Tag Archives: flytning

Godt nytår!

Så er vi her endnu en gang: På årets allersidste dag. For mig har nytår vist mere eller mindre altid (eller i hvert fald i mit voksne liv) været en ikke-begivenhed. Jeg er ikke så god til det med alkohol og fulde mennesker – og da slet ikke, når det hele bliver blandet med fyrværkeri. Der er bestemt ikke noget galt med at være sammen med mennesker, man holder af og spise en god middag – men det kunne man jo i princippet gøre hvornårsomhelst ;)Faktisk er det en skam, hvis man nøjes med at gøre sådan noget én gang i året, hvis du spørger mig…

I år bliver nytåret en god middag hos Finn og Lone efterfulgt af kransekage, champagne og fyrværkeri over Rhinen og Siebengebirge set fra vinduerne på Højen. Det er vores anden – og sidste – nytårsaften her på Højen, da vi sidste år var i DK til nytår. Så der er som altid dømt en stille og rolig nytårsaften for os, og det er lige i vores ånd.

I dagene siden vi kom hjem fra jul i DK, har vi knoklet på at pakke ned, flytte op og nedbryde køkkenet. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor man her i landet synes, at det er en god idé, at man lige skal bygge et køkken, mens man også flytter alt sit indbo. Men sådan er det bare, så det kan man jo ikke rigtig slås imod. Heldigvis har Finn tilbudt at bygge endnu et køkken!

Det år, der begynder i morgen, bliver et år med store omvæltninger for os: De starter med den flytning, vi allerede er i fuld sving med, som gør os til hus-beboere med kælder, have og to fine etager i vores lille rækkehus. Det kunne i sig selv have været nok til at holde os underholdt næste år, men den helt store begivenhed er naturligvis, at vi skal være forældre i første kvartal af året… Forældre! Tænk sig en gang. Vi kan næsten ikke vente (men vi gør det nu gerne alligevel) til vores søn gør sin entre i løbet af de næste par måneder. Hans ankomst kan jo ikke andet end at betyde, at jeg får væsentligt mindre tid til at passe bloggen her. Så selvom jeg skal gøre mit bedste for at holde lidt liv i siden, så bær over med mig, hvis der bliver lidt spredt fægtning med posterne næste år.

Jeg vil ønske jer, der læser med hos mig, et vidunderligt nyt år, som forhåbentlig bringer jer mange glade timer og gode oplevelser.

Godt nytår
– eller som vi siger hernede:
Guten Rutsch

Tagged , | 3 Comments

Juleblog 2015: En tidlig julegave

juleblog15I dag får K og jeg en slags tidlig julegave: Vi får nøglerne til vores kommende hjem, og dermed har vi adgang til at komme og gå i huset helt som det passer os. Og nej, hvor vi glæder os til at det lille rækkehus bliver vores.
Vi har kun boet på Højen siden september 2013, men der er indtil flere forhold, som har gjort, at vi begyndte at kigge efter et andet sted at bo. I september kom vores kommende hus på markedet, og vi var oppe og se på det. Egentlig kunne vi godt lide det, men vi kunne ikke for alvor beslutte os for at leje det. En måned senere fortrød vi den beslutning, kontaktede udlejer igen, som desværre kunne meddele os, at der var et andet par, er gerne ville leje huset. Æv! Efter nogle dage hørte vi dog tilbage fra udlejer, at vi gerne måtte komme og se huset igen, for det par, der var interesserede, ville gerne have en pejs installeret (der er ikke en pejs på nuværende tidspunkt), og det skulle afgøres, om det overhoved kunne lade sig gøre. Så vi så på huset igen, og denne gang var vi ikke i tvivl: Vi ville gerne bo der. Det sagde vi til udlejer, som gerne ville lade os bo der, hvis de andre sprang fra. Så måtte vi vente igen… Heldigvis (for os) endte det interesserede par med hellere at ville købe huset (og udlejer vil altså ikke sælge), så vi fik alligevel mulighed for at leje huset, og i starten af november underskrev vi lejekontrakten med overtagelse 1.1. Så når vi i dag får nøglen, er det vitterligt en lille julegave, fordi vi får adgang til huset, før vi skulle. Dejligt!

Tagged , , , , | 1 Comment

Op til overfladen

Det er længe siden, jeg har været væk fra min blog så længe… Men vi har brugt de sidste seks uger på at flytte ud af Riesstraße og ind på Højen, og det har krævet masser af arbejde! Netop nu er K på Riesstraße for at aflevere lejligheden tilbage til udlejer, og så skal vi bare vente på, at de beslutter, hvor meget af vores depositum vi får retur og så er vi for alvor færdige med lejligheden i Südstadt. Det er mærkeligt, men vi er begge to meget afklarede og færdige med Riesstraße 26, og det er jo en god ting, når vi nu er flyttet derfra.

Siden vandskaden i stuen i juni har vi levet i større eller mindre grader af flytterod, men det tog virkelig til efter vi kom hjem fra England, fordi vi fik nøglerne til Højen den 16. september og med det samme gav os til at flytte ting herud.

Vi har haft hjælp til flytningen: I midten af september kom Sarah, Jacob & Agnes kørende med en trailer fuld af vores nye køkken. Og mens de var her, hjalp Jacob med at flytte en helt masse ting til Højen. Det var en meget meget stor hjælp, og vi er stadig rørte over og glade for hjælpen.

I oktober brugte Daniel en søndag på at hjælpe med at fragte nogle af de større ting som sofa, køleskab og den slags til Højen i den kassevogn, vi havde lejet i fire dage. Det var også alletiders. Det er dejligt at have venner, der ikke er bange for at tage fat, når man har brug for hjælp!

Siden 16. september har vi kørt i pendulfart mellem Riesstraße og Højen med ting, der skulle herud, og K var inde og hente det allersidste læs i går aftes. Det var herligt at kunne sige: Nu er lejligheden – og terrassen – tom!

En af fordelene ved at flytte er, at man får chancen for at rydde op og ud i sagerne. Vi fyldte kassevognen til bristepunktet med ting, der skulle på lossepladsen, og i denne uge stillede vi endnu et stort læs ud til storskrald. Det var faktisk sjovt at opleve, hvordan vores storskraldsbunke tiltrak sig en masse opmærksomhed. Der var mange af tingene, der forsvandt, inden vi overhoved havde fået sat alt ud. Vores søde nabo, Erika fik sig således en ny skraldespand og to marokkopuder, mens en overforbo fik to rustne Ikea-lanterner. Den enes skrald er den andens guld. Og vi er bare glade for, at andre har kunnet bruge de ting, vi ikke havde plads til / brug for længere. Nogle af tingene har vi da også fået solgt såsom lamper, en skænk og et skrivebord, mens vi forærede vores gamle vaskemaskine væk. Jo, der er blevet ryddet godt og grundigt ud.

En af de primære årsager til, at vi har ryddet så meget ud, er, at den nye lejlighed er mindre end den gamle. Vi er flyttet fra godt 150m2 til 106m2, hvilket vi har gjort med åbne øjne: Vi ønskede os ganske enkelt færre men bedre kvadratmeter. Nu hvor vi har boet på Højen i en måneds tid (ganske vist i totalt flyttekaos), fornemmer vi tydeligt, at nok er lejligheden mindre, men den er også nemmere at bo i. Slet ikke så tosset endda! Nu, hvor vi ikke længere skal køre på Riesstraße for at hente sager, male, tømme terrasse eller gøre rent, kan vi vende os 100% mod Højen og få lejligheden endnu mere på plads.

Jeg vænner mig fortsat til, at lydene her er anderledes, end de var i den gamle lejlighed, og jeg har lynhurtigt vænnet mig til al det lys, der strømmer ind, når man bor øverst oppe uden huse, der begrænser lysindfaldet. Jeg elsker at have hele himlen lige over og rundt om mig på den her måde. Skønt!

Lad os se, om ikke der bliver mere tid til at få opdateret den her blog fra nu af. Det satser jeg bestemt på. Håber I har det godt derude på den anden side af skærmen? Hvad har I oplevet i de sidste seks uger?

Tagged | 6 Comments