Tag Archives: Tyskland

Oberwesel, frilandsmuseum og en bebygget bro

Schönburg set på vej til Oberwesel.

Søndag tog vi på heldagsudflugt sydpå: Jeg havde på Pinterest fundet billeder af Oberwesel, som vi begge syntes, så interessant ud, og derfra havde en udflugt taget sin form. K havde nemlig fundet et frilandsmuseum 60km fra Oberwesel, samt en bebygget bro (som man kender den fra Firenze) i Bad Kreuznach. Så af sted med os!

Noget af det som er ganske særligt ved Oberwesel (som gør at byen er en del af UNESCOs verdensarv) er, at byen har en særdeles velbevaret middelalderlig bymur med en række fine tårne. Ydermere ligger borgen Schönburg ganske kort fra Oberwesel. Vi parkerede lige midt i Oberwesel, og inden vi begav os op på muren, fik vi set på rådhuspladsen komplet med afblomstrende magnolia og den obligatoriske Jesus.

Man kan komme op på og ned fra muren flere steder, men fælles for dem alle er, at de er godt slidte, og man fornemmer, at her er tale om en mur, der har stået på sin plads i mange år. Det første tårn vi kom igennem på turen henad muren var det skæve Hospitalgassenturm, som ikke overraskende står dér, hvor byens hospital altid har været. Det er ikke umiddelbart til at se det, men der er tale om et snydetårn: Det har kun tre vægge og skal primært se imponerende ud. Det har tidligere været kalket og malet, så det så ud som om det var bygge af store, stærke kampesten.

Oppe på muren kommer man i øjenhøjde med byen, og vi var begge betagede af Alte Münzes fine udsmykninger, som man kunne se bedre fra muren, end det ville have været muligt nedefra.

Det næste tårn, Steingassenturm, kan man komme op i, og det måtte vi naturligvis. Trapperne op var stejle, men udsigten fra toppen var bestemt opstigningen værd. Udover den fine udsigt over Rhinen, kan man se ned til flere af byens tårne.

Det var dejligt, at vi havde tårnet fuldstændig for os selv, for så kunne jeg gå forsigtigt ned uden at skulle tænke på, om andre ventede på at komme forbi. Man kan godt forestille sig, at der er ganske mange mennesker i byen, når der er middelalder-halløj i pinsen.

Da man oprindeligt byggede muren i 1240′erne, lå den om muligt endnu finere, end den gør nu. Man går nemlig parallelt med sporene, når man går på den del af muren, der ligger tættest på Rhinen. Heldigvis pyntede forårsblomsterne lidt på det.

Naturligvis måtte vi dokumentere, at vi begge havde besteget Oberwesels bymur. På disse billeder kan man tydeligt se, hvordan togskinnerne løber mellem floden og muren.

Nok er muren et bygningsværk i sten og mørtel, men det holder jo ikke planter tilbage fra at finde fodfæste og slå rod opad de stejle sider. Og det ser jo smukt ud, må man sige.

Vel nede fra muren igen, gik vi retur til bilen gennem Oberwesel, og fik derved set byen fra en anden vinkel end den muren tilbød.

Fra Oberwesel kørte vi retur mod Schönburg. Undervejs forsøgte vi at finde en geocache ved en meget fin lille udsigtspost. Vi fandt ikke kassen, da det ville have krævet, at vi klatrede rundt uden ret meget afskærmning højt over Rhinen: Ikke ligefrem Ks favoritbeskæftigelse – og jeg tror heller ikke, at det havde været noget for mig. Kasse eller ej, så var der en forrygende fin udsigt over Rhinen.

Schönburg blev påbegyndt i 1100-tallet, og borgen tjente i 1300-tallet som hjem for en lang række riddere og deres familier. Ifølge “vagten” på slottet blev slottet noget trængt for de mange mennesker, men det løste sig selv på Europas slagmarker…

I 1689 blev Schönburg, som så mange af de andre borge i Mittelrhein-området, ødelagt af franskmændene, og først hen mod slutningen af 1800-tallet blev borgen genopbygget.

Den gigantiske mur er enestående af sin art, og den blev påbegyndt i 1357. Den er hul ind mod selve borgen (altså ikke integreret i borgen i øvrigt), men den beskytter størstedelen af borgen på angrebssiden.

Allerede for foden af slottet er udsigten over dalen nedenunder storslået, men det kunne vi naturligvis ikke nøjes med. Schönburg fungerer i dag som hotel og konferencecenter, men man kan få lov at bestige slottets tårn.

Ifølge vagten var der vist nok 128 trappetrin op, men jeg fik det kun til lige over 100. På en af etagerne kunne man bruge en virtuel katapult til at forsøge at destruere Burg Elz, hvilket var en ret sjov idé.

Det var ikke nogen lille tur til toppen, men det var absolut indsatsen værd, for udsigten var fænomenal! Jeg tror ikke, at jeg var kommet derop for fire måneder siden, og jeg var da også svært stolt af mig selv. Og selvfølgelig skulle vi dokumentere, at vi var der begge to.

Det passede K rigtig godt, at der var lavet en lille ekstra etage oppe på toppen af tårnet, for den betød, at man kunne stå og nyde udsigten i sikker afstand til ydervæggen og dermed den høje højde ned…

Og nå ja, så kunne jeg også tage det her tossede billede, når jeg stod nedenfor den ekstra etage og K oppe på den.

Nedefra så tårnet ikke ret højt ud, men det skal man jo sjældent lade sig narre af.

K vidste, at der skulle ligge en geocache ved slottet, og vi forsøgte at finde dem, men opgaverne, der skulle løses, var ikke ret klart formulerede. Heldigvis var udsigten nedover Oberwesel super fin, derfra hvor kassens opgaver skulle løses.

Vi havde blandt andet et perfekt vu ned til Liebfrauenkirche, som står på et sted, hvor der har været kirke siden 1200-tallet. Den nuværende kirke er dog påbegyndt i starten af 1300-tallet. Næste gang vi er i Oberwesel, tror jeg, at vi skal se kirken indefra, selvom jeg godt nok synes, at den tog sig rigtig flot ud lidt oppefra.

Dagens næste stop var Das Rheinland-Pfälzische Freilichtmuseum i Bad Sobernheim, og det er ingen hemmelighed, at vi begge er glade for at gå på frilandsmuseer; faktisk er det lige før, man kan sige, at vi samler på dem. Det her skulle vise sig at være et af de fineste af slagsen, vi har været på.

De første huse man støder på på museet er virkelig spektakulære. Huset til venstre har intet mindre end fire etager, hvor man faktisk kan stå opret. Det er noget ganske andet, end huse vi kender fra Frilandsmuseet i Brede… Hver gang vi besøger et tysk frilandsmuseum konstaterer vi, at man kan langt mere bygningsmæssigt, når man har rigeligt med sten, end når man er afhængig af træ.

Det er ikke mange steder, vi bevæger os hen, hvor der ikke lige ligger en geocache, K gerne vil finde. På museet ligger der en multikasse, og for at finde alle de nødvendige poster, var vi nødt til at bestige museets vinbjerg. Jeg tror ikke, at K havde regnet med, at jeg var med på idéen, men så er det jo godt, at jeg stadig kan snyde ham.

Der var ret langt op til det lille vinhus, og endnu længere til de steder, vi faktisk skulle finde… Men det er føles fedt at kunne alle de her ting.

En af posterne i geocachejagten lå ved museets bigård. Her var der unægteligt mange mange bier, og derfor var det sikkert også helt på sin plads med advarsel om, at der var stikke-fare.

Turen op ad vinbjerget betød også, at vi fik set museets virkelig flotte trykkeri, som såvidt vi kunne vurdere fortsat bliver brugt. For mig var det nostalgisk at komme ind i rummet, for det lugtede fuldstændig som det kælderrum, hvor min farmors rulle stod i gjorde. Mon ikke det er noget smøreolie eller lignende, der er skyld i det sammenfald…?

Museet er inddelt i små “byer” = områder hvorfra husene oprindeligt kom. Her ser vi på det område, der hedder Hunsrück – Nahe.

I samme område er der et posthus, som er et ret unikt og meget dybt hus. Det indeholdt andre funktioner end blot posthuset, og det kan måske være med til at forklare, at det er så dybt.

K ville frygtelig gerne have haft de fine emaljeskilte fra posthusets facade med hjem, men vi blev enige om, at de trods alt nok ville blive savnet.

Jeg er ikke ret vild med slanger, men firben derimod, dem kan jeg mægtigt godt lide, og jeg blev da også svært begejstret, da jeg spottede to fine firben, der hang ud i solen ved posthusets hoveddør.

Da jeg trådte ind i det hus, var det første jeg sad til K, at det her hus havde været beboet væsentligt længere end traditionelle frilandsmuseumshuse… Det var lugten i huset, der ledte mig til den konklusion, og jeg havde sådan set fuldstændig ret, for der bor fortsat mennesker på første salen af huset. Tænk, at bo inde midt i et frilandsmusem: Så kan man da tale om at få ro, når først museet er lukket…

En af årsagerne til at jeg holder så meget af frilandsmuseer (og det er kun en af dem) er, at der er noget særligt fint over kombinationen af gamle huse og skøn natur.

Samtidig er det også lidt sjovt, hvordan en blå himmel kan gøre et lokum og en svinesti til et idylliske motiv.

Denne port er endnu en gang et bevis på forskellen mellem fortidens DE og fortidens DK – jeg har ikke set mange så kraftige og detaljerede porte i DK. Men flot er den godt nok!

Mellem de forskellige områder af museet ligger der fine stræk af kulturlandskab, som man kan nyde. Det er også i disse områder, at museet formidler viden om sommerfugle, som synes at være et fokusområde (sammen med flagermus).

Efter en pause på museets restaurant bevægede vi os forbi vandmøllen med dens tilhørende “gadekær” over mod det sidste distinkte område.

Husene i dette område, Pfalz-Rheinhessen var ret markant anderledes end de øvrige huse. Nok er det også bindingsværk, men de ser anderledes ud. Indretningsmæssigt var flere af dem fra det 20. århundrede, mens husene er 200-300 år ældre.

Turen retur til udgangen gik af en fin allé, som vi ikke kom henad i første omgang, fordi vi jo besteg vinbjerget i stedet. Efter 2½ times museumstur kunne vi efterhånden godt mærke, at det havde været en aktiv dag – i solskinsvejr. Men vi var ikke helt i mål endnu…

Det sidste punkt på dagsorden var Bad Kreuznach, hvor man finder Alte Nahebrücke, som er en af de få resterende bebyggede broer i Tyskland. Vi kom – uden at vide det – til byen på en dag, hvor butikkerne havde søndagsåbent, hvilket gjorde det til en noget kaotisk oplevelse. Men umiddelbart ser broen super fin og hyggelig ud. Og vi har planer om at komme retur til Bad Kreuznach og området omkring byen senere på året, for vi har fundet et par attraktioner, som vi ikke nåede på vores tætpakkede søndagsudflugt.

Fra Bad Kreuznach gik turen retur til Muffendorf gennem foråret, og det var to små trætte mennesker, der kom hjem igen, men vi havde virkelig nydt at se ting, vi ikke tidligere har set og oplevet.

Tagged , , , , | Leave a comment

Søndagstur og genganger-cache

Vi skulle ikke noget søndag, men det var smukt sommervejr, så vi kørte ud på en af vores søndagsture gennem den omgivende natur. Første stop var Muffendorf, hvor vi blandt andet spottede hindbær, der desværre var udenfor rækkevidde, samt disse smukke klaser af bær. Jeg har ingen anelse om, hvilke bær der er tale om, men man kunne tro, at de var giftige med den heftige farve… Godt man kan nøjes med at tage billeder.

Overordnet set er sommeren ikke min årstid, men når det er 19-20° klokken 10, træerne er grønne og himlen blå, så overgiver selv jeg mig. Problemet opstår først, når temperaturen går på den anden side af 25°, men det var heldigvis ikke tilfældet søndag.

K havde et hængeparti med en undsluppen geocache, så vi kørte ned langs Mosel og stoppede ved Oberburg endnu en gang. Vejret var smukkere denne gang, så den lidt tossede borg stod smukt mod sommeren.

Borgen er under- eller gennemskåret af såvel vejen langs Mosel som den jernbane, der kører langs floden. Det virker noget voldsomt…

Her står vi, hvor geocachen lod sig finde, og kan se på det udhæng, hvor Line & K ventede sidste gang. Det er trods alt lidt sjovere, når man kan køre fra et sted og vide, at man lykkedes med at finde geocachen.

Og manden min ser da også svært tilfreds ud over at have fundet kassen med indhold. Det var bestemt ikke en svær kasse – altså bortset fra, at vi måtte komme der to gange for at kunne finde den.

Man kan se op og ned ad Mosel, når man står ved Oberburg, og det er sjovt at opleve, hvor forskellige Mosel er fra Rhinen. Man ser ikke meget rekreativ brug af Rhinen (foruden folk der ror), mens Mosel er et område med forskellige aktiviteter i vandet.

Vinmarkerne omgiver en på alle sider, når man kører langs Mosel, og de udgør særdeles pittoreske motiver. Her vil jeg så sige, at jeg var om muligt endnu mere fascineret af den rive-formede sky, der kom frem over bakketoppen. Naturen kan fantastiske ting…

Det var en hyggelig, stille søndag eftermiddag i hinandens selskab, og det var perfekt at komme ud og nyde sommeren, mens den er smuk og ikke brænder en fuldstændig af.

Tagged , , , | Leave a comment

Entenrennen i Mayschoß

Søndag var vi ude for at kigge nærmere på nogle af de kolonihaveforeninger, vi er interesserede i, og derefter kørte vi en tur i Ahrtal. Da vi kom igennem Mayschoß, stod der en stor skare af mennesker og kiggede ned i floden, hvilket jeg gjorde K opmærksom på. Uden at tænke ret meget over det sagde han: Det er entenrennen!

Jeg var ret meget et stort spørgsmålstegn, men K fik hurtigt forklaret, at det er en slags tombola, hvor man køber en badeand med et nummer på. Alle badeænderne bliver så smidt i floden, og så er der præmier til ejerne af de badeænder, der først når målstregen. Virkelig et tosset koncept – men også lidt hyggeligt. Det var i hvert fald skægt lige at opleve denne tradition på klods hold.

Tagged , | 1 Comment

Koblenz og Mosel

I stedet for at ordne have kørte K og jeg hjem og hentede Line, og så satte vi sammen af sted sydpå langs Rhinen. Første stop var Koblenz, hvor vi spiste frokost hos Vapiano. Det er længe siden, K og jeg har fået Vapiano, så det var fint at få det denne dag. Aspargessuppen er en midlertidig ret, og den smagte lækkert.

På vej nedad Mosel kom vi forbi Oberburg, hvor der skulle ligge en geocache, som Line og K ville forsøge at finde. Deres indsat blev dog forpurret, fordi der stod et par, der hvor de mente kassen måtte ligge.

Line og K stod længe og ventede på, at de andre skulle gå, men til sidst måtte de give op. Så i stedet for at nappe kassen, så nappede de billeder af det fine sted. Det er nu en gang også sådan at være geocacher: Nogle gange lykkes det, andre gange ikke.

Vi skulle også finde en kasse ved Europas stejleste vinmark. Udsigten var rigtig fin, men at bestemme hvilken af markerne, der skulle være den stejleste, det var ikke ligefrem nemt. Men her fandt vi heldigvis geokassen.

Da vi kom hjem, skulle K logge dagens kasse-høst, og på kassen ved Oberburg fandt han ovenstående billede. Det var taget af en anden kasser, som havde fundet kassen samme dag. Og hvem er det, der står der i det nederste hjørne – jo, jo, det er Line og K. Så det par, der stod i vejen, var altså selv geocachere. Det var lidt sjovt.

Tagged , , , | 2 Comments

Stralsund

130514 199

Det var helt klart den rette beslutning at vente med at se Stralsund til mandag formiddag, for vi vågnede til smuk blå himmel og den perfekte sightseeing-temperatur. Som altid havde vi fravalgt morgenmaden på hotellet, så vi startede med morgenmad på en lokal café. Vi fik et stykke brød med lækker røræg og en kop kaffe, og så var vi i gang med dagens program.

130514 198

I 1293 blev Stralsund en hansestad, og når man færdes i byen fornemmer man klart, at det har været en velhavende by med masser af handel, for husene er langt større og finere, end man ellers ville vente i en relativt lille provinsby. Det er da også byens historie som hansestad samt dens smukke arkitektur, der har givet den plads på listen over UNESCO verdensarv.

130514 205

Byens fine gamle huse leder tankerne mod Amsterdam, som jo også kan prale af masser af fine huse. Denne række var også rigtig fin mht. farverne. Efter Tysklands genforening er rigtig mange af de smukke huse blevet restaurerede, men der er stadig enkelte, der trænger til en kærlig hånd.

130514 221

Wulflamhaus er et af byens mest bemærkelsesværdige huse. Det har ligget, hvor det ligger siden cirka 1350, og det blev bygget som hjem for byens daværende borgmester. Gad vide, om der var pest i Stralsund lige deromkring…

130514 226

130514 238

Ikke overraskende ligger Wulflamhaus lige overfor byens gamle rådhus, som blev påbegyndt i 1200-tallet. Det var desværre ikke til at komme på afstand af rådhuset, fordi der var vejarbejde på pladsen lige foran. Men rådhuset er ret spændende og alternativt indrettet, da der har været (og i mindre grad fortsat er) plads til liberalt erhverv i bunden af rådhuset. Så har man da bekræftet, at man har fokus på handel i byen.

130514 229

Til trods for at det var mandag, spottede vi et bryllupsselskab – først så vi gommen stå og vente udenfor rådhuset, hvorefter han gik ind lige inden bruden ankom. Tyskerne skal altid først vies borgerligt, før de kan blive viet i en kirke eller andet ceremonielt rum, så man tyskere har en lille begivenhed for den civile vielse, men dette par havde hele udstyret på i denne anledning.

130514 225

På rådhuspladsen lå der ikke kun gamle huse, men også dette nyere hus, og som K bemærkede, så er der i Stralsund gjort en del for, at de nye huse passer i stilen til de gamle. Man kan naturligvis stadig sagtens se, hvad der er nyt, og hvad der er gammelt, men de to synes at smelte fint sammen.

hækl

Vi kom forbi en byggeplads, hvor der var sat hæklede dekorationer op på noget midlertidig afskærmning, hvilket var en lidt sød og sjov idé til at gøre noget knap så spændende lidt mere indbydende.

130514 246 130514 247

Fra rådhuspladsen gik ved ned mod havnen, som må have været byens absolutte knudepunkt i fortiden, og som helt tydeligt fortsat har et meget aktivt liv med restauranter, museer og naturligvis også som kontakt ud mod havet.

130514 248

I 2008 åbnede Oceaneum på havnen i Stralsund, og her kan man blive klogere på havlivet i de nordlige have samt om havet generelt. Museet ser smukt ud, men vi havde desværre ikke tid til at se det denne gang; men vi kunne måske godt finde på at vende retur.

130514 253

130514 256

Lodsbygningen ligger prominent og smukt på havnen – her må man have haft et fint overblik over aktiviteten i havneområdet.

130514 257

Stralsund var bare en rigtig skøn by, og jeg tror, at vi vil kunne bruge mange flere timer på at undersøge dens smukke gamle gader og huse, hvis vi kom retur ved en senere lejlighed. Hvem ved, måske sker det.

130514 263

På vej væk fra Stralsund spottede K en storkerede med stork! Det var en vældig fin afslutning på en helt forrygende forårsferie i tre lande. Resten af dagen bød på køretur retur til Bonn og derefter en meget stille aften i Riesstrasse. K havde heldigvis fri tirsdag, så vi kunne tage den med ro mht. indkøb mandag og bare slappe af hjemme.

Tagged , , , | 1 Comment

Bornholm til Stralsund via Rügen

Søndag måtte vi tidligt op, fordi vi skulle videre fra Bornholm via Sassnitz til Stralsund, hvor vi havde en enkelt overnatning, inden vi tog retur til Bonn. Vi kunne hurtigt blive enige om, at dagene på Bornholm med Familien Skovgaard havde været fantastisk hyggelige, og vi glæder os til at gentage succesen en anden gang. Sejlturen fra Rønne til Sassnitz tog omkring fire timer, og der skete ikke meget undervejr. Dog opdagede jeg, da vi var tre kvarter fra land, at der sad en flåt på min venstre underarm! Jeg synes, flåter er uendeligt klamme, så jeg var ikke ligefrem en stolt dame, mens vi ventede på at kunne kom ned i bilen og fjerne den klamme fyr fra min arm. Danmarks farligste dyr overlevede ikke overfarten til Rügen.

130514 180

Vi kørte lidt rundt på Rügen, men var egentlig ikke specielt imponerede, da det meste virkede voldsomt turistet. Dog havde vi et konkret mål for dagen: Vi skulle se Prora. Prora er et virkelig underligt sted, som blev opført i 30′erne som et nazistisk sommerferieparadis. Byggeriet blev stoppet som følge af 2. verdenskrigs udbrud, og derfor står de kolosale bygninger tilbage som tomme skaller, der vidner om det komplette storhedsvanvid, der var i rasende udbrud blandt de ledende figurer i 30′ernes Tyskland.

130514 180

Det var umuligt at se eller for den sags skyld tage billeder af, men bygningerne strækker sig over intet mindre end 4,5 km ned langs stranden. Det er, som med så mange af de øvrige bygningsværker fra tiden, virkelig svært at få sin hjerne til at rumme, hvor stor en skala man har tænkt på. Prora står tilbage som et monument over en tid, som ikke er mere og som forhåbentligt aldrig kommer igen – og som en kraftfuld påmindelse om, hvor vanvittige vi mennesker også kan være.

130514 189

Prora ligger 150 m fra vandkanten, men det er langt fra så lækker en strand som dem vi så på Bornholm. Faktisk var der klam sort tang helt inden på stranden, så det ville man skulle igennem, hvis man skulle ud og bade. Men udsigten over havet er smuk.

130514 184

Den strand vi kom ned til (og gik hen over) var fint markeret med dette lille skilt, hvorpå tre uskylde bogstaver stod: FKK. FKK står for Freikörperkultur – altså det at man holder meget af at færdes uden en trevl på kroppen. Vi har hørt meget om den tyske naturistbevægelse, men det er første gang, vi støder på et FKK-område. Der var dog ingen, der levede det frie liv på stranden; måske fordi det var temmelig koldt.

130514 185

Som de selfie-nørder vi er ved at udvikle os til, måtte vi naturligvis have et billede af os (fuldtpåklædte) på FKK-stranden på Rügen.

Vi havde egentlig umiddelbart planer om at skulle se Stralsund om eftermiddagen, men for det første var jeg rigtig træt og for det andet blev det helt urimeligt dårligt vejr. Så vi nappede en afslappende eftermiddag på hotelværelset i stedet for sightseeing i øsende regnvejr, hvilket vi begge var godt tilfredse med.

Tagged , | Leave a comment

Fam. Skovgaard i Bonn 3

Siden vi var på frilandsmuseet i Kommern sammen med Esben, Sus og Alma, har vi været sikre på, at vi også ville tage Fam. Skovgaard med derop – og som sagt så gjort. Onsdag formiddag satte vi kurs mod Kommern, og omkring frokosttid nåede vi museet. Området ligger pudsigt gemt i landskabet, idet man skal “bestige” en træklædt bakketop for at komme ind på museet. Man må desværre ikke poste billeder fra museet online (guderne må vide hvorfor ikke…), hvilket er en skam, for der er mange fine motiver fra det store område.

Jeg har en svaghed for frilandsmuseer (har arbejdet et par sæsoner på det i Brede), og jeg er meget imponeret over husene på dette museum. De er meget forskellige fra de danske, og således har de stort set alle sammen to etager, hvilket ikke er noget, man finder i Brede. Allerede efter første besøg på museet købte K og jeg årskort dertil, så vi kommer helt sikkert til at besøge museet gennem hele året. Jeg glæder mig allerede til at se det ændre sig med årstiderne.

I modsætning til første gang vi var på museet, så var der denne gang sving i nogle af bygningerne. Således blev der bagt brød og kager i museets bager, og Christian købte en omgang lækre hjemmebagte boller til alle. Ums, hvor de var gode.

Denne gang var der ingen sne, så vi fik set noget mere af museet end første gang. Heldigvis havde Christian taget en trækvogn med, så Bertram (og senere Merle) kunne sidde afslappet og næsten royalt godt, mens vi travede rundt.

Man må ikke vise billeder af museet indvendigt, men udsigten kan man da fotografere og vise frem – her muligvis “generet” lidt af damen i forgrunden ;o)

Retur i Bonn spiste vi middag på Maredo, inden Christian & Kristian for anden aften i træk fik spillet spil, mens Heidi & jeg sad i stuen og sludrede.

Tagged , , , , | Leave a comment

Fam. Skovgaard i Bonn 2

Tirsdag formiddag var vi i Römerwelt, som ikke ligefrem er verdens største museum. Det ville formentlig have været en bedre oplevelse, hvis vi havde været der en dag, hvor der var mere aktiv formidling. Det må blive næste gang.

Heldigvis var legepladsen et stort hit både hos Bertram og Merle. Bertram brugte “skibdesignet” i sin leg og fik fyret en masse energi af ved at drøne rundt, hejse grus op og ned af skibet og løbe hen over hængebroen.

Merle udviste frygtløshed og motorisk snilde: Hun kravlede rundt på legepladsens elementer og ind imellem kastede hun sig ud over kanten med et begejstret “Hopla”. Det var heldigt, at der var voksne til at gribe hver gang.

Selv Christian måtte overgive sig til legepladsen, selvom han ikke var meget for at blive foreviget ridende på et vildsvin – man forstår det jo ikke…

Vel hjemme igen på Riesstrasse hyggede Bertram sig med spil på telefon og Merle med at ordne terrassen, mens Christian parkerede bilen.

Merle fik virkelig ryddet op derude, og planter blev vandet, stole flyttet og ting opdaget og undersøgt. Hun hyggede sig gevaldigt.

Om eftermiddagen tog vi alle seks sporvognen til Musuem König, som er det naturhistoriske museum i Bonn, for at se museets faste udstilling samt en særudstilling med fossiler fra Darmstadt. Fossilerne (som jeg ikke selv har taget billeder af) er en del af UNESCOs verdensarv, og de var virkelig også ekstremt imponerende. Man kunne næsten blive i tvivl om, om de var fosiler eller “bare” skeletter. Meget smukke og helt bestemt en væsentlig del af planetens historie.

Museets faste udstillinger er også rigtig flotte. Savanne-dioramaet, som er det første man ser, er imponerende lavet og fyldt med detaljer, som vi alle sammen kunne gå på opdagelse i.

Selv var jeg særligt imponeret over, at en af zebraerne står og puster ned i vandhullet. Det ser bare godt ud. Det tjener formentlig også til at sikre, at vandet ikke står og rådner, men faktisk hele tiden er i let bevægelse.

Grippene, der sidder “udenfor” selve dioramaet, er en ret sjov og passende detalje; fuglene ser simpelthen ud som om de bare venter på at kunne guffe en af museets besøgende.

Om Merle så noget i sin kikkert er svært at sige, men hun havde tydeligt vis fanget, at den skulle holdes foran øjnene for at virke. Hver kikkert var monteret på wire, så den ikke kunne tages med, og Merle testede hvor langt ud, man kunne trække wiren. Men hun lagde også sin kikkert pænt på plads efter brug.

Og ja, undertegnede var der også – og jeg lod mig endda fotografere foran de vilde dyr.

I arktis-delen af museet havde de et område, hvor man kunne se jorden i forhold til solen, og Bertram havde ret godt styr på, hvor lang tid jorden var om at dreje om sig selv og om solen.

Og så stod hele flokken sammen om jorden… Efter nogle timer på museet tog vi sporvognen retur, og vi kunne nemt konstatere, at Museum König bestemt er et besøg værd for store såvel som for små.

Tagged , , , , , , | Leave a comment

Sommerferie 2012, dag 10: Højt på en bakketop

Fredag var vores sidste feriedag, og vi havde (foruden en række geocachingstop) kun et enkelt sight vi skulle se på vejen, men det var så heller ikke noget ubetydeligt sight. K havde nemlig planlagt at lægge vejen omkring Wartburg, som ligger i Thüringen.

Vi stoppede to gange på vej op mod borgen for at tage billeder. Man kommer ikke udenom, at borgen ligger ret imponerende – og så den kan ses langvejs fra.

Omkring 1067 blev borgen grundlagt af Ludwig dem Springer, som i følge overleveringen havde set området og var blevet så betaget af naturen, at han ville eje jorden og der bygge sin borg. Fremfor at købe og betale for jorden eller at indtage den med magt (han havde kun 12 riddere med sig), brugte han et lille listigt trick: Han lod ridderne bringe jord fra hans egne besiddelser til toppen af bakken, således at han kunne hævde, at borgen blev bygget på hans egen jord.

At tricket faktisk virkede, kan man så undre sig over, men resultatet blev at den driftige herre fik sin borg, som kom til at hedde Wartburg. Ludwig og hans slægt formåede at tilkæmpe sig gevaldigt meget magt blandt andet ved at indgå fordelagtige ægteskaber. Hver gang man havde behov for mere bolig udvidede man slet og ret borgen på toppen af bakken, indtil man løb tør for plads. Måske er det forklaringen på det noget sammensatte og unikke look borgen har.

Vi var så heldige at komme til Wartburg, mens der endnu var smuk blå himmel, så vi startede med at nyde udsigten og tage vores billeder. Det var et held, for efter vores time lange rundvisning inde i borgen, var det blevet overskyet.

Mens udsigten er “ægte”, så hører det med til historien om Wartburg, at den bygning man ser i dag er fra 1800-tallet. I 1838 besluttede storhertug Carl Alexander at lade sin slægtsborg rekonstruere.

Når Wartburg alligevel er UNESCO verdensarv, så skyldes det blandt andet borgens plads i historien som andet end blot en borg og rammen om en slægts historie. Da Martin Luther i 1521 var blevet gjort fredløs af paven, blev han “bortført” af sine venner, og sad i frivilligt fængsel på Wartburg i 10 måneder. Her startede han sin oversættelse af biblen til almindeligt tysk.

Foruden Martin Luther var Wartburg også rammen om en stor del af den hellige Elisabeths liv, da hun var gift med lensgreve Ludwig d. 4. af Thüringen. Elisabeth blev forlovet som 4-årig, gift 10 år senere, var enke som 20-årig og død fire år senere igen. I sit korte liv nåede hun at udrette mange gode gerninger for de fattige og syge, og hun blev da også helgenkåret bare få år efter sin død. Inde på borgen er der et rum, hvor en mosaik illustrerer den unge kvindes begivenhedsrige liv. Mosaikken er fra starten af 1900-tallet, og den er smuk og imponerende.

Der er ingen billeder fra indenfor på borgen, for man skulle betale 5€ for privilegiet at tage billeder, og det er jeg altså for nærig til. Det var godt, at vi ikke betalte, for der var ret mørkt, og det ville have været svært at få vellykkede billeder. Heldigvis var der rigeligt af smukke udsigter at nyde og tage billeder af udenfor. Vi var på en forrygende rundvisning på borgen med en rundviser, der brændte for historierne og for stedet. Det gør en stor forskel for oplevelsen, om rundviseren lever med eller blot leverer en remse, der er lært udenad.

Jeg havde nær sagt, at vi naturligvis spottede et brudepar på Wartburg, men det var dog alligevel lidt overraskende på en fredag. Man må sige, at de var særdeles heldige med deres fotosessionen denne dag.

Det sidste billede fra vores sommerferie 2012 er dette af os to sammen foran Wartburg. Vi havde en fantastisk 10 dage lang ferie, hvor vi oplevede og så så meget, at det føles som om, vi var af sted væsentligt længere. Fra Wartburg gik turen hjem via grønthandlere, frugthandleren og supermarkedet, så vi kunne fylde op i det temmelig tomme køkken, vi kom hjem til.

Tagged , , , | 1 Comment

Sommerferie 2012, dag 9: Dag og nat i Dresden

Når man kun har en dag til at se en relativt stor by, må man prioritere, hvordan man vil gøre det, og hvad man vil se. Vi indså ret hurtigt, at en enkelt dag i Dresden er alt for kort tid, så vi blev enige om at komme retur, og så nøjes med at se på byen udefra denne gang.

Billedet er lånt her.

Dresden af i dag ligner en moderne by, som har bevaret sine smukke gamle huse i fin stand. Desværre dækker dette look over en helt anden og frygtelig trist sandhed: I løbet af to dage i februar 1945 blev Dresden brandbombet med det resultat at 15km2 af den indre by var stort set totalt ødelagt. Det betyder, at alle de smukke bygninger, man ser nu, lå i ruiner efter krigen. Dresdens historiske look er ganske enkelt en rekonstruktion af, hvad der var en gang. Og det er faktisk en ret ny rekonstruktion, for Dresden endte efter krigen bag jerntæppet, og her blev det ikke prioriteret at genetablere den gamle by.

Vi havde taget sporvognen ind fra vores hotel, og det er altid en herlig måde at blive transporteret på, fordi man kan se byen samtidig med, at man bliver transporteret fra sted til sted. Vi hoppede af sporvognen på Theaterplatz, hvorfra man kan se en god portion af de fine bygninger i Dresden. Da vi ikke havde fået morgenmad (der var ikke en ærlig bager i nærheden af hotellet), sprang vi dog pladsen over i første omgang og gik i stedet rundt om Kathedrale Sanctissimae Trinitatis, som er Dresdens katolske domkirke.

Nok trængte vi til noget at spise, men jeg kan jo ikke lade muligheden for at tage billeder med lidt blå himmel på gå forbi min næse, så vi nåede kun rundt på forsiden af kirken, før jeg begyndte at knipse løs.

Kirken blev bygget i perioden 1738-51 måske som et katolsk modsvar til den protestantiske Frauenkirche, som blev opført lidt tidligere nemlig mellem 1726 og 1743. Som så meget andet inde i midten af Dresden led kirken svære skader under krigen, og genopbygningen afsluttedes først i 1965.

Ved siden af katedralen ligger Georgentor, som er den første renæssancebygning i Dresden opført 1530-35. Oprindeligt var der en byport her, som så blev udvidet til et mindre renæssancepalæ.

I forlængelse af Georgentor, langs Augustusstrasse befinder sig en 102m lang vægmosaik med det beskrivende navn Fürstenzug (Fyrstetoget). Mosaikken skildrer fyrstefamilien Wettiners forskellige overhoveder gennem slægtens 800-årige historie. Oprindeligt blev frise malet i 1871-76, men maleriet var ikke vejrbestændigt (overraskende…!) fandt man på at skifte maleriet ud med 23.000 porcelænsfliser.

Arbejdet med at genetablere frisen i fliser fandt sted i periode 1904-07, og selve arbejdet med at montere fliserne tog tre-fire måneder. Det var faktisk et held for eftertiden, at man måtte ændre frisen fra maleri til fliser: Den spændende byudsmykning gik nemlig relativt uskadt gennem bombardementerne af Dresden, fordi fliserne kunne modstå den intense varme. Kun 212 fliser var gået i stykker, og de blev erstattet, da frisen fra 1978-80 blev renset og restaureret.

Nå ja, og så kunne vi ikke rigtig stå for ham her Friedrich D. Gebissene… Sikke et navn: Frederik den Bidte.

Kun ganske få hundrede meter fra den store katolske domkirke, ligger den protestantiske domkirke, Frauenkirche. Som det fremgår af billedet, står kirken ren og fin og ser helt ny ud. Det er der sådan set en rigtig god forklaring på: Kirkens ydre blev færdigt i 2004 efter 13 års istandsættelse, mens kirkens indre var færdigt i 2005. Så det er reelt set en ny kirke, der står her på pladsen. Og indtil for godt og vel 20 år siden stod her blot en ruin (åben linket – det er bemærkelsesværdigt); det er svært at forestille sig at have levet i Dresden omgivet af ruiner af kæmpe bygninger.

Kirkens 96 meter høje kuppel, die Steinerne Glocke, var også en del af den oprindelige kirke, og selvom man i samtiden tvivlede på dens holdbarhed, så var det uden grund, for den holdt fint.

På samme plads som Frauenkirchen står, finder man Kulturpalast, som blev indviet i 1969. Man kan ikke undgå at identificere en bygning som denne med det tidligere kommunistiske styre i DDR. Der er noget helt særligt over den tids bygningsværker i den østlige del af Europa.

Og når vi nu er ved det med det tidligere Østtyskland, så har man her bibeholdt den søde lyssignalfigur, Ampelmann, som nu også har fået sig en lille veninde, Ampelfrau. Endnu er den unge dame ikke bredt ud til hele landet, men sød og politisk korrekt det er hun da.

Jeg ved desværre ikke, hvilken bygning det her er, men jeg tog egentlig også primært billedet, fordi guldfiguren stod så smukt mod den sommerblå himmel.

Dresden ligger ved (eller gennemskæres af) Elben, som vi også var nede og kigge nærmere på. Der var en fin udsigtspost, hvor vi kunne stå og nyde vandet, der drev forbi os.

Jo, jo da, også i Dresden nappede vi et hurtigt billede af os selv, så ingen kan være i tvivl om, at vi var der.

Efter frokost tog vores rundtur os tilbage til Theaterplatz, hvor vi kunne nyde den katolske domkirke fra bagsiden, hvor den bestemt ikke er mindre imponerende.

Theaterplatz har ikke sit navn bare for sjov; faktisk tager det navn fra Semperoper, som har ligget her på pladsen siden 1840′erne. Ikke overraskende er bygningen skabt af Georg Semper. Desværre brændte operaen allerede i 1869, og da Georg Semper nu var i eksil, måtte hans søn varetage den opgave det var at rejse operaen fra askerne.

I februar 1945 blev operaen endnu en gang alvorligt skadet, og denne gang tog det præcis 40 år, før bygningen igen rejste sig fra askerne. Meget symbolsk genåbnedes operaen på 40-årsdagen for bombardementet af Dresden. Som en anden Fugl Fønix måtte operaen endnu en gang lide skade og rejse sig igen, da den blev oversvømmet i 2002. Semperoperaens historie kan nærmest være udgangspunktet for en opera eller et stykke drama.

Til venstre for operahuset finder man rokokko-bygningskomplekset, Zwinger, som blev skabt i starten af 1700-tallet som et orangei, udstillingsområde og festival location for hoffet i Dresden. Ja, sådan et sted må man da have… Faktisk har bygningerne nogenlunde samme funktion i dag, da de er indrettet til museer.

Bevares, bygninger var rigtig fine, men K og jeg var endnu mere imponerede over det omgivende voldanlæg, som bare var smukt holdt og skønt. Det lignede et sted, der var perfekt til picnic.

Efter nogle timers vandretur i byen besluttede vi os for at køre en tur, så vi kunne se det udsigtspunkt over Elben, som vi missede onsdag pga. regnvejr. Vi startede dog med at køre ud på Dresdner Heide, hvor vi dels kunne nyde udsigten og dels finde en geocache (det er jo en vigtig del af en hver dag på ferie).

K ved, at jeg elsker kastanjer, så han kom meget glad med denne fine kastanje (som nu også er prominent at finde her på bloggen). Vi tog den faktisk med os hjem, så nu ligger den i køkkenvinduet. På et tidspunkt bør jeg nok åbne den, og se hvad der gemmer sig i den.

Fra heden kørte vi videre til Sächsische Schweiz, som mildest talt var overraskende for mig. De markante formationer af sandsten, som er skabt gennem erosion, så her er der ikke tale om at gletsjere har skubbet til naturen.

Da vi endelig nåede ud til det føromtalte udsigtspunkt, måtte vi konstatere, at det var godt, vi ikke tog derud i regnvejr. Der var en god spadseretur fra parkeringspladsen til udsigten, og i det hele taget kræver stedet, at udsigten ikke forstyrres for meget.

Bastei, som stedet hedder, er en klippeformation, som troner 194m over Elben med et stort set lodret fald ned. Udsigten er spektakulær for at sige det som det er. Men man står ude på spidsen af et relativt småt udhæng, hvilket K afstod fra, da højder ikke er hans favoritsag. Men jeg måtte derud, og det var det værd.

Vi var der lige i solnedgangen, og det var en sand fornøjelse. Ikke alene var lyset fuldstændig vidunderligt, vi havde også stedet stort set for os selv. Vi delte kun oplevelsen med 8-10 andre gæster.

Der er nok ingen tvivl om, at Bastei er en turistattraktion, og vi er glade for, at vi ikke var der på en solskindsfyldt søndag i juli. Øj, hvor der nok kunne være pres på. Der er faktisk et park and ride sted godt 3,5 km fra selve udsigten… Godt det ikke blev nødvendigt at parkere der.

På vej væk spottede jeg en person, man ellers sjældent ser i starten af september. Selveste julemanden, komplet med skæg og hue, havde også været ude og kigge ud over kanten af Bastei… Men hvorfor skulle julemanden ikke også nyde en god udsigt?

Nok havde vi haft en ganske lang dag, men da vi kørte rundt i Dresden aftenen inden, havde jeg set, at byen tog sig ret flot ud oplyst i mørket, så jeg foreslog K, at vi så, om vi kunne komme ind og nyde synet. Heldigvis var det muligt for at finde en god parkeringsplads, så vi kunne stå på den rigtige side af Elben og nyde Dresden by night.

Fotografering i mørke er ikke ukompliceret, men der er alligevel et eller andet fint over det her mislykkede billede. Jeg tror også, det var symptomatisk for tidspunktet, for vi var begge godt brugte efter ferien vidunderlige næstsidste dag.

Tagged , , | 3 Comments