Tag Archives: indretning

Projekt 8/52 i 2012: Orden i køkkenet

Køkkenet i den her lejlighed har været en lang rejse fra helt håbløst, gennem midlertidige løsninger til et dejligt fuldt funktionelt køkken. I juni byggede min far en ny del til os (eller skiftede den gamle ud), så vi fik ny bordplade, vaske og skabe, deriblandt skabet under vasken. Før var det skab ikke ret brugbart, selvom vi ikke har skraldet under vasken – det bruger man af en eller anden årsag ikke i DE.

Min far installerede en hylde i skabet, og dermed blev det et rigtig godt og funktionelt skab. Men! Min opbevaringsløsning i det skab var ikke ideel, for jeg havde sølvpapir, fryseposer, madpapir og den slags i plastkasser, som jeg skulle tage ud, hver gang jeg skulle bruge noget. Mit ønske var at få nogle skuffer ind, men dem jeg vidste Muji havde, var også lidt pebrede, så det blev ved ønskeriet.

Da min mor var hernede i starten af februar, var hun og jeg i Ikea, og der fik jeg øje på deres nye KUPOL-serie. Ikea må have kigget lææænge på Mujis produkter, for Kupol er totalt magen til – men billigere. Så for mig var der ingen tvivl: De skuffer måtte med mig hjem, så jeg havde dem til mit skab i køkkenet. Jeg købte seks styk, og det var lige, hvad der kunne være i skabet: tre nede og tre oppe. Tilbage var der bare at rydde og, ud og sortere tingene i skufferne. Jeg fik nemt plads til alt, hvad der tidligere havde været i skabene, det er nemmere at komme til, og der er faktisk endnu mere styr på sagerne nu, end der var før.

Jeg har sat dymostrimler på skufferne, så man kan se, hvad der er i hver enkel skuffe uden at skulle åbne dem først.

Hvis du har et skab, der mangler orden, kan jeg på det varmeste anbefale Kupol-serien, for de skuffer virker bare. Lige som med Muji-skufferne (som jeg har et sæt af på mit scrapværelse), kan stables og der kan sættes hjul på. Det er smart.

Tagged , | 1 Comment

Projekt 7/52 i 2012: Et genbrugsbillede

Et af målene for 2012 er at få lavet / købt / fundet noget at hænge på væggene, og i den forbindelse falder et af årets projekter. K og jeg var i Skatteøen (en genbrugsbutik) for at aflevere nogle ting, da jeg fik øje på en slidt ramme med et fint motiv bag glasset. Vi blev enige om at tage rammen med hjem og se, om den ikke kunne redes.

Der sad af uvisse årsager tape et par steder på selve glasset, og rammen havde fået en del knubs, som gjorde, at den ikke så så pæn, som den kunne være.

Første skridt var at fjerne det posttape, der sad på bagsiden af rammen, så jeg kunne komme ind og skille rammen ad.

Da rammen var skilt tog jeg træ-delen med på terrassen sammen med min favorit spraymaling (ja, ja, sådan en gang man skam godt have).

Så var det ellers bare at gå i gang med at spraye i tynde lag, så hele rammen til sidst var fin sort og ingen skrammer kunne ses. Jeg elsker spraymaling, for det er bare super effektivt, og man får som regel et godt resultat.

Mens rammen lå og tørrede lidt på terrassen, gik jeg i kast med at få rengjort glasset. Det var ikke så lige til at få taperesterne fjernet; de må have siddet der længe. Ind på banen kom rensebenzinen og så fik jeg brugt med det sidste klister.

Da glasset var rent og rammen tør, var det bare at samle det hele igen. Jeg valgte at sætte malertape på bagsiden af rammen, fordi posttapen havde efterladt en del klister. Rammen kom samtidig uden ophæng, så jeg måtte i gang med en festligt farvet ståltråd.

Således opdateret ventede rammen bare på at komme op og hænge på væggen. Jeg er ret godt tilfreds med at rammen blev sort, for det er væsentligt mere dramatisk end den hvide ramme var.

Som det ses fik ramme og billede hurtigt en plads i spisestuen, og vi er rigtig godt tilfredse med resultatet. Et gammelt udtjent billede, i en lidt træt ramme har fået pustet nyt liv i sig, og hele processen tog ikke meget mere end en halv time.

Tagged , | 2 Comments

Projekt 6/52 i 2012: Accentvæg i stuen

Sådan så væggen ud i slutningen af 2011.

Vi har boet med hvide vægge i det meste af lejligheden, siden vi flyttede ind i april 2009. Jeg malede vores soveværelse i efteråret 2009, men jeg blev desværre aldrig helt tilfreds med resultatet, fordi kanterne langs loftet ikke blev lige og skarpe, fordi vi desværre har savsmuldstapet både på vægge og lofter. Så overvejelserne om at male noget andet sted i huset har været lang tid undervejs, men nu skulle det altså være.

Dejligt lyserødt malertape til “sensitive” overflader.

Jeg tænkte, at det måtte være muligt at bruge tricket med først at sætte malertape op, male langs kanten med hvid for at mætte kanten langs tapen og så male med farven. Og det virkede! Så jeg var glad og klar til at male en accentvæg i vores stue. Det er godt nok ikke det sjoveste at sætte malertape op i næsten tre meters højde, men det kan lade sig gøre på en god stige. Det tog cirka en time at dække hele væggen af langs kanten, så jeg kunne male uden at male på de hvide vægge og loftet.

I fuld sving.

Når malertapen sidder, er det bare at sætte malerullen i gang. Jeg var lidt i tvivl om, om jeg havde maling nok, så jeg undlod at male der, hvor vores bogkasser hænger. Da alt andet var malet to gange, var der stadig maling tilbage, så jeg dækkede også det område, som er hvidt her på billedet.

Ikke helt skarpt.

Da jeg fjernede malertapen ned mod gulvlisterne var der ikke en fin skarp kant… Det skyldtes, at dem der har malet her i rummet, før jeg gjorde det, ikke har bekymret sig det store om at dække af, så der var malet en del ned over gulvlisterne. Der var ikke andet for, end at jeg måtte rense listerne, hvilket naturligvis havde været smartere at gøre, inden jeg malede.

Om igen.

Da jeg havde renset gulvlisterne, var jeg nødt til at friske kanterne op igen, så på med malertapen og forfra i gulvhøjde.

Sådan!

Det var lidt ekstra arbejde, men det gjorde en virkelig stor forskel at få strammet kanterne op. Det ser bare pænere ud, når kanterne er skarpe – både mod lofter og gulve – og det er dejligt at kunne sige, at væggen vitterlig er færdigmalet nu.

Væggen set fra døren ind til stuen.

Væggen set fra vinduerne.

Lidt funky billede men det er væggen set fra sofaområdet.

Med alle tingene tilbage på plads i rummet og hængt op på væggen, har stuen virkelig fået et helt andet look med en smuk mørkegrå accentvæg. Tingene træder meget flottere frem på den mørke væg end på de hvide, der var i stuen før. Samtidig gør det mig begejstret, at jeg ved, at jeg kan male væggene i huset i andre farver end hvid, hvis jeg bare bruger masser af tid og malertape. Det er lige i øjet.

Har du malet en accentvæg fornyligt? Er du malertape-afhængig, som jeg er?

Tagged , | 3 Comments

Projekt 4/52: Lampeskærm

For en hel del år siden, fik jeg en meget flot lampe af min onkel. Både K og jeg er glade for lampen, men efter vi har ændret looket på vores hjem, stikker lampeskærmen mere og mere ud. Jeg har betegnet lampeskærmens look som inspireret af bedstemors underbukser… Jeg har haft købt flere lampeskærme, men jeg har returneret lige så mange, for lampen er ikke i en moderne størrelse, ej heller er fatningen det. Jeg måtte indse, at hvis der skulle ske noget med looket af lampeskærmen, så måtte det ske på den ramme, der allerede sad på lampen.

Mit første forsøg var at spraymale lampeskærmen, og det havde jeg egentlig rimelig stor tiltro til, da jeg tidligere har sprayet en lampeskærm med succes.

Det virkede absolut ikke i denne omgang; faktisk blev skærmen bare endnu mere grim af det forsøg. På billedet ser lampeskærmen måske nogenlunde tilforladelig ud, men når den var slukket, så det virkelig skrækkeligt ud.

Nu var gode råd dyre, og jeg blev ganske hurtigt træt af at se på den grimme skærm, så jeg besluttede mig for at prøve at lave en ny skærm på det gamle stativ. Jeg lavede lidt research på nettet i metoder til et sådant projekt, og jeg fandt, at det ikke så alt for kompliceret ud.

Udgangspunktet var så, at folde en ny skærm, og her er det en stor fordel at være scrapper: jeg havde lækkert karton og en scorpal klar, og der er ingen tvivl om, at særligt scorpal’en gjorde det meget nemt at lave fine folder. Jeg brugte den gamle lampeskærm som skabelon for min nye skærms størrelse, og så gik jeg ellers i gang med at folde. Jeg endte med at bruge fem ark karton, som blev limet sammen.

Mange af de instruktioner jeg havde set på nettet, samlede skærmen ved hjælp af silkebånd, og det var ikke et look, der talte til mig. Da jeg skilte vores skærm ad, konstaterede jeg, at den var syet fast, og det besluttede jeg mig for også at gøre med min egen lampeskærm.

Det føltes lidt skræmmende at gå i gang med at sy skærmen fast på stativet, men da jeg først var kommet i gang, gik det faktisk nemt nok. Det tog da noget tid, men det var egentlig en ret simpel proces, og det er jo nemt at sy igennem karton, så der var ingen problemer.

Jeg valgte bevidst at sy med en sort tråd, fordi jeg tænkte, at det ville give lampeskærmen lidt mere kant; det har jeg ikke fortrudt.

Da jeg havde syet skærmen fast til stativet, var der bare tilbage at montere den på lampen og se resultatet. Skærmen drillede mig lidt og så skæv ud (som det ses på billedet), men K fik drejet den, så den nu ser lige ud.

Når lampen er slukket ser lampeskærmen helt fin og hvid ud, hvilket naturligvis også var målet. Faktisk er jeg ret imponeret over, hvad man kan med lidt karton og tråd. Jeg er også ret glad for, at jeg valgte sort tråd, for jeg synes, det er en fin effekt, at man kan se stingene.

Når lampen er tændt, kan man se der, hvor der er dobbelt lag papir, men mon ikke vi lever med det? Det er i hvert fald en langt pænere lampeskærm nu end før, og hvis vi bliver trætte af denne skærm, er det nemt at lave en ny.

Har du nogensinde lavet en lampeskærm selv? Eller kunne du forestille dig at gå i gang med et sådant projekt?

Tagged , | 6 Comments

Projekt 3/52: Forhæng

Vores badeværelse og soveværelse ligger udfra en lille mellemgang på vores tredjesal, og for enden af den lille gang har vi en reol stående, hvor vi opbevarer værktøj, mine scrapalbum, diverse rengøringssager og den slags. Der er desuden plads ved siden af reolen, hvor vi opbevarer vores støvsuger og forskellige andre praktiske sager, der ikke er så nemme at opbevare på hylder eller i skuffer. Siden vi flyttede ind og etablerede dette opbevaringsområde, har jeg ønsket at sy et forhæng til at skjule alle sagerne, da det nok er praktisk men ikke kønt med sådan et område.

Da vi var i DK i forbindelse med min fødselsdag, var vi også en tur i Stof og Stil, hvor jeg købte noget stof til forhænget. Hos Ikea købte vi en gardinstang, og så var vi sådan set klar til at få skjult alle sagerne. Første skridt var at sætte gardinstangen op, hvilket var et joined venture, hvor K borede hullerne og jeg satte stangen op. Lad os bare konstatere, at den ikke kommer ned lige foreløbig, for jeg måtte have gummihammeren i gang for at få den op…

Næste skridt var at sy gardinet, og det skulle vise sig at byde på lidt udfordringer. Jeg endte med at sy rynkebånd i tre gange, før det blev præcis, som jeg ville have det.

Da rynkebåndet endelig sad, som jeg ville have det, var det tid til at få lagt gardinet op til den korrekte længde. Som det tydeligt ses her, var stoffet alt for langt. Men hellere det end at mangle et par centimenter.

Første forsøg på at lægge gardinet op var ikke en total succes, da jeg fortsat syntes, at det var lige det længste. Jeg overvejede faktisk at lade det være sådan, men det kunne jeg trods alt ikke få mig selv til, når jeg var kommet så langt.

Jeg lagde gardinet godt 2 centimeter op, og det var lige det, der skulle til for at det for alvor blev fint. Nu er der en lille smule luft mellem gardin og gulv, og stoffet hænger tungt og flot.

Efter et par timers arbejde ser den lille mellemgang nu betydeligt bedre ud, og jeg er glad for, at det endte med, at vi dækkede reolen til. Opbevaringsfunktionerne er nøjagtigt de samme som tidligere, men det ser bare pænere ud. Og det du ser på billedet her, er faktisk det første jeg ser, når jeg går ud af soveværelset om morgenen. Det er da rart at starte dagen med noget pænt at kigge på.

Tagged , | 2 Comments

Projekt 2/52 i 2012: 3d-billede

Ikke alle projekter behøver være store og komplekse, og jeg har længe vidst, at jeg ville lave et lille 3d billede med en fil fra A little hut. Filerne er lavet, så de kan skæres på for eksempel en Silhouette, men man kan også skære dem i hånden.

Da jeg ikke længere har en Silhouette, printer jeg pdf’erne og skærer i hånden. Heldigvis har jeg skåret ting i hånden i noget, der ligner 20+ år (og altid med den samme gule skalpel, som endda har været med mig i USA to gange), så det generer mig ikke at måtte være min egen skæremaskine.

Det tog egentlig ikke ret lang tid at skære delene ud og sætte de to dele samme, så de dannede et fint lille 3d-billede. Da det samlede billede var lidt mindre end passepartoutet i min Ikea-ramme, satte jeg billedet på en sort baggrund.

Resulatet er faktisk, at det ser ud som om der er hul i rammen nedtil væggen nedenunder, hvilket er en ret fin effekt.

Nu hænger den fine lille skov på vores accentvæg i stuen, og jeg har udført endnu et af årets projekter. Det er muligvis et lille projekt, men det indgår trods alt i mit forsøg på at gøre vores hjem endnu bedre at bo i.

Tagged , | 6 Comments

Juleblog 15. december 2011

I november nussede jeg med at lave ophæng i lufttørrende porcelæn/ler, og selvom det var langt mere vanskeligt, end jeg havde regnet med, fik jeg lavet nogle ophæng. De har indtil i dag hængt på en gammel træt troldgren, som jeg egentlig ikke var særlig begejstret for. Da jeg var oppe i byen i går, gik jeg hjem gennem Hofgarten, og da det har stormet en del på det sidste, lykkedes det mig at samle en fin gren op.

Grenen har ligget og tørret i løbet af natten, og i dag er den kommet på plads i en keramikvase fra Ikea, som står på en kommode på reposen. Det er meningen, at grenen skal stå der også efter jul, men indtil videre syntes jeg, at den skulle dekoreres med mine små ophæng.

Ideen til grenen med de fine hvide ophæng stammer fra Brigittes (tysk dameblad) juleblog, og det så så nemt ud i teorien. Af en eller anden grund var det nærmest umuligt at rulle leret ud, og jeg fik kun de her 10-11 ophæng ud af hele produktionen.

Nu har jeg købt noget lufttørrende fimoler, som jeg håber er nemmere at arbejde med, og så vil jeg forsøge mig med en portion mere. Evt. vil jeg bruge kageudstikkere til at lave næste portion. Vi får se. Overvejer om man kan lave nogle, der vil passe til andre årstider end julen. Idéer modtages gerne.

Jeg har brugt stempler til at presse ned i lerret, og jeg skal gerne indrømme, at jeg var lidt nervøs, da jeg første gang maste et af mine skattede Papertrey Ink stempler ned i leret… Men det vidste sig at være fuldstændig uproblematisk at få dem rene igen bagefter, og resultatet blev klart bedst med clear stamps. Så til trods for frustrationerne over, at det var så vanskeligt at rulle leret ud, er jeg glad for resultatet – og glad for min nye gren.

Tagged , , , | 6 Comments

Juleblog 10. december 2011

I dag har der ikke været det mindste jul på programmet her i Bonn, for vi har fået overskabe til køkkenet af min mor, og de skabe skulle jo op og hænge for at give nogen form for mening. Skabene sidder på væggene nu, K er ved at sætte de sidste låger på skabene, og så skal de snart indrettes. Det bliver dejligt med ekstra opbevaring i køkkenet, og jeg glæder mig gevaldigt til at flytte ind i skabene. Men da det er mørkt ude, køkkenet roder, og skabene ikke er helt klar til at gå catwalk endnu, kommer der noget ganske urelateret til dagens opgaver.

Jeg har opdateret kommoden på reposen med lidt enkelt julepynterier. Kommoden har jo ikke stået deroppe så længe, så jeg havde ikke lyst til totalt at ændre dens udseende, men lidt jul skulle der ind.

Lænet op ad min collage står et sølvfarvet glimmer Merry Christmas, som er ret diskret egentlig, men jeg elsker glimmer.

Glaskugler er helt gennemgående for min julepynt, og der skal så få til for at de får en stor effekt.

Tagged , , | 3 Comments

Juleblog 29. november 2011

I dag har været en virkelig langsom dag hos mig. Jeg flyttede ned på sofaen klokken 4.30 og sov kun meget lidt efterfølgende, så jeg har været rimelig mat det meste af dagen. Jeg har da heldigvis ikke haft nogen planer, så ind imellem er det vel i orden at have en langsom dag. Det gav mig mulighed for at flette nogle julestjerner, dimse lidt med pc’en og så fik jeg faktisk også julepyntet hylderne i køkkenet. Sidste år valgte jeg et rødt tema til hylderne, men i år er de blevet vinterkolde i stedet. Jeg tror simpelthen, at den fraværende julestemning betyder, at jeg trænger til vinter og kulde i stedet.

Hylderne i hele deres herlighed. Hylderne er jo ikke kun dekoration, men har faktisk også en funktion, så når jeg flytter rundt og pynter op, er jeg nødt til at tænke på, at alting skal kunne være et eller andet sted.

Ikeas dåsesæt fra i år er perfekt til mit tema, for de tre dåser er hvide og sølv med snefnug. Lige i øjet, og så kan der jo være noget i dem samtidig.

De forskellige glas står altid på hylderne, men i denne søde juletid har de fået selskab af en glaskogle.

Den her lille piphans (Ib- Hans) sidder fast med en klemme på en af mine inderkogebøger. Det er dejligt med pynt, der kan noget andet end at stå og hænge.

For at bringe lidt varme ind i al vinteren bandt jeg lidt bast om nogle kanelstænger, som nu ligger dels og pynter og dufter lidt af jul.

Lidt gæslinger og to hyacinter i forskellige udviklingsstadier udgør det friske pust på hylderne. Jeg elsker hyacinter, og i år har jeg måttet konstatere, at de trives bedre med jord end uden.

Og lige til sidst et skud fra siden, hvor hylderne også gør sig vældigt godt.

Pynter du mon op i køkkenet?

Tagged , , , | 3 Comments

Ønsker fra Hvitt.no

Billeder er taget fra Hvitt.no

Jeg læser en del norske boligblogs og via en af dem fandt jeg frem til, at Hvitt.no har en adventskonkurrence, hvor man deltager, hvis man laver en ønskeseddel med ting, man kunne drømme om fra deres butik. Det måtte jeg da prøve, så jeg har lavet denne collage med fine sager fra butikken. Nogle af dem står vist allerede på min ønskeseddel, men der kan nemt opstå nye behov, når man sidder og bladrer i en webshop.

Tagged | Leave a comment