Tag Archives: geocaching

Hjemmefra havde jeg booket endnu en tur med Paddywagon Tours, og denne gang skulle jeg for alvor på langfart. Vi skulle starte klokken 8.20 og køre mod sydvest helt ned til Blarney Castle samt byerne Cork og Cobh, for så at vende retur til Dublin godt 12 timer senere. Bussen var af ældre dato, og den første time var der bare så afsindig koldt i bussen, at jeg begyndte at blive lidt urolig for tanken om at skulle være i den i så mange timer i løbet af dagen. Heldigvis fik vores chauffør og guide, Leigh styr på varmen i løbet af formiddagen, så der ikke var helt så koldt.

Da vi først var kommet ud af Dublin, havde vi et smukt view ud over landskabet, som denne klare november morgen var oplyst af en vintersol, som fik frosten til at glimte i græsstrå og blade. Det var simpelthen så smukt og en virkelig lækker udsigt, når vi nu skulle køre tre timer, før vi var fremme ved Blarney Castle. Vejret vedblev at være smukt, så vi blev smidt af ved slottet under en blå himmel.

Fra indgangen til det store område, slottet ligger i, er der et lille stykke vej at gå ind til slottet. Det betyder så tilgengæld, at man kommer hen til slottet langsomt, og at det står flot mod himlen bagved.

Blarney Castle, som det står nu, er det tredje slot, der er opført på dette sted: Den første bygning var en træstruktur fra 900-tallet, som omkring 1210 blev erstattet af en stenstruktur. I 1446 lod Dermot McCarthy, konge af Munster et slot opføre, af hvilket kun fæstningstårnet fortsat består.

Overleveringen siger, at kong Cormac McCarthy sendte 4000 mand, som hjalp Robert the Bruce vinde slaget ved Bannockburn i 1314. Som tak for denne hjælp skal Robert the Bruce have sendt Cormac halvdelen af Stone of Scone. Denne sten blev efterfølgende indkorporeret i murværket øverst i tårnet, og rigtig rigtig mange mennesker besøger Blarney Castle for at kysse stenen… Det skulle eftersigende give en veltalenhedensgave. Jeg undlod at gå op og kysse på stenen – lidt kækt sagde jeg til K, at jeg jo ikke behøvede veltalenhedens gave ;o)

Tårnet sidder ovenpå tre grotter eller passager, som skulle lede til Cork, til en nærliggende sø og en der åbenbart leder helt til Kerry. Jeg kan afsløre, at jeg nøjedes med at kigge ind i en af grotterne for at konstatere, at det ikke var et sted, jeg behøvede at gå ind… Puha!

Frem for at kravle op i toppen af Blarney Castle og stå i kø for at kysse på en sten, valgte jeg at gå rundt i en del af den kæmpe store have, der omgiver slottet. Det var koldt men også virkelig smukt.

K havde bedt mig finde en bestemt sten i det område af haven, som kaldes the Rock Close, så jeg begav mig ind på dette mystiske og mytiske område. Det er et område, hvor der er givet gas for alt, der er magisk og mytisk: Der er stensætninger, jætterstuer, en druidcirkel, ønsketrappetrin mm. Det er næsten for meget, men også kun næsten for området er faktisk smukt.

Selv træerne i området arbejder med i forhold til at gøre mere eventyrligt. Vi har jo lært, at træer der har sådan nogle krogede rødder, må have forbindelser til magi, hekse og alt der er overnaturligt. De ser i hvert fald funky ud.

Man bliver ledt igennem denne flotte, ganske lave, piletunnel, når man skal fra den ene del af Rock Close til den anden, hvilket kun lægger mere til stedets stemning.

Den sten, jeg havde lovet K at finde, hedder Witches Stone, og det er jo ikke svært at forstå hvorfor, når man ser formen på stenen.

Lige bag heksestenen faldt sollyset igennem grenen i træerne og kastede sit lys ind over sten, mos og træer. Jeg siger bare: the Rock Close må være lidt magisk.

Ruten rundt i the Rock Close leder en ned i en lille skov, som grænser op mod marker. Her løber en lille fin bæk, som jeg forestiller mig ender i Blarney River et eller andet sted.

Noget af det vi har været lidt overraskede over her i Irland er, hvor mange palmer der er allevegne. Bevares, vi vidste jo godt, at Irlands klima er påvirket af golfstrømmen, men at det var tilfældet i så vidt omfang, at palmer gror frit, var en overraskelse.

Fra the Rock Closes mystiske atmosfære vendte jeg tilbage til området lige nedenfor slottet, og her kunne jeg se op på den så populære sten. Jeg kan ikke sige, at jeg stod nedenfor og ærgrede mig over, at jeg ikke var gået op.

Jeg må indrømme, at selvom jeg godt ved, at kysseriet har stået på i århundreder, så føles det som sådan en ultimativ turistting. Noget man bare skal gøre, og det byder mig altså i mod. Og det er ikke, fordi jeg synes, det er uhygienisk at kysse på en sten, andre også har kysset på. En af mine meddeltagere på turen havde hørt rygter om, at de lokale tisser på stenen, når turisterne er taget hjem. Som vores guide sagde, så var det da sikkert rigtigt – men at vi nok alle sammen havde kysset noget, der var værre en en gammel sten, tis eller ej… Men han sagde videre, at hvis man var meget hysterisk, så kunne man faktisk få stenen tørret af med, inden man kyssede den. Suk! Hvad man dog ikke gør, fordi man skal.

Lige i skyggen af tårnet ligger områdets gifthave, hvor man finder alle mulige planter som i større eller mindre grad, har evnen til at gør skade på mennesker. Det er en meget interessant have, og jeg kan meddele, at de mest farlige planter vokser under solide jernstativer, så man ikke kan komme til dem.

Denne kæmpe-thuja er virkelig kæmpe! Det er ingen joke, men på den venstre “vandrette” stamme stod der en ung kvinde, da jeg tog det her billede. Det kan man jo så ikke se!

Vi havde ikke så lang tid ved Blarney, så jeg nåede ikke at se så meget af haverne, som jeg gerne ville. Jeg kom dog igennem bregnehaven, som jeg er ret sikker på, ser en del anderledes ud i højsæsonen, men som dog alligevel så ret interessant ud.

Jeg kan jo kun digte, men jeg vil tro, at disse sære anordninger er sat op for at skåne bregnerne for vinteren. Hvad skulle de ellers gøre godt for?

Selvom jeg fortsat ikke kan se mig selv kysse stenen, så kunne jeg godt tænke mig at komme tilbage til Blarney, når hele området er frodigt og i blomst. Der var så meget have, jeg slet ikke nået at udforske, og som må se forrygende ud i foråret og hen over sommeren.

Fra Blarney kørte vi videre til Cork, som er “hovedstaden” i den sydlige del af Irland. Vi havde kun en time i Cork, og det må jeg indrømme, at jeg syntes var alt for kort tid – eller også var det alt for meget, og man kunne have skåret byen helt ud af turen. Jeg ville have været helt nede og se Saint Fin Barre’s Cathedral, som ligger i udkanten af byen, men selv om jeg gik hurtigt, så turde jeg ikke satse på, at jeg kunne nå derned, se kirken og nå retur i tide. Det var lidt surt.

Jeg nåede at løbe ind omkring English Market, som er et overdækket markede, der har ligget i Cork siden 1788, dog er de nuværende bygninger fra midten af 1800-tallet. English Market er så meget et sted man skal se, at selv dronning Elisabeth II, som officielt var i Irland for første gang i 2011, besøgte markedet. Nu vil jeg nødigt lyde fisefornem, for det er bestemt et fint marked, men når man har set overdækkede markeder i fx Frankrig, så er det her mest bare fint…

Det er vist tydeligt af ovenstående, at jeg ikke nåede at blive glad for Cork på den time, jeg var i byen. Jeg vil ikke afvise, at det ville have været en anden oplevelse, hvis jeg havde haft ordentlig tid.

Vores sidste stop var den lille havneby Cobh (udtales som cove). Byen ligger ved en stor naturlig havn, og det er netop havnen, der har givet Cobh sin plads i historien: Det er fra denne by i det sydlige Irland, at nærved halvdelen af de 6 milioner irerer, der forlod landet i 1800-tallet rejste ud. Ydermere var Cobh Titanics sidste stop, inden hun drog ud på Atlanten. Naturligvis er der et Titanic-museum i byen, men her må jeg igen melde pas: Det interesserer mig altså ikke ret meget. Jeg underkender bestemt ikke betydning af Titanics forlis, ej heller at det var en tragedie, men jeg synes bare ikke, at der er så meget mere, jeg har brug for at vide.

Istedet for at gå på museet valgte jeg at mase opad bakke for at se nærmere på St. Colman’s Cathedral, som ligger på en bakketop over den lille by. Denne lille bys kirke er absurd stor! Midlerne til kirken kom fra de mange mange mennesker, der rejste ud fra Cobh for at søge lykken udenfor Irland.

Fra pladsen foran kirken kan man se opad en af de øvrige ganske stejle gader i Cobh. Husene er jo egentlig ens, men har fået lidt personlighed gennem facademaling. Og så ville jeg på et eller andet niveau ønske, at jeg kunne tage billeder af lugt, men jeg måtte nøjes med dette billede, hvor man kan se røgen. Allerede den første aften vi var i Irland, bemærkede vi begge en underlig, ubehagelig “brændt” lugt. K troede først, at det var bilen, der var problemet, men jeg mente nu, at der var tale om lugt, der kom udefra. Jeg føler mig faktisk ganske overbevist om, at lugten kommer fra afbrænding af kul. Så bliver man pludselig hensat til en helt anden tid…

På vej ned igen fra kirken opdagede jeg, at man kan se det grundfjeld kirken står på – og at en enkelt familie åbenbart har følt sig kaldet til at komme helt tæt på.

Nedefra havnefronten kan man rigtig se, hvor håbløs stor St. Colman er. Det fremstår nærmest meningsløst, indtil man kender Cobhs historie.

Fra Cobh gik turen gennem mørket retur til Dublin – en godt tre timer lang køretur. Det var en flot dag, og jeg er glad for, at jeg tog på endnu en bustur, men jeg synes faktisk, at der var for meget på programmet. Det skulle gå for stærkt, når vi endelig var sluppet ud af bussen. Så i forhold til den tur, jeg var på mandag, så ville jeg anbefale den frem for denne tur. Men Leigh var en væsentligt bedre guide, end ham der stod for mandagsturen. Det korte af det lange er, at jeg begge dage havde gode oplevelser med at tage på tur med Paddywagon, og jeg kan kun anbefale det, skulle du finde dig selv i Dublin.

Vi vågnede til en klar morgen, og da vi kom ud til bilen kunne vi konstatere, at det måtte have været klart i løbet af natten også, for der var frost på alle bilerne. Lige så fint som det ser ud, lige så upraktisk er det, når AVIS ikke har isskrabere i bilerne… Godt kreditkort og lommetørklæder kunne klare jobbet, så vi kunne komme af sted med retning mod Dublin.

Vi havde jo kørt turen forleden, men vi havde et andet stop planlagt denne gang: Clonmacnoise, som er ruinerne af et kloster, der blev grundlagt af St. Ciarán i 544 lige ved Irlands største flod, Shannon. Ciarán nåede aldrig at opleve klosteret virkelig få fat, for han døde under Justinians pest kun få måneder efter, han havde grundlagt Clonmacnoise.

Udsigten fra klosterområdet og ud over Shannon-floden er ganske glimrende, og man kan forestille sig, at det ikke er helt tilfældigt, at klosteret ligger så nær ved floden. Faktisk ligger klosteret også nær den vej (et højdedrag efterladt af gletsjere i den sidste istid), man gik fra det østlige til det vestlige Irland, da klosteret blev grundlagt.

Clonmacnoise blev på grund af sin strategiske placering et center for religion, lærdom, håndværk og handel fra det 9. århundrede. Flere europæiske lærde rejste hele den lange vej til Irland for at besøge klosteret ved Shannon-floden. Nogle af de dygtigste stenhuggere og metalkunstnere Irland nogensinde har haft, arbejdede i Clonmacnoise i stedets storhedstid.

Fra det 9. til det 11. århundrede var klosteret allieret med kongerne af Meath, og mange fra kongeslægterne fra Tara og Connacht blev begravet på klosterets område. I samme periode voksede området, både når det kommer til bygninger og indbyggere. Ved grundlæggelsen havde Clonmacnoise 10 beboere og i løbet af 1000-tallet nåede det tal op på omkring 2000.

Klosteret fik ikke lov at leve et beskyttet sikkert liv; faktisk blev det plyndret, brændt og hærget om og om igen af vikinger (mindst 7 gange), irere (mindst 27 gange) og normanner (mindst 6 gange). Efter hvert angreb blev Clonmacnoise genopbygget, men som Athlone begyndte af vokse i 1100-tallet, mistede Clonmacnoise sin betydning, og forfaldet tog fart.

Den mest betydningsfulde af bygningerne på området, er dette lille kapel, som er blevet fremlagt som værende St. Ciaráns grav. Udgravninger under kapellet har dog ikke afsløret nogle menneskelige rester, men det er vel ikke afgørende for den, som tror nok?

Selvom stedet forfaldt forblev det et væsentligt stop for pilgrimme, og stien her er pilgrimssten, som går næsten op til Ciaráns tempel. Clonmacnoises betydning for den kristne historie understreges af det faktum, at pave Johannes Paul II besøgte området, da han var på pilgrimsrejse i Irland i 1979.

Endnu en gang snakkede vi om, hvor interessant det er, at Irland blev kristent så tidligt. Allerede i 500-tallet var der seriøse og magtfulde kristne institutioner i Irland. Det er altså minimum 350 år før, Harald Blåtand hævdede at have gjort danerne kristne!

Ikke at vi var i tvivl om, at det havde været (og fortsat var) koldt, men K mente alligevel, at dette stykke is var et godt bevis på, at kulden nu er kommet til Irland. Det er efterårets første frost, og som vejrværten sagde, så er efteråret lige ved at være forbi.

Inden vi forlod klosterområdet, nappede vi dagens selfie, hvor vi lykkedes med at få Shannon med i baggrunden.

Ja, ja, det er et komplet håbløst billede, men det man ser på det, er en meget lettet dame! Hver gang vi har været i UK – og nu Irland – har jeg sagt, at jeg skulle prøve det der med at køre i venstre side. I dag skete det så! Jeg kørte 11 km i venstre side i en bil, der var helt forkert indrettet. Hold da fast pulsen var høj, men man vænner sig da heldigvis til det. Jeg er nu stadig meget imponeret over, hvor roligt K kører og manøvrere rundt i den omvendte trafik. 11 km lige ud på en lille vej på landet rækker umiddelbart for mig.

Inden vi nåede helt til Dublin havde K et sidste geocachingstop, vi lige kunne nå: The Wonderful Barn er en kegleformet bygning med en udvendig spiralformet trappe. Den ligger på land der tilhørte Castletown House i County Kildare. Den blev bygget i 1743 sammen med to mindre, kegleformede dueslag der ligger på hver sin side af “laden”.

Projektet blev startet af enkefruen på godset, Katherine Conolly, i kølvandet på den irske hungersnød, 1740-41. Der var to primære formål: for det første ville bygningen fungere som kornkammer, hvilket skulle forsikre mod en eventuel dårlig høst, og for det andet gav projektet arbejde til lokalbefolkningen.

Dueslagene er ikke helt så polerede som The Wonderful Barn, og de er heller ikke lige så høje, men formen er den samme – og stadig ganske tosset.

Fra The Wonderful Barn fortsatte vi direkte til vores hotel i Dublin, hvor jeg og al bagagen skulle hældes af, inden K kørte i lufthavnen og afleverede vores lejebil. Det giver jo ikke megen mening at have en bil stående en uge i Dublin…

Mens K var i lufthavnen gik jeg ind til Grafton Street, fordi jeg ville købe aftensmad hos Marks & Spencer. Der var SÅ mange for mange mennesker i byen. Jeg har nok aldrig været rigtig god til store menneskemængder, men efter en uge i det mere eller mindre mennesketomme Irland var det noget af en omvæltning at gå rundt i en by, der er gået i totalt jule-hysteri-mode. Der er julemarked ved St. Stephen’s Green, og køen ind på markedet var vel omkring 50 meter lang. Godt man bor i landet, der flyder med glühwein og bratwurst, for så behøver man da ikke stå i kø for at se et julemarked.

Mens jeg ventede på at mødes med K, som tog bussen tilbage fra lufthavnen, søgte jeg tilflugt i St. Stephen’s Green, som er en lille fin park. Det var tiltrængt med en pause fra alle de mange mennesker derude i virkeligheden 😉

Vi sluttede dagen af med mikroretter fra M&S, Strictly Come Dancing på tv’et, irsk øl til K og masser af the til mig. Det var første uge i Irland, og i morgen starter K’s konference, mens jeg iler på bustur ud på landet igen.

Vores sidste dag i det vestlige Irland skulle bruges til at køre rundt i Connemara, som er et stort områder der byder på moser og bjerge, og hvor befolkningen mener det med at tale irsk. Det er en af de dage, hvor jeg får svært ved at skrive så meget originalt om billeder, fordi de primært er taget, fordi det så smukt ud.

Dagen startede overskyet, men solen gjorde sit allerbedste for at trænge igennem skyerne, da vi kørte langs med Galway Bay. Vi kunne se henover bugten over til Black Head, som var der vi kørte fredag.

Det var ikke så nemt at holde ind og tage billeder, så jeg benyttede mig af chancen til at hoppe ud af bilen, da K lige skulle tjekke, om vi var på rette kurs og nappe et par skud af denne udsigt.

Som nævnt er der moseområder i Connemara, og de ser flotte og frodige ud selv her i november. Det er svært at forestille sig, hvor grønt The Emerald Isle må være i foråret og hen over sommeren. Vi bliver vist nødt til at vende retur en anden gang.

Solen lykkedes med at trænge igennem skyerne, og vi fik den smukkeste blå himmel – stadig med skyer ind imellem – til meget af vores tur.

De her bjerge er en del af Connemara, og vi cirkler rundt i deres skygge hele dagen. Faktisk endte det med at være sådan, at vi var helt fortrolige med deres profil. Det var lidt sjovt på den måde at blive dus med området.

Nok havde solen taget i dagen, men som det kan ses her i billedet, så var det ikke uden byger – her var vi heldige, at den var fjernt fra os.

  Nyd bare synet, for det var det vi gjorde. Synet, lyset, farverne, vinden og solen. Åh, hvor det var skønt.

Denne lille naturlige havn var komplet med pittoresk sejlbåd. Noget tyder dog på, at havnen er væsentligt større, når der er højvande.

K havde et fint geocachingstop på programmet, og igen var udsigterne bare så smukke. Og læg mærke til det nederste billede, hvor bjergene dukker op igen.

Sådan ser man ud, når man har besteget en lille klippefyldt bakketop OG har fundet den tilhørende geocache.

Mens vi stod på toppen, blev vi begavet med en farvestrålende og magisk regnbue. Og vi ved jo alle sammen, at der i Irland sidder en leprechaun med en potte guld for enden af en regnbue. K mente, at vi måtte køre ud og finde ham og køre ham over, så vi kunne få hans guld. Heldigvis lykkedes vi ikke med det, for det er da lidt synd sådan at drøne sagesløse (men meget gnavne) fabelvæsner over.

Og det kan ikke være anderledes: Man er nødt til at have et regnbue-selfie, når man ser en regnbue i Irland. Der er noget dragende over regnbuer, og jeg forstår til fulde, hvorfor de optræder i eventyr og mytologiske fortællinger.

I juni 1919 foretog John Alcock og Arthur Brown den første non-stop flyvning over Atlanten. De lettede fra St. John’s på Newfoundland og landede i en mose lidt uden for Clifden i Connemara. Deres flyvetur er blevet markeret med et monument, som vi kom forbi – vist nok mest, fordi vi skulle finde den cache, der er gemt i nærheden.

Alcock og Brown fløj i en tomotorers Vickers Vimy – med åbent cockpit – og turen tog knap 16 timer. De to piloter vandt en præmie på £10.000 udskrevet af Daily Mail, og blev slået til Knight Commander of the Most Excellent Order of the British Empire af kong George V.

Monumentet står cirka 1½ km fra stedet hvor Alcock og Brown faktisk landede. Det skyldes formentlig to faktorer: for det første er det upraktisk at bygge store tunge monumenter i en mose, og for det andet er der en bedre udsigt herfra.

Til trods for at K måtte forcere en lille mur, lykkedes det ham at finde geokassen, og han var slemt stolt af sig selv, da han kom op på muren igen.

Uha, endnu en byge som var på afstand af os – men som så mægtigt imponerende ud.

K havde hele dagen haft et mål i sigte: Diamond Hill. Hans idé var oprindeligt, at vi skulle have gået hele turen op til toppen af bakken. Jeg kan godt afsløre, at jeg var noget mistroisk, da vi stod nede og kiggede op på den bakke…Vi kom så sent til Diamond Hill, at vi var nødt til at undlade at gå helt op til toppen, så det må blive næste gang – for nøj, hvor var det fristende, da vi først kom i gang.

Jo, det var da hårdt at komme op ad stigningerne, men det var absolut ikke umuligt. Faktisk var det bare herligt at komme ud i Connemara, når vi nu havde nydt området fra bilen det meste af dagen. Og udsigten blev jo kun mere og mere bjergtagende, jo højere op vi kom.

Vi nappede et selfie, da vi nåede så højt op, som vi mente, at vi realitisk set kunne nå. Det kan godt anes på billedet, at solen så småt var ved at ned til venstre for os, og vi syntes ikke lige, at vi skulle gå rundt i det lidt fugtige område, når det først var blevet mørkt.

Hvis det ikke er smukt, så ved jeg ikke, hvad der er smukt. Et unikt og skønt naturområde badet i solnedgangslys… Suk, livet er smukt.

Som vi bevægede os ned af bakken igen (hvilket i øvrigt på mange måder er hårdere end at gå opad), forsvandt solen mere og mere, hvilket gav det omgivende landskab nye dybder, farver og mønstre.

Og Diamond Hill blev varm gylden og om muligt endnu mere tillokkende i solnedgangslyset. Men det havde været for vildt at gå hele ruten så sent på dagen…

Jeg elsker skyggebilleder, og lyset på Diamond Hill var lige i øjet til netop sådan et billede. Vi tog mere end dette billede, men min flabede mand lavede kaninøre på mig på de andre billeder. Din ged!

Vi kørte retur mod Galway, men vi nåede lige at komme forbi og kaste et blik på Kylemore Abbey, som blev bygget som et privat hjem i 1867-71 af Mitchell Henry. Han opgav dog stedet, da hans kone og datter døde. Efter 1. verdenskrig blev stedet til et kloster for munke, der flygtede fra Ypres som følge af krigen. Det skulle være et spektakulært sted, men vi nøjedes altså med blikken ind over søen.

På vej hjem begyndte det at regne ganske kraftigt, så havde bare været så heldige med vejret på denne dejlige dag i Connemara. Området er et, jeg sagtens kunne forestille mig at vende tilbage til, eventuelt for at gå på nogle af vandrestierne – eller få besteget Diamond Hill helt. Det må komme på min bucket list.