Tag Archives: Tyskland

Lavaaske, et slot, en borgruin og et flodudløb

Man skal ikke lade en god chance for at tage på eventyr gå forbi, så lørdag den 12. april gik turen sydpå mod Rheinland-Pfalz (ret skal være ret, der er ikke langt til Rheinland-Pfalz hjemmefra), hvor vi ville se Schloss Bürresheim. Men ture går sjældent direkte, når man er geocacher, så K havde indlagt et stop ved en formation af lavaaske.

For cirka 13.000 år siden var der et vulkanudbrud cirka fem kilometer fra stedet, hvor Ettringer Wand (formationen på billederne) står. Der var tale om et plinisk udbrud, hvilket er en lavine af glohed aske og gas, som man kender det fra Vesus udbrud, der nedlagde Pompeji.

Udbruddet i Eifel varede i ti dage, og det efterlod området dækket i bims og aske, og det er netop bims Ettringer Wand består af.

Bims opstår som lavaskum, der er så let, at det kan flyde oven på vand. K mente da også, at det her materiale ville være super godt som alternativ til at købe lecanødder, og det har da også været brugt til byggemateriale mm gennem tiden.

Til trods for at den her mur umiddelbart ser solid ud, så kan man så let som ingenting pille dele af den. Den her klump jeg holder var dog allerede faldet af, og vi undlod at gøre tingene værre, men det var underligt at røre ved noget, der ser solidt ud, som nærmest smuldrer mellem hænderne på en.

Væggen er cirka 7 meter høj, og som det ses, så er der udhulninger i den flere steder. Det er dog mest sikkert at holde sig udenfor hullerne.

Næste stop på dagens udflugt var et sted, der længe har stået på min liste over steder, jeg gerne ville se: Schloss Bürresheim.

Schloss Bürresheim er et af de få middelalderslotte, der aldrig er blevet ødelagt. Hverken af indvaderende franskmænd, meningsløse krige eller tilfældige brande. Det betyder, at man faktisk fornemmer middelalderen i slotsanlægget – også selvom det var beboet ind til begyndelse af 1900-tallet.

Jeg var ret vild med, at et af de bedst bevarede middelalderslotte i landet, havde valgt moderne og knaldorange piktogrammer.

Når Bürresheim er et slot og ikke en borg, så skyldes det, at man i løbet af stedets lange historie på et tidspunkt opgav forsvarsværket, og når en borg ikke længere er forsvaret, kan man ikke kalde den en borg – og sådan bliver en borg til et slot.

Schloss Bürresheim ligger – i modsætning til mange andre slotte og borge i området – ikke på en bakketop men derimod i en meget pitoresk dal. Den blev ikke mindre skøn af, at vi var af sted på en dag med lune temperaturer og blå himmel.

Man fornemmer særligt middeladeren, når man går ind og ud af slottets område: Brostensvejen og de rå murer er meget dramatiske og meget lidt polerede. Når man går i dette område kan man næsten lugte, høre og se fortiden omkring en.

Heller ikke når man står oppe på “slotspladsen” (lidt overdreven beskrivelse af det lille område mellem slottets forsellige bygninger) og kigger ned mod udgangen, er man i tvivl om at slottet har ligget her længe.

Denne bindingsværksdel af slottet er en af årsagerne til, at slottet blev et slot: Det er, hvad der på tysk hedder Amtshaus, hvilket er et forvaltningssted. Amtshuset blev bygget i 1600-tallet og på det tidspunkt var slotsherren også dommer og administrator for sit lokalområde, og så giver det jo mening, at man har et amtshus.

Jeg var lidt vild med, at figurerne nederst på de to lodrette dele af vinduesrammen rækker tunge af dem, der står og ser op på vinduet fra slotspladsen.

Ham her derimod er der ikke meget fest i – han så bare så trist ud over at sidde på en dør og have siddet der i århundreder… Måske forstår man ham egentlig godt.

Vi var på en fin rundvisning (K, guiden og jeg var samtlige deltagere) inde på slottet, men man må ikke tage billeder indenfor. Slottet blev solgt til Rheinland-Pfalz i 1938, og alle møbler blev solgt med slottet, hvilket betyder, at møblerne faktisk hører til stedet frem for at være købt ind som museumsgenstande. Vores guide fortalte os, at ruinen på billedet her faktisk en gang var en beboet del af slottet, som man helt enkelt lod forfalde, da man ikke længere havde brug for pladsen… Sådan kan man jo også gøre.

Ham her tossen var jeg nødt til at indfange på linsen – og han ved, at når han er allemest tosset, så ender billedet på bloggen. Det er en stiltiende aftale.

Dagens næstsidste stop var Burg Neublankenheim, som er en borgruin. Borgen blev bygget i 1200 eller 1300-tallet, men allerede i 1521 blev borgen beskrevet som ødelagt, så det er meget lang tid siden, nogen har boet på borgen.

I 2004-06 blev ruinen “sat i stand” for at sikre, at den ikke falder mere fra hinanden, og så det er muligt for besøgende at komme tæt på ruinen uden at være i fare.

Det kan godt ske, at vores dyrkelse af ruiner stammer fra romantikken, men det ligger altså dybt i vores kulturarv, at der er noget smukt og dragende ved ruiner – i hvert fald ligger det dybt i min kulturarv. Jeg holder meget af ruiner, fordi de minder mig om, at der er masser af historie, som vi ikke længere kan se eller ved noget om. Ruinerne er jo smukke steder, der ikke overlevede tiden, men som står tilbage som små rester af fortidens menneskers liv.

Jeg skal jo alt muligt i år, som jeg måske ellers ikke ville have gjort, og naturligvis skulle jeg også ud og stå på en del af ruinen.

Bag ved og rundt om Neublankenheim løber der en del forskellige vandrestier, og vi blev lokket af en trappe, der gik op i skoven. Det betød, at vi endte på Eifel Krimi Wanderweg… Det lyder lid scary! Men heldigvis var udsigten til ruinen fin, og vi kunne drøne ned af trappen igen uden at blive viklet ind i krimien.

Den her fine sart lyslilla blomst står mange steder her hos os – og omkring Neublankenheim – så vi blev enige om, at vi måtte tage et billede, så vores private botanikere evt. kunne fortælle os, hvad det var for en fin sag. Så take it away, botanikere derude!

Vi fandt geocachen ved Neublankenheim, og det er naturligvis ikke uvigtigt i vores optik.

Dagens sidste stop var den lille by Blankenheim, som K havde besøgt ved en tidligere lejlighed. Udover at byen er ret fin, så er den også stedet, hvor floden Ahr tager sit udløb.

Flodens udløb ser ikke ud, som man umiddelbart ville forestille sig et flodudløb ser ud: Det findes nemlig i et lille bindeværkshus i et hjørne af byen. Det er egentlig meget sjovt at se, for den er bare en lillebitte kilde, og den bliver altså til en flod på sin vej ud i verden.

Efter en dejlig forårsdag på farten, kørte vi retur mod Bonn, hvor vi skulle spise middag hos Finn & Lone.

Tagged , | 1 Comment

Oberwesel, frilandsmuseum og en bebygget bro

Schönburg set på vej til Oberwesel.

Søndag tog vi på heldagsudflugt sydpå: Jeg havde på Pinterest fundet billeder af Oberwesel, som vi begge syntes, så interessant ud, og derfra havde en udflugt taget sin form. K havde nemlig fundet et frilandsmuseum 60km fra Oberwesel, samt en bebygget bro (som man kender den fra Firenze) i Bad Kreuznach. Så af sted med os!

Noget af det som er ganske særligt ved Oberwesel (som gør at byen er en del af UNESCOs verdensarv) er, at byen har en særdeles velbevaret middelalderlig bymur med en række fine tårne. Ydermere ligger borgen Schönburg ganske kort fra Oberwesel. Vi parkerede lige midt i Oberwesel, og inden vi begav os op på muren, fik vi set på rådhuspladsen komplet med afblomstrende magnolia og den obligatoriske Jesus.

Man kan komme op på og ned fra muren flere steder, men fælles for dem alle er, at de er godt slidte, og man fornemmer, at her er tale om en mur, der har stået på sin plads i mange år. Det første tårn vi kom igennem på turen henad muren var det skæve Hospitalgassenturm, som ikke overraskende står dér, hvor byens hospital altid har været. Det er ikke umiddelbart til at se det, men der er tale om et snydetårn: Det har kun tre vægge og skal primært se imponerende ud. Det har tidligere været kalket og malet, så det så ud som om det var bygge af store, stærke kampesten.

Oppe på muren kommer man i øjenhøjde med byen, og vi var begge betagede af Alte Münzes fine udsmykninger, som man kunne se bedre fra muren, end det ville have været muligt nedefra.

Det næste tårn, Steingassenturm, kan man komme op i, og det måtte vi naturligvis. Trapperne op var stejle, men udsigten fra toppen var bestemt opstigningen værd. Udover den fine udsigt over Rhinen, kan man se ned til flere af byens tårne.

Det var dejligt, at vi havde tårnet fuldstændig for os selv, for så kunne jeg gå forsigtigt ned uden at skulle tænke på, om andre ventede på at komme forbi. Man kan godt forestille sig, at der er ganske mange mennesker i byen, når der er middelalder-halløj i pinsen.

Da man oprindeligt byggede muren i 1240′erne, lå den om muligt endnu finere, end den gør nu. Man går nemlig parallelt med sporene, når man går på den del af muren, der ligger tættest på Rhinen. Heldigvis pyntede forårsblomsterne lidt på det.

Naturligvis måtte vi dokumentere, at vi begge havde besteget Oberwesels bymur. På disse billeder kan man tydeligt se, hvordan togskinnerne løber mellem floden og muren.

Nok er muren et bygningsværk i sten og mørtel, men det holder jo ikke planter tilbage fra at finde fodfæste og slå rod opad de stejle sider. Og det ser jo smukt ud, må man sige.

Vel nede fra muren igen, gik vi retur til bilen gennem Oberwesel, og fik derved set byen fra en anden vinkel end den muren tilbød.

Fra Oberwesel kørte vi retur mod Schönburg. Undervejs forsøgte vi at finde en geocache ved en meget fin lille udsigtspost. Vi fandt ikke kassen, da det ville have krævet, at vi klatrede rundt uden ret meget afskærmning højt over Rhinen: Ikke ligefrem Ks favoritbeskæftigelse – og jeg tror heller ikke, at det havde været noget for mig. Kasse eller ej, så var der en forrygende fin udsigt over Rhinen.

Schönburg blev påbegyndt i 1100-tallet, og borgen tjente i 1300-tallet som hjem for en lang række riddere og deres familier. Ifølge “vagten” på slottet blev slottet noget trængt for de mange mennesker, men det løste sig selv på Europas slagmarker…

I 1689 blev Schönburg, som så mange af de andre borge i Mittelrhein-området, ødelagt af franskmændene, og først hen mod slutningen af 1800-tallet blev borgen genopbygget.

Den gigantiske mur er enestående af sin art, og den blev påbegyndt i 1357. Den er hul ind mod selve borgen (altså ikke integreret i borgen i øvrigt), men den beskytter størstedelen af borgen på angrebssiden.

Allerede for foden af slottet er udsigten over dalen nedenunder storslået, men det kunne vi naturligvis ikke nøjes med. Schönburg fungerer i dag som hotel og konferencecenter, men man kan få lov at bestige slottets tårn.

Ifølge vagten var der vist nok 128 trappetrin op, men jeg fik det kun til lige over 100. På en af etagerne kunne man bruge en virtuel katapult til at forsøge at destruere Burg Elz, hvilket var en ret sjov idé.

Det var ikke nogen lille tur til toppen, men det var absolut indsatsen værd, for udsigten var fænomenal! Jeg tror ikke, at jeg var kommet derop for fire måneder siden, og jeg var da også svært stolt af mig selv. Og selvfølgelig skulle vi dokumentere, at vi var der begge to.

Det passede K rigtig godt, at der var lavet en lille ekstra etage oppe på toppen af tårnet, for den betød, at man kunne stå og nyde udsigten i sikker afstand til ydervæggen og dermed den høje højde ned…

Og nå ja, så kunne jeg også tage det her tossede billede, når jeg stod nedenfor den ekstra etage og K oppe på den.

Nedefra så tårnet ikke ret højt ud, men det skal man jo sjældent lade sig narre af.

K vidste, at der skulle ligge en geocache ved slottet, og vi forsøgte at finde dem, men opgaverne, der skulle løses, var ikke ret klart formulerede. Heldigvis var udsigten nedover Oberwesel super fin, derfra hvor kassens opgaver skulle løses.

Vi havde blandt andet et perfekt vu ned til Liebfrauenkirche, som står på et sted, hvor der har været kirke siden 1200-tallet. Den nuværende kirke er dog påbegyndt i starten af 1300-tallet. Næste gang vi er i Oberwesel, tror jeg, at vi skal se kirken indefra, selvom jeg godt nok synes, at den tog sig rigtig flot ud lidt oppefra.

Dagens næste stop var Das Rheinland-Pfälzische Freilichtmuseum i Bad Sobernheim, og det er ingen hemmelighed, at vi begge er glade for at gå på frilandsmuseer; faktisk er det lige før, man kan sige, at vi samler på dem. Det her skulle vise sig at være et af de fineste af slagsen, vi har været på.

De første huse man støder på på museet er virkelig spektakulære. Huset til venstre har intet mindre end fire etager, hvor man faktisk kan stå opret. Det er noget ganske andet, end huse vi kender fra Frilandsmuseet i Brede… Hver gang vi besøger et tysk frilandsmuseum konstaterer vi, at man kan langt mere bygningsmæssigt, når man har rigeligt med sten, end når man er afhængig af træ.

Det er ikke mange steder, vi bevæger os hen, hvor der ikke lige ligger en geocache, K gerne vil finde. På museet ligger der en multikasse, og for at finde alle de nødvendige poster, var vi nødt til at bestige museets vinbjerg. Jeg tror ikke, at K havde regnet med, at jeg var med på idéen, men så er det jo godt, at jeg stadig kan snyde ham.

Der var ret langt op til det lille vinhus, og endnu længere til de steder, vi faktisk skulle finde… Men det er føles fedt at kunne alle de her ting.

En af posterne i geocachejagten lå ved museets bigård. Her var der unægteligt mange mange bier, og derfor var det sikkert også helt på sin plads med advarsel om, at der var stikke-fare.

Turen op ad vinbjerget betød også, at vi fik set museets virkelig flotte trykkeri, som såvidt vi kunne vurdere fortsat bliver brugt. For mig var det nostalgisk at komme ind i rummet, for det lugtede fuldstændig som det kælderrum, hvor min farmors rulle stod i gjorde. Mon ikke det er noget smøreolie eller lignende, der er skyld i det sammenfald…?

Museet er inddelt i små “byer” = områder hvorfra husene oprindeligt kom. Her ser vi på det område, der hedder Hunsrück – Nahe.

I samme område er der et posthus, som er et ret unikt og meget dybt hus. Det indeholdt andre funktioner end blot posthuset, og det kan måske være med til at forklare, at det er så dybt.

K ville frygtelig gerne have haft de fine emaljeskilte fra posthusets facade med hjem, men vi blev enige om, at de trods alt nok ville blive savnet.

Jeg er ikke ret vild med slanger, men firben derimod, dem kan jeg mægtigt godt lide, og jeg blev da også svært begejstret, da jeg spottede to fine firben, der hang ud i solen ved posthusets hoveddør.

Da jeg trådte ind i det hus, var det første jeg sad til K, at det her hus havde været beboet væsentligt længere end traditionelle frilandsmuseumshuse… Det var lugten i huset, der ledte mig til den konklusion, og jeg havde sådan set fuldstændig ret, for der bor fortsat mennesker på første salen af huset. Tænk, at bo inde midt i et frilandsmusem: Så kan man da tale om at få ro, når først museet er lukket…

En af årsagerne til at jeg holder så meget af frilandsmuseer (og det er kun en af dem) er, at der er noget særligt fint over kombinationen af gamle huse og skøn natur.

Samtidig er det også lidt sjovt, hvordan en blå himmel kan gøre et lokum og en svinesti til et idylliske motiv.

Denne port er endnu en gang et bevis på forskellen mellem fortidens DE og fortidens DK – jeg har ikke set mange så kraftige og detaljerede porte i DK. Men flot er den godt nok!

Mellem de forskellige områder af museet ligger der fine stræk af kulturlandskab, som man kan nyde. Det er også i disse områder, at museet formidler viden om sommerfugle, som synes at være et fokusområde (sammen med flagermus).

Efter en pause på museets restaurant bevægede vi os forbi vandmøllen med dens tilhørende “gadekær” over mod det sidste distinkte område.

Husene i dette område, Pfalz-Rheinhessen var ret markant anderledes end de øvrige huse. Nok er det også bindingsværk, men de ser anderledes ud. Indretningsmæssigt var flere af dem fra det 20. århundrede, mens husene er 200-300 år ældre.

Turen retur til udgangen gik af en fin allé, som vi ikke kom henad i første omgang, fordi vi jo besteg vinbjerget i stedet. Efter 2½ times museumstur kunne vi efterhånden godt mærke, at det havde været en aktiv dag – i solskinsvejr. Men vi var ikke helt i mål endnu…

Det sidste punkt på dagsorden var Bad Kreuznach, hvor man finder Alte Nahebrücke, som er en af de få resterende bebyggede broer i Tyskland. Vi kom – uden at vide det – til byen på en dag, hvor butikkerne havde søndagsåbent, hvilket gjorde det til en noget kaotisk oplevelse. Men umiddelbart ser broen super fin og hyggelig ud. Og vi har planer om at komme retur til Bad Kreuznach og området omkring byen senere på året, for vi har fundet et par attraktioner, som vi ikke nåede på vores tætpakkede søndagsudflugt.

Fra Bad Kreuznach gik turen retur til Muffendorf gennem foråret, og det var to små trætte mennesker, der kom hjem igen, men vi havde virkelig nydt at se ting, vi ikke tidligere har set og oplevet.

Tagged , , , , , | Leave a comment

Søndagstur og genganger-cache

Vi skulle ikke noget søndag, men det var smukt sommervejr, så vi kørte ud på en af vores søndagsture gennem den omgivende natur. Første stop var Muffendorf, hvor vi blandt andet spottede hindbær, der desværre var udenfor rækkevidde, samt disse smukke klaser af bær. Jeg har ingen anelse om, hvilke bær der er tale om, men man kunne tro, at de var giftige med den heftige farve… Godt man kan nøjes med at tage billeder.

Overordnet set er sommeren ikke min årstid, men når det er 19-20° klokken 10, træerne er grønne og himlen blå, så overgiver selv jeg mig. Problemet opstår først, når temperaturen går på den anden side af 25°, men det var heldigvis ikke tilfældet søndag.

K havde et hængeparti med en undsluppen geocache, så vi kørte ned langs Mosel og stoppede ved Oberburg endnu en gang. Vejret var smukkere denne gang, så den lidt tossede borg stod smukt mod sommeren.

Borgen er under- eller gennemskåret af såvel vejen langs Mosel som den jernbane, der kører langs floden. Det virker noget voldsomt…

Her står vi, hvor geocachen lod sig finde, og kan se på det udhæng, hvor Line & K ventede sidste gang. Det er trods alt lidt sjovere, når man kan køre fra et sted og vide, at man lykkedes med at finde geocachen.

Og manden min ser da også svært tilfreds ud over at have fundet kassen med indhold. Det var bestemt ikke en svær kasse – altså bortset fra, at vi måtte komme der to gange for at kunne finde den.

Man kan se op og ned ad Mosel, når man står ved Oberburg, og det er sjovt at opleve, hvor forskellige Mosel er fra Rhinen. Man ser ikke meget rekreativ brug af Rhinen (foruden folk der ror), mens Mosel er et område med forskellige aktiviteter i vandet.

Vinmarkerne omgiver en på alle sider, når man kører langs Mosel, og de udgør særdeles pittoreske motiver. Her vil jeg så sige, at jeg var om muligt endnu mere fascineret af den rive-formede sky, der kom frem over bakketoppen. Naturen kan fantastiske ting…

Det var en hyggelig, stille søndag eftermiddag i hinandens selskab, og det var perfekt at komme ud og nyde sommeren, mens den er smuk og ikke brænder en fuldstændig af.

Tagged , , , | Leave a comment

Entenrennen i Mayschoß

Søndag var vi ude for at kigge nærmere på nogle af de kolonihaveforeninger, vi er interesserede i, og derefter kørte vi en tur i Ahrtal. Da vi kom igennem Mayschoß, stod der en stor skare af mennesker og kiggede ned i floden, hvilket jeg gjorde K opmærksom på. Uden at tænke ret meget over det sagde han: Det er entenrennen!

Jeg var ret meget et stort spørgsmålstegn, men K fik hurtigt forklaret, at det er en slags tombola, hvor man køber en badeand med et nummer på. Alle badeænderne bliver så smidt i floden, og så er der præmier til ejerne af de badeænder, der først når målstregen. Virkelig et tosset koncept – men også lidt hyggeligt. Det var i hvert fald skægt lige at opleve denne tradition på klods hold.

Tagged , | 1 Comment