Fra vi bookede lejligheden i Bardolino en gang i februar, har vi vidst, at vi ville til Venedig, men vi ville gerne af sted en dag, hvor vejret var bare nogenlunde. Jeg holdt intenst øje med vejrudsigterne, og onsdag så ud til at blive en dag, hvor solen fik succes med at trænge igennem skyerne, så vi planlagde vores store ekskursion til onsdag. Vi stod op klokken 6, og satte kursen mod Tronchetto, en kunstigt anlagt ø med et stort parkeringshus. K havde (naturligvis) undersøgt parkeringsmulighederne hjemmefra og nok var det den dyreste mulighed, men Tronchetto gav os også de mest fleksible muligheder for at komme væk igen sent på aftenen. Det var rimelig nemt at finde p-huset og parkere bilen, men så begyndte balladen. Planen var, at vi ville tage “people moveren” (en slags sporvogn) ind til Venedig, men vi kunne simpelthen ikke finde den. Det mindede mest om skjult kamera med os, der gik op og ned mellem etagerne og frem og tilbage. Til sidst opgav vi simpelthen og søgte i stedet ned til vandet for at tage en vandbus, vaporetto, ind ad Canal Grande.
Selvom det fortsat var vældig gråt ud, var turen ind ad Canal Grande, som tog cirka 40 mintter, en rigtig fin måde at ankomme til Venedig på. Vi så alle de smukke palazzi langs den store kanal, og vi var endda så heldige at have fået en siddeplads ved vinduet, så det var rent svir. Men ikke kun bygningerne fascinerede os: Også den livlige trafik på kanalerne var skæg at opleve. Alt skal jo transporteres ind i byen ad vandvejene, og det betyder, at man kan se små og store både fyldt med alt fra nymalede bænke over mel og kakaopulver til skibe, der transportere skrald og vasketøj fra hotellerne. De har altså ikke gjort det nemt for sig selv, de venetianere.
Vi fortsatte helt til vaporetto #2s endestation, Markuspladsen og så hoppede vi af og begav os ind i mylderet. Det første, der møder en når man står af ved Markuspladsen er de to høje søjler med Venedigs nuværende og tidligere helgener: Sankt Teodor og Sankt Markus. Statuen af Sankt Teodor forestiller den gode mand stående ovenpå en dragelignede sag, mens statuen, der repræsenterer Sankt Markus, er en bevinget løve. Den sidstnævnte statue antages at være en kinesisk kimera, som har fået eftermonteret vingerne… Der er åbenbart en grad af overtro behæftet med rummet imellem de to søjler, således at indfødte venetianere undlader at passere imellem dem; det vidste vi bare ikke noget om, så mon ikke vi gik ind på pladsen lige mellem søjlerne?
Når man vender ryggen til søjlerne ser man ind på pladsen og kan ikke undgå at lægge mærke til det spektakulære dogepalads. Der har været et befæstet slot på stedet siden 800-tallet, men i sin nuværende form er det meste af den udvendige arkitektur fra 1300- og 1400-tallet. Med det grå lys var det svært at gengive den fine lyserøde tone, marmoren fra Verona har, men den er meget smuk og sart.
Foruden dogepaladset så kan man heller ikke overse de enorme mængder af turister – selv klokken 930 var der masser af mennesker og en lang kø for at komme ind og se Markuskirken.
(billedet er taget senere)
Der var så godt som ingen kø ved Dogepaladset, så fremfor at stå i en lang hale foran Markuskirken, gik vi på museum. Vi måtte lige konsultere guidebogen for, om det var et sted, vi gerne ville se, for entreen kostede 16€ pr. mand. Men et flygtigt blik i guiden ledte os til at acceptere prisen og komme indenfor. Fra paladsets indergård kan man se toppen af Markuskirken over dele af paladset. Egentlig er det et ret rodet udtryk, der er opnået indenfor i gården i forhold til paladsets ydre relativt stramme udtryk.
En af stedets must-sees er denne trappe, som måske nok ser ret almindelig ud, men som har spillet en helt central rolle i Venedigs historie: Trappen er af ceremoniel karakter, idet dogerne blev kronet forenden af trappen.
Denne bocca di leone, løvens mund, blev brugt til at aflevere anonyme anklager om kriminel aktivtet eller stikke folk for skatteundragelse. Som der stod, så var det yderst sjældent, at klagerne faktisk førte til nogen form for handling fra myndighedernes side. Et enkelt sted kunne man se, hvordan åbningen så ud fra den anden side: Det var en simpel dør i rummets væg, hvor man kunne åbne og tømme eventuelle skrivelser ud. Det må siges at være et enkelt (omend formentlig meget lidt effektivt) klagesystem.
Fra våbensamlingens lokaler kan man se ud over den venetianske lagune, hvilket var et virkelig smukt syn – ikke mindst fordi vi kunne fornemme, at solen så småt var ved at få fat.
Der er ikke mange billeder fra vores tur rundt i dogepaladset, simpelthen fordi man ikke må tage billeder derinde, men K sneg sig til at tage et par ud af vinduerne, hvilket da heller ikke blev kommenteret. Her har han taget et billede ud igennem et af vinduerne på Sukkenes bro, så man kan se de enorme mængder af mennesker, der passerer over Ponte della Paglia for at se Sukkenes bro (den del udelod vi dog).
Vores oplevelser af Sukkenes bro blev dette fine udsyn ud af vinduet fra dogepaladset – og så selvfølgelig at passere igennem broen på vej over i fængslet. Ifølge legenden tager broen sit navn efter de fængsledes sukke, når de passerede fra fængslet over i paladset for at få deres dom. Jeg ville nu nok også have sukket, når jeg gik den anden vej, for fængslet var den dag i dag et fugtigt og klamt sted at opholde sig, så jeg kan kun forestille mig, hvordan det må have været, da det blev bygget i 1600.
Efter endt tur igennem paladset (hvilket vi varmt anbefaler, da det var et virkelig smukt og imposant sted) kom vi ned i gården igen og kunne konstatere, at solen nu havde trængt de fleste skyer væk, så de stod med en smuk blå himmel over os. Det gjorde det muligt at få et ordentligt billede af den karakteristiske udsmykning, der løber hele vejen rundt på toppen af dogepaladset.
Mens K hentede vores tasker i garderoben, fik jeg mulighed for at sidde et øjeblik under en af paladsets indre loggiaer, og det så bare så fint ud, som palads og kirkekuppel blev indrammet af en af loggiaens mange buer.
Man forlader paladset gennem Porta della Carta, og lige udenfor sidder disse næsten undselige figurer, som faktisk er noget ganske særligt. De stammer fra det 4. århundredes Ægypten, og de menes at forestille Maximian, Valerian, Diocletian og Constance, som tilsammen kaldtes tetrakerne, og hvis rolle det var at hjælpe med at regere det romerske imperium.
Campanilen er Markuskirkens klokketårn, som står på et sted, hvor der oprindeligt var et fyrtårn, som kunne lede søfolk igennem lagunen. I starten af 1500-tallet blev et tårn, som i udseende er magen til det nuværende, bygget på dette sted. Den 14. juli 1902 styrtede dette middelaldertårn pludselig sammen; heldigvis kom kun loggiaen for foden af tårnet og tårnets viceværts kat til skade i sammenstyrtningen. Ved hjælp af fundraisers blev der samlet nok midler sammen til at genskabe tårnet i samme look, på samme sted, og det nuværende tårn åbnede den 25. april 1912.
Det er virkelig vanskeligt at tage billeder af kirken eller andre smukke detaljer på Markuspladsen af den simple grund, at der er så mange mennesker alle vegne. Men det var da muligt at rette kameraet op mod kirkens top, hvor man blandt andet ser kopier (originalerne findes i kirkens indre) af Sankt Markus’ heste, som blev stjålet fra Hippodromen i Konstantinopel i 1204. Hestene blev brugt til at udsmykke den balkon, hvorfra dogerne kunne se ned på Markuspladsen, når der foregik handlinger af ceremoniel karakter på pladsen.
I nederste venstre hjørne af billedet ses Torre dell’Orologio, som er et renæssance klokketårn, der blev bygget i slutningen af 1400-tallet. Selve uret viser månens og stjernetegnenes faser, og blev designet med de søfarerne i tankerne. Legenden vil, at da uret var færdigt, fik de to designere fjernet deres øjne, så de aldrig kunne skabe et ur magen til. Det er godt med gode fortællinger… Klokketårnet er under alle omstændigheder smukt i sit hvide, blå og gyldne design – omend måske en smule over the top.
Lige udenfor Markuskirken sidder masser af turister og nyder vejret, holder en lille pause, spiser en is eller planlægger, hvor de nu vil hen. Jeg satte mig også bare ned sammen med alle de andre, uden rigtig at tænke over, hvorfor de mærkelige “bænke” stod, hvor de stod. Det vil sige indtil K bemærkede: Ved du, hvad det er, du sidder på? Det er de fortorve, man går og står på, når Markuspladsen er oversvømmet! Jøsses, jeg kan slet ikke forestille mig at stå i kø i en time eller mere for at komme ind i kirken – og da slet ikke på de her brædder, men vand under fødderne og juli-heden ovenfra. Det må være strengt. Men det bliver mere og mere almindeligt med oversvømmelser: Hvor der normalt var oversvømmelse 10-15 gange om året, har der indtil nu været mere end 60 oversvømmelser i år, og de ventede endnu en ved 23-tiden den dag, vi var i Venedig. Oversvømmelserne er blevet hyppigere, som følge af stigende vandstand og det faktum, at Venedig er sunket, fordi man på fastlandet, pumpede grundvand op.
Selvom vi ikke havde haft behov for at stå i kø ovenpå oversvømmelses-bænkene, så afstod vi nu alligevel fra at komme ind i kirken. Ikke fordi vi ikke gerne vil se den, men vi må komme igen en anden gang og så have billetterne med hjemmefra. Samtidig er det altså rigtig svært at overbevise sig selv om, at man skal stå i en lang kø for at komme indenfor, når det endelig er blevet solskinsvejr og temperaturer, der tillader bare arme. Så vi trissede videre ud i det turistmareridt området omkring Markuspladsen – fine kanaler og små listige gyder til trods – vitterligt er.
Rialto-broen er endnu en af Venedigs mange særdeles populære turistmål, og jeg skal være den første til at sige, at jeg ikke var synderligt imponeret. De butikker, der er på broen, er gennemført turistede og i bedste fald ligegyldige, og så er broen så overrendt at man nærmest ikke kan få vejret. Nej, Rialto og jeg var ikke instant BFF.
Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er rigtig vild med store mængder af mennesker, som man skal gå inde imellem. Jeg kan bedst lide at kunne gå i mit eget tempo og med lidt plads omkring mig, så området mellem Markuskirken og Rialto-broen med alle turisterne og det rædsomme turistskrammel, man konstant bliver forsøgt prakket på, var SLET ikke noget for mig. Jeg fik et mindre melt-down, hvor pulsen steg, og jeg blev stadig mere hysterisk. K er som altid min styrke i sådanne situationer, for han fandt på, at vi skulle skynde os og tage en vaporetto over på den anden side af Canal Grande og opsøge verdens første ghetto.
Hvor vi på Markuspladsen (og andre steder i byen) havde set fortorve, som var sat klar til en kommende oversvømmelse, opdagede vi disse foranstaltninger, da vi kom over på den anden side af Canal Grande. En slags vandbarriere, som skal beskytte husets hoveddør mod vandmasserne; det er jo sådan set smart nok, hvis det betyder, at man ikke får vand ind i huset. Dog skal man nok fortsat huske gummistøvlerne, når man går ud.
Adgangen til ghettoen ser så uskyldig og faktisk idyllisk ud, og så bærer området på sådan en mørk historie: I 1516 vedtog Venedigs regering, 10mandsrådet at alle byens jøder skulle isoleres, så området på Cannaregio blev afskåret af to kanaler og kristne vagter sat til at sikre sig, at jøderne forblev i deres tildelte område. Hvis de ville forlade området, hvilket var tilladt i løbet af dagen, skulle de bærer mærker, der tydeligt identificerede dem som jøder. Området hvor jøderne måtte bo, fik navn efter det stenbrud (geto på venetiansk), som havde ligget i dette område tidligere, og siden har navnet og begrebet ghetto bidt sig fast i vores sprogbrug. I dag bor der omkring 500 jøder i Venedig, og kun de 33 af dem lever i det område, der en gang var den første ghetto. Alligevel er området fortsat tydeligt præget af det jødiske tilhørsforhold med kosher-restauranter, synagoger og museer om mosaisk kultur og samfund. Og så er det vitterligt et meget mere behageligt sted at færdes end det ellers så crowdede område på den anden side af Canal Grande.
Vi var så småt nået til frokosttid, og jeg havde læst, at der var et par bagere i ghettoen, så da vi spottede denne bager/café slog vi til. Majer viste sig at være et fint frokoststed, som serverede forskellige sandwiches og andre frokostsager i et lækkert indrettet lokale. Der var plads til os ved et af bordene i bunden af caféen, så vi slap for at finde en bænk og spise frokost på. Ved bordet ved siden af os sad et fransk par, og hun var tydeligt i en træls situation, for hun blev ved at rode med sin ene pegefinger. Det viste sig, at hun havde ville åbne en dør indtil en kirke, og dermed havde fået en ret stor splint i sin finger. Jeg kiggede i min taske for at se, om jeg tilfældigvis skulle have en pincet – intet helt. Men geocacheren Kristian kunne da lige springe til, for han havde en pincet i sit kit, som han bruger, hvis han ikke kan få fat i nano-kasser. Oplagt! Men den stakkels kvinde fik vist lidt af den hellige splint fjernet, og vi må jo bare konstatere, at det at være geokasser slet ikke er så fjollet endda.
Det føles som om, man tager et billede hver eneste gang, man går over en bro – hvilket man gør ustandseligt i Venedig. Det er da virkelig smukt og herligt med sådan et syn som dette, og jeg er lykkelig for, at vi gik over i ghettoen, for der fandt jeg disse rolige øjeblikke og smukke udsigter. Dem jeg slet ikke kunne se omkring Markuskirken.
Når man så går over alle disse broer eller går langs kanalerne, kan man ikke undgå at lægge mærke til og spekulerer over, hvor kompliceret transport er, når den skal foregå på vandet. Ovenstående collage har bare et udsnit af alle de udgaver af vandtransport, vi lagde mærke til: Øverst er en fyr i gang med at laste sin vareudbringsningsbåd efter at have kørt varerne igennem byen på sin ladvogn. Ladvognen er lavet med små hjul bagpå, så den nemmere kan komme op og ned ad alle broerne; der er skam tænkt over detaljerne i Venedigs transportsystem. Men de har jo også haft nogle år til at finde ud af, hvad der virker bedst.
På billedet i midten ses svaret på et af vores spørgsmål: Hvordan kommer man ud til sit fartøj, hvis det ikke ligger ved en dør eller på anden måde i nærheden af land? Tilsyneladende kan ét svar være, at man har en endnu mindre båd, man bruger til at padle ud til sin lidt større båd. Det er altså ikke nemt, når man skal have det nye køleskab med hjem…
Nederste billede viser så endnu en mulig måde at komme til sit fartøj på: Man svinger sig da bare ud af vinduet og ned af en lille stige… Jo da!
En anden endda central søgående institution i Venedig er naturligvis gondolen, som mest af alt er en turistfælde, som såvidt vi kunne finde ud af det, kan blive en virkelig dyr fornøjelse. Jeg vedgår gerne, at der er noget romantisk og stemningsfyldt over gondolerne, som de snegler sig rundt i kanalerne, men de minder altså også lidt om et mini-tog i en hvilken som helst anden turistby – omend de er uendeligt mange gange mere elegante og originale. Men venetianerne tager vist primært på gondoltur på deres bryllupsdag – og da slet ikke som transportmiddel i hverdagen.
Vi stod på et tidspunkt ved en kanal, hvor en gondol komplet med harmonikaspiller og sanger kom glidende, og som billedet til venstre tydeligt viser, så bliver man et særdeles populært fotoobjekt, når man sætter sig i en gondol, og ikke mindre når det er en syngende gondol. Nej, det var vist ikke noget for os, som både er lidt nærige i forbindelse med turistfælder og samtidig generte. Vi nøjedes med at kigge på.
Santa Maria dei Miracoli ligger gemt lidt af vejen midt i Cannaregios boligkvarterer og klods op af en kanal (nå ja, mon ikke det meste gør det i Venedig?). Kirken er bygget 1481-89, og rygterne vil vide, at det anvendte marmor var resterne fra konstruktionen af Markuskirken. Som det også er tilfældet på dogepaladset, så er marmoren udelukkende dekorative paneler, der er hængt udenpå en murstenskonstruktion. Marmorfacadernes stykker er monteret med metalkroge, som skulle forhindre at der står saltvand og kondens mellem marmor og mursten, hvilket formentlig er ganske essentielt i en så fugtig by som Venedig. Det er da også en metode, der har været anvendt siden renæssancen.
For mit vedkommende er det altid fedt at holde øje med detaljer, når jeg færdes i det offentlige rum. Det er som regel her, man for alvor fornemmer forskelle og ligheder mellem ude og hjemme, og det er som bekendt i detaljen djævlen bor. Ovenstående billeder viser bare et udpluk af de detaljer, som jeg synes er så fine: gad vide, hvordan man finder ud af, hvor man skal ringe på i det avancerede system? Og hvem får den skæve idé at bruge Othellos hoved som dørgreb? Jeg ved måske heller ikke umiddelbart, hvad jeg skal tænke om de to herrer med glorier og kors? Og så synes jeg altså bare, at skyggen fra jerngelænderet var fantastisk smuk – måske ikke mindst efter en vinter, hvor skygger har været en sjældenhed midt i alt det grå.
K vidste, at der lå en geokasse i nærheden af det sted, hvor alle Venedigs gondoler bliver født, så den måtte vi naturligvis ud og finde. Da vi nærmede os kassens gemmested, mødte der os dette lidt særprægede syn: En herre der sad ved et skrivebord på en lille græsplæne og skrev. Meget underligt, men hvis det kunne gøre ham glad, så fint med os. Vi fandt geokassen, trissede lidt omkring, spiste en bolle / citrontærte vi havde med fra Mejer, og da vi kom retur, gik det op for os, at han åbenbart var en del af en kvindes projekt. Herren var i hvert fald væk, og en kvinde så ud som om hun forsøgte at rekruttere nye villige kunstdeltager – dog uden det helt store held. Til gengæld tog hun rigtig mange billeder af bord og stol.
Desværre var der modlys, da vi skulle tage billeder af gondolernes fødegang, men det var sjovt at se stedet. Om det er det eneste værksted i Venedig, kan jeg ikke blive klog på, men det er helt sikkert et af de mere piktoreske autoværksteder, jeg har set.
Fra gondolernes fødested gik vi over et par broer (sig noget nyt) og ud mod spidsen af Dorsoduro. Det var en fabelagtig tur, hvor vi ikke alene fik lov at nyde det skønne, skønne vejr men også så Venedig fra en anden vinkel. Det var helt perfekt – også selvom fødderne så småt var ved at være godt flade.
Helt ude på spidsen, Salute, er der en storslået udsigt ind mod Campanilen, Markuskirken og Dogepaladset samt ned ad Canal Grande. Det kan altså godt være, at fødderne gjorde vrøvl på vej derud, men udsigten var hele turen værd. Vi måtte naturligvis sikre os, at vi havde et selfie, der dokumenterede, at vi havde været i Venedig, og Saluta virkede som det bedste sted til at tage sådan et billede.
Vi smed os på trapperne foran Santa Maria delle Salute, og som K bemærkede, så var det muligt at tage et sandt turistshot af Venedig fra den vinkel. Det er nu bare lidt en skam med den der overgjorde gadelampe midt i det hele.
Vi tog en vaporetto væk fra Salute igen og stod af ved Accademia, hvor man finder en af kun fire broer, der krydser Canal Grande, Ponte dell’Accademia. Broen skulle blot have været en midlertidig løsning, men efter godt 80 år står den da endnu. Udsigten fra broen og ned af Canal Grande fejler bestemt ikke noget, som om ikke andet, så er broen super til udsigtspunkt.
I det begyndende aftenlys endte vi endnu en gang på Markuspladsen, som fortsat var ganske velbesøgt men dog i langt mindre hysterisk grad end tidligere på dagen. Vi sad lidt på nogle af de høje fortorve og overvejede næste skridt. Det var vores (eller måske oprindeligt mest min) plan, at vi skulle blive i byen til mørket faldt på – så hvordan skulle vi få de næste godt to timer til at gå? K kiggede i guidebogen og fandt en restaurant, som han foreslog, at vi opsøgte for at få noget aftensmad. Som sagt så gjort. Vi spiste to retter hver på Osteria Ai Assassini (og slap heldigvis levende fra det). K fik pasta puttanesca til forret og kokkens platte med fem forskellige slags kogt kød til hovedret, mens jeg fik bresaola til forret og en kalvegryderet til hovedret. Det var slet ikke så tosset endda.
Fra restauranten gik vi gennem aftenmørket og den nu særdeles stille by tilbage mod vores bil. Vi blev hurtigt enige om, at det havde været alletiders idé at blive i byen, for det var en helt anden oplevelse at færdes i Venedig efter langt de fleste andre turister havde forladt stedet. Og så ser kanaler om muligt endnu mere hyggelige ud i aftenlyset.
Også Canal Grande og de fortøjrede både ser smukkere ud, når der ikke er sollys men blid aftenstemning i stedet.
Den vej vi kom tilbage til Rialto afslørede endnu en gang at området omkring broen er ganske kaotisk visuelt. Her er butikker, vaporetto-stop, gøgl og halløj.
Men jeg vil også gerne tilstå, at broen vandt en hel del i mørket, hvor dens hvide farve gør sig fantastisk mod den mørkeblå himmel og det grå vand. Se, sådan skal man opleve Rialto-broen, hvis du spørger mig.
Da vi alligevel skulle den vej, gik vi endnu en gang hen over Rialto-broen, og denne gang tog vi os tid til at stå i kø for at tage billeder ned ad den mørke kanal. Hjemmefra havde K konstrueret et DIY-kamerastativ, som kom til god brug, da han tog dette virkelig fine aftenbillede.
Det sidste billede fra Venedig viser en sidekanal i aftenstemning, som vi passerede på vej mod vores vaporettostop. Vi måtte bruge lidt ekstra tid på at komme til Tronchetto, fordi vi ikke lige havde luret, at vaporetto #2 ikke stoppede ved alle stop efter klokken 20, men vi kom da frem, fandt bilen og fik sat næsen mod Bardolino godt trætte og mætte af indtryk. Vi var hjemme godt 18 timer efter vi var stået op, og så var det ellers om at vælte omkuld og sove!
—o—
Og så en tilståelse for dem, der måtte være nået helt herned: Titlen på denne post har en forklaring, som jeg næsten ikke kan være bekendt at stå ved. K havde snakket om forskellige steder, han gerne ville se, mens vi var hernede og deriblandt både Vicenza og Venezia. Det var først, da vi næsten var i Venedig, at jeg kom i tanke om, at Venezia er Venedig og altså ikke var endnu en by foruden Venedig, K gerne ville se. Jeg havde endda forsøgt at slå vejrudsigten for Venezia op hos dmi… Hvor dum har man lov at være? K grinede i hvert fald mægtigt af mig, da jeg tilstod min lille misforståelse. Så sådan kom vi altså til Venedig via Venezia.
Den regnvåde tur gennem Valpolicella sluttede af med at regnen dampede af for at give plads til solen og en blå himmel. Faktisk blev det rigtig lunt i løbet af eftermiddagen, så vi nåede at suge det sidste af den italienske forårsvarme til os, inden vi måtte vende næsen hjem lørdag morgen.
