Tag Archives: Holland

Langfredags-geocaching

Vi vågnede fredag morgen til sne over Bonn… Min mormors mundheld “Langfredag var en bitter dag…” (hun fortsatte “men skøn var påskemorgen) syntes at passe perfekt til dagen. K sov længe, men da han vågnede fik jeg lokket ham med ud på en køretur. Han smed nogle geocacher i gps’en, og så var vi af sted.

Turen gik til Holland, hvor K havde fundet en serie af virkelig sjove og kreative cacher, som vi skulle se, om vi kunne lokalisere og løse. Den første bestod af et højt fuglehus, hvori der var fire rør. Man skulle få det gamle filmhylster (som var cachen) til at falde fra rør til rør gennem små huller. Det var ikke nemt, men til gengæld var det virkelig skægt!

I samarbejde lykkedes det os at få cachen ud, og som det ses var sejrsrusen ikke til at misse. Jeg er ret sikker på, at det er den fedeste geocache, jeg har været med til at finde. Så originalt fundet på og helt igennem perfekt udført. Så sejt!

Næste kasse bestod af en box, der var gravet ned. Heri befandt der sig en mængde brikker med tal på. Langt størstedelen af brikkernes tal var blå, men tre af dem var hvide. De tre brikker skulle man finde, og tallene derpå udgjorde så (i den rette rækkefølge) koden til en hængelås, som ledt en ned til “loggen.

Ikke alene var det sjovt at skulle finde de hvide tal: Loggen var også gennemført og original, idet man skulle skrive sit navn på en anden slags brikker. Virkelig godt fundet på.

Den tredje cache sad ret højt oppe i et træ, så vi skulle samle værktøj fra de omkringstående træer og så forsigtigt hive cachen ned. Den var nem at finde, og det var sjovt, at der var lidt ekstra arbejde i at få fingrene i cachen.

Den sidste af de her sjove kasser, vi fandt, bestod af et fuglehus. Når man åbnede var der flere låger indeni fuglehuset, som til sidst ledte ind til et lille grinende ansigt – men ingen kasse…

Hintet (som var på tysk og hollandsk) hjalp os ikke meget, og jeg var lige ved at blive en lille smule træt af den her kasse, for jeg ville jo gerne finde selve kassen.

Vi kiggede os lidt omkring, og så kiggede jeg nærmere på det store fuglehus. Det så ud som om man kunne lette på låget, så det gjorde jeg. Herefter sagde jeg til K: “Man kan altså også løftet låget”, hvorpå vi begge to brød sammen af grin. K så ud som om jeg havde holdt noget hemmeligt for ham, og vi skraldgrinede så meget, at billederne af mig, der holder låget oppe, er helt rystede. Man skulle sikkert have været der, men sjovt var det for os.

Efter sådan en omgang geokasser ved jeg, hvorfor vi startede med at cache til at begynde med, for det var bare sjovt. K indrømmer gerne, at dem der sidder i autoværn på rastepladser langs den tyske Autobah er langt mindre sjove. Så dem får han lov helt selv at finde, mens jeg gerne deltager i jagten på de her sjove og unikke kasser.

Ved en af de mindre morsomme kasser på dagen spottede jeg disse små lille blomster, som tittede frem mellem det nedfaldne løv. Jeg er i tvivl om, hvad de er for nogle fine nogle, men der er da vist ingen tvivl om, at de bringer bud derudefra, at foråret faktisk endnu findes og måske er på vej?

Tagged , | 2 Comments

Week-end i Holland: Kampen og hjemad

K havde fri mandag pga. Eid, så vi var så heldige, at vi havde endnu en dag i Holland. Vores plan var at køre til Kampen, som jeg havde læst, var en by med mange fine gamle huse. Det betød så, at vi kørte sydpå ad motorvejen, og pludselig stoppede trafikken – fordi broen var oppe. Jamen, det er jo oplagt på en motorvej… Heldigvis gik broen ned igen, så vi kunne komme videre.

Kampen ligger ved IJssel, og der går en ret spektakulær bro henover floden. Om broen er smuk, synes jeg, man kan betvivle, men den er meget iøjnefaldende, det er helt sikkert.

Til gengæld var udsigten i den modsatte retning super fin; IJssel er en noget mere bedårende flod, end den vi bor så tæt på til dagligt.

En anden klar fordel ved beliggenheden langs floden er de fine skibe, hollænderne er så gode til (ligesom danskerne men i modsætning til tyskerne). Jeg har noget med skibe: Selvom jeg egentlig ikke er ret søstærk, så elsker jeg dem.

For så slet ikke at tale om detaljerne ved skibe – åh, de er så fine, og jeg tog mange mange flere billeder, end der er her på bloggen.

Jeg var så heldig, at vinden lige tog flaget i toppen af skibets mast, så det foldede jeg ud og stod skønt mod den sommerblå himmel.

En del af Kampens særlige attraktion er byens gamle porte af hvilke tre fortsat står stolte og møder besøgende på vej ind og ud af byen. Koornmarktpoort står nær ved floden, og den stammer formentlig fra 1300-tallet (tårnene er lidt yngre). Der er noget lidt torneroseslotsagtigt over denne byport.

Når man kigger ind igennem porten, ser man faktisk ind på byens fine gamle kirke – men det kan man nu ikke rigtig se udefra.

Kampen har et sjovt og fint mix af huse fra forskellige tidsaldre, og der var faktisk en del Art Noveau huse iblandt de fine gamle byhuse. Bageren var både K og jeg mægtigt begejstrede for (omend vi nøjedes med at kigge).

Stort set ved siden af eller overfor bageren ligger Stadhuis van Kampen, som er fra 1300-tallet, og som er vældig fint bevaret. Og på en eller anden måde er det ikke et problem med dette meget gamle udsmykkede hus ved siden af mere eller mindre nye huse.

Allerede udefra vandsiden spottede jeg en ko i toppen på Nieuwe Toren, som er byens markante tårn fra midten af 1600-tallet.

Der hænger en ko i toppen af tårnet om sommeren, som en reference til en gammel historie om Kampen. En bonde syntes, at taget på tårnet var grønt, så han ville lade sig ko græsse på toppen. Da han forsøgte at hejse koen op i tårnet, omkom koen desværre, og blev derfor til en legende…

Den her facade har udviklet sig i tempi fra den først blev en del af byen i slutningen af 1500-tallet. På en meget postmoderne måde huser bygningen nu en kineserrestaurant.

Byens store kirke var fin udenpå, men desværre var den aflåst, så vi gik glip af at se det kæmpestore orgel, kirken er berømmet for.

Vi snakkede om, om dette lille hus monstro var sognegården. I såfald var der kort vej på arbejde for byens præst.

K spottede, at kirken må have gennemgået en del forandringer over årene, for se de forskellige hvælvinger over “præsteboligen”. Det er så herligt med sådan nogle detaljer, der fortæller ubemærkede, hemmelige historier. De er gode for fantasien.

Fra kirken kan man se ud igennem Koornmarktpoort, og fra denne side tager porten sig ganske anderledes ud. Kampen var en fin oplevelse, og vi kan varmt anbefale en week-end i Holland. Hvor som helst i Holland nærmest…

Fra Kampen gik turen hjemad til Bonn, hvor det fortsat var varmt, men trods alt ikke helt så varmt som dagen før.

Tagged , , | Leave a comment

Week-end i Holland: Sæler, vadehav og hede

Bare et fint hollandsk hus.

Søndag vågnede vi begge tidligt, så vi kom hurtigt ud af døren, mens temperaturen endnu ikke havde passeret 25 grader. Det passede os fint, for vi vidste jo godt, at vi havde en varm dag foran os. Første stop var Zeehondencrèche, som er et sælredningscenter, der blev startet i 1971 af en lokal kvinde, som ville gøre noget for sæler, der blev fanget i net eller på anden måde var udsatte og sarte. På vej til stedet kørte vi gennem et virkelig fint hollandsk landskab, som gør hånen til skamme: Der er altså smukt i Holland, så er det sagt.

Denne bunke af net har man fjernet fra naturen, og den sidder nu som en skamstøtte forenden af anlægget i Zeehondencrèche. I følge skiltene skulle bunken veje hele 800.000kg, hvilket unægteligt lyder liidt vildt. Men der var bestemt rigtig mange net, som er skadelige for sælerne (og sikkert også andre havdyr).

Alle sælerne, der kommer ind omkring Zeehondencrèche bliver sat ud igen, da det ikke er en zoologisk have, men derimod et hospital for sælerne. I det hele taget var vores oplevelse, at det var et super gennemtænkt sted, hvor dyrene kunne være i forskellige grader af karantæne og mellemstadiebassiner, før de endeligt bliver sat ud i det fri igen.

Vi var kommet ½ times tid, før dyrene skulle fodres, så mens vi ventede kiggede vi på de små nuttede dyr hygge sig. I bassinet herover var en af de frivillige ved at gøre rent hos de dyr, der var tættest på at kunne sættes ud (faktisk blev fire af bassinets beboer sat fri den dag, vi var på besøg). Efter at have fjernet fisk fra bassinets bund, vasket “landmassen” mm, brugte den frivillige vandslangen til at nusse sælerne. De var helt pjattede med at blive sprayet på maven, og de lå og rullede rundt og gjorde sig til. Det var ret hyggeligt.

Det er altså svært ikke at falde for de her små svømmere; deres mimik og bevægelser er virkelig bedårende.

Da de frivillige begyndte at fodre nogle af dyrene, var der ingen tvivl om, at de andre godt vidste, hvad der var i gang. Sælerne i de små bassiner herover (de er endnu ikke medicinfri, og er derfor i de her små bassiner, så det er nemmere at fange dem, når de skal have deres medicin) ændrede tydeligt adfærd, da de bemærkede, at andre blev fodret. Jeg var helt vild med de fem “hemmelige” agenter, der stod som små korkpropper og bobbede i vandet. Nabosælerne valgte en anden strategi: De hoppede alle sammen op ad vandet og lå i en stor klump med hovederne vendt mod det bassin, hvor der blev fodret.

Inden vi forlod Zeehondencrèche, nåede vi lige at se endnu et bassin fuld af sæler blive håndfodret. De her sæler er fortsat i karantæne, og sildene blev nærmest helt inde i munden på dem, så de bare skulle sluge og vokse sig store og raske.

Udenfor centeret stod denne pæl, der pegede vejen til de “nærmeste” UNESCO verdensarvssteder. Vi besluttede os for, at det nok var mest oplagt at tage til vadehavet denne dag.

Fra sælerne gik turen over land til vores næste planlagte stop: De Theefabriek. Vi stoppede, så K kunne finde en geokasse, mens jeg tog billeder af det flade land. Så fint om sommerligt.

De Theefabriek ligger i en nedlagt kirke, hvilket kun tilføjer til stedets charme. Det var allerede blevet ganske varmt, så vi blev enige om at springe museumsdelen over (det giver os en undskyldning for at komme tilbage) og i stedet kigge i butikken og sætte os ned og få lidt at drikke.

Valget i cafeen faldt på scone og isthe. K valgte nogle scones lavet med øl og serveret med flødeskum (desværre ikke clotted cream) og lemoncurd, mens jeg fik almindelige scones med jordbærsylt. Det var en herlig oplevelse at sidde i det gamle kirkerum og nyde de lækre sager.

Jeg var lidt vild med thefabrikkens fine banner, som hang så fint mod den sommerblå himmel.

Udenom kirken og de tihørende bygninger var en lille fin, duftende have, som man kunne nyde på vej til og fra parkeringspladsen. Hollænderne er altså gode til det med haver.

I haven havde de også en rigtig fin vandinstallation med en oversized thepotte, som kontinuerligt skænkede vand ud i et fint bassin fyldt med åkander. For mig var stjerne måske nok den “souvenir” vi fik med os fra tefabrikken: En ny frisk tetaske! Juhuu – og så var den markant billigere, end tetasker plejer at være i DK.

Naturligvis skulle vi ud til vadehavet, og det var faktisk meget tiltrængt med en pause fra heden, der var allestedsnærværende; ved havet er der trods alt altid lidt køligere.

Vi parkerede ved R.J. Clevering Sluizen, hvor vi kunne sidde på diget og kigge udover vadehavet. Slusen var i sig selv et virkelig fint syn, selvom vi grinede lidt af, at l’et havde vendt hovedet ned af.

Der var ikke en lækker strand på vandsiden af diget, hvilket måske ikke burde have overrasket mig, men det gjorde det altså. I stedet var der en cement flade for foden af det græsklædte dige. Heldigvis er vi ikke badere, så det var fint for os at sidde på diget og nyde udsigten og den vidunderlige brise.

Vi blev siddende så længe, vi syntes, det var forsvarligt (havde glemt solcremen i Bonn…) og imens sejlede fine både forbi, og K sørgede for at pege på vadehavsøerne, som gemte sig ude i varmedisen. Åh, hvor var det skønt at sidde der.

Jeg kunne ikke stå for motivet af min lille mand, der sidder der “helt alene” på diget ved havet. Helt alene var vi måske nok ikke, men det ser da sådan ud, gør det ikke?

Eftermiddagens sidste stop var den lille idylliske by, Dokkum. Da det jo var søndag, var byen meget stille, men det var egentlig også en rigtig fin måde at se en by på. Der er tale om sådan en rigtig nuttet lilliput by med alle de fine hollandske kanalhuse, fint rådhus og alt hvad der skal være.

Der er da noget inderligt bedårende over sådan en lille bikanal, som nærmest er skjult bag bevoksningen? Jeg har en forkærlighed for Holland, det skal jeg gerne tilstå. I modsætning til Tyskland, som jeg i øvrigt også holder meget af, så er hollandske huse fine og byerne kønne.

Måske er det lidt svært at se, så er der en god grund til ikke at køre knallert over broen; den lignede nærmest en affyringsrampe…

I løbet af dagen havde vi spottet en arkitektonisk detalje for området: Tagene har ikke et uniformt look, idet de har en finish forrest og en anden bagerst. Det ses tydeligt på disse tre kanalhuse: Ud mod gaden er tagene i glasserede tegl, mens baghusene bare er i almindelige tegl. Nogle huse mixede tegl og stråtag, eller andre kombinationer af tegl. Det var en fin og sjov detalje, som sikkert nok har en forklaring. Mit bud vil være, at man vælger det finere / dyrere tag på den repræsentative del af huset.

Dokkums våbenskjold indeholder en halvmåne, og som forventet har det en forbindelse til en fortid med korstog mod tyrkerne (osmannern). Til trods for den dramatiske baggrund for designet, må jeg sige, at jeg synes, det er et rigtig fint våbenskjold.

Den protestantiske kirke i Dokkum er relativt alternativt formet med sin tydeligt asymmetriske look. Men den er da i hvert fald iøjnefaldende.

Vi kom forbi en meget lille og kort vej, som nærmest ikke synes besværet værd. Man skulle synes, at det var nok, at huset forenden af denne vej, havde samme adresse som den store vej? Men fin lille detalje må man sige.

Vi var så heldige, at Dokkum havde en rigtig lækker issalon, Min 12, hvor vi fik en lækker kølende is, hvilket må siges at have være tiltrængt på årets aller-som-hedeste eftermiddag.

Vi parkerede nærmest i skyggen af byens fine mølle, som jo nærmest ikke kunne være mere indbegrebet af Holland. Dokkum var et herligt bekendskab, som vi begge nød.

Før vi kørte retur til Groningen og take-away indisk aftensmad på vores hotel, nåede vi forbi vadehavet endnu en gang – og oh hvor er det vidunderligt med havet.

Et utraditionelt selvportræt er egentligt ret passende, synes jeg, for jeg elsker vandet, og jeg elsker at tage billeder af det.

Det her billede er for mig indbegrebet af vidunderlighed; det er sådan et billede, man kan forsvinde ud i…

 

Tagged , , | 3 Comments

Is i Holland

Liza og jeg kørte en tur til Holland tirsdag – dels for at kigge på den nærmeste hobbybutik, der har scrapsager og dels for at spise en god is hos Clevers. Inden vi nåede så langt spottede jeg et Dannebrog og en gruppe cykelryttere. Jeg jokede med, at de var på udbrud fra Tour de France, og så fik jeg øje på, at det faktisk var Team Rynkeby ryttere! Vi fik en sludder med en af rytterne, som var i godt humør og klar til dagens resterende 90 km. Det var lidt sjovt at rende ind i dem der, for Arcen er ikke nogen stor by.

Besøget i scrapbutikken var succesfuldt, og jeg fik en længe ønsket Big Shot med hjem. Jeg er så træt af min Revolution, fordi den er smal og kort, magnetfunktionen fungerer ikke til præcisionsarbejde mm. Nu glæder jeg mig til at arbejde med mit nye legetøj, som K kalder Big Boy, hvilket lyder lidt mere vovet…

Vi var så heldige med vejret, da vi kom frem til issalonen, så vi kunne sidde ude og hygge os med godt vejr og god is. Clevers ligger med en terrasse ud til Maas, og det er faktisk rigtig hyggeligt at sidde og se bådene tøffe forbi.

Det er noget af et udstyrsstykke, når Liza og jeg ruller os ud med kameraer og objektiver. Her er det Lizas makrolinse, der er skiftet ud for et mere all around objektiv.

Jeg valgte en chokoladefondue, som er en dejlig måde at spise is på, fordi alting er skilt ad, så man kan styre smag mm selv. Og så ser den flot ud.

Liza valgte en Karamello med chokolade og karamel, hvis farver gjorde sig godt i solskinnet.

Og det så også ud som om den faldt i den unge dames smag. I hvert fald blev hver lille dråbe is indtaget, og det må være et godt tegn.

Da vi kørte hjem trak skyerne sig sammen over os, og det begyndte da også at regne, da vi var kommet hjem til Bonn igen. Vi skal åbenbart have regnvejr hver eneste dag denne sommer. Godt vi fik en portion sommer i Holland.

Tagged , , , | 4 Comments