Rekonstruktion af byens lille tempel.
Lørdag havde vi planlagt en udflugt til Xanten, hvor et af verdens største frilandsmuseer ligger. Dette museum består blandt andet af en arkæologisk park, for lige udenfor det der i dag er Xanten, har man fundet og dokumenteret en stor romersk by. Her boede omkring 10.000 romere (lokale folk fra Rhin-området og tilflyttere fra hele det store emperium) i en by med alt, hvad man som romer skulle bruge for at opretholde en vis levestand. Naturligvis indbefattede det også et monstrøst badeanlæg: 11.000m2 wellness bygget i de allerførste århundreder af vores tidsregning. Det er længe inden Comwell Wellness og DGI-byen, må man sige.
Det rekonstruerede amfiteater.
I selve parken har man valgt at rekonstruere dele af den romerske by: der står rester af et tempel, dele af amfiteateret med plads til 14.000 tilskuere og byens mure er genskabt blandt andet ved at plante hæk, hvor der i sin tid var mur. Da byen blev forladt af romerne i 400-tallet, forfaldt byen og i middelalderen brugt de lokale byen som stenbrud til bygning af katedral og almindelige huse. Det betyder således, at det meste af den oprindelige by er væk, men man har fundet forbløffende mange effekter alligevel.
Mutti, amfiteater og katedral.
Middelalder Xanterne har ikke skullet bære de tunge sten ret langt, for katedralen ligger meget tæt på resterne af romerbyen. Man kan nu godt forstå, at de valgte at bruge de sten, der allerede var hugget ud og lå tilgængeligt lige rundt om hjørnet, for der er langt til det nærmeste stenbrud her i det lave landskab nær Hollands grænse.
Man må holde øje.
Fra byens mure har man kunnet holde øje med, om nogen nærmede sig, som ikke skulle nærme sig. I dag kan man holde øje med prisen på benzin på den nærmeste Esso-tank. Tiderne skifter…
Forestil jer høje søjler
der bærer et smukt malet tag.
Fra museets side har man valgt den meget pædagogiske løsning at genskabene byens dele, der hvor de stod og med rette afstand mellem tingene. Hovedstierne i parken følger byens hovedgader, og langs gaderne er træerne plantet med den afstand søjlerne ville have stået. For naturligvis havde romerne overdækkede fortorve i 100-tallet…Selvom det var spændende at se det store anlæg, så var vi nok lidt skuffede over formidlingsgraden og manglen på noget at se (især sammenholdt med den relativt høje entrepris, vi havde betalt).
Badeanstalt – og moderne museum.
Skuffelsen mere end fortog sig dog, for helt nede i den modsatte ende af den store park ligger ovenstående bygning. Det er det romerske museum, som er bygget i samme størrelse som badeanstalten, der lå her for næsten 2000 år siden. I den lave højre del af bygningen er resterne af mange af baderummene, men den venstre del oprindeligt ville have været en stor hal, men den moderne udgave tjener som museumsbygning for et fantastisk museum.
Vi står på skulderne af giganter.
Museet var alle pengene værd! Det var fabelagtigt formidlet, og stort set alle tingene var fundet lokalt i Xanten, så man virkelig fik en fornemmelse af, hvor meget en romersk by påvirkede omgivelserne, hvor stort et apparat en romersk legion var, og var langt fremme romerne var i forhold til kultur og infrastruktur. Det var en fabelagtig oplevelse; intet mindre.
God formidling.
I stedet for at gå op ad trapper fra etage til etage var der lange let skrånende slisker, man gik op ad, hvilket gav en meget flot fornemmelse af overgang fra en tid til den næste, fra et tema til det andet. Her hvor man går ovenpå fortællingen om kampen mellem romerne og bataverne havde de på hver side sat de to folk op mod hinanden, og montrene var virkelig interessante. Selv sådan noget som pilespidser, som ellers har en tendens til at være liiidt kedelige, hvis du spørger mig, var formidlet på en interessant og vedkommende måde.
En romersk gravsten.
Et sted i museet stod en lang række gravstene stillet op, og her havde man så valgt at lave en silhouette, der repræsenterede den afdøde eller den der havde ladet stenen sætte bag stenen. Her stod ved hver enkelt en lille historie, som i den grad gjorde formidlingen af gravstenene meget mere interessant. Historierne var en let omkrivning af det, der faktisk stod på stenen, så det var ikke fri fantasi. Stenen herover var særligt morsom, i det der til sidst stod: I’ve heard it said that I was posted to the Lower Rhine for disciplinary reasons, but I refuse to comment on such rumours.
Termerne.
Efter at have travet museet tyndt, skulle vi naturligvis også se resterne af termerne. Ovenover dem har man bygget skelettet af huset, som man mener, badeanstalten så ud. Det er meget effektfuldt, også selvom der var halvkoldt derude. Det er nemlig blevet konstateret, at den bedste måde at bevare disse gamle rester er ved at lade luft trænge frit ind og ud og lade temperaturerne svinge med dem udenfor.
Skulle du nogensinde finde dig selv på disse egne, så er et besøg på LVR-Archäologischer Park Xanten og LVR-RömerMuseum mere end anbefalesværdigt – det er et must!
Lones første cache.
Vi skulle naturligvis også finde en lille cache eller to, og min mor mente også, at hun skulle være ægte geocacher. Som sagt så gjort: nu har hun et officielt navn og en konto hos geocaching.com
Lone skriver i sin første logbog.
Jeg måtte selvfølgelig også dokumentere, at Lone skrev i sin allerførste logbog. Lad os håbe, at der kommer flere til inden alt for længe.
Kalkar rådhus.
Efter museumsbesøg og gennemblæsning i den arkæologiske park blev vi enige om at få en kop kaffe. Det eneste sted, der var åbent, var Konditori Nederkorn, et fint provinskonditori i Kalkar. Her fik vi en udemærket kop kaffe, og vi så endda resterne af en fin hvælving, som var fra 1543.
Trappegavlshus i Kalkar.
På rådhuspladsen i Kalkar lå dette fine trappegavlshus, som byen har ganske mange af. Dette her var særligt fint og nænsomt bevaret; det er måske ikke overraskende, at det var beboet af en arkitekt.
Små ansigter.
Øverst på huset sad tre små fine hvide hoveder; det er sjovt med sådanne detaljer, og man kan undre sig over, hvorfor man mon har valgt at udsmykke huset på netop denne måde?
Kirken i Persingen.
K havde endnu en geocache, han gerne ville finde på vej hjedmad, så turen gik igennem Hollands mindste by, Persingen. Byen har omkring 90 indbyggere – og en temmelig stor kirke.
Canadagæs.
Før vi for alvor satte hjemad endte vi på en lille detour, som viste sig at være en god ting, for vi kørte igennem et område med mange fugle. Der var canadagæs, måger og stære en masse.
Fuglene letter.
Fuglene var ikke rigtig begejstrede for os i vores bil, så de fløj hurtigere, end jeg faktisk kunne nå at tage billederne. Men oplevelsen fejlede jo bestemt ikke noget, hvad enten den kan komme på billeder eller ej.
Besøget i scrapbutikken var succesfuldt, og jeg fik en længe ønsket Big Shot med hjem. Jeg er så træt af min Revolution, fordi den er smal og kort, magnetfunktionen fungerer ikke til præcisionsarbejde mm. Nu glæder jeg mig til at arbejde med mit nye legetøj, som K kalder Big Boy, hvilket lyder lidt mere vovet…
Keukenhof er en meget fin park, og der er steder som dette, hvor man føler sig hensat til en engelsk park eller en lille parkskov. Det her billede er meget repræsentativt for forskellen på i år og sidste år. Du kan se et billede fra cirka samme område 
Sarah & Jacob ved Maas.
Kristian måtte stå model til et isbillede.
Maas i efterårsfaver.
Der er jo ikke meget andet at sige end: mmm…
Orange er efterårets guld.
Kæmpehøje pampasgræs
Min mors isanretning, Brazil.
