Tag Archives: indretning

Projekt 17/52 i 2012: Lockers

Et af årets allerstørste og sværeste gør-det-selv-projekter involverede to lockers (metalskabe), som jeg fandt super billigt på vores lokale udgave af den blå avis, Kalaydo. Skabene var mildest talt medtagne, så jeg havde et kæmpe stykke arbejde foran mig, men havde jeg vidst, hvor ækelt arbejdet skulle vise sig at være, er det ikke sikkert, jeg havde orket at gå i gang med projektet. At jeg så ovenikøbet arbejdede på skabene i slutningen af juli, gjorde det nok ikke bedre, men det var jeg jo selv udenom kan man sige.

Mens et af skabene havde skallende maling, var det andet temmelig rustent, så jeg skulle dels fjerne maling og dels fjerne rust, inden jeg overhoved kunne komme i gang med at male med mere. Og det endda på yderside såvel som inderside… Jeps, arbejdet føltes nærmest uoverskueligt, da jeg første startede på det.

At sige at det var et beskidt job, vil være at underdrive. Nej, hvor var det bare et strengt arbejde at slibe og fjerne, rengøre og slibe og fjerne igen. Desværre er skabene så tunge, at det ikke er en mulighed at slæbe dem 1½ etage ned på vores terrasse, så jeg måtte arbejde i vores soveværelse… Suk!

Mens K ikke mente, at hans skab behøvede at blive malet indvendigt, valgte jeg at male mit hvidt, og det er helt vældigt glad for.”Desværre” besluttede jeg mig for at spraymale skabene udenpå, og det var virkelig rædsomt arbejde indenfor… Og resultatet er ikke blevet helt så dækkende, som jeg gerne ville have haft det, så måske beslutter jeg en dag at male dem med en rulle.

I den begyndende hedebølge var det muligt at spraymale lågerne udenfor, hvilket var en fordel, fordi jeg havde opdaget, at det ikke er så nemt at spraymale indenfor, uden at spraye på alt muligt rundt omkring i lokalet.

Efter tre gange spraymaling så lågerne helt helt anderledes ud, end da jeg startede. Ja, de kunne være blevet mere perfekte, men måske en gang i fremtiden.

Indersiden af mit skab var malet hvidt, og hylderne er blevet betrykket med hvid vinyl, og endelig brugte jeg en simpel bambuspind som bøjlestang. Enkelt og rent.

Og så var der pludselig to fine skabe omgivet af lidt andet hyggeligt lir – og nå ja, så havde jeg også lige fået malet væggene undervejs i processen, men det hører egentlig til i en anden post. Skabene kostede blod, sved og tårer, men vi er begge to så glade for dem, at de var al besværet værd. At de måske ikke har fået et helt så ensformigt look, som jeg havde i hovedet, lever jeg indtil videre med…

Tagged , | 3 Comments

Farverig præmiere

K og jeg kom forbi en fin marokkansk butik i Groningen, og da vi begge ret godt kan lide mønstrene på de marokkanske fade, kunne vi ikke stå for at købe et med hjem. K havde sidste år et mindre fad med hjem fra Marokko, og det står permanent fremme i køkkenet, når det ikke bliver brugt. Det nye fad fandt straks sin plads midt på spisebordet, og hertil aften fik det så præmiere med indhold. Det ser da flot ud med en salat i – og med hjemmedyrkede tomater endda!

Tagged | 1 Comment

Projekt 15/52 i 2012: Vinduesafskærmning

Det er egentlig ikke, fordi jeg ikke får lavet nogle af mine 52 projekter; det er mere det, at jeg ikke får skrevet om dem her på bloggen. Men her kommer et af projekterne.

(De “franske poeter” ryger der hvor gardinerne er delt)

Vores badeværelse ligger på øverste etage med udsigt til himlen over Bonn – og et lidt mindre hus på den modsatte side af gaden. Vi har boet her i mere end tre år, og vi har egentlig ikke haft et problem med at have utildækkede vinduer på badeværelset. Måske fordi beboerne på øverste etage på den anden side af gaden ikke trak gardinerne fra i tre år. Men i foråret flyttede der “to franske poeter” (som de af en eller anden grund er blevet døbt) ind i lejligheden, og de står meget tit i vinduet og ryger. Det betyder, at vi pludselig ikke synes, det er så rart at trisse afklædte rundt – og det er man jo nødt til på et badeværelse.

Godt begyndt er halvt fuldent.

Jeg prøvede for et par år siden at sætte noget afdækning op på vinduerne uden succes, men i går aftes købte vi noget afskærmningsvinyl hos Tysklands mærkeligste butik, Tschibo. I dag har jeg alligevel gjort rent i badeværelset, så jeg besluttede at give afskærmningen et nyt forsøg, og efter de første to ruder var jeg ret godt tilfreds med looket.

Det tredje vindue drillede lidt, så jeg måtte prøve med et ekstra stykke vinyl, men det lykkedes til sidst. Så nu sidder der afskærmningsvinyl på alle fire vinduer i badeværelset, hvilket betyder, vi kan bade i fred, og de franske poeter kan ryge i fred. Mon ikke alle er glade…?

Tagged , | 4 Comments

Projekt 14/52 i 2012: Elastikvase

Jeg har set flere forskellige instruktioner til at opdatere glas ved at vikle elastikker eller garn rundt om og derefter spraymale. Det var en idé, der tiltalte mig, så da det ikke regnede i Bonn (det er nogle uger siden), gik jeg i gang.

Jeg viklede elastikker om, indtil jeg var tilfreds med, hvordan det så ud. Der går en del elastikker til, og det havde været fint, hvis jeg havde haft flere af de brede elastikker.

Så er det sådan set bare at gå i sving med at spray fine lette lag af spraymaling rundt om hele vasen.

Når man er tilfreds med dækningsgraden, så er det et spørgsmål om at vente på at spraymalingen tørrer ordentligt. Men! Ikke for længe, for elastikkerne skulle jo gerne kunne fjernes uden at projekter lider for meget overlast i form af afskalninger.

Jeg fik ikke helt skarpe kanter alle steder, hvilket jeg i høj grad tilskriver, at jeg ikke havde rettet alle elastikkerne ud, inden jeg sprayede. Men da vasen alligevel skal stå på gulvet i vores badeværelse, er det faktisk ikke sådan, at man til dagligt lægger mærke til urenhederne i mønsteret. Nu mangler jeg sådan set mest af alt at opdatere planten, for den her orkide er noget træt og har ikke blomstret i to år. Jeg overvejer et lille spinkelt opstammet træ, men vi får vel se, hvad det ender med.

Tagged , , | 3 Comments