Tag Archives: oplevelser

Budapest 2015: Aften 1 og dag 1

Vores midlertidige køkken og blik ind til dagligstuen.
(billedet er lånt fra Airbnb)

Vi er taget på sen sommerferie (eller tidlig efterårsferie alt efter hvordan man ser det) i en for os ny by: Budapest. Turen gik østover tirsdag aften, hvor vi skulle være fløjet 1825, men vi blev forsinkede ud af Köln, så vi kom lidt senere til Budapest end planlagt. Heldigvis var K velforberedt hjemmefra, og han vidste lige nøjagtigt, hvordan vi kom fra lufthavnen ind til byen og den lejlighed, vi har lejet frem til søndag: Little Whistle Apartment.

1Den lukkede gård set fra vores ende af bygningen.

Da vi stod af metroen relativt sent på aftenen (2140-2150) på en lun men ellers helt almindelig tirsdag aften, kom vi op til en by, der bestemt ikke var gået i seng: Barer og restauranter var stadig åbne, og der var feststemte mennesker overalt. Vi kunne altså dels konstatere, at Budapest har et livligt natteliv – også på hverdage – samt at vi tilsyneladende skulle bo mere eller mindre lige midt i det. Heldigvis ligger Little Whistle lidt væk fra det værste af balladen og i en bedårende lille lukket gård, så vel oppe i lejligheden var det meget begrænset, hvad vi kunne høre til festlighederne. Som lejlighedens ejer udtrykte det, så var det nok ikke muligt at sove, hvis man boede lige ud til det, hvilket jeg tror stemmer fuldstændigt. Efter at have fået vist den spændende og cool lille lejlighed frem, forlod vores værtspar os, og vi kunne smide skoene, falde ned efter en lang dag og se frem til første dag i Budapest.

2Gården set fra trappeopgangen
– vi bor nede i hjørnet bag blomsterkasserne.

Onsdag morgen bød på klar blå himmel og lune temperaturer – og en temmelig langsomt start for vores vedkommende: Vi kunne ikke rigtig komme i sving, men K fik da hentet noget morgenmad hos den lokale franske boulanger og den lille lokale købmand. Vi havde snakket om at skulle på byvandring kl. 1030… Det blev der ikke noget af. Eller vi kom på byvandring men ikke med guide og ikke kl. 1030.

3Lejlighedens dør og to vinduer bag de smukke kløvermarker.

Da vi endelig fik samlet os sammen til at komme af sted, stod det klart, at vi havde ikke en lun men en varm dag foran os. Jeg kunne ikke dy mig for at benytte det fine solskinsvejr (vi ved, at der er regn og skyer i vente) til at nappe nogle flere billeder af gården og af vores lejlighed udefra. Det er virkelig et hyggeligt sted med noget næsten parisisk forfald og laissez-faire stemning over sig.

4

Vi vidste godt, at vi boede i det jødiske kvarter af Budapest, men vi vidste ikke nøjagtig hvor centralt vi boede: Der var ikke mange hundrede meter ned til byens synagoge: Dohány utcai zsinagóga. Synagogen, som med sin plads til 3000 er en af verdens største, blev bygget i perioden 1854-59. Sammen med vejen, synagogen står på og er opkaldt efter, udgjorde grænsen til den jødiske ghetto. Under 2. verdenskrig blev synagogen bombet, hvorefter den blev brugt som en base for tysk radio og som en stald, hvilket resulterede i flere luftangreb. I kommunisttiden begyndte Budapests jøder igen at bruge den skadede struktur som et bedested, men først efter kommunismens kollaps påbegyndtes en egentlig restauration af synagogen.

6

Synagogens to tårne har karakteristiske løgkupler med gyldne dekoratationer, hvilket giver bygningen sit orientalske neo-mauriske look. Det skulle være den første synagoge i denne stil, men stilen blev så populær, at man nu ser den andre steder i verden.

7

Fra synagogen spadserede vi videre igennem byen, og vi var begge ret imponerede over, hvor smukke bygninger, vi passerede. Dels er det imponerende, at husene overlevede 2. verdenskrig og derefter også kommunisternes styre, og dels er det bare imponerende at se, hvor rig byen må have været. Man får mindelser om Paris og Wien, når man færdes i Budapest (det sidste er nok ikke rigtig overraskende…).

9

Vores første mål var Budapests store centrale indendørs markedshal: Nagy Vásárcsarnok. Ideen til den store overdækkede markedshal kom fra Budapests første borgmester, som dog måtte gå til indvielsen af hallen som civil borger, da den først stod færdig, efter han var ophørt med at være byens borgmester. En af hallens særlige features er det smukke tag, som er beklædt med Zsolnay-klinker. Som så meget andet, så blev markedshallen hårdt beskadiget under 2. verdenskrig, men i løbet af 90’erne bragte man hallen tilbage til sin tidligere storhedsglans.

8

Indenfor åbner der sig et 10000 m2 stort marked i tre etager, hvor man kan købe alt muligt lækkert til madlavningen. På 2. sal finder man også steder, hvor man kan købe mad, som kan spises på stedet. Lad os bare sige, at det var der rigtig mange af de andre turister, der benyttede sig af! Jøsses, der var et mylder af mennesker omkring madboderne.

10
Fra markedshallen var der ikke langt ned til Donau og Szabadság híd, Frihedsbroen. Der er tale om en 333,6 m lang og 20,1 m bred bro, som blev bygget mellem 1894 og 96. Den er forskellig fra men inspireret af en kædebro, som var den æstetisk foretrukne konstruktion i tiden.

11
For enden af broen på Buda-siden (den modsatte af der hvor vi stod) troner Gellért-bakken til højre og Gellért Hotel og Spa til venstre. Jeg har snakket om, at jeg ville i et af Budapests kendte bade, siden vi for omkring ½ år siden besluttede at tage herover. Måske bliver det Gellért… Onsdag kom vi dog slet over floden, men derimod langs med den. Jeg havde nemlig opsnappet, at Tram #2 skulle være noget særligt. Den kører langs med Donau og ender ved det oppulente ungarnske parlament, og det er helt bestemt en rigtig fin rute.

12

Vi kørte med helt til Országház, parlamentet, og lige som vi kørte forbi forsiden fangede vi et glimt at vagtskiftet. Sporvognen fortsatte dog om på siden af parlamentsbygningen, så vi måtte nøjes med den del af vagtskiftet, vi havde set fra sporvognen.

13

Da vi nu alligevel var endt på siden af parlamentet, gav det os anledning til at søge ned til floden, hvor vi havde et flot udsyn op mod slotsbakken i Buda med Mátyás templom (Matyas-kirken), Halászbástya (Fiskerbastionen) og Budai Vár (Buda-slottet).

14
I 1873 blev Budapest skabt som en samling af tre byer, og syv år senere besluttede man sig for at bygge en ny repræsentativ parlamentsbygning. Det blev besluttet, at bygningen skulle ligge med facaden ud til Donau (indgangen er dog ikke på flodsiden med på pladsen bagved parlamentet), og i 1885 påbegyndtes konstruktionen, som var tegnet af Imre Steindl. Man indviede bygningen på landets 1000 års fødselsdag i 1896, men den stod først endeligt færdig i 1904.

16
Parlamentet er overordnet set i nygotisk stil med sin symmetriske facade og centrale kuplen, men kuplen selv er i nyrenæssance stil. Med sine 268 m x 123 m er parlamentet Ungarns største bygning. De 96 m i højden betyder, at parlamentet sammen med Szent István-bazilika (Sankt Stefans kirken) er Budapest højeste bygning. De 96 meter er ikke tilfældige men derimod et nik til landets 1000 års fødselsdag i 1896.

15

Et af de andre forslag til parlamentet endte med at blive opført som det etnografiske museum, som ligger overfor parlamentsbygningen. Og de er bestemt ikke de eneste storslåede bygninger på pladsen foran parlamentet. Mens vi stod og kiggede på det etnograftiske museum, var vi så heldige, at den fine gamle tram #2 lige kom forbi.

17

Når man forlader parlamentspladsen, kommer man henover Vértanúk tere, Matyrernes plads, som er en lille have med et ret fint og unikt mindemærke for Imre Nagy. Han var Ungarns premierminister, indtil invasionen i 1956, hvor han blev arresteret og hemmeligt dømt til døden for forræderi på foranledning russerne, der ønskede at statuere et eksempel.

18

Fra Matyrernes plads gik vi videre igennem byen, og vi kom henover Szabadság tér, Frihedens plads, hvor den amerikanske ambassade ligger. Inden vi opdagede ambassaden, spottede vi dog en bronzestatue af Ronald Reagan, som står meget prominent med parlaments kuppel i baggrunden. Statuen er rejst i 2011, og intensionen med den er at hylde Reagan for at have sluttet kommunismens styre i Østeuropa – det er alligevel ikke så lidt endda. Ungarns premierminister Orban sagde ved afsløringen af statuen: “Today, we are erecting here a statue to the man, to the leader, who changed, who renewed, this world and created in it a new world for us in Central Europe – a man who believed in freedom, who believed in the moral strength of freed people and that walls that stand in the way of freedom can be brought down.”

20

Det er ikke nemt at komme i nærheden af den amerikanske ambassade (det er det jo ingen steder i verden), og jeg turde ikke tage flere billeder, da K nævnte (efter jeg havde taget dette billede), at der var et foto-forbudt-skilt på hegnet… Ambassaden skulle være et meget smukt eksempel på art noveau i Budapest, hvilket desværre ikke var nemt at se pga. afstanden til huset samt træerne på pladsen.

19

Der er simpelthen så mange smukke bygninger i Budapest, og denne bygning er ingen undtagelse. Den er nabo til den amerikanske ambassade, men derudover ved vi ikke noget om den – måske bor der bare helt almindelige ualmindelige ungarer bag dens smukke vinduer?

21

Monumentet her på sydsiden af Szabadság tér (Frihedspladsen) er et “Mindesmærke over ofrene for den tyske invasion” i marts 1944. Baggrunden for invasionen var at tyskerne havde opsnappet, at Ungarns regent, Miklós Horthy, havde indledt forhandlinger med de allierede magter om at overgive sig.

22 Skulpturen, som er bestilt af den nuværende højrepopulistiske premierminister, Viktor Orbán, forestiller Ungarn – personificeret af ærkeenglen Gabriel – der bliver overfaldet af den fæle germanske ørn. Det er blevet mødt med kritik af de jødiske organisationer i landet, der påpeger at man ved at fremstille Ungarn som et uskyldigt offer, behændigt undlader at tage stilling til at landet var allieret med Nazityskland og kæmpede på deres side i 5 år.

23
På vej væk fra kom vi forbi denne frise med en høstscene, som var ret iøjnefaldende. Vi snakkede om, om den monstro var et kommunistisk stykke kunst. Det er den ikke som sådan. Den er skabt af Ferenc Medgyessy, som var uddannet læge men levede som kunstner og arbejdede med ungarnske naturalistiske motiver.

24

Fra Szabadság tér gik vi videre, og vores vej faldt forbi endnu en af de ting, vi vidste, vi ville se i Budapest: Szent István-bazilika (Sankt Stefans kirke). Kirken er opkaldt efter Ungarns første konge István I, hvis højre hånd er kirkens centrale relikvie. Der er tale om en neoklassisitisk kirke, som stod færdig i 1905.

25

Kirkens indre gør det helt klart for os, at vi ikke befinder os i et protestantisk land: Som K ville sige, så har der ikke været calvinister forbi her… Interiøret er udsmykket af datidens kendte kunstnere.

30

Efter en delvis succesfuld frokost hos Fruccola (min yoghurt-drik med banan, mandel, appelsin og honning var super lækker, Ks texmex ret med polenta var god, min tagine mindre så), lagde vi en slagplan for eftermiddagen: Vi ville spadsere ned ad Andrássy út, som er en stortanlagt boulevard, der løber fra den indre by ud til byparken.

26

Boulevarden blev besluttet i 1870, da der var kommet for meget trafik mellem by og park. I 1872 gik man i gang med projektet og fire år senere stod boulevarden med dens fantastiske palæer færdig til indvielse.

27Første del af Andrássy út.

Boulevarden består af fire dele: 1) Fra Erzsébet tér til Oktogon (tættest på byen): urbant område primært med forretninger mm. 2) Fra Oktogon til Kodály körönd: en bredere allé med boliger og universiter. 3) Fra Kodály körönd til Bajza utca: en endnu bredere del med boligpalæer med små forhaver. 4) Fra Bajza utca til Városliget: samme bredde med private villaer omkranset af haver samt enkelte ambassader.

28

Budapests neo-renæssance operahus står på Andrássy út, og det har det gjort siden 1884. Det er i dag det største operahus ikke alene i Budapest men i hele Ungarn.

29

Lige overfor operaen ligger Drechsler palæet, som oprindeligt blev bygget 1893-96 som investering for the Hungarian Railway Pension Institute. Det blev designet, så det komplimenterede operahuset uden af tage opmærksomheden fra operaen. Huset har stået tomt i årevis, men det er, såvidt jeg kan finde ud af, meningen, at det i 2017 skal åbne som et 5-stjernet hotel.

31

Vi har set flere, hvad vi kalder “ungarnske stilladser”, som virker som ret solide, nærmest permanente stilladsstrukturer i træ. Dette fine hus på hjørnet af Andrássy út har et rigtig fint eksempel på netop sådan et stillads. Samtidig er det lidt sjovt at se, hvordan mange af de smukke oppudsede palæer nok faktisk inde bagved bare er murstenshuse uden det store af dekorationer.

32

Oktogon-krydset er meget stort, og det minder måske lidt om Oxford Square i London, omend der her er lidt bedre plads til fodgængere.

33

Dette er et mindesmærke for 1. verdenskrig, som bare på en eller anden måde er indbegrebet af østeuropæisk patos. Der er fuld skrue på dramaet her, hvilket jo nok faktisk passer meget godt til 1. verdenskrig…

34 35

Vores fornemmelse af dette hus var, at det havde tabt sin facade… En del af dekorationerne eksisterer stadig, men pudset mellem dem er forsvundet. Flere af palæerne på den smukke boulevard var i en sølle forfatning, men det er tydeligt, at man er (og har været det et stykke tid) i gang med at sætte de fleste nænsomt i stand. Og helt generelt er der virkelig tale om smukke, smukke bygninger.

36

Vi var begge lidt fjollede med dette hus, som stak ud i sine dekorationer i forhold til naboerne – det er nærmst lidt tysk i dekorationen helt oppe ved taget.

37

Afslutningen af Andrássy út og starten af byparken markeres meget tydeligt af det monument, der kaldes Hősök tere, Heltenes plads. Her hyldes – med klar sans for drama og patos – landets helte!

38

Hele vejen under Andrássy út løber kontinental Europas ældste metrolinje, som blev åbnet i 1896. Det havde hele tiden været vores plan at gå ud til endestationen, og så tage metroen hjem. Og det var den HELT rigtige beslutning, for fødderne var ved at være godt slidte, da vi nåede så langt. Knap 17000 skridt kan altså godt mærkes…

Aftensmaden indtog vi hjemme i lejligheden, og den bestod af lidt forskelligt fra den lokale Hummus Bar. Og så afslører jeg helt sikkert ikke for meget, hvis jeg siger, at vi faldt relativt tidligt i seng.

Tagged , , , | 1 Comment

Week-end i Holland: Søndag i Amsterdam

Søndag måtte vi tidligt op igen, for vi havde billetter til særudstillingen Late Rembrandt i tidsrummet 9-11, og inden da ville vi gerne forbi Yoghurt Barn og spise morgenmad. Vi har tidligere med succes parkeret udenfor Amsterdam og så taget metro og sporvogn ind til byen, og det gjorde vi os denne søndag morgen.

Da vi først havde fundet ud af, hvor vi kunne købe billetter til sporvognene, gik det hele hurtigt og nemt, og vi nåede frem til Yoghurt Barn omkring fem minutter efter, de havde åbnet.

Vi valgte to forskellige yoghurter: K valgte Brownie Bango (mango, valnødder, brownie og honning), mens jeg valgte Energy Explosion (banan, figner, mandler og honning) med ekstra brownie. Og ums! Det er altså bare fuldstændig forrygende lækker yoghurt, og tilbehøret er enkelt men velsmagende. Jeg kunne godt bruge en Yoghurt Barn i Bonn…

Fra Yoghurt Barn spadserede vi gennem en del af Amsterdam, vi ikke tidligere har besøgt, men som virkede rigtig hyggelig og farverig. Det var nemt at forestille sig, at der ville være meget liv i gaderne senere på dagen. Og så konstaterer man jo gang på gang, når man færdes i Amsterdam (og andre hollandske byer), at de charmerende rækkehuse med deres let skæve facader og kroge højt oppe på facaderne er piktoreske og noget helt særligt.

14625A

Selvom vi var på Rijksmuseet inden klokken 10, var der allerede rigtig mange mennesker. Vi slap dog for at stå i kø, men vi stod i lag foran de smukke billeder, tegninger og printede værker, der udgjorde Rembrandt-udstillingen. Jeg ville ønske, at man havde gjort mere for at begrænse antallet af besøgende samt at man ikke måtte fotografere værkerne, men det er alt sammen praktiske anklager. Selve udstilling var vitterligt fantastisk! Vi så sider af Rembrandt, ingen af os kendte i forvejen, og vi havde begge en stor kunstoplevelse. Man kan ikke være et øjeblik i tvivl om, at Rembrandt var en af de største kunstnere, der har været – og en sand mester i at fange, bruge og opfinde lys. Smukt og rørende, og en helt igennem storslået oplevelse.

Hvad gælder resten af det nyistandsatte og -indrettede Rijksmuseum, så må jeg indrømme, at jeg ikke var overvældet. Jeg har set den Highlights udstilling, der var mens man satte selve museumsbygningen i stand over en ti årig periode, flere gange, og den ville jeg ønske fortsat fandtes. Museumsbygningen er overvældende og imponerende – og et meget smukt hus. Men indretningen er totalt uoverskuelig og kaotisk, og menneskemængderne er uigennemtrængelige foran de værker, man allerhelst vil se. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg kommer til at komme meget på Rijksmuseet i fremtiden – andet end hvis der er flere særudstillinger man bare skal se.

For K er en tur til Amsterdam ikke færdig, før vi har spist på Kantjil, som er en populær indonesisk restaurant. Det betød naturligvis, at vi havde bestilt bord til frokost søndag eftermiddag, og vi fik en ristaffel, som vi nåede at fortære, inden jeg fik overvejet at tage et billede af den. Sådan kan det jo gå…

Vi havde et enkelt stop mere, før vi tog sporvogn og metro retur til bilen: De Bierkoning, som såvidt jeg kan forstå på K er et af verdens farligste steder… Det er kun med stor selvkontrol og en stærk rygrad, at K forlader butikken igen, når han først er gået ind i den. Men vi slap da fra butikken og fra Amsterdam med kun seks forskellige øl klirrende i en plastikpose, så det virker ret nådigt sluppet.

Det var en kort tur, men vi føltes begge, at vi virkelig havde nået og oplevet meget på de 36 timer eller deromkring, vi var af sted. Det er fedt at bo et sted, hvor man bare lige kan køre til Amsterdam, fordi der er en særudstilling, man gerne vil se. Det nyder vi meget.

Tagged , , | Leave a comment

Week-end i Holland: Lørdag i Utrecht

For en måneds tid siden vil jeg tro, læste jeg om en midlertidig udstilling, Late Rembrandt på Rjiksmuseet i Amsterdam, og K og jeg var enige om, at den måtte vi se. Da foråret er så godt som fuldt booket, var det i week-enden 11.-12. april, vi skulle se udstillingen, hvis det skulle lykkes. Da vi skulle bestille billetter, kunne vi få til tidsrummet 9-11 eller 15-17, og så ville vi bestemt helst have den tidlige tid. Da det tager 3 timer at køre til et Park & Ride anlæg udenfor Amsterdam og så omkring 40 minutter derfra til museet, besluttede vi os for at køre noget af vejen til Amsterdam og så overnatte der. Det gav os mulighed for at opleve en hollandsk by, vi ellers ikke har besøgt: Utrecht.

Vi har efterhånden indset, at det er en god idé at have lavet lidt research hjemmefra i forhold til, hvor vi kan spise, fordi vi ellers nemt kommer til at bruge uforholdsmæssigt lang tid på at finde et sted. Da vi ville have mest muligt ud af Utrecht, tog vi hjemmefra så tidligt, at vi kunne nå at spise morgenmad i Utrecht, og vi havde bestilt bord på De Bakkerswinkel

Og nå ja, det er altså lidt sjovt, hvor svært Ks efternavn har vist sig at være… Thy bliver til alt muligt andet end de tre små bogstaver, og hos De Bakkerswinkel blev det til Thai. Det virker jo heldigvis også, og vi fik lov at sidde der, selvom Ks navn ikke lige er Thai.

Den lille cafe ligger på hjørnet af en kanal og har lokaler både i gadeplan og i kælderen. Vi fik bord i kælderen ude ved vinduet, så vi kunne sidde og se på kanalen, der dovent drev forbi lige udenfor vinduet (og ja, døren) vi sad ved.

Senere på dagen fandt vi ud af, at Utrechts kanaler er unikke i Holland: Det er kun her, man har kajanlæg langs kanalerne, således at der bliver en ekstra etage under gaderne. Oprindeligt var disse skabt for at gøre det nemmere at få varer fra både på kanalerne ind i husene, men nu bliver mange af lokalerne brugt til bolig, kontorer, caféer, butikker og lignende. Flere steder er der endda stier langs kanalerne, men her ved De Bakkerswinkel løber kanalen helt inde ved husvæggene.

Traditionelt er kælderrummene vælvede, som de også var det her hos De Bakkerswinkel, og her fornemmede man, at rummene oprindeligt har været brugt til kælderrum, ikke til bolig.

Vi vidste, at der ikke ville blive tid til frokost i løbet af dagen, så vi valgte caféens morgenkomplet med groft brød, forskelligt pålæg og en croissant per mand. Det var ganske fin morgenmad, og stemningen i caféen var virkelig hyggelig og afslappet.

Og vi var der jo begge to, så det måtte vi dokumentere. Jeg kom lige fra Bonn, hvor vi om fredagen havde haft 24°C, så de bare arme blev i løbet af dagen dækket af en sweater, for det var ikke lige så varmt i Utrecht om lørdagen.

Efter morgenmaden gik vi længere ind i Utrecht, og vi kom henover en plads, hvor der var blomstermarked. Blomster er jo noget, hollænderne er super gode til, og det var da også dejligt med et lille skud forår på en eller ret kølig og grå formiddag.

Vi krydsede også Oudegracht, som er en af de store kanaler i Utrecht, og her kan man for alvor se de fine kajanlæg langs Utrechts kanaler. Kanalen er påbegyndt allerede i 1100-tallet, men kajanlæggene kom først til senere, da man var i stand til at kontrollere vandniveauet og dermed holde kajanlæggene og kældrene tørre. Efter at have rejst ganske meget i Holland og set mange (rigtig mange) kanaler, var det sjovt at se de her unikke og kreativt anvendte kanaler.

Utrecht har sin helt egen Regenboogzebrapad – en regnbuefodgængerovergang – som i 2013 blev skabt i forbindelse med en LGBT-event i Utrecht. Det var oprindeligt tanken, at den skulle være midlertidig, men fra hvad jeg har kunnet finde ud af, så er den endt med at være en permanent feature i Utrecht. Det er desværre svært at se, men lyskurven var også særlig: Der var ikke små mænd, det indikerede rødt og grønt, men derimod kaniner. Meget fint!

Jeg er helt med på, at danskerne (og måske især københavnerne) opfatter sig selv som et ekstremt cykelvenligt og -aktivt folkefærd, men hollænderne stikker altså danskerne med flere længder. Ingen andre steder virker cykling som så integreret en del af virkeligheden som i Holland. Ingen bruger cykelhjelm, forældre kører med børn siddende mere eller mindre fastspændt over alt på cyklerne, vi så sågar en kvinde stå bagpå cyklen med en paraply over hovedet på sig selv og maden, der cyklede, og i Utrecht så vi så ovenstående cykel med plads til tvillinger… Det er da seriøst!

Vores plan for dagen i Utrecht var at slutte os til en af de gratis guidede ture, som finder sted hver lørdag fra 12-15. Byvandringer hører til blandt vores favoritbeskæftigelser, når vi er på week-end og ferie, fordi det er en super god måde at se en by på: Man lærer noget om byen, ser steder man formentlig ikke selv ville have fundet, og kan forlade en by med fornemmelsen af faktisk at have set den, ikke bare været i den. Vi var med på en relativt lille tur, men vejret var så absolut heller ikke ret spændende: Det var koldt, gråt og egentlig også koldt – og så regnede det ind imellem. Men turen fejlede bestemt ikke noget!

Vi bevægede os igennem en meget fin del af byen, og stoppede ved Paushuize (pavehuset), som blev bygget i 1517 af den eneste hollandske pave, Pave Adrian VI. Huset blev bygget, mens Adrian endnu var kardinal i Spanien, og hans tanke var, at han ville trække sig tilbage til sit hus i Utrecht, når hans karriere som kardinal kom til en ende. Sådan skulle det ikke gå, da Adrian blev valgt som pave i 1522 og døde allerede i 1523 (muligvis som følge af forgiftning). Huset skulle være meget smukt indvendig, men det må vi have til gode til næste gang, vi er i Utrecht.

Et andet fint stop var haven ved Museum Catharijneconvent, hvor der findes et kunstværk/monument, der ærer de hjemløse, der er døde i Utrecht. Der står et fint træ i haven, og for hver hjemløs, der har mistet sig liv i byen, hænger der et dog tag. Det er en rørende måde at mindes mennesker, der lever blandt os, men som vi sjældent ser eller hører fra.

Centralt i Utrecht – og i byens selvforståelse – finder man det 112,5 meter høje Domtoren, som har været (og fortsat er) Utrechts højeste bygning siden 1382. Katedralen blev aldrig bygget helt færdig, fordi man manglede penge, og i 1674 faldt den konstruktion, der forbandt tårnet med resten af katerdralen sammen efter en tornado hærgede gennem byen, og siden har tårnet stået for sig selv. Vores guide fortalte os, at ruinerne af den sammenstyrtede kirkedel blev et opholdssted for homoseksuelle mænd, som mødtes mellem ruinerne. Det blev toleret i en tid, indtil man besluttede sig at gribe ind, fængsle og dødsdøde 18 homoseksuelle mænd, som blev henrettet på stedet, hvor de var blevet grebet i deres “udåd”. Man har lagt en sten ned i dompladsen, som et minde over disse 18 mænd, der mistede livet for at være dem, de var.

Den store fordel ved en guidet tur er, at man kommer til at se steder, man aldrig selv ville have fundet. Således viste Jasper vores guide os en lille række huse, som havde en fælles have bag sig. Til sammen kaldes husene Bruntskameren, og de er opført som velgørenhed: Advokaten Frederik Brunt lod husene opføre i 1621, og de var tiltænkt enker, der ikke kunne forsørge sig selv. Der findes indtil flere lignende byggeri rundt om i Utrecht, og ikke overraskende er de fortsat meget populære – men de er nu ikke længere velgørende instituioner.

Der var en lille pause i vores gåtur, hvor man kunne få lidt at drikke eller spise, hvis man havde behov for det. K og jeg brugte tiden på at kigge på butikker – deriblandt Kazerij Staelenhof, som er et meget meget farligt sted, hvis man godt kan lide ost. De havde bare ALT, hvad hjertet begærer ostemæssigt. Godt, vi ikke kunne købe noget…

Efter pausen gik vi ned på kajanlægget ved Oudegracht og gik langs med kanalen. Vi stoppede, så vi kunne se over på den store bygning, der ligger nede på kajanlægget. Der er tale om en bygning, der oprindeligt var et bryggeri, men som nu bliver brugt som bolig. Det har været smart at have bryggeriet liggende lige ved vandet, så man havde let adgang til en af grundbestanddelene af øl, samt til at afsætte sine varer til hele byen.

Vel oppe igen fra Oudegracht ledte Jasper os igennem et område med 7-8 gader med rækker af ens rækkehuse, Zeven Steegjes. De 100 boliger stod færdige i 1860, og i forhold til tidens standarder var der tale om moderne boligforhold: Gaderne var lige, så vinden kunne strømme igennem dem, der kom lys ned i husene som havde delte badefaciliteter, wc’er og køkkener… I 1952 gennemførte man en renovering af husene, som fik egne wc’er ved denne anledning. Først i 1992 blev husene for alvor opdaterede med indbyggede køkkener og egne badeværelser. Området skulle være meget populært at bo i, og beboerne har et tæt forhold, hvor de afholder man arrangementer sammen. Det lyder vel lidt som Brumleby på Østerbro?

Et af de sidste stop på vores rundtur i Utrecht var kunstinstallationen De Letters van Utrecht, som er et stadigt voksende kunstværk, der langsomt bevæger sig gennem Utrechts gader. En gang hver uge bliver der lagt endnu et bogstav til det fortsat voksende digt, som er tænkt til at sno sig først ned langs Oudegracht, henover en bro og op igen langs kanalen, så det former et U. Det vil dog tage indtil 2080 (mener jeg det var) at nå broen, så der er masser af tid til at finde ud af, hvor digtet skal bevæge sig hen. Det var lidt uklart, hvad digtet handler om, men de første strofer lyder: You have to begin somewhere to give the past its place, the present matters ever less.

K havde fundet et godt tilbud på et hotelværelse i Amersfoort, og jeg havde også fundet et sted, vi kunne spise i den lille by, så efter vores rundtur i Utrecht gik turen over land til Amersfoort. K havde lidt vanskeligheder ved at finde de geocacher, han gerne ville, men det lykkedes vist til sidst – og imens fik jeg en lur på passagersædet af bilen. God arbejdsfordeling.

Vi boede lige i udkanten af Amersfoort, så vi gik ind til restauranten, hvor vi havde reserveret bord til aftensmad. Hvor vi havde haft ret kedeligt vejr i Utrecht, var det fint forårsvejr med sol og blå himmel i Amersfoort.

Desværre kom vi sent til Amersfoort, og vi havde derfor ikke tid til at udforske den lille by. Vi måtte nøjes med vores gåtur langs kanalerne og kigge på kirketårn og blomstrende magnoliaer. Vi blev hurtigt enige om, at Amersfoort er en by, vi skal vende tilbage til – og gerne en sommerdag, hvor træerne langs kanalerne er sprunget ud. Men som altid sætter vi pris på at have noget til gode.

Billede lånt hos Hete Kolen

Restauranten, jeg havde fundet, hedder Hete Kolen, og kan vel bedst beskrives som en kødrestaurant. Fokus er i hvert fald helt klart på køddelen af middagen, og det udmyntede sig i virkelig lækker aftensmad. K fik et svinespyd med sataysauce, mens jeg fik en burger (nå ja, en halv – K fik den anden halvdel), og så delte vi en kurv virkelig lækre hjemmelavede fritter. Maden var lækker, blev tilberedt i samme lokale, som man sad i, og vi kunne rigtig godt lide restaurantens stemning og størrelse. Mens vi sad og nød vores middag, blev der afvist i hvert fald 20 mennesker, som kom dryssende og håbede på at få plads på Hete Kolen. Det må vel på en eller anden måde være et meget godt tegn, at et sted er så populært – og det er egentlig meget godt gået, for restauranten har kun eksisteret i et halvt år. Vi var fans fra starten, og når vi vender tilbage til Amersfoort, har vi også reserveret bord på Hete Kolen, det er helt sikkert.

Vi trissede retur til vores hotel langs med kanalen, og kirketårnet stod smukt og varmt i solnedsgangslyset. Åh, hvor er det skønt, når man på den måde kan mærke, at dagene bliver længere, lysere og lunere. Hvor langt vi gik denne dag, skal jeg ikke gøre mig klog på, men vi sov sødt efter en lang travl dag – og vi havde jo endnu en travl dag foran os søndag.

Tagged , , | 1 Comment

Ude i det hvide vinterland

K og jeg havde bestemt ikke regnet med, at vi på vores juleferie her i DK skulle få mulighed for at nyde et par skønne snedage. Faktisk var vi hjemmefra blevet enige om, at julen nok blev våd og grå, som den som oftest er. Men tænk en gang, sådan gik det slet ikke! Det er herligt for en sne-fan som mig.

Stakkels K fik ikke lov til at sove længe i dag, for jeg havde set på vejrudsigten, at det fine klare vintervejr ville forsvinde i løbet af eftermiddagen. Det betød naturligvis, at hvis vi skulle have glæde af det, måtte vi tidligt af sted. Så vi var i Dyrehaven omkring klokken 9.45, og solen var stadig i gang med at stå op.

Det var omkring -8°, da vi parkerede bilen for enden af Eremitagesletten og begav os ud på vores tur. Det er altså ikke ret varmt, og det tog noget tid, inden vi havde bevæget os til lidt varme i lemmerne.

Naturligvis skulle vi have et selfie, som solopgangen gjorde temmelig overbelyst. Men vi var der sammen, og det er jo det, der tæller.

Min €39 “dyre” parka er den allerbedste vinterjakke, jeg kan huske at have haft. Den er simpelthen SÅ god – selv i -8° fryser jeg overhoved ikke på overkroppen eller armene. Det er fantastisk.

Noget af det allerfineste ved sne og frost er lyden af sprød sne under fødderne. Den knitren er lyden af barndom, frihed, kulde og vinter – og det er en af de bedste lyde i verden.

Hverken K eller jeg kan prale af at være lange og slanke, men solen har jo en meget udlignende evne, hvad det angår: Alles skygger bliver lange og smukke i en lavthængende sol.

Jeg kan bedst lide uberørte skove, hvor naturen i videst muligt omfang får lov til selv at styre udviklingen, men Dyrehavens gamle krogede træer træder tydeligt frem, fordi underskoven ikke rigtig findes.

Der er så mange ting, jeg ikke gjorde for et år siden, som jeg gør nu… Så som at begive mig udenfor stierne uden at kunne se, hvad underlaget består af. Men jeg ville altså ned og stå under det store gamle træ, så det kom jeg. K mente, at jeg så nuttet ud, da jeg navigerede mig ned til træet, og det blev der en lille serie billeder ud af.

Selvom det var frygteligt koldt, ville vi op på toppen af Eremitagen for at kigge udover vidderne. Vi spottede enkelte langrendsløbere, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg endnu en gang tænker, at det vil være en virkelig lækker sport at dyrke. En glidende gåtur – what’s not to like?

Solen fortsatte med at stråle ned over det hvide landskab, som vi bevægede os rundt i det. Den varmede ikke meget, men den efterlod Dyrehaven badet i et køligt klart vinterlys.

Det er sjovt som sne synes at gøre skulpturelle faldne kæmper endnu mere poetiske, end de er au naturel. Faktisk gør sne stort set alting finere, end det er i sin originale udgave.

På vej ned fra Eremitageslottet kom vi forbi to foderingssteder, hvor Dyrehavens råtamt (K mener ikke, at man kan kalde dem råvildt) stod og gnaskede hø. Hannerne gevirer havde imponerede skåle, som de elegant balancerede rundt med.

Det var den helt rigtige beslutning af gå dagens tur tidligt: Dels blev vejret faktisk ringere i løbet af for- og eftermiddagen, og dels var der mange flere mennesker i Dyrehaven, da vi kom forbi igen nogle timer senere.

Tagged , | 2 Comments