Tag Archives: traditioner

Juleaften 2011

Ok, jeg er kommet bagud med bloggen, men nu må jeg vist hellere have dokumenteret julen 2011, inden året rinder ud. Vi havde en rigtig dejlig jul i Danmark med familie og venner, som sådan en skal være.

Sidste år missede vi julemorgen hos min onkel og tante, fordi sneen lå knæhøj, og det var frost og trælst kørevejr. Men i år var vi med igen, og det er altså en super hyggelig måde at starte julen på, og sidste år var første gang i mit liv, jeg ikke indledte julen sådan.

Efter morgenmad havde vi endnu et formiddagsarrangement, idet vi skulle ind til Esben, Sus og Alma, som vi ellers ikke ville have set i julen i år. Alma skulle naturligvis have julegaver, og på billedet sidder hun helt stille og nusser med at få papiret af en gave fra mine forældre. Hun var meget koncentreret, men tapen på midten var alligevel for svær for hende.

Jeg havde lavet en sættekasse til Alma, og jeg tror godt, jeg tør sige, at den var et hit. Her står Alma på alle fire og griner ind i sættekassen; det var bare SÅ hyggeligt. Jeg tror måske, hun griner til/af de små børn, der marcherer hen ad sættekassens bund. Det er altså dejligt at lave et projekt, som bliver accepteret og falder i god jord hos den knap to-årige modtager.

Da mine forældre var i Bonn lige inden jul, havde min mor og jeg været ude og shoppe. I en nyåbnet butik her i Bonn (Depot) så vi en opsats/dekoration, der inspirerede årets julebordsdekoration, og jeg havde lovet min mor at lave den, så efter besøg hos Esben, Sus og Alma gik turen til Gentofte.

Dekorationen bestod af en kæmpe glasbowle (min far mente, det var en tissepotte…) fyldt med nødder, kogler, plastikbær, julekugler, fake sne og en fin orkide fra min mors samling. Rundt om toppen af bowlen bandt jeg tre forskellige bånd, hvilket også var inspireret af dekorationen fra Depot. Det er sjovt at tage inspiration og arbejde med den, så man får sin egen fine dekoration.

Min mor og jeg var begge svært godt tilfredse med dekorationen, og min far og K var også på vores side. Vi er lidt mere i tvivl om de øvrige gæster juleaften, men dem om det. Det fine ved det er, at hele dekorationen kan genbruges – det er da smart.

Efter en våd og klam formiddag blev juleaftens eftermiddag til en smuk solskinsdag, og det fik den konsekvens, at min mors diskokugleudsmykning virkelig tog sig perfekt ud. Hele rummet de hænger i var overstrøet med fine lyspletter; så vi fik alligevel lidt julesne.

Min mors veninde og kollega kommer til et glas portvin i løbet af juleaftenseftermiddag, og i år serverede min mor et lidt besynderligt udvalg af lækre sager. Jeg kan også rigtig godt lide hvide stearinlys, men jeg ved ikke, hvor godt de smager. Heldigvis blev de skiftet ud med stollen og Christmas cake, inden vi fik dem serveret.

Skål og glædelig jul. Det er dejligt, at der er tid til at sidde lidt ned og snakke sammen i løbet af dagen, selvom der er meget mad, der skal laves og være klar til julemiddagen.

Når man som gæst i december har stået foran mine forældres dør, har man set den her fantastisk “krans”, som Annette har lavet. Den er helt vild fed, og jeg ville ønske, jeg kunne regne ud, hvordan den kan genbruges næste år…

Som mørket faldt på, begyndte julestemningen for alvor at indfinde sig hos os. Kæmpe adventskransen stod tændt, bordet var dækket og juletræet stod og ventede tålmodigt.

Hos mine forældre er julen primært rød og guld, men i år havde vi tilføjet hvid på bordet, og kombinationen af rød og hvid virker bare!

Jeg synes stadig, at dekorationen var super fin, og den passede flot til juletræet, som også står i spisestuen.

Kort før klokken 18 tændte min far lysene på bordet, og så ved jeg, at det lige straks går løs. Julestemningen er sikker, når huset dufter af den lækre mad, stearin og tændstikker. Jeg har kæmpet med julestemningen gennem hele december, men når først mørket er faldet på, lysene tændt og anden er i ovnen, vågner mit julesind til dåd.

Apropos duften af julemad, så ser ovnen sådan ud, når det er lige oppe over. Man kan ikke andet end at være fascineret af, at det går hvert år. Min mor kan tricks i et køkken, det er der ingen tvivl om.

Det er blevet en tradition, at jeg tager et billede af min tallerken, når jeg har lagt lidt af alt på den. Min mor sagde, at hun havde lavet færre forskellige retter i år, men de skal nu listes alligevel, så vi kan huske, hvad vi faktisk spiste.

- and
- fyld fra and med butternut squash
- farsbrød
- cocktailpølser wrappet i røget skinke
- kartoffelmos
- rødkål
- rosenkål med tysk skinke, løg og kastanjer
- Camilla Plums røde salat
- forskellige farver gulerødder bagt i cocotte i ovnen
- sauce
- tranebærkompot

Naturligvis var der ris a l mande – det kan jo overhoved ikke diskuteres eller fraviges! Jeg tror efterhånden, at det er en tradition, at der er gulvstøv på ris a la manden, og det ser også rigtig fint ud.

Og når nu vi er ved det med traditioner, så skal jeg have det her skud hver år, for det sker hvert år: Min far leger gennem hele ris a la mande-spisningen, at han har fået mandlen. I år vidste jeg dog fra første bid, at han IKKE ville få den. Jeg fik nemlig mandlen i første bid.

Vi brød med en tradition i år, idet vi fik kirsebærøl til ris a la manden i stedet for en portvin eller anden sød hedvin. Jeg synes, det var en klar forbedring, og det var i hvert fald sjovt at prøve noget andet.

Fordi mandlen blev væk sidste år, havde min mor i år valgt den største mandel, hun kunne finde! Jeg er ikke ret god til at holde noget i munden, fordi jeg får kvalme af det, så det var lidt en kunst at skjule mandlen, mens resten af familien spiste to portioner ris a la mande. Det var dejligt endelig at kunne afsløre, at jeg var årets mandelgavevinder.

Da jeg står for at lave den årlige mandelgavekasse, er jeg egentlig ikke hooked på at vinde den, så vi besluttede at lave en lodtrækning om hvem, der i stedet skulle have kassen. Som sidste år skrev jeg et tal mellem 1 og 100, og familien bød ind med deres gæt. Liza gættede på 44, hvilket K ikke hørte, så hans første bud var også 44. Man må sige, at de to kender mig godt, for 44 var netop tallet. Det var det, fordi 4 er mit ynglingstal, men jeg synes ikke, at det skulle være 4, for det var for nemt… Måske var 44 også for nemt? Liza ville gerne have kassen, men de to Summerbird marcinpangrise indeni fik min far og K lov at guffe.

Hos os er der levende lys på træet, når vi danser omkring det, og mens vi åbner gaver (eller så længe de kan brænde sikkert på træet). Det er helt særligt med de levende lys, men det er også hyggeligt, at min far kan tænde de elektriske lys, så træet fortsat er tændt, når de levende lys er brændt ned.

Liza må fortsat holde for med uddelingen af gaver, og vi fik alle dejlige gaver i år. Tak for gaverne!

Når klokken er omkring 23, er vi brugt op og klar til at trimle omkuld i vores senge. Juleaften er en fantastisk dag, men det er også en meget lang dag. Vi havde en dejlig juleaften 2011, og jeg håber, at du og dine også nød dagen.

Tagged , , , , | 3 Comments

Juleblog lillejuleaften 2011

Så er lillejuleaften næsten forbi, og julen står for alvor for døren. Vi kom sikkert og hurtigt til DK i går; det er unægteligt noget nemmere at køre, når der ikke ligger ½ meter sne alle vegne. I dag har vi været hos Ks forældre og holdt lillejuleaften med middag, spil og pakkeudveksling. Vi har fået bobotie (sydafrikansk oksekødsret), som jeg har lært at lave af Hannelie fra UN Spouses, og vi har spillet Trivial for hold. Julegaverne var herlige, og vi glæder os allerede til at stille dem på plads i Bonn, når vi er hjemme igen.

Kristian ser lidt forvildet ud, men det er vist bare fordi flashen blændede lidt.

Nu må vi hellere drysse i seng, for juleaften starter jo tidligt for os med julemorgen hos min onkel og tante. Jeg håber, I får en rigtig dejlig juleaften!

Tagged , , , | 5 Comments

Juleblog 22. december 2011

Mens K endnu er på arbejde, har jeg fået pakket julegaverne, rødkålet, tøj og andre sager, der skal med til DK i denne omgang. Vi kører nemlig nordpå i aften, når K kommer hjem fra arbejde. Sidste år var udsigterne for turen til DK ganske anderledes end i år. Vi havde pakket sandwiches, varme drikke, skovle, dyner -- alt muligt udstyr for det tilfælde, at vi skulle ende i en snebunke langs en motorvej. Det skete ikke, men det tog os godt 13 timer i snevejr at komme frem til Ks forældre. I år er det gråvejr og vådt, men der er ingen sne, så turen burde kunne klares på de mere normale 9-10 timer. Vi er i hvert fald klar, og vi glæder os til jul i familiernes skød.

Det er vel også lidt en tradition, at Chris Rea synger os på vej. Efter vi er flyttet herned, er denne sang begyndt at give meget mere mening for mig, og nu er den faktisk en af mine favoritter. Hvis du skal ud på vejene for at komme hjem til jul, ønsker jeg dig en god og sikker tur.

Tagged , , , | 5 Comments

Juleblog 21. december 2011

Det er årets korteste dag – eller årets længste nat, som jeg hørte en nævne i dagens udgave af det traditionelle radioprogram Knas og Quiz. Jeg har skrevet om det før, men for mig er julen ikke helt sig selv, hvis jeg ikke hører mindst en udgave af Knas og Quiz. Det viser sig, at programmet fylder 40 år i år, så jeg er formentlig ikke den eneste, der synes, at julen bliver lidt mere jul, når der gættes tossede ord i radioen. For mig er Knas og Quiz lyden af barndom og jul hos min mormor og morfar, og da de begge har været døde i omkring 20 år, er det dejligt at blive mindet om dem ved juletid. Jeg misser Knas og Quiz i morgen, fordi vi sidder i bilen på vej til DK, men måske kan jeg lytte med igen lillejuleaften. Er der nogen lyd, der er rigtig jul for dig?

Tagged , , , | 1 Comment

Juleblog 16. og 17. december 2011

Ups… jeg missede at blogge i går. Jeg havde travlt med at få huset klar til mine forældres julebesøg, og da de var hentet i lufthavnen, hyggede vi os med middag og snak, og så gik tiden jo. Men sådan skal det være ind imellem, og bloggen passer jo nok sig selv alligevel. Men naturligvis skal jeg i sving igen med julebloggeriet her, hvor der kun er en uge til den store dag. Det er vildt at tænke på, men heldigvis tror jeg nok, at vi er rimeligt godt med med de ting, der skal ordnes inden juleaften. Gaverne er købt – stort set, og jeg ved, hvad der skal laves af mad, værtindegaver med mere. Så nu er det bare at føre tingene ud i livet, inden vi kører til DK torsdag aften. Er du med på julebeatet, eller er der stadig mange ting, der skal ordnes, før det for alvor kan blive jul?

Vi har ikke lys udenfor, men vi har de her fine lyskugler – som jeg har fået af Inge-Britt – hængende i vinduet i spisestuen. De er så fine mod en morgen- eller aftenmørk himmel. De hører til min faste julepynt, og de kommer op hvert år. Det er hyggeligt med lys i mørket, og måske får de lov at hænge lidt længere end det andet julepynt.

Tagged , , | 2 Comments

Juleblog 11. december 2011

Dagens post bliver bare en kort en, for vi har haft drøn på, og jeg er småtræt nu. Vi startede for 12 timer siden med adventssøndag med mine forældre – via Skype som sidste week-end. Så kørte vi til brunch hos vores venner Mel & Daniel, hvor vi skulle være klokken 10. Derfra kørte vi vores venner Rebecca & Cyrus hjem for så at køre videre til Hannelie & Svend til æbleskriver og gløgg. Det sidste arrangement startede klokken 15, og jeg havde forestillet mig, at vi nok blev hængende til omkring klokken 17… Men klokken er 20, og vi er lige kommet hjem efter en fantastisk dejlig dag, som sluttede med et mindre middagsselskab til traditionel sydafrikansk mad hos Hannelie & Svend. Sikke en dag – nu skal det gøre godt med en kop varm the og fødder op. Jeg håber, du har haft en dejlig 3. søndag i advent selv.

Tagged , , , , | 5 Comments

Juleblog 9. december 2011

Vi har modtaget årets første julekort, og jeg begynder så småt at mærke deadlinen for at få sendt vores egne af sted nærme sig. Jeg mangler stadig at lave et par enkelte julekort og skrive 6-7 stykker. At jeg har lavet julekort i månedsvis fornægter sig bestemt ikke, og de sidste her rækker tænder ud. Jeg kan faktisk godt lide at lave julekort, men jeg har lavet så mange i år, at jeg trænger til at det er helt overstået. Inden week-enden er omme, skal alle 34 kort af sted!

Et af de seneste julekort jeg har lavet kombinerer hvid og kraft, som jeg synes er en rigtig flot kombi. Kortet er liftet efter kortet her. Det herlige er, at det meste er lavet med stempler, og derfor nemt kan ændres eller gentages.

Skriver du julekort? Og er de mon allerede sendt af sted?

Tagged , , , | 1 Comment

Juleblog 8. december 2011

Så er den første tredjedel af dagene inden jul gået – wowsers. Jeg er nogenlunde med med hensyn til gaver; jeg mangler sådan set bare de sværeste nemlig dem til mine forældre, men det er stadig vildt, at der nu kun er 16 dage til juleaften. I dag var jeg inviteret ud til en anden FN-ægtefælle for at lave konfekt. Hannelie er gift med Svend, som oprindeligt er fra Svendborg, og Hannelie elsker mange af de danske traditioner, som hun har adopteret (hun er selv sydafrikaner). I dag stod den altså på produktion af julekonfekt.

Sammen med Norma, som er afghaner, fik vi lavet helt traditionel og lidt mere eksotisk konfekt. Det er super hyggeligt på den måde at være sammen med mennesker. Nogle gange er det bare nemmere at snakke, når man laver noget samtidig – andet end at drikke kaffe. Og så er det alletiders at lave konfekt uden efterfølgende at skulle have i huset.

Laver du selv konfekt?

Tagged , , , , | 2 Comments

Juleblog 4. december 2011

Jeg ved godt, at jeg lyder som en gammel dame, men det er lidt svært at begribe, at det allerede er 2. søndag i advent. Som barn gik tiden fra julen startede til det rigtigt var jul altså langsommere end den gør nu… Heldigvis har vi god tid i denne december, og det nyder vi begge to efter at have haft lidt travlt i 2011. Hvor sidste søndag var ingen søndag i advent, var vi i dag tilbage på sporret, således at det i dag var 2. søndag i advent, sådan som det var for alle andre. Da mine forældre var i Gentofte og vi i Bonn i dag, måtte vi som sidste år tage moderne hjælpemidler i brug for at vedligeholde vores adventstradition.

Set-uppet skulle naturligvis være klar: Adventskrans, gaver, noget at drikke og lidt at spise – og så vores gæster, som vi skulle på besøg hos. Se, det er fagre nye verden: Man kan få gæster på samme tid, som man selv er gæst… Indviklet men det går jo faktisk op.

Mit gaveorgie på denne 2. adventssøndag – det ser da herligt ud. Jeg fik lækker julepynt fra alle de andre. Sjovt at de i dag var enige om temaet; man skulle tro, at de vidste, at jeg elsker julepynt.

Så var vi her alle fire, den hvide safrangløgg var skænket og adventsfreden sænkede sig, inden vi tog fat oppakning af gaverne.

Man kan også vise sine gaver frem via nettet. Skype er altså fantastisk smart, det må man sige. Til trods for lidt knas med forbindelse var det en hyggelig 2. søndag i advent. Det var næsten som at være der selv ;o)

Tagged , , , | 10 Comments

Juleblog 1. december 2011

Så er vi her! Det er 1. december endelig, og nu begynder julerierne sådan rigtig for alvor: julekalender i tv, julepynteri for alvor, julekoncerter og halløj – og naturligvis er det endelig tid til at sætte ild til årets kalenderlys. Da vi var i DK til min fødselsdag, var jeg på jagt efter et kalenderlys a la det jeg havde sidste år: Et tyndt lys med tallene som eneste dekoration. Jeg kan godt lide, at lyset er enkelt, og så synes jeg, det er smart, at det er så smalt, at man har en chance for at være med hele vejen.

For at det ikke skal være løgn, så har Kristian den holdning, at lys skal være ren stearin, så det var jo også et krav. Heldigvis fandt jeg samme lys som sidste år, blot er det med sølvfarvede lys fremfor guld.

I morges var det så tid til at tænde lyset, og det er jo en helt særlig herlig fornemmelse første gang. Jeg nød at sidde i morgenskumringen (hedder det skumring på det tidspunkt af døgnet) med en kop the og det friske kalenderlys.

Har du kalenderlys? Og har du særlige krav til sådan et lys?

Tagged , , | 4 Comments