Tag Archives: ferie

UK Tour 2013: The Scottish Lowlands

Jeg vågnede lidt før de andre i vores nye lejlighed og ovenstående var det syn, der mødte mig, da jeg gik ind i stuen og kiggede ud af vinduet. Jøsses, det er en flot udsigt direkte ind til Edinburgh Castle! Det var heldigt, at der var planer for dagen, for ellers kunne man da nemt være endt med at blive siddende og bare kigge på Edinburgh lidt på afstand.

Planen var nu ikke at sidde i lejligheden men derimod at køre på tur til Loch Lomond og rundt i det skotske lavland. Første geostop var ved Wee Peter, som står i Loch Lomond i nærheden af byen Luss.

Vi gjorde holdt i Luss, som skulle være en fin og idyllisk lille by – og den er da også meget sød, men jeg synes nu, at søen var klart den største attraktion.

Loch Lomond er 39 km lang og mellem 1,21 og 8 km bred, og den er den største sø i UK. Man fornemmer godt søens størrelse, når man kører langs den – også selvom skotterne skjuler den bag træer, der står mellem vejen og søen.

Vandet i Loch Lomond var meget fint og klart, og hvis ikke det var fordi, man kan forestille sig, at det også var rigtig rigtig koldt, så så det faktisk ganske indbydende ud. Og under alle omstændigheder er det lækkert, når man kan se bunden som her.

Fra søen bevægede vi os tilbage op i byen og kom forbi kirken i Luss, som er bygget i 1875. Der har dog været en kristen menighed til stede her i mere end 1500 år, hvilket man da også har fejret. Luss Parish Church er for al sin lange historie en meget moderne kirke, som transmitterer gudstjenester på nettet, og som i opposition til normal skik tillader ikke-sognebørn at blive viet i kirken. Sognet har i alt 400 medlemmer, men kirken modtager omkring 750.000 besøgende årligt. Godt gået, Luss Parish Church!

Lige inden vi gik ind på kirkens område, måtte K være kanon-fotograf for de to damer. Vi havde nemlig begge to læst / fundet ud af, at det var smart at tage billeder oppefra. Så K stod på trappen, mens vi stillede op til foto.

Jeg kunne ikke stå for denne gravsten for familien Macbeth, da den for alvor drev det hjem, at vi er i Skotland. Og så Macbeth… Double, double toil and trouble.

Her må man sige, at der er tale om en tragedie for lokalområdet: Intet mindre end fem mænd mistede livet på Loch Lomond i starten af december 1873. Det må have været et hårdt slag for lokalområdet.

På vej ud af kirkegården stod disse meget fine gamle sten og strittede til forskellige sider. Der er noget smukt og poetisk over dem, som de får lov til at stå der og bliver slidt op af vind og vejr. Om det netop er disse ved jeg ikke, men jeg har efterfølgende fundet ud af, at der faktisk er 15 bevaringsværdige gamle monumenter på kirkegården.

På vej retur til bilen kom vi forbi dette lille hus, og jeg var lidt begejstret for, hvor meget der var gjort ud af skorstenene; her er der absolut plads til dekoration.

Videre på vores vej kom vi forbi et sted, hvor det var muligt at se søen OG parkere samtidig, hvilket vi var nødt til. Det viste sig så, at stedet faktisk også var ret perfekt til frokost-picnic. Vi havde salat og sandwiches med fra M&S, så det var bare at finde sagerne frem, nyde vejret, udsigten og maden. Så er frokost i det fri slet ikke så ringe.

Vi lagde Loch Lomond bag os og fortsatte ud i det skotske lavvand. Vi stoppede blandt andet ved Loch Lubhair, som var så “lavvandet”, at vi kunne komme ned og gå på, hvad der må være søbunden ved “højvande”. Udsigten dernedefra og hen over søen var helt enkelt spektakulær.

Det kan godt ske, at billedet ikke er helt skarpt, men vi måtte da have fotobevis på, at vi stod der i bunden af en sø uden at få våde sokker – alle tre.

Som man står der med tåspidserne i en skotsk loch, forstår man jo godt, hvorfor mange tager på vandreferie i det her smukke, smukke land. Og vi var ikke en gang i the highlands. Måske en gang?

Endnu en gang kunne vi konstatere, at vandet var klart og smukt. Men her var vi så tæt på lochen, at vi også kunne plaske med fingrene i vandet. Det var friskt og ganske køligt, så jeg tror ikke, at en svømmetur i en loch vil være nogen særlig god idé.

Det sidste planlagte stop på dagens Lowlands-tur var Falls of Dockart, som er en del af River Dockart.

Man kunne gå langs faldene på vejen, og ind imellem kunne man gå ned af nogle få trin og derved komme lidt tættere på det brusende vand.

Den lille mur der afgrænsede vej fra flod var et passende sted at blive fotograferet, så det kunne bevises, at jeg da også var der.

Det sjove ved et sted som Falls of Dockart er, at man kan tage uendeligt mange billeder, fordi stedet hele tiden ændrer sig en lille smule, som vandet fosser ned og væk. Det er et fint og fascinerende sted, og mens vi var der, var der knald på solen, så det hele tog sig meget fint ud.

Lige inden den bro, der går over floden, kunne man komme ned på et større tørt område, hvor vi var mange bjerggeder, der fes rundt og knipsede med kameraer, nød solen og vandet.

Fra Falls of Dochart vendte vi næsen retur mod Leith. På et tidspunkt spottede vi højlandskvæg mellem træerne, og vi sendte en depeche over for at tage billeder. Der var vist ingen tvivl om, at man skulle holde sig på den rigtige side af hegnet…

Og bare en udsigt fordi der er så mange af dem i Skotland, og man har lyst til at tage de fleste af dem med sig hjem.

Det her ligner på dette billede bare en sky – men som man så den i virkeligheden var der regnbuer hele vejen langs dens yderkant. Jeg har aldrig set noget lignende, og det var simpelthen så smukt og fascinerende, at jeg helt glemte at kigge på landskabet.

En køretur i lavlandet giver lyst til at komme til højlandet, men jeg tror, at vi skal træne vores vandre-skills inden da. Men det er godt at have noget at se frem til.

Tagged , , , | 1 Comment

UK Tour 2013: Loch Leven

Efter at have tilbragt natten i vores ildelugtende stuelejlighed gik Kristian over til receptionen for at høre om der var nogen mulighed for at flytte. Vi fik at vide at alt var booket, men at vi kunne komme tilbage omkring halv et og høre om der eventuelt var et afbud eller noget.

130909---Line-004Det gav selvfølgelig lidt en begrænsning på hvor langt omkring vi kunne tage på tur, så vi satte kursen mod Ocean Terminal, et stort shoppingcenter der ligger ikke ret langt fra vores lejlighed på havnen i Leith. Vi fik ordnet nogle julegaveindkøb og købt mad ind til de næste par dage, hvorefter vi satte os og spiste frokost med udsigt ud over havnebassinet, hvor den belgiske flåde var ved at stå til søs. Faktisk sad vi med udsigt til huset, vi boede i – det er det højre af de to.

(Klik for at se i fuld størrelse.)

Vel tilbage på hotellet fik vi at vide at de havde en ny lejlighed til os, og da vi havde flyttet vores ting var der nu en lidt anden udsigt …

2a

Faktisk var vi blevet opgraderet fra en ildelugtende stuelejlighed med beskidt gulvtæppe til en stor, lys penthouselejlighed med trægulve. Det var ret overvældende og noget af en forbedring, kan man roligt sige. Så har vi også prøvet at bo på 7. sal med vinduer, der går til gulvet. Det er ret foruroligende, men heldigvis kan de færreste af dem åbnes… Og udsigten er helt utrolig heroppefra!

Således opmuntrede besluttede vi os for at tage på en eftermiddagstur til Kinross, som ligger ved bredden af den største sø i det skotske lavland, Loch Leven.

Ude i søen ligger en del øer (syv i alt ifølge en infotavle ved søbredden, men vi kunne nu kun se 4-5 stykker), og på en af de øer – passende kaldet Castle Island – ligger Loch Leven Castle. Borgen blev bygget omkring år 1300 og er primært kendt for at have været fængsel for Mary, Queen of Scots. Hun sad på øen i knap et år, efter at en gruppe skotske adelsmænd havde gjort oprør mod hende og hendes mand, Jarlen af Bothwell. (Det er ham der senere dør i fangenskab på Dragsholm Slot.)

Man kommer ud til øen i søen ved at tage det der på slottets webside beskrives som en “ferry”. Ved nærmere eftersyn viste færgen sig dog at være en motorjolle med plads til 12 passagerer og et fribord på cirka 15 cm.

Selv om båden var lille, var der god fart på.

IMG_20130909_174052

Da færgemanden Rob sejlede afsted med os, fik vi de korte og præcise instruktioner: båden havde to nødudgange for og bag, men i dag ville der være “no emergencies”. Og ganske rigtigt, efter 10 minutters sejlads ud over søen gjorde vi landgang.

Slotsruinen består primært af en relativt velbevaret donjon og borgmur. De resterende bygninger i og udenfor borggården er mestendels forsvundet.

130909---Line-009

Naturligvis var det nødvendigt at nappe et trippel-selfie, så man kan være sikker på, at vi alle sammen var til stede på øen i søen.

Der er smukt på øen i Loch Leven, men man forstår måske godt, hvorfor Mary kaldte stedet for hendes “boring prison”. Hvis man skulle være fænglet der, ville man nok hurtigt få gået alle de ture, der kan gås på den lille ø. Men som besøgende har man jo heldigvis bevidstheden om, at Rob og hans lille “færge” kan tage en retur til fastlandet.

Efter en halv times tid havde vi set hvad der var at se på øen. Da vi sad og ventede på at færgemand Rob kom og hentede os igen, kom der en temmelig nærgående fasan forbi.

På vej tilbage på fastlandet (eller okay, i hvert fald en lidt større ø) kørte vi over til Kinross House, som blev bygget i det 17. århundrede med udsigt til slotsruinen som en feature.

Et kig tilbage mod bådehuset afslørede at regnen var på vej, så vi satte hastigt kursen tilbage mod Edinburgh.

Undervejs gjorde vi et hurtigt geokassestop i Aberdour, hvor slottet desværre lukkede lige da vi kom. Man kunne dog stadig gå ind på kirkegården ved siden af, og få et godt skud af Aberdour Castle og St Fillan’s Church (til højre).

Kort før vores lejlighed stoppede vi ved Newhaven Harbour, der lå og så flot ud i aftenlyset.

Mens vi stod og nød udsigten lagde vi mærke til en mand med et stort surfbræt, der vadede ud i havnen. Vupti hoppede han op på planken, rejste sig op og begyndte at padle afsted ud i solnedgangen.

Sådan kan man jo også tilbringe en mandag aften. Vi valgte at slappe af i vores lejlighed og nyde udsigten over Edinburgh i stedet … :)

Tagged , , , | Leave a comment

UK Tour 2013: Fountains Abbey + Hadrian’s Wall

1
Søndag morgen pakkede vi bilen sammen, da turen endnu en gang gik nordpå. Dagens endelige mål var Ocean’s Apartments i Leith udenfor Edinburg, hvor vi havde bestilt fire overnatninger. Men inden vi kom så langt havde vi nogle ting, vi gerne ville nå. Jeg havde ønsket at se Fountains Abbey, som er et af UK’s 22 UNESCO verdensarvsteder. Vi ankom til Fountains klokken 10.45, og skilte på stedet afslørede, at der startede en guidet tur af klosterruinen 15 minutter senere. Og det kan vi bare ikke stå for; K og jeg elsker guidede ture og opsøger dem gerne, og Line var med på endnu en rundvisning, så vi satte det længste ben foran for at nå ned til mødestedet.

3
Vi kom på tur med endnu en pensioneret ingenør, Maurice, som om muligt var en endnu bedre guide end Glen fra York. Inden turen startede havde vi tid til at se stedets lille museum, samt nyde de smukke omgivelser klosteret ligger i.

4
Som vi lærte, da vi var på tur med Glen i York, så blev Fountains Abbey grundlagt efter en intern konflikt i St. Mary’s Abbey i York. 13 munke blev bortvist fra St. Mary’s og blev derefter taget ind af ærkebiskoppen i York, som gav de 13 munke et stykke land omkring floden Skell, hvor de kunne starte et nyt kloster. I 1135 blev klosteret officielt Englands andet cistercienser kloster.

5
Klosteret lå (og ligger i princippet fortsat) ganske isoleret i en dal, og derfor havde det ikke en by til at sørge for at dække klosterets basale behov. I stedet var der omkring 160 lægbrødre, som arbejdede som klosterets møllere, snedkere, skomagere, bagere, smede, tømre, lysstøbere også videre. Der var i alt 30 erhverv, som blev varetaget af disse lægbrødre på klosterets eget område.

7
Økonomisk gik det lidt op og ned for Fountains – i en periode tjente munkene særdeles godt på særligt deres uldproduktion. Men så fik fårene en sygdom, der gjorde ulden dårlig, og i løbet af få år havde klosteret oparbejdet en gigantisk gæld. Man fik hjælp af kongen til at indfri lånene, og klosteret kom på fode igen, således at det var et særdeles velhavende kloster, da Henry VIII besluttede at nedlægge alle klostre og inddrage deres jord og øvrige besiddelser.

9
En af grundene til at lægge klosteret ved floden Skell var, at den kunne sørge for vand til klosteret. Det rene vand løb igennem møllen, videre ned til klosteret hvor alt kloakvand (fra køkkener og toiletter) røg direkte ned i floden, som så bragte det væk fra klosterets område…
10
Oprindeligt var der ingen adgang for kvinder på klosterets område, og det gjaldt således også for gæstehuset, som man ser her. Det betyder, at velhavende rejsende ikke kunne medbringe deres hustruer, hvis de skulle bo på klosteret. Disse regler skulle dog være blevet blødt en smule op mod klosterets sidste dage, og således skulle en velhavende kvinde være begravet i kirken.

11
Stort set hele klosteret er bygget i sten, der er hugget ud af den klippevæg man ser bag træerne. Det er jo ret listigt, at man ikke har skulle transportere stenene ret langt for at konstruere det meget meget store bygningsanlæg.


Inde i klosterets Chapter House kunne man fortsat finde enkelte stenhuggeres tegn på nogle af stenene. Hver og en sten i det store klosteranlæg skulle være påført stenhuggerens mærke, så man vidste, hvem der havde hugget hvilken sten.

12
I forgrunden af dette billeder ser man lægbrødrenes primære bolig: De sov på 1. sal i en lang sovesal, og så spiste de og opbevarede deres mad i den hælvede sal nedenunder.

13

Lægbrødrenes spisestue og madopbevaringsrum er virkelig elegant, som det står helt tomt nu. Maurice fortalte da også, at rummet ofte bliver brugt til fotografering og filmoptagelser.

14

Kirkens kor er blevet forlænget, og kirken dermed udvidet, over årene i konkurrence med andre klostre – naturligvis måtte man have den største kirke, det højeste tårn eller hvad der nu ellers var “in fashion” i klosterdesign. Meget beskeden måde at leve på…


Netop kirkens klokketårn er et eksempel på, at hvis et konkurrende kloster havde et klokketårn, så skulle Fountains dælme have et selv – og helst et der var højere eller finere. Fountains 49m høje klokketårn er en meget sen tilføjelse, som først stod færdigt 23 år før klosteret blev nedlagt.


Denne pavefigur har ikke altid siddet her, og den er i grunden heller ikke ren dekoration: Denne figur og flere andre er udtryk for, at man var nødt til jævnligt at reparere den store kirke, og man valgte at lappe hullerne dekorativt, hvis man kunne.

8
Henry VIIIs klosterødelæggelsestogt nåede til Fountains i 1540, hvor klosteret blev gjort til en ruin, hvorefter området blev solgt. Senere blev klosterområdet købt og solgt igen, bl.a. til en meget velhavende familie ledt af William Aislaby, som købte området pga. den pittoreske og romantiske ruin. Denne familie udvidede området med vandhaver, som vi desværre ikke havde tid til at se, men som skulle være virkelig smukke. Det giver os en anledning til at forsøge at komme retur til Fountains, hvor man sagtens kunne have brugt en hel dag, men vi måtte videre nordpå.

Fountains Hall blev bygget i starten af 1600-tallet af den daværende ejer, Stephen Proctor. Han genbrugte sandsten fra klosteranlægget, men det var jo også nærliggende, når der er få hundrede meter mellem mansion og klosterruin.

Jeg var lidt betaget af hækkene ved Fountains Hall, som ganske vist var klippede med ikke i stramme geometriske former men derimod i bløde kaotiske toppe. Det var egentlig meget bedårende op mod det stramme hus.

K hentede bilen, mens Line og jeg stod og nød viewet ned mod Fountains Hall, som det putter sig mellem store træer og bløde buske. Det må have været et skønt sted at bo.

Ved Fountains kunne vi føje endnu en postkasse til samlingen – dette er ganske vist en Victoria, som vi allerede havde, men den ser anderledes ud, end den i York gjorde.

Fra Fountains Abbey gik turen yderligere nordpå. K havde et geocache-stop udenfor Newcastle i skyggen af Angel of the North. Det er ikke nogen lille sag, og man forstår godt, hvis den skabte en vis røre i andedammen, da den blev undfanget.

Det sidste stop, inden vi kørte helt til Leith og vores næste “hjem”, var Hadrian’s Wall. Muren blev påbegyndt i år 122 som et forsvarsværk mod stammerne mod nord, og muren udgjorde formentlig den bedst forsvarede grænse i Europa på sin tid.

Som muren ligger nu midt i det smukke engelske landskab minder den egentlig mest om en lidt bred mur til at holde fårene inde. Det, der måske mest af alt peger på dens vigtige historie, er, at den løber på tværs af landet og ikke afgrænser marker. Samtidig må man sige, at man ikke kan gå på de andre almindelige fåreindhegninger, og det kan man altså på Hadrian’s Wall.

Og gå på det skulle vi! Line mente også, at vi måtte have et billede, så det stod helt klart på hvilken side romerne befandt sig (tommelfingeren op), og på hvilken side de farlige vilde opholdt sig (tommelfingeren ned).

Udsigten fra Hadrian’s Wall var slet, slet ikke så ringe endda – og nogle gange er skyer altså lige dét, der skal til, for at få landskabet til at se endnu mere dramatisk ud.

Winter is coming!

Det gik vældigt med at komme op på muren for mit vedkommende – men så var der det med at komme ned igen! Line valgte en meget elegant (og lidt nuttet) rullefaldsmetode, som efterlod hende med mos i lommerne og græs på knæene. K gik ned nogenlunde samme vej, som vi kom op – og så var dig mig, sagde hun. Jeg endte med en løsning, hvor jeg satte mig på et lille nedhak i muren og så “hoppede” ned derfra.

Da vi kørte væk fra det sted, hvor vi havde besteget Hadrian’s Wall, kom vi lige forbi Robin Hood træet. Det er på dette sted, at Robin Hood krydser Hadrians mur, da han kommer hjem fra sit korstog i Kevin Costners udgave af Robin Hood. Lad være med at spørge, hvordan han ender langt nord for Nottingham og midt inde i landet, når han er gået i land i den sydlige del af England… Det skal man nok ikke tænke for meget over. Man forstår til gengæld godt at stedet er brugt i en film, for det er meget dramatisk og pittoresk på en og samme tid.

Naturligvis var der indlagt endnu et geocachingstop på vejen mod Edinburgh, nemlig lige der hvor England og Skotland mødes. Der lå en kasse på begge sider af grænsen, så det var et oplagt sted at standse og få vores første vue over Skotlands natur.

Der var en frisk vind i spil, da vi krydsede grænsen, og det var heldigt, for så stod begge flag fint ud fra hver deres flagstang. Meget passende, når man gerne vil tage billeder.

Og jo da! Vi var der alle tre lige der på grænsen mellem England og Skotland.

Udsigten ind i Skotland syntes at love, at vi nu bevægede os ind og ud i natur, der var anderledes og mere barsk end de rullende bakker i Derbyshire – men også natur som er smuk og udfordrende. De første syn af Skotland gav blod på tanden til at komme på opdagelse.

Vi ankom relativt sent til Leith, hvor vi havde booket fire overnatninger på Oceans Appartments, og umiddelbart var vores stuelejlighed med to værelser, to badeværelser, vaskemaskine og køkkenalrum slet ikke så tosset. Men da K og Line kørte ud i verden for at finde os noget aftensmad opdagede jeg, at under den meget kemiske lugt af rengøringsmidler, lå der en ram lugt af gammelt kyllingefedt – i en grad så jeg faktisk måtte flygte ud af stuen og ind i vores soveværelse for at holde ud at være i lejligheden… Det var ikke såå lovende, men der var jo ikke noget at gøre ved det, når vi nu var ankommet efter at receptionen var lukket.

Tagged , , , | Leave a comment

UK Tour 2013: York

Planen med at overnatte i Selby var, at vi ville bruge lørdag på at opdage den gamle by, York. Som vi guffede aftensmad på hotellet fredag aften, fandt K ud af, at der var gratis guidede gåture i York. Den første startede lørdag klokken 10.15 og skulle vare omkring to timer. K og jeg kan ikke lade en god guidet tur gå os forbi, så vi fik Line med på idéen, og satte væggeurene, så vi kunne nå til York i tide. Så klokken 10 sad vi klar på Yorks Exhibition Square foran York Art Gallery, som for tiden er ved at blive sat i stand og derfor er lukket.

Mens vi ventede på, at turen kom i gang, kom der flere og flere deltagere til – faktisk endte vi med at blive delt i tre grupper, fordi vi var så mange, der gerne ville med. Det er egentlig imponerende, når man tænker på, at det “bare” var en lørdag i september, ikke i juli eller august. Og det var i høj grad turister fra udenfor UK: danskere (to mere foruden os), new zeelændere, australiere og amerikanere. Vi kom med den pensionerede ingenør, Glen på tur, og han var en herlig frisk guide, som viste os York med en fin blanding af historie, arkitektur og personlige anekdoter fra et liv i York.

Vores tur startede meget passende ved Multangular Tower, hvis navn referer til tårnets mange (10) sider. Multangular Tower har stået på sin plads i York siden 200-250 e.Kr. York blev grundlagt allerede i det første århundrede, da den 9. romerske legion angom til området, hvor floderne Ouse og Foss mødes. Den første romerske tilstedeværelse i området kunne huse 6000 legionærer… Det er utroligt at forestille sig, hvor stort det romerske rige var, når man langt op i det, der nu er England, kunne have så stor en tilstedeværelse.

Tæt på Multangular Tower kan man se et tydeligt bevis på, hvordan York gennem tiden er blevet dybere og dybere. Det er jo et kendt fænomen fra meget gamle byer, at de bygges ovenpå tidligere byer, og derved bliver de langsomt dybere. I York kan man skelne fire klare lag: det romerske 70-400, (som vi stod på, da billedet blev taget), “the dark ages” 500-1000, det normanniske 1000-1100 og det midalderlige lag fra omkring 1200.

De her meget klare lag var blevet opdaget, da ejeren af huset her, ville grave ud til en tunnel fra sin ene til sin anden bygning. Den lille dør sad vel godt 1-1,5 m over vores hoveder, og der havde husejeren altså haft sin dør. Tunnellen blev vist ikke liiige til noget, da han foruden de klare lag også havde fundet et romersk tårn nede under jorden.

Fra vores plads nede i den romerske del af York kunne vi kigge op på den mur, der har været Yorks forsvarsværk siden romerne grundlagde byen, højt over os. York er den engelske by, der har mest intakt bymur tilbage, og det til trods for, at bystyret i York omkring 1800 besluttede sig for, at murene skulle tages ned. Det bød maleren William Etty så meget imod, at han satte sig for at få nedrivningen standset og samlede opbakning til sit projekt. Det viste sig dog at være underordnet, da bystyret måtte sande, at murene tilhørte kongen ikke byen. Man nåede således kun at rive godt 100 meter af den historiske mur ned.

Næste stop var ruinerne af St. Mary klosteret, som blev grundlagt i 1055 og var et af Englands mest velhavende klostre. I 1132 brød en gruppe af St. Marys nonner med moderklosteret, og de endte med at blive grundlæggerne af Fountain’s Abbey.

Som led i Henry VIII’s reformation og opgør med den katolske kirke, havde han besluttet at klostre, der ikke kunne bruges som religiøse huse i hans nye kirke, skulle ødelægges i en grad, så de ikke igen kunne bruges. Det betød for St. Marys vedkommende, at det blev gjort til en ruin i 1539.

Lige ved siden af St. Mary står denne bygning, Tempest Anderson Hall som faktisk er en ganske nydelig bygning, som ikke skriger til himlen om, at den står helt forkert i forhold til den smukke gamle klosterruin. Det interessante ved bygningen er, at den er bygget i 1912 i beton, samt at den er en af de første betonbygninger i England. Så bygherrerne har gjort et fint stykke arbejde for at sikre, at den ikke ligner en betonklods, men falder ind med omgivelserne.

Næste stop var King’s Manor, som oprindeligt var abbedens bolig, men som naturligvis blev inddraget i forbindelse med opløsningen af klostrene. Det her billedet er det bedste, vi fik af Yorks mindste vindue, som sidder lige under pilen. Desværre har vi ingen idé om, hvad man kan se, hvis man kigger ind ad vinduet – og det havde Glen heller ikke.

32King’s Manor er vokset organisk frem over århundrederne, og overleveringen vil, at den hvide del her blev bygget, da Mary, Queen of Scotts og Elizabeth I havde aftalt at mødes. Mødet mellem de to kvinder blev dog aldrig til noget, men huset består.

29

Denne rigt udsmykkede dør kan stamme fra da James I af England aka James VI af Skotland besøgte York, da han var blevet konge. I hvert fald står der JR nederst på begge sider af døren, og lignende “grafitti” fra James’ besøg findes andre steder på Kings’ Manor.

30

King’s Manor fungerede i en længere periode som blindeskole, og skoleklokken sidder fortsat på en af bygninger, hvilket kan ses indefra gården.

31

I samme gård står denne tyrekalv, som var den 9. legions maskot. Hvad der faktisk skete med den 9. legion er uklart, men det bedste bud er formentlig, at legionen led et nederlag ved Hadrians mur, og derefter ikke længere fandtes.

33

Fra King’s Manor var det tid til at bevæge sig op på Yorks mur. Vi gik ind ad Bootham Bar, som står cirka der, hvor den romerske porta principalis dextra (primære højre port) stod. Midt i tårnet er det muligt at gå igennem tårnet og ind på selve muren, hvilket jeg ikke tror, vi ville have opdaget, havde vi ikke været på tur med Glen.

34

Man kan gå – eller hvis man følges med Glen småløbe – en rigtig fin tur rundt på de gamle mure. Her var vi stoppet på et af tårnene og kiggede ned af den ældste bevarede del af muren. I flg. Glen er skråningen her fyldt med påskeliljer om foråret, hvilket må se rigtig smukt ud.

35

Fra muren er der fin udsigt indover byen, og man kan faktisk se York Minster – eller i hvert fald det øverste af den.

36

Vi gik ned fra muren på Monk’s Bar, som var lidt sjovt udsmykket: Øverste sidder / står statuer af mennesker med sten i hænderne. Idéen bag dem skulle være, at det på afstand er umuligt at vurdere om, der var tale om levende mennesker med kastevåben eller blot statuer. Gad vide om det faktisk har virket? Eller om det overhoved nogensinde blev testet?

37

Monk’s bar har en meget smal trappe, så vi skulle alle sammen gå ned efter hinanden for at komme ned nogenlunde samtidig. Monk’s Bar havde fungeret som indgang til York for mange handlende, og der var derfor også et skattekontor, hvor der skulle betales for at kunne sælge varerne i byen. For at undgå at betale denne afgift, var der mange handlende, der satte deres boder op på markerne lige uden for Monk’s Bar. De må altså have opdaget skatteinddrageren til trods for hans lillebitte dør (som sidder der højt oppe på tårnet…).

Tårnets faldgitter kan fortsat sænkes, og Glen fortalte, at sidst man havde tjekket det (det er mange år siden), var det faldet ned på et par sekunder, mens det havde taget nogle dage at få den hevet op på plads igen.

2
Rundt omkring i York kan man se nogle små figurer, der sidder på bygningerne. Den første vi så var denne lille ugle, som sidder på et hus fra slutningen af 1660′erne. Det skulle være det første murstenshus bygget i York som reaktion på branden i London i 1665. Men tilbage til uglen: Den og andre figurer (som en sort kat vi så et andet sted) er bygmesterens signatur. Det er alligevel en ganske bedårende måde at sige jeg skabte den her bygning.

4
Det her fine bindingsværkshus var der hvor York Minsters lægbrødre boede. I følge Glen havde de været nogle være hooligans, som såvidt muligt skulle holdes isoleret fra byens borgere. Det kan gerne passe, men de har da boet fint.

3
På lægbrødrene dør sidder to våbenskjold, og det ene er ganske særligt: Det har to korslagte nøgler og ovenover dem en pavehue. Det særlige er netop pavehuen, som ellers blev fjernet på alle lignende våbenskjold, da Henry VIII hærgede alle katolske institutioner. Her har man altså misset et enkelt lille tegn på pave-loyalitet.

6
Noget af det fineste ved at være på guidet tur er, at man ser steder, man ikke selv ville have fundet eller opsøgt. Således tog Glen os med ind i en baggård, hvor der lugtede af sur-sød kinamad, men hvor indgangen til en særlig lille kirke befandt sig. Kirken har to ting, der gør den speciel: båse frem for stolerækker og en squint (en åbning i væggen til at kigge igennem). Båsene var en gang helt almindelige, men nu findes der ikke mange kirker, hvor de er bevarede. Her i Holy Trinity Church har båsene forskellige størrelser, fordi de er blevet bygget til de familier, der betalte for dem. I mange af båsene sidder en del af familiemedlemmerne med ryggen til alteret, hvilket man har svært ved at forestille sig i en moderne kirke.

7
Glen gennemførte tur sluttede i endnu en uset kirke i området, der kaldes The Shambles. Vi havde halset af sted efter Glen på hele den godt 2,5 timer lange tur, men vi havde også virkelig noget en masse, og vi havde set ting, vi aldrig ville have set ellers. De her frivillige guider gør altså et forrygende stykke arbejde, og det føles mærkeligt, at man ikke en gang må give dem en kop kaffe eller en øl som tak for indsatsen.
Fra den lille kirke gik vi retur ud i The Shambles, som tidligere var slagtergaden, men som nu er et kaotisk, smalt sted hvor mange mange mennesker (måske mest turister) færdes. Gaden var meget smal, så man kunne skylle den ren efter slagtning. Ikke alene er gaden bred; husene vokser også ud af jo højere op man kigger, hvilket skyldes, at man kun betalte skat af det jord husene faktisk stod på. Man byggede altså derfor på et lille stykke jord og fandt så sine kvadrameter ved at bygge større overetager. Alt i alt giver det et meget klemt og tæt udtryk.

9
Selvom vi havde set en god bid af York med Glen, var der stadig noget at se. Deriblandt Clifford’s Tower, som er resterne af det normanniske slots kernetårn. Det ser ret spektakulært ud, som det ligger der på sin bakketop og troner. Det ser også ud, som om det er en lille bjergbestigning at komme op til indgangen. Men K og jeg kunne ikke lade os slå ud af trappen, så vi besteg den, blot for at finde at det naturligvis kostede penge at komme ind i tårnet. Men nu var vi kommet derop, så skulle vi også ind og videre op.

8
Clifford’s Tower har en brutal fortid som forsvarsværk, men måske i endnu højere grad som det sted, Yorks jøder søgte tilflugt i 1190, da byens første pogrom fandt sted. Da de 150 jøder fandt sig selv isoleret i tårnet, valgte mange af dem at tage deres eget liv, mens de resterende faktisk blev slået ihjel. Det er en virkelig barsk historie, men desværre ikke en, der er unik for York. Det er så forfærdeligt, hvad vi mennesker er i stand til at gøre ved hinanden.

11
Inde i tårnet står der en model, der viser Yorks forsvarsværk, som det så ud, da det var på sit højeste. Det er et ganske imponerende anlæg, som tydeligt viser, at man har ment, at York har været værd at beskytte.

12 16
Ad tårnets smalle snoede trappe begav vi os opad. Vi stoppede halvvejs for at kigge ud i resterne af tårnet, og her var der ingen afsløring af den fantastiske udsigt, vi skulle finde blot et led længere oppe ad trappen.

13 14 15

Udsigten fra rundgangen på toppen af tårnet var ude af denne verden. Naturligvis hjalp det også, at vejret var med os! York Minster stod helt fint og klart i det fjerne, og vi måtte minde os selv om, at Glen havde sagt, at der havde været omkring seks uger over de seneste 35 år, hvor er ikke havde været stillads på kirken. Faktisk siger man, at hvis der ikke er stillads på kirken, så går den tilbage til at være en katolsk kirke…
Jeg lider normalt overhoved ikke af højdeskræk, men af en eller anden grund, så overvældede rundgangen heroppe mig fra begyndelsen, så jeg listede noget mere forsigtigt, end jeg normalt gør det. Men udsigten var det hele værd.

17
Rundt omkring i York finder man huse som dette. De var, inden branden i London i 1665, almindelige bindingsværkshuse, men som en brandsikring blev de beklædt med puds. Det er ret interessant, at branden i London har trukket så klare spor i York.

18
Se! Vi er begyndt at samle på engelske postkasser, da vi har erkendt, at de tydeligvis stammer fra mange forskellige perioder i landets historie. Her har vi fundet en fra Victorias tid!

19
Vi var så heldige, at der var danse-festival i York, så vi fik en pause, hvor vi så klassiske danse som Morris Dance. Det var ret sjovt at se, fordi man kan forestille sig festlige lejligheder i fortiden, hvor man har slappet af med de her fællesdanse.

20
York Minster er ikke en sognekirke, så ganske ganske få meter fra den store katedral står St Michael le Belfrey, som er en kirke, man vi blive døbt, viet og begravet i, hvis man er født i York Minsters sogn. Til højre for kirken er den bygning, hvor Guy Fawkes blev født.

21
Nu var vi endt tilbage ved York Minster, og vi havde lidt bedre tid til at kigge på den store smukke katedral. York Minster startede livet i 627, som en trækonstruktion der skulle bruges ved dåben af Kong Edwin af Northumbria. Edwin var hedning, men han havde giftet sig med en kristen prinsesse, og hun havde tilsyneladende held til at overbevise kongen om, at han skulle lade sig døbe.

22
Den nuværende kirke blev påbegyndt i 1220 og færdiggjort godt 250 år siden. Som med så mange af de andre katedralprojekter i middelalderens Europa blev pesten fremhævet som en mulig årsag til, at det tog så lang tid at få gjort katedralerne færdige.

23
York Minster er virkelig smuk udefra, men vi må også indrømme, at vi blev nærige, da vi så, at man skulle betale £10 pr. hoved for at komme ind i kirken. Så vi nøjedes med at se det indre fra på den anden side af billetkontoret. Til gengæld nød vi det ydre af kirken længe.

26a
Første gang vi kom forbi York Minster sad der en due på hovedet af denne figur – og der sad faktisk en due der igen, da vi kom anden gang. Får mig til at overveje, om duen monstro er en del af bygningen?

25
Over vestdøren finder man Yorks hjerte, som er en ornamentering af det store vindue over hovedindgangen til katedralen. Og det ligner vitterligt et fint dekoreret hjerte.

24
Rammen omkring vestdøren er meget smukt dekoreret med scener fra Biblen. Her kom vores nye zoomobjektiv virkelig til sin ret, for man kunne ikke se hver enkelt scene med det blotte øje, men objektivet kunne ”hive” dem ned.

selfie
Det er nærmest umuligt at tage et selfie af tre mennesker og Yorks kæmpestore kirke, men om ikke andet så kan man se, at vi alle tre var et sted, hvor der var en kirke i baggrunden.

130907-1
Mens vi sad foran York Minster og kiggede på bygningen, tog Line dette billede af mig, og da jeg er tilfreds med det, kommer det med i denne blogpost.

26
Vi havde betalt for parkering til klokken 16.14, så efter tur med Glen og på egen hånd var det tid til at lægge York og katedralen bag os og bevæge os hjemad.

27
Vi havde parkeret lige udenfor Bootham Bar, så der var ikke langt tilbage til bilen. På parkeringspladsen blev det klart for os, at man i York virkelig ikke vil have, at der bliver smidt skrald på offentlige steder. Straffen for at smide med skrald er i hvert fald alvorlig!

K havde set, at der i udkanten af York var et outlet med en M&S, hvor vi forhåbentlig kunne k’be noget aftensmad med hjem. Desværre var det ikke en M&S med en food court, så vi måtte finde en anden løsning. Enter smartphone! Jeg fandt adressen på en Waitrose, som vi fandt og fik købt noget aftensmad med hjem til vores hotel.

28
På vej retur til Selby stoppede vi i Ledsham, hvor K havde håbet at finde en geocache. Desværre havde der (og var der lidt endnu) marked i byen, så vi måtte nøjes med at nappe et foto af byens kirke, som den stod og puttede sig mellem trækronerne.

En dag i York er alt for lidt, og derfor er byen da også blevet sat på vores her-må-vi-tilbage-til-en-gang-liste. Der var museer og dele af byen, vi missede, men vi så meget på vores gode guidede tur.

Tagged , , | Leave a comment