Vores plan for torsdag lå klar allerede onsdag aften: Vi ville med bus #16 fra vores nærmeste holdeplads op til toppen af slotskullen på Buda-siden af Donau, hvor vi skulle se nærmere på kirker, slottet og den gamle bydel deroppe. Men inden vi kunne komme så langt, skulle vi naturligvis have noget morgenmad. K drønede ned på hjørnet til vores lokale à table! bager og hentede brød og frisk kaffe, som vi nød siddende under hemsen i vores dagligstue. K smilede stort, og det var længe inden han havde smagt på sin croissant med pistaciecreme og mørk chokolade, eller som K selv navngav den: Diabetes i en pose.
Da vi kom af sted, gik vi en lidt anden vej op til busstoppet, end vi havde gået før, og det betød faktisk, at vi kom forbi en anden af områdets synagoger, Rumbach utcai zsinagóga. Denne synagoge blev til som en reaktion mod den store synagoge, som nogle mente mindede for meget om en kristen kirke med orgel mm. Denne mere skrabede synagoge ligger en del mere klemt, og det var derfor ret svært at fange den på linsen.
I samme gade som synagogen var der et meget fint illustrativt eksempel på, hvor mange cykler der kan være parkeret på samme plads, som en bil optager.
Vi fik en fin siddeplads i bussen, så vi kunne nyde udsigten, mens vi bevægede os ned til floden og henover Széchenyi lánchíd, Kædebroen. Der var lidt kø på broen, hvilket betød, at det var muligt for mig lige at nappe et billede fra broen op mod slotskullen.
Bussen kører helt op på toppen af slotskullen, hvor alle de ting vi gerne ville se befinder sig. Der kører også en funicular derop, men der slog vores nærrighed lige igennem: Det ville koste os 3400HUF (80kr) at komme op og ned med funicularen, og vi havde allerede et buskort, som vi kunne bruge til bussen uden at betale ekstra. Som sagt så gjort. K havde en plan for besøget på slotskullen, som betød, at vi startede med at gå igennem den gamle bydel, Várnegyed med sine rækker af fine huse.
Mange af husene på slotskullen var udstyret med skilte, der bar overskriften “Műemlék” efterfulgt af en masse tekst. Jeg tænkte, at det nok betød noget i retning af Denkmal. Og ganske rigtigt, da vi slog det op kunne vi se at ordet betyder “monument”, men bruges om alle historisk interessante ting. Det kan vi efterfølgende se på nettet vi ikke er de eneste der har lagt mærke til.
Mellem to af rækkerne af huse gik der en lille sti, og for enden af den kunne man skimte en udsigt – og vi kan altså ikke stå for udsigter. Vi gik på den side af slotskullen, hvor man kan se henover forstæderne til Buda og ikke ud til floden. Som K sagde, så så det pludselig væsentligt mere kommunistisk ud, end det Budapest vi indtil nu havde færdedes i.
Der var dog også udsigt til noget decideret ikke-kommunistisk: Slottet i Budapest, Budavári Palota. På dette sted har der stået et slot siden 1200-tallet, men den nuværende inkarnation er markant yngre, i det er et udtryk for, hvordan man valgte at genopbygge slottet efter 2. verdenskrig. Slottet var det sidste sted Aksemagterne forsvarede sig selv under befrielsen af Budapest 29. december 1944 – 13. februar 1945. Her endte angrebene på slottet med at blive så kraftigt beskudt og hærget, at der stod en ruin tilbage, som man sammenligner med kampene i forbindelse med belejringen af Buda i 1686, hvor det lykkedes at vinde slottet tilbage fra osmannerne.
Langs med muren stod der mange forskellige træer, deriblandt en række kastanjetræer. Jeg bemærkede det allerede sidste år, men i år har jeg set endnu flere eksempler på kastanjer, som blomstrer i efteråret. Her kom vi så tæt på et af dem, at vi kunne se, at det faktisk er endnu mere sært: Det her træ har visnede blade, bærer kastanjer OG blomstrer med lys… I slutningen af september – der er noget galt med hormonerne, når det forekommer, tror jeg!
I den nordvestlige ende af slotskullen ligger tårnet af Maria Magdalene-kirken, hvor vi holdt en lille pause, mens K gennemførte en historietime om kirken. Resten af kirken blev ødelagt under belejringen af Buda i 1686, efterfølgende genopført – og ødelagt igen under slaget om Budapest i 1944.
Ungarns kommunistiske styre besluttede ikke at genopføre kirken, så til trods for at det har været en kirke, der gennem historien har dannet rammen om kongelige begivenheder, er der i dag udover tårnet kun fundamentet tilbage. I det ene hjørne har man opført en rekonstruktion af et korvindue.
Fra tårnet gik vi videre forbi det Ungarske Nationalarkiv fra 1784, som også var udstyret med Zsolnay-klinker, ligesom markedshallen vi så i går. De klinkebelagte tage kan man spotte rundt omkring i Budapest, og de er smukke og iøjnefaldende.
Man kan se toppen af en af Budas sights nærmest uanset hvor man færdes på slotskullen, og nu bevægede vi os også imod Matthiaskirken, Mátyás-templom med sit smukke klinketag og spektakulære tårn.
Inden vi nåede helt så langt, kom vi dog forbi en af de fine postkasser, der står diskret drysset rundt om i byen. Vi har vist et eller andet med postkasser fra forskellige steder, så hvorfor skulle vi ikke også tage et billede af dem her i Budapest?
Lige ved kirken stod denne fine lille Smart car, som tilhørte politiet – det er da lidt smart, når man skal komme omkring i smalle gader mellem mange mennesker. Og så er den sød!
Det foresvævede mig, at der et eller andet sted i Budapest skulle stå en pestsøjle, og man er vel ikke pesthistoriker for ingenting, for jeg følte mig ret overbevist om, at det måtte være denne søjle, som befinder sig på Szentháromság tér (pladsen foran Matthiaskirken). Og ganske rigtigt…
Matthiaskirken var oprindeligt dedikeret til Jomfru Maria, men den blev i slutningen af 1800-tallet omdøbt efter Kong Matthias den Første. Hans tilnavn “Corvinus” betyder ravn på latin, og er afledt af familiens våbenskjold der viser en ravn med en guldring i næbbet. Denne ravn sidder i dag også – i skulptur – på et spir over indgangen, og vises igen i nogle af freskerne inde i kirken.
Den oprindelige kirke var temmelig medtaget efter osmannerne blev sat på porten i 1686, og man forsøgte en restaurering i barok stil. Den var dog tilsyneladende mindre vellykket; i hvert fald blev kirken restaureret igen i forbindelse med at den blev omdøbt. Taget er igen belagt med Zsolnay-klinker og giver kirken et meget farverigt udtryk udefra.
Når man nærmer sig Matyas-kirken, er det ikke nemt at overskue hele kirkens store bygning, så man må bevæge sig rundt om den og op over den for at komme til at se den i hele sin fulde figur. Men før vi nåede så langt, besluttede vi os for at gå ind og se kirkens interiør.
Interiøret i kirken er meget rigt udsmykket, og chefarkitekten Frigyes Schulek havde da også valgt at følge datidens trend og gik all out på ungarsk art nouveau, der inddrager asiatisk inspirerede motiver i de fra vesteuropa velkendte naturelementer.
Centralt på en af væggene i kirken finder man Màtyàs I’s middelalderlige våbenskjold gengivet komplet med ravnen i midten flankeret af soldater fra kong Màtyàs’ sorte hær med hvilken han indtog Wien i 1485.
Under våbenskjoldet er væggen udsmykket med et mønster med malede “fliser”, hvor flere af dem igen har ravnen med guldringen som motiv. Det er sjovt at se de ungarnske kirker, for de er ekstremt udsmykkede og i en stil, som er distinkt anderledes, end de vi kender fra katolske kirker i Vesteuropa. Her er der ikke sparet på ornametikken, guldet og farverne.
Vi havde onsdag snakket om, at der virkelig var mange turister i Pest-delen af byen… Lad det være sagt, at der bestemt ikke er færre i Buda-delen af byen. Efter vores visit inde i kirken var det tid til at komme ud i lyset igen og se nærmere på området omkring kirken.
Matthiaskirken står, som nævnt tidligere, på Szentháromság tér (Den Hellige Treenigheds Plads), som på Donau-siden er afrundet af en udsigtspromenade. Den hedder Halászbástya (Fiskerbastionen) som blev bygget samtidig med kirkens restauration. Der
er altså ikke tale om et fæstningsværk, men om et dekorativt brystværn bygget for udsigtens skyld. For mig at se lignede Fiskerbastionen et meget dekorativt sandslot i overstørrelse, men vuet ud over Donau og Pest fra foden af bastionen fejlede absolut ingenting.
Således har man fra slotskullen et virkelig flot vue over hele Pest, og ikke mindst ned til det imposante parlament. Her fornemmer man for alvor, at bygningen vender sin facade ud på Donau – samt hvor gigantisk bygningen faktisk er. Da vi onsdag stod på pladsen ved parlamentet, var det ikke på noget tidspunkt muligt at se hele bygningen; det var det nu.
Vi havde købt billetter til at bestige Fiskerbastionen, og lad os bare afsløre, at udsigtigen absolut ikke blev ringere, jo højere op vi kom. Det er jo sådan med udsigter, at det er svært at stoppe med at fotografere dem, men også at de faktisk skal ses i levende live. Hvis ikke man skal bestige Fiskerbastionen af andre årsager, så skal man gøre det for udsigten deroppe fra.
Man får nemlig også udsigt til at se hele Matthiaskirken i fuld figur (omend fra ryggen), og det kan ellers være svært at komme til, da der er bygninger hele vejen rundt om og tæt på den store kirke.
Endelig er det også nemmere at se den primære dekorative del af Fiskerbastionen oppefra, og nu bliver illusionen om et sandslot endnu mere tydelig – i hvert fald for mig. Men jeg synes samtidig, at det er et virkelig bedårende sandslot. Et man aldrig vil være i tvivl om, har tjent dekorative snarere end forsvarsmæssige hensyn.
Og nå ja: Fiskerbastionen er også det oplagte sted at tage et Budapest-selfie. K og jeg har dog fuldstændig misforstået, hvor mange man skal tage. Vi tog tre (for at være sikre på, at et af dem virkede), mens andre tog 53 eller 300… Sådan går det vist, når man hverken har selfie-stang eller et enormt behov for alt for mange billeder af sig selv.
Mellem Matthiaskirken og Fiskerbastionen ligger Hilton Budapest, som hvis du spørger mig er en skændsel. Det er simpelthen så grimt med sine kobberfarvede tonede ruder og triste arkitektur. Det eneste hotellets arkitektur har kørende for sig er, at Fiskerbastionen spejler sig smukt i ruderne på en solskinsdag som denne.
Hvis man går helt ud i enden af pladsen foran kirken, kan det faktisk lade sig gøre, at få kirkens facade med på ét billede, og det endda med pestsøjlen og Fiskerbastionen som bipersoner.
Vi var så småt nået til frokost, da vi færdige med at se kirken og Fiskerbastionen, og så er det godt, at man kan gå på Tripadvisor og finde noget at spise. K fandt et, som han sagde, hul i væggen, der skulle servere god, hurtig frokost – og som endda lå lige rundt om hjørnet. Så vi spiste en nem frokost hos Budivari Retesvar: Madbrød med ost, løg og bacon. Det var ikke stor madkunst, men det var lige dét, der skulle til.
Efter frokost begav vi os ned i den modsatte ende af slotskullen, hvor slottet befinder sig. Inden vi nåede helt så langt kom vi forbi denne ret moderne, lidt funky statue af gróf Bethlen István, som var Ungarns liberale premierminister fra 1921 til 1931. Han var en af de få, der aktivt talte imod, at Ungarn indgik en alliance med Hitlers Tyskland, og han forsøgte (uden held) at forhandle fred med de allierede. Russerne anså ham for en potentiel politisk trussel mod den politik, de ønskede at føre i Ungarn efter krigen, og derfor blev han arresteret og sat i fængsel i Moskva. Her døde han i oktober 1946.
Som nabo til slottet finder man Sándor-palota, som er Ungarns premierministers officielle bolig. Palæet blev totalt beskadiget under 2. verdenskrig, og blev ikke sat i stand før efter 1989. Først i 2002 blev palæets interiør sat i stand.
Vi opdagede ved et tilfælde at vagtskiftet ved Sándor-palæet finder sted klokken 13, og jeg må altså med skam meddele, at jeg har ikke så lidt svært ved at tage Cirkus Mili ret alvorligt… Hvorfor er det nødvendigt at stå og jonglere med geværer for, at vagten skifter? Det kommer jeg nok aldrig rigtig til at begribe. Til gengæld synes jeg faktisk, at det var ualmindelig muntert, at de ankommende vagter havde deres solbriller gemt i hattene. Dem tog de først på efter vagtskiftet var gennemført.
Den tidligere omtalte funicular kommer op til slotskullen mellem slottet og Sándor palæet. Selvom vi ikke ville betale for at køre med den, så blev vi lige stående og kiggede ned ad banen, så vi kunne se den søde lille vogn.
Forenden af funicularen kan man se Széchenyi lánchíd, Kædebroen, som er et af Budapests vartegn. Den oprindelige bro blev bygget 1840-49, og var, da den stod færdig, den eneste faste forbindelse over Donau mellem Wien og Sortehavet. Hidtil havde broerne i Budapest været træbroer der maksimalt holdt få år før de blev revet væk af oversvømmelser eller isflager på floden, for så at blive genopbygget det følgende forår. Som alle de andre broer over Donau, blev Kædebroen svært beskadiget under 2. verdenskrig, men den blev sat i stand allerede i 1949.
Kædebroen slutter (eller starter alt efter hvilken side man kommer fra) ved Gresham-palota, som er et klasseeksempel på en art noveau bygning. Oprindeligt var det bygget til boliger og kontorer, men i dag huser det byens Four Seasons hotel.
På anlægget foran slottet var der (ikke spor overraskende) også smuk udsigt over Budapest og ned ad Donau.
Mens slotskullen bestemt er værd at besøge og se, så er selve slottet ikke voldsomt spændende (i hvert fald ikke udefra), og vi havde ikke lige ork til at gå indenfor og se de museer, som huses inde bag slottets mure. Det må vi have tilgode til en anden gang.
Hvis man fortsætter helt ud på spidsen af slotskullen kan man se over til Gellért-hegy på toppen af hvilken Budapests frihedsstatue står. Det siges, at hvis man ikke ved, hvor man befinder sig i Budapest, kan man kigge op og så vil man efter alt sandsynlighed kunne se frihedsstatuen, og dermed vil man vide, hvor man er.
Fra slotskullen tog vi bussen ned ad bakken igen og opsøgte et af byens mange mange kaffehuse, hvor vi fik iskaffe (K fik nu lidt mere end jeg gjorde, da den var lige voldsom nok for mig) og kage. Heldigvis var kagestykkerne ikke alt for store men lige tilpas.
Vi havde allerede gået ganske langt på en rigtig rigtig varm dag, så fra kaffehuset blev vi enige om at gå hjem og slappe lidt af sidst på eftermiddagen. Det var tiltrængt og rigtig dejligt at få hvilet fusserne.
Til aftensmad hentede K burgere hos Attaboy!, som ligger lidt længere nede ad gaden – og de var gode! Jeg fik en Hurt Locker (med en meget stærk pebersauce), mens K fik en Small Town burger. Det eneste “problem” med burgerne var, at de faktisk var for store.
