Tag Archives: frilandsmuseum

Bokrijk – frilandsmuseum på belgisk

Vejrudsigten for lørdag indikerede, at hvis vi skulle på tur, så skulle vi ikke køre sydpå men snarere vestover. Valget faldt på Bokrijk, som er et stort belgisk frilandsmuseum, og det skulle af mange årsager vise sig at være et godt valg.

Vel inde på museets område blev vi mødt af et bed fuld af påskeliljer, som tydeligvis ikke havde fået memoet om, at de skulle blomstre til påske. Det er meget illustrativt for foråret 2014.

Hvis påskeliljerne ikke ville spille med, så gjorde påskelammene det heldigvis. Der var indtil flere små fine tottede lam, der gemte sig i græsset, og det er altså bare hyggeligt med lam til påske.

Museet har en rigtig fin stubmølle, som virkelig er et forunderligt koncept: Hele topdelen af møllen kan drejes, så vingerne står i vindretningen. Det er godt tænkt, må man sige. I følge brochuren skulle møllen kunne male 700kg korn i timen, og det lyder ret effektivt.

Bokrijk er bygget om i tre små landsbyer og ind imellem landsbyerne er der, som på mange andre frilandsmuseer, dejlige stræk af kulturlandskab. Her kigger vi fra møllen ned mod det område, der hedder Kempen.

I det område ligger husene rundt om en stor fælled, hvor der er plads til mange forskellige aktiviteter: Polterabend eller forårspicnik.

Jeg er ret vild med vinduer, og de her gamle vinduer med vinstokke henover dem, skodder og blyindfatninger er romantiske på den helt skønne måde. De er også endnu et udtryk for, at der har været væsentlig flere penge i det her område, end vi kender det fra DK.

Det her udhæng er også et, jeg aldrig tidligere har set, og jeg er ret vild med det. Det er en god måde at få mere plads, uden at det kræver mere jord, kan man sige. Huset er fra cirka 1500, konstruktionen hedder et Hallehuis på hollandsk og var en udbredt måde at bygge på i denne del af Europa.

Flere af husene havde en facade, der var forskellig var siderne, som dette med bindingsværk på fronten og mursten på siderne. Det er svært at vide, om det er af praktiske eller æstetiske årsager, men det ser fint ud, når man nu dyrker lidt Early-Modern-Europe-romantik…

Det lille “udhus” her rummer museets bager, som solgte (og måske producerede) ret lækkert brød og kager.

Vi mener, at dette hus var et købmandshus fra Tessenderlo med ret til at holde duer. Det er tydeligt, at der er tale om et velhaverhus alene på størrelsen, men også på udsmykning mm.

Jeg var særligt begejstret for detaljerne i murværket – det viser overskud og interesse for huset – og så ser det altså bare dejligt ud.

Flere af husene var indrettet med plads til husdyrene i den ene del af huset, og familien i den anden del af huset, men det var kun i et af dem, der fortsat stod dyr. Jeg kender godt konceptet fra DK og andre steder, men jeg har aldrig oplevet et hus, hvor der faktisk var dyr i stalddelen. Det overraskende var, at der ikke lugtede spor grimt (hverken i stald eller i hovedhuset). I stedet lugtede der af frisk hø og ren stald – hvis det altid har lugtet sådan, så kunne jeg godt have boet sammen med køer. Men jeg tror, det kræver, at man virkelig holder stalden ren.

Bortset fra, at der slet ingen vinduer er i stalddelen, så er det svært at se udefra, at dette hus rummer både stald og familiebolig under samme tag. Og nå ja: Jeg var også svært begejstret med det smukke stråtag.

Nok er dette hus “bare” lerklinet, men det er alligevel svært at beskrive det som et beskedent hus, hvis man tænker på det i danske sammenhænge. Ikke desto mindre beskrev museet det som et beskedent hus. Inden i er der absolut heller ikke noget beskedent over det: Det havde mere en etage, grovkøkken og stort køkken, kæmpe ildsted i stuen og et soveværelse en halv etage over stuen. Det var lavet som et lille rum inden i stuen, hvor man skulle en meter op for at komme ind. Svært at forklare men virkelig sjovt og ikke noget jeg har set i andre huse.

Denne kirke er ikke flyttet til museet men har derimod ligget her i 800 år. Det ses indvendig, hvor væggene ikke er pudsede men derimod står med syn til de sten, kirkens mure er konstrueret af. Murstenene må være kommet til senere…

Der voksede syrener flere steder på museet, og denne fine mørkelilla stod bag ved det hus, der rummede museumsbutikken og fotografen. Og der er ikke anden grund til at vi tog dette billede, end at det så flot ud med syrenen mod murstenene…

Skiltene på toilettet i Kempen-område var egentlig meget søde: En høne til dametoilettet, en hane til herretoilettet og så knak filmen… Skal det forestille en hane i kørestol? Det er altså ikke ligefrem et vellykket piktogram, hvis du spørger os.

Der er jo ikke ret meget at sige andet end: Det er jo alt for fint med blå himmel, grønne blade og et blomstrende træ, som vi desværre ikke rigtig kunne regne ud, hvad var for et.

Denne præstebolig fra Schriek blev opført i 1776 af den katolske kirke i et forsøg på at formidle magt og autoritet. Om det er netop det, man tager med sig fra huset i dag, er tvivlsomt, men det er fortsat et stort og smukt hus. På anden sal gemmer museet en flot samling af laugs-sølv fra det 16., 17. og 18. århundrede.

Præsteboligen var begroet med den smukkeste blåregn, som blomstrede vellystigt. Det er et godt look til et smukt hus med en imponerende og smuk blomst.

Selv sidebygningerne til præsteboligen var fornemme: Der var to ens bygninger på hver side af huset, og som det ses henover muren, var de lige så fint muret op som selve huset.

Flere syrener mod mursten… Kan altså ikke rigtig stå for det motiv, da de to virkelig passer godt til hinanden.

Jeg kan desværre ikke huske, hvad dette hus er eller hvor det stammer fra, men det er simpelthen så smukt og står fint mod de sartgrønne træer og den blå himmel, så billedet måtte med på bloggen under alle omstændigheder.

K mente, at jeg skulle tage billeder af bøfferne på marken, og han mente, at Esben ville sætte pris på dem… Så her er der belgiske bøffer til K og Esben.

Der er endnu en lille kirke på museets område, og vi kom forbi netop som den blev åbnet for at lukke besøgende ind til en af dagens dunderprædikener. Vi besluttede ikke at gå ind til prædikenen, men i stedet tage noget at drikke på kroen ved siden af (for en kirke skal ligge nær en kro naturligvis). Mens vi sad og nød vores drikkevarer, kunne vi faktisk høre præsten (som vist nok var en skuespiller) tale dunder til forsamlingen. Det var ret sjovt, og K ærgede sig vist lidt over, at vi ikke var inde i kirken.

På de fleste frilandsmuseer, hvis ikke dem alle, er der gjort noget ud af ikke alene bygningerne men også kulturlandskabet de ligger i. Denne allé førte fra et område af museet til et andet, og det er ikke ringe omgivelser at færdes i.

Til trods for denne gårds dekorationer og størrelse, så var det bare en gård. Men sikke en flot udgave af en bondegård!

Der er ingen tvivl om, at det her er en stor lade; det kunne man se allerede uden at gå ind i den. Men indenfor i bygningen bliver størrelsen virkelig påtrængende, da man fra museets side havde staplet containeren ovenpå hinanden i tre lag derinde. K og jeg tror, at der nok havde kunnet være omkring 30 containere i laden, og det er godt nok ikke småting, hvis man sammenholde det med, at huset er omkring 400 år gammelt. At have sager nok til at fylde så stort et rum kan ikke have betydet andet end, at der stod en velhavende familie bag stedet (eller at man opbevarede materialer fra mere end én familie i denne bygning).

Jeps, flere blomstrende træer og gamle huse… I dette hus var der et aktivt værksted, hvor man kunne arbejde med uld. Ulden var særdeles vigtig historisk set for Vlanderen, så det er oplagt, at man fortsat viser de besøgende, hvad ulden kan bruges til og hvordan.

I uldgårdens baghave stod der det smukkeste blomstrende æbletræ.

Inden vi gik retur mod udgangen, måtte vi nappe et af vores traditionelle selfies, så der ikke er nogen tvivl om, at vi var på Bokrijk sammen 😉

Nu, hvor vi har sagt det højt til os selv og hinanden, at vi samler på frilandsmuseer er det fedt at finde flere at besøge. Det her var absolut endnu en succes, og helt sikkert et sted vi på det allervarmeste kan anbefale. En tredjedel af museet er faktisk et arbejdende værksted, hvor man som besøgende kan få syn for sagn for de ting, man har kigget på, og det vil sikkert være fedt for både børn og voksne at deltage i. Så vi bliver vel “desværre” nødt til at komme retur en anden gang.

Tagged , | Leave a comment

Oberwesel, frilandsmuseum og en bebygget bro

Schönburg set på vej til Oberwesel.

Søndag tog vi på heldagsudflugt sydpå: Jeg havde på Pinterest fundet billeder af Oberwesel, som vi begge syntes, så interessant ud, og derfra havde en udflugt taget sin form. K havde nemlig fundet et frilandsmuseum 60km fra Oberwesel, samt en bebygget bro (som man kender den fra Firenze) i Bad Kreuznach. Så af sted med os!

Noget af det som er ganske særligt ved Oberwesel (som gør at byen er en del af UNESCOs verdensarv) er, at byen har en særdeles velbevaret middelalderlig bymur med en række fine tårne. Ydermere ligger borgen Schönburg ganske kort fra Oberwesel. Vi parkerede lige midt i Oberwesel, og inden vi begav os op på muren, fik vi set på rådhuspladsen komplet med afblomstrende magnolia og den obligatoriske Jesus.

Man kan komme op på og ned fra muren flere steder, men fælles for dem alle er, at de er godt slidte, og man fornemmer, at her er tale om en mur, der har stået på sin plads i mange år. Det første tårn vi kom igennem på turen henad muren var det skæve Hospitalgassenturm, som ikke overraskende står dér, hvor byens hospital altid har været. Det er ikke umiddelbart til at se det, men der er tale om et snydetårn: Det har kun tre vægge og skal primært se imponerende ud. Det har tidligere været kalket og malet, så det så ud som om det var bygge af store, stærke kampesten.

Oppe på muren kommer man i øjenhøjde med byen, og vi var begge betagede af Alte Münzes fine udsmykninger, som man kunne se bedre fra muren, end det ville have været muligt nedefra.

Det næste tårn, Steingassenturm, kan man komme op i, og det måtte vi naturligvis. Trapperne op var stejle, men udsigten fra toppen var bestemt opstigningen værd. Udover den fine udsigt over Rhinen, kan man se ned til flere af byens tårne.

Det var dejligt, at vi havde tårnet fuldstændig for os selv, for så kunne jeg gå forsigtigt ned uden at skulle tænke på, om andre ventede på at komme forbi. Man kan godt forestille sig, at der er ganske mange mennesker i byen, når der er middelalder-halløj i pinsen.

Da man oprindeligt byggede muren i 1240’erne, lå den om muligt endnu finere, end den gør nu. Man går nemlig parallelt med sporene, når man går på den del af muren, der ligger tættest på Rhinen. Heldigvis pyntede forårsblomsterne lidt på det.

Naturligvis måtte vi dokumentere, at vi begge havde besteget Oberwesels bymur. På disse billeder kan man tydeligt se, hvordan togskinnerne løber mellem floden og muren.

Nok er muren et bygningsværk i sten og mørtel, men det holder jo ikke planter tilbage fra at finde fodfæste og slå rod opad de stejle sider. Og det ser jo smukt ud, må man sige.

Vel nede fra muren igen, gik vi retur til bilen gennem Oberwesel, og fik derved set byen fra en anden vinkel end den muren tilbød.

Fra Oberwesel kørte vi retur mod Schönburg. Undervejs forsøgte vi at finde en geocache ved en meget fin lille udsigtspost. Vi fandt ikke kassen, da det ville have krævet, at vi klatrede rundt uden ret meget afskærmning højt over Rhinen: Ikke ligefrem Ks favoritbeskæftigelse – og jeg tror heller ikke, at det havde været noget for mig. Kasse eller ej, så var der en forrygende fin udsigt over Rhinen.

Schönburg blev påbegyndt i 1100-tallet, og borgen tjente i 1300-tallet som hjem for en lang række riddere og deres familier. Ifølge “vagten” på slottet blev slottet noget trængt for de mange mennesker, men det løste sig selv på Europas slagmarker…

I 1689 blev Schönburg, som så mange af de andre borge i Mittelrhein-området, ødelagt af franskmændene, og først hen mod slutningen af 1800-tallet blev borgen genopbygget.

Den gigantiske mur er enestående af sin art, og den blev påbegyndt i 1357. Den er hul ind mod selve borgen (altså ikke integreret i borgen i øvrigt), men den beskytter størstedelen af borgen på angrebssiden.

Allerede for foden af slottet er udsigten over dalen nedenunder storslået, men det kunne vi naturligvis ikke nøjes med. Schönburg fungerer i dag som hotel og konferencecenter, men man kan få lov at bestige slottets tårn.

Ifølge vagten var der vist nok 128 trappetrin op, men jeg fik det kun til lige over 100. På en af etagerne kunne man bruge en virtuel katapult til at forsøge at destruere Burg Elz, hvilket var en ret sjov idé.

Det var ikke nogen lille tur til toppen, men det var absolut indsatsen værd, for udsigten var fænomenal! Jeg tror ikke, at jeg var kommet derop for fire måneder siden, og jeg var da også svært stolt af mig selv. Og selvfølgelig skulle vi dokumentere, at vi var der begge to.

Det passede K rigtig godt, at der var lavet en lille ekstra etage oppe på toppen af tårnet, for den betød, at man kunne stå og nyde udsigten i sikker afstand til ydervæggen og dermed den høje højde ned…

Og nå ja, så kunne jeg også tage det her tossede billede, når jeg stod nedenfor den ekstra etage og K oppe på den.

Nedefra så tårnet ikke ret højt ud, men det skal man jo sjældent lade sig narre af.

K vidste, at der skulle ligge en geocache ved slottet, og vi forsøgte at finde dem, men opgaverne, der skulle løses, var ikke ret klart formulerede. Heldigvis var udsigten nedover Oberwesel super fin, derfra hvor kassens opgaver skulle løses.

Vi havde blandt andet et perfekt vu ned til Liebfrauenkirche, som står på et sted, hvor der har været kirke siden 1200-tallet. Den nuværende kirke er dog påbegyndt i starten af 1300-tallet. Næste gang vi er i Oberwesel, tror jeg, at vi skal se kirken indefra, selvom jeg godt nok synes, at den tog sig rigtig flot ud lidt oppefra.

Dagens næste stop var Das Rheinland-Pfälzische Freilichtmuseum i Bad Sobernheim, og det er ingen hemmelighed, at vi begge er glade for at gå på frilandsmuseer; faktisk er det lige før, man kan sige, at vi samler på dem. Det her skulle vise sig at være et af de fineste af slagsen, vi har været på.

De første huse man støder på på museet er virkelig spektakulære. Huset til venstre har intet mindre end fire etager, hvor man faktisk kan stå opret. Det er noget ganske andet, end huse vi kender fra Frilandsmuseet i Brede… Hver gang vi besøger et tysk frilandsmuseum konstaterer vi, at man kan langt mere bygningsmæssigt, når man har rigeligt med sten, end når man er afhængig af træ.

Det er ikke mange steder, vi bevæger os hen, hvor der ikke lige ligger en geocache, K gerne vil finde. På museet ligger der en multikasse, og for at finde alle de nødvendige poster, var vi nødt til at bestige museets vinbjerg. Jeg tror ikke, at K havde regnet med, at jeg var med på idéen, men så er det jo godt, at jeg stadig kan snyde ham.

Der var ret langt op til det lille vinhus, og endnu længere til de steder, vi faktisk skulle finde… Men det er føles fedt at kunne alle de her ting.

En af posterne i geocachejagten lå ved museets bigård. Her var der unægteligt mange mange bier, og derfor var det sikkert også helt på sin plads med advarsel om, at der var stikke-fare.

Turen op ad vinbjerget betød også, at vi fik set museets virkelig flotte trykkeri, som såvidt vi kunne vurdere fortsat bliver brugt. For mig var det nostalgisk at komme ind i rummet, for det lugtede fuldstændig som det kælderrum, hvor min farmors rulle stod i gjorde. Mon ikke det er noget smøreolie eller lignende, der er skyld i det sammenfald…?

Museet er inddelt i små “byer” = områder hvorfra husene oprindeligt kom. Her ser vi på det område, der hedder Hunsrück – Nahe.

I samme område er der et posthus, som er et ret unikt og meget dybt hus. Det indeholdt andre funktioner end blot posthuset, og det kan måske være med til at forklare, at det er så dybt.

K ville frygtelig gerne have haft de fine emaljeskilte fra posthusets facade med hjem, men vi blev enige om, at de trods alt nok ville blive savnet.

Jeg er ikke ret vild med slanger, men firben derimod, dem kan jeg mægtigt godt lide, og jeg blev da også svært begejstret, da jeg spottede to fine firben, der hang ud i solen ved posthusets hoveddør.

Da jeg trådte ind i det hus, var det første jeg sad til K, at det her hus havde været beboet væsentligt længere end traditionelle frilandsmuseumshuse… Det var lugten i huset, der ledte mig til den konklusion, og jeg havde sådan set fuldstændig ret, for der bor fortsat mennesker på første salen af huset. Tænk, at bo inde midt i et frilandsmusem: Så kan man da tale om at få ro, når først museet er lukket…

En af årsagerne til at jeg holder så meget af frilandsmuseer (og det er kun en af dem) er, at der er noget særligt fint over kombinationen af gamle huse og skøn natur.

Samtidig er det også lidt sjovt, hvordan en blå himmel kan gøre et lokum og en svinesti til et idylliske motiv.

Denne port er endnu en gang et bevis på forskellen mellem fortidens DE og fortidens DK – jeg har ikke set mange så kraftige og detaljerede porte i DK. Men flot er den godt nok!

Mellem de forskellige områder af museet ligger der fine stræk af kulturlandskab, som man kan nyde. Det er også i disse områder, at museet formidler viden om sommerfugle, som synes at være et fokusområde (sammen med flagermus).

Efter en pause på museets restaurant bevægede vi os forbi vandmøllen med dens tilhørende “gadekær” over mod det sidste distinkte område.

Husene i dette område, Pfalz-Rheinhessen var ret markant anderledes end de øvrige huse. Nok er det også bindingsværk, men de ser anderledes ud. Indretningsmæssigt var flere af dem fra det 20. århundrede, mens husene er 200-300 år ældre.

Turen retur til udgangen gik af en fin allé, som vi ikke kom henad i første omgang, fordi vi jo besteg vinbjerget i stedet. Efter 2½ times museumstur kunne vi efterhånden godt mærke, at det havde været en aktiv dag – i solskinsvejr. Men vi var ikke helt i mål endnu…

Det sidste punkt på dagsorden var Bad Kreuznach, hvor man finder Alte Nahebrücke, som er en af de få resterende bebyggede broer i Tyskland. Vi kom – uden at vide det – til byen på en dag, hvor butikkerne havde søndagsåbent, hvilket gjorde det til en noget kaotisk oplevelse. Men umiddelbart ser broen super fin og hyggelig ud. Og vi har planer om at komme retur til Bad Kreuznach og området omkring byen senere på året, for vi har fundet et par attraktioner, som vi ikke nåede på vores tætpakkede søndagsudflugt.

Fra Bad Kreuznach gik turen retur til Muffendorf gennem foråret, og det var to små trætte mennesker, der kom hjem igen, men vi havde virkelig nydt at se ting, vi ikke tidligere har set og oplevet.

Tagged , , , , , | Leave a comment

Sommerferie 2011: 12a – Roussillon, Village de Bories og Abbaye Notre-Dame de Sénanque

Okkerbyen Roussillon.

K fik et gavekort på hotelovernatninger af mine forældre i fødselsdagsgave, og dem har han besluttet at veksle til to nætter på et hotel 10 km fra Avignon, som vi skal bo på i de næste to nætter. Vi kørte fra Taradeau i morges og vores første stop (udover bageren i Vidauban) var okkerbyen Roussillon, som ligger på en høj rød bakketop. I området er der 17 naturligt forekommende okkerere (gad vide, hvad okker hedder i flertal), som farver jorden i de smukkeste matte naturlige farver.

Okker forekommer i flere gyldne nuancer.

Vi havde godt set den røde jord allerede, som vi nærmede os byen. Da vi havde parkeret trak vi op mod en udsigtspost, hvor man for alvor kunne se de smukke gule, orange og røde klipper.


K på vej ned imellem okkerklipperne.

Selvom K har en dårlig tå, havde han mod på at tage den gåtur rundt i området, som man kan betale for at blive sluppet ind på. Vi besluttede at nøjes med den korte, som tog en halv time, for så måtte Ks tå have mindst skidt af gangen.

Det smukkeste sted på ruten.

Første etape på turen gik ned af nogle trapper, der var virkelig besværlige at gå på, fordi de var lige det dybeste til, at man kunne tage almindelige skridt nedad dem. Men tilgengæld var udsigten fra dem virkelig smuk: Klipperne var helt gule af okkersandet, og de var knastørre, så det blev en meget smuk støvet oplevelse.

Uimodståeligt sand.

Mange af de børn, der var med inde på området, var helt tværret ind i det tørre farverige sand, og der må have været mere end et sæt forældre, der har overvejet, om ungerne skulle vaskes, inden de kunne komme ind i bilerne igen. K og jeg var ret forsigtige med ikke at sparke i sandet og holde os lidt på afstand af klipperne og andre ting, der kunne smitte af.

Trapperne var markant nemmere at gå op ad end ned.

Vi gik hele rundturen, men vi kunne konstatere, at det kun var den første halvdel, der var noget værd – resten af turen gik igennem noget skovbevoksning, hvor vi ikke rigtig kunne se de smukke okkerfarver. Men vi fik bestemt dagens motion: Op og ned ad trapper i 30 graders varme giver sved på panden og på ryggen.

Okker-gokker.

Højt over de gule, orange og røde klipper hævede den blå himmel sig, som en meget smuk kølig kontrast til al den varme glødende jord.

Jorden skabes i lag.

På vej ud af området spottede jeg denne klippevæg, hvor man kan se klippens forskellige lag, og hvordan den er blevet til gennem tiden.

Nye sandaler?

Selvom K og jeg havde været forsigtige med ikke at blive smurt ind i okkersandet, så kunne det ikke undgås, at der kom noget på fodtøj og det nederste af buksebenene. I brochuren fra stedet stod der, at man skulle børste støvet af og så vaske med koldt vand, så det må vi prøve.

Village de Bories.

Fra Roussillon kørte vi videre til endnu en af Ks små overraskelser. Jeg havde set billeder i en af vores guidebøger af nogle pudsige stenhuse, som jeg gerne ville se, men jeg vidste ikke, om vi på noget tidspunkt kom i nærheden af dem. Det gjorde vi, for det havde K undersøgt.

Det bliver i stilen.

På det lille frilandsmuseum, hvor man kan komme til at se stenhusene, har de skrevet skiltene på stenstykker, så de passer til bygningerne, hvilket er en rigtig fin detalje.

Et hjem.

Hus og mur smelter sammen.

Bories-husene er lavet uden nogen form for cement; stenene hviler bare ovenpå hinanden og holder sammen på sig selv. Det er meget smukke, enkle boliger, men de er også meget meget små og mørke. De er ubetinget smukkeste udefra.

Arkitektur.

Selvom man anvender få materialer og lever enkelt, kan man godt interessere sig for arkitektur og detaljer i bygningerne. Flere af bygningerne var bygget sammen og dannede dermed ret unikke konstruktioner.

Så skal der bages.

Som tilfældet ofte var i fortiden havde man ikke hver sin bageovn, men derimod havde byen en fælles. Det samme gør sig gældende i denne lille Bosier-by, hvor ovnen endnu findes. Byen blev forladt i starten af 1800-tallet, og den er blevet sat i stand i 60’erne og 70’erne.

Herlig udsigt.

Jeg kan godt forstå, at man for mange mange år siden valgte at bosætte sig netop her, for udsigten er bedårende. Til gengæld har det formentlig været vanskeligt at få ting til at gro på de stenede jorde.

Fin grisesti.

Selv husdyrene boede super fint – her er det fårestald og grisesti i kombination. Særligt grisestien var virkelig nuttet.

Teknikken.

På murene rundt om landsbyen ser man tydeligt, hvor fin en teknik det er, at bygge uden cement eller andre bindemidler. Det danner meget smukke konstruktioner.

Abbaye Notre-Dame de Sénanque.

Fra Bories-landsbyen ville vi køre forbi Abbaye Notre-Dame de Sénanque, som er en af de sights man ofte ser billeder af, når man ser billeder fra Provence. Det er et kloster, der ligger piktoreskt med en lavendelmark foran. Desværre må vi nok indrømme, at vi synes, det var lidt en ikke-oplevelse… Måske skyldes det, at lavendlerne ikke var friske og stærkt lilla, eller måske det lidt hårde eftermiddagslys? I hvert fald var vi ikke super imponerede over stedet.

George II Gorge.

Vi kørte videre for at forsøge at finde resten af den pestmur, der opførtes under udbruddet af pest i Marseille og Provence 1720-22, for at standse udbruddets udbredelse. Desværre lykkedes det os ikke, da vi tror, at man skal ud på en længere vandretur, hvilket vi ikke var forberedt på – og som Ks tå ikke ville have godt af. Det må blive næste gang, hvor vi kan have turen planlagt hjemmefra. Turen gik dog igennem en smuk slugt, så helt forgæves var det ikke.

Herfra kørte vi videre til vores hotel, hvor vi holdt lidt siesta, inden vi tog til Avignon for aftenstur og -mad.

Tagged , | 4 Comments