Min julegave fra K var en vinterferie i Böhmen i karnevalsweek-enden, og det var den bedste gave, K kunne have givet mig. Vi havde tre dage sammen i sneen og vinteren, og vi nød det begge helt og aldeles. Vi kørte fredag til frokost og nåede frem til Penzion Klose i løbet af aftenen, og selvom det var mørkt ude, så kunne man bestemt ikke misse, at der var SNE! Rigtig vintersne ikke bare sådan et drys, men dyb kold vintersne og frost. Lige præcis hvad K havde villet give mig i gave: Dage i den vinter, jeg længes efter.
Lørdag morgen vågnede vi til en sol, der sneg sig op over bakkerne for at finde sin plads på en dybblå vinterhimmel.
Udsigten fra vores værelse var der absolut ingenting at udsætte på: Der var bjerge, sne, lækkert træværk og småsnackende heste. Så fint så fint.
Jeps, så var ferien i gang, og vi måtte have et selfie af os og den smukke smukke udsigt, vi boede lige ved siden af. Det var allerede inden morgenmaden, men vejret var allerede så smukt og fint, at det ikke kunne være anderledes. Vi spiste morgenmad i pensionens lille spisestue (som de eneste gæster – alle andre spiste på værelserne), hvor man da naturligvis også kunne skænke sig en øl, hvis man havde lyst. Det var bare at sætte en streg på et stykke papir og så afregne, når man forlod pensionen igen… Honour system for the win.
Sneen! Det skønne skønne hvide sne, som var overalt, hvor vi kom frem denne første feriedag. Nogle steder havde den et mere stikkende, prikkende udseende end andre, og det så altså godt ud med udkrystalliseret sne.
K er en rigtig god og grundig rejseguide, og med i min gave hørte også en tur rundt på Baumwipfelpfad i Bayerischer Wald Nationalpark. Jeg har længe fablet om, at jeg godt kunne tænke mig at prøve kræfte med at gå rundt oppe i trækronerne, og der er Baumwipfelpfad et første skridt på vejen.
På Baumwipfelpfad går man rundt på stier, der er bygget i mellem 8 og 25 meters højde, og det er faktisk oppe mellem trækronerne. Det er meget solidt bygget, så man kan næsten glemme, at man ikke går nede på jorden – men så kigger man ned…
Allerede når man går på Baumwipfelpfads stier, får man udsigt til det omliggende landskab, og sne gør da, at alting ser mere idyllisk og fint ud.
Jeg var meget begejstret for Baumwipfelpfad, for sneen og solskinnet og udsigten til mere af det hele. Så fint!
Bedst som jeg troede, at jeg havde helt styr på det med at gå mellem trækronerne, dukkede der en udfordring op, som jeg ikke kunne overhøre: Der var lavet en smagsprøve på, hvordan det kunne være at klatret rigtigt rundt mellem trækronerne (på sådan en bane, som jeg tror, jeg kunne tænke mig at prøve kræfter med). Det ser utrolig tilforladeligt ud på billedet, men jeg vil tro, at der er 15 meter fri åben luft under nettet… Det krævede et par dybe indåndinger, inden jeg satte første fod ud på stolperne.
Det var grænseoverskridende! Det kan jeg overhoved ikke komme udenom, men det var også virkelig fedt, og jeg ville elske at prøve kræfter med the real deal – det må komme i løbet af sommeren, tror jeg.
Kulminationen på Baumwipfelpfad er et spektakulært æggeformet tårn, som rejser sig 40 meter op i luften. Man går rundt og rundt og rundt for at komme op til toppen, og hele vejen op bliver udsigten bedre. Det var meget virkningsfuldt sådan langtsomt at kunne se, at man kom højere op.
Ikke alene er æggetårnet i sig selv et imponerende, effektfuldt stykke arkitektur, man har også understreget dets størrelse og dets placering ved at bygge det op uden om træer, der næsten når æggets top.
Og på toppen! Sikke en fuldstændig fantastisk udsigt der var deroppe. Her var der vinter til alle sider, blå himmel over hoved og solskin på kinderne. Vi kunne være blevet hængende deroppe hele dagen, tror jeg.
K har altid fuldstændig accepteret min længsel efter vinter, og han har gerne fulgt med mig ud i det vinter, vi har kunnet finde rundt omkring os. Men den her week-end smittede ham med vinter-virusset.
Det er altså ikke alle billeder, man kan sige ret meget om: Her er jeg og vi på toppen af æggetårnet i kulde og solskin!
Baumwipfelpfad var en gennemført succes! Kortere kan det ikke siges. Lige udenfor stisystemets område spottede vi denne fastfrostne taglavine, som ikke var nået helt at blive en lavine – men cool så det bestemt ud.
Vi gik en god tur i området nedenunder Baumwipfelpfad, hvor der faktisk gemmer sig en zoologisk have med bjørne, ulve, mårer, elge og andre dyr, der kunne tænkes at have levet i den bayerske skov nu eller tidligere. Der var ikke mange af dyrene, der ville med på billeder, men området var skønt at gå tur i, og det er nok den smukkeste zoologiske have, jeg har været i.
Heldigvis havde vi mere sne på programmet, for jeg havde fundet en guidet tur i nationalparken. Vi skulle på godt tre timers vandring gennem sneen og se på spor fra skovens forskellige dyr. Og det skulle vise sig at være en fantastisk oplevelse! Vi gik med stave, og vi var meget koncentrede om vandring og rundvisningen (bayersk tysk er noget andet end bonnsk tysk), så der er ikke så mange billeder fra turen.
Vi gik ikke af det mest ryddede stier i skoven, men det var så fedt at komme lidt udenfor de områder, vi nok selv ville have færdes i. Der var masser af spændende spor at se, og vi så spor af rådyr, krondyr, mår, mennesker, hunde og min favorit: Et vildsvin, der havde moset sig igennem sneen og efterladt sig en lang tunnel gennem sneen. Det var bare sjovt at se.
Vores dygtige guide fortalte os ikke kun om spor, men også om hvordan man driver nationalparken. En del af præmissen for skoven er, at den så vidt som muligt skal have lov at udvikle sig naturligt. Det betyder, at der er områder, hvor træer er faldet i vinden, som får lov at ligge, således at skoven kan udvikle sig naturligt rundt om de faldne træer.
Det var dejligt, at solen skinnede, for jeg er ret sikker på, at det havde været en væsentligt koldere tur, hvis solen ikke havde været med. Nu blev det i stedet en fuldstændig fantastisk tur gennem smuk hvid natur, hvor der skulle arbejdes lidt for at komme frem, men hvor vi fik mange unikke oplevelser med os hjem.
Der var nitten deltagere tilmeldt turen, så vi trak en lang streg igennem landskabet, når vi gik af sted. Det så ret sjovt og fint ud, som vi listede af sted sammen gennem vinteren.
Turen kunne vare 2-3 timer, men vi nåede lige om på den anden side af tre timer, og det var bestemt ikke en for lang tur. Mens vi nærmede os parkeringspladsen igen, begyndte solen at forsvinde ned mellem træerne. Og solen gik ned over en vinterferiedag, som vi begge havde nydt til fulde, og som vi egentlig ikke ville have til at slutte.
K havde hjemmefra advaret mig om, at det med aftensmad måske kunne vise sig lidt kompliceret, men han havde fundet et bryggeri ikke så langt fra vores pension, som vi kunne forsøge at spise på. Så efter at have vendt pensionen for at skifte tøj, var vi af sted igen. Desværre viste det sg, at de ikke serverede mad om vinteren, så vi måtte køre med uforettet sag. Da vi ikke havde en klar plan om, hvad vi så skulle finde på, endte vi med at køre rundt i 1½ time… Sidste stop blev en bierstube for bunden af en skiløjpe godt 500 meter fra Penzion Klose. Og tænk sig: Maden og øllen var god. Så vi kunne have sparet os alt den køren frem og tilbage, men det vidste vi jo ikke. Søndag kørte vi bare direkte til samme bierstube, for der var vitterligt ikke mange andre muligheder i området, og maden fejlede bestemt ikke noget.
Siden 2004 har jeg afholdt julekortsevent for – som jeg plejer at sige – kvinderne i mit liv. Og i år er ingen undtagelse fra den regel. Julekortene skal først laves på lørdag, men Lone og jeg er allerede kørt til Danmark. Lone og jeg kørte faktisk fra Bonn onsdag morgen, fordi vi havde besluttet os for at tage en overnatning i Hannover. Jeg har simpelthen ikke lyst til eller mod på at køre hele vejen Bonn-Gentofte på én dag, så derfor var det alletiders at tage en overnatning på vejen.
Planen var så, at vi her til morgen skulle starte med morgenmadsbuffet hos Kröpke, som efterhånden er blevet et af vores favoritsteder at spise morgenmad. Jeg havde forventet, at morgentrafikken i Hannover ville være lidt overvældende, men det var faktisk fuldstændig roligt og uproblematisk at komme ind og parkere lige ved siden af cafeen. Så inden vi for alvor kørte mod nord igen, nåede Lone og jeg at hygge os med lækker morgenmad.
Det er ingen hemmelighed, at jeg synes, at når man har besøgt ét almindeligt tysk julemarked, så har man besøgt dem alle. Det er de samme boder, de samme pølser og den samme glühwein, der serveres på de flest standardmarkeder. Men der findes markeder, der byder på noget andet, end gennemsnittet. Mit favoritjulemarked her i vores områder er det i Siegburg, som har et middelaldertema. Vi besøger det som regel mindst én gang i sæsonen, og i år bliver det minimum to gange, da vi var af sted i dag med Sarah, Jacob, Agnes, Ruth & Leif. Og når Line kommer herned om en uges tid, så skal vi helt sikkert af sted igen – det er nemlig en fast tradition.
