Min tur hjem fra USA gik smertefrit, ikke mere ventetid end den beregnede, og der var god plads på begge flyene, så det var nemt og uproblematisk at krydse Atlanten i går. Det eneste komplicerede er det med tidsrejser… Det er noget underligt noget at krydse tidszoner, og det har jeg gjort en del de sidste uger.
Efter frokost sætter vi næsen mod Glasriket og en week-end sammen med Christian, Heidi, Bertram, Esben og Sus. Det bliver helt sikkert en dejlig week-end i godt selskab.
Tidspunktet er både godt og skidt: det er skidt at skulle rejse så sent, fordi jeg har ventet hele dagen. Det er godt, fordi jeg forhåbentlig er træt og kan sove en del af de 7½ time til London. Jeg ved godt, at jeg ikke burde sove, fordi det er forkert i forhold til dansk tid, og dermed skidt i forhold til at få styr på jetlag’en. Men jeg kan nok ikke undgå at falde i søvn, og jeg må indrømme, at tanken om at sove en del af vejen tiltaler mig. På den måde synes tiden formentlig ikke så lang.
Jeg har lige slået udvalget af film ombord på flyet op, og såvidt jeg kan se, kan jeg vælge mellem disse film: Transformers, The Contract, The TV set, Mr. Brooks, Hot Rod, Harry Potter 5 og Clubland. Vi får se, hvad der inspirere mig, når jeg først sidder i flyet.
Jeg har nydt at have jer med på rejsen, og jeg glæder mig til at snakke om mine oplevelser med jer i levende live inden alt for længe.
Næste stop Danmark!
Tirsdag formiddag udspillede sig nogenlunde som mandag formiddag, bortset fra at vi tog tidligere i butikken, hvor jeg shoppede lidt for mig selv og lidt for Louise, mens Thad og Jackie arbejdede. Omkring klokken 13.30 kørte vi mod The Edsel & Eleanor Ford House, som ligger ved bredden af Lake St. Clair godt en times kørsel fra Lifetime Moments’ hovedkvarter. Det var ikke spændende vejr, men det var alligevel en fin tur. The Ford House ligger bedårende på et kæmpe stykke land beplantet i sin tid af Jens Jensen en dansk havearkitekt, som familien Ford hyrede til at lave deres have. Huset er i engelsk stil med smukke stentage, interiøret er hentet på engelske manor houses og kunsten på væggen er toppen af den europæiske kunst: van Gogh, Fra Angelico, Degas, Renoir, Holbein etc. Huset er opført fra 1926-29, og det er umuligt at forestille sig den rigdom, familien må have haft, når de havde råd til at opføre et hus af denne kaliber og flytte ind i det i krise- og krakåret 1929.
Der var stort set ingen gæster udover os, så vi tre fik en privat rundvisning i huset. Det står som da Eleanor Ford døde og forærede huset til staten. Imponerende og interessant – og måske lidt uventet meget elegant med omtanke for detajler og design. Vi måtte desværre ikke tage billeder indendøre… Jeg ville ellers gerne have haft et billede af blomsterværkstedet, sølvbordpladerne i køkkenet og alle de smukke møbler og kunstgenstande.
På meget amerikansk og velhaverisk maner blev vi hentet af en shuttle, som kørte os i tørvejr fra hovedhuset til The South Cottage, datterens legehus og garagen. Jeg kan nok ikke sige mig fri for at have været mest fascineret af datterens legehus. Hun fik det af sin farmor i 1930 til sin 7 års fødselsdag, og det er et fuldt funktionsdygtigt hus opført i 2/3-skala. Køkken, wc, radiatorer mm – alting virkede den gang. Josephine Ford, som datteren hed, blev undervist i husførelse, etikette, fremmedsprog mm i sit eget lille hus. Det eneste hun ikke fik lov til, var at være der alene samt overnatte; formentlig stærkt tilskyndet af Lindbergh-kidnapningen.
Jeg nød vores ekskursion til the Ford House, og jeg nød efterårsfarverne i parken omkring det store hus. Og jeg fik set sorte egern, hvilket jeg ikke tror, jeg har set før. De er nøjagtigt samme størrelse som vores røde, men de er så bare sorte (jeg ved godt, at den lille fyr i træet er svær at få øje på, men han er der altså):
På vej hjem fra vores udflugt spiste vi middag på California Pizza Kitchen, hvilket var en fin oplevelse. Pizzaerne var interessante og ikke bare en pepperonipizza med masser af ost. Min var derimod med aubergine, peberfrugt og gedeost – en meget delikat sag. Endelig bød restauranten også på, hvad jeg forestiller mig bliver turens sidste, et “vaske-hænder-skilt”:
Vi slog også et slag forbi Target, så jeg kunne købe mig en større carry-on taske, så jeg kan få flere af mine papirer med hjem i ét hug. Resten af aftenen stod på internet og pakning for mit vedkommende.
Fra Partridge Creek kørte vi ud for at se en af Michigans store søer, Lake St. Clair. Lad os bare sige, at det er en stor sø – og det er en af de mindste af de store søer! Wow! Man kan faktisk ikek se til den anden side af søen, men “kun” til horisonten. Selvom vejret var trist og gråt, var det en storslået oplevelse af stå ved bredden af en sø, der ligner Øresund mere end Furesøen.
Vi kørte gennem mørket tilbage for at hente Vern, hvorefter vi tog ud og spiste på en irsk pub, hvor vi også spiste i foråret. Det var som nævnt Thads følis, så han havde valgt spisestedet. Vi fik alle fire rygende varm Shepard’s Pie, hvilket var det perfekte valg efter en kold tur ved søen.
