Vores midlertidige køkken og blik ind til dagligstuen.
(billedet er lånt fra Airbnb)
Vi er taget på sen sommerferie (eller tidlig efterårsferie alt efter hvordan man ser det) i en for os ny by: Budapest. Turen gik østover tirsdag aften, hvor vi skulle være fløjet 1825, men vi blev forsinkede ud af Köln, så vi kom lidt senere til Budapest end planlagt. Heldigvis var K velforberedt hjemmefra, og han vidste lige nøjagtigt, hvordan vi kom fra lufthavnen ind til byen og den lejlighed, vi har lejet frem til søndag: Little Whistle Apartment.
Den lukkede gård set fra vores ende af bygningen.
Da vi stod af metroen relativt sent på aftenen (2140-2150) på en lun men ellers helt almindelig tirsdag aften, kom vi op til en by, der bestemt ikke var gået i seng: Barer og restauranter var stadig åbne, og der var feststemte mennesker overalt. Vi kunne altså dels konstatere, at Budapest har et livligt natteliv – også på hverdage – samt at vi tilsyneladende skulle bo mere eller mindre lige midt i det. Heldigvis ligger Little Whistle lidt væk fra det værste af balladen og i en bedårende lille lukket gård, så vel oppe i lejligheden var det meget begrænset, hvad vi kunne høre til festlighederne. Som lejlighedens ejer udtrykte det, så var det nok ikke muligt at sove, hvis man boede lige ud til det, hvilket jeg tror stemmer fuldstændigt. Efter at have fået vist den spændende og cool lille lejlighed frem, forlod vores værtspar os, og vi kunne smide skoene, falde ned efter en lang dag og se frem til første dag i Budapest.
Gården set fra trappeopgangen
– vi bor nede i hjørnet bag blomsterkasserne.
Onsdag morgen bød på klar blå himmel og lune temperaturer – og en temmelig langsomt start for vores vedkommende: Vi kunne ikke rigtig komme i sving, men K fik da hentet noget morgenmad hos den lokale franske boulanger og den lille lokale købmand. Vi havde snakket om at skulle på byvandring kl. 1030… Det blev der ikke noget af. Eller vi kom på byvandring men ikke med guide og ikke kl. 1030.
Lejlighedens dør og to vinduer bag de smukke kløvermarker.
Da vi endelig fik samlet os sammen til at komme af sted, stod det klart, at vi havde ikke en lun men en varm dag foran os. Jeg kunne ikke dy mig for at benytte det fine solskinsvejr (vi ved, at der er regn og skyer i vente) til at nappe nogle flere billeder af gården og af vores lejlighed udefra. Det er virkelig et hyggeligt sted med noget næsten parisisk forfald og laissez-faire stemning over sig.
Vi vidste godt, at vi boede i det jødiske kvarter af Budapest, men vi vidste ikke nøjagtig hvor centralt vi boede: Der var ikke mange hundrede meter ned til byens synagoge: Dohány utcai zsinagóga. Synagogen, som med sin plads til 3000 er en af verdens største, blev bygget i perioden 1854-59. Sammen med vejen, synagogen står på og er opkaldt efter, udgjorde grænsen til den jødiske ghetto. Under 2. verdenskrig blev synagogen bombet, hvorefter den blev brugt som en base for tysk radio og som en stald, hvilket resulterede i flere luftangreb. I kommunisttiden begyndte Budapests jøder igen at bruge den skadede struktur som et bedested, men først efter kommunismens kollaps påbegyndtes en egentlig restauration af synagogen.
Synagogens to tårne har karakteristiske løgkupler med gyldne dekoratationer, hvilket giver bygningen sit orientalske neo-mauriske look. Det skulle være den første synagoge i denne stil, men stilen blev så populær, at man nu ser den andre steder i verden.
Fra synagogen spadserede vi videre igennem byen, og vi var begge ret imponerede over, hvor smukke bygninger, vi passerede. Dels er det imponerende, at husene overlevede 2. verdenskrig og derefter også kommunisternes styre, og dels er det bare imponerende at se, hvor rig byen må have været. Man får mindelser om Paris og Wien, når man færdes i Budapest (det sidste er nok ikke rigtig overraskende…).
Vores første mål var Budapests store centrale indendørs markedshal: Nagy Vásárcsarnok. Ideen til den store overdækkede markedshal kom fra Budapests første borgmester, som dog måtte gå til indvielsen af hallen som civil borger, da den først stod færdig, efter han var ophørt med at være byens borgmester. En af hallens særlige features er det smukke tag, som er beklædt med Zsolnay-klinker. Som så meget andet, så blev markedshallen hårdt beskadiget under 2. verdenskrig, men i løbet af 90’erne bragte man hallen tilbage til sin tidligere storhedsglans.
Indenfor åbner der sig et 10000 m2 stort marked i tre etager, hvor man kan købe alt muligt lækkert til madlavningen. På 2. sal finder man også steder, hvor man kan købe mad, som kan spises på stedet. Lad os bare sige, at det var der rigtig mange af de andre turister, der benyttede sig af! Jøsses, der var et mylder af mennesker omkring madboderne.
Fra markedshallen var der ikke langt ned til Donau og Szabadság híd, Frihedsbroen. Der er tale om en 333,6 m lang og 20,1 m bred bro, som blev bygget mellem 1894 og 96. Den er forskellig fra men inspireret af en kædebro, som var den æstetisk foretrukne konstruktion i tiden.
For enden af broen på Buda-siden (den modsatte af der hvor vi stod) troner Gellért-bakken til højre og Gellért Hotel og Spa til venstre. Jeg har snakket om, at jeg ville i et af Budapests kendte bade, siden vi for omkring ½ år siden besluttede at tage herover. Måske bliver det Gellért… Onsdag kom vi dog slet over floden, men derimod langs med den. Jeg havde nemlig opsnappet, at Tram #2 skulle være noget særligt. Den kører langs med Donau og ender ved det oppulente ungarnske parlament, og det er helt bestemt en rigtig fin rute.
Vi kørte med helt til Országház, parlamentet, og lige som vi kørte forbi forsiden fangede vi et glimt at vagtskiftet. Sporvognen fortsatte dog om på siden af parlamentsbygningen, så vi måtte nøjes med den del af vagtskiftet, vi havde set fra sporvognen.
Da vi nu alligevel var endt på siden af parlamentet, gav det os anledning til at søge ned til floden, hvor vi havde et flot udsyn op mod slotsbakken i Buda med Mátyás templom (Matyas-kirken), Halászbástya (Fiskerbastionen) og Budai Vár (Buda-slottet).
I 1873 blev Budapest skabt som en samling af tre byer, og syv år senere besluttede man sig for at bygge en ny repræsentativ parlamentsbygning. Det blev besluttet, at bygningen skulle ligge med facaden ud til Donau (indgangen er dog ikke på flodsiden med på pladsen bagved parlamentet), og i 1885 påbegyndtes konstruktionen, som var tegnet af Imre Steindl. Man indviede bygningen på landets 1000 års fødselsdag i 1896, men den stod først endeligt færdig i 1904.
Parlamentet er overordnet set i nygotisk stil med sin symmetriske facade og centrale kuplen, men kuplen selv er i nyrenæssance stil. Med sine 268 m x 123 m er parlamentet Ungarns største bygning. De 96 m i højden betyder, at parlamentet sammen med Szent István-bazilika (Sankt Stefans kirken) er Budapest højeste bygning. De 96 meter er ikke tilfældige men derimod et nik til landets 1000 års fødselsdag i 1896.
Et af de andre forslag til parlamentet endte med at blive opført som det etnografiske museum, som ligger overfor parlamentsbygningen. Og de er bestemt ikke de eneste storslåede bygninger på pladsen foran parlamentet. Mens vi stod og kiggede på det etnograftiske museum, var vi så heldige, at den fine gamle tram #2 lige kom forbi.
Når man forlader parlamentspladsen, kommer man henover Vértanúk tere, Matyrernes plads, som er en lille have med et ret fint og unikt mindemærke for Imre Nagy. Han var Ungarns premierminister, indtil invasionen i 1956, hvor han blev arresteret og hemmeligt dømt til døden for forræderi på foranledning russerne, der ønskede at statuere et eksempel.
Fra Matyrernes plads gik vi videre igennem byen, og vi kom henover Szabadság tér, Frihedens plads, hvor den amerikanske ambassade ligger. Inden vi opdagede ambassaden, spottede vi dog en bronzestatue af Ronald Reagan, som står meget prominent med parlaments kuppel i baggrunden. Statuen er rejst i 2011, og intensionen med den er at hylde Reagan for at have sluttet kommunismens styre i Østeuropa – det er alligevel ikke så lidt endda. Ungarns premierminister Orban sagde ved afsløringen af statuen: “Today, we are erecting here a statue to the man, to the leader, who changed, who renewed, this world and created in it a new world for us in Central Europe – a man who believed in freedom, who believed in the moral strength of freed people and that walls that stand in the way of freedom can be brought down.”
Det er ikke nemt at komme i nærheden af den amerikanske ambassade (det er det jo ingen steder i verden), og jeg turde ikke tage flere billeder, da K nævnte (efter jeg havde taget dette billede), at der var et foto-forbudt-skilt på hegnet… Ambassaden skulle være et meget smukt eksempel på art noveau i Budapest, hvilket desværre ikke var nemt at se pga. afstanden til huset samt træerne på pladsen.
Der er simpelthen så mange smukke bygninger i Budapest, og denne bygning er ingen undtagelse. Den er nabo til den amerikanske ambassade, men derudover ved vi ikke noget om den – måske bor der bare helt almindelige ualmindelige ungarer bag dens smukke vinduer?
Monumentet her på sydsiden af Szabadság tér (Frihedspladsen) er et “Mindesmærke over ofrene for den tyske invasion” i marts 1944. Baggrunden for invasionen var at tyskerne havde opsnappet, at Ungarns regent, Miklós Horthy, havde indledt forhandlinger med de allierede magter om at overgive sig.
Skulpturen, som er bestilt af den nuværende højrepopulistiske premierminister, Viktor Orbán, forestiller Ungarn – personificeret af ærkeenglen Gabriel – der bliver overfaldet af den fæle germanske ørn. Det er blevet mødt med kritik af de jødiske organisationer i landet, der påpeger at man ved at fremstille Ungarn som et uskyldigt offer, behændigt undlader at tage stilling til at landet var allieret med Nazityskland og kæmpede på deres side i 5 år.
På vej væk fra kom vi forbi denne frise med en høstscene, som var ret iøjnefaldende. Vi snakkede om, om den monstro var et kommunistisk stykke kunst. Det er den ikke som sådan. Den er skabt af Ferenc Medgyessy, som var uddannet læge men levede som kunstner og arbejdede med ungarnske naturalistiske motiver.
Fra Szabadság tér gik vi videre, og vores vej faldt forbi endnu en af de ting, vi vidste, vi ville se i Budapest: Szent István-bazilika (Sankt Stefans kirke). Kirken er opkaldt efter Ungarns første konge István I, hvis højre hånd er kirkens centrale relikvie. Der er tale om en neoklassisitisk kirke, som stod færdig i 1905.
Kirkens indre gør det helt klart for os, at vi ikke befinder os i et protestantisk land: Som K ville sige, så har der ikke været calvinister forbi her… Interiøret er udsmykket af datidens kendte kunstnere.
Efter en delvis succesfuld frokost hos Fruccola (min yoghurt-drik med banan, mandel, appelsin og honning var super lækker, Ks texmex ret med polenta var god, min tagine mindre så), lagde vi en slagplan for eftermiddagen: Vi ville spadsere ned ad Andrássy út, som er en stortanlagt boulevard, der løber fra den indre by ud til byparken.
Boulevarden blev besluttet i 1870, da der var kommet for meget trafik mellem by og park. I 1872 gik man i gang med projektet og fire år senere stod boulevarden med dens fantastiske palæer færdig til indvielse.
Første del af Andrássy út.
Boulevarden består af fire dele: 1) Fra Erzsébet tér til Oktogon (tættest på byen): urbant område primært med forretninger mm. 2) Fra Oktogon til Kodály körönd: en bredere allé med boliger og universiter. 3) Fra Kodály körönd til Bajza utca: en endnu bredere del med boligpalæer med små forhaver. 4) Fra Bajza utca til Városliget: samme bredde med private villaer omkranset af haver samt enkelte ambassader.
Budapests neo-renæssance operahus står på Andrássy út, og det har det gjort siden 1884. Det er i dag det største operahus ikke alene i Budapest men i hele Ungarn.
Lige overfor operaen ligger Drechsler palæet, som oprindeligt blev bygget 1893-96 som investering for the Hungarian Railway Pension Institute. Det blev designet, så det komplimenterede operahuset uden af tage opmærksomheden fra operaen. Huset har stået tomt i årevis, men det er, såvidt jeg kan finde ud af, meningen, at det i 2017 skal åbne som et 5-stjernet hotel.
Vi har set flere, hvad vi kalder “ungarnske stilladser”, som virker som ret solide, nærmest permanente stilladsstrukturer i træ. Dette fine hus på hjørnet af Andrássy út har et rigtig fint eksempel på netop sådan et stillads. Samtidig er det lidt sjovt at se, hvordan mange af de smukke oppudsede palæer nok faktisk inde bagved bare er murstenshuse uden det store af dekorationer.
Oktogon-krydset er meget stort, og det minder måske lidt om Oxford Square i London, omend der her er lidt bedre plads til fodgængere.
Dette er et mindesmærke for 1. verdenskrig, som bare på en eller anden måde er indbegrebet af østeuropæisk patos. Der er fuld skrue på dramaet her, hvilket jo nok faktisk passer meget godt til 1. verdenskrig…
Vores fornemmelse af dette hus var, at det havde tabt sin facade… En del af dekorationerne eksisterer stadig, men pudset mellem dem er forsvundet. Flere af palæerne på den smukke boulevard var i en sølle forfatning, men det er tydeligt, at man er (og har været det et stykke tid) i gang med at sætte de fleste nænsomt i stand. Og helt generelt er der virkelig tale om smukke, smukke bygninger.
Vi var begge lidt fjollede med dette hus, som stak ud i sine dekorationer i forhold til naboerne – det er nærmst lidt tysk i dekorationen helt oppe ved taget.
Afslutningen af Andrássy út og starten af byparken markeres meget tydeligt af det monument, der kaldes Hősök tere, Heltenes plads. Her hyldes – med klar sans for drama og patos – landets helte!
Hele vejen under Andrássy út løber kontinental Europas ældste metrolinje, som blev åbnet i 1896. Det havde hele tiden været vores plan at gå ud til endestationen, og så tage metroen hjem. Og det var den HELT rigtige beslutning, for fødderne var ved at være godt slidte, da vi nåede så langt. Knap 17000 skridt kan altså godt mærkes…
Aftensmaden indtog vi hjemme i lejligheden, og den bestod af lidt forskelligt fra den lokale Hummus Bar. Og så afslører jeg helt sikkert ikke for meget, hvis jeg siger, at vi faldt relativt tidligt i seng.
