Tag Archives: havet

Her kommer en afsløring – som måske har gemt sig mellem linjerne i de sidste dages blogposter: Hverken K eller jeg er glade for Dublin. Nu har jeg sagt det… At beskrive hvorfor er ikke så nemt, men det har noget med byens stemning at gøre. Og så handler det om, hvad vi synes, der er at se og opleve her. Det sker uhyre sjældent, at vi kigger hinanden i øjnene og nærmest i kor siger: Vi skal aldrig tilbage hertil. Men sådan er det gået med Dublin. Vi er komplet solgte på resten af Irland og Nordirland, og vi vil meget gerne herover igen, men Dublin bliver ikke et sted, vi vender tilbage til igen. Da dette er tilfældet, kommer det ikke som nogen overraskelse, at vi fredag begge to havde overvejet, hvad vi dog skulle få tiden til at gå med lørdag. Det sjove er, at vi faktisk havde samme svar på det spørgsmål: Vi kunne tage til kystbyen Bray, for så var vi ude af Dublin og kunne i stedet nyde havet og luften. Som sagt, så gjort. Projektet blev endnu nemmere af det faktum, at vores lokale busstop faktisk var holdested for en bus, der kørte lige til Bray.

Turen til Bray tog omkring en times tid, også selvom vi faktisk kom til at køre 1,5km for langt, inden vi blev enige om at hoppe af bussen. Efter nogle omveje nåede vi ned til kysten, for K havde en særlig årsag til at ville til Bray: Ved kysten i området omkring Bray Head ligger Europas første geocache nemlig. Og den fristede alligevel K en hel del.

Jeg kan jo ikke stå for havet, og K bliver nærmest altid sat til at tage billeder af mig med havet.

Fordi vi var gået ud på den stenspækkede strand, opdagede vi nogle ret besynderlige sten. En af dem kan ses i midten af dette billede. Der er tale om vesicular basalt, hvilket er en basalt, der er fuld af huller. Hullerne er formentlig opstået, fordi lavaen har omsluttet gasser, som derved har skabt hullerne. Udover de uregelmæssige huller havde mange af stenene også hele cirkulære gange, og vi overvejede længe, hvad de gange kan skyldes. Vores bedste bud er, at de er resultatet af steder, hvor gassen faktisk har haft kraft til at trænge ud igennem lavaen. Det var meget interessante og smukke sten.

Lige mellem Bray Heads klipper og havet løber der togskinner. Det er til dato en af Irlands allerdyreste togstrækninger, og det virker også fuldstændig tosset at anlægge en togbane på så håbløst et sted. Der er naturligvis en forklaring på, at det er tilfældet her: Der skulle anlægge jernbane i området, og der hvor man oprindeligt ville anlægge den, var der en velhavende jordbesider, som ikke gerne ville have sin ejendom gennemskåret af jernbanen. Han valgte derfor at forære sin jord langs med kysten til formålet… De rige har mange glæder.

Vi mødte denne hest, som tilsyneladende også syntes at en lørdagstur langs kysten var lige i øjet. Der var ingen, der på nogen måde så ud til at eje den, og den trissede da også bare rundt for sig selv og hyggede sig. Meget underligt! Det er altså ikke så tit, man ser heste, der på den måde går frit omkring.

Mens vi gik vores tur langs kysten vandt solen mere frem, og vi fik endnu en dag med hul i skyerne og kig til en blå himmel. Det var faktisk så mildt i vejret om formiddagen, at det var for varmt med frakke, og folk sad ved stranden og spiste is. Det er altså december lige om et øjeblik!

Det viste sig, at Europas ældste geocache lå opad en temmelig stejl og overgroet skråning. Klog af skade fra mit fald på Hill of Tara, måtte jeg desværre afstå fra at gå med op og finde kassen. Som man lige kan ane på billedet, så var K succesfuld i sin søgen, men han kom ned og sagde, at jeg havde truffet det rigtige valg ved at blive nede. Han havde ikke været vild med at gå ned af skråningen igen, men han kom da heldigvis ned uden at komme til skade.

Og så et sidste selfie fra Irland post-geocaching-bjergbestigning. Jeg tror, vi begge var glade for, at K var kommet ned uden at komme til skade!

Bray var den helt rigtige udflugt på denne sidste dag på vores ferie: Vi trængte til at komme væk fra trafikken og ud i frisk luft, og det kom vi.

Efter en sen frokost hos O’briens (ja, vi gentog succesen fra fredag) tog vi bussen retur til Dublin. Her havde vi et par timers pause, inden vi skulle til irsk folklore aften på, hvad de selv hævder er Dublins ældste pub, The Brazen Head. Vi havde bestilt billetter i god tid, og vi var begge ret spændte på, om arrangementet ville være alt for turistet eller kunne leve op til forventningerne. Vi blev ikke skuffede. Vores vært var Ollie, og han var en fascinerende karakter, som var fuld af liv og præsenterede de irske fortællinger og den irske musik med sjæl og glæde. Maden var udemærket (særligt vores hovedret, Beef and Guiness stew var lækker), men hovedattraktionen var helt bestemt underholdningen. Det her er en af de ting, vi ville anbefale alle, hvis de fandt sig selv i Dublin.

Sådan sluttede vores sidste dag i Dublin, og nu er der ikke mange timer til bussen går mod lufthavnen, og vi er på vej hjem. Irland har været en helt fantastisk oplevelse, og vi har været SÅ heldige med vejret: Der har ikke været mange dage med regn, og vi har set solen de fleste dage. Øen har overrumplet os med sin natur og lange historie, med steder man ikke kunne have forestillet sig eksisterede, og steder vi glæder os til at besøge en anden gang. Og så er der Dublin, som vi formentlig ikke kommer til at se igen. Men sådan er det jo – der er steder, man holder af og andre man ikke bryder sig om. Irland har som en hel ø vundet en plads i vores hjerter, og vi har helt sikkert ikke været her for sidste gang.

Efter en lang dag torsdag sov vi lidt længe (til 8.20) fredag, inden vi gik i gang med dagens program. Vi havde set vejrudsigten for fredag og lørdag, og det skulle blive temmelig sløjt vejr fredag, mens lørdag skulle blive fin. Vi besluttede os for, at Cliffs of Moher nok godt kunne nydes i dårligt vejr, så vi satte kursen mod syd. Når man kører fra Galway mod Cliffs of Moher, kommer man forbi Dunguaire Castle, som ligger ved Galway Bay.

Dunguaire Castle er et beboelsestårn, som blev bygget i 1520 af Hynes-klanen. Hynes-klanen kan have haft forbindelse til området omkring slottet så lang tilbage som til 660, så man forstår måske godt, hvorfor de med tiden besluttede at bygge en mere stabil struktur. Man kan ikke komme ind og se slottet om vinteren, så vi nøjedes med at kigge på det og finde geocachen.

Det var lavvande, da vi stoppede ved slottet, og K var meget fascineret af, at der tilsyneladende kom en skjult flod ud her: Vandet strømmede kontinuerligt ud i bugten, og det må vel skyldes en strøm, der kommer inde fra landet. Vi kom faktisk forbi Dunguaire på vej hjem igen, og der stod slottet i vandt til anklerne, fordi tidevandet var kommet ind. Det var sjovt at se begge dele.

Vejret var virkelig råt denne dag, men det så smukt ud at køre ved Atlanterhavet og se bølgerne bruse ind mod land. Dét er et hav! Vi stoppede et enkelt sted, hvor det var muligt at parkere og gå ud og kigge på vandet. Eller det burde være muligt at gå ud: Det blæste så voldsomt, at man knap nok kunne åbne bildøren for at stige ud, og jeg skulle holde særdeles godt fast i min jakke for at sikre, at den ikke fløj af sted ud i havet.

Når man står der i den voldsomme vind og regndråberne og hører havet skælde ud går det op for en, hvor gevaldige kræfter, der er på spil her på Europas vestligste spydspids.

Inden vi hoppede ind i bilen – og varmen – igen, måtte vi have et Atlanterhavsselfie, hvilket ikke var det nemmeste projekt. Normalt er det K, der har lukkede øjne, men tilsyneladende var vinden og regnen for meget for mig.

Så nåede vi endelig Cliffs of Moher, og her var vejret bittert og råt med en strid vind og regn, der var så hård, at dråberne så hvide ud, når de fløj forbi os. Men det gav egentlig bare de store, upolerede klipper en mytisk kvalitet. Billeder kan overhoved ikke gengive den storslåede naturoplevelse det er at stå og se på klipperne og lytte til havet. Det her er i den grad et af de steder, man skal mærke med hele sin krop (og det gjorde vi så sandelig på denne barske novemberdag).

Klipperne rejser sig lodret op ad Atlanterhavet, og de er mellem 120 og 214 meter høje. De har fået deres navn efter et fort, der en gang stod på Hag’s Head (det sydligste punkt på klipperne).

Man kan gå ud på spidsen af den fjerne klippe, men vi gik kun lidt af vejen derud – det var temmelig glat føre. Og nej, det er ikke stien derude på den højre side af skillevæggene, selvom nogle mennesker åbenbart har troet det…

Da vi var færdige med at kigge på klipperne omkring 45 minutter senere var min frakke fuldstændig mørkegrøn og meget tung, men jeg var stadig varm indeni den. Men uha, hvor var det koldt og vådt derude… Men læg lige mærke til, hvordan spidsen af klipperne fortoner sig i tågen derude i det fjerne. Så smukt.

Fra Cliffs of Moher har man udsyn til Aranøerne, som er interessante for deres geologi, historiske monumenter og sproglige isolerethed. Vi nåede ikke derud, og jeg må indrømme, at jeg tror, at turen ville have været en del hårdere end vores tur til Christiansø i maj. Denne gang måtte vi nøjes med at kigge ud over havet til de små øer og forestille os et liv derude nærmest fuldstændig i havets vold.

Der er et visitors centre ved Cliffs of Moher, og både K og jeg var begejstrede for måden, det var lavet på: Det er simpelthen gravet ind i og gemt væk under bakkerne. Man kan da godt se det udefra, men det skænder ikke naturen det mindste, og det er dejligt at opleve.

Fra Cliffs of Moher gik turen ud i den nationalpark, der hedder The Burren. Området er ikke mere end 15 km², og alligevel findes 3/4 af Irlands blomsterarter i The Burren. Der er tale om et karstlandskab, som er skabt ved at regnvand har eroderet kalkstenene, hvilket giver riller i landskabet og mulighed for huler. Faktisk er det typisk for karstlandskab, at der er store hulesystemer. Vi så ingen huler, men vi så steder, hvor taget af huler var faldet sammen og havde dannet store huller i landskabet.

Det var smukt at køre i området, og selvom tågen ikke ville slippe sit tag i os. Vi kørte blandt andet op ad Corkscrew Hill, som ikke har fået sit navn for ingenting: Der var mange og gode sving hele vejen op. Til gengæld var der også flotte flotte udsigter ved hvert sving. Der er ikke så mange steder, man kan smide bilen på vejene i The Burren, så vi måtte primært nøjes med at nyde synet og lagre minderne på vores egne harddiske frem for på kameraets SD-kort.

Dagens sidste stop var Poll na mBrón, som er en stendysse, der står midt i karstlandskabet. Dyssen stammer formentlig fra et sted mellem 4200 og 2900 før vor tidsregning. Arkæologiske udgravninger foretaget i 1985 afslørede, at der er begravet mellem 16 og 22 voksne samt seks børn under monumentet, samt at de er begravet med genstande som smykker, kvartssten, våben og lertøj. I bronzealderen omkring 1700 før vor tidsregning blev et spædbarn begravet i dyssens åbning, lige udenfor indgangen.

Omkring Poll na mBrón fik vi mulighed for at komme tættere på det unikke og sære karstlandskab. Det er virkelig et besynderligt men også fascinerende landskab.

Vel tilbage på hotellet benyttede vi os, at der var pool, til at tage en aftensvømmetur. Det var ganske lækkert ovenpå en ganske kold og klam dag ude i naturen.

Der var naturligvis andre gæster på hotellet end os, deriblandt rugbyspillere som spillede kamp ganske tæt på hotellet. Her bankede hjemmeholdet Connacht det italiensk hold Zebre med eftertryk: 43-3. Det var italienerne, der boede på hotellet, så der må have været behov for Guiness og live musik, hvilket hotellet heldigvis bød på hver aften.