Tag Archives: Tyskland

Böhmen 2015: -8,5°C, blå himmel og Passau

Mandag var vores sidste dag i Böhmen, og jeg sagde om og om igen til K, at jeg ikke ville hjem. Jeg truede med at blive, men i sidste ende var der jo ikke nogen anden mulighed end at køre med K hjem til Bonn. Inden da havde vi dog et fuldt program, hvor vi ville forsøge at trække så meget så muligt ud af vinteren og det smukke sted, vi var endt. Vi var så heldige, at det var blevet solskin igen, så vi kunne begive os ud i vinteren under blå himmel.

Jeg benyttede mig af, at K var nødt til at skrabe is af bilen, før vi kunne køre, til at tage nogle billeder af sneen og solen lige omkring Penzion Klose. Det var fristende bare at stikke af ud i den hvide verden, som den lå sprød og åben foran mig på en kold klar vintermorgen.

Til trods for at termometeret viste -8,5°C, var det så lunt i solen, at jeg kunne gå rundt og tage billederne uden at tage min frakke på. Dagen før havde det været væsentligt varmere, men fugtigere og uden sol, og der frøs jeg bitterligt.

K havde fundet en gåtur i den tjekkiske del af nationalparkområdet, så hvor vi lørdag gik ture i Bayerischer Wald, bød denne friske mandag morgen på en tur i Národní park Šumava.

Turen gik rundt i en højmose, hvilket man stadig kunne ane under sneen. Vi startede med en lille ekstra tur ud over pontonerne i mosen, fordi der skulle ligge en geocache forenden ved en sø.

Det var fuldstændig forrygende vejr, og vi var begge to nærmest høje allerede inden vi havde taget mange skridt på vores tur. Der er altså ikke noget som bjergluft, sne og vintersolskin til at få én til at smile bredt.




Forenden af stien var der ganske rigtig et åbent område, men det var jo ikke til at afgøre, om det var en sø, for det var frosset og dækket i sne. Men flot så det ud – uanset om man kunne se vandet eller ej.

K var også en glad og tilfreds geocacher, for han fandt kassen fuldstændig uden problemer. Succes!

På vej retur til den primære del af vores gåtur gik vi med solen mere i ryggen, hvilket gav os anledning til at tage dette fine skyggebillede. Fordi vi gik i et moseområde var sneen stort set uberørt alle steder, og det gør alting endnu mere lækkert.



Vi havde været i tvivl om, hvordan føret var på stierne, men det havde vi nu ikke haft nøde. På størstedelen af ruten gik vi på hårdt sammenpresset is kun afbrudt af steder, hvor det var tøet helt eller enkelte lidt mere isede steder. Det var da glat ind imellem, men overordnet set var det uproblematisk at gå den 8,5km lange rute.





Det var helt enkelt vidunderligt at gå ude i kulden! Da vi var på vej retur mod bilen (vi gik samme vej frem og tilbage), gik vi med ansigten mod solen, og der blev det faktisk, så lunt at vi var nødt til at åbne for frakkerne og smide hue og halstørklæde. Mmm…

Misundelse er en rigtig grim ting, det ved jeg, men jeg tilstår, at der var en snert af misundelse, når langrendsløberne svusjede forbi os. Åh, hvor jeg længes efter at prøve kræfter med ski og stave. Det bliver forhåbentligt næste sæson.



Det var ikke kun de store vidder, der bød på smukke ting at kigge på: Også i det helt små er der skønhed at finde. Birketræerne var frosset inde, men som solen varmede deres spinkle grene smed de isen i små hårde kugler, som vi fik nedad nakken. Blomsterne var også frosne, hvilket gjorde dem mere elegante, end de ellers ville være. Og de græsser, der havde mod til at stikke op over sneen, havde smidt deres iskappe som små bunker af glasskår. Bare at skrive det her får mig til at længes efter at komme tilbage til vinteren.

Fra nationalparkens stille naturoplevelse kørte vi videre ind i Tyskland til dagens andet mål: Passau. Det skulle vise sig at være en virkelig smuk, homogen by som vi gerne vender tilbage til en anden gang. Byen har fået sit ensartede arkitektoniske udtryk på baggrund af en brand, som i 1662 ødelagde stort set hele byen. Efterfølgende byggede man byen op, og således har så godt som alle bygninger et barokt udtryk. Ikke alene er huse og kirker således i samme stil, de er også særdeles velholdte, og det betyder, at Passau er en elegant, stilren og charmerende by.


Passau kaldes også Dreiflüssestadt (Treflodsbyen), fordi den ligger netop dér hvor floderne Donau, Inn og Ilz mødes. Det er floder med meget forskelligt vand, hvilket man godt kan ane på den spids af byen, hvor de flyder sammen.

Jeg drillede K (og Passau) lidt, fordi jeg ikke helt accepterer, at det er alle tre floder, der flyder sammen samtidig: Ilz flyder nemlig ind i Donau, som derefter får følgeskab af vandet fra Inn på sin videre færd. Heldigvis havde jeg ikke drillet mere, end at K ville stille op til et treflods-selfie.



Passaus to fæstninger ligger på venstre side af Donau (mens resten af byen ligger på den højre side) og i to niveauer: En del oppe, en del nede. Vi måtte nøjes med at se dem nede fra floden denne gang, men vi kommer igen.


Som K bemærkede, da vi kiggede på de to fæstninger, så har de nok lidt meget strategisk for at kontrollere trafikken på Donau. Det er ikke svært at forestille sig, at der er blevet opkrævet told på flodtrafikken, som der blev det på trafikken i Øresund.

Ved Donas bred står der en buste af Emerenz Meier, som var digter, hvilket ikke var nemt at være som kvinde i starten af det tyvende århundrede. Der er citeret et lille stykke af hendes værker ved busten, og det er altså et meget passende citat for de kvinder, som er hjemmegående:

“If Goethe had had to prepare supper, salt the dumplings,
If Schiller had had to wash the dishes,
If Heine had had to mend what he had torn, to clean the rooms, kill the bugs
- Oh, the menfolk, none of them would have become great poets.”

Via Trip Advisor fandt vi Café Simon, hvor vi fik frokost, kaffe og kage. Heldigvis viste det sig at være et rigtig fint konditori, så vi blev ikke skuffede over vores valg – og vi var bestemt ikke de eneste, der havde fundet vej til Simon på en mandag eftermiddag.

Turens sidste stop var en udsigtsplads i Østrig, hvorfra man kunne se ned over Passau. Det var et bjergtagende syn, som byen lå dernede mellem bakkesiderne og under en blå blå himmel.


Der er en restaurant ved udsigtspladsen (som dog havde lukket for vinteren), og så var der også to store loungestole, som man kunne sidde i og nyde udsigten. Jeg kunne uden større problemer være blevet siddende til solen var gået væk, for det var vidunderligt lunt der i solen og sneen.


Jeg fik lov at sidde og nyde vidunderligheden, mens K gik på jagt efter den kasse, der naturligvis lå på stedet.


Og da han kom retur, måtte jeg endeligt erkende, at vores vinterferie var slut, at det var retur til Bonn og farvel til syn som dette. Men de har lagret sig på nethinden, og jeg kan leve meget længe på dem. Vinterlandskabet er mit element for alvor.

Tusind tak for julegaven, Kristian. Det kunne simpelthen ikke have været mere perfekt!

Tagged , , , , , | Leave a comment

Böhmen 2015: Bayerischer Wald

Min julegave fra K var en vinterferie i Böhmen i karnevalsweek-enden, og det var den bedste gave, K kunne have givet mig. Vi havde tre dage sammen i sneen og vinteren, og vi nød det begge helt og aldeles. Vi kørte fredag til frokost og nåede frem til Penzion Klose i løbet af aftenen, og selvom det var mørkt ude, så kunne man bestemt ikke misse, at der var SNE! Rigtig vintersne ikke bare sådan et drys, men dyb kold vintersne og frost. Lige præcis hvad K havde villet give mig i gave: Dage i den vinter, jeg længes efter.

Lørdag morgen vågnede vi til en sol, der sneg sig op over bakkerne for at finde sin plads på en dybblå vinterhimmel.

Udsigten fra vores værelse var der absolut ingenting at udsætte på: Der var bjerge, sne, lækkert træværk og småsnackende heste. Så fint så fint.

Jeps, så var ferien i gang, og vi måtte have et selfie af os og den smukke smukke udsigt, vi boede lige ved siden af. Det var allerede inden morgenmaden, men vejret var allerede så smukt og fint, at det ikke kunne være anderledes. Vi spiste morgenmad i pensionens lille spisestue (som de eneste gæster – alle andre spiste på værelserne), hvor man da naturligvis også kunne skænke sig en øl, hvis man havde lyst. Det var bare at sætte en streg på et stykke papir og så afregne, når man forlod pensionen igen… Honour system for the win.

Sneen! Det skønne skønne hvide sne, som var overalt, hvor vi kom frem denne første feriedag. Nogle steder havde den et mere stikkende, prikkende udseende end andre, og det så altså godt ud med udkrystalliseret sne.

K er en rigtig god og grundig rejseguide, og med i min gave hørte også en tur rundt på Baumwipfelpfad i Bayerischer Wald Nationalpark. Jeg har længe fablet om, at jeg godt kunne tænke mig at prøve kræfte med at gå rundt oppe i trækronerne, og der er Baumwipfelpfad et første skridt på vejen.

På Baumwipfelpfad går man rundt på stier, der er bygget i mellem 8 og 25 meters højde, og det er faktisk oppe mellem trækronerne. Det er meget solidt bygget, så man kan næsten glemme, at man ikke går nede på jorden – men så kigger man ned…

Allerede når man går på Baumwipfelpfads stier, får man udsigt til det omliggende landskab, og sne gør da, at alting ser mere idyllisk og fint ud.

Jeg var meget begejstret for Baumwipfelpfad, for sneen og solskinnet og udsigten til mere af det hele. Så fint!

Bedst som jeg troede, at jeg havde helt styr på det med at gå mellem trækronerne, dukkede der en udfordring op, som jeg ikke kunne overhøre: Der var lavet en smagsprøve på, hvordan det kunne være at klatret rigtigt rundt mellem trækronerne (på sådan en bane, som jeg tror, jeg kunne tænke mig at prøve kræfter med). Det ser utrolig tilforladeligt ud på billedet, men jeg vil tro, at der er 15 meter fri åben luft under nettet… Det krævede et par dybe indåndinger, inden jeg satte første fod ud på stolperne.

Det var grænseoverskridende! Det kan jeg overhoved ikke komme udenom, men det var også virkelig fedt, og jeg ville elske at prøve kræfter med the real deal – det må komme i løbet af sommeren, tror jeg.

Kulminationen på Baumwipfelpfad er et spektakulært æggeformet tårn, som rejser sig 40 meter op i luften. Man går rundt og rundt og rundt for at komme op til toppen, og hele vejen op bliver udsigten bedre. Det var meget virkningsfuldt sådan langtsomt at kunne se, at man kom højere op.

Ikke alene er æggetårnet i sig selv et imponerende, effektfuldt stykke arkitektur, man har også understreget dets størrelse og dets placering ved at bygge det op uden om træer, der næsten når æggets top.

Og på toppen! Sikke en fuldstændig fantastisk udsigt der var deroppe. Her var der vinter til alle sider, blå himmel over hoved og solskin på kinderne. Vi kunne være blevet hængende deroppe hele dagen, tror jeg.

K har altid fuldstændig accepteret min længsel efter vinter, og han har gerne fulgt med mig ud i det vinter, vi har kunnet finde rundt omkring os. Men den her week-end smittede ham med vinter-virusset.

Det er altså ikke alle billeder, man kan sige ret meget om: Her er jeg og vi på toppen af æggetårnet i kulde og solskin!

Baumwipfelpfad var en gennemført succes! Kortere kan det ikke siges. Lige udenfor stisystemets område spottede vi denne fastfrostne taglavine, som ikke var nået helt at blive en lavine – men cool så det bestemt ud.

Vi gik en god tur i området nedenunder Baumwipfelpfad, hvor der faktisk gemmer sig en zoologisk have med bjørne, ulve, mårer, elge og andre dyr, der kunne tænkes at have levet i den bayerske skov nu eller tidligere. Der var ikke mange af dyrene, der ville med på billeder, men området var skønt at gå tur i, og det er nok den smukkeste zoologiske have, jeg har været i.

Heldigvis havde vi mere sne på programmet, for jeg havde fundet en guidet tur i nationalparken. Vi skulle på godt tre timers vandring gennem sneen og se på spor fra skovens forskellige dyr. Og det skulle vise sig at være en fantastisk oplevelse! Vi gik med stave, og vi var meget koncentrede om vandring og rundvisningen (bayersk tysk er noget andet end bonnsk tysk), så der er ikke så mange billeder fra turen.


Vi gik ikke af det mest ryddede stier i skoven, men det var så fedt at komme lidt udenfor de områder, vi nok selv ville have færdes i. Der var masser af spændende spor at se, og vi så spor af rådyr, krondyr, mår, mennesker, hunde og min favorit: Et vildsvin, der havde moset sig igennem sneen og efterladt sig en lang tunnel gennem sneen. Det var bare sjovt at se.

Vores dygtige guide fortalte os ikke kun om spor, men også om hvordan man driver nationalparken. En del af præmissen for skoven er, at den så vidt som muligt skal have lov at udvikle sig naturligt. Det betyder, at der er områder, hvor træer er faldet i vinden, som får lov at ligge, således at skoven kan udvikle sig naturligt rundt om de faldne træer.

Det var dejligt, at solen skinnede, for jeg er ret sikker på, at det havde været en væsentligt koldere tur, hvis solen ikke havde været med. Nu blev det i stedet en fuldstændig fantastisk tur gennem smuk hvid natur, hvor der skulle arbejdes lidt for at komme frem, men hvor vi fik mange unikke oplevelser med os hjem.

Der var nitten deltagere tilmeldt turen, så vi trak en lang streg igennem landskabet, når vi gik af sted. Det så ret sjovt og fint ud, som vi listede af sted sammen gennem vinteren.

Turen kunne vare 2-3 timer, men vi nåede lige om på den anden side af tre timer, og det var bestemt ikke en for lang tur. Mens vi nærmede os parkeringspladsen igen, begyndte solen at forsvinde ned mellem træerne. Og solen gik ned over en vinterferiedag, som vi begge havde nydt til fulde, og som vi egentlig ikke ville have til at slutte.

K havde hjemmefra advaret mig om, at det med aftensmad måske kunne vise sig lidt kompliceret, men han havde fundet et bryggeri ikke så langt fra vores pension, som vi kunne forsøge at spise på. Så efter at have vendt pensionen for at skifte tøj, var vi af sted igen. Desværre viste det sg, at de ikke serverede mad om vinteren, så vi måtte køre med uforettet sag. Da vi ikke havde en klar plan om, hvad vi så skulle finde på, endte vi med at køre rundt i 1½ time… Sidste stop blev en bierstube for bunden af en skiløjpe godt 500 meter fra Penzion Klose. Og tænk sig: Maden og øllen var god. Så vi kunne have sparet os alt den køren frem og tilbage, men det vidste vi jo ikke. Søndag kørte vi bare direkte til samme bierstube, for der var vitterligt ikke mange andre muligheder i området, og maden fejlede bestemt ikke noget.

Tagged , , , , | 1 Comment

Juleblog 6. december 2014: Julemarked i Siegburg

Det er ingen hemmelighed, at jeg synes, at når man har besøgt ét almindeligt tysk julemarked, så har man besøgt dem alle. Det er de samme boder, de samme pølser og den samme glühwein, der serveres på de flest standardmarkeder. Men der findes markeder, der byder på noget andet, end gennemsnittet. Mit favoritjulemarked her i vores områder er det i Siegburg, som har et middelaldertema. Vi besøger det som regel mindst én gang i sæsonen, og i år bliver det minimum to gange, da vi var af sted i dag med Sarah, Jacob, Agnes, Ruth & Leif. Og når Line kommer herned om en uges tid, så skal vi helt sikkert af sted igen – det er nemlig en fast tradition.

Agnes har været rigtig sløj de sidste par dage; faktisk så sløj at Sarah & Jacob havde hende hos vagtlægen i går. Heldigvis var dommen, at hun havde en virusinfektion, så de blev sendt hjem igen med lidt forskelligt medicin, som kunne hjælpe hende igennem. I formiddags var hun stadig lidt ved siden af sig selv, men hun var dog frisk nok til, at vi alle syv kunne komme af sted på tur.

En vigtig ingrediens i ethvert tysk julemarked er naturligvis maden. Her skiller markedet i Siegburg sig virkelig ud fra de andre markeder, idet man kan finde super lækre og interessante retter og ikke kun metervis af bratwurst. Vi spiste ikke på markedet i dag, men det var bestemt ikke, fordi der ikke var noget, der fristede. K har da således også sneget sig til at tage billedet af de helstegte pattegrise – mon ikke det er på menuen næste gang, vi er i Siegburg?

Noget af det, vi altid køber med hjem fra markedet, er brødet fra markedet bager. Det bliver bagt i ovne, der er fyret op i med brænde, hvilket giver en skøn smag. Det mørke brød til venstre er et lækkert tungt brød, mens det til højre er et luftigt sødt brød. Um um!

Middelaldertemaet tages alvorligt i Siegburg, og således er alle sælgere og alle der underholder klædt i tøj, man formentlig kunne have gået i i middelalderens Siegburg. Det er ret hyggeligt og vældig gennemført.

Aktiviteterne på markedet følger naturligvis temaet, og således kan man prøve kræfter med forskellige former for træskærearbejde, hvis man skulle have lyst.

Der bliver kun brugt et minimum af elektrisk belysning mm på markedet, og således brænder der mange steder små bål. Her var der sat en gryde over, hvori der simrede nogle træsvampe. Jeg er ikke helt klar over, hvad formålet var, men det så da fint ud.

Intet julemarked uden en karrusel, og selvom jeg tidligere har haft billeder af dette julemarkeds karrusel, så tåler det at blive gentaget: Karrusellen er udstyret med vildsvin, får og kør (for det er vel det, dyrene på nederste billede er) samt nogle “middelalderlige” køretøjer. Her er der ikke motorcykler eller brandbiler.

Jeg tror ikke, at jeg havde forestillet mig, at Agnes var frisk på en tur i karrusellen, men jeg tog fejl. Til trods for, at hun slet ikke var sig selv endnu, så var hun med på en tur. Hun ser noget betuttet ud, men hun holdt ud hele vejen rundt.

Det særlige ved karrusellen (udover dyr og køretøjer) er, at den bliver drevet frem ved forældrekraft. Så Jacob måtte hoppe op og hjælpe til med at få karrusellen til at snore rundt. Heldigvis hjalp hende, der drev forlystelsen, godt til.

Nå ja, jeg var der jo også. Og som det måske kan ses (hvis man har set billeder fra vores ferie til Irland), så er jeg faldet over en ny jakke… Den var tænkt som træningsjakke, men det ved jeg ikke, om den ender som. Lækker er den i hvert fald.

Vi fik kigget på julemarkedet og på Siegburg, inden vi kørte retur mod Bonn. Sarah, Jacob og Agnes kørte hjemad, mens vi andre kørte forbi Vapiano og spiste frokost. Da vi mødtes igen på Højen, var der sket et mindre mirakel med selskabets yngste deltager: Hun var stort set tilbage til at være den pige, vi kender. Det var noget med en ordentlig prut slået i Bonns lokale scrapbutikker, som havde fået hende på ret køl igen. Sarah og jeg burde jo have vidst, at scrapbutikker er helbredende og godt for mangt og meget. Men sikke en fornøjelse det var at se og høre Agnes i hopla igen!

Tagged , , , , | 4 Comments

Lavaaske, et slot, en borgruin og et flodudløb

Man skal ikke lade en god chance for at tage på eventyr gå forbi, så lørdag den 12. april gik turen sydpå mod Rheinland-Pfalz (ret skal være ret, der er ikke langt til Rheinland-Pfalz hjemmefra), hvor vi ville se Schloss Bürresheim. Men ture går sjældent direkte, når man er geocacher, så K havde indlagt et stop ved en formation af lavaaske.

For cirka 13.000 år siden var der et vulkanudbrud cirka fem kilometer fra stedet, hvor Ettringer Wand (formationen på billederne) står. Der var tale om et plinisk udbrud, hvilket er en lavine af glohed aske og gas, som man kender det fra Vesus udbrud, der nedlagde Pompeji.

Udbruddet i Eifel varede i ti dage, og det efterlod området dækket i bims og aske, og det er netop bims Ettringer Wand består af.

Bims opstår som lavaskum, der er så let, at det kan flyde oven på vand. K mente da også, at det her materiale ville være super godt som alternativ til at købe lecanødder, og det har da også været brugt til byggemateriale mm gennem tiden.

Til trods for at den her mur umiddelbart ser solid ud, så kan man så let som ingenting pille dele af den. Den her klump jeg holder var dog allerede faldet af, og vi undlod at gøre tingene værre, men det var underligt at røre ved noget, der ser solidt ud, som nærmest smuldrer mellem hænderne på en.

Væggen er cirka 7 meter høj, og som det ses, så er der udhulninger i den flere steder. Det er dog mest sikkert at holde sig udenfor hullerne.

Næste stop på dagens udflugt var et sted, der længe har stået på min liste over steder, jeg gerne ville se: Schloss Bürresheim.

Schloss Bürresheim er et af de få middelalderslotte, der aldrig er blevet ødelagt. Hverken af indvaderende franskmænd, meningsløse krige eller tilfældige brande. Det betyder, at man faktisk fornemmer middelalderen i slotsanlægget – også selvom det var beboet ind til begyndelse af 1900-tallet.

Jeg var ret vild med, at et af de bedst bevarede middelalderslotte i landet, havde valgt moderne og knaldorange piktogrammer.

Når Bürresheim er et slot og ikke en borg, så skyldes det, at man i løbet af stedets lange historie på et tidspunkt opgav forsvarsværket, og når en borg ikke længere er forsvaret, kan man ikke kalde den en borg – og sådan bliver en borg til et slot.

Schloss Bürresheim ligger – i modsætning til mange andre slotte og borge i området – ikke på en bakketop men derimod i en meget pitoresk dal. Den blev ikke mindre skøn af, at vi var af sted på en dag med lune temperaturer og blå himmel.

Man fornemmer særligt middeladeren, når man går ind og ud af slottets område: Brostensvejen og de rå murer er meget dramatiske og meget lidt polerede. Når man går i dette område kan man næsten lugte, høre og se fortiden omkring en.

Heller ikke når man står oppe på “slotspladsen” (lidt overdreven beskrivelse af det lille område mellem slottets forsellige bygninger) og kigger ned mod udgangen, er man i tvivl om at slottet har ligget her længe.

Denne bindingsværksdel af slottet er en af årsagerne til, at slottet blev et slot: Det er, hvad der på tysk hedder Amtshaus, hvilket er et forvaltningssted. Amtshuset blev bygget i 1600-tallet og på det tidspunkt var slotsherren også dommer og administrator for sit lokalområde, og så giver det jo mening, at man har et amtshus.

Jeg var lidt vild med, at figurerne nederst på de to lodrette dele af vinduesrammen rækker tunge af dem, der står og ser op på vinduet fra slotspladsen.

Ham her derimod er der ikke meget fest i – han så bare så trist ud over at sidde på en dør og have siddet der i århundreder… Måske forstår man ham egentlig godt.

Vi var på en fin rundvisning (K, guiden og jeg var samtlige deltagere) inde på slottet, men man må ikke tage billeder indenfor. Slottet blev solgt til Rheinland-Pfalz i 1938, og alle møbler blev solgt med slottet, hvilket betyder, at møblerne faktisk hører til stedet frem for at være købt ind som museumsgenstande. Vores guide fortalte os, at ruinen på billedet her faktisk en gang var en beboet del af slottet, som man helt enkelt lod forfalde, da man ikke længere havde brug for pladsen… Sådan kan man jo også gøre.

Ham her tossen var jeg nødt til at indfange på linsen – og han ved, at når han er allemest tosset, så ender billedet på bloggen. Det er en stiltiende aftale.

Dagens næstsidste stop var Burg Neublankenheim, som er en borgruin. Borgen blev bygget i 1200 eller 1300-tallet, men allerede i 1521 blev borgen beskrevet som ødelagt, så det er meget lang tid siden, nogen har boet på borgen.

I 2004-06 blev ruinen “sat i stand” for at sikre, at den ikke falder mere fra hinanden, og så det er muligt for besøgende at komme tæt på ruinen uden at være i fare.

Det kan godt ske, at vores dyrkelse af ruiner stammer fra romantikken, men det ligger altså dybt i vores kulturarv, at der er noget smukt og dragende ved ruiner – i hvert fald ligger det dybt i min kulturarv. Jeg holder meget af ruiner, fordi de minder mig om, at der er masser af historie, som vi ikke længere kan se eller ved noget om. Ruinerne er jo smukke steder, der ikke overlevede tiden, men som står tilbage som små rester af fortidens menneskers liv.

Jeg skal jo alt muligt i år, som jeg måske ellers ikke ville have gjort, og naturligvis skulle jeg også ud og stå på en del af ruinen.

Bag ved og rundt om Neublankenheim løber der en del forskellige vandrestier, og vi blev lokket af en trappe, der gik op i skoven. Det betød, at vi endte på Eifel Krimi Wanderweg… Det lyder lid scary! Men heldigvis var udsigten til ruinen fin, og vi kunne drøne ned af trappen igen uden at blive viklet ind i krimien.

Den her fine sart lyslilla blomst står mange steder her hos os – og omkring Neublankenheim – så vi blev enige om, at vi måtte tage et billede, så vores private botanikere evt. kunne fortælle os, hvad det var for en fin sag. Så take it away, botanikere derude!

Vi fandt geocachen ved Neublankenheim, og det er naturligvis ikke uvigtigt i vores optik.

Dagens sidste stop var den lille by Blankenheim, som K havde besøgt ved en tidligere lejlighed. Udover at byen er ret fin, så er den også stedet, hvor floden Ahr tager sit udløb.

Flodens udløb ser ikke ud, som man umiddelbart ville forestille sig et flodudløb ser ud: Det findes nemlig i et lille bindeværkshus i et hjørne af byen. Det er egentlig meget sjovt at se, for den er bare en lillebitte kilde, og den bliver altså til en flod på sin vej ud i verden.

Efter en dejlig forårsdag på farten, kørte vi retur mod Bonn, hvor vi skulle spise middag hos Finn & Lone.

Tagged , | 1 Comment