(billedet er lånt her)
Vores plan for formiddagen var at besøge Ungarns nationalmuseum. Der er to overordnede dele af museet: Den gamle, traditionelle gennemgang af landets historie og den anden er en arkæologisk udstilling med fund fra Ungarn. For os er der ingen tvivl om, at den moderne arkæologiske udstilling var den største oplevelse. Her er der tale om moderne formidling, og så er der mange imponerende fund fra Ungarns omskiftelige fortid.
Vi fik den idé, at vi ville endnu en tur omkring Gerbaud efter vores besøg på nationalmuseet, da vi jo skulle fordrive tiden med noget 😉 Så vi tog den fine gamle Metro 1 til Vörösmarty Tér.
Vi besluttede os for at prøve kræfter med husets isanretninger, og selvom de bestemt var gode, så var det også en alt for voldsom anretning for mit vedkommende. Det var super kvalitet og flot anrettet, men jeg endte med en med alt for meget chokolade, så jeg måtte relativt hurtigt give op. K var til gengæld godt tilfreds med sin anretning, så det var alletiders.
Fra Gerbeaud viste vi, at vi ville ned til Donau, fordi K gerne ville se skomonumentet, Cipők a Duna-parton samt finde den geocache, der ligger i nærheden.
Ideen til skomonumentet er undfanget af filminstruktøren Can Togay og udført af skulptøren Gyula Pauer. Målet med monumentet er at mindes jøder, der blev skudt af fascistiske militiafolk i Budapest under 2. verdenskrig. Jøderne skulle tage skoene af, inden de blev skudt, faldt ned i Donau og blev ført væk af floden.
Jeg må blankt indrømme, at monumentet desværre ikke rørte mig særligt meget. Det føles forkert at sige, men normalt bliver jeg væsentligt mere berørt af mindesmærker som disse. Jeg kan ikke rigtig forklare, hvorfor netop dette monument ikke har samme stærke virkning på mig. Dog vil jeg sige, at jeg syntes, det var ret barskt, at der mellem de støbte metalsko pludselig stod et par moderne lædersko… Det var næsten mere foruroligende end selve monumentet.
Helt nede ved bredden af Donau var der fin udsigt både til slottet og til området med Matthiaskirken og Fiskerbastionen. Slottet tager sig væsentligt bedre (og større) ud, end det gør, når man færdes omkring det oppe på slotskullen. Og overraskende nok stritter Hilton-bygningen også meget mindre ud, end den gør det, når man går oppe ved kirken.
Vi trissede op til parlamentet, faldt ind på en Costa, hvor jeg sad og powernappede, mens K drak kaffe og så tog vi en metro retur til centrum af byen. Vi forsøgte at kontakte vores værter for at høre, om vi kunne hente vores bagage før tid, men de var ude at spise, så vi måtte vente til den aftalte tid (hvilket jo var helt fair).
Hvad gør man, når man skal have 45 minutter til gå, men snart ikke rigtig orker at trave mere rundt? Man benytter sig naturligvis af, at man har et kort til den offentlige transport, og så kører man en tur først den ene vej, så den anden vej med tram #2.
Efter vores sporvognstur passede tiden, så K kunne hente vores kuffert hos vores værter. Jeg ventede på ham, der hvor vi skulle videre med sporvognen, og det gav mig anledning til endnu en gang at kigge op og nyde et af Budapests smukt udsmykkede huse.
K havde ikke kunnet dy sig for at tage et billede af vores værters ringklokkemotiv. Det er da i hvert fald nemt, når man skal have gæster. Men gad vide, hvordan pakkepostbudet ved, at han skal trykke på katten for at få fat i Annita og Balas?
For at komme fra centrum af Budapest til lufthavnen skal man tage først en metro til endestationen og så en helt almindelig rutebus til lufthavnen. Det betyder, at det tager godt en times tid at komme derud. Det er ikke den smidigste øvelse, men det går da. Det var så ikke et hit, at hverken rulletrappe eller elevator duede, der hvor vi skulle skifte fra metro til bus – og det er altså ikke fedt med en kuffert på slæb.
Det blev dog endnu mere udfordrende, da vi kom i lufthavnen, hvor der ikke var en bagageafleveringsstation, så vi måtte stå i kø til check-in, selvom alt vi skulle var at aflevere vores kuffert. Oh well!
Da jeg gik igennem sikkerhedskontrollen, bippede den der dims man går igennem, og inden hverken K eller jeg nåede at reagere på, hvad der foregik, var jeg blevet stillet op og sikkerhedsvagten havde trykket på en knap, så jeg blev “scannet”. Jeg aner ikke, hvad det var for noget, men hun hævdede, at det var ufarligt for fostre… Det kan hun jo sagtens sige, og der var ikke en fis, vi kunne gøre ved det, når det nu var sket. Det var altså ikke særlig rart.
Gennem alle vores dage i Budapest havde vi snakket om, hvor ren byen var. Lige meget hvor vi gik, så var der rent og pænt, og vi så mange gadefejere mm, der sørgede for at holde byen ren og pæn. Derfor var det også noget af et chok at komme op i lufthavnens food court: Jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde har set noget lignende. Der var skrald allevegne, og det var stort set ikke til at finde et bord, hvor der ikke stod efterladenskaber fra indtil flere måltider. Det var virkelig klamt! Det meste chokerende var nok i virkeligheden, at der gik en ensom dame rundt og ryddede meget lidt op. Det var som om, man havde opgivet på forhånd.
Budapest havde været en forrygende dejlig oplevelse, men BUD lufhavn er altså ikke et fedt sted at flyve fra. K insisterede på, at hvis han skulle til Budapest en anden gang, ville han flyve til Wien og tage toget videre. Lad os se, om det bliver nødvendigt.
Allerede et par timer før vi skulle flyve, var vi officielt forsinket i ½ time. Det var der jo ikke rigtig noget at gøre ved, men det var lidt irriterende, da vores fly oprindeligt skulle være fløjet 2120, hvilket er sent nok til at begynde med. Nå, men vi fandt gaten, hvor vi skulle flyve fra og satte os ned og gjorde klar til at vente. Undervejs dukkede der en gruppe på 10-12 polterabendfejrende fyrer op, og lad os bare sige det som det var: De havde også været på polterabend hele søndagen. Enkelte af dem var så visne, at de havde vanskeligt ved at stå og gå selv. Mens vi boardede, var der flere af de andre passagerer, der nævnte overfor stewardesserne, at der var den her gruppe af højlydte og meget berusede mænd, der skulle ombord. Det vidste de godt, og kaptajnen var faktisk ude og vurdere om de kunne flyve med. Det kunne de… Det gav en ret anspændt stemning på flyet, og den blev ikke mindre, da den mest berusede af dem alle skulle sidde på række 23 – to rækker skråt foran os. Ugh! Heldigvis faldt han i søvn ret hurtigt, og han sov stadig tungt, da vi andre myldrede ud af flyet i Köln. Fyrerne sad spredt ud over hele flyet, så vi bemærkede dem gudskelov ikke under flyvningen. Til gengæld fik K glæden af at se vores fulde 23F-vens bare numse, da hans venner var inde og købe flere øl hos Rewe. Tænk, at få ham hjem og indenfor dørene…
Vi havde taget bilen i lufthavnen, så efter et mindre trek fra ankomsthallen til P3 gik turen hjem i det kraftige måneskin. Vi var hjemme omkring 0120 efter en ret lang dag, og så var jeg “nødt til” at stå op igen 0420 for lige at få et glimt af blodmånen.
Selvom afskeden med Budapest ikke havde været perfekt, så er vi begge efterladt med fornemmelsen af, at det er en by, vi nemt kunne forestille os at vende retur til ved en anden lejlighed. Og hvis det bliver relevant, så ved vi også, hvor vi skal bo! Alt i alt har vi haft en vidunderlig sensommerferie, hvor vi har nydt den tosomhed, som lever på lånt tid for os.
