Tag Archives: ferie

Irland 2014: Cliffs of Moher & The Burren

141121-(12)

Efter en lang dag torsdag sov vi lidt længe (til 8.20) fredag, inden vi gik i gang med dagens program. Vi havde set vejrudsigten for fredag og lørdag, og det skulle blive temmelig sløjt vejr fredag, mens lørdag skulle blive fin. Vi besluttede os for, at Cliffs of Moher nok godt kunne nydes i dårligt vejr, så vi satte kursen mod syd. Når man kører fra Galway mod Cliffs of Moher, kommer man forbi Dunguaire Castle, som ligger ved Galway Bay.

141121-(4)

Dunguaire Castle er et beboelsestårn, som blev bygget i 1520 af Hynes-klanen. Hynes-klanen kan have haft forbindelse til området omkring slottet så lang tilbage som til 660, så man forstår måske godt, hvorfor de med tiden besluttede at bygge en mere stabil struktur. Man kan ikke komme ind og se slottet om vinteren, så vi nøjedes med at kigge på det og finde geocachen.

141121-(18)Det var lavvande, da vi stoppede ved slottet, og K var meget fascineret af, at der tilsyneladende kom en skjult flod ud her: Vandet strømmede kontinuerligt ud i bugten, og det må vel skyldes en strøm, der kommer inde fra landet. Vi kom faktisk forbi Dunguaire på vej hjem igen, og der stod slottet i vandt til anklerne, fordi tidevandet var kommet ind. Det var sjovt at se begge dele.

141121-(38)

Vejret var virkelig råt denne dag, men det så smukt ud at køre ved Atlanterhavet og se bølgerne bruse ind mod land. Dét er et hav! Vi stoppede et enkelt sted, hvor det var muligt at parkere og gå ud og kigge på vandet. Eller det burde være muligt at gå ud: Det blæste så voldsomt, at man knap nok kunne åbne bildøren for at stige ud, og jeg skulle holde særdeles godt fast i min jakke for at sikre, at den ikke fløj af sted ud i havet.

141121-(20)141121-(35)Når man står der i den voldsomme vind og regndråberne og hører havet skælde ud går det op for en, hvor gevaldige kræfter, der er på spil her på Europas vestligste spydspids.

141121-(39)

Inden vi hoppede ind i bilen – og varmen – igen, måtte vi have et Atlanterhavsselfie, hvilket ikke var det nemmeste projekt. Normalt er det K, der har lukkede øjne, men tilsyneladende var vinden og regnen for meget for mig.

141121-(42)

Så nåede vi endelig Cliffs of Moher, og her var vejret bittert og råt med en strid vind og regn, der var så hård, at dråberne så hvide ud, når de fløj forbi os. Men det gav egentlig bare de store, upolerede klipper en mytisk kvalitet. Billeder kan overhoved ikke gengive den storslåede naturoplevelse det er at stå og se på klipperne og lytte til havet. Det her er i den grad et af de steder, man skal mærke med hele sin krop (og det gjorde vi så sandelig på denne barske novemberdag).

141121-(69)

Klipperne rejser sig lodret op ad Atlanterhavet, og de er mellem 120 og 214 meter høje. De har fået deres navn efter et fort, der en gang stod på Hag’s Head (det sydligste punkt på klipperne).

141121-(88)Man kan gå ud på spidsen af den fjerne klippe, men vi gik kun lidt af vejen derud – det var temmelig glat føre. Og nej, det er ikke stien derude på den højre side af skillevæggene, selvom nogle mennesker åbenbart har troet det…

141121-(54)

Da vi var færdige med at kigge på klipperne omkring 45 minutter senere var min frakke fuldstændig mørkegrøn og meget tung, men jeg var stadig varm indeni den. Men uha, hvor var det koldt og vådt derude… Men læg lige mærke til, hvordan spidsen af klipperne fortoner sig i tågen derude i det fjerne. Så smukt.

141121-(103)

Fra Cliffs of Moher har man udsyn til Aranøerne, som er interessante for deres geologi, historiske monumenter og sproglige isolerethed. Vi nåede ikke derud, og jeg må indrømme, at jeg tror, at turen ville have været en del hårdere end vores tur til Christiansø i maj. Denne gang måtte vi nøjes med at kigge ud over havet til de små øer og forestille os et liv derude nærmest fuldstændig i havets vold.

141121-(105)Der er et visitors centre ved Cliffs of Moher, og både K og jeg var begejstrede for måden, det var lavet på: Det er simpelthen gravet ind i og gemt væk under bakkerne. Man kan da godt se det udefra, men det skænder ikke naturen det mindste, og det er dejligt at opleve.

141121-(122)

Fra Cliffs of Moher gik turen ud i den nationalpark, der hedder The Burren. Området er ikke mere end 15 km², og alligevel findes 3/4 af Irlands blomsterarter i The Burren. Der er tale om et karstlandskab, som er skabt ved at regnvand har eroderet kalkstenene, hvilket giver riller i landskabet og mulighed for huler. Faktisk er det typisk for karstlandskab, at der er store hulesystemer. Vi så ingen huler, men vi så steder, hvor taget af huler var faldet sammen og havde dannet store huller i landskabet.

141121-(116)

Det var smukt at køre i området, og selvom tågen ikke ville slippe sit tag i os. Vi kørte blandt andet op ad Corkscrew Hill, som ikke har fået sit navn for ingenting: Der var mange og gode sving hele vejen op. Til gengæld var der også flotte flotte udsigter ved hvert sving. Der er ikke så mange steder, man kan smide bilen på vejene i The Burren, så vi måtte primært nøjes med at nyde synet og lagre minderne på vores egne harddiske frem for på kameraets SD-kort.

141121-(135)

Dagens sidste stop var Poll na mBrón, som er en stendysse, der står midt i karstlandskabet. Dyssen stammer formentlig fra et sted mellem 4200 og 2900 før vor tidsregning. Arkæologiske udgravninger foretaget i 1985 afslørede, at der er begravet mellem 16 og 22 voksne samt seks børn under monumentet, samt at de er begravet med genstande som smykker, kvartssten, våben og lertøj. I bronzealderen omkring 1700 før vor tidsregning blev et spædbarn begravet i dyssens åbning, lige udenfor indgangen.

141121-(138)

Omkring Poll na mBrón fik vi mulighed for at komme tættere på det unikke og sære karstlandskab. Det er virkelig et besynderligt men også fascinerende landskab.

Vel tilbage på hotellet benyttede vi os, at der var pool, til at tage en aftensvømmetur. Det var ganske lækkert ovenpå en ganske kold og klam dag ude i naturen.

Der var naturligvis andre gæster på hotellet end os, deriblandt rugbyspillere som spillede kamp ganske tæt på hotellet. Her bankede hjemmeholdet Connacht det italiensk hold Zebre med eftertryk: 43-3. Det var italienerne, der boede på hotellet, så der må have været behov for Guiness og live musik, hvilket hotellet heldigvis bød på hver aften.

Tagged , , , , | Leave a comment

Irland 2014: Brú na Bóinne og James Blunt

1411-201

At sige at vejret havde ændret sig, da vi vågnede torsdag morgen, er vist en underdrivelse: Tågen lå lavt og tæt over hele dagen… Programmet for dagen var ikke spor tåget til gengæld, for vi skulle jo til James Blunt koncert i Dublin (på den stik modsatte side af Irland) om aftenen. Så vi havde besluttet os for, at se Hill of Tara og Brú na Bóinne på vejen.

1411-211

Første stop var Tara Hill, og tågen havde ikke på nogen måde sluppet taget i os, men vi skulle da alligevel se Tara Hill. K havde hentet noget i bilen, så jeg var kommet lidt foran, og kunne se ham komme op ad bakken, ud af tågen. Som han spurgte: Kan du se gorillaer i disen :o)

1411-214
Hill of Tara er en bakke nær floden Boyne, der ifølge traditionen var hjemsted for Irlands højkonge. Øverst på bakken ligger en oval jernalderfæstning på godt 300 × 250 meter kaldet Ráith na Ríogh, Kongernes Fort.

1411-222

Indeni fæstningen er der to mindre høje omgivet af volde: en gravhøj, der forbindes med Cormac Langskæg (cirka år 260), og Kongesædet.

1411-236

På toppen af Kongesædet står Lia Fáil – Skæbnestenen. Legenden siger at når den retmæssige konge rørte stenen udstødte den et råb der kunne høres over hele Irland. Vi kan så afsløre, at jeg ikke er den retmæssige konge, for stenen sagde ikke et pip til, at jeg stod og lænede mig nonchalant op ad den.

1411-219

Den tætte tåge var sådan set ingen hindring for vores oplevelse af Hill of Tara. Faktisk vil jeg sige, at det lagde noget mystisk og magisk til stemningen på stedet, som jeg ikke ville have været foruden. Jeg synes, at de her fortidsminder, som mest af alt er bakker og dale i landskabet, er meget svært tilgængelige. Det er simpelthen svært at forstå dem. Men man kan være i dem og mærke dem, og på den måde bliver de måske nemmere at forholde sig til. Der kan jo ikke herske nogen som helst tvivl om, at de mennesker der konstruerede dem, har ment det de gjorde meget. Det er ikke nemt at bygge store gravsteder som disse.

1411-228

En af de mest markante dele af Hill of Tara er den gravhøj, som kaldes Teach Chormaic (Cormacs hus). Den kan se i baggrunden af dette billede – kig efter det lille skilt på en bakke top i midten af billedet.

cfald

Teach Chormaic er væsentlig mere stejl, end man kan se i billedet, men jeg var alligevel frisk på at bestige jordvolden… Jeg havde ikke mine gode vandresko på, og det kom til at få konsekvenser, for jeg kunne ikke kæmpe imod, at græstørvene gled af bakken under mig. Så i stedet for at bestige jordvolden lagde jeg mig lige så lang, som jeg er, på maven opad bakkeskråningen. ÆV! Jeg var smurt ind i mudder på hele forsiden, og hvad nok trods alt er værre, så slog jeg min højre hånd. Her efter nogle dage er den vist bedre, men den er stadig øm og ikke helt sig selv. Det er ikke så godt at slå en hånd, som i forvejen ikke er helt på toppen (gammel skade som har ledt til, at min højre hånd er erklæret 5% handikappet, hvad det så end betyder). Jeg var bestemt heller ikke ret stolt af at skulle gå rundt med mudrede bukser hele dagen. ØV! Det eneste positive, der er at sige om mit fald, er, som K siger: Det er jo et bevis på, at du lever et aktivt liv. Og det har han ret i, men jeg behøver altså ikke gå og skvatte alt for tit.

selfie

Det er godt at rejse med en rolig og tålmodig mand, som kommer med ind på dametoilettet og vasker konens jakke, når hun har væltet sig i mudderet på dagens allerførste stop. Ham har jeg nu været ganske ganske heldig med.

1411-255
Brú na Bóinne er et af de vigtigste stenalderkomplekser i Europa, og er derfor også udnævnt til Verdensarv af UNESCO. Området indeholder omkring 40 gravhøje, henges og stensætninger dateret mellem 3500 og 3200 fvt., og er altså ældre end pyramiderne i Giza.

1411-268

De største og bedst bevarede monumenter er de tre jættestuer Newgrange, Knowth og Dowth. Newgrange er den mest restaurerede af de tre, og den eneste man kan komme ind i. Højen er omgivet af kantsten – store, aflange sten på cirka 6 tons – og har i dag en imposant facade bestående af hvid kvarts og grå granitblokke. For at holde den næsten vertikale mur på plads er stenene sat fast i armeret beton, en teknik man ikke mener var kendt i Irland for 5000 år siden. Jeg havde det svært med facaden, fordi den ser alt for perfekt ud, når man samtidig præsenterer stedet som originalt og 5000 år gammelt. Jeg betvivler ikke et øjeblik, at de mennesker der skabte Newgrange var dygtige og fuldt så intelligente, som vi er det – det er slet ikke det, det handler om. For mig handler det om, at man har “genskabt” noget, man ikke har den ringeste anelse om, hvordan så ud. Og det er i bedste fald anakronistisk, i værste fald historieforvridende.

1411-260
Kantstenen foran indgangen er udsmykket med forskellige symboler. Spiralerne går igen i mange stenaldermonumenter over hele Europa, men kun her ved Newgrange ses den tredobbelte spiral, der også findes inde i gravkammeret. Som vores guide fortalte er der her nok tale om den mest fotograferede sten i Irland.

Inden i gravhøjen fører en 19 meter lang passage ind til et centralt kammer med seks meter til loftet. Der er tre mindre rum forbundet til det midterste rum. I disse rum fandt man skålformede granitsten, som tilsyneladende blev brugt til opbevaring af aske og andre levn fra kremeringer. Man måtte ikke tage billeder inde i rummet, hvilket var helt fint, men det er en ekstraordinær oplevelse at komme derind. Den 19 meter lange gang er smal og lav med steder, hvor man skal mase sig igennem og bukke sig lav, så man skal arbejde for at komme ind til målet. Men det er bestemt besværet værd! Jeg vil sige, at hvis man kommer til Newgrange, så skal man altså gå med ind i gravkammeret, selv hvis det virker meget grænseoverskridende. Det er herinde stedet for alvor bliver vedkommende og afslører sin unikke position i verdenshistorien.

Over indgangen til jættestuen ses et lille vindue, som ved solopgang i dagene omkring vintersolhverv lukker solens stråler ind i det midterste kammer. Vores søde guide genskabte effekten for os ved at slukke for det elektriske lys, der er indlagt i Newgrange, hvilket efterlod os i et meget mørkt mørke, hvor kun en lille smule dagslys trængte ind. Da hun så tændte for den lampe, som gør det ud for solen, blev hele passagen oplyst og lyset løb henad det centrale kammers gulv og ind i den dybeste afkrog af graven. Det var en meget rørende oplevelse at stå der i mørket og se lyset trænge ind. Det er simpelthen så imponerende at tænke sig, at den effekt er blevet skabt af mennesker, der levede for 5000 år siden. At tænke sig, at de har haft idéen og overskuddet til at bygge sådanne konstruktioner. Det er fantastisk og fascinerende.

1411-295

Man bliver kørt i bus fra Visitors Center ud til Newgrange, og da vi kom, var der ikke ret lang tid til den næste bus kørte, så vi løb af sted for at nå den. Da vi kom retur igen, havde vi mulighed for at kigge lidt på floden Boyne / Abhainn na Bóinne, som har givet navn til området med de mange fortidsminder.

lottery

På vej ud af området ved Newgrange var det muligt at udfylde en lotteriseddel: Man kunne vinde en plads til sig selv og en gæst, som får mulighed for at se solen snige sig ind i Newgrange på vintersolhverv. Som det ses var der allerede ganske mange mennesker, der havde taget chancen, men K og jeg stod over. Nok vil det være en særlig oplevelse, men vi har ikke liiiige mulighed for at komme forbi Newgrange om en måneds tid igen.

Fra Newgrange ville vi lige køre ud og se Dowth, men på grund af vejarbejdet endte vi med at køre en omvej på små 30 km. Da vi kom frem viste det sig, at vi var blevet sent ud på omvejen få hundrede meter fra Dowth – og at vi kunne være kommet igennem uden at køre den lange omvej. Jøsses! Heldigvis betød omvejen, at vi fik set Knowth udefra.

knowth

Der var lukket i området omkring Knowth, men man kunne da kigge ind og se højene. Man kan ikke komme ind i højene ved Knowth, hvilket giver god mening, da gangene inde i højen tilsyneladende er så lave, at man skal kravle igennem dem. Det kan man jo ikke på nogen meningsfyldt måde lade 250.000 besøgende gøre årligt!

1411-307

Dowth er blevet udgravet til ukendelighed og ligger nu forladt og forfaldent hen. Det er mærkeligt at tænke sig, at denne bakke også en gang var et betydningsfuldt sted for fortidsmennesker.

1411-314

Størrelsen på dette træ, som gror oveni Dowth, siger meget om, hvor længe man har ladet gravhøjen leve helt sit eget liv.

Som det også ses, så fulgte tågen os hele dagen, og jeg er muligvis totalt jubeloptimist, men for mig var det, det perfekte vejr at tage til stenalderen i. Det var nærmest magisk sådan som linjer blev udtværede og ingenting stod helt skarpt. Jo, blå himmel havde jo også været smukt, men det satser vi på næste gang ;)

costa

Jeg var overhoved ikke stolt af mine mudrede bukser, og jeg var slet ikke glad for ideen om at skulle til koncert iført dele af Hill of Tara. På den anden side havde jeg heller ikke taget skiftetøj med i bilen, så løsningen blev at finde en butik, hvor jeg kunne købe et par nye bukser. Det var heldigvis muligt, og vi kørte ind til Liffey Vally Shopping Center, som er Dublins største. Her fik jeg nye bukser (og lidt andet tøj), og vi sad på Costa og spiste en let aftensmad til toner af julemusik og under juledekorationerne.

jb2

GPS’en sendte os direkte igennem Dublin i torsdag-aftens trafikken, da vi skulle finde frem til 3Arena, hvor James Blunt koncerten skulle finde sted. Heldigvis havde K købt en parkeringsbillet til p-huset lige ved siden af arenaen, så vi nåede frem lige som opvarmningskunstneren, Gavin James gik på scenen. Klokken 21 gik den lille mand, James Blunt på scenen, og vi var af sted!

jb1

Vi har været til to James Blunt koncerter i Lanxess Arena i Köln, men 3Arena i Dublin er et meget federe koncertsted. Det er bygget til koncerter, og det fornemmer man, da akustikken er perfekt. James Blunt virkede som altid tændt på at optræde, og det blev en forrygende koncert med masser af fed fed musik og en sjov oplevelse af, hvordan irerne går til koncert. Der blev rendt meget rundt – også under koncerten – for der skulle jo kontinuerligt hentes nye forsyninger af øl og popcorn. En anden ting, der var anderledes ved denne koncert, var mængden af fyre, som var taget til koncert uden at være i følgeskab med kvinder. Det er altså ikke noget, vi har oplevet til de to koncerter i DE. Men bag os sad tre fyre i tyverne, og de var absolut ikke gået forkert. De sang med på samtlige numre, og den ene af dem efterlyste gennem hele koncerten at Jambo (hvilket han råbte meget meget højt om og om igen) skulle spille 1973 (råbt i en fantastisk engelsk udgave). Den unge mand kom til at vente helt til koncertens absolut sidste nummer, før han fik sit ønske opfyldt, men så skete det også. Og billedet her over er taget under netop 1973. Endnu en gang leverede James Blunt varen 100%!

Ovenpå en dramatisk dag med store historiske oplevelser, styrt opad bakke og et brag af en live koncert gik turen retur hen over Irland. Vi nåede hjem til hotellet i Galway omkring klokken 1.30, og så var det på hovedet i seng. Man kan ikke sige, at vi keder os…

Tagged , , , , | 1 Comment

Irland 2014: Derry-Galway

2014-11-19-08.49

Det var herligt at falde i søvn til synet af en oplyst by, men det var også en fornøjelse at vågne og kunne se den samme udsigt i dagslys. Jeg tror ikke, at man ville blive træt af denne udsigt, selv hvis man boede mere end én nat i Derry. Vi havde dog kun booket en nat, så efter morgenmad satte vi kursen sydpå, så vi kunne komme de knap 300 km fra Derry til Galway.

1411-110

For at få noget ud af dagslyset andet end at køre på en hovedvej, havde K planlagt nogle forskellige stop på vejen mellem Derry og Galway. Det første stop var ved Grianán Ailigh, hvor vi ankom omkring klokken 9 blot for at finde ovenstående skilt…

1411-020

Heldigvis kunne vi smide bilen relativt diskret og ikke alt for meget i vejen, og så kunne vi da gå op til Grianán Ailigh. K havde nemlig læst på nettet, at der var adgang til stedet uanset åbningstid. Formentlig skyldes bommen for indkørslen noget i retning af, at man ikke er interesserede i, at parkeringspladsen på toppen af bakken ender som en campingplads.

1411-038

Når jeg skriver “på toppen af bakken”, så mener jeg det virkelig. Det var en god travetur opad bakke i kraftig vind – vinden fornægter sig ikke i billedet af mig. Men det var friskt og dejligt, og udsigten blev kun bedre, jo længere vi fik kæmpet os opad.

1411-006
Endnu en dag, endnu en solopgang! Vi har været rigtig heldige med solop- og nedgange de her første dage af vores ferie, og man kan ikke andet end at nyde synet af solen, som den gør sit ypperste for at trænge igennem skyerne.

1411-050

Grianán Ailigh er et cirkulært fort af sten, bygget omkring år 600 på en høj bakke 10 km nordvest for Derry. Herfra har man et glimrende udsyn over de omkringliggende counties Londonderry, Tyrone og Donegal, hvilket også gjorde at fortet blev sæde for kongerne af Ailigh.

1411-072 I 1083 blev Domhnall Ua Lochlainn (Donald O’Loughlin) konge, hvilket han fejrede med et traditionelt crech ríg – et røvertogt. Han kom hjem med en mængde kvæg og skatte, som blev delt ud som gaver til hans trofaste støtter. Knap en snes år senere – i 1101 – ramte det dog Ailigh i nakken, da fortet blev indtaget og mestendels ødelagt af kongen af Munster, Muircheartach Ua Briain (Murdoch O’Brien), som hævn for Donalds tidligere togter.

1411-092

Herefter lå fortet hen som ruin indtil 1870′erne, hvor lokale arkæologer udgravede og restaurerede det. Som man lige kan ane, så står jeg i midten af dette billede, og som det ses, er jeg ganske lille i forhold til det store anlæg. Man har virkelig ment det alvorligt, når man har slæbt alle de sten op ad stejle skrænter for at bygge et anlæg af disse dimensioner.

1411-097Endnu en gang er jeg med på billedet for at indikere, hvor høje murerne er. Som K siger, så er jeg “banana for scale”.

1411-098

Jeg var så en banan, som skulle arbejde ganske meget for at blive stående stille, for det blæste en halv pelikan på toppen af bakken. Det var friskt og herligt at blive blæst godt igennem fra morgenstunden.

1411-101Og så lige et af de obligatoriske selfies, fordi vi selv synes, de er hyggelige at have – og fordi det her var lidt vanskeligt at tage på grund af vinden.

1411-0791411-053

Man forstår godt, hvorfor Grianán Ailigh ligger netop dér, hvor det ligger, for man kan vitterligt se langt til alle sider deroppefra. Som K og jeg snakkede om, så har det sikkert været rart at kunne forberede sig på at få gæster: Det har nok ikke altid været gode nyheder, når naboen besluttede sig for at komme på visit…

1411-113

Fra Grianán Ailigh gik turen videre til Lower Lough Erne og Castle Caldwell. Slottet blev anlagt som led i den britiske kolonisering af Ulster mellem 1612 og 1619 af Blennerhassett-familien. Som mange af kolonisterne var de formentlig skotske presbyterianere.

1411-118
I 1672 blev slottet købt af familien Caldwell, der boede på ejendommen indtil den blev solgt på auktion i 1876. Det er uvist hvem der købte slottet og hvornår det forfaldt, men forfaldt gjorde det, og nu står der kun en overgroet ruin tilbage.

1411-112

Da vi havde besigtiget slottet – eller resterne af det – var det tid til at gå en tur rundt på den halvø, hvor slottet står. Vi valgte den 4km lange tur, som tog os ud på spidsen af halvøen og tilbage igen.

1411-125 1411-130

Lough Erne består af to forbunde søer, og det er det næststørste sø-system i Nordirland og det fjerdestørste på hele Irland. Man kan godt fornemme, at der er tale om søer, men samtidig er vidderne nogle ganske andre, end når man går en tur omkring en gennemsnitslig dansk sø.

1411-135

Vi nuppede dagens andet selfie, da vi troede, at vi var på Rossergole Point. Det viste sig så, at vi var omkring 100 meter fra halvøens spids, men der var udsigten faktisk slet ikke så fin, som fra denne lille stribe strand.

2014-11-19-15.02Efter endt gåtur var det så småt blevet frokosttid, og et godt bud på frokost her og i UK er Costa Coffee. Jeg googlede mig frem til, at der var en Costa udenfor Sligo, som vi ikke var så langt fra, så her kørte vi ind og fik frokost og noget varmt at drikke.

1411-137

Irlands meget tidlige historie lader sig ikke sådan skjule: Der er neolitiske stenkonstruktioner spredt udover landet, og vi stoppede ved Creevykeel. Dels for at se det flotte sted, og dels for at finde den geocache, som lå gemt i nærheden.

1411-146

Creevykeel blev bygget i det tredje årtusinde før vor tidsregning, og det er et fornemt eksempel på en Court Cairn, som er en bestemt type begravelsespladser, der findes i det vestlige og nordlige Irland samt i det sydlige Skotland.

1411-173

Som med de fleste andre stenaldermonumenter, så befinder Creevykeel sig på toppen af en bakke med en god udsigt til landskabet omkring. Det er som sådan ikke overraskende, at fortidsmennesket har lagt sine vigtige bygninger højt, men det er interessant, at det er så konsekvent en forseelse.

1411-162

Vi ved jo forsvindende lidt om, hvordan disse monumenter blev brugt, så jeg måtte nøjes med min helt egen stenaldermand. Han viser her, hvordan han fortolker stenaldermandens væsentligste rolle… Jeg ved ikke helt, hvad jeg tænker om det, men det er da bestemt et bud på en fortolkning af fortiden.

1411-185

K havde kun et enkelt sted mere, som han gerne ville nå, inden vi for alvor begav os mod Galway: Monumentet for Monsignor Horan, som står i nærheden af Knock (det er i øvrigt anden dag i træk, bloggen byder på en mand med armene udstrakt mod himlen…). Knock er en undselig by med knap 600 indbyggere i County Mayo i det vestlige Irland. Af umiddelbart uforklarlige årsager valgte Jomfru Maria i 1879 at besøge byen i følgeskab med Josef, evangelisten Johannes, nogle engle, et alter og et får. Det har ført til at årligt op mod halvanden million pilgrimme valfarter til byen for at bede ved Knock Shrine.

1411-193

Eftersom Knock ligger midt i ingenting var det relativt besværligt at komme dertil, hvilket Monsignor James Horan besluttede sig for at gøre noget ved. Horan var sognepræst i Knock fra 1967 til sin død i 1986, og var drivkraften bag anlæggelsen af en international lufthavn der skulle gøre det lettere at besøge helligdommen, hvilket altså har givet anledning til at opstille et monument over ham ved lufthavnen. Vi kørte igennem Knock, og den bygning de mange pilgrimme valfarter til ligner noget, der er løgn… Billede kan ses her, hvis man er nysgerrig. Vi nøjedes med at køre forbi og konstatere, at vi ikke er målgruppen.

1411-177 1411-179K fandt kassen, og det er altid dejligt, når det lykkes. For mit vedkommende var jeg måske nok endnu mere begejstret for at få lejlighed til at nyde udsigten ud over landskabet bag Monsignor Horan. Det var badet i de sidste stråler fra den nedgående sol, og det så bedårende ud.

Turen gik nu til The Connaught, hvor vi fik vores værelse for de næste fire nætter, inden vi kørte ind til Galway og købte aftensmad. Nu var vi nået til Irland proper, og havde lagt Nordirland bag os. Men vi er enige om, at det var den helt rigtige beslutning af bruge en del af vores ferie på at se nogle af de spændende steder, Nordirland har at byde på.

Tagged , , , , | 2 Comments

Irland 2014: Fødselsdag på irsk

2014-11-18-08.29.05
Tirsdag kunne vi stå lidt senere op end mandag, da vores planer var mindre avancerede. Første punkt på dagsordenen, da Ks vækkeur ringede, var dog, at jeg fik lov til at åbne min fødselsdagsgave. Og K havde fundet på noget, der var fuldstændig overraskende: Jeg havde opdaget, at James Blunt skulle spille i Dublin 20.11., og jeg havde egentlig spurgt K, om vi kunne få det passet ind i programmet. Nej var svaret, hvilket jeg accepterede uden spørgsmål. Men K havde snydt mig, og vi skal til koncert i Dublin! Juhuu! Tak for gaven, søde Kristian.

Min fødselsdagsmorgenmad var en fuld “cooked breakfast”, som viste sig mere at være noget for K end for mig. Men det var fint, og vi forlod det lille B&B i Portrush med fyldte maver og en fornemmelse af at have boet et fint og hyggeligt sted.

141118-(8)
Fra B&B’et gik turen ud til kysten igen, hvor vi ville se Downhill House og Mussenden Temple. Downhill House var et palæ, som blev opført i slutningen af 1700-tallet til Frederick Hervey, 4th Earl of Bristol.

141118-(21)
Til trods for at vi havde sovet lidt længere end mandag, nåede vi ud til Downhill, inden solen endnu var stået helt op, hvilket betød, at vi fik mulighed for at nyde en skøn sart solopgang over stedet.

141118-(81)
Oprindeligt var Downhill House udstyret efter moden med fresker, statuer mm, men nu er der kun skallen tilbage af det, der var en gang. I 1851 blev huset i vid udstrækning ødelagt af en brand, men det blev genrejst i 1870′erne, og det reelle forfald tog først fart efter 2. verdenskrig.

141118-(22)141118-(24)
Når man går fra huset og ned mod kysten, forstår man til fulde, hvorfor hertugen ville have sig hus liggende netop dér, hvor det ligger: Der er et virkelig smukt syn over kysten og havet samt ind over det bagvedliggende landskab. Det må have været mindst lige så smukt for 250 år siden. Jeg må da også indrømme, at jeg ikke kiggede så meget på ruinen af det gamle palæ men langt mere på den fantastiske udsigt – som bestemt ikke blev ringere af, at det faktisk var lækkert vejr allerede fra morgenstunden.

141118-(28) 141118-(42)
Vi var der jo begge to, så der er billeder af os begge ;) Svært at sige så meget om dem, andet end at jeg på sigt bliver glad for at have billeder af os og ikke kun af monumenter, bygninger og smukke udsigter.

141118-(37)
Jeg tror ikke, at jeg siger for meget, hvis jeg afslører, at vi i højere grad var kommet for at se Mussenden Temple end Downhill House. Den lille bygning ligger på linje med huset men helt nede ved kysten. Og jeg ved ikke, om der altid er to “gallionsfår”, der står så fint på hver side af stien ned til templet.

141118-(45)
Mussenden Temple blev opført i 1785, og det har fået sit navn, fordi det er tilegnet Frideswide Mussenden, hertugens kusine.

141118-(78)
Templet er inspireret af Tempio di Vesta i Rom, og var faktisk ikke et tempel, som vi forstår det. I stedet var det hertugens bibliotek komplet med ildsted, hvor der altid var ild, så der var varmt og tørt i biblioteket. Inskriptionen langs bygningens top lyder: “Tis pleasant, safely to behold from shore / The troubled sailor, and hear the tempests roar.

141118-(68)
Da den gode hertug valgte denne inskription havde han formentlig ikke overvejet, at hans bygning selv ville være truet af elementernes hærgen. Oprindeligt var det muligt at køre en hestevogn rundt om Mussenden Temple, og nu sidder bygningen udsat på en stadigt eroderende klippeskrænt! Man har naturligvis gjort, hvad man kan for at sikre bygningen, men man sidder mindre sikkert derinde nu, end man gjorde en gang.

141118-(51) 141118-(94)
Erosion eller ej, så er udsigten fra Mussenden Temple stadig fuldstændig bjergtagende, og det er kun ved at være standhaftig, at jeg har postet 2 billeder af udsigten, og ikke 20 billeder.

141118-(48)
Fra templet kan man kigge ned på Downhill Strand, og udover at man kan konstatere, at der er tale om en bred sandstrand, kan man også se, hvordan man har anlagt en togstrækning lige bag stranden… Det må siges at være en togrute med god udsigt.

141118-(97)

Jeg kan aldrig modstå muligheden for at komme ned til havet, og jeg skal gerne indrømme, at Atlanterhavet trak ganske meget, så fra Downhill House kørte vi ned ad bakken (høhø) til vandet, hvor vi smed bilen på den første parkeringsplads, vi fandt. Herfra kunne vi følge et ret flot vandløb, som snoede sig ned over stranden, før det løb ud i det store ocean.

141118-(106)

Ikke alene fik vi set Mussenden helt tæt på, men vi fik også set det nede fra stranden, hvor det ser ganske pittoresk og forladt ud, som det sidder det helt ude på spidsen af klippen. Stranden her har også været en kulisse i Games of Thrones, men jeg synes oprigtig talt, at stranden og udsigten til Mussenden i sig selv er værd at se, uden at man forholder sig til Game of Thrones – det er bare added bonus.

141118-(141)

Ikke kun udsigten op mod Mussenden var fin, det var den sådan set også den modsatte vej. Og som det ses havde solen fået lidt fat, og den havde sammen med vinden fået sørget for, at det var lidt blå himmel over Benone Strand.

141118-(117)

Elsker en blå himmel med tottede hvide skyer, og den bliver altså overhoved ikke ringere af, at den er over hovedet på mig ved Atlanterhavet, på ferie med K på min fødselsdag!

141118-(132)Der var jeg jo – og Atlanterhavet mente, at det også skulle spille en væsentlig rolle i dette billede, for jeg måtte nærmest løbe ind mod K for at undgå at blive alt for våd om fusserne.

141118-(119)  141118-(140)

Det giver jo ikke mening at sige ret meget om de her billedet andet end, at havet var smukt og stort og voldsomt. Og at det med havet som med bjerge: Man kan blive ved og ved og ved med at tage billeder af det.

141118-(145) 141118-(146)Vi var også ganske fascinerede af de mønstre, der var i sandet. Vi var i tvivl om, om det storte i sandet var forurening eller sort sand, og vi fandt desværre ikke noget svar. Uanset hvad det skyldtes, så det rigtig flot ud i kombination med det lyse sand.

141118-(153) 141118-(160) 141118-(165)Fra stranden kørte vi videre langs kysten, og kom blandt andet hen over toppen af, hvad tilsyneladende havde det meget deskriptive navn Windy Hill. Navnet syntes vitterligt at være spot-on, for der var stiv vind på toppen, men udsigten var blæsten værd, kan man roligt sige!

141118-(167)

På toppen af bakken stod der en på sin vis noget sær statue for stedet: En keltisk dekoreret herre med armene mod himlen stod i stævnen på en lille båd på og kiggede ud mod vandet.

141118-(168)
Hvad han end har gang i der midt på bakken, så så han meget dramatisk ud med hænderne strakt op mod den letskyede himmel.

141118-(170)

Og naturligvis kunne K ikke modstå fristelsen, og han måtte hoppe op bag sin keltiske frænde og indtage samme positur som den statelige herre. Ja, ja, det er K jo nok ikke den første, der har gjort ;)

141118-(184)

Der var en lille udsigtspost nedenfor Windy Hill, og her kunne man se ud til, hvor man kan sejle mellem Nordirland og Irland. K havde egentlig tænkt, at vi skulle gøre netop dette, men færgen var holdt op med at sejle fra oktober. Vi nøjedes med at kigge ud over spidsen, og den fine måde solen faldt på tippen helt ude ved vandet.

141118-(193)

Målet for dagen var Derry, hvor vi skulle fejre min fødselsdag med afternoon tea og derefter have en enkelt overnatning. Da vi havde fundet en parkeringsplads i Derry, gik vi ud og så nærmere på en af de features, der gør byen kendt: Dens store velbevarede mure, som blev bygget 1613-1619 som et forsvarsværk mod angribende skotter og englændere.

141118-(204)Murene er mellem 3,7 og 10,7 meter brede, i alt godt 1,6km lange og fuldstændig intakte, således at de omkranser Derrys gamle by. Derry er en af de få byer i Europa, hvis forsvarsværk aldrig er blevet brudt, og byen har modstået flere belejringer inklusiv en 105 dage lang belejring af engelske tropper i 1698. Denne uigennemtrængelighed har givet Derry sit tilnavn: The Maiden City.

141118-(200)Der er rigtig flot udsigt fra muren udover det moderne Derry, som langsomt har spredt sig udenfor murene i takt med, at den gamle (og fuldstændigt omringede) by blev for lille til mængden af mennesker i den. Vores B&B lå lidt til venstre for den kirke, der kan ses i billedet her.

141118-(190)Derrys Guild Hall blev opført i 1890, og den ligger lige udenfor murene. Guild Hall blev mål for indtil flere teoristangreb, og bygningen blev voldsomt skadet af to bomber i 1972.

141118-(191)

Bag Guild Hall kan man se Peace Bridge, som krydser floden Foyle. Broen blev åbnet i 2011, og det er jo ikke svært at regne ud, hvorfor den har fået sit håbefulde navn.

141118-(228)

Vi opdagede ganske hurtigt, at Derry faktisk er en ret stejl by, og det gælder også for murene: Bishop’s Gate her rejser sig som en pukkel midt på murene, og der er altså ganske langt ned fra toppen af den (og kun et knæhøjt gelænder til at holde os fra at dratte ned).

141118-(231)

Ved Bishop’s Gate i Derrys bymur så vi et højt hegn, som er en del af de såkaldte “peace lines – høje hegn, som adskiller katolske og protestantiske områder og sørger for at man ikke så nemt kan lobbe en rørbombe ind i naboens have. Det er altså vanskeligt at forestille sig, hvordan det er at bo et sted, hvor livet føles mere sikkert, hvis man bor bag meter høje hegn…

141118-(216)Fra murerne kunne vi se ned på Bogside og flere af de vægmalerier, som er blevet det kunstneriske levn fra den konflikt, der kaldes The Troubles. Vi blev enige om, at vi ville køre ned og se nærmere på malerierne, og derfra køre videre ud til det B&B vi skulle overnatte på.

The Troubles er det engelske navn for konflikten i Nordirland, der “officielt” varede fra 1968 til 1998, men som stadig kun er gemt lige under overfladen. (I denne uge har socialarbejdere fra Derry kommune fået dødstrusler, og for to uger siden blev en politibil beskudt af en fjernstyret morter et par hundrede meter fra vores B&B i Bogside.) Konflikten gik overordnet set ud på om Nordirland skulle være en del af UK eller republikken Irland. Det er selvfølgelig mere kompliceret end det, men den korte udgave er at katolske/irske og protestantisk/britiske militser angreb hinanden og civile. Den britiske hær og det nordirske politi prøvede at opretholde holde ro og orden med hårdhændede metoder, og var også involveret i samarbejde med loyale militser.

2014-11-18-14.30
Dette vægmaleri er tilsyneladende ikke en officiel del af The Bogside Artists’ malerier, men ikke desto mindre et udtryk for, at man bruger væggene til politisk motiveret kunst.

2014-11-18-14.41
The Runner
fortæller om, hvordan tåregas blev brugt mod demonstranterne, og det er lokaliseret lige ved siden af vægmaleriet, der omhandler Operation Motorman. Endelig er The Runner også en memorial for de to knægte, hvis billeder pryder væggen: Charles Love (16 år) og Manus Deery (15). Charles Love blev dræbt 28. januar 1990, da en bombe blev sprængt nær byens mure. Bomben var smidt af IRA og hensigten var at ramme vagter, mens ofret blev i stedet Charles Love, som befandt sig flere hundrede meter fra, hvor bomben blev sprængt. Manus Deery blev ramt af kugler fra britiske soldater den 19. maj 1972.

2014-11-18-14.44Civil Rights maleriet fortæller om begyndelsen
på Derrys kamp for civile rettigheder.

En af de første konfrontationer var Battle of the Bogside. Langvarig diskrimination af den overvejende katolske befolkning i Derry – fx var 12 ud af 20 byrødder protestanter, skønt 60% af indbyggerne var katolikker – fik den årlige protestantiske Apprentice Boys-march til at udløse tre dages optøjer med barrikader, molotov-cocktails og alt dertil hørende.

2014-11-18 14.32.10Vægmaleriet skildrer begivenheder
fra Bloody Sunday.

Bogside udviklede sig over de næste tre år til et af flere no-go områder i Nordirland. Den 30. januar 1972 blev verdenskendt som Bloody Sunday. En katolsk borgerrettigheds-demonstration ender med en massakre da britiske faldskærmstropper åbner ild og dræber 14.

2014-11-18-14.40En kreativ skildring af Operation Motorman.

Et halvt år senere er Bogside igen i nyhederne på grund af Operation Motorman, hvor den britiske hær sætter kampvogne ind i Derrys gader for at rydde barrikaderne og gøre det muligt for politiet at køre ind i området.

2014-11-18-14.48

The Peace Mural kombinerer en fredsdue og et egeblad. Duen repræsenterer Derrys grundlægger St. Columba, som siges at have grundlagt Derry i en egelund, derfor en due og et egeblad.

strike
Vi opdagede, at der var ved at blive arbejdet på det billede, der hedder Hunger Strike, som handler om den sultestrejke, der fandt sted i slutningen af 1980. Vi undrede os over, hvorfor de monstro var ved at male væggen om / op. K fandt svaret: Billedet var blevet udsat for hærværk, hvilket ifølge The Bogside Artists er første gang et af deres værker bliver vandaliseret. Drengestreger eller politisk motiveret? Det kan jeg ikke svare på, men jeg er sikker på, at overvejelserne aldrig er fjerne for så politisk motiverede kunstnere, som dem der står bag vægmalerierne i Derry – og som arbejder i et fortsat labilt klima.

Hvis man nogensinde befinder sig i nærheden af Derry, så er vægmalerierne et must! Det er moderne kunst, som bevæger en og efterlader en med et behov for at vide mere og for at forstå. Det var en virkelig voldsom og rørende kunstnerisk oplevelse at gå der mellem vægmalerierne på en smuk solbeskinnet tirsdag i relativt fred og ro…

2014-11-18-14.33
Free Derry Corner
er et gavlmaleri i Bogside der oprindelig blev malet af John “Caker” Casey i januar 1969. Huset blev revet ned i forbindelse med en udvidelse af Lecky Road, der nu går på begge sider, men gavlen fik lov at blive stående som et monument over Free Derry, der var effektivt autonomt mellem 1969 og 1972.

2014-11-18-14.38

I den anden ende af den trafik-ø, hvor gavlen står, er der et monument over de republikanske ofre for sultestrejken i 1981. Ti irere sultede sig selv ihjel i britiske fængsler, deriblandt Bobby Sands som blev valgt til det britiske parlament i Westminster mens han sultestrejkede. Monumentet er formet som et H, fordi fangerne sad i de såkaldte H-Blocks i det berygtede fængsel i Maze udenfor Belfast.

2014-11-18-14.37
Bag H-monumentet står et undseligt monument over IRA-militante der blev dræbt “i tjeneste” på steder hvor der ikke kan opsættes mindeplader over dem – fx til søs eller i protestantiske områder. Hvis man er unionist, dvs. går ind for at Nordirland skal forblive under UK, så svarer det lidt til at der blev sat et officielt mindesmærke op for Blekingegadebanden på Strøget.

Det sidste monument på pladsen er en stele rejst for ofrene for Bloody Sunday, men det missede vi desværre begge to at tage billeder – det kan dog ses her, hvis man skulle være nysgerrig.

2014-11-18-15.48 2014-11-18-15.35

Jeg havde fået frit lejde til at bestemme, hvordan jeg ville fejre min fødselsdag madmæssigt, og valget faldt på afternoon tea på Primrose Café. Det var en fin lille hyggelig café, og vi nød vores afternoon tea og masser af dejlig varm the.

2014-11-18-15.48a

Jeg havde skrevet til dem via Facebook angående at bestille et bord i anledning af min fødselsdag, og de havde svaret, at jeg skulle ringe. Det var K, der ringede, og han nævnte ikke mig og min fødselsdag, da han bestilte bord. Alligevel havde de lagt 2 og 2 sammen, og kagen på anretningen var en miniture fødselsdagslagkage, hvilket virkelig var sødt af dem.

141118-(239)

Fra Primrose gik turen igennem et shoppingcenter, hvor vi købte ind til aftensmad, inden vi vendte næsen mod vores B&B. K ville gerne lige stoppe ved floden og se, om han kunne finde en geocache; han havde nemlig endnu ikke fundet en på min fødselsdag… Det blev en hyggelig lille tur langs den mørke Foyle. Her fandt vi også ud af, at en amerikansk soldat under 2. verdenskrig havde beskrevet Derry som “a cemetary with electric light”

1411-003

K havde bestilt en overnatning på Angel B&B, som vi nemt fandt. Mens vi var ved at pakke lidt til overnatningen, kom ejeren af Angel B&B hen til os og præsenterede sig selv. Han ejede endnu et B&B i gaden, og da vi var de eneste gæster, havde han besluttet sig for, at vi kunne få et værelse med udsigt i Serendipity House. Og sikke en udsigt! Vi kunne sidde i sengen og kigge ud over hele Derry – inklusivt de oplyste bymure. Det var bare SÅ flot, og en virkelig herlig måde at slutte en begivenhedsrig og vidunderlig fødselsdag.

Tagged , , | Leave a comment