Tag Archives: juleblog

Juleblog 2015: Snemænd og pingviner

juleblog15Foruden opgaverne til de seks normale Ett Trykk blade i 2015 blev vi også inviteret til at lave julekort til en jule-særudgave af bladet. Nogle af opgaverne handlede om at lave julekort i bestemte farver: rød, blå, lilla og en fjerde farve, som jeg er i tvivl om, fordi jeg ikke selv fik lavet et kort til den.
Det er altid sjovt at have en bestemt opgave at løse, når man skal lave et kort, så jeg var frisk på udfordringen. Farverne spiller faktisk en større rolle, end man måske umiddelbart tror, for motiverne man vælger, stemningen der bliver sat og dermed med kortets endelige udtryk. Da jeg skulle lave det blå kort, vidste jeg umiddelbart, at jeg ville arbejde med et vintertema snarere end et klassisk juletema. Og når man siger vinter og sne, så er det jo oplagt at finde snemændene frem. Her i denne omgang fik min snemand selskab af et par pingviner, for de er jo også vinteragtige.


Snemanden er fra Lawn Fawn, mens pingviner er fra Create a Smile. De står på en bakke, som er lavet med en Simon Says Stamp die, og himlen bag dem er stemplet med et lille stempelsæt fra Winnie & Walter, som jeg fik i forbindelse med, at de havde fødselsdag.


Det er desværre svært at se på billederne, men kortets tekst er stemplet i en sart lys blå farve allernederst på den sneklædte bakke. Jeg har brugt bling til at illudere sne eller faldende “is”, og så har jeg tilføjet lidt skyer i vellum, som er der uden at gøre for meget opmærksom på sig selv.

—o—

      0008498000000-st-01-prismacolor-colored-pencil-set-48

Tagged , , , , , , , | 1 Comment

Juleblog 2015: Julestjerner

juleblog15Nej, der er ikke tale om blomsterne, når jeg her skriver om Julestjerner. Det drejer sig derimod om Wigge og Rasmussens julekalender fra 2015, som stadig er en af de absolut allerbedste julekalendre, der er lavet. Line er på sit årlige julebesøg, og siden Julestjerner blev vist første gang, har det været en tradition for os, at vi ser kalenderen, mens hun er her. Da vi i år har et scrapprojekt, der kræver, at vi bruger en del timer ved spisebordet, har vi faktisk allerede nået at se hele julekalenderen. Det betyder, at vi lider lidt af Julestjerner-abstinenser…
Hvis du endnu ikke har set Julestjerner, så kan jeg kun anbefale, at du giver dig selv lov til at blive en del af universet omkring Lille Big J, Sus, Bob, Grusgrevinden og alle de andre fra Brorfelde. Det er ualmindeligt fornøjeligt og godt selskab, og du vil formentlig tage dig selv i gentagende gange at sige “bare en lille likør, Bjarne”. Det gør vi i hvert fald 🙂

Og hvis ikke andet så se videoen her og hyg dig lidt med den herlige musik og lidt billeder fra min favoritjulekalender.

Tagged , , , | Leave a comment

Juleblog 2015: Det er risengrød

juleblog15Det er risengrød (smask, smask, smask),
der gør næsen rød (smask, smask, smask),
og kanel blir strøed,
det gør skorpen sprød.
Grød skal være blød og ikke tør.
Det er risengrød (smask, smask, smask),
der gør ganen blød (smask, smask, smask),
og kanel bli’r strøed,
det gør grøden sød,
men sæt ikke skeen i den før,
end risengrøden den har fået en smørklat smør.

Nej, det er faktisk ikke fordi jeg følger med i Nissebanden igen i år, men derimod fordi risengrøden og dermed også risengrødssangen hænger snævert sammen med december. Man kan jo snildt spise risengrød på alle andre tidspunkter af året, men risengrød i december er nu noget helt særligt. Som bekendt er jeg stadig ikke en haj til risengrødskogning, så jeg var lykkelig, da jeg fik en lille ekstraportion med hjem fra Lone i week-enden. Hun havde lavet ris a la mande, og “desværre” havde hun kogt for meget grød… Juhuu 🙂

2015-12-14 10.45.53

Det er lidt sjovt, at en så simpel lille ret som risengrød med kanelsukker og en klat smør, kan være så behæftet med stemninger og betydning. Men mon ikke hver en dansker har et forhold til risengrød – være det sig godt eller skidt? Jeg har i hvert fald helt klart et nært forhold til risengrød 🙂

Tagged , , , | Leave a comment

Juleblog 2015: Serie af julekort

juleblog15Jeg har jo været gæstedesigner på det norske stempelblad Ett Trykk hele 2015 – og jeg fortsætter på deres team i 2016. Det betyder naturligvis, at jeg gennem året har fået udgivet en del af mine kort, og det er altid ret sjovt at se sine egne værker på print.
Som gæstedesigner på Ett Trykk får man specifikke opgaver man skal løse til hvert af årets seks udgivelser, og for mit vedkommende skulle jeg til septembernummeret lave en serie på tre julekort. Det var faktisk en opgave, jeg spekulerede en del over, hvordan jeg ville løse. For man skulle fornemme at kortene var i familie med hinanden og samtidig skulle det også være klart, at jeg ikke bare havde lavet tre helt ens kort. Jeg endte med at arbejde med samme layout og samme papirer til alle tre kort. På motivsiden ændrede jeg bare lidt på hvert enkelt kort, og derved synes jeg egentlig selv, at jeg fik løst opgaven ret fint.


Temaet for mine kort er, som det gerne skulle fremgå klart, julekagebagning og efterfølgende spisning. Jeg har kombineret to forskellige bagesæt fra Lawn Fawn på mine kort, og nogle af dem har jeg ændret lidt på, så de passede bedre til mit tema.


Første kort i serien illustrerer kagebagningensforberedelserne med køkkenmaskine, råvarer mm.


På andet kort er kagerne bagt, men kagedåsen er lukket, og der er endnu ikke hældt noget i glasset.


På tredje og sidste kort er der ikke alene hældt mælk i glasset og åbnet for kagedåsen, der er sågar bidt af et par af kagerne…

Det er jo egentlig lidt sjovt at lave sådan en serie, for modtagerne af de tre kort ser jo sådan set ikke de to andre kort… Eller det vil sige, at vi sørgede for at sende kort nummer 2 og 3 til familie, som kunne se hinandens kort ved lejlighed.


Fælles for alle tre kort er, at jeg har udsmykket dele af motiverne med Wink of Stella og/eller Glossy Accents. Og så er der gjort lidt ekstra festligt i køkkenet ved at pynte op med totter af kristtjørn her og der.

—o—

        0008498000000-st-01-prismacolor-colored-pencil-set-48

Tagged , , , , | 1 Comment