Tag Archives: ferie

UK Tour 2013: En highwayman, en forladt kirke og gamle fly


Vi vågnede på The Cricketers og skulle bare lige gå de få meter fra vores værelse i the Courtyard til pubbens hovedbygning for at få morgenmad. Den meget korte tur over på parkeringspladsen afslørede, at det bestemt ikke var blevet efterår henover natten: Det var mildt og dejligt vejr og Union Jack blafrede lystigt i vinden udenfor pubben. Morgenmaden bestod af en lille portion græsk yoghurt serveret med blommer og blåbær samt en full English breakfast (dog uden baked beans) og dertil naturligvis the eller kaffe, samt en rigtig god æblejuice.


K skulle på Doxford om eftermiddagen, så vi kunne ikke tage på nogen særlig lang udflugt, men havde dog tid nok til at køre lidt på opdagelse i Essex. Vi startede med at køre ud af landevejene væk fra Clavering, og ved opbrud i hækkene, der står langs vejene fik vi et rigtig fint blik udover landskabet. K er ikke vild med pløjede marker, så det er heldigt, at vi er her lige efter høst og inden pløjning.


Vi havde hver især læst lidt i er par guidebøger for at finde nogle steder, vi lige kunne køre forbi. Vi kom blandt andet igennem Thaxted, som vi måske egentlig ikke havde forestillet os, at vi skulle stoppe i. Men vi kom på andre tanker, da vi så den store kirke og de bedårende hus langs hovedgaden, så K smed bilen, og vi gik på opdagelse.


En af Thaxteds claims to fame er, at Gustav Holst boede i byen, da han komponerede ”Planeterne”. Man må så sige, at det er relativt underspillet i byen, idet det blot er markeret med en lille plakette på huset, Holst boede i.


Men ikke kun Holst fandt den lille by værd at bo i – også Dick Turpins hus er at finde i Thaxted. Som K sagde, så er det egentlig lidt tankevækkende at en ”bandit” som Dick Turpin kunne have et hjem, alle vidste hvor var, uden at blive arresteret. For at det ikke skal være løgn, så var Turpins nærmest nabo byens lille Guild Hall! Så kan man da tale om at være ”hidden in plain sight”.


Netop Guild Hall står meget fint mellem to veje og sådan cirka midt i byen – og det har den gjort siden 1450, så der er tale om en ældre herre her. Man fornemmer, at det fortsat er en bygning, der bliver taget vare på.


Stone Road løber mellem Dick Turpin’s Cottage og rådhuset, og mellem husene kan man skimte den store kirke, St. John på toppen af en lille bakke. Det er godt nok en ”bagvej” til kirken, men heldigvis var der en lille port, der lod os ind på kirkens område.


Kirken beskrives som den største ”parish church” i England, og det tror jeg gerne – den er gigantisk, når man betænker den lille by, der troner over. St. John blev bygget mellem 1340 og 1510, og er særligt spektakulært på grund af det 55 m høje stenspir. Kirken kaldes da også “the Cathedral of Essex”.


Kirkens interiør afslørede noget lidt overraskende: En kirke, der absolut ikke er i god stand. Det viste sig også, at der er ikke har været en fastansat præst i kirken siden april, og der savnes godt £2mio. til istandsættelsesarbejder. Så nok er det en stor parish church, men det er også en landsbykirke med de udfordringer, der kan være, når oplandet svinder ind.


Jeg var til gengæld ret begejstret for kirkestolene, som så væsentlig mere behagelige ud, end kirkestole normalt gør. Og så var det meget snedigt, at der var plads til puden samt salmebogen i hver enkelt stol. Det må siges at være en stol, der er designet til at udfylde en bestemt rolle.

Man kom ind og ud af kirken gennem en ret lille og lav dør i den større omkransende dør. Det var lidt tosset og fjollet, at døren ind til den store kirke var så lille – men sjovt så det ud med K i den lille dør.


På vores lille tur rundt i Thaxted opdagede vi en ret sød detalje på mange af de pudsede huse: Der var lavet fine mønstre i pudset, som gav husene noget individualitet og karakter. Vi troede umiddelbart, at det var noget, der var særligt for Thaxted, men genså detaljerne flere steder i løbet af dagen.

John Webb’s Mill blev bygget i 1804 af lokale materialer for at imødekomme behovet for mel i nærområdet og i London. Møllen blev sidst brugt kommercielt i 1910, men kunne i teorien fortsat male – blot mangler den et af sine sejl.

Fra Thaxted kørte vi igennem Essex’ landskab til Finchingfield, som i følge guidebogen var en nydelig by med pæne huse. Det er ikke løgn, men jeg må dog tilstå, at jeg ikke fandt byen helt så spændende som Thaxted.

Byens pub var smukt dekoreret med store blomstersammenplantninger i kraftige pink og orange blomster. De meget store velkomponerede plantekasser fik mig til at overveje, om det monstro er noget, man som pubejer køber eller selv sammensætter. Lidt hurtig googling afslørede, at man kan købe “hanging baskets” specielt til pubs, så om ikke andet er det i hvert fald en mulighed. Naturligvis kan man også være en pubejer med grønne fingre.

Fra Finchingfield kørte vi retur mod Clavering, og på vejen røg vi indenom en Waitrose, hvor vi købte to sandwich, som vi delte til frokost. Vi sad i The Cricketers courtyard i solen og nød vores lækre sandwiches. Slet slet ikke ringe.

Efter endt frokost havde vi forskellige planer for resten af eftermiddagen: Jeg blev i baggården og drak the og skrev blog, mens K kørte til Duxford for at kigge på gamle flyvende transportmidler. Det var alt i alt en arbejdsdeling, vi begge var meget tilfredse med. Da jeg altså ikke var med på Duxford, har jeg til nedenstående fået en gæsteforfatter her på bloggen.

ADVARSEL: Hvis du ikke synes fly er interessante, så scroll ned i en fart! :)

Mandag eftermiddag tog jeg afsted til Duxford, som er den afdeling af Imperial War Museum der huser alle museets fly og køretøjer. Duxford blev grundlagt under Første Verdenskrig som flyveplads for Royal Air Force (som dengang hed Royal Flying Corps), og spillede også en rolle i Anden Verdenskrig, hvor det under Battle of Britain husede flere jagereskadriller, deriblandt en tjekkisk og en polsk. I 1961 nedlagde RAF Duxford som aktiv base, og i 1976 blev området overdraget til Imperial War Museum. Museumsarealet dækker et temmelig stort areal og der er fire hangarer fyldt med fly, en med køretøjer plus det løse – så det skulle lige være til at få en eftermiddag til at gå her …

Den første hangar hedder AirSpace, og indeholder – ud over information om flyvningens tidlige historie og generel flyteknik – en masse britiske fly. Lige inden for indgangen er en restaurationsafdeling, hvor man arbejdede på at istandsætte tre fly. Et af dem var den her Avro Shackleton MR3, en flytype som blev benyttet af RAF indtil 1991 til opklaring, anti-ubådstjeneste og AEW. Her står den så klodset op og trænger i den grad til en gang maling.

Inde i hallen er der cirka klemt alle de maskiner ind der kan være, både stående på gulvet og hængt op i loftet. Der er de helt tidlige – som for eksempel den her Royal Aircraft Factory R.E.8 “A Paddy Bird from Ceylon”:

Mellemkrigstiden er repræsenteret af denne de Havilland Tiger Moth, der blev brugt som træningsfly for RAF-piloter op i 50′erne.

Anden Verdenskrig er oplagt nok repræsenteret af flere flytyper, fx denne Westland Lysander:

Lysanderen blev især brugt af SOE til at flyve agenter ind i det besatte Europa, da den kunne starte og lande på korte græsmarker.

En anden meget vigtig britisk flyver var selvfølgelig Avro Lancaster-bomberen, som blandt andet blev benyttet til Dambusters-angrebene, angreb på nazisternes ubåds-hangarer samt sænkningen af slagskibet Tirpitz ved Narvik.

Fra den mere moderne æra var der en Harrier, der som bekendt ;) udmærker sig ved at kunne flyve baglæns og lette og lande lodret.

Nå ja, så var der også den her lille sag:

Det var desværre umuligt at få den hele med i et billede! Her er den bagfra.

Man kunne komme ind og gå igennem Concorden og se ud i cockpittet:

Concorden her var et test-fly fra 1971 og var oprindeligt fuld af måleudstyr, men der var sat nogle stolerækker ind bagerst i kabinen så man kunne se hvordan det havde taget sig ud i praksis. Okay sædebredde, men ikke så meget benplads. Encore de champagne, s’il vous plait!

Efter jeg havde vadet rundt mellem (og under) flyene i hallen, opdagede jeg en lille dør i hjørnet. Det viste sig at være indgangen til “Airborne Assault”, en udstilling om de britiske faldskærmstropper gennem 70 år. En af de første ting jeg så var en Willys Jeep monteret med faldskærme og støddæmper:

Det fungerer på den måde at der ligger 4 faldskærme bag i jeepen, som er forbundet til et enkelt stålkabel, som er fastgjort i jeepens tyngdecenter midt mellem sæderne. Når jeepen rammer jorden (med 5 m/s) stødes pinden der stikker ned mellem hjulene op, og den åbner så den anordning der holder faldskærmene fast. Det betyder at jeepen gerne skulle blive stående når den er landet, i stedet for at blive trukket med af faldskærmene.

Af andre kuriosa fra udstillingen kan nævnes disse originale briefing boards fra Overlord og Varsity:

… og en guldbelagt russisk Dragunov-riffel fra Saddams personlige samling:

På vej mod næste hangar kom jeg forbi legepladsen, som meget passende var lavet som en Lancaster:

Duxford er også hjemsted for den sidste flyveklare Flyvende Fæstning i Europa, en B-17G ved navn “Sally B”. Den ene side er dog malet som “Memphis Belle”, da flyet her spillede med i filmen af samme navn.

Det sidste udendørs-eksponat jeg kom forbi inden jeg gik ind i den amerikanske hangar var en V1-raket, som tyskerne sendte mod bl.a. London i stort tal under krigen.

Den amerikanske hangar er ligesom AirSpace-hangaren fyldt fra gulv til loft med maskiner, men denne gang er de selvfølgelig allesammen amerikanske. Lyset derinde ville desværre ikke samarbejde med mit kamera (mange af flyene er umalede, og store mængder poleret aluminium plus lavtstående sensommersol plus lakeret gulv er lig med rigtig mange reflekser …) men jeg fik dog snuppet et par skud af det hurtigste (ikke-raketdrevne) fly nogensinde, Lockheed SR-71 Blackbird, som kan tøffe afsted med over 3500 km/t:

Efter den amerikanske hangar besøgte jeg The Operations Room, som er bevaret fra Anden Verdenskrig. Det var herfra, at basens kommandør forsøgte at kommandere slagets gang og lede sine jagerfly frem til hunnernes bombefly.

Herfra fortsatte jeg over til udstillingen om Battle of Britain. En af de mere interessante ting der var et diorama med en nedskudt Bf_109E, som viste sig at være originalen, der på den ene side var restaureret til den stand den var i, da den i 1940 nødlandede på en mark i Sussex. Men på den anden side havde man ladet vingen stå urestaureret, så man kunne se hvordan hundredevis af mennesker havde ridset deres navn i malingen. Efter maskinen var blevet nedskudt var den nemlig blevet sejlet til USA, hvor den blev kørt rundt og vist frem, og for en mindre sum kunne man få lov at begå hærværk på det tyske militærs ejendom – pengene gik ubeskåret til krudt og kugler.

Da England i 1940 var i overhængende fare for at blive invaderet og den britiske hær havde mistet store mængder materiel efter evakueringen fra Frankrig, gjorde man mange særdeles desperate forsøg på at bygge pansrede køretøjer i stort tal til en billig penge. Et af disse køretøjer var Beaveretten, opkaldt efter “Minister for Aircraft Production” Lord Beaverbrook. Der er tale om en adræt og hurtig lille sag med en 46 hk motor til at trække dens beskedne vægt på 2600 kg plus en tremands besætning. Heldigvis for dem der skulle sidde indeni kom Beaveretten aldrig i kamp.

Klokken var nu efterhånden blevet kort i lukketid, så jeg vendte næsen hjem mod Clavering efter et meget interessant besøg på det største museum jeg endnu har været på.

Det var jo herlig nemt endnu en gang at få aftensmad, da vi havde bestilt bord til klokken 19 på pubben. Denne gang prøvede vi noget nyt til forret og hovedret, mens vi begge fik sticky toffee pudding til dessert (det smager godt, men hold nu fast det er sødt).
Forret:
K: Tian of South Coast crab, prawns and avocado pear with wild rocket and sweet chilli sauce
C: The Cricketers Antipasti – a rustic platter of Italian meats including Parma ham, bresaola and salami Milano, with sun blushed tomatoes, rocket, huge Amalfi olives, Parmesan chunks and toasted home made sourdough bread.
Hovedret:
K: Roasted Barbary duck breast – with a honey and Cointreau roasted fig and gooseberry puree
C: Duo of local pork – roasted loin and hay-smoked pork belly, with crispy crackling, an Aspall cider and apple sauce and pea shoots.

Maden var endnu en gang lækkert tilberedt og serveret i rigelige mængder – og endnu en gang måtte jeg forlade bordet uden at være i stand til at spise op.

Tagged , , | 1 Comment

UK Tour 2013: Cambridge & The Cricketers

Efter en nat, hvor hverken K eller jeg sov alverden, vågnede vi til endnu en herlig dag i det engelske. Vi skulle videre i programmet, og dagens endemål var Jamie Olivers forældres pub The Cricketers, hvor vi havde booket to overnatninger. Men inden da havde vi planlagt at se universitetsbyen, Cambridge. Vi nåede dog lige ned på stranden forenden af den vej, The Knot lå på. Det var 15°C og overskyet, så vi var egentlig begge indstillede på en dag, hvor vi skulle være iført lidt mere tøj end dagen før.

20130901_111444

K er ret tjekket, når det kommer til ferieplanlægning, så han havde fundet ud af, at den bedste måde at komme til Cambridge centrum på, var at lave en omgang “park and ride”. Så det gjorde vi naturligvis. Vi parkerede bilen, betalte for en returbillet med bussen og så var vi af sted.

20130901_111959

Tja, hvad kan man sige? K konstaterede, at de i H&M i Cambridge har 1 Ladies Man men ingen kvinder – der kan man bare se!

Vi var ikke nået ret langt ind i Cambridges gader, før vi snublede over indgangen til det første af byens 31 colleges, Christ College. Da det netop var de mange colleges, der var årsagen til vores besøg i Cambridge, slog vi til og kiggede indenfor.

Der gik ikke lang tid, før vi begyndte at undre os over, hvad de her colleges var, og hvordan de virkede… For Christ’s Colleges vedkommende er der tale om et ret stort område med mange forskellige bygninger adskilt af grønne områder. Når vi kiggede ind ad vinduer eller på navneskiltene, så blev det tydeligt, at der ikke alene var tale om et kollegium, som vi forstår det. Vi lavede lidt internet-research og fandt ud af, at de engelske colleges dels er kollgier og dels selvstændige uddannelsesinstitutioner: Man bliver optaget på Cambridge University, men man har også privatundervisning med proffessorer fra ens college. Nogle colleges står endda for optagelsen på universitetet. Det er ret avanceret, men det lyder også, som en rigtig fed uddannelsesoplevelse!

En af Christ’s Colleges fremmeste tidligere “elever” var Charles Darwin, som var tilknyttet Christ’s fra 1828 til 1831, og naturligvis kan man fortsat fornemme, at Christ’s er stolte af deres tidligere medlem.

Mens vi gik rundt, blev jeg så fascineret af, at der var navneskilte på bygningerne, at jeg nappede dette foto. Da jeg for 10 minutter siden (nå ja, da jeg skrev dette var det 10 minutter siden) ville bearbejde billedet, opdagede jeg navnet “C. Darwin” udfor rum #4. Jeg spurgte K, om han mente, at der ved et tilfælde var en C. Darwin tilknyttet Christ’s nu. Efter lidt googling viste det sig i stedet at Charles Darwins værelser på Christ’s var i det nuværende G4, og derfor står hans navn her. Så jeg tog ved et totalt tilfælde et meget sigende billede.

Når man færdes på Christ’s Collges område, føles det lidt som at gå rundt i en landsby, hvor små lave bygninger står tætbeplantet med smukke blomster eller som her store rosmarinbuske. Det er alt sammen meget idyllisk. Fordi vi kom her, inden semesteret startede, var her også meget meget stille med kun nogle få andre (turister) på området.

Lørdag var Jessica og Davd blevet viet og havde holdt “wedding breakfast” på Christ’s. Allerede i indgangen til Christ’s blev vi adviceret om den glade begivenhed, idet der på en opslagstavle stod “We congratulate Jess and David with the wedding” (eller noget i den retning) – meget hyggeligt egentlig. Og i kapellet kunne vi så se resterne af den glade anledning i form af tørrede blomsterblade foran kapellet og indenfor.

Fra Christ’s College gik vi videre gennem de travle gader i Cambridge. Det var ikke til at fornemme, at det var en søndag, for der var fuld gang i butikkerne, og der var masser af mennesker på gaderne. Når vi løftede blikket op fra gaderne, fik vi øje på smukke gamle bygninger over alt.

20130901_121733

Da vi vidste, at vi havde udsigt til en substantiel aftensmad, besluttede vi ikke at spise frokost for sent. Det helt naturlige valg var at gå på Pret, når der nu var en i byen. Vi delte to lækre sandwiches og fik lidt kækt at drikke. Teksten på toppen af flasken er jo spot-on.


Der var ingen tvivl om, at vi ville se King’s College, som muligvis er det ikoniske Cambridge-college. Man slipper da heller ikke på college-området uden at betale for det, men det synes jeg egentlig er ok, når man betænker, at det faktisk er et sted, hvor mennesker bor og arbejder. Hvis der var totalt fri adgang, så tror jeg ikke, det ville være nemt at få udrettet meget.

Allerede mens man nærmer sig indgangen, fornemmer man King’s Colleges kapels storladenhed. Kapellet fremhæves som et af de fineste eksempler på sen engelsk gotisk stil.

Kapellets loft er verdens største vifte-hvælving, og den er virkelig bjergtagende i al sin storhed. Det ser simpelthen så smukt ud, som hvælvingens dele glider ind i hinanden hele vejen ned gennem kapellet.

Her kan man bedre se, hvordan vifterne mellem vinduerne, folder sig ind i hinanden. Selvom loftet ikke er forgyldt eller malet, så har det meget høj detaljegrad, som virkelig er effektfuld.

Kapellets rum er opdelt lige før området foran alteret af en ret voldsom egekonstruktion. Der er tale om en “skærm”, som Henry VIII skænkede King’s College for at fejre sit og Anne Boleyns vielse. Det betyder altså, at man nåede at få udført og monteret hele skærmen på de blot tre år, Henry og Anne var gift… Der har været fart på! Til trods for at Anne, som vi ved, ikke kom levende ud af sit ægteskab med Henry, så kan man stadig se hendes initialer på skærmen. Så dem har han trods alt ikke forlangt fjernet.

Man kan helt glemme, at det er efterår, når man ser en blomstrende busk som denne. Jeg ved desværre ikke, hvad den hedder, men den var stor og formentlig gammel – og meget meget yndig.

King’s Colleges område gennemskæres af floden Cam, og på den modsatte side af floden spottede vi noget så eksotisk (i hvert fald for en by som Cambridge i det 21. århundrede) en lille flok køer! Området kaldes Scholars’ Piece, og det er ikke umiddelbart klart, hvorfor der står køer lige der. Det tætteste jeg kan komme på en forklaring er, at de skal minde om, at King’s i forne tider havde et husdyrhold… Det giver måske lidt mening? Under alle omstændigheder ser det jo mægtig idyllisk ud med græssende køer i det fjerne.

Venedig har sine gondoler, Cambridge sine punts (en fladbundet båd). Bådene bliver drevet frem ved at punteren (den nydelige unge mand – for det er flest mænd – der står på skibets bagperron) skubber en lang stage ned på flodens bund og sætter af. Punting på Cam er sådan et lidt stereotypt billede på college-livet, men faktisk kom traditionen først til Cambridge i starten af 1900-tallet. K og jeg nøjedes med at stå på broerne over Cam og se på forskellen mellem prof-punters og så glade amatører, der havde lejet en punt for dagen. Lad os bare sige, at teknikkerne var forskellige.

Jo, jo, vi var der begge to – med den store smukke kirke, floden Cam og punters i baggrunden. Meget Cambridge’skt, må man sige.

Når man går retur op mod King’s College fra Cam, har man en virkelig flot udsigt til kapellet og flere af King’s bygninger.

Fra King’s colleges gik vi videre gennem Cambridge, forbi utallige andre colleges, som vi dog nøjedes med at kigge på udefra. Men da vi nåede til St. John’s College og fik kigget i guidebogen, så måtte vi ind og kigge nærmere på stedet. St. John blev grundlagt i 1511 af Henry VIIs moder Lady Margaret Beaufort. St. John’s består af flere mindre områder, som er blevet bygget efterhånden som behovet for mere plads er opstået, og derfor er der tale om bygninger i forskellige stilarter. Da de er relativt afgrænsede fra hinanden føles det ikke rodet, men derimod spændende, fordi man kan mærke tiden gå.

Ikke overraskende finder man kapellet i den første af gårdområderne – dog er der her tale om et nyere kapel, da det oprindelige stod på det stykke græs lige ved siden af det nuværende kapel. Man kan fortsat se resterne af det oprindelige kapel i form af gravsten i græsset. Kapellets tårn er lidt afstumpet og har ingen klokker, fordi den herre der havde tilbudt at betale for tårnets opførelse desværre utidigt omkom i en jernbaneulykke.

Kapellet var delvist aflåst, så jeg måtte tage dette billede gennem en gitterport. Men man fornemmer alligevel klart, at kapellet her er langt mere udsmykket, end det var tilfældet på King’s College. Den rige udsmykning stammer i høj grad fra det tidligere kapel, og derfor har dette midt 1800-tals kapel fået et relativt bedaget interiør.

Fordelen ved at gitterporten ind til selve kirkerummet var lukket var, at de blyindfattede ruder spejlede sig i portens messing-indlæg. Det var ret spektakulært, men desværre ikke helt trivielt at tage et ordentligt billede af. Heldigt, at jeg så faktisk så effekten.

Denne del af St. John’s ligger på den fjerne side af Cam, og St. John var faktisk det første af Cambridges colleges, der lagde en bygning på The Backs, som området derovre hedder. Bygningen i midten, New Court, bliver kaldt “The Wedding Cake”, og er fra 1831.

New Court er forbundet til Third Court via en lukket bro over Cam. Broen hedder Bridge of Sighs, og har naturligvis taget sit navn fra broen med det samme navn i Venedig. Den eneste lighed mellem de to broer er dog, at de er lukkede…

Dagens tour-guide ledte os træfsikkert hele vejen igennem St. John’s, og da vi så skulle finde en udgang, læser han grinende op fra brochuren: “Now retrace your steps to exit St. John’s College”. Jo jo – vi var skam endt i en blindgyde, men heldigvis en rigtig nydelig en af slagsen. Hvert af Cambridges colleges er på mange måder afgrænsede og lukkede områder, så det var egentlig ganske illustrativt for stedet, at vi måtte samme vej retur, som vi var kommet.

Som det også var tilfældet på Christ’s College, så var der navneskilte på bygningerne i St. John’s. Jeg var ret begejstret for, at man allerede nede ved hoveddøren kunne se, hvem der var på sin pind, og hvem der ikke var til at træffe. Det virker meget gennemtænkt.

På vej retur mod bussen til Park & Ride pladsen gik vi forbi The Church of the Holy Sepulchre, Cambridges runde kirke, som er en af de fire rundkirker i England, der fortsat er i brug. Vi afstod fra at betale for at komme ind i kirken og nøjedes med at konstatere, at den ganske rigtig var rund – som vi jo kender det fra Bornholm.

På vej væk fra Cambridge kørte vi en (geocaching-)omvej for at se et hus, som Anne of Cleves fik i forbindelse med at Henry VIII lod sig skille fra hende. Det er vist en smule uklart, om hun faktisk boede i huset, men det var i hvert fald en del af hendes “hustrubidrag”. Geocachen på stedet hed meget passende “When divorce is the better option” – og det må vist siges at have været tilfældet, hvis man var så uheldig at blive gift med Henry VIII.

K’s fødselsdagsgave fra mine forældre var en overnatning på The Cricketers, og vi var så heldige, at de havde et specialtilbud, hvor man fik overnatning, middag for to samt morgenmad for en fordelagtig pris. Så vi slog til! Og det er vi ikke kede af, at vi gjorde. Maden på pubben er reel, engelsk og vellavet. Vi fik:
Forret
K: English classics plank with handmade pork pie, crispy crackling, scotch eg g and Suffolk Gold cheese, with home made green tomato chutney and piccalilli.
C:  Fennel, orange and chicory salad with Cropwell Bishop cheese and toasted pecan nuts
Hovedret
Vi fik begge Sunday roast med yorkshire pudding, kartofler, blomkål, gulerødder, mos af søde kartofler og gravy. Det var ikke nogen let lille ret! Men K var vældigt tilfreds med at spise næsten to hele yorkshire puddings ;)
Dessert
K: Sticky toffee pudding med rom-rosinis serveret på en sprød karamelbund.
C: Pavlova med chantilly-creme og kirsebær.
Det hele smagte mægtigt – men nøj, hvor var vi mætte, da vi var færdige med at spise. Og det endda uden at nogen af os havde spist alt, hvad der blev serveret. Jøsses, du milde!

Vi dejsede omkuld i den (endnu en gang) ubegribeligt bløde seng ovenpå en begivenhedsrig dag i det engelske.

Tagged , , | 2 Comments

UK Tour 2013: Bonn – Margate via Canterbury


Det er fem år siden, vi sidst var i England på sommerferie og siden har jeg ævlet om, hvor fantastisk jeg synes det var. Og i år blev det så endelig tid til at vende tilbage til UK. Vi havde bestilt færge fra Calais til Dover klokken 9, så vi skulle ret tidligt af sted, for at være sikre på at nå færgen. Faktisk stillede vi væggeurene (og rigeligt af dem) til klokken 03.00. Desværre holdt jeg kun til klokken 02.00, så da K stod op klokken tre, havde jeg været i bad, tømt opvaskeren, pakket de sidste ting sammen og var i gang med at læse Ikea-kataloget… Heldigvis betød det, at vi sad i bilen klar til afgang klokken 03:30!

Bortset fra nogle stop på tankstationer langs motorvejen, stoppede vi først i Calais, hvor vi var fremme godt 40 minutter før, vi skulle checke in til færgen – lige tids nok til at finde en fransk boulanger og få lidt morgenmad. Vi nåede simpelthen at spise morgenmad med Borgerne i Calais.


Roudin-statuen står lige foran Calais’ pompøse rådhus, som vi derfor også nåede at besigtige – omend kun udefra – inden vi kørte mod færgelejet. Efter en lille detour ind omkring godstrafikkens told område, fandt vi frem paskontrol og blev checket in på færgen.


Mens vi holdt og ventede på at komme ombord, afslørede K endnu en gang, hvor super gennemtænkt hans ferieplanlægning er: På indersiden af solskærmen i føresiden sidder en post-it, hvorpå de engelske fartbegrænsninger (som er angivet i miles) er oversat til tal vores tyske bil forstår. Godt tænkt, K!


Bortset fra at der var væsentligt flere mennesker med færgen denne gang, så gik turen over kanalen hurtigt og nemt. Så hurtigt, at tiden var gået en time tilbage, da vi ankom i Dover… Inden vi blev lukket ned i bilerne igen, nåede vi ud og se på de så berømte hvide klipper ved Dover.


Planen for vores første dag i England var, at vi ville køre til Canterbury for at se byens katedral – og naturligvis også kigge lidt nærmere på selve Canterbury. Som sagt, så gjort. Det føltes som om, det var gået meget hurtigt med at ”komme på ferie”: Omkring klokken 10.30 lokal tid var vi klar til at indtage Canterbury! Det hjælper, når man tager hjemme fra klokken 03.30. Vores franske morgenmad (som havde bestået af et par croissanter) var så småt ved at fordufte, så vi besluttede at finde et sted og spise noget brunch. Valget faldt på Mrs. Jones’ Kitchen, som så hyggeligt og velbesøgt ud. Det var et udmærket valg, og vi nød vores traditional English breakfast med en inger beer (for Ks vedkommende) og en kande the, mens vi fik fundet ferie-moodet frem for alvor.


Naturligvis var det primære formål med at komme til Canterbury at se katedralen, men den skulle vise sig at ligge bedre gemt, end man ville forvente. Det ledte os til at trisse igennem shoppinggaderne, og ind i flere af butikkerne, før vi endelig kom på rette spor og spottede Bell Harry Tower over husenes tage.


Canterbury Cathedral ligger i et område, som er afgrænset dels af huse og dels af en gigantisk port med to tårne. Porten er et tidligt Tudor-bygværk, og formentlig rejst som mindre for Henry VIII’s ældre bror, Arthur, som døde som blot 16-årig (og flinkt ”efterlod” sin unge enke til sin lillebror…).


Når man er kommet indenfor porten åbner der sig et lækkert grønt område i vis midten katedralen rejser sig sandfarvet mod himlen. Det er ganske spektakulært og ved eftertanke er det et smukkere udtryk for den store kirke, end hvis den havde ligget midt på en plads, som så mange af Europas katedraler gør det. Her får den virkelig lov til at være i centrum, og kan bruge alt det plads, den kræver for rigtigt at blive set. Bagsiden af medaljen er så, at det er rigtig vanskeligt at komme på afstand af kirken, så man kan få den med i ét foto…


Vi havde købt en guide til katedralen, og den opfordrede indirekte til, at man så det indre af katedralen, før man fordybede sig i det ydre, og vi parerede ordre. Lige inden man går ind i kirken, bliver man mindet om, at Canterbury har været (og fortsat er) et mål for religiøse pilgrimme. Canterbury Cathedrals hjemmeside har en fin virtual tour af kirken, som særligt nysgerrige læsere måske kunne have glæde af at se.


Næsten lige indenfor finder man the West Window, som rummer portrætter af 13 af Jesus’ forfædre samt otte engelske konger. Det særligt spektakulære ved vinduet er, at de 13 portrætter stammer fra det 12. århundrede – samt at Adam Delving glasset fra 1176 er en af Englands ældste blyindfattede ruder.


Ved siden af prædikestolen finder man kompasrosen; et symbol for den verdensomspændende anglikanske kirke med Canterbury som højsædet. Den græske inskriptionen på er et citat fra Johannes 8:32: “[...] sandheden skal gøre jer fri”.

Selve kirkerummet er lige så stort, som man forestiller sig, når man står udenfor kirken. Men samtidig er det også meget lyst, fordi væggene er hvide, og der er ikke ret meget tung kunst eller væghæng af anden art. Det er faktisk et meget indbydende rum at træde ind i.

Jeg synes altid, at ens øjne bliver hevet op i loftet på kirker – måske fordi det er så høje konstruktioner, at man ønsker at se, hvor de ender? Eller måske er det netop tanken i en kirke, at man skal se opad? Hvem ved? Loftet i Canterbury Cathedral er bestemt værd at kigge på, selvom det er relativt enkelt og ikke voldsomt udsmykket.

En af de helt centrale årsager til at kirken er et mål for pilgrimme, knytter sig til den tidligere ærkebiskop Thomas Becket. Becket var ærkebiskop i Canterbury i perioden 1162-70, og han var mere eller mindre i konflikt med kongen i hele perioden. I 1170 spidsedes denne konflikt til, og kongen citeres jævnligt for at have udtalt disse ord: “Will no one rid me of this turbulent priest?”. Hvad end kongen reelt har sagt, så ansporede hans ord tre loyale følgere til at overmande og på brutal vis myrde Thomas Becket i Canterbury Cathedral den 29. december 1170. Og netop det sted, hvor det voldsomme mord fandt sted, har siden da været et helligt sted for pilgrimme.

Der hvor kirkens middelalderlige alter stod, som også var der Thomas Becket blev myrdet, står nu den moderne installation “Altar of the Sword’s Point”, som referer til den overlevering at en af modernes sværd knækkede spidsen på kirkens sten. På dette sted mødtes pave Johannes Paul II med ærkebiskoppen i Canterbury i 1989, hvilket var første gang en pave havde været i England!

Kirken bærer på mange måder præg af, at den har været et mål for pilgrimme og andre nysgerrige i århundreder, og således er det ikke få steder, man finder grafitti på søjlerne i kirken. Der er bare noget mere idyllisk over grafitti, som er ridset ind i søjler end det, der er sprayet skødesløst på et s-tog…

Når man står på trapperne cirka i midten af kirkerummet, kan man kigge op i Bell Harry Towers imponerende hvælvede loft. Klokkentårnet blev færdiggjort i 1503, og det er udsmykket med våbenskål fra de primære økonomiske støtter bag tårnets opførelse. Det var en lidt klam fornemmelse at stå på et trappetrin, og så læne sig så langt tilbage som muligt for at tage billedet – jeg kan varmt anbefale at have et menneske, man stoler ubetinget på, stående bag sig!

På vej ud igen faldt K i staver over de særdeles dramatiske og maleriske beskrivelser på et par af mindestenene i kirken. Tænk, at vi står flere hundrede år senere og er fascinerede af, at Frederick Mackeson døde af et sår, som han blev tildelt af en “Mahometan fanatic” – det er da ret voldsom kost på en mindesten…

Se, bare hvor forskrækket ham Kristian blev, da han læste på mindestenene… Goof ball!

Vel ude af kirken igen var det tid til at tage den udvendige del af turen, og vi blev ret overraskede over, hvor stort anlægget omkring kirken var. Man fornemmer klart, at det har været en katedral med et aktivt munkekloster tilknyttet. The West Front er den entre til kirken, som ærkebiskoppen bruger til jul og andre ceremonielt signifikante begivenheder. De to tårne ligner umiddelbart hinanden, men de er faktisk bygget med 400 års mellemrum. Tårnet tættest på i billedet, the Oxford Tower, er det ældste og stammer fra 1434. Det rummer kirkens 14 mindre klokker, mens det yngre tårn, the Arundel Tower, rummer 5 mindre og en meget stor (3185kg tung) klokke. Dette tårn er fra 1832 og det erstattede et tårn fra 1070.

Vi opdagede en særlig ting ved byggestilen i denne del af England: Murværket består i altovervejende grad af flintesten, og mange af dem er slået til, så man kan se den blanke flint. Det en ret smuk detalje.

The Great Cloister omkranser et lille stykke grønt – som man så ofte ser det i klostrer. Det er et herligt stille sted, hvor der må have været plads til at tænke dybe tanker.

Klostergangenes loft er udsmykket med en masse senmiddelalderlige våbenskjold. Gad vide om velhaverfamilier kunne betale sig fra at være repræsenteret her og opnå fordele i efterlivet?

Som tilfældet var i kirken, så er klostergangene rigt udsmykket med grafitti og spil fra middelalderen! Her er der altså ikke tale om pilgrimme, der har villet markere, at de var der, men snarere om munke, der har fået timerne til at gå. Interessant.

I klostergangen stod der en mad- og en vandskål og denne planche, som fortæller om stedets kat, Laptop. Vi mødte desværre ikke Laptop nogen steder, men det er da lidt hyggeligt, at han bor der til daglig.

Næste stop var the Chapter House, som var et kæmpe stort og relativt sparsomt indrettet rum. Her startede munkenes hverdag med at klosterforstanderen læste et kapitel (Chapter, deraf navnet) af St. Benedict ordens regler højt.

Det virkelig særlige ved the Chapter House er det gigantiske hvælvede loft. Det er fra omkring 1400, udført i irsk eg og et eksempel på typisk sen engelsk gotik. Det var voldsomt imponerende og fantastisk, at det er lavet i træværk alt sammen.

Foran klosterområdets bibliotek var der en lille have samt et græsplæneområde, hvor klosterets vandtårn blandt andet var at finde. Men for os var det særlig fint, at det engelske flag vejrede lige over de nærliggende huse – meget fin reminder om, hvor vi befandt os på vores første feriedag.

Klosterhavens roser var fortsat i fuld flor, og denne gule sag fangede mit blik med det samme – den duftede skønt og skreg på at blive fotograferet sådan helt tæt på.

Jeg elsker, når steder vi færdes bærer præg af de mange hundrede års brug, de har været udsat for. Det er som om, man kan høre de fodtrin, der har slidt dekanens trapper så meget, at de har måttet fyldes ud med cement. Tænk, hvor mange fodtrin, der skal til for at slide sten på den måde…

Disse romanske buer var oprindeligt en del af munkenes klinik, men som nu blot er pittoreske ruiner.

Når man ser Bell Harry Tower udefra, er det faktisk ikke til at se, at det indeholder et stort hvælvet og smukt udsmykket loft.

De to små buede apsider på St. Anselm “markerer” overgangen mellem den kirke Thomas Becket ville have kendt, og de nyere tilbygninger.

Inden vi forlod katedralområdet, måtte vi nappe et af vores efterhånden traditionelle ferie-selfies. Muligvis ikke de kønneste billeder, men vi er da begge to på et billede – og man kan også se, hvor vi var henne.

Vi gik inden omkring Marks & Spencer og købte lidt forskelligt lækkert til aftensmad, og så kørte vi til vores hotel for natten. Vi overnattede på The Knot, og det bedste man kan sige om det sted er, at det havde store badehåndklæder… Sengen var håbløs, vi havde fået et værelse ud til gaden lige under den eneste gadelampe foran pubben og lige der hvor rygerne stod hele aftenen… Alletiders! Nå, men for en nat så gik det jo heldigvis.

I stedet for at sidde på vores værelse hele eftermiddagen og aftenen (på den umulige bløde seng) kørte vi ud i det blå. Da vi overnattede få hundrede meter fra vandet, var det oplagt at køre langs kysten. Vi stoppede og kiggede ud og det store blå, og i det fjerne kunne man ane, hvad der virkelig kan kaldes en vindmøllepark. Der var række efter række af store hvide møller – jeg synes faktisk, det ser smukt ud.

I Ramsgate var vi så heldige, at Frank Thomas Hooks hustru for fyrre år siden, havde sat en bænk op i Franks minde. Her sad vi en halv times tid og nød det milde sensommervejr og duften og lyden af havet, før vi kørte videre.

Vi ville egentlig have picnicket et sted i det fri, men inden vi fandt et sted, var det faktisk blevet for koldt. Et af de steder, vi overvejede, var ved romernes landgangssted i England. Desværre ankom vi lige som stedet lukkede, og vi var usikre på, om vi ville blive lukket inde på en parkeringsplads, hvis vi “camperede” på stedets p-plads. Så vi nøjedes med at kigge og så køre videre. Vi endte med at spise vores aftensmad i sengen på pubben, og det virkede da heldigvis. Jeg gik omkuld efter at have været vågen i mere end 20 timer, og sov da nogenlunde men ikke længe. Heldigt, at første feriedag havde været en skøn dag – jeg holder meget af at rejse med K; sådan er det altså bare!

 

Tagged , , , | 1 Comment

Stralsund

130514 199

Det var helt klart den rette beslutning at vente med at se Stralsund til mandag formiddag, for vi vågnede til smuk blå himmel og den perfekte sightseeing-temperatur. Som altid havde vi fravalgt morgenmaden på hotellet, så vi startede med morgenmad på en lokal café. Vi fik et stykke brød med lækker røræg og en kop kaffe, og så var vi i gang med dagens program.

130514 198

I 1293 blev Stralsund en hansestad, og når man færdes i byen fornemmer man klart, at det har været en velhavende by med masser af handel, for husene er langt større og finere, end man ellers ville vente i en relativt lille provinsby. Det er da også byens historie som hansestad samt dens smukke arkitektur, der har givet den plads på listen over UNESCO verdensarv.

130514 205

Byens fine gamle huse leder tankerne mod Amsterdam, som jo også kan prale af masser af fine huse. Denne række var også rigtig fin mht. farverne. Efter Tysklands genforening er rigtig mange af de smukke huse blevet restaurerede, men der er stadig enkelte, der trænger til en kærlig hånd.

130514 221

Wulflamhaus er et af byens mest bemærkelsesværdige huse. Det har ligget, hvor det ligger siden cirka 1350, og det blev bygget som hjem for byens daværende borgmester. Gad vide, om der var pest i Stralsund lige deromkring…

130514 226

130514 238

Ikke overraskende ligger Wulflamhaus lige overfor byens gamle rådhus, som blev påbegyndt i 1200-tallet. Det var desværre ikke til at komme på afstand af rådhuset, fordi der var vejarbejde på pladsen lige foran. Men rådhuset er ret spændende og alternativt indrettet, da der har været (og i mindre grad fortsat er) plads til liberalt erhverv i bunden af rådhuset. Så har man da bekræftet, at man har fokus på handel i byen.

130514 229

Til trods for at det var mandag, spottede vi et bryllupsselskab – først så vi gommen stå og vente udenfor rådhuset, hvorefter han gik ind lige inden bruden ankom. Tyskerne skal altid først vies borgerligt, før de kan blive viet i en kirke eller andet ceremonielt rum, så man tyskere har en lille begivenhed for den civile vielse, men dette par havde hele udstyret på i denne anledning.

130514 225

På rådhuspladsen lå der ikke kun gamle huse, men også dette nyere hus, og som K bemærkede, så er der i Stralsund gjort en del for, at de nye huse passer i stilen til de gamle. Man kan naturligvis stadig sagtens se, hvad der er nyt, og hvad der er gammelt, men de to synes at smelte fint sammen.

hækl

Vi kom forbi en byggeplads, hvor der var sat hæklede dekorationer op på noget midlertidig afskærmning, hvilket var en lidt sød og sjov idé til at gøre noget knap så spændende lidt mere indbydende.

130514 246 130514 247

Fra rådhuspladsen gik ved ned mod havnen, som må have været byens absolutte knudepunkt i fortiden, og som helt tydeligt fortsat har et meget aktivt liv med restauranter, museer og naturligvis også som kontakt ud mod havet.

130514 248

I 2008 åbnede Oceaneum på havnen i Stralsund, og her kan man blive klogere på havlivet i de nordlige have samt om havet generelt. Museet ser smukt ud, men vi havde desværre ikke tid til at se det denne gang; men vi kunne måske godt finde på at vende retur.

130514 253

130514 256

Lodsbygningen ligger prominent og smukt på havnen – her må man have haft et fint overblik over aktiviteten i havneområdet.

130514 257

Stralsund var bare en rigtig skøn by, og jeg tror, at vi vil kunne bruge mange flere timer på at undersøge dens smukke gamle gader og huse, hvis vi kom retur ved en senere lejlighed. Hvem ved, måske sker det.

130514 263

På vej væk fra Stralsund spottede K en storkerede med stork! Det var en vældig fin afslutning på en helt forrygende forårsferie i tre lande. Resten af dagen bød på køretur retur til Bonn og derefter en meget stille aften i Riesstrasse. K havde heldigvis fri tirsdag, så vi kunne tage den med ro mht. indkøb mandag og bare slappe af hjemme.

Tagged , , , | 1 Comment

Bornholm til Stralsund via Rügen

Søndag måtte vi tidligt op, fordi vi skulle videre fra Bornholm via Sassnitz til Stralsund, hvor vi havde en enkelt overnatning, inden vi tog retur til Bonn. Vi kunne hurtigt blive enige om, at dagene på Bornholm med Familien Skovgaard havde været fantastisk hyggelige, og vi glæder os til at gentage succesen en anden gang. Sejlturen fra Rønne til Sassnitz tog omkring fire timer, og der skete ikke meget undervejr. Dog opdagede jeg, da vi var tre kvarter fra land, at der sad en flåt på min venstre underarm! Jeg synes, flåter er uendeligt klamme, så jeg var ikke ligefrem en stolt dame, mens vi ventede på at kunne kom ned i bilen og fjerne den klamme fyr fra min arm. Danmarks farligste dyr overlevede ikke overfarten til Rügen.

130514 180

Vi kørte lidt rundt på Rügen, men var egentlig ikke specielt imponerede, da det meste virkede voldsomt turistet. Dog havde vi et konkret mål for dagen: Vi skulle se Prora. Prora er et virkelig underligt sted, som blev opført i 30′erne som et nazistisk sommerferieparadis. Byggeriet blev stoppet som følge af 2. verdenskrigs udbrud, og derfor står de kolosale bygninger tilbage som tomme skaller, der vidner om det komplette storhedsvanvid, der var i rasende udbrud blandt de ledende figurer i 30′ernes Tyskland.

130514 180

Det var umuligt at se eller for den sags skyld tage billeder af, men bygningerne strækker sig over intet mindre end 4,5 km ned langs stranden. Det er, som med så mange af de øvrige bygningsværker fra tiden, virkelig svært at få sin hjerne til at rumme, hvor stor en skala man har tænkt på. Prora står tilbage som et monument over en tid, som ikke er mere og som forhåbentligt aldrig kommer igen – og som en kraftfuld påmindelse om, hvor vanvittige vi mennesker også kan være.

130514 189

Prora ligger 150 m fra vandkanten, men det er langt fra så lækker en strand som dem vi så på Bornholm. Faktisk var der klam sort tang helt inden på stranden, så det ville man skulle igennem, hvis man skulle ud og bade. Men udsigten over havet er smuk.

130514 184

Den strand vi kom ned til (og gik hen over) var fint markeret med dette lille skilt, hvorpå tre uskylde bogstaver stod: FKK. FKK står for Freikörperkultur – altså det at man holder meget af at færdes uden en trevl på kroppen. Vi har hørt meget om den tyske naturistbevægelse, men det er første gang, vi støder på et FKK-område. Der var dog ingen, der levede det frie liv på stranden; måske fordi det var temmelig koldt.

130514 185

Som de selfie-nørder vi er ved at udvikle os til, måtte vi naturligvis have et billede af os (fuldtpåklædte) på FKK-stranden på Rügen.

Vi havde egentlig umiddelbart planer om at skulle se Stralsund om eftermiddagen, men for det første var jeg rigtig træt og for det andet blev det helt urimeligt dårligt vejr. Så vi nappede en afslappende eftermiddag på hotelværelset i stedet for sightseeing i øsende regnvejr, hvilket vi begge var godt tilfredse med.

Tagged , | Leave a comment

4. dag på Bornholm: Rønne, hestevognstur og fiskebuffet

130514 069

Vi havde fået det meget fornemme tilbud at komme med på en af Heidis fars hestevognsture gennem Almindingen lørdag eftermiddag. Indtil vi skulle af sted, var K, Christian, Bertram og jeg i Rønne, hvor vi startede med at gå omkring og kigge på den fine gamle by. Erichsens Gård, som ses på billedet, er en del af Bornholms museum. Det er et særligt sted, fordi Holger Drachmann og maleren Kristian Zartmann kom på gården. Vi måtte nøjes med at trykke næserne flade mod ruden og kigge ind i de fine gamle stuer. Og så kunne vi konstatere, at der faktisk findes to-etagers bindingsværkshuse i DK, men der kan ikke være mange af dem.

130514 083

Efter turen gennem Rønne gik vi på Bornholms museum, som faktisk er et rigtig sjovt sted. Det har til huse i en gammel sygehusbygning, som er blevet udvidet og tilpasset til sin rolle som museum. En af museets skatte er en samling af guldgubber, som er små tynde stykker dekoreret guld, der stammer fra omkring 600-tallet. Man er fortsat i tvivl om gubbernes anvendelse eller betydning, men man mener, at de har spillet en kultisk rolle i samfund.

130514 089

For Bertram var museets fineste afdeling helt klart der, hvor man kan benytte en metaldetektor til at finde små skatte i sandkassen. Han (og vi andre) hyggede os med at finde og gemme ting og sager. Det er altid godt, når man kan komme tæt på historien og den arkæologiske metode.

130514 100

Eftermiddagen blev brugt i fornøjeligt selskab med Heidis far, et par stærke heste og en jysk familie, da vi kørte gennem Almindingen. Det var alletiders måde at komme forbi rokkestenen og Rytterknægten samt andre spændende dele af den fine skov. Næste gang på Bornholm må vi bruge endnu mere tid her.

130514 114

Jeg sad over på at kravle op i toppen af Kongetårnet på Rytterknægten, men K tog dette fine billede af udsigten deroppe fra. Det ser jo flot ud.

130514 126

Denne lille dame havde sovet middagslur hos mormor, men da vi stoppede til kaffepause ved Rytterknægten var hun klar til at skulle med på resten af turen.

130514 136

Der er ganske meget krudt i måsen på Merle, men ind imellem ville hun gerne sidde hos morfar, mens vi kørte af sted. Til andre tider sad hun på gulvet ved hans fødder. Men under alle omstændigheder så det ud som om både Merle og morfar hyggede sig sammen.

130514 140

Det susede i de nyudsprungne bøgetræer, når vi kørte under dem, og det var helt vidunderligt grønt og forårslækkert at køre igennem skoven.

130514 158

Vi sluttede det samme sted som vi startede nemlig ved Ekkodalen, og de seks søskende var linet op på række, inden turen gik hjem for dem efter dagens tur. Heidis far fortalte, at de om sommeren kan have tre daglige ture, før de har fri. Det er en lang arbejdsdag for hestene (og for chaufførerne). Men vi kan på det varmeste anbefale en hestevognstur i Almindingen.

130514 169

Fra Ekkodalen gik turen til Allinge, hvor vi skulle spise aftensmad. Inden middagen var Heidi & Christian i Brugsen, mens K, Bertram og jeg slappede af på klipperne bag røgeriet. K og Bertram fik sig vist en sludder om haletudserne, der boede mellem klipperne.

130514 170

Flisstykkerne til at fyre op i røgovnene lå fremme på området ved siden af røgeriet, og det er vist et ægte Cecilie-fotografi det her. Der er ikke så meget at sige om det egentlig, men jeg synes, det så så fint ud.

130514 177

Nordbornholms Røgeris fiskebuffet kan på det varmeste anbefales. Her kan man få smagt på alt muligt lækkert fisk og i de mængder, man synes er passende. Jeg elsker fiskefiletter, og jeg tror faktisk aldrig, at jeg har fået dem så lækre som her. MUMS!

Tagged , , | Leave a comment

3. dag på Bornholm: Hammershus og Hammerknuden

130514 004

Fredag var vi så heldige, at Heidis forældre ville passe ungerne, så vi kunne tage til Hammershus samt gå rundt om Hammerknuden. Vi startede med Hammershus, som er et spektakulært sted.

130514 016130514 008

Hammershus’ borgplads ligger 72m over havet, hvilket naturligvis giver stedet en prægtig udsigt, som nu mest blot er smuk, men i forne tider må have været meget belejlig.

130514 027

Ny forskning peger på, at borgen har ligget på sin fornemme placering siden cirka 1200, og at det blev opført under Valdemar Sejrs regeringstid. Samtidig peger historien i retning af, at korstogshærene samledes på Hammershus.

130514 018

I løbet af 1500-tallet blev Hammershus mere og mere umoderne, og i 1684 opgav man helt at bruge borgen som forsvarsanlæg. Herefter man begyndte at transportere byggemateriale fra borgen til Erteholmene, hvor der blev anlagt en moderne flådehavn samt befæstede øerne.

130514 028

Det er almindeligt kendt fra hele Europa at store bygningsværker, som ikke længere er i brug, bliver brugt til at hente byggematerialer, men på Hammershus blev det formaliseret i en grad, jeg ikke tidligere har hørt om: I 1743 blev simpelthen lavet om til et byggemarked, hvor bornholmerne kunne komme og købe byggematerialer.

130514 017 copy 2

Den 1. juli 1660 kom Hammershus måske mest kendte fanger til borgen: Leonora Christine og Corfitz Ulfeldt var blevet dømt for landsforræderi, og fængslet skulle være Manteltårnet på Hammershus. Det celebre par blev dog kun på Bornholm indtil december 1661, hvorefter Leonora Christine (af et par omveje) endte med at blive fængslet og sat i Blåtårn i mere end 22 år.

130514 038130514 043

Efter besøget på Hammershus gik turen videre til Hammerknuden, hvor vi ville gå en del af turen rundt. Det blev en rigtig fin tur, hvor jeg dog måtte skælde lidt ud på den sidste seje bakke. K griner mest af mig, når jeg bliver arrig på den måde.

130514 035

Vi så kun Hammeroddefyret, som fortsat er i funktion, og ikke Hammerfyret, som lå højt oppe på Hammerknudens top. Sidstnævnte blev erstattet af Hammeroddefyret, fordi man indså, at Hammerfyret simpelthen lå for højt til at være effektivt.

130514 054

Salomons Kapel er ruinerne af et middelalderligt kapel, der ligger lidt hemmeligt på Hammerknuden. I nærheden af kapellet er en kilde, som ansås for at være helligt, og derfor blev et mål for pilgrimme, som kom for at drikke vandet.

130514 057

På vej ned fra Hammerknuden gik vi forbi en indhegning, hvor der gik får – både uden- og indenfor indhegningen. Anført af Heidi forsøgte vi at lokke det får, der var udenfor indhegningen ind igen. Hun var dog ikke meget samarbejdsvillig. Og pludselig sprang endnu et af fårene ud i det fri, og så opgav vi helt at gøre noget ved situationen. Meget fjollede dyr!

130514 058

I jagten på frokost kørte vi til Allinge, hvor Nordbornholms Røgeri ligger. Vi blev dog enige om, at fiskebuffet til frokost var lige i overkanten. I stedet bestilte vi bord til middagsmad på røgeriet lørdag, og så fortsatte vi ellers til café fodkold på Allinge Havn, hvilket har sin egen meget danske charme.

130514 061

Inden turen gik retur til sommerhuset, skulle vi forbi Heidis forældre og hente ungerne, som havde hygget sig hele dagen. Merle og Christian nåede en tur på den lille traktor, mens K og Bertram fik spillet fodbold.

Aftensmaden bestod af bornholmske specialiteter: pølser, ost (købt i Ostehjørnet) og rugkiks, og det var en sand fornøjelse og en helt igennem god idé.

Tagged , , | Leave a comment

2. dag på Bornholm: Dueodde, Svaneke mm.

klatre4

Vi startede med at køre til Dueodde, hvor der er lagt et fint langt stisystem ud, som man kan bruge, når man vil ned til stranden. Stien løber igennem et område med lav trævækst, og et af træerne var det perfekte klatretræ, som Bertram fluks besteg. Og hvis Bertram kan, kan Merle også!

130509 234

Undervejs var der også indlagt en lille skattejagt, og denne gang fik K hjælp af Bertram til at finde skatten. Man kan næsten ikke se dem, men de er deroppe i klitterne.

130509 237

Klitterne er super fine, når man ser dem nede fra stranden – og så er der noget fint over sådan en single redningstrekant, der står der helt alene, og meget synlig.

130509 243

K og Bertram var enige om, at det var en god idé at smide skoene, så man kunne soppe i det forårskølige vand. Jeg tror faktisk, at de nød det, selvom det må have været ret koldt om fusserne.

130509 256 130509 263

Næste stop var Svaneke, hvor vi parkerede nærmest i havnen, hvilket var en nydelig oplevelse. Svaneke havn er unægteligt meget fotogen og hyggelig.

pb

I Pernille Bülows værksted var er to glaspustere, der var i gang med arbejdet, og det er altid fascinerende at se det ellers så massive materiale i en form, hvor det kan pustes, formes og masseres. Smukt!

130509 270

Ved siden af Pernille Bülows værksted (ja faktisk nærmest som en lille udbygning) ligger hendes søn, Johan Bülows lakridsshop, som vi naturligvis også måtte besøge.

byyou

Pernille Bülow har fået en god idé: Pernille Bülow by you, hvor man med klistermærker dekorerer glasting, som derefter bliver sandblæst, klistermærkerne fjernet og så står man tilbage med et fint, unikt stykke glas. Det var rigtig hyggeligt for voksne såvel som børn at tage en lille kreativ pause. Bertram lavede en ymerskål med et maritimt design, mens K og jeg lavede to julekugler med mini-Bornholm som en del af designet.

130509 275

Vi har været så heldige at få forår i mange tempi i år: Først i Italien, så hjemme i Bonn, så en forsmag på Sjælland, så meget sart og sprødt forår i Sverige og til sidst forår i blomst på Bornholm. Sikke en fornøjelse.

130509 289

Jeps, det er vældig nørdet, men jeg bliver altså lidt begejstret, når jeg ser historiske oversigter, der husker en af Europas skelsættende begivenheder: Den sorte død i midten af 1300-tallet.

is

Christian & Heidi kendte til Svaneke Ismejeri, og der fik vi en lækker is. Jeg fik koldskål, stikkelsbær og Johan Bülow lakrids – og hver enkelt slags is var rigtig mums. K fik en ølis, som vist også var et hit, samt stikkelsbær og koldskål. Vi kan altså ikke komme udenom, at vi holder af god is.

130509 303

K og jeg gik sammen med Christian op for at se Svaneke kirke, som ligger på toppen af byen. Nedenfor bakken ligger de mange fine gamle huse helt tæt og i det fjerne anes vandet – så kan man da tale om landsbyidyl.

130509 311

Svaneke har tilsyneladende haft en kirke allerede i 1300-tallet, dog ikke i den nuværende form. I stedet er kirken, som så mange andre, et udtryk for århundreders formgivning og kirkearkitektur-præferencer. Jeg er særligt begejstret for den varme røde farve og bindingsværket på kirketårnet.

130509 312

Fra Svaneke gik turen videre til en af Bornholms kendte rundkirker; måske endda den mest kendte: Østerlars Rundkirke. Jeg kan huske, at jeg var der, da jeg var på spejderlejr på Bornholm for mere end 20 år siden. Men kirken, som menes at være fra 1100-tallet, er stadig overraskende og smuk.

130509 321

Det er muligt, at man ikke lige kan forklare funktionen i de runde kirker, og hvem ved, måske er tempelridderne involverede, men under alle omstændigheder er de hvide bornholmske rundkirke fascinerende.

130509 340

K ville gerne finde en geocache på vej retur til sommerhuset, så vi kørte forbi Klintebakken, hvor man kan skræve henover mere end 1 milliard års historie.

130509 333

Når man står, som jeg gør det på dette billede, har man fødderne på hver sin historiske tidsalder, som er adskilt af mere end 1 milliard år. Det er endog særdeles vanskeligt for alvor at begribe, da skalaen er en noget anden, end den jeg fagligt har beskæftiget mig med.

1. hele dag på Bornholm var en absolut fest, og K og jeg kunne allerede nu konstatere, at det giver mening, når folk tager til Bornholm på ferie igen og igen; der er virkelig skønt på Østersøens perle.

Tagged , , , | 1 Comment

Tika til Bornholm

anemone

Onsdag gik turen videre fra Tika via Ystad til Bornholm, hvor vi skulle være sammen med familien Skovgaard frem til søndag. Jeg var simpelthen så træt, og jeg havde ondt i højre skulder/arm, så jeg sad halvslattent under mit tæppe i bilen. K var ude og finde en kasse, og han kom tilbage med en lille buket fine hvide anemoner til mig. De klappede hurtigt sammen, men jeg lagde dem under stakken af cd’er i handskerummet, så jeg regner med, at de kan komme med i ugens PL, når jeg når så langt.

130508 (15)

Vi mødtes med Fam. Skovgaard ombord på Bornholmerfærgen, så vi kunne følges ad den resterende vej af turen. Afsejlingen fra Ystad foregik i fint vejr, så vi kunne stå og kigge ind over havnen og ud over havet. Selvom jeg hoppede i med begge ben, da Bertram sagde, at det ville blive en voldsom tur til Bornholm pga. bølger, så blev det faktisk en fin og rolig (og hurtig) tur.

130508 (16)

Heidis forældre havde arrangeret, at vi kunne bo i nogle af deres bekendtes sommerhus i nærheden af Pedersker på den sydlige del af øen. Sommerhuset var rigtig fint til os, og det lå super lækkert tæt på den fineste sandstrand.

130508 (21)130508 (26) 130508 (63)

Efter aftensmad gik vi en tur ned til stranden for at nyde solnedgangen, vejret og lidt udetid – og sikke en solnedgang vi fik lov at deltage i. Det var bare helt vidunderligt smukt, og vejret var mildt og skønt.

130508 (38)

Selvom Hr. Skovgaard mente, at han også skulle være med på billedet (så skidt da), så fik K og jeg taget det efterhånden obligatoriske selfie. Vi var der!

flint

Christian og Bertram ledte efter og fandt fosiler i den skiffer, stranden bugnede af. Bertram fandt nogle rigtig fine eksemplarer, hvor man kunne se siv og andre blade aftegnet i stenen.

130508 (56)

Desværre kunne jeg ikke lige få denne flotte strandvasker med hjem, selvom jeg gerne havde dekoreret terrassen med originalt bornholmsk drivtømmer.

havn

Vi boede ganske tæt på denne lille havn, som vi sluttede af med at gå forbi i aftenskumringen. Det kan godt ske, at jeg ikke er ret søstærk, men jeg elsker at færdes i havne uanset størrelse.

130508 (72ed)

Merle var særligt begejstret for, at der stod to slidte kontorstole på havnekajen – de var da også nærmest som skabt til barneleg.

130508 (79)

Vi lagde stranden og den smukke solnedgang bag os, som vi begav os retur til sommerhuset for at lægge ungerne i seng og drikke the og slappe af, så vi kunne blive klar til første hele dag på Bornholm.

Tagged , , , | Leave a comment

4. dag i Tika: Tour de Visjö og pandekagefest

130507 (3ed)

Vi havde besluttet at gå rundt om endnu en svensk sø, og denne gang var Visjö målet. Esben & Sus vidste, at der var fine stier hele vejen rundt om søen, og der var godt 6 km rundt, så jeg var frisk og ved godt mod, da vi satte ud fra startpunktet. Alma havde sparkecyklen med og solbrillerne på, så hun var også klar.

130507 (9)

K vidste, at der lå en skat gemt ved søen, og den måtte han naturligvis have Almas hjælp til at finde. Hun legede med på legen.

130507 (15)

Der var ikke så mange bytteting i kassen, men K havde lommen fuld af ting, så den kunne blive fyldt op, og Alma kunne vælge en skatteting; et lille malet træhjerte.

130507 (18)

Jeg skal gerne indrømme, at jeg syntes, at søen så ret stor ud, som den lå der og ventede. Men med udsigt til 6 km med fine stier, så var jeg ikke rigtig urolig, selvom jeg regnede med at få de 10.000 daglige skridt fint i hus.

130507 (23)

Om man skulle have haft en forudanelse baseret på den strandede båd, vil jeg lade være usagt, for billedet her blevet taget pga. dens pittoreske look. Men set i bagklogskabens uendeligt klare lys, så kunne vi have taget tegn af båden, det er der ingen tvivl om…

130507 (26)130507 (29) 130507 (33)

Stierne var ikke ret brede, men i det første stykke tid var de rigtig fine, og vi bevægede os igennem et rigtigt eventyrlandskab med bløde tuer af mos og græs, faldne træer (hvori nisserne Alma og Balma ifølge menneske-Alma boede) og mængder af kogler.

130507 (37)Naturligvis måtte vi have en kiks- og vandpause undervejs, hvor vi var så heldige at finde en lille bænk, hvor vi kunne sidde og nyde udsigten ud over søen. Og vi kunne virkelig ikke udsætte det mindste på vejret eller den smukke vista.

130507 (45)

Alma og Kristian var helt ude ved søbredden for at se, om der var fisk eller frøer – eller hvad de nu stod der og filosoferede ud. Søde så de i hvert fald ud.

130507 (48)

Og hvad det her forestiller, tja… Han var ubetinget meget stolt af det lille optrin, og det er jo hyggeligt ;) Tossede mand.

130507 (50)

Vi gik fortrøstningsfulde af sted fra vores pausested, og så løb vi ind i dagens første virkelige udfordring. Der havde tidligere været nogle liidt våde stykker af sti (vi gik på brædder lagt ud over områdets sumpede dele), men nu stod vi pludselig med godt to meter helt druknede brædder. Vi kløede os lidt i nakken og overvejede, om vi var nødt til at vende om og gå retur. Men! K havde de fantastiske kopi-crocks på, så han vadede ud for at se, om vi kunne gøre noget for at komme over. Løsningen blev, at Esben og K mekkede en løsning, hvor to faldne træer blev skubbet ind under brædderne, og mens K stod på enderne af træerne gik vi andre hen over rimeligt tørskoede. Lidt høje af faktisk at have vundet over naturen gik vi videre.

130507 (54)

Mens stierne blev mere og mere vanskeligt fremkommelige med mængder af faldne træer, der skulle besejres, ændrede området også udseende. Vi kom igennem et område, som bedst kunne beskrives som naturens Forum Romanum med ruiner af faldne træer, der lå hulter til bulter. Man må sige, at de gode stier var forsvundet, men naturen var fortsat storslået og spændende at færdes i.

svamp

Når man kommer tættere på naturen som følge af stiernes manglende perfektion opdager man naturens smukke detaljer – og de store svampe, der voksede på træerne var fantastiske.

130507 (58)

Da vi fik kæmpet os gennem Forum Kostaneum mødte vi ovenstående skilt (som ikke havde stået i den anden ende af stien). Heldigvis blæste det ikke på dagens, men der var nu ganske ganske mange faldne træer og grene alligevel…

130507 (60)

At små træer kan vokse sig til cirka 1 meters højde midt på vejen siger alligevel en del om, hvor befærdet området er…

130507 (70)

Hvis vi troede, at besværlighederne var overstået, så tog vi grumme meget fejl. Stien sluttede nemlig i en lille irgrøn pøl af vand, som absolut ikke var til bare lige at hoppe over og som heller ikke var sti-belagt. Til alt held lå der en falden træstamme hen over pølen. Jeg tror nok, at jeg tog røven lidt på Esben, da jeg satte mig på stammen og øffede over på den anden side uden så meget brok. Måske tog jeg også røven på mig selv… Heldigvis kom resten af selskabet og tørskoede over med sparkecykel og sommerhatte intakte!

130507 (73)

Langt om længe nåede vi til den sidste del af turen med ordentlig god bred vej, hvor Alma kunne bruge sin sparkecykel, og vi andre kunne gå uden at skulle kravle, klatre eller svømme af sted for at komme frem.

130507 (76)

Alma var vældigt populær blandt sommerfuglene, og faktisk kunne hun bare række sig arm ud, så kom de flyvende og landede på hendes hånd. Både hun og vi syntes, at det var rigtig sjovt og hyggeligt, så hun “fangede” et par sommerfugle på denne måde.

pandekagefest

Efter frokost i det grønne – hvor vi kunne konstatere at den strabadserende tur havde kostet godt 15000 skridt – gik turen til Kosta, hvor K og jeg foretog et hemmeligt indkøb. Retur i Tikaskruv gik vi i gang med at blive klar til den pandekagefest, vi havde inviteret til. Der blev pyntet op og bagt pandekager, før vi kunne åbne døren for gæsterne. Det var en herlig måde at bruge eftermiddagen. Balloner, serpentiner, varm kakao og pandekager – det kan jo ikke gå galt!

Sikke en dag… Vi var vist alle sammen godt brugte efter den udfordrende tur, men det var samtidig en skøn følelse at have gjort det. Og nu har vi en god historie, må man sige. Naturligvis var der tid til at spille spil, da Alma først var lagt i seng. En rigtig dejlig dag.

Tagged , , , | Leave a comment