Mens store dele af Tyskland slås med voldsomme oversvømmelser, og vi her i Rhinlandet også får vores andel af ekstra vand, så er der noget, der tyder på, at det faktisk bliver lunere og måske endda også sommer… Terrassen udvikler sig i hvert fald med rygende fart, og jeg kunne nemt tage billeder derude dagligt for at dokumentere alting.

30. maj var endnu en regnvejrsdag, og det våde og blæsende vejr fik mange af bladene til at drysse af Erikas rose. Heldigvis har den nyere og friskere blomster, som fint klarede sig gennem uvejret.



Jeg synes ikke, at det er nemt at have roser: De får lys, stråleplet og alle mulige andre sygdomme, og jeg har desværre måtte rydde ud i beholdningen. Men! Når de så blomstrer, så er det jo forrygende smukt. Min Balmoral blomstrer nu, og jeg elsker dens krøllede røde blomsterhoveder, som dufter jordet og lækkert.

I efteråret 2011 fik jeg en lille vinstok af Margits J, og selvom det ikke går stærkt, så vokser den. Og *hvis* jeg får kolonihave og drivhus, så regner jeg med at vinen skal flytte ind i drivhuset, men indtil da glæder jeg mig over, at den fortsat lever.

En anden plante, der fortsat lever og tilsyneladende også trives, er den lille plante, jeg hentede med hjem fra Sirmione. Det seneste påfund fra denne plantes side er, at den blomstrer på lange ranglede stande.

Denne klatreplante har fundet en fine måde at brede sig på: Den har simpelthen smidt sig i det lave cementfad og nu danner den rødder. Det er jo mægtigt, for så kan jeg få flere bunddækkende planter.



Tidligere på sæsonen måtte jeg indse at bunden var gået ud af en af plantekasserne, og K og jeg måtte reparere den på en måske mindre elegant måde, fordi den sidder, så det ikke var til at komme ordentligt til den. Men som Finn sagde, så kan man jo ikke se det, når den er plantet til – og det stemmer.


Lupinerne har nu langt om længe sat blomsterstande, og det er sent i forhold til 2011, hvor de faktisk blomstrede for fuld udblæsning allerede i slutningen af april. Det siger noget om, hvor slemt det her forår har været.

Nu kan man ane det lilla på spidserne af de franske lavendler. Det er så dejligt med planter, der har lidt mere historie end blot at være købt i et plantecenter i nærheden.

Det er tredje sæson, jeg har har blåbær, men jeg har endnu til gode at spise et hjemmedyrket blåbær. De seneste sæsoner har fuglene spist dem fra mig, men i år skulle det være løgn, så nu har jeg sat net rundt om den busk, der har bær. Også disse to skal med i en eventuel kolonihave.

Nogle frugtvækster der vældigt gerne vokser – og breder sig – er jordbærene. Denne plante anede jeg faktisk ikke var på vej, og nu blomstrer den for fuld udblæsning.

Pragtspirrene er også på spring med deres herlige rødglødende blomster, og jeg glæder mig til at de står fine og ranke.


Nellikerne er de vildeste til at blomstre, og jeg bliver hvert eneste år dybt imponeret over, hvor mange knopper og blomster, der er på hver enkel lille pude af en plante.

Franske anemoner er noget nyt på terrassen i år, og jeg er spændt på, om der bliver andet ud af det end disse fine blade.

Som nyt har jeg også en hvid løjnantshjerte, og den er om muligt endnu finere end den lyserøde, som allerede er blomstret af. I det hele taget må jeg tilstå, at jeg elsker hvide blomster.

Denne staude satte jeg sidste år, og jeg har resolut glemt, hvad det er for en. Men jeg ved, at den blomstrer med små lilla blomster og at den står fint grøn resten af året. Om den vokser i størrelse synes jeg til gengæld er svært at sige.

Jeg var urolig for, om min hortensia ville blomstrer i år, men nu har jeg spottet begyndende blomsterstande, så jeg er fortrøstningsfuld.


Jeg er temmelig sikker på, at jeg er blevet fan af konceptet kaprifolie – for hvor smukke er de blomster lige? De er fine gennem hele deres liv, og de holder rigtig længe. Og så giver de lige den rigtige mængde farve til en overordnet grøn have.
Og så den video, der inspirerede indlæggets titel.