Tag Archives: ferie

Fra vi bookede lejligheden i Bardolino en gang i februar, har vi vidst, at vi ville til Venedig, men vi ville gerne af sted en dag, hvor vejret var bare nogenlunde. Jeg holdt intenst øje med vejrudsigterne, og onsdag så ud til at blive en dag, hvor solen fik succes med at trænge igennem skyerne, så vi planlagde vores store ekskursion til onsdag. Vi stod op klokken 6, og satte kursen mod Tronchetto, en kunstigt anlagt ø med et stort parkeringshus. K havde (naturligvis) undersøgt parkeringsmulighederne hjemmefra og nok var det den dyreste mulighed, men Tronchetto gav os også de mest fleksible muligheder for at komme væk igen sent på aftenen. Det var rimelig nemt at finde p-huset og parkere bilen, men så begyndte balladen. Planen var, at vi ville tage “people moveren” (en slags sporvogn) ind til Venedig, men vi kunne simpelthen ikke finde den. Det mindede mest om skjult kamera med os, der gik op og ned mellem etagerne og frem og tilbage. Til sidst opgav vi simpelthen og søgte i stedet ned til vandet for at tage en vandbus, vaporetto, ind ad Canal Grande.

Selvom det fortsat var vældig gråt ud, var turen ind ad Canal Grande, som tog cirka 40 mintter, en rigtig fin måde at ankomme til Venedig på. Vi så alle de smukke palazzi langs den store kanal, og vi var endda så heldige at have fået en siddeplads ved vinduet, så det var rent svir. Men ikke kun bygningerne fascinerede os: Også den livlige trafik på kanalerne var skæg at opleve. Alt skal jo transporteres ind i byen ad vandvejene, og det betyder, at man kan se små og store både fyldt med alt fra nymalede bænke over mel og kakaopulver til skibe, der transportere skrald og vasketøj fra hotellerne. De har altså ikke gjort det nemt for sig selv, de venetianere.

Vi fortsatte helt til vaporetto #2s endestation, Markuspladsen og så hoppede vi af og begav os ind i mylderet. Det første, der møder en når man står af ved Markuspladsen er de to høje søjler med Venedigs nuværende og tidligere helgener: Sankt Teodor og Sankt Markus. Statuen af Sankt Teodor forestiller den gode mand stående ovenpå en dragelignede sag, mens statuen, der repræsenterer Sankt Markus, er en bevinget løve. Den sidstnævnte statue antages at være en kinesisk kimera, som har fået eftermonteret vingerne… Der er åbenbart en grad af overtro behæftet med rummet imellem de to søjler, således at indfødte venetianere undlader at passere imellem dem; det vidste vi bare ikke noget om, så mon ikke vi gik ind på pladsen lige mellem søjlerne?

Når man vender ryggen til søjlerne ser man ind på pladsen og kan ikke undgå at lægge mærke til det spektakulære dogepalads. Der har været et befæstet slot på stedet siden 800-tallet, men i sin nuværende form er det meste af den udvendige arkitektur fra 1300- og 1400-tallet. Med det grå lys var det svært at gengive den fine lyserøde tone, marmoren fra Verona har, men den er meget smuk og sart.

Foruden dogepaladset så kan man heller ikke overse de enorme mængder af turister – selv klokken 930 var der masser af mennesker og en lang kø for at komme ind og se Markuskirken.

(billedet er taget senere)

Der var så godt som ingen kø ved Dogepaladset, så fremfor at stå i en lang hale foran Markuskirken, gik vi på museum. Vi måtte lige konsultere guidebogen for, om det var et sted, vi gerne ville se, for entreen kostede 16€ pr. mand. Men et flygtigt blik i guiden ledte os til at acceptere prisen og komme indenfor. Fra paladsets indergård kan man se toppen af Markuskirken over dele af paladset. Egentlig er det et ret rodet udtryk, der er opnået indenfor i gården i forhold til paladsets ydre relativt stramme udtryk.

En af stedets must-sees er denne trappe, som måske nok ser ret almindelig ud, men som har spillet en helt central rolle i Venedigs historie: Trappen er af ceremoniel karakter, idet dogerne blev kronet forenden af trappen.

Denne bocca di leone, løvens mund, blev brugt til at aflevere anonyme anklager om kriminel aktivtet eller stikke folk for skatteundragelse. Som der stod, så var det yderst sjældent, at klagerne faktisk førte til nogen form for handling fra myndighedernes side. Et enkelt sted kunne man se, hvordan åbningen så ud fra den anden side: Det var en simpel dør i rummets væg, hvor man kunne åbne og tømme eventuelle skrivelser ud. Det må siges at være et enkelt (omend formentlig meget lidt effektivt) klagesystem.

Fra våbensamlingens lokaler kan man se ud over den venetianske lagune, hvilket var et virkelig smukt syn – ikke mindst fordi vi kunne fornemme, at solen så småt var ved at få fat.

Der er ikke mange billeder fra vores tur rundt i dogepaladset, simpelthen fordi man ikke må tage billeder derinde, men K sneg sig til at tage et par ud af vinduerne, hvilket da heller ikke blev kommenteret. Her har han taget et billede ud igennem et af vinduerne på Sukkenes bro, så man kan se de enorme mængder af mennesker, der passerer over Ponte della Paglia for at se Sukkenes bro (den del udelod vi dog).

Vores oplevelser af Sukkenes bro blev dette fine udsyn ud af vinduet fra dogepaladset – og så selvfølgelig at passere igennem broen på vej over i fængslet. Ifølge legenden tager broen sit navn efter de fængsledes sukke, når de passerede fra fængslet over i paladset for at få deres dom. Jeg ville nu nok også have sukket, når jeg gik den anden vej, for fængslet var den dag i dag et fugtigt og klamt sted at opholde sig, så jeg kan kun forestille mig, hvordan det må have været, da det blev bygget i 1600.

Efter endt tur igennem paladset (hvilket vi varmt anbefaler, da det var et virkelig smukt og imposant sted) kom vi ned i gården igen og kunne konstatere, at solen nu havde trængt de fleste skyer væk, så de stod med en smuk blå himmel over os. Det gjorde det muligt at få et ordentligt billede af den karakteristiske udsmykning, der løber hele vejen rundt på toppen af dogepaladset.

Mens K hentede vores tasker i garderoben, fik jeg mulighed for at sidde et øjeblik under en af paladsets indre loggiaer, og det så bare så fint ud, som palads og kirkekuppel blev indrammet af en af loggiaens mange buer.

Man forlader paladset gennem Porta della Carta, og lige udenfor sidder disse næsten undselige figurer, som faktisk er noget ganske særligt. De stammer fra det 4. århundredes Ægypten, og de menes at forestille Maximian, Valerian, Diocletian og Constance, som tilsammen kaldtes tetrakerne, og hvis rolle det var at hjælpe med at regere det romerske imperium.

Campanilen er Markuskirkens klokketårn, som står på et sted, hvor der oprindeligt var et fyrtårn, som kunne lede søfolk igennem lagunen. I starten af 1500-tallet blev et tårn, som i udseende er magen til det nuværende, bygget på dette sted. Den 14. juli 1902 styrtede dette middelaldertårn pludselig sammen; heldigvis kom kun loggiaen for foden af tårnet og tårnets viceværts kat til skade i sammenstyrtningen. Ved hjælp af fundraisers blev der samlet nok midler sammen til at genskabe tårnet i samme look, på samme sted, og det nuværende tårn åbnede den 25. april 1912.

Det er virkelig vanskeligt at tage billeder af kirken eller andre smukke detaljer på Markuspladsen af den simple grund, at der er så mange mennesker alle vegne. Men det var da muligt at rette kameraet op mod kirkens top, hvor man blandt andet ser kopier (originalerne findes i kirkens indre) af Sankt Markus’ heste, som blev stjålet fra Hippodromen i Konstantinopel i 1204. Hestene blev brugt til at udsmykke den balkon, hvorfra dogerne kunne se ned på Markuspladsen, når der foregik handlinger af ceremoniel karakter på pladsen.

I nederste venstre hjørne af billedet ses Torre dell’Orologio, som er et renæssance klokketårn, der blev bygget i slutningen af 1400-tallet. Selve uret viser månens og  stjernetegnenes faser, og blev designet med de søfarerne i tankerne. Legenden vil, at da uret var færdigt, fik de to designere fjernet deres øjne, så de aldrig kunne skabe et ur magen til. Det er godt med gode fortællinger… Klokketårnet er under alle omstændigheder smukt i sit hvide, blå og gyldne design – omend måske en smule over the top.

Lige udenfor Markuskirken sidder masser af turister og nyder vejret, holder en lille pause, spiser en is eller planlægger, hvor de nu vil hen. Jeg satte mig også bare ned sammen med alle de andre, uden rigtig at tænke over, hvorfor de mærkelige “bænke” stod, hvor de stod. Det vil sige indtil K bemærkede: Ved du, hvad det er, du sidder på? Det er de fortorve, man går og står på, når Markuspladsen er oversvømmet! Jøsses, jeg kan slet ikke forestille mig at stå i kø i en time eller mere for at komme ind i kirken – og da slet ikke på de her brædder, men vand under fødderne og juli-heden ovenfra. Det må være strengt. Men det bliver mere og mere almindeligt med oversvømmelser: Hvor der normalt var oversvømmelse 10-15 gange om året, har der indtil nu været mere end 60 oversvømmelser i år, og de ventede endnu en ved 23-tiden den dag, vi var i Venedig. Oversvømmelserne er blevet hyppigere, som følge af stigende vandstand og det faktum, at Venedig er sunket, fordi man på fastlandet, pumpede grundvand op.

Selvom vi ikke havde haft behov for at stå i kø ovenpå oversvømmelses-bænkene, så afstod vi nu alligevel fra at komme ind i kirken. Ikke fordi vi ikke gerne vil se den, men vi må komme igen en anden gang og så have billetterne med hjemmefra. Samtidig er det altså rigtig svært at overbevise sig selv om, at man skal stå i en lang kø for at komme indenfor, når det endelig er blevet solskinsvejr og temperaturer, der tillader bare arme. Så vi trissede videre ud i det turistmareridt området omkring Markuspladsen – fine kanaler og små listige gyder til trods – vitterligt er.

Rialto-broen er endnu en af Venedigs mange særdeles populære turistmål, og jeg skal være den første til at sige, at jeg ikke var synderligt imponeret. De butikker, der er på broen, er gennemført turistede og i bedste fald ligegyldige, og så er broen så overrendt at man nærmest ikke kan få vejret. Nej, Rialto og jeg var ikke instant BFF.

Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er rigtig vild med store mængder af mennesker, som man skal gå inde imellem. Jeg kan bedst lide at kunne gå i mit eget tempo og med lidt plads omkring mig, så området mellem Markuskirken og Rialto-broen med alle turisterne og det rædsomme turistskrammel, man konstant bliver forsøgt prakket på, var SLET ikke noget for mig. Jeg fik et mindre melt-down, hvor pulsen steg, og jeg blev stadig mere hysterisk. K er som altid min styrke i sådanne situationer, for han fandt på, at vi skulle skynde os og tage en vaporetto over på den anden side af Canal Grande og opsøge verdens første ghetto.

Hvor vi på Markuspladsen (og andre steder i byen) havde set fortorve, som var sat klar til en kommende oversvømmelse, opdagede vi disse foranstaltninger, da vi kom over på den anden side af Canal Grande. En slags vandbarriere, som skal beskytte husets hoveddør mod vandmasserne; det er jo sådan set smart nok, hvis det betyder, at man ikke får vand ind i huset. Dog skal man nok fortsat huske gummistøvlerne, når man går ud.

Adgangen til ghettoen ser så uskyldig og faktisk idyllisk ud, og så bærer området på sådan en mørk historie: I 1516 vedtog Venedigs regering, 10mandsrådet at alle byens jøder skulle isoleres, så området på Cannaregio blev afskåret af to kanaler og kristne vagter sat til at sikre sig, at jøderne forblev i deres tildelte område. Hvis de ville forlade området, hvilket var tilladt i løbet af dagen, skulle de bærer mærker, der tydeligt identificerede dem som jøder. Området hvor jøderne måtte bo, fik navn efter det stenbrud (geto på venetiansk), som havde ligget i dette område tidligere, og siden har navnet og begrebet ghetto bidt sig fast i vores sprogbrug. I dag bor der omkring 500 jøder i Venedig, og kun de 33 af dem lever i det område, der en gang var den første ghetto. Alligevel er området fortsat tydeligt præget af det jødiske tilhørsforhold med kosher-restauranter, synagoger og museer om mosaisk kultur og samfund. Og så er det vitterligt et meget mere behageligt sted at færdes end det ellers så crowdede område på den anden side af Canal Grande.

Vi var så småt nået til frokosttid, og jeg havde læst, at der var et par bagere i ghettoen, så da vi spottede denne bager/café slog vi til. Majer viste sig at være et fint frokoststed, som serverede forskellige sandwiches og andre frokostsager i et lækkert indrettet lokale. Der var plads til os ved et af bordene i bunden af caféen, så vi slap for at finde en bænk og spise frokost på. Ved bordet ved siden af os sad et fransk par, og hun var tydeligt i en træls situation, for hun blev ved at rode med sin ene pegefinger. Det viste sig, at hun havde ville åbne en dør indtil en kirke, og dermed havde fået en ret stor splint i sin finger. Jeg kiggede i min taske for at se, om jeg tilfældigvis skulle have en pincet – intet helt. Men geocacheren Kristian kunne da lige springe til, for han havde en pincet i sit kit, som han bruger, hvis han ikke kan få fat i nano-kasser. Oplagt! Men den stakkels kvinde fik vist lidt af den hellige splint fjernet, og vi må jo bare konstatere, at det at være geokasser slet ikke er så fjollet endda.

Det føles som om, man tager et billede hver eneste gang, man går over en bro – hvilket man gør ustandseligt i Venedig. Det er da virkelig smukt og herligt med sådan et syn som dette, og jeg er lykkelig for, at vi gik over i ghettoen, for der fandt jeg disse rolige øjeblikke og smukke udsigter. Dem jeg slet ikke kunne se omkring Markuskirken.

Når man så går over alle disse broer eller går langs kanalerne, kan man ikke undgå at lægge mærke til og spekulerer over, hvor kompliceret transport er, når den skal foregå på vandet. Ovenstående collage har bare et udsnit af alle de udgaver af vandtransport, vi lagde mærke til: Øverst er en fyr i gang med at laste sin vareudbringsningsbåd efter at have kørt varerne igennem byen på sin ladvogn. Ladvognen er lavet med små hjul bagpå, så den nemmere kan komme op og ned ad alle broerne; der er skam tænkt over detaljerne i Venedigs transportsystem. Men de har jo også haft nogle år til at finde ud af, hvad der virker bedst.

På billedet i midten ses svaret på et af vores spørgsmål: Hvordan kommer man ud til sit fartøj, hvis det ikke ligger ved en dør eller på anden måde i nærheden af land? Tilsyneladende kan ét svar være, at man har en endnu mindre båd, man bruger til at padle ud til sin lidt større båd. Det er altså ikke nemt, når man skal have det nye køleskab med hjem…

Nederste billede viser så endnu en mulig måde at komme til sit fartøj på: Man svinger sig da bare ud af vinduet og ned af en lille stige… Jo da!

En anden endda central søgående institution i Venedig er naturligvis gondolen, som mest af alt er en turistfælde, som såvidt vi kunne finde ud af det, kan blive en virkelig dyr fornøjelse. Jeg vedgår gerne, at der er noget romantisk og stemningsfyldt over gondolerne, som de snegler sig rundt i kanalerne, men de minder altså også lidt om et mini-tog i en hvilken som helst anden turistby – omend de er uendeligt mange gange mere elegante og originale. Men venetianerne tager vist primært på gondoltur på deres bryllupsdag – og da slet ikke som transportmiddel i hverdagen.

Vi stod på et tidspunkt ved en kanal, hvor en gondol komplet med harmonikaspiller og sanger kom glidende, og som billedet til venstre tydeligt viser, så bliver man et særdeles populært fotoobjekt, når man sætter sig i en gondol, og ikke mindre når det er en syngende gondol. Nej, det var vist ikke noget for os, som både er lidt nærige i forbindelse med turistfælder og samtidig generte. Vi nøjedes med at kigge på.

Santa Maria dei Miracoli ligger gemt lidt af vejen midt i Cannaregios boligkvarterer og klods op af en kanal (nå ja, mon ikke det meste gør det i Venedig?). Kirken er bygget 1481-89, og rygterne vil vide, at det anvendte marmor var resterne fra konstruktionen af Markuskirken. Som det også er tilfældet på dogepaladset, så er marmoren udelukkende dekorative paneler, der er hængt udenpå en murstenskonstruktion. Marmorfacadernes stykker er monteret med metalkroge, som skulle forhindre at der står saltvand og kondens mellem marmor og mursten, hvilket formentlig er ganske essentielt i en så fugtig by som Venedig. Det er da også en metode, der har været anvendt siden renæssancen.

For mit vedkommende er det altid fedt at holde øje med detaljer, når jeg færdes i det offentlige rum. Det er som regel her, man for alvor fornemmer forskelle og ligheder mellem ude og hjemme, og det er som bekendt i detaljen djævlen bor. Ovenstående billeder viser bare et udpluk af de detaljer, som jeg synes er så fine: gad vide, hvordan man finder ud af, hvor man skal ringe på i det avancerede system? Og hvem får den skæve idé at bruge Othellos hoved som dørgreb? Jeg ved måske heller ikke umiddelbart, hvad jeg skal tænke om de to herrer med glorier og kors? Og så synes jeg altså bare, at skyggen fra jerngelænderet var fantastisk smuk – måske ikke mindst efter en vinter, hvor skygger har været en sjældenhed midt i alt det grå.

K vidste, at der lå en geokasse i nærheden af det sted, hvor alle Venedigs gondoler bliver født, så den måtte vi naturligvis ud og finde. Da vi nærmede os kassens gemmested, mødte der os dette lidt særprægede syn: En herre der sad ved et skrivebord på en lille græsplæne og skrev. Meget underligt, men hvis det kunne gøre ham glad, så fint med os. Vi fandt geokassen, trissede lidt omkring, spiste en bolle / citrontærte vi havde med fra Mejer, og da vi kom retur, gik det op for os, at han åbenbart var en del af en kvindes projekt. Herren var i hvert fald væk, og en kvinde så ud som om hun forsøgte at rekruttere nye villige kunstdeltager – dog uden det helt store held. Til gengæld tog hun rigtig mange billeder af bord og stol.

Desværre var der modlys, da vi skulle tage billeder af gondolernes fødegang, men det var sjovt at se stedet. Om det er det eneste værksted i Venedig, kan jeg ikke blive klog på, men det er helt sikkert et af de mere piktoreske autoværksteder, jeg har set.

Fra gondolernes fødested gik vi over et par broer (sig noget nyt) og ud mod spidsen af Dorsoduro. Det var en fabelagtig tur, hvor vi ikke alene fik lov at nyde det skønne, skønne vejr men også så Venedig fra en anden vinkel. Det var helt perfekt – også selvom fødderne så småt var ved at være godt flade.

Helt ude på spidsen, Salute, er der en storslået udsigt ind mod Campanilen, Markuskirken og Dogepaladset samt ned ad Canal Grande. Det kan altså godt være, at fødderne gjorde vrøvl på vej derud, men udsigten var hele turen værd. Vi måtte naturligvis sikre os, at vi havde et selfie, der dokumenterede, at vi havde været i Venedig, og Saluta virkede som det bedste sted til at tage sådan et billede.

Vi smed os på trapperne foran Santa Maria delle Salute, og som K bemærkede, så var det muligt at tage et sandt turistshot af Venedig fra den vinkel. Det er nu bare lidt en skam med den der overgjorde gadelampe midt i det hele.

Vi tog en vaporetto væk fra Salute igen og stod af ved Accademia, hvor man finder en af kun fire broer, der krydser Canal Grande, Ponte dell’Accademia. Broen skulle blot have været en midlertidig løsning, men efter godt 80 år står den da endnu. Udsigten fra broen og ned af Canal Grande fejler bestemt ikke noget, som om ikke andet, så er broen super til udsigtspunkt.

I det begyndende aftenlys endte vi endnu en gang på Markuspladsen, som fortsat var ganske velbesøgt men dog i langt mindre hysterisk grad end tidligere på dagen. Vi sad lidt på nogle af de høje fortorve og overvejede næste skridt. Det var vores (eller måske oprindeligt mest min) plan, at vi skulle blive i byen til mørket faldt på – så hvordan skulle vi få de næste godt to timer til at gå? K kiggede i guidebogen og fandt en restaurant, som han foreslog, at vi opsøgte for at få noget aftensmad. Som sagt så gjort. Vi spiste to retter hver på Osteria Ai Assassini (og slap heldigvis levende fra det). K fik pasta puttanesca til forret og kokkens platte med fem forskellige slags kogt kød til hovedret, mens jeg fik bresaola til forret og en kalvegryderet til hovedret. Det var slet ikke så tosset endda.

Fra restauranten gik vi gennem aftenmørket og den nu særdeles stille by tilbage mod vores bil. Vi blev hurtigt enige om, at det havde været alletiders idé at blive i byen, for det var en helt anden oplevelse at færdes i Venedig efter langt de fleste andre turister havde forladt stedet. Og så ser kanaler om muligt endnu mere hyggelige ud i aftenlyset.

Også Canal Grande og de fortøjrede både ser smukkere ud, når der ikke er sollys men blid aftenstemning i stedet.

Den vej vi kom tilbage til Rialto afslørede endnu en gang at området omkring broen er ganske kaotisk visuelt. Her er butikker, vaporetto-stop, gøgl og halløj.

Men jeg vil også gerne tilstå, at broen vandt en hel del i mørket, hvor dens hvide farve gør sig fantastisk mod den mørkeblå himmel og det grå vand. Se, sådan skal man opleve Rialto-broen, hvis du spørger mig.

Da vi alligevel skulle den vej, gik vi endnu en gang hen over Rialto-broen, og denne gang tog vi os tid til at stå i kø for at tage billeder ned ad den mørke kanal. Hjemmefra havde K konstrueret et DIY-kamerastativ, som kom til god brug, da han tog dette virkelig fine aftenbillede.

Det sidste billede fra Venedig viser en sidekanal i aftenstemning, som vi passerede på vej mod vores vaporettostop. Vi måtte bruge lidt ekstra tid på at komme til Tronchetto, fordi vi ikke lige havde luret, at vaporetto #2 ikke stoppede ved alle stop efter klokken 20, men vi kom da frem, fandt bilen og fik sat næsen mod Bardolino godt trætte og mætte af indtryk. Vi var hjemme godt 18 timer efter vi var stået op, og så var det ellers om at vælte omkuld og sove!

—o—

Og så en tilståelse for dem, der måtte være nået helt herned: Titlen på denne post har en forklaring, som jeg næsten ikke kan være bekendt at stå ved. K havde snakket om forskellige steder, han gerne ville se, mens vi var hernede og deriblandt både Vicenza og Venezia. Det var først, da vi næsten var i Venedig, at jeg kom i tanke om, at Venezia er Venedig og altså ikke var endnu en by foruden Venedig, K gerne ville se. Jeg havde endda forsøgt at slå vejrudsigten for Venezia op hos dmi… Hvor dum har man lov at være? K grinede i hvert fald mægtigt af mig, da jeg tilstod min lille misforståelse. Så sådan kom vi altså til Venedig via Venezia.

Efter en kold regnvejrsdag i Verona mandag og med udsigten til en lang dag i Venedig onsdag, blev vi enige om, at vi tirsdag ville køre rundt om Gardasøen. Vi startede ud i gråvejr, men blev enige om at vejr måtte vejr – vi ville alligevel køre rundt om søen. Og hvor var det godt, at vi holdt fast i den beslutning.

Første stop var halvøen Sirmione, som ligger i den sydlige ende af Gardasøen. Vi var heldige at finde en parkeringsplads ikke alt for langt fra byen, så K købte en parkeringsbillet, der varede en times tid og så trissede vi op for at se nærmere på venetianernes befæstede ølejr.

Mine tanker blev ledt tilbage til vores besøg i Port Grimauld, men forskellen mellem de to steder er, at Sirmione rent faktisk var et sted, som var tænkt som det sidste forsvarssted, mens Port Grimauld er en rigmands drøm om afslappende sted at opholde sig.

Monogrammet på slottet Rocca Scaligera binder de vilde gravmonumenter i Verona sammen med Sirmione, for det er nemlig Scaligeriernes monogram. Slottet blev da også bygget i det 13. århundrede af netop Veronas Scalegeri-familie, og slottet tjener som forsvarsværk og er derfor skruet sammen på en sådan måde, at det er nemt at få ram på eventuelle fjender, der måtte komme fra vandsiden. Også landsiden er til at forsvare, fordi der er tale om en halvø med kun lidt berøring med fastlandet.

Det er muligt, at det en gang var en velsmurt forsvarsmaskine, men i dag ligger stedet hen i en mere idyllisk ro (i hvert fald hvis man kommer en aprilformiddag inden busserne med alle de andre turister). Det var fortsat gråt over søen, da vi ankom, men det gjorde i virkeligheden bare slottets gamle voldgrav mere stemningsfuld.

Hvor voldgrav og sø mødes kan man gå ned på en lille skive strand, hvor udsynet over den store sø er uforhindret. I et vejr som dette er det svært at se, at der er tale om en – omend meget stor – sø og ikke et hav.

Vi benyttede strandvisiten til en lille fotosession af fruen og af os begge, så vi kan dokumentere, at vi faktisk var på stranden ved Gardasøen.

Lige som vi var klar til at forlade stranden, kiggede jeg op over mit hoved og spottede ikke alene den smukke blå himmel, men også de fine sukkulenter, huset og stenmuren – sådan et af de syn, der minder en om, at man bestemt er kommet sydpå.

Udsigten til at det gode vejr nu kom igen, fik mig til at overtale K om, at vi skulle spadsere ud mod øens nordlige ende, hvor Grotto di Catullo (lyder lidt scary) findes. Det er resterne af en den romerske poet Catuls (født 84 fvt.) villa på Sirmione, og dermed et tydeligt bevis på, at Gardasøen altid har været et populært feriemål.

Vi gik langs med vandet af en fint anlagt promenadesti, hvilket gav os et glimrende syn tilbage på Rocca Scaligera og omgivelser. Som det tydeligt ses på dette billede, så var vejret under forandring og ikke alle steder var der blå himmel. Vi gik faktisk imod den blå himmel og solen, mens der fortsat var diset og gråt bag os. Egentlig en meget god måde at fordele tingene på…

Vi  undrede os lidt over, at der gror træer ude i søen… Man kan sige, at de aldrig mangler vand, men de må samtidig også skulle tåle ganske meget af de våde varer.

Desværre nåede vi aldrig Catuls grotte, for man kunne ikke komme videre end den badebro dette billede er taget fra på søsiden. Så skulle vi være gået tilbage og op over bakketoppen, men en del af planen med en tur rundt om Gardasøen var, at vi skulle spare vores fødder indtil den store Venedig-tur onsdag. Så vi nøjedes med at nyde synet mod tippen af Sirmione.

Det er ingen hemmelighed, at jeg nød at kunne smide vinterjakken og bare lade solen varme mig, mens jeg kiggede ud over vandet. Nok er det ikke et hav, men det er vand i meget store mængder, som i visse henseender synes at arte sig lidt som et hav.

Vel retur ved den lille by skulle vi forsøge at finde en geocache uden at vække alt for meget opsigt. Det kan ind imellem være en krævende opgave, men det lykkedes. Tit er min opgave at ”tage billeder”, mens K roder rundt de mærkeligste steder – så lader vi som om vi ikke ser så iøjnefaldende ud. Der var en ældre herre, som meget insisterende blev hængende, mens vi skrev i logbogen – det viste sig at være fordi han lige tænkte at bruge et sted i nærheden som sit eget toilet. Charmerende…

Vi havde brugt næsten en time længere på Sirmione, end K havde forestillet sig, da han købte parkeringsbillet, men heldigvis havde vi ikke fået en p-bøde, så vi skyndte os at køre videre. K havde hjemmefra fundet koordinaterne til en geocache, som endnu ikke var blevet fundet, og den skulle vi naturligvis se, om vi kunne blive First Finders på. Det kunne vi! Og det betyder, at vi nu har været FF’ere på kasser i fem forskellige lande.

For at undgå at skulle spise på restaurant til frokost havde vi smurt et par foccaciaer hjemmefra, og vi var efterhånden noget til den tid på dagen, hvor lidt frokost ville være godt, så vi fandt et fint sted, hvor vi kunne sidde og nyde solen og vandet.

Vi endte på en strandpromenade, som var fint afgrænset af mandarintræer fyldt med smukke orange frugter. Gad vide, om de bare får lov at gå til, eller nogle af de lokale ind imellem ripper et træ og guffer en omgang c-vitaminer i sig?

Vores ”frokostrestaurant” havde denne spektakulære udsigt over Gardasøen, og vi sad i første række til den. Ydermere fik solen mere og mere fat, så mens vi spiste, fik vi også lidt sol på kinderne og varme i kroppen.

De primære medgæster var en gruppe af ænder, som var svært interesserede i at få del i den gode frokost. Desværre for dem var det eneste, der blev tilovers, nogle ender fra afgnavede gulerødder, og dem havde de ikke meget glæde af.

Selvom der var smuk blå himmel flere steder og gennem det meste af dagen, så kom skyerne snigende hen over bjergtoppene, mens vi spiste frokost.

Inden vi kørte videre, kunne jeg ikke dy mig for at tage dette billede af min mand og den store sø (og nå ja, den lille and), for det så bare så lækkert ud. Vi var enige om, at vores private fortorvscafé havde været en succes.

Som vi kørte videre spottede jeg et virkelig smukt fænomen: bjergenes sneklædte tinder stak op over et lag af skyer, som fik det til at se ud som om bjergtoppene svævede i luften. Det var fuldstændig ubeskriveligt lækkert, og vi glemte helt søen nedenunder skyer og bjerge.

Vi var så heldige, at vi kom op til et sted på den modsatte side, hvor vi kunne få en kop kaffe og nyde fænomenet fra terrassen foran restauranten, som også var et hotel. Tænk, at vågne om morgenen til et syn som dette… Så kan det kun blive en god dag.

Jeg tog så mange billeder af bjergetoppene, så det var svært at vælge hvilke, der skulle ende her på bloggen. Men naturligvis måtte vores selfie med -K har løst sit problem med at have lukkede øjne på billederne ved at tage solbriller på; hvordan løser jeg problemet med høje kindben og runde kinder?

Når man kiggede til siderne fremfor bare op og lige over søen på bjergene, var der flere smukke syn. Naturen kan nogle spektakulære ting, som vi aldrig holder op med at blive imponerede over.

Gardasøen er en gammel gletcherdal, og det fornægter sig ikke, som bjergene ligger på begge sider af den store sø. Det er ikke altid, man kan se fra den ene side til den anden, men smukt ser omgivelserne ud, når man kan få øje på dem.

På vestsiden af søen kører man gennem endeløse rækker af tunneler, der er hugget mere eller mindre groft ind i bjergsiderne. Der er ikke god plads i ret mange af dem, og her holder vi i kø, mens vi venter på, at lastbilen fik sneglet sig igennem og ud af tunnelen uden at skrabe mod siderne… Det må være et spændende sted at være lastbilschauffør.

Vi var blevet anbefalet at køre op til Lago di Tenno, og det var bestemt køreturen værd. Søen var smuk og smaragdgrøn og turen derop var smuk. Desværre kunne vi ikke lure, hvor vi kunne parkere for at komme tættere på søen, så det måtte vi undvære i denne omgang.

Da vi nåede den nordlige ende af søen, viste den sig pludselig fra en helt anden side, end vi tidligere havde set. Her var der voldsomme bølger og vandet, der tidligere var stille og klart, var nu mørkt og truende. På mange måder opfører den store sø sig som et lille hav, og som K sagde, så gav det mening, at vandet var voldsommere i toppen af søen, fordi det blev presset derop af vinden.

Jeg måtte lige ned og stå på dykkerklubbens badebro, og lade mig forevige med det store vand – og få øjeblikke senere hamrede bølgerne ind. Måske havde jeg fået våde fusser, hvis jeg var blevet stående?

Det ses vist tydeligt, at det var koldt i nordspidsens af Gardasøen! Vi blev ikke længe, men kørt ned ad østsiden (som vi kørte ned ad allerede lørdag), så vi kunne komme retur til lejligheden i Bardolino. Det var en skønt dag, og vi kan kun anbefale at køre hele vejen rundt om Gardasøen. Hver side har sine fordele og bagdele, så det bedste er at nappe dem begge og nyde den smukke natur.

Vi tog dog os selv i mange gange at sige: Gad vide, hvor mange mennesker der er her i juli og august… Alt er lagt an på, at der skal kunne være mange mennesker, så det må der vel næsten være. Vi nød at være her nu, før sæsonen for alvor sætter i gang.

Vi havde planlagt at køre til Venedig mandag, men efter at have kigget nærmere på vejrudsigten blev vi enige om, at det måtte vente til en dag, hvor vejret skulle være bare lidt bedre. Verona var også på vores liste over byer, vi gerne ville besøge, og da vi kun bor omkring 40 minutter fra byen, faldt valget på Verona efter søndagens lange udflugt.

K havde fundet ud af, at der fandtes et oplagt udsigtspunkt over Verona, Re’ Teodorico, så der startede vi med at køre op. Og allerede da fik vi en forsmag på dagens vejr – det var blæsende, vådt, gråt og koldt. Alt det søndagens vejr ikke havde været.

Det er langt fra det bedste (men måske mest overbelyste) selfie, men det illustrerer fint, at vi havde startet med blot at tage tøj på som vi havde det søndag. Det fik vi hurtigt revurderet, for i Verona måtte vinterjakkerne i spil igen. Uha, det var koldt.

Vi parkerede på den modsatte side af floden i forhold til selve Verona by, så vi spadserede langs og over floden, før vi kom ind i den ældre del af byen. Denne grimme herre mødte os på tærsklen til vores gåtur gennem byen.

En af de mest populære sights i Verona er Julies hus… Jeps – Julie fra Shakespeares Romeo & Julie har naturligvis et hus i Verona, byen hvor Shakespeare lod den romantiske tragedie udspille sig. Ikke alene kan man befamle en statue af Julie, man kan såmænd også få lov at stå på hendes balkon… Som altså vel og mærke er monteret i det 20. århundrede. Okay, lad os bare gå til bekendelse: Vi gik kun ind for at se, hvor tosset det hele var, tage et billede og gå igen. Ikke på vilkår om vi skulle mere en det. Vi har jo set dokumentaren Shakespeare in Love, så vi ved nok, hvordan den triste historie blev til…

Denne gode herrer opholdt sig i Verona fra 1312 til 1318, og måske er det derfor han har fået sin helt egen statue på Piazza dei Signori, eller også skyldes det, at han senere blev mægtigt kendt?

Til trods for at himlen var grå fortsatte vi vores tur gennem Verona. Vi kom forbi de spektakulære og unikke Arche scaligere, men med det vejr, vi havde, var det ikke muligt at tage billeder, som kan gengive, hvor store og dybest set besynderlige disse sakrofager er. De står bare der midt i gadebilledet og rager op i himlen. Så er man da sikker på, at man bliver set også i efterlivet. Mindre i øjnefaldende men måske lige så smukt var denne lille passage, som vi fotograferede gennem en gitterlåge.

Ved en af byens kirke spottede vi dette skilt, som fint meddeler, at området er spærret af pga. arbejde, som startede den 4. februar og slutter, når de er færdige med at arbejde på det. Jo, tak!

Det skinder nok igennem, at vi langt fra var så begejstrede for Verona som for Padua, men jeg må indrømme, at dette dørhåndtag fik smilet frem midt i alt det mere turistede og påtagede, som også er Verona. Se hvor fint spejlingen i malingen får håndtaget til at ligne et hjerte – det er da romantisk.

Efter nogle timers byvandring var vi blevet sultne, og da vi ikke brændte for at gentage den udendørs frokost fra søndagen, faldt vi ind på Caffé Monte Baldo, hvilket absolut ikke var så skidt endda. Mens vi sad der, var der stort set ene italienere, der spiste derinde – dog kom et dansk ægtepar ind, da vi var ved at gå. Vi fik to retter, som vi delte (eller det vil sige, at K spiste den ene og noget af den anden): En bagt pastaret med ost og skinke samt nogle små pølser med bønner og polenta. Det var relativt simpel mad, men det var lunt og smagte dejligt (i hvert fald retten med pølser – pastaretten lod jeg K ene om).

Veronas virkelig seværdighed er det store romerske koloseum, som stadig er i brug til koncerter, og det ville vi naturligvis gerne se. Altså indtil vi stod foran indgangen og kunne læse, at der var meget begrænset adgang pga. igangværende arbejde. Når et sted selv skriver, at adgangen er begrænset, så må det være slemt. Vi endte helt enkelt med at blive enige om, at så måtte vi komme igen en gang og se arenaen, når den er i brug! Vi havde dog ikke forventet at gå bagom arenaen og blive vidne til giganternes kamp… Det var voldsomt – og vi var stort set de eneste, der så, hvad der skete!

I stadig mere træls regn gav vi op og begav os mod vores bil igen. Vi kunne se op til der, hvor vi om formiddagen havde stået og taget billeder, mens vi gik langs floden. Vi kunne også konstatere, at Verona ikke er den fedeste by, vi har besøgt. Naturligvis havde meget sikkert været sjovere i 15-20 graders varme og blå himmel, men sådan set er vores primære anke, at byen ikke rigtig har det store at byde på (foruden det meget lukkede koloseum som vi vender tilbage til en gang i fremtiden), men puster sig vældigt op. Og at sælge sig selv på, at Shakespeare lod Romeo og Julie forelske sig og dø så tragisk i Verona, tja, det er nok at oversælge sig en smule. Næ, så vil vi hellere besøge underspillede og smukke Padua.

Ved de virkelig ikke, hvad man siger om Padua?
Selv de folk, som har rejst lige fra Nordkap til Rom
de er alle som en ganske enige om,
der en by, som altid ta’r førstepris.
Som er smuk som Venedig , grov som Berlin
Den er munter som London, koket som Paris.
Vild som Palermo og yndig som Wien.
Det en by, der ta’r alle i favn, og hvisker sit klangfulde navn:

La bella Padua
er mere end skøn, den er belissima.
Traaaalalalaaaa…

Jo, Brdr. Prices hyldestsang til Padua, fra Trold kan tæmmes, blev i vid udstrækning mit indre soundtrack til vores besøg i den fine by. Vi havde egentlig planer om at besøge Verona, som ligger tættere på vores lejlighed, men et tjek af vejrudsigterne fik os på andre tanker, så vi røg af sted til Padua. K havde fundet en parkeringsplads nærmest i midten af byen, og da vi kom derinde, var vi først lidt mismodige, for der var tilsyneladende rigtig mange mennesker i Padua på en søndag formiddag… Og mange af dem havde, som vi, taget bilen.

Men vi placerede os i køen til parkeringspladsen, under den høje blå himmel og i skyggen af smukke hvide bygninger, og gav os til at vente. Der var vel en 6-7 biler foran os, og jeg tilstår gerne, at jeg var forberedt på at sidde i bilen længe. Heldigvis tog det ikke ret lang tid, og vi blev lukket ind på den lille plads, hvor bilerne holdt tæt – på italiensk… Vi fik ikke udstedt en billet, da vi kørte ind, fordi der i stedet blev taget et billede af bilen og nummerpladen. Når man så ville forlade pladsen, tastede man sin nummerplade ind, godkendte at billedet på skærmen viste ens dyt, betalte og så kunne man køre. Fagre nye verden.

Efter at have parkeret golfen på den dertil anviste plads, kunne vi konstatere, at vi ikke havde behøvet medbringe vinterjakken til dagens udflugt. Så vi nøjedes begge med sweatre som eneste overtøj – for første gang i år vel sagtens – og så gik vi på eventyr i Padua. En af de første bygninger vi kiggede nærmere på, var Paduas rådhus, som ganske vist var lukket på en søndag, men som alligevel gjorde sig fint til i det vidunderlige forårsvejr.

Jeg stak kameraet ind mellem snirklerne i porten ind til rådhusets gårdhave, fordi jeg øjnede et smukt motiv med porten i mørke og gården i lys bagved. For mig består det halve af at færdes i byer  at ”kigge ind bagved” eller se efter finurlige detaljer, så billeder som dette findes der mange af i vores billedlager.

Som næsten-nabo til rådhuset ligger den middelalderlige rådhusbygning Palazzo della Ragione (mere om det senere), og i den dagens anledning stod der et brass band og spillede Pink Panther udenfor. Der var flot akustik på pladsen, og bandet spillede dejligt, så vi nød det (og sendte en tanke til vores brass band spiller, Vibeke).

På toppen af Palazzo della Ragione sad dette solur, som ikke skulle blive det sidste solur, vi spottede i Padua. Det her gik vist nok tilnærmelsesvist rigtigt, selvom det ikke kræver meget, når ens viser er en stor slev frem for en lille fin streg…

Vores guidebog havde en gåtur rundt i det gamle Padua, som vi fulgte, og dermed kom vi også forbi byens domkirke, som måske ikke imponerer med sin lidt bare fremtoning, men som til gengæld stammer fra 1117, og det er jo meget godt gået. Samtidig gav kirken os en forsmag på, hvordan kirker ser ud her i det nordlige Italien: De ligner ikke deres brødre (eller søstre) i Toscana, men har helt andre strenge at spille på både arkitektonisk og æstetisk.

Der skulle være meget livlige markeder i Padua alle andre dage end søndag – det stod der i guidebogen. Vi kunne dog konstatere, at man i Padua ikke lever efter guidebogen, for der var et fint blomstermarked i Ghettoen og så var der et værre gedemarked af forskellige underlige mere eller mindre biodynamiske boder på Prato della Valle. Blomstermarkedet var absolut vores favorit af de to, og det var fristende at købe planter med hjem til terrassen, men jeg lod være. Den smukke gren til højre på billedet stammer fra et ferskentræ, og vi har en teori om, at der gror mange ferskner her i området, for hver dag kører vi forbi de mest bedårende marker, hvor der står lave træer og blomstrer eventyrligt i lyserøde nuancer.

På vores vej videre gennem byen kom vi forbi dal Grano al Pane, som var en bager, der udefra hev os ind. Det hele så simpelthen bare så lækkert ud, at vi blev enige om, at det vist også var tid til frokost efterhånden. Vi købte to stykker foccacia (et med salt og grønne oliven samt et med løg og kartofler), som vi fik varmet, og med dem i en lille pose fandt vi et sted at sidde, hvor vi guffede det lækre måltid i os. Det bliver svært at spise et almindeligt foccacia igen, for de her var virkelig exceptionelt gode.

For at det ikke skal være løgn, var vi også lige i nærheden af en af de isbutikker, jeg havde læst skulle være gode, Grom. Fordi vi ikke vidste, om vi kom retur den samme vej, nappede vi en lille is som dessert. K fik månedens smag merencata, samt casatta siciliana, mens jeg fik karamel med salt samt citron. Vi var begejstrede, for det var super duper god is. Ikke bare god italiensk is, som man får de fleste steder, men sådan virkelig god is. Om nom nom nom, som K ville sige.

Efter frokost og dessert måtte vi videre på vores rundgang, og da vi kom forbi dette sted med den lille bro over lidt vand, stod der fire voksne mænd og tog billeder, så vi måtte naturligvis over og se, hvad de dog var så fascinerede af. Vi må medgive, at det var et hyggeligt motiv, som vi også tog med os fra Padua – samt dagens første selfie.

Det næste selfie kom hurtigt efter, da vi nåede en af byens vigtige sights: Basilica Pontificia di Sant’Antonio di Padova.

Kirken er bygget under inspiration fra byzantisk såvel som romansk og gotisk byggeskik, og særligt det eksotiske byzantiske strøg ses klart på kupler og spir. Jeg synes, kirken er utrolig smuk og spændende med sin anderledes, lidt kaotiske arkitektur.

Sant’ Antonio ligger som et tæt komplekst mylder af kupler, og det vækker et eller andet i mig, som en almindelig kirke ikke gør på samme måde. Det er ikke religiøs vækkelse, men derimod en fascination af, hvordan inspiration ikke lader sig tæmme, men leder til unikke kombinationer, som på en eller anden måde finder sig til rette, der hvor de opstår. Til trods for at toppen af denne kirke ser så eksotisk ud, så er byggematerialer og stil i hele bunden af kirken klart funderet i det omgivende samfund. Det er et smukt integrationsresultat, hvor det unikke får lov at bestå.

Foran kirken står Donatellos rytterstatue, som forestiller Gattamelata. Det var i sin tid den største rytterstatue skabt siden de antikke rytterstatuer. Læg særligt mærke til halen, som vil dukke op igen senere på dagen.

Vi drak en kop kaffe på en café ved kirken (mest fordi vi begge trængte til et toiletbesøg) og måtte konstatere at selv her i det velhavende Norditalien er det ikke alle hul-i-gulvet-lokummer, der er skiftet ud med sid-på-tronen-udgaver. Men når man skal tisse, så virker de også – og ikke mindst, når de er rene og pæne, som dem vi har set indtil nu har været.

Waiting on an angel… tja, der er vel ikke så meget at sige andet end, at jeg tror, man kan komme til at vente vældigt længe. Men tålmod er jo som bekendt en dyd.

Næste stop på turen var Orto Botanico, som viste sig at være verdens ældste botaniske have og af den grund er den også anerkendt som UNESCO verdenskulturarv, som K og jeg jo bekendt samler på. Foran indgangen voksede et træ, hvis rødder (det tror vi i hvert fald det var) kan ses på det venstre billede – de så ud som om de voksede lodret op i luften – meget mærkeligt firma! Nogle botanikere derude der kender til fænomenet?

Fordi haven er så gammel står der flere agtværdige gamle vækster derinde, heriblandt en palme, der har stået der siden 1585. Palmen blev omtalt i ”The Metamorphosis of Plants” (1790) af Goethe, og det er angiveligt derfor, den fortsat kaldes Goethes palme.

En anden af havens ældre beboere er denne stedsegrønne magnolia, som har stået på sin plet i godt 250 år. Den må have kastet ganske mange af sine besynderlige frugter eller kogler ned i haven gennem årene…

Dette kæmpe platantræ har stået i den botaniske have siden 1680, og er blevet hult som følge af et lynnedslag. Historien melder ikke noget om, om det var tordenguden selv, der skar kvindefiguren i det store træs indre.

I haven stod der indtil flere solure, og var var ret mystificerede over, at de ikke viste samme tid. Det til venstre hævdede at klokken var 14, mens det til højre gik rigtigt og sagde, at klokken var 15. Mærkeligt med et solur, der kører på vintertid.

Man kan ikke holde mynte begrænset, hvilket denne græsplæne (og meget af haven i øvrigt) bar tydeligt præg af. Nok var der fine indrammede bede, hvor der burde være mynte, men det var i højere grad alle andre steder. Og derfor bor AL min mynte i potter.

Kirsebærtræer og helleborus i blomst – åh, hvor vidunderligt og livsbekræftende. Vi nød hver eneste plante, der allerede var i gang, og vi sugede hver en lille solstråle i os med gusto. Hvor vi har trængt til forår.

Haven har naturligvis også drivhuse, og herinde var der dels store smukke cliviaer og dels andre mere funky og sjove vækster. De lille stod i vinduet, og der er vist ingen tvivl om, at blomsterne også længtes efter sollys og varme.

Hvis ikke de her billeder kan bringe forårsfornemmelserne frem hos selv den mest skeptiske læser, så ved jeg ikke, hvad kan. Jeg stod længe og bare kiggede op gennem det lysegrønne løv på den smukke blå himmel over Paduas gamle botaniske have. Skønt!

Sant’ Antonio troner bagved en del af havens bygninger, og sammen danner de en smuk profil, må man sige.

Fruen selv skulle naturligvis dufte til foråret, og det kom der dette (og en del flere) tossede men glade billede ud af. Prøv lige at se hvor hysterisk grønt græsset er på denne side af alperne. Det er jo helt tosset.

Fra Orto Botanico gik vi over Prato della Valle, som er en ubegribeligt stor åben plads: Med sine 90.000 m2 er pladsen den største i Italien og en af Europas største, og det er vitterligt også en enorm plads. Il Prato har fået sin størrelse og sin form, fordi der i tidernes morgen lå et romersk teater her – naturligvis.

Se nu den hale igen! Vores sidste stop inden turen gik hjem var Palazzo della Ragione, som også er en rekordholder. Rummet er nemlig 81,5m langt, 27m bredt og 24m højt og dermed er loftshælvingen over rummet den største uunderstøttede hvælving i Europa – og så er den flot til og med. Væggene under hvælvingen er udsmykket med fresker, som forestiller månederne med tilhørende stjernetegn og guder. Desværre var vuet gennem salen noget obstrueret af en udstilling, som vi var kommet til at betale penge for at se… Den enorme hest, som står i den ene ende af rummet, er en fortolkning af Donatellos Gattamelata, og den har i sin tid været brugt i processioner gennem Padua.

Den engelske tekst til den udstilling vi af vanvare kom til at betale for – og derfor flygtigt gik igennem – var virkelig svær tilgængelig. Ikke fordi ordene var svære, men fordi formuleringerne ikke var tænkt af en, som for alvor beherskede engelsk. Jeg var særligt vild med, at man tilsyneladende have meget følsomme tæer i det gamle Padua…

På vej retur til Bardolino kom vi forbi ind til flere blomstrende magnoliatræer, og de er jo forårets krone, så vi måtte nappe et billede til bloggen. Hvem ved? Måske blomstrer magnoliaerne i Bonn, når vi kommer hjem.

Padua var en virkelig perle, og vi var enige om, at det var en by, vi varmt kan anbefale. Der er mange spændende sights og meget få turister. Byen er pæn og ren, og bare helt igennem en oplevelse, man bør unde sig selv, hvis man er på de kanter.