet sted på øen i 1928-29.

Til trods for at der ikke var andre end os på Drottningskär var der adgang til gårdanlægget og til de befæstede murer, og det var en rigtig sjov oplevelse sådan at have hele stedet for os selv.

Jeg var ikke umiddelbart begejstret for det lille røde træhus, der stod inde midt i gårdanlægget, indtil Esben og Sus fortalte, at de havde set, hvorfor huset stod der: Det var der den øverstbefalende boede med sin familie. Så giver det jo mere mere mening, end hvis det var sat op, fordi man skulle bruge et sted til en cafe.

Som sagt var der fri adgang til murerne, og der var ikke nogen tvivl om, at man havde gjort, hvad man kunne for at gøre opmærksom på, at der var risiko for, at man kunne falde ned fra dem. Der var skilte alle vegne, og de var ret dramatiske, som det ses på billederne.

Det kan godt ske, at man officielt har afvæbnet Drottningskär, og jeg ved heller ikke, om myndighederne er klar over det, men denne kanon kan bruges til at nedkæmpe farlige drager, der kommer ind udefra havet.

Med mængden af drager, der var på havet på denne helt almindelige mandag, var det heldigt, at vi havde denne handlekraftige frøken med. Alma sørgede nemlig for at holde udkig efter og skyde drager, inden de nåede indtil os. Pyha!

Udsigten fra Drottningkärs murer var absolut ikke ringe, og den forklarer til fulde, hvorfor man anlagde et forsvarsværk netop her: Man kunne se langt og bredt omkring. På en lun forårsdag med blå himmel så alting nu meget fredligt ud (dragerne var jo heldigvis drevet på flugt).

Denne mægtige herrer indtog stolt murerne, og jeg ved ikke, om han forestillede sig, at han var øverstkommanderende i starten af 1700-tallet?

Jo, jo, jeg var der også. Det er et selfie, for jeg kunne ikke finde de andre, da jeg tog billedet. Tænk, at fem mennesker alene på et mindre befæstningsværk kan blive væk fra hinanden. Det varede heldigvis ikke ret lang tid.

Der var områder af kastellet, man ikke måtte betræde, og de var lukket af med en ret seriøs hængelås. På det første billede kan det være svært at se præcis hvor stor, den var, så derfor er min hånd indsat som størrelsesangiver på billede #2.

Karlskrona og Aspö var alletiders som en dagsudflugt fra Tikaskruv, og jeg kunne sagtens tage derned en anden gang. Måske med cykler i bilen, så man kunne cykle rundt på Aspö og se mere af den lille ø i skærgården? Det tror jeg, at vi må overveje næste gang, vi er i Tika.

Tagged , , , , | Leave a comment

Oberwesel, frilandsmuseum og en bebygget bro

Schönburg set på vej til Oberwesel.

Søndag tog vi på heldagsudflugt sydpå: Jeg havde på Pinterest fundet billeder af Oberwesel, som vi begge syntes, så interessant ud, og derfra havde en udflugt taget sin form. K havde nemlig fundet et frilandsmuseum 60km fra Oberwesel, samt en bebygget bro (som man kender den fra Firenze) i Bad Kreuznach. Så af sted med os!

Noget af det som er ganske særligt ved Oberwesel (som gør at byen er en del af UNESCOs verdensarv) er, at byen har en særdeles velbevaret middelalderlig bymur med en række fine tårne. Ydermere ligger borgen Schönburg ganske kort fra Oberwesel. Vi parkerede lige midt i Oberwesel, og inden vi begav os op på muren, fik vi set på rådhuspladsen komplet med afblomstrende magnolia og den obligatoriske Jesus.

Man kan komme op på og ned fra muren flere steder, men fælles for dem alle er, at de er godt slidte, og man fornemmer, at her er tale om en mur, der har stået på sin plads i mange år. Det første tårn vi kom igennem på turen henad muren var det skæve Hospitalgassenturm, som ikke overraskende står dér, hvor byens hospital altid har været. Det er ikke umiddelbart til at se det, men der er tale om et snydetårn: Det har kun tre vægge og skal primært se imponerende ud. Det har tidligere været kalket og malet, så det så ud som om det var bygge af store, stærke kampesten.

Oppe på muren kommer man i øjenhøjde med byen, og vi var begge betagede af Alte Münzes fine udsmykninger, som man kunne se bedre fra muren, end det ville have været muligt nedefra.

Det næste tårn, Steingassenturm, kan man komme op i, og det måtte vi naturligvis. Trapperne op var stejle, men udsigten fra toppen var bestemt opstigningen værd. Udover den fine udsigt over Rhinen, kan man se ned til flere af byens tårne.

Det var dejligt, at vi havde tårnet fuldstændig for os selv, for så kunne jeg gå forsigtigt ned uden at skulle tænke på, om andre ventede på at komme forbi. Man kan godt forestille sig, at der er ganske mange mennesker i byen, når der er middelalder-halløj i pinsen.

Da man oprindeligt byggede muren i 1240’erne, lå den om muligt endnu finere, end den gør nu. Man går nemlig parallelt med sporene, når man går på den del af muren, der ligger tættest på Rhinen. Heldigvis pyntede forårsblomsterne lidt på det.

Naturligvis måtte vi dokumentere, at vi begge havde besteget Oberwesels bymur. På disse billeder kan man tydeligt se, hvordan togskinnerne løber mellem floden og muren.

Nok er muren et bygningsværk i sten og mørtel, men det holder jo ikke planter tilbage fra at finde fodfæste og slå rod opad de stejle sider. Og det ser jo smukt ud, må man sige.

Vel nede fra muren igen, gik vi retur til bilen gennem Oberwesel, og fik derved set byen fra en anden vinkel end den muren tilbød.

Fra Oberwesel kørte vi retur mod Schönburg. Undervejs forsøgte vi at finde en geocache ved en meget fin lille udsigtspost. Vi fandt ikke kassen, da det ville have krævet, at vi klatrede rundt uden ret meget afskærmning højt over Rhinen: Ikke ligefrem Ks favoritbeskæftigelse – og jeg tror heller ikke, at det havde været noget for mig. Kasse eller ej, så var der en forrygende fin udsigt over Rhinen.

Schönburg blev påbegyndt i 1100-tallet, og borgen tjente i 1300-tallet som hjem for en lang række riddere og deres familier. Ifølge “vagten” på slottet blev slottet noget trængt for de mange mennesker, men det løste sig selv på Europas slagmarker…

I 1689 blev Schönburg, som så mange af de andre borge i Mittelrhein-området, ødelagt af franskmændene, og først hen mod slutningen af 1800-tallet blev borgen genopbygget.

Den gigantiske mur er enestående af sin art, og den blev påbegyndt i 1357. Den er hul ind mod selve borgen (altså ikke integreret i borgen i øvrigt), men den beskytter størstedelen af borgen på angrebssiden.

Allerede for foden af slottet er udsigten over dalen nedenunder storslået, men det kunne vi naturligvis ikke nøjes med. Schönburg fungerer i dag som hotel og konferencecenter, men man kan få lov at bestige slottets tårn.

Ifølge vagten var der vist nok 128 trappetrin op, men jeg fik det kun til lige over 100. På en af etagerne kunne man bruge en virtuel katapult til at forsøge at destruere Burg Elz, hvilket var en ret sjov idé.

Det var ikke nogen lille tur til toppen, men det var absolut indsatsen værd, for udsigten var fænomenal! Jeg tror ikke, at jeg var kommet derop for fire måneder siden, og jeg var da også svært stolt af mig selv. Og selvfølgelig skulle vi dokumentere, at vi var der begge to.

Det passede K rigtig godt, at der var lavet en lille ekstra etage oppe på toppen af tårnet, for den betød, at man kunne stå og nyde udsigten i sikker afstand til ydervæggen og dermed den høje højde ned…

Og nå ja, så kunne jeg også tage det her tossede billede, når jeg stod nedenfor den ekstra etage og K oppe på den.

Nedefra så tårnet ikke ret højt ud, men det skal man jo sjældent lade sig narre af.

K vidste, at der skulle ligge en geocache ved slottet, og vi forsøgte at finde dem, men opgaverne, der skulle løses, var ikke ret klart formulerede. Heldigvis var udsigten nedover Oberwesel super fin, derfra hvor kassens opgaver skulle løses.

Vi havde blandt andet et perfekt vu ned til Liebfrauenkirche, som står på et sted, hvor der har været kirke siden 1200-tallet. Den nuværende kirke er dog påbegyndt i starten af 1300-tallet. Næste gang vi er i Oberwesel, tror jeg, at vi skal se kirken indefra, selvom jeg godt nok synes, at den tog sig rigtig flot ud lidt oppefra.

Dagens næste stop var Das Rheinland-Pfälzische Freilichtmuseum i Bad Sobernheim, og det er ingen hemmelighed, at vi begge er glade for at gå på frilandsmuseer; faktisk er det lige før, man kan sige, at vi samler på dem. Det her skulle vise sig at være et af de fineste af slagsen, vi har været på.

De første huse man støder på på museet er virkelig spektakulære. Huset til venstre har intet mindre end fire etager, hvor man faktisk kan stå opret. Det er noget ganske andet, end huse vi kender fra Frilandsmuseet i Brede… Hver gang vi besøger et tysk frilandsmuseum konstaterer vi, at man kan langt mere bygningsmæssigt, når man har rigeligt med sten, end når man er afhængig af træ.

Det er ikke mange steder, vi bevæger os hen, hvor der ikke lige ligger en geocache, K gerne vil finde. På museet ligger der en multikasse, og for at finde alle de nødvendige poster, var vi nødt til at bestige museets vinbjerg. Jeg tror ikke, at K havde regnet med, at jeg var med på idéen, men så er det jo godt, at jeg stadig kan snyde ham.

Der var ret langt op til det lille vinhus, og endnu længere til de steder, vi faktisk skulle finde… Men det er føles fedt at kunne alle de her ting.

En af posterne i geocachejagten lå ved museets bigård. Her var der unægteligt mange mange bier, og derfor var det sikkert også helt på sin plads med advarsel om, at der var stikke-fare.

Turen op ad vinbjerget betød også, at vi fik set museets virkelig flotte trykkeri, som såvidt vi kunne vurdere fortsat bliver brugt. For mig var det nostalgisk at komme ind i rummet, for det lugtede fuldstændig som det kælderrum, hvor min farmors rulle stod i gjorde. Mon ikke det er noget smøreolie eller lignende, der er skyld i det sammenfald…?

Museet er inddelt i små “byer” = områder hvorfra husene oprindeligt kom. Her ser vi på det område, der hedder Hunsrück – Nahe.

I samme område er der et posthus, som er et ret unikt og meget dybt hus. Det indeholdt andre funktioner end blot posthuset, og det kan måske være med til at forklare, at det er så dybt.

K ville frygtelig gerne have haft de fine emaljeskilte fra posthusets facade med hjem, men vi blev enige om, at de trods alt nok ville blive savnet.

Jeg er ikke ret vild med slanger, men firben derimod, dem kan jeg mægtigt godt lide, og jeg blev da også svært begejstret, da jeg spottede to fine firben, der hang ud i solen ved posthusets hoveddør.

Da jeg trådte ind i det hus, var det første jeg sad til K, at det her hus havde været beboet væsentligt længere end traditionelle frilandsmuseumshuse… Det var lugten i huset, der ledte mig til den konklusion, og jeg havde sådan set fuldstændig ret, for der bor fortsat mennesker på første salen af huset. Tænk, at bo inde midt i et frilandsmusem: Så kan man da tale om at få ro, når først museet er lukket…

En af årsagerne til at jeg holder så meget af frilandsmuseer (og det er kun en af dem) er, at der er noget særligt fint over kombinationen af gamle huse og skøn natur.

Samtidig er det også lidt sjovt, hvordan en blå himmel kan gøre et lokum og en svinesti til et idylliske motiv.

Denne port er endnu en gang et bevis på forskellen mellem fortidens DE og fortidens DK – jeg har ikke set mange så kraftige og detaljerede porte i DK. Men flot er den godt nok!

Mellem de forskellige områder af museet ligger der fine stræk af kulturlandskab, som man kan nyde. Det er også i disse områder, at museet formidler viden om sommerfugle, som synes at være et fokusområde (sammen med flagermus).

Efter en pause på museets restaurant bevægede vi os forbi vandmøllen med dens tilhørende “gadekær” over mod det sidste distinkte område.

Husene i dette område, Pfalz-Rheinhessen var ret markant anderledes end de øvrige huse. Nok er det også bindingsværk, men de ser anderledes ud. Indretningsmæssigt var flere af dem fra det 20. århundrede, mens husene er 200-300 år ældre.

Turen retur til udgangen gik af en fin allé, som vi ikke kom henad i første omgang, fordi vi jo besteg vinbjerget i stedet. Efter 2½ times museumstur kunne vi efterhånden godt mærke, at det havde været en aktiv dag – i solskinsvejr. Men vi var ikke helt i mål endnu…

Det sidste punkt på dagsorden var Bad Kreuznach, hvor man finder Alte Nahebrücke, som er en af de få resterende bebyggede broer i Tyskland. Vi kom – uden at vide det – til byen på en dag, hvor butikkerne havde søndagsåbent, hvilket gjorde det til en noget kaotisk oplevelse. Men umiddelbart ser broen super fin og hyggelig ud. Og vi har planer om at komme retur til Bad Kreuznach og området omkring byen senere på året, for vi har fundet et par attraktioner, som vi ikke nåede på vores tætpakkede søndagsudflugt.

Fra Bad Kreuznach gik turen retur til Muffendorf gennem foråret, og det var to små trætte mennesker, der kom hjem igen, men vi havde virkelig nydt at se ting, vi ikke tidligere har set og oplevet.

Tagged , , , , , | Leave a comment

UK Tour 2013: Regnvejr i Edinburgh


Efter at have boet med udsigt til Edinburgh i tre dage var det nu blevet tid til at tage ind og se nærmere på byen. Vi havde valgt onsdag, fordi det var den dag, hvor vejret skulle være mindst spændende, og det forestillede vi os, ville være ok i en stor by. Men det regnede nok lidt mere, end vi lige havde regnet med, for vi blev godt nok våde om formiddagen.


Vi tog bussen ind fra Leith til Edinburgh, hvilket gav os anledning til at se forstæderne, samt en lille del af Edinburgh. Vel inde i byen stod vi og kløede os lidt i nakkerne, før vi besluttede at starte med at tage endnu en bus op til Edinburgh Castle. Inden vi nåede så langt, kunne vi dog føje endnu en postkasse til samlingen: Denne gang løb vi ind i en af de postkasser, der blev malet guldfarvede for at fejre britiske atleters succes ved OL i London i 2012. Chris Hoy har altså fået sin egen postkasse i den skotske hovedstad.


Gennem regnen nåede vi op til billetkøen ved slottet, og der var ikke andet for, end at stille sig i kø og vente. Til trods for den silende regn var der allerede mange mennesker, der stod i kø eller gik rundt ved indgangen. Jeg havde læst, at Edinburgh Castle havde haft deres bedste sæson i år, og det tror jeg gerne, for der var godt nok mange besøgende!

Når man kigger op mod slottet, er man ikke i tvivl om, at der er tale om et massivt forsvarsværk. De høje, stejle stenvægge indbyder ikke ligefrem til angreb.

Når man færdes på slottet, er det tydeligt at se, at det er integreret med den klippe det står på: Dele af slottets forsvarsværk er slet og ret klippevæg. Det giver en ret flot effekt, når rå klippe bliver til udhuggede sten.

Hvis man havde været på Edinburgh Castle i klart vejr, tror jeg, at udsigten havde været spektakulær, men selv på en grå grå dag kunne man se rimelig langt ud over den skotske hovedstad.


Der var guidede ture på slottet, og vi var så heldige, at vi lige nåede med på Fergus’ tur. Fergus var en morsom og grundig guide, og det var fint lige at få en hurtig halv times baggrundsinfo om slottet. Som det ses lignede alle på turen druknede mus, og Fergus indviede os da også i en hemmelighed: Skotterne kan heller ikke lide regnen ;o)


Porten ind til slotsområdet har haft et omskifteligt liv, hvor det er blevet udbygget hen ad vejen. Det sjoveste er næsten, at porten blev udvidet med den øverste del i victoriatiden, fordi man ville have slottet til at se ud, som man forestillede sig det perfekte romantisk slot så ud. Så man forstærkede altså forsvarsværket for looks only.

De mange forskellige kanoner, der står på slottets område, er også for show. De er nemlig sat op i forbindelse med Victorias besøg på Edinburgh Castle: Man havde ikke kanoner, inden besøget, fordi slottet var fint sikret uden. Men det var ikke godt nok for den unge dronning, da et slot da slet ikke var et slot, hvis der ikke var kanoner. Så frem af gemmerne med kanoner fra Napoleonskrigen – og fra skibe… Men pyt. De står jo bare her for at få slottet til at se rigtigt ud.


Det var heldigvis ikke nødvendigt for os at spørge, hvornår “the one o’clock canon” blev skudt af… Men det var fint lige at få historien bag den. Oprindeligt havde man forsøgt at få urene synkroniseret via et visuelt signal, men efter otte år kom man på den tanke, at det måske ikke var så smart i et land, hvor der ofte er tåge at være afhængige af at kunne se signalet. Så erstatningen blev altså at skyde en kanon af hver dag præcis klokken 13.

Den ældste bevarede del af slottet er St. Margaret’s Chapel, som har stået på sin plads siden 1100-tallet. I 1314 indtog skotterne slottet (englænderne havde besat det) og ødelagde det meste af slottet, så det ikke kunne genindtages. Men på ordre fra Robert the Bruce blev St. Margaret Chapel skånet – iflg. Fergus formentlig fordi det ikke var “good public relations” at ødelægget noget, der var tilegnet helgener.

Lige overfor St. Margaret’s Chapel står slottets yngste bygning, Scottish National War Memorial. Selvom det står, hvor der har stået bygninger i århundreder, så har det først fået sin nuværende udformning i 1927. Det blev den gang skabt som et monument over “the war to end all wars” (1. verdenskrig), men siden er det blevet udvidet til at huse navnene fra alle faldne skotske soldater siden 1914. På  alteret (direkte ovenpå klippen slottet står på) er en sølvkiste, som rummer navnene på de 147.000 skotter, der døde i 1. verdenskrig, mens de nyere navne tilføjes på hædersruller, der opbevares i monumentet.

Her står besøgende i kø (ikke dem forrest i billedet dog) til at se de skotske kronjuveler samt Stone of Scone (skal ikke udtales som bollerne man spiser med clotted cream men mere a la skuun). Vi skulle naturligvis også se løjerne, og heldigvis havde Fergus gjort det klart for os, hvad der var det vigtige i kronjuvelrummet: Stone of Scone var det, man skulle lægge mærke til.

{man må ikke tage billeder af kronjuvler mm, så billedet stammer herfra}

Stone of Scone er den sten, som blev brugt ved kroninger af skotske regenter indtil 1292. I 1296 blev stenen “bortført” til Westminster Abbey, og integreret i den trone, engelske regenter blev tronet på, som en underlegen del. Selv Elisabeth II er kronet ovenpå stenen, men i 1996 kom stenen hjem til Edinburgh. Den skal dog til England på et lynvisit, næste gang der skal krones en britisk monark. Gad vide, om man denne gang vil give stenen en mere fremtrædende plads?

Slottets Great Hall har levet et meget omskifteligt liv som alt fra militær barak til hospital. I slutningen af 1800-tallet blev salen dog istandsat, som victorianerne nu mente, sådan en sal skulle se ud komplet med store glaspartier (skydeskiver for fjenden), der vender ud mod omverden.

Vi snakkede lidt om, om denne mindetavle monstro taler sandheden? For så lyder Mary Queen of Scots mor godt nok som et fabelagtigt menneske. På den anden side: Man sætter jo ikke en mindetavle op, hvor der står “hun var virkelig træls, sur og tvær og egoistisk”…

Efter vores besøg på Fountains Abbey var vi blevet skrappe til at spotte stenhuggernes tegn, og da vi var på vej ned ad en af slottets trapper, kom vi forbi disse tre fine eksempler.

Hvor der på Haddon Hall var påfugle og vildsvin på nedløbsrørene, så er der på Edinburgh Castle skotske tidsler og engelske roser. Det er da alligevel en noget symbolsk omgang nedløbsrør.

Ifølge teksten på dette vindue, så referer den venstre side (øverst såvidt jeg husker) til William Wallace og den højre side (også øverst) til Robert the Bruce. Så han man da også fået to meget markante skotter repræsenteret.

Hvis jeg skal være ærlig – og det skal jeg jo helst på min egen blog – så var jeg ikke ret imponeret over Edinburgh Castle. For mig at se var der desværre ikke ret meget at se på, og det der var, var ikke specielt vedkommende formidlet. Men jeg er glad for at have set Stone of Scone!

Fra slottet kørte vi ned og spiste frokost på Pret. Da vi så skulle finde ud af, hvad vi så ville, endte vi med at køre op igen og så gå ned ad Royal Mile. Så fik vi da konstateret, at frem og tilbage er lige langt.

Royal Mile løber fra Edinburgh Castle og ned til Holyrood Palace, som er den britiske monarks officielle residens i Skotland. Husene langs Royal Mile er overraskende i deres størrelse og stemning – der er noget meget alvorligt over dem.

På Royal Mile finder man St. Giles’ Cathedral også kendt som High Kirk of Edinburgh. Dette er, modsat hvad navnet indikerer, slet ikke en katedral, da der ikke er en biskop i Skotland. Inde i kirken finder man the Thistle Chapel, som er et smalt og meget spektakulært udsmykket lille kapel.

Foran St. Giles kan man næsten misse the Heart of Midlothian; en hjerteformet udsmykning i brostensbelægningen. Hjertet markerer den gamle bys administrative centrum. Lige efter jeg havde taget billedet af the Heart of Midlothian kom der en lokal gut (og nogle han viste byen frem til) forbi og spyttede midt på hjertet. Vi kunne godt regne ud, at der var en grund til det, men det gjorde det nu ikke mere appetitligt. Oprindeligt skulle den skik være opstået, fordi hjertet markerede der hvor fængslet var – nu spyttes der mest fordi det skulle være lykkebringende. Hvorfor folk synes, at de skal spytte deres tyggegummi eller cigaretskodder ud lige her, ved jeg ikke. Men jeg har tilladt mig at give hjertet lidt førstehjælp i Photoshop, så det blev befriet for klamheder.

Mercat Cross er det gamle markedskors i Edinburgh, der som navnet antyder angiver hvor markedet blev afholdt. Senere blev disse markedskors også stedet hvor oplysninger til borgerne om samfundet blev proklameret, og der bliver stadig råbt fra stedet her, fx. når der skal være parlamentsvalg eller en ny monark har besteget tronen. Edinburghs Mercat Cross er første gang nævnt i 1365, men det der står der nu er en victoriansk kopi.

I dette hus kaldes John Knox’s hus til trods for, at det er usandsynligt, at den skotske reformator nogensinde boede i huset, da det på John Knox’s tid var ejet af en prominent katolik. Tilknytningen til Knox opstod da også først i omkring 1800, fordi huset var gammelt nok til at kunne have huset den berømte skotte.

På Royal Mile stødte vi også ind i en helt almindelig skotsk postkasse, og det der er lidt interessant ved dem er, at der sjældent findes postkasser i Skotland med Elisabeths monogram på. I stedet har de skotske postkasser den skotske krone på. Sikke meget man kan lære bare ved at kigge på postkasser…

Lige som vi besluttede, at vi ville vende næserne hjemad, spottede vi Calton Hill mellem husene. Det måtte vi lige ned og kigge lidt på, og på vejen kom vi forbi en sød lille butik, som i den ene side var slikbutik og i den anden kunsthåndværk. Det var en ret sjov kombi. For Line viste kunsthåndværkssiden sig at være liiidt farlig, så hun gik derfra med et sæt øreringe og en ring. K og jeg slap ud uden at købe noget, men det var en herlig butik. I stedet for at køre direkte hjem tog vi en bus, der gik til Ocean’s terminal shopping centeret, hvor Line og jeg startede med at shoppe og drikke kaffe, mens K hentede bilen. Og så kunne vi få købt ind til aftensmad mm.

Da vi kom retur til Ocean’s Apartments, kom vi i tanke om, at vi manglede et billede udefra, hvor man kan se lejligheden. Der kommer så her, og den sarte pil indikerer vores terrasse.

K havde lige en lille tur, han skulle ud på, da han ikke havde fundet den geocache, der lå på molen nær ved vores lejlighed. Undervejs tog han billeder af the Forth Bridge, som er jernbanebro fra 1890 med et smukt design. Det er ydermere en cantileverbro, der er selvbærende omkring bropillerne, hvilket vil sige, at en ganske stor del af broen ikke er undstøttet. Det er fortsat verdens anden længste af slagsen.

Foruden den fine bro spottede K denne svanefamilie med intet mindre end fem halvstore “svællinger”, der plaskede rundt i pyt ikke meget større end en tennisbane få meter fra havet. Det er måske nemmere at lære at svømme i et mindre basin?

Den noget våde dag sluttede med en meget fin rød solnedgang over havnen og Edinburgh. Havde nu været rart, om det havde været tørvejr om formiddagen, men vi må forsøge os med endnu et besøg i Edinburgh ved en senere lejlighed.

Tagged , , , , | Leave a comment

UK Tour 2013: Fountains Abbey + Hadrian’s Wall

1
Søndag morgen pakkede vi bilen sammen, da turen endnu en gang gik nordpå. Dagens endelige mål var Ocean’s Apartments i Leith udenfor Edinburg, hvor vi havde bestilt fire overnatninger. Men inden vi kom så langt havde vi nogle ting, vi gerne ville nå. Jeg havde ønsket at se Fountains Abbey, som er et af UK’s 22 UNESCO verdensarvsteder. Vi ankom til Fountains klokken 10.45, og skilte på stedet afslørede, at der startede en guidet tur af klosterruinen 15 minutter senere. Og det kan vi bare ikke stå for; K og jeg elsker guidede ture og opsøger dem gerne, og Line var med på endnu en rundvisning, så vi satte det længste ben foran for at nå ned til mødestedet.

3
Vi kom på tur med endnu en pensioneret ingenør, Maurice, som om muligt var en endnu bedre guide end Glen fra York. Inden turen startede havde vi tid til at se stedets lille museum, samt nyde de smukke omgivelser klosteret ligger i.

4
Som vi lærte, da vi var på tur med Glen i York, så blev Fountains Abbey grundlagt efter en intern konflikt i St. Mary’s Abbey i York. 13 munke blev bortvist fra St. Mary’s og blev derefter taget ind af ærkebiskoppen i York, som gav de 13 munke et stykke land omkring floden Skell, hvor de kunne starte et nyt kloster. I 1135 blev klosteret officielt Englands andet cistercienser kloster.

5
Klosteret lå (og ligger i princippet fortsat) ganske isoleret i en dal, og derfor havde det ikke en by til at sørge for at dække klosterets basale behov. I stedet var der omkring 160 lægbrødre, som arbejdede som klosterets møllere, snedkere, skomagere, bagere, smede, tømre, lysstøbere også videre. Der var i alt 30 erhverv, som blev varetaget af disse lægbrødre på klosterets eget område.

7
Økonomisk gik det lidt op og ned for Fountains – i en periode tjente munkene særdeles godt på særligt deres uldproduktion. Men så fik fårene en sygdom, der gjorde ulden dårlig, og i løbet af få år havde klosteret oparbejdet en gigantisk gæld. Man fik hjælp af kongen til at indfri lånene, og klosteret kom på fode igen, således at det var et særdeles velhavende kloster, da Henry VIII besluttede at nedlægge alle klostre og inddrage deres jord og øvrige besiddelser.

9
En af grundene til at lægge klosteret ved floden Skell var, at den kunne sørge for vand til klosteret. Det rene vand løb igennem møllen, videre ned til klosteret hvor alt kloakvand (fra køkkener og toiletter) røg direkte ned i floden, som så bragte det væk fra klosterets område…
10
Oprindeligt var der ingen adgang for kvinder på klosterets område, og det gjaldt således også for gæstehuset, som man ser her. Det betyder, at velhavende rejsende ikke kunne medbringe deres hustruer, hvis de skulle bo på klosteret. Disse regler skulle dog være blevet blødt en smule op mod klosterets sidste dage, og således skulle en velhavende kvinde være begravet i kirken.

11
Stort set hele klosteret er bygget i sten, der er hugget ud af den klippevæg man ser bag træerne. Det er jo ret listigt, at man ikke har skulle transportere stenene ret langt for at konstruere det meget meget store bygningsanlæg.


Inde i klosterets Chapter House kunne man fortsat finde enkelte stenhuggeres tegn på nogle af stenene. Hver og en sten i det store klosteranlæg skulle være påført stenhuggerens mærke, så man vidste, hvem der havde hugget hvilken sten.

12
I forgrunden af dette billeder ser man lægbrødrenes primære bolig: De sov på 1. sal i en lang sovesal, og så spiste de og opbevarede deres mad i den hælvede sal nedenunder.

13

Lægbrødrenes spisestue og madopbevaringsrum er virkelig elegant, som det står helt tomt nu. Maurice fortalte da også, at rummet ofte bliver brugt til fotografering og filmoptagelser.

14

Kirkens kor er blevet forlænget, og kirken dermed udvidet, over årene i konkurrence med andre klostre – naturligvis måtte man have den største kirke, det højeste tårn eller hvad der nu ellers var “in fashion” i klosterdesign. Meget beskeden måde at leve på…


Netop kirkens klokketårn er et eksempel på, at hvis et konkurrende kloster havde et klokketårn, så skulle Fountains dælme have et selv – og helst et der var højere eller finere. Fountains 49m høje klokketårn er en meget sen tilføjelse, som først stod færdigt 23 år før klosteret blev nedlagt.


Denne pavefigur har ikke altid siddet her, og den er i grunden heller ikke ren dekoration: Denne figur og flere andre er udtryk for, at man var nødt til jævnligt at reparere den store kirke, og man valgte at lappe hullerne dekorativt, hvis man kunne.

8
Henry VIIIs klosterødelæggelsestogt nåede til Fountains i 1540, hvor klosteret blev gjort til en ruin, hvorefter området blev solgt. Senere blev klosterområdet købt og solgt igen, bl.a. til en meget velhavende familie ledt af William Aislaby, som købte området pga. den pittoreske og romantiske ruin. Denne familie udvidede området med vandhaver, som vi desværre ikke havde tid til at se, men som skulle være virkelig smukke. Det giver os en anledning til at forsøge at komme retur til Fountains, hvor man sagtens kunne have brugt en hel dag, men vi måtte videre nordpå.

Fountains Hall blev bygget i starten af 1600-tallet af den daværende ejer, Stephen Proctor. Han genbrugte sandsten fra klosteranlægget, men det var jo også nærliggende, når der er få hundrede meter mellem mansion og klosterruin.

Jeg var lidt betaget af hækkene ved Fountains Hall, som ganske vist var klippede med ikke i stramme geometriske former men derimod i bløde kaotiske toppe. Det var egentlig meget bedårende op mod det stramme hus.

K hentede bilen, mens Line og jeg stod og nød viewet ned mod Fountains Hall, som det putter sig mellem store træer og bløde buske. Det må have været et skønt sted at bo.

Ved Fountains kunne vi føje endnu en postkasse til samlingen – dette er ganske vist en Victoria, som vi allerede havde, men den ser anderledes ud, end den i York gjorde.

Fra Fountains Abbey gik turen yderligere nordpå. K havde et geocache-stop udenfor Newcastle i skyggen af Angel of the North. Det er ikke nogen lille sag, og man forstår godt, hvis den skabte en vis røre i andedammen, da den blev undfanget.

Det sidste stop, inden vi kørte helt til Leith og vores næste “hjem”, var Hadrian’s Wall. Muren blev påbegyndt i år 122 som et forsvarsværk mod stammerne mod nord, og muren udgjorde formentlig den bedst forsvarede grænse i Europa på sin tid.

Som muren ligger nu midt i det smukke engelske landskab minder den egentlig mest om en lidt bred mur til at holde fårene inde. Det, der måske mest af alt peger på dens vigtige historie, er, at den løber på tværs af landet og ikke afgrænser marker. Samtidig må man sige, at man ikke kan gå på de andre almindelige fåreindhegninger, og det kan man altså på Hadrian’s Wall.

Og gå på det skulle vi! Line mente også, at vi måtte have et billede, så det stod helt klart på hvilken side romerne befandt sig (tommelfingeren op), og på hvilken side de farlige vilde opholdt sig (tommelfingeren ned).

Udsigten fra Hadrian’s Wall var slet, slet ikke så ringe endda – og nogle gange er skyer altså lige dét, der skal til, for at få landskabet til at se endnu mere dramatisk ud.

Winter is coming!

Det gik vældigt med at komme op på muren for mit vedkommende – men så var der det med at komme ned igen! Line valgte en meget elegant (og lidt nuttet) rullefaldsmetode, som efterlod hende med mos i lommerne og græs på knæene. K gik ned nogenlunde samme vej, som vi kom op – og så var dig mig, sagde hun. Jeg endte med en løsning, hvor jeg satte mig på et lille nedhak i muren og så “hoppede” ned derfra.

Da vi kørte væk fra det sted, hvor vi havde besteget Hadrian’s Wall, kom vi lige forbi Robin Hood træet. Det er på dette sted, at Robin Hood krydser Hadrians mur, da han kommer hjem fra sit korstog i Kevin Costners udgave af Robin Hood. Lad være med at spørge, hvordan han ender langt nord for Nottingham og midt inde i landet, når han er gået i land i den sydlige del af England… Det skal man nok ikke tænke for meget over. Man forstår til gengæld godt at stedet er brugt i en film, for det er meget dramatisk og pittoresk på en og samme tid.

Naturligvis var der indlagt endnu et geocachingstop på vejen mod Edinburgh, nemlig lige der hvor England og Skotland mødes. Der lå en kasse på begge sider af grænsen, så det var et oplagt sted at standse og få vores første vue over Skotlands natur.

Der var en frisk vind i spil, da vi krydsede grænsen, og det var heldigt, for så stod begge flag fint ud fra hver deres flagstang. Meget passende, når man gerne vil tage billeder.

Og jo da! Vi var der alle tre lige der på grænsen mellem England og Skotland.

Udsigten ind i Skotland syntes at love, at vi nu bevægede os ind og ud i natur, der var anderledes og mere barsk end de rullende bakker i Derbyshire – men også natur som er smuk og udfordrende. De første syn af Skotland gav blod på tanden til at komme på opdagelse.

Vi ankom relativt sent til Leith, hvor vi havde booket fire overnatninger på Oceans Appartments, og umiddelbart var vores stuelejlighed med to værelser, to badeværelser, vaskemaskine og køkkenalrum slet ikke så tosset. Men da K og Line kørte ud i verden for at finde os noget aftensmad opdagede jeg, at under den meget kemiske lugt af rengøringsmidler, lå der en ram lugt af gammelt kyllingefedt – i en grad så jeg faktisk måtte flygte ud af stuen og ind i vores soveværelse for at holde ud at være i lejligheden… Det var ikke såå lovende, men der var jo ikke noget at gøre ved det, når vi nu var ankommet efter at receptionen var lukket.

Tagged , , , | Leave a comment