
Efter en lang dag torsdag sov vi lidt længe (til 8.20) fredag, inden vi gik i gang med dagens program. Vi havde set vejrudsigten for fredag og lørdag, og det skulle blive temmelig sløjt vejr fredag, mens lørdag skulle blive fin. Vi besluttede os for, at Cliffs of Moher nok godt kunne nydes i dårligt vejr, så vi satte kursen mod syd. Når man kører fra Galway mod Cliffs of Moher, kommer man forbi Dunguaire Castle, som ligger ved Galway Bay.
Dunguaire Castle er et beboelsestårn, som blev bygget i 1520 af Hynes-klanen. Hynes-klanen kan have haft forbindelse til området omkring slottet så lang tilbage som til 660, så man forstår måske godt, hvorfor de med tiden besluttede at bygge en mere stabil struktur. Man kan ikke komme ind og se slottet om vinteren, så vi nøjedes med at kigge på det og finde geocachen.
Det var lavvande, da vi stoppede ved slottet, og K var meget fascineret af, at der tilsyneladende kom en skjult flod ud her: Vandet strømmede kontinuerligt ud i bugten, og det må vel skyldes en strøm, der kommer inde fra landet. Vi kom faktisk forbi Dunguaire på vej hjem igen, og der stod slottet i vandt til anklerne, fordi tidevandet var kommet ind. Det var sjovt at se begge dele.
Vejret var virkelig råt denne dag, men det så smukt ud at køre ved Atlanterhavet og se bølgerne bruse ind mod land. Dét er et hav! Vi stoppede et enkelt sted, hvor det var muligt at parkere og gå ud og kigge på vandet. Eller det burde være muligt at gå ud: Det blæste så voldsomt, at man knap nok kunne åbne bildøren for at stige ud, og jeg skulle holde særdeles godt fast i min jakke for at sikre, at den ikke fløj af sted ud i havet.
Når man står der i den voldsomme vind og regndråberne og hører havet skælde ud går det op for en, hvor gevaldige kræfter, der er på spil her på Europas vestligste spydspids.
Inden vi hoppede ind i bilen – og varmen – igen, måtte vi have et Atlanterhavsselfie, hvilket ikke var det nemmeste projekt. Normalt er det K, der har lukkede øjne, men tilsyneladende var vinden og regnen for meget for mig.
Så nåede vi endelig Cliffs of Moher, og her var vejret bittert og råt med en strid vind og regn, der var så hård, at dråberne så hvide ud, når de fløj forbi os. Men det gav egentlig bare de store, upolerede klipper en mytisk kvalitet. Billeder kan overhoved ikke gengive den storslåede naturoplevelse det er at stå og se på klipperne og lytte til havet. Det her er i den grad et af de steder, man skal mærke med hele sin krop (og det gjorde vi så sandelig på denne barske novemberdag).
Klipperne rejser sig lodret op ad Atlanterhavet, og de er mellem 120 og 214 meter høje. De har fået deres navn efter et fort, der en gang stod på Hag’s Head (det sydligste punkt på klipperne).
Man kan gå ud på spidsen af den fjerne klippe, men vi gik kun lidt af vejen derud – det var temmelig glat føre. Og nej, det er ikke stien derude på den højre side af skillevæggene, selvom nogle mennesker åbenbart har troet det…
Da vi var færdige med at kigge på klipperne omkring 45 minutter senere var min frakke fuldstændig mørkegrøn og meget tung, men jeg var stadig varm indeni den. Men uha, hvor var det koldt og vådt derude… Men læg lige mærke til, hvordan spidsen af klipperne fortoner sig i tågen derude i det fjerne. Så smukt.
Fra Cliffs of Moher har man udsyn til Aranøerne, som er interessante for deres geologi, historiske monumenter og sproglige isolerethed. Vi nåede ikke derud, og jeg må indrømme, at jeg tror, at turen ville have været en del hårdere end vores tur til Christiansø i maj. Denne gang måtte vi nøjes med at kigge ud over havet til de små øer og forestille os et liv derude nærmest fuldstændig i havets vold.
Der er et visitors centre ved Cliffs of Moher, og både K og jeg var begejstrede for måden, det var lavet på: Det er simpelthen gravet ind i og gemt væk under bakkerne. Man kan da godt se det udefra, men det skænder ikke naturen det mindste, og det er dejligt at opleve.
Fra Cliffs of Moher gik turen ud i den nationalpark, der hedder The Burren. Området er ikke mere end 15 km², og alligevel findes 3/4 af Irlands blomsterarter i The Burren. Der er tale om et karstlandskab, som er skabt ved at regnvand har eroderet kalkstenene, hvilket giver riller i landskabet og mulighed for huler. Faktisk er det typisk for karstlandskab, at der er store hulesystemer. Vi så ingen huler, men vi så steder, hvor taget af huler var faldet sammen og havde dannet store huller i landskabet.
Det var smukt at køre i området, og selvom tågen ikke ville slippe sit tag i os. Vi kørte blandt andet op ad Corkscrew Hill, som ikke har fået sit navn for ingenting: Der var mange og gode sving hele vejen op. Til gengæld var der også flotte flotte udsigter ved hvert sving. Der er ikke så mange steder, man kan smide bilen på vejene i The Burren, så vi måtte primært nøjes med at nyde synet og lagre minderne på vores egne harddiske frem for på kameraets SD-kort.
Dagens sidste stop var Poll na mBrón, som er en stendysse, der står midt i karstlandskabet. Dyssen stammer formentlig fra et sted mellem 4200 og 2900 før vor tidsregning. Arkæologiske udgravninger foretaget i 1985 afslørede, at der er begravet mellem 16 og 22 voksne samt seks børn under monumentet, samt at de er begravet med genstande som smykker, kvartssten, våben og lertøj. I bronzealderen omkring 1700 før vor tidsregning blev et spædbarn begravet i dyssens åbning, lige udenfor indgangen.
Omkring Poll na mBrón fik vi mulighed for at komme tættere på det unikke og sære karstlandskab. Det er virkelig et besynderligt men også fascinerende landskab.
Vel tilbage på hotellet benyttede vi os, at der var pool, til at tage en aftensvømmetur. Det var ganske lækkert ovenpå en ganske kold og klam dag ude i naturen.
Der var naturligvis andre gæster på hotellet end os, deriblandt rugbyspillere som spillede kamp ganske tæt på hotellet. Her bankede hjemmeholdet Connacht det italiensk hold Zebre med eftertryk: 43-3. Det var italienerne, der boede på hotellet, så der må have været behov for Guiness og live musik, hvilket hotellet heldigvis bød på hver aften.