Tag Archives: ferie

Budapest 2015: Dag 5

Søndag markerede vores sidste dag i Budapest og i Little Whistle. Vi skulle først flyve 2120, så vi skulle ikke forlade byen før omkring ved 18-tiden, og det betød, at vi havde et problem med vores kuffert. Vores søde, betænksomme værter tilbød os, at vi kunne have den stående hos dem privat, og det var jo den perfekte løsning, fordi vi så ikke skulle køre rundt med den hele dagen! At de ovenikøbet viste sig at bo lidt midt på gågaden i Budapest, gjorde jo bare det hele endnu nemmere. Super service, som vi endnu en gang kun kunne være imponerede over og sætte pris på.

kvehu1237s(billedet er lånt her)

Vores plan for formiddagen var at besøge Ungarns nationalmuseum. Der er to overordnede dele af museet: Den gamle, traditionelle gennemgang af landets historie og den anden er en arkæologisk udstilling med fund fra Ungarn. For os er der ingen tvivl om, at den moderne arkæologiske udstilling var den største oplevelse. Her er der tale om moderne formidling, og så er der mange imponerende fund fra Ungarns omskiftelige fortid.

45

Vi fik den idé, at vi ville endnu en tur omkring Gerbaud efter vores besøg på nationalmuseet, da vi jo skulle fordrive tiden med noget 😉 Så vi tog den fine gamle Metro 1 til Vörösmarty Tér.

6

Vi besluttede os for at prøve kræfter med husets isanretninger, og selvom de bestemt var gode, så var det også en alt for voldsom anretning for mit vedkommende. Det var super kvalitet og flot anrettet, men jeg endte med en med alt for meget chokolade, så jeg måtte relativt hurtigt give op. K var til gengæld godt tilfreds med sin anretning, så det var alletiders.

13

Fra Gerbeaud viste vi, at vi ville ned til Donau, fordi K gerne ville se skomonumentet, Cipők a Duna-parton samt finde den geocache, der ligger i nærheden.

12

Ideen til skomonumentet er undfanget af filminstruktøren Can Togay og udført af skulptøren Gyula Pauer. Målet med monumentet er at mindes jøder, der blev skudt af fascistiske militiafolk i Budapest under 2. verdenskrig. Jøderne skulle tage skoene af, inden de blev skudt, faldt ned i Donau og blev ført væk af floden.

11

Jeg må blankt indrømme, at monumentet desværre ikke rørte mig særligt meget. Det føles forkert at sige, men normalt bliver jeg væsentligt mere berørt af mindesmærker som disse. Jeg kan ikke rigtig forklare, hvorfor netop dette monument ikke har samme stærke virkning på mig. Dog vil jeg sige, at jeg syntes, det var ret barskt, at der mellem de støbte metalsko pludselig stod et par moderne lædersko… Det var næsten mere foruroligende end selve monumentet.

89

Helt nede ved bredden af Donau var der fin udsigt både til slottet og til området med Matthiaskirken og Fiskerbastionen. Slottet tager sig væsentligt bedre (og større) ud, end det gør, når man færdes omkring det oppe på slotskullen. Og overraskende nok stritter Hilton-bygningen også meget mindre ud, end den gør det, når man går oppe ved kirken.

Vi trissede op til parlamentet, faldt ind på en Costa, hvor jeg sad og powernappede, mens K drak kaffe og så tog vi en metro retur til centrum af byen. Vi forsøgte at kontakte vores værter for at høre, om vi kunne hente vores bagage før tid, men de var ude at spise, så vi måtte vente til den aftalte tid (hvilket jo var helt fair).

7

Hvad gør man, når man skal have 45 minutter til gå, men snart ikke rigtig orker at trave mere rundt? Man benytter sig naturligvis af, at man har et kort til den offentlige transport, og så kører man en tur først den ene vej, så den anden vej med tram #2.

1

Efter vores sporvognstur passede tiden, så K kunne hente vores kuffert hos vores værter. Jeg ventede på ham, der hvor vi skulle videre med sporvognen, og det gav mig anledning til endnu en gang at kigge op og nyde et af Budapests smukt udsmykkede huse.

12043011_10206579875390828_6023761894110329249_n

K havde ikke kunnet dy sig for at tage et billede af vores værters ringklokkemotiv. Det er da i hvert fald nemt, når man skal have gæster. Men gad vide, hvordan pakkepostbudet ved, at han skal trykke på katten for at få fat i Annita og Balas?

For at komme fra centrum af Budapest til lufthavnen skal man tage først en metro til endestationen og så en helt almindelig rutebus til lufthavnen. Det betyder, at det tager godt en times tid at komme derud. Det er ikke den smidigste øvelse, men det går da. Det var så ikke et hit, at hverken rulletrappe eller elevator duede, der hvor vi skulle skifte fra metro til bus – og det er altså ikke fedt med en kuffert på slæb.

Det blev dog endnu mere udfordrende, da vi kom i lufthavnen, hvor der ikke var en bagageafleveringsstation, så vi måtte stå i kø til check-in, selvom alt vi skulle var at aflevere vores kuffert. Oh well!

Da jeg gik igennem sikkerhedskontrollen, bippede den der dims man går igennem, og inden hverken K eller jeg nåede at reagere på, hvad der foregik, var jeg blevet stillet op og sikkerhedsvagten havde trykket på en knap, så jeg blev “scannet”. Jeg aner ikke, hvad det var for noget, men hun hævdede, at det var ufarligt for fostre… Det kan hun jo sagtens sige, og der var ikke en fis, vi kunne gøre ved det, når det nu var sket. Det var altså ikke særlig rart.

2015-09-27 19.06.45

Gennem alle vores dage i Budapest havde vi snakket om, hvor ren byen var. Lige meget hvor vi gik, så var der rent og pænt, og vi så mange gadefejere mm, der sørgede for at holde byen ren og pæn. Derfor var det også noget af et chok at komme op i lufthavnens food court: Jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde har set noget lignende. Der var skrald allevegne, og det var stort set ikke til at finde et bord, hvor der ikke stod efterladenskaber fra indtil flere måltider. Det var virkelig klamt! Det meste chokerende var nok i virkeligheden, at der gik en ensom dame rundt og ryddede meget lidt op. Det var som om, man havde opgivet på forhånd.

Budapest havde været en forrygende dejlig oplevelse, men BUD lufhavn er altså ikke et fedt sted at flyve fra. K insisterede på, at hvis han skulle til Budapest en anden gang, ville han flyve til Wien og tage toget videre. Lad os se, om det bliver nødvendigt.

Allerede et par timer før vi skulle flyve, var vi officielt forsinket i ½ time. Det var der jo ikke rigtig noget at gøre ved, men det var lidt irriterende, da vores fly oprindeligt skulle være fløjet 2120, hvilket er sent nok til at begynde med. Nå, men vi fandt gaten, hvor vi skulle flyve fra og satte os ned og gjorde klar til at vente. Undervejs dukkede der en gruppe på 10-12 polterabendfejrende fyrer op, og lad os bare sige det som det var: De havde også været på polterabend hele søndagen. Enkelte af dem var så visne, at de havde vanskeligt ved at stå og gå selv. Mens vi boardede, var der flere af de andre passagerer, der nævnte overfor stewardesserne, at der var den her gruppe af højlydte og meget berusede mænd, der skulle ombord. Det vidste de godt, og kaptajnen var faktisk ude og vurdere om de kunne flyve med. Det kunne de… Det gav en ret anspændt stemning på flyet, og den blev ikke mindre, da den mest berusede af dem alle skulle sidde på række 23 – to rækker skråt foran os. Ugh! Heldigvis faldt han i søvn ret hurtigt, og han sov stadig tungt, da vi andre myldrede ud af flyet i Köln. Fyrerne sad spredt ud over hele flyet, så vi bemærkede dem gudskelov ikke under flyvningen. Til gengæld fik K glæden af at se vores fulde 23F-vens bare numse, da hans venner var inde og købe flere øl hos Rewe. Tænk, at få ham hjem og indenfor dørene…

Vi havde taget bilen i lufthavnen, så efter et mindre trek fra ankomsthallen til P3 gik turen hjem i det kraftige måneskin. Vi var hjemme omkring 0120 efter en ret lang dag, og så var jeg “nødt til” at stå op igen 0420 for lige at få et glimt af blodmånen.

Selvom afskeden med Budapest ikke havde været perfekt, så er vi begge efterladt med fornemmelsen af, at det er en by, vi nemt kunne forestille os at vende retur til ved en anden lejlighed. Og hvis det bliver relevant, så ved vi også, hvor vi skal bo! Alt i alt har vi haft en vidunderlig sensommerferie, hvor vi har nydt den tosomhed, som lever på lånt tid for os.

Tagged , , , | 1 Comment

Budapest 2015: Dag 4 (i endnu mere regnvejr)

Lad os bare sige, at den ungarnske metereologiske hjemmeside ikke er så nem at navigere, når man ikke læser ungarnsk. Dog mente vi begge at have udledt af billederne, at det ikke skulle regne lørdag. Vi tog fejl! Det regnede fra morgenstunden, og det føltes som om der kom væsentligt mere regn i løbet af lørdag end fredag. Men vi lader os altså hverken slå ud eller holde tilbage af lidt vand.

1

Jeg ville gerne tilbage til markedet, fordi jeg ville have noget paprika med hjem samt se, om vi kunne finde noget lækkert frugt. Det havde lykkedes os at finde ok frugt i de små lokale butikker, men jeg drømte om melon, som jeg havde set på markedet onsdag. Vi købte paprika såvel som melon (den sidstnævnte viste sig at dufte af væsentligt mere, end den smagte) og en rigtig lækker majs, som jeg havde med hjem til Bonn.

2

Overraskende nok virkede det som, der var færre mennesker på markedet en lørdag formiddag, end det havde været tilfældet onsdag. Om det skyldes, at turisterne (eller de lokale) sov en brandert ud, at man kommer senere på markedet lørdag eller andre fænomener, kan jeg ikke vurdere. Men fordelen var jo, at det var nemmere at navigere rundt mellem standene, og det kan vi ikke klage over.

3

Vi havde ikke de store planer for dagen, andet end at vi ville i et af byens spa-bade om eftermiddagen. Så fra markedet dinglede vi ned ad hovedgaden, fordi vi ville ned og spise en kage i den modsatte ende af gågaden. Undervejs kom vi forbi en Marks & Spencer, men det var ikke en ret stor butik, og de havde ikke en food-court (som eller i vores optik er M&S’ stærkeste kort).

4

Når man går i Budapest, skal man altså gøre sig selv den tjeneste at kigge op. Gør man det, ser man det ene smukke hus efter det andet. K og jeg har hver dag talt om, at det alligevel er utroligt, hvad de mange elegante bygninger har overlevet: verdenskrige, oprøret i 56 og 40 år bag jerntæppet.

5

I bunden af gågaden ligger Vörösmarty tér og tværs over pladsen ligger Gerbaud, som er et af byens ældste og fineste kaffehuse. Det blev grundlagt i 1858 af Henrik Kugler, flyttede i 1870 ind i lokalerne på Vörösmarty tér, og i 1884 blev den ambitiøse, entreprenante chocolatier Emil Gerbeaud tilknyttet etablisementet. Med tiden overtog Gerbeaud Kuglers forretning, men bibeholdt i starten Kuglers navn til kaffehuset.

6

I 1910 indrettede Gerbeaud lokalerne efter den fremherskende stil, som caféen også har i dag (dog på grund af istandsættelse i løbet af 90’erne). Efter Gerbeauds død i 1919 overtog hans hustru forretningen, som hun navngav efter sin afdøde husbond.

7

Vores intension var egentlig at spise en kage, men vi nåede caféen lige omkring frokosttid, og deres menukort så faktisk også fristende ud madmæssigt. Så vi startede med en lækker salat med kylling for mit vedkommende, og en gratineret skinkesandwich for Ks vedkommende. Men som tilfældet også var for vores svenske naboer, så kunne vi altså ikke forlade caféen uden at smage på de søde sager.

10

Jeg var tro mod, hvad jeg allerbedst kan lide, når det kommer til kager, og derfor valgte jeg huset apfelstrudel serveret med vanillecreme (og overflødig flødeskum) samt en lækker blød kanelis. Det er den bedste apfelstrudel, jeg har fået i mit liv! Dejen var simpelthen så delikat og flækkede i de tyndeste, sprødeste, lækreste flager. Ums. Dertil fik jeg en “simpel” cafe latte.

9

Min kageelskende mand valgte (med lidt overtalelse) noget så eksotisk som en Bailey’s kage. Jeg smagte et lillebitte stykke, og den smagte som en himmelsk romkugle. Den var bare GOD! Og K viser på billedet, hvordan man ser ud, når man har fået den bedste kage, man kan mindes nogensinde at have smagt. Ks kaffe var langt fra så “simpel” som min latte. Han valgte nemlig Gerbeauds egen kaffekreation, som i følge menukortet består af følgende: black coffee with apricot sauce, apricot liqueur, hot chocolate, vanilla foam, walnut linzer sprinkles. Det er nærmest et måltid i sig selv! Gerbeaud var ubetinget det dyreste sted, vi har spist på turen, men det var heldigvis også hver en HUF værd. Det kunne jo lige så godt bare have været dyrt og middelmådigt, nu var det dyrt og super lækkert.

8

På vores gåtur med Ursula fredag kom vi forbi Printa Café, hvor de sælger fede print-ting samt serverer luksuskaffe. Vi vidste, at vi ville forbi caféen og se, om der var noget, der fristede. Det var der: Vi købte et print af en af vores værter.

11

Ursula havde også fortalt os en lidt sjov historie, om et af de steder vi passerede stort set hver dag vi var i byen: Man ville i begyndelsen af 1900-tallet anlægge en boulevard / avenue, der skulle skære sig vej igennem hele det jødiske kvarter. Til den anledning byggede man derfor huset, der ses i baggrund, som havde en hvæling, der skulle være indgangen til det prestigefyldte projekt. Man nåede lige nøjagtigt at anlægge nogle få hundrede meter, før pengene ikke rakte længere, og jeg har taget billedet for enden af, hvad de lokaler kalder verdens korteste boulevard.

1213

Efter et hvil hjemme på hotellet – og kun takket være Ks evne til at overtale mig til at komme af sted igen – tog vi mod Rudas gyógyfürdő (Rudas-bad), hvor vi endelig skulle prøve et af Budapests mange kendte bade. Badet ligger i skyggen af Gellert-bakken, og man kan faktisk se frihedsstatuen, når man sidder i panoramabadet på taget.

15

Vi havde valgt stedet, fordi de havde bade i temperaturer fra 16-42°C, og K havde læst, at man som gravid ikke skulle gå i bade, der var varmere end 37°C, så her kunne jeg altså også være med. Rudas blev grundlagt af osmannerne i 1550, og bibeholder til den dag i dag sin ottekantede pool under den smukke kuppel, som er del af det oprindelige bad. Vi var også herinde, men jeg kunne ikke holde til at være derinde ret længe, for der var meget varmt og et ret intenst og højt lydniveau. Men det var rigtig sjovt at opleve denne traditionelle del af badet.

14

Min absolut favoritdel af badeoplevelsen var det moderne panoramabad, som findes udenfor på taget af badet. Her sidder man i 36°C varmt vand med den mest fantastiske udsigt henover Donau og ind over Pest. At det så samtidig var tusmørke, støvregn og 16°C gjorde kun oplevelsen endnu mere fantastisk. Vi sad længe og kiggede på byen, nød det varme vand og den kølige luft og sludrede. Jeg kunne være blevet siddende i timevis, tror jeg.

Efter et par timers vidunderligt afslappende bad besluttede vi os for at vende snuderne hjemad mod hotellet. Vi kunne egentlig have taget bussen hjem igen, men det grumsede, småregn, kølige efterårsvejr var lige, hvad jeg trængte til efter badet varme, så vi endte faktisk med at gå de godt 2,5 km hjem. Det gav os så også mulighed for at krydse Donau til fods, hvilket vi ikke ellers havde gjort.

En af bagtankerne med at gå hjem var, at vi måske ville komme forbi noget aftensmad på vejen. Men vi fandt ikke rigtig noget, der talte til os. Da vi næsten var hjemme, kom K i tanke om, at vi på gåturen dagen før, var kommet forbi et sted med forskellige street food, Street Food Karavan. Da det lå i en gade lige bag vores, var det nemt at gå forbi og se, om der var noget, der var værd at spise. Vi endte med at spise en portion pasta hver, som måske ikke var spektakulær (Ks gnocchi med fire forskellige oste var klart bedre end min tagtiatelle med pesto), men som virkede efter hensigten. Og så er det altså lidt hyggeligt at sidde i småregn og mørke udenfor og spise aftensmad.

Tagged , , , | Leave a comment

Budapest 2015: Dag 3 (i regnvejr)

1

Vi vågnede fredag til en grå himmel, som ikke var lang tid om at åbne for sluserne. Vi vidste sådan set godt, at der var regn på vejr, så det kom ikke som en overraskelse. Jeg kan godt lide regn, men det ved vi af bittert erfaring fra vores visit på Cliffs of Moher sidste år i november, at spejlreflekskameraer ikke kan, så vores nye kamera kom ikke med på tur i dag.

dec22.4-1024x643(billedet er lånt her)

Regnvejret tog til og blev faktisk ret voldsomt i løbet af formiddagen, hvilket lidt “forvirrede” os i en grad, så vi ikke kunne beslutte os for, hvad vi ville lave. K foreslog, at vi tog min laptop i tasken, gik på Costa og drak en kop kaffe, mens jeg fik skrevet lidt på torsdagens blogpost. Det var jeg med på, så af sted igennem regnen med os. Vi var på Costa onsdag, og vi havde begge en fornemmelse af, at vi var langt væk hjemmefra… I virkeligheden havde vi bare gjort os selv rundtossede ved at gå og køre rundt i Pest, for Costa ligger faktisk tæt på hjemme. Det viste sig dog, at internettet på kaffebaren ikke var stærkt nok til, at jeg kunne arbejde med bloggen, så vi måtte videre. K googlede hurtigt kaffebarer med internet i nærheden, og han fandt My Little Melbourne, som viste sig at være en über-trendy lille kaffebar med god kaffe (ifølge K) og hurtigt internet.

4

Udenfor fortsatte regnen uden tøven og med kun ganske få ophold. Men vi var nået frem til frokost, og vi var enige om, at når vi nu var i Ungarn, skulle vi prøve landets traditionelle spise, lángos. Endnu en gang slog K til og brugte internetforbindelsen hos My Little Melbourne til at finde ud af, hvor man fik gode lángos henne. Svaret var: Retró Lángos büfé, som regnen til trods lå i en fornuftig gåafstand, så af sted med os.

3

Oprigtig talt havde K nok ikke fået mig overbevist om at spise hos Retró Lángos büfé, hvis vi bare var kommet forbi uden at vide, at det skulle være et godt sted. Det er en rigtig street food snask, men nu skulle det have en chance.

2

Jeg valgte en “Made in Hungary” (creme fraiche, bacon, rødløg og revet ost), mens K valgte en “Hungarian Sausage” (creme fraiche, pølse, rødløg og revet ost). Lángos er ikke en diætvenlig spise, men det er overraskende nok heller ikke noget, der efterlader en med en klam frituresmag eller -fornemmelse i munden – i hvert fald gjorde de her det ikke.

Efter kaffepauser og frokost på fortorvet i øsende regn, blev vi enige om at tage hjem omkring hotellet, skifte til noget tørt tøj og overveje næste træk. Hjemmefra havde jeg kigget på guidede gåture i Budapest, og der startede en omhandlende det jødiske kvarter (hvor vi jo bor) klokken 1530. Om vi kom af sted på turen stod ikke fuldstændig klart, da vi havde smidt os på langs derhjemme, men vi kom faktisk af sted!

Mødestedet for gåturen var Vörösmarty Tér, som virker som et ret fancy sted med store butikker og mange steder at spise. Vi kom drønende i sidste øjeblik og spottede en gruppe mennesker, der bestemt så ud til at skulle på guidet tur. Det viste sig at langt størsteparte skulle på den tur, der handlede om kommunisme. Men heldigvis var der fire andre, der også gerne ville høre noget om det jødiske kvarter, så vi kom af sted.

67

Vörösmarty tér ligger ikke i det jødiske kvarter, men der var vist alligevel en form for mening i at starte turen her. Noget af det første vi passerede var nemlig en markering af, hvor bymuren omkring det oprindelige Pest havde gået samt hvor en af byportene havde stået. Som i så mange andre europæiske byer var det ikke tilladt for jøderne at bosætte sig indenfor murerne. I stedet bosatte byens jøder sig lige udenfor murerne i nærheden af det centrale marked, hvor mange af dem tjente deres penge som handlende.

8

På vores vej mod det deciderede jødiske kvarter passerede vi dette imponerende art noveau hus. Det er tegnet af en jødisk arkitekt til en katolsk familie, og således er det en nationalistisk jomfru Maria, der troner på toppen af bygningen – komplet med Ungarns rigsvåben og kendte ungarnske skikkelser omkring sig.

9

Naturligvis skulle vi forbi den store synagoge, og her fortalte vores dygtige guide, Ursula noget, vi ikke selv var klar over: Man kan se, at der her er tale om en synagoge, fordi der på taget bag de to tårne befinder sig to stentavler, hvorpå de ti bud står.

10

Hvis man siger, at Theodore Herzl blev født i skyggen af Budapests store synagoge, så overdriver man virkelig ikke. Denne plakette hænger ikke mange skridt fra indgangen til synagogen… I dag er der en museums bygning på stedet, men man må altså forestille sig, at der har været boliger helt op til synagogen, da Herzl blev født i 1860 – året efter at synagogen stod færdig.

Mens vi stod ved synagogen fortalte Ursula os om Holocaust, som det udspillede sig i Ungarn. Jeg skal gerne tilstå, at jeg ikke rigtig vidste ret meget om de ungarnske jøders skæbne under 2. verdenskrig, men det er (endnu en gang) en virkelig barsk historie. Fordi Ungarn indtil marts 1944 var allieret med Tyskland og ikke besat, fandt der ikke deporatationer af jøder sted i landet. Der blev indført regulerende love overfor jøderne, men de levede i relativ tryghed – faktisk i så høj grad at jøder fra andre lande flygtede til Ungarn for at undgå deportation. Efter tyskerne besatte Ungarn i marts 44, samarbejdede dele af den højreorienterede regering med nazisterne om at deportere de ungarnske jøder, og allerede i april 44 blev det vedtaget at samtlige ungarnske jøder skulle deporteres… Inden 9. juli samme år betød det, at 437402 jøder var deporteret fra Ungarn til lejre i det tredje rige. 147 toge blev sendt direkte fra Ungarn til Auschwitz, hvor 90% af de ankomne ungarnske jøder blev henrettet inden for få timer af deres ankomst. Det anslås, at Ungarn havde omkring 861ooo jøder indtil 44, og af dem overlevede blot 255000. Det betyder altså, at det flere end 600000 ungarnske jøder blev henrettet i løbet af mindre end et år. Det er mere end 1/10 af alle de jøder, der blev myrdet af nazisterne under 2. verdenskrig. Det er fuldstændig ubegribeligt!

22

Lige ved siden af – og det er som man kan se på billedet her lige ved siden af – den store synagoge har man bygget en væsentligt mindre kaldet Heroes’ Temple. Den blev bygget i 1931 til minde for de ungarnske jøder, der mistede livet under 1. verdenskrig. Denne væsentligt mindre bygninger har plads til 250 siddende (mod den store synagoges godt 3000), og da der i det moderne Budapest er relativt få praktiserende jøder, bliver den brugt i hverdagene og om vinteren. På den måde skal man kun varme den store synagoge op ved ganske særlige anledninger.

23

Bag synagogen finder man Raul Wallenberg Memorial Park, og centralst i denne står Emanuel-træet, som er et mindesmærke over de jøder, der mistede livet under 2. verdenskrig. Den sorte søjle i midten repræsenterer de stentavler med de 10 bud, som man normalt finder i/på synagoger. Selve træet er lavet af metal og på bladene står navnene på ofre for Holocaust.

Jeg har ikke billeder af det, men komplekset omkring synagogen rummer også en ganske usædvanlig ting for et jødiske religiøst område: En begravelsesplads. Traditionelt ligger jødiske begravelsespladser langt fra synagogen, men når der ligger en lige her, så skal forklaringen findes i begivenheder fra slutningen af 2. verdenskrig. Den store synagoge var en del af den ghetto, der oprettedes til Budapests jøder i 1944, og mange mennesker opholdt sig faktisk i synagogen, da man havde presset 70000 mennesker sammen i et relativt lille område. Vinteren 44-45 var kold, og jøderne fik ikke mad nok, så af de 70000 var 10000 døde, inden russerne befriede ghettoen 18. januar. Mange af de døde blev begravet på en anden begravelsesplads, men 2000 mennesker blev af russerne begravet i haven ved synagogen, og således har man nu en begravelsesplads for Holocaust-ofre lige i baghaven af en af verdens største synagoger.

11

I det jødiske kvarter er der ganske mange vægmalerier, og K og jeg er gået forbi dette af Rubrikskuben flere gange. Det er et ret cool vægmaleri, men da vores guide Ursula opfordrede os til at tage et foto af det, blev det klart for os præcis hvor cool det er. Når man ser det med det blotte øje er det helt tydeligt, at motivet er bygget op af en masse cirkler, og de fremstår noget mere fuzzy og abstrakt, end når man fotograferer det. Meget blæret lavet! Da man kontaktede Ernö Rubrik ang. vægmaleriet blev han så begejstret, at han bidrog med en tekst, som nu også pryder væggen: Der er altid en løsning, og ikke kun en. En rubrikskube kan løses på 20 træk eller færre, men der er 43,252,003,274,489,856,000 mulige løsninger på grund af dens kompleksitet.

12

På den modsatte side af vejen i forhold til rubrikskuben finder man et andet vægmaleri. Dette mindes Ungarns sejr 6:3 over England i fodbold i 1953 – en sejr der kom efter at Englands landshold havde været ubesejret i 90 år. Ungarns største fodboldspiller Puskás, som deltog i kampen, døde i 2006, og han er begravet under kuplen i  Sankt Stefans katedralen (Ungarns vigtigste kirke). Godt så!

14

Lige overfor synagogen i Rumbach Sebestyén finder man dette vægmaleri, som er en hyldest til den østrigske kejserinde, Sisi. Hende så vi rigeligt til, da vi var i Wien, men her i Ungarn er hun altså ogs¨noget af en heltinde.

15

UNHCR (FNs flygtningehøjkommissariat) bor i Budapest, og det minder dette smukke vægmaleri forbipassende om. Inspirationen til maleriet stammer fra National Geographics ikoniske fotografi af en afghansk flygtningepige i Pakistan fra 1984. Som Ursula ganske rigtigt pointerede, så kan man undre sig over, hvorfor denne smukke lille pige ikke har de samme grønne øjne, som hende på det oprindelige fotografi har.

13

16

Naturligvis kom vi forbi både Rumbach synagogen (for de midtersøgende jøder, tilhørende gruppen kaldet Status Quo Ante) samt den ortodokse synagoge. Det viste sig, at Rumbach ikke længere bliver brugt til religiøse ceremonier men alene bliver holdt åbent for besøgende. Der er kun ganske få familier, der tilhører netop den jødiske gruppe i Budapest, og de bruger et andet og væsentligt mindre lokale til deres religiøse ceremonier. Heller ikke den ortodokse synagoge bruges i hverdagen, men der bruges derimod et mindre bedehus ved siden af den store synagoge.

18

Lige overfor den ortodokse synagoge ligger der en restaurant, som i følge vores guide kun var semi-kosher, men som i hvert fald sørgede for at kunne servere de mange ungarnske retter, hvori der indgår pølser. Blot var pølserne her lavet af and frem for svin – og det er jo sådan set smart tænkt.

17 19 20

Den guidede tur sluttede på Budapests første ruin pub, Szimpla. En ruin pub er et gå-i-byen-sted, som er indrettet bag en facade af et hus i ruiner. Szimpla blev startet for ti år siden og har siden dannet mode, således at der nu er indtil flere lignende etablisementer i byen. Det var et sjovt sted at se, men jeg er ret sikker på, at jeg ikke ville høre til samklientellet i hvad der primært er et sted, hvor man skal drikke nogle øl og drinks 😉

21

I et anfald af skæbnens ironi – eller måske måden hvorpå for- og nutid smelter sammen – ligger de ortodokse jøders ceremonielle bad, Mikvé lige klods op og ned ad Szimpla. Foruden at være rammen om ceremoniel renselses i forbindelse med forskellige ritualer, er det også her alle ortodokse jødiske kvinder skal ceremonielt renses efter børnefødsler og efter menstruation. Det er altså et sted, der fortsat anvendes, og som derfor skal fungere parallelt med ruin-pubben inde ved siden af. Lidt spøjs kombination, men en som ikke synes at være forbundet med de helt store problemer i det jødiske kvarter.

Efter en dag med regnvejr og lange gåture var vi efterhånden godt slidte, og da det spisested vi oprindeligt regnede med at spise på, viste sig at være et take-away sted, som ikke lige talte til mig, endte vi med endnu en omgang fra Attaboy! Denne gang valgte K en hotdog til samfulde 20 kroner, og han siger, at han aldrig har fået en så lækker hotdog i sit liv. Den var med saurkraut og dijonsennepsauce – og der var så sandelig rigelig mad i den. Jeg fik en cheese burger, som også var god (og igen alt for stor til at jeg kom igennem den hele). Og ovenpå alle de indtryk sov vi trygt og godt!

Tagged , , , , | Leave a comment

Budapest 2015: Dag 2

1a

Vores plan for torsdag lå klar allerede onsdag aften: Vi ville med bus #16 fra vores nærmeste holdeplads op til toppen af slotskullen på Buda-siden af Donau, hvor vi skulle se nærmere på kirker, slottet og den gamle bydel deroppe. Men inden vi kunne komme så langt, skulle vi naturligvis have noget morgenmad. K drønede ned på hjørnet til vores lokale à table! bager og hentede brød og frisk kaffe, som vi nød siddende under hemsen i vores dagligstue. K smilede stort, og det var længe inden han havde smagt på sin croissant med pistaciecreme og mørk chokolade, eller som K selv navngav den: Diabetes i en pose.

2

Da vi kom af sted, gik vi en lidt anden vej op til busstoppet, end vi havde gået før, og det betød faktisk, at vi kom forbi en anden af områdets synagoger, Rumbach utcai zsinagóga. Denne synagoge blev til som en reaktion mod den store synagoge, som nogle mente mindede for meget om en kristen kirke med orgel mm. Denne mere skrabede synagoge ligger en del mere klemt, og det var derfor ret svært at fange den på linsen.

3

I samme gade som synagogen var der et meget fint illustrativt eksempel på, hvor mange cykler der kan være parkeret på samme plads, som en bil optager.

4

Vi fik en fin siddeplads i bussen, så vi kunne nyde udsigten, mens vi bevægede os ned til floden og henover Széchenyi lánchíd, Kædebroen. Der var lidt kø på broen, hvilket betød, at det var muligt for mig lige at nappe et billede fra broen op mod slotskullen.

11

Bussen kører helt op på toppen af slotskullen, hvor alle de ting vi gerne ville se befinder sig. Der kører også en funicular derop, men der slog vores nærrighed lige igennem: Det ville koste os 3400HUF (80kr) at komme op og ned med funicularen, og vi havde allerede et buskort, som vi kunne bruge til bussen uden at betale ekstra. Som sagt så gjort. K havde en plan for besøget på slotskullen, som betød, at vi startede med at gå igennem den gamle bydel, Várnegyed med sine rækker af fine huse.

13
Mange af husene på slotskullen var udstyret med skilte, der bar overskriften “Műemlék” efterfulgt af en masse tekst. Jeg tænkte, at det nok betød noget i retning af Denkmal. Og ganske rigtigt, da vi slog det op kunne vi se at ordet betyder “monument”, men bruges om alle historisk interessante ting. Det kan vi efterfølgende se på nettet vi ikke er de eneste der har lagt mærke til.

78 9

Mellem to af rækkerne af huse gik der en lille sti, og for enden af den kunne man skimte en udsigt – og vi kan altså ikke stå for udsigter. Vi gik på den side af slotskullen, hvor man kan se henover forstæderne til Buda og ikke ud til floden. Som K sagde, så så det pludselig væsentligt mere kommunistisk ud, end det Budapest vi indtil nu havde færdedes i.

10
Der var dog også udsigt til noget decideret ikke-kommunistisk: Slottet i Budapest, Budavári Palota. På dette sted har der stået et slot siden 1200-tallet, men den nuværende inkarnation er markant yngre, i det er et udtryk for, hvordan man valgte at genopbygge slottet efter 2. verdenskrig. Slottet var det sidste sted Aksemagterne forsvarede sig selv under befrielsen af Budapest 29. december 1944 – 13. februar 1945. Her endte angrebene på slottet med at blive så kraftigt beskudt og hærget, at der stod en ruin tilbage, som man sammenligner med kampene i forbindelse med belejringen af Buda i  1686, hvor det lykkedes at vinde slottet tilbage fra osmannerne.

6

Langs med muren stod der mange forskellige træer, deriblandt en række kastanjetræer. Jeg bemærkede det allerede sidste år, men i år har jeg set endnu flere eksempler på kastanjer, som blomstrer i efteråret. Her kom vi så tæt på et af dem, at vi kunne se, at det faktisk er endnu mere sært: Det her træ har visnede blade, bærer kastanjer OG blomstrer med lys… I slutningen af september – der er noget galt med hormonerne, når det forekommer, tror jeg!

12
I den nordvestlige ende af slotskullen ligger tårnet af Maria Magdalene-kirken, hvor vi holdt en lille pause, mens K gennemførte en historietime om kirken. Resten af kirken blev ødelagt under belejringen af Buda i 1686, efterfølgende genopført – og ødelagt igen under slaget om Budapest i 1944.

14

Ungarns kommunistiske styre besluttede ikke at genopføre kirken, så til trods for at det har været en kirke, der gennem historien har dannet rammen om kongelige begivenheder, er der i dag udover tårnet kun fundamentet tilbage. I det ene hjørne har man opført en rekonstruktion af et korvindue.

15
Fra tårnet gik vi videre forbi det Ungarske Nationalarkiv fra 1784, som også var udstyret med Zsolnay-klinker, ligesom markedshallen vi så i går. De klinkebelagte tage kan man spotte rundt omkring i Budapest, og de er smukke og iøjnefaldende.

16
Man kan se toppen af en af Budas sights nærmest uanset hvor man færdes på slotskullen, og nu bevægede vi os også imod Matthiaskirken, Mátyás-templom med sit smukke klinketag og spektakulære tårn.

17
Inden vi nåede helt så langt, kom vi dog forbi en af de fine postkasser, der står diskret drysset rundt om i byen. Vi har vist et eller andet med postkasser fra forskellige steder, så hvorfor skulle vi ikke også tage et billede af dem her i Budapest?

18
Lige ved kirken stod denne fine lille Smart car, som tilhørte politiet – det er da lidt smart, når man skal komme omkring i smalle gader mellem mange mennesker. Og så er den sød!

19

Det foresvævede mig, at der et eller andet sted i Budapest skulle stå en pestsøjle, og man er vel ikke pesthistoriker for ingenting, for jeg følte mig ret overbevist om, at det måtte være denne søjle, som befinder sig på Szentháromság tér (pladsen foran Matthiaskirken). Og ganske rigtigt…

21

Matthiaskirken var oprindeligt dedikeret til Jomfru Maria, men den blev i slutningen af 1800-tallet omdøbt efter Kong Matthias den Første. Hans tilnavn “Corvinus” betyder ravn på latin, og er afledt af familiens våbenskjold der viser en ravn med en guldring i næbbet. Denne ravn sidder i dag også – i skulptur – på et spir over indgangen, og vises igen i nogle af freskerne inde i kirken.

32

Den oprindelige kirke var temmelig medtaget efter osmannerne blev sat på porten i 1686, og man forsøgte en restaurering i barok stil. Den var dog tilsyneladende mindre vellykket; i hvert fald blev kirken restaureret igen i forbindelse med at den blev omdøbt.  Taget er igen belagt med Zsolnay-klinker og giver kirken et meget farverigt udtryk udefra.

20

Når man nærmer sig Matyas-kirken, er det ikke nemt at overskue hele kirkens store bygning, så man må bevæge sig rundt om den og op over den for at komme til at se den i hele sin fulde figur. Men før vi nåede så langt, besluttede vi os for at gå ind og se kirkens interiør.

2225

Interiøret i kirken er meget rigt udsmykket, og chefarkitekten Frigyes Schulek havde da også valgt at følge datidens trend og gik all out på ungarsk art nouveau, der inddrager asiatisk inspirerede motiver i de fra vesteuropa velkendte naturelementer.

24

Centralt på en af væggene i kirken finder man Màtyàs I’s middelalderlige våbenskjold gengivet komplet med ravnen i midten flankeret af soldater fra kong Màtyàs’ sorte hær med hvilken han indtog Wien i 1485.

23

Under våbenskjoldet er væggen udsmykket med et mønster med malede “fliser”, hvor flere af dem igen har ravnen med guldringen som motiv. Det er sjovt at se de ungarnske kirker, for de er ekstremt udsmykkede og i en stil, som er distinkt anderledes, end de vi kender fra katolske kirker i Vesteuropa. Her er der ikke sparet på ornametikken, guldet og farverne.

27

Vi havde onsdag snakket om, at der virkelig var mange turister i Pest-delen af byen… Lad det være sagt, at der bestemt ikke er færre i Buda-delen af byen. Efter vores visit inde i kirken var det tid til at komme ud i lyset igen og se nærmere på området omkring kirken.

28 29

Matthiaskirken står, som nævnt tidligere, på Szentháromság tér (Den Hellige Treenigheds Plads), som på Donau-siden er afrundet af en udsigtspromenade. Den hedder Halászbástya (Fiskerbastionen) som blev bygget samtidig med kirkens restauration. Der
er altså ikke tale om et fæstningsværk, men om et dekorativt brystværn bygget for udsigtens skyld. For mig at se lignede Fiskerbastionen et meget dekorativt sandslot i overstørrelse, men vuet ud over Donau og Pest fra foden af bastionen fejlede absolut ingenting.

30

Således har man fra slotskullen et virkelig flot vue over hele Pest, og ikke mindst ned til det imposante parlament. Her fornemmer man for alvor, at bygningen vender sin facade ud på Donau – samt hvor gigantisk bygningen faktisk er. Da vi onsdag stod på pladsen ved parlamentet, var det ikke på noget tidspunkt muligt at se hele bygningen; det var det nu.

3338

Vi havde købt billetter til at bestige Fiskerbastionen, og lad os bare afsløre, at udsigtigen absolut ikke blev ringere, jo højere op vi kom. Det er jo sådan med udsigter, at det er svært at stoppe med at fotografere dem, men også at de faktisk skal ses i levende live. Hvis ikke man skal bestige Fiskerbastionen af andre årsager, så skal man gøre det for udsigten deroppe fra.

35

Man får nemlig også udsigt til at se hele Matthiaskirken i fuld figur (omend fra ryggen), og det kan ellers være svært at komme til, da der er bygninger hele vejen rundt om og tæt på den store kirke.

36

Endelig er det også nemmere at se den primære dekorative del af Fiskerbastionen oppefra, og nu bliver illusionen om et sandslot endnu mere tydelig – i hvert fald for mig. Men jeg synes samtidig, at det er et virkelig bedårende sandslot. Et man aldrig vil være i tvivl om, har tjent dekorative snarere end forsvarsmæssige hensyn.

34

Og nå ja: Fiskerbastionen er også det oplagte sted at tage et Budapest-selfie. K og jeg har dog fuldstændig misforstået, hvor mange man skal tage. Vi tog tre (for at være sikre på, at et af dem virkede), mens andre tog 53 eller 300… Sådan går det vist, når man hverken har selfie-stang eller et enormt behov for alt for mange billeder af sig selv.

31

Mellem Matthiaskirken og Fiskerbastionen ligger Hilton Budapest, som hvis du spørger mig er en skændsel. Det er simpelthen så grimt med sine kobberfarvede tonede ruder og triste arkitektur. Det eneste hotellets arkitektur har kørende for sig er, at Fiskerbastionen spejler sig smukt i ruderne på en solskinsdag som denne.

39

Hvis man går helt ud i enden af pladsen foran kirken, kan det faktisk lade sig gøre, at få kirkens facade med på ét billede, og det endda med pestsøjlen og Fiskerbastionen som bipersoner.

37

Vi var så småt nået til frokost, da vi færdige med at se kirken og Fiskerbastionen, og så er det godt, at man kan gå på Tripadvisor og finde noget at spise. K fandt et, som han sagde, hul i væggen, der skulle servere god, hurtig frokost – og som endda lå lige rundt om hjørnet. Så vi spiste en nem frokost hos Budivari Retesvar: Madbrød med ost, løg og bacon. Det var ikke stor madkunst, men det var lige dét, der skulle til.

40

Efter frokost begav vi os ned i den modsatte ende af slotskullen, hvor slottet befinder sig. Inden vi nåede helt så langt kom vi forbi denne ret moderne, lidt funky statue af gróf Bethlen István, som var Ungarns liberale premierminister fra 1921 til 1931. Han var en af de få, der aktivt talte imod, at Ungarn indgik en alliance med Hitlers Tyskland, og han forsøgte (uden held) at forhandle fred med de allierede. Russerne anså ham for en potentiel politisk trussel mod den politik, de ønskede at føre i Ungarn efter krigen, og derfor blev han arresteret og sat i fængsel i Moskva. Her døde han i oktober 1946.

41

Som nabo til slottet finder man Sándor-palota, som er Ungarns premierministers officielle bolig. Palæet blev totalt beskadiget under 2. verdenskrig, og blev ikke sat i stand før efter 1989. Først i 2002 blev palæets interiør sat i stand.

45

Vi opdagede ved et tilfælde at vagtskiftet ved Sándor-palæet finder sted klokken 13, og jeg må altså med skam meddele, at jeg har ikke så lidt svært ved at tage Cirkus Mili ret alvorligt… Hvorfor er det nødvendigt at stå og jonglere med geværer for, at vagten skifter? Det kommer jeg nok aldrig rigtig til at begribe. Til gengæld synes jeg faktisk, at det var ualmindelig muntert, at de ankommende vagter havde deres solbriller gemt i hattene. Dem tog de først på efter vagtskiftet var gennemført.

42 44

Den tidligere omtalte funicular kommer op til slotskullen mellem slottet og Sándor palæet. Selvom vi ikke ville betale for at køre med den, så blev vi lige stående og kiggede ned ad banen, så vi kunne se den søde lille vogn.

43

Forenden af funicularen kan man se Széchenyi lánchíd, Kædebroen, som er et af Budapests vartegn. Den oprindelige bro blev bygget 1840-49, og var, da den stod færdig, den eneste faste forbindelse over Donau mellem Wien og Sortehavet. Hidtil havde broerne i Budapest været træbroer der maksimalt holdt få år før de blev revet væk af oversvømmelser eller isflager på floden, for så at blive genopbygget det følgende forår. Som alle de andre broer over Donau, blev Kædebroen svært beskadiget under 2. verdenskrig, men den blev sat i stand allerede i 1949.

48

Kædebroen slutter (eller starter alt efter hvilken side man kommer fra) ved Gresham-palota, som er et klasseeksempel på en art noveau bygning. Oprindeligt var det bygget til boliger og kontorer, men i dag huser det byens Four Seasons hotel.

46 47 49

På anlægget foran slottet var der (ikke spor overraskende) også smuk udsigt over Budapest og ned ad Donau.

50

Mens slotskullen bestemt er værd at besøge og se, så er selve slottet ikke voldsomt spændende (i hvert fald ikke udefra), og vi havde ikke lige ork til at gå indenfor og se de museer, som huses inde bag slottets mure. Det må vi have tilgode til en anden gang.

51

Hvis man fortsætter helt ud på spidsen af slotskullen kan man se over til Gellért-hegy på toppen af hvilken Budapests frihedsstatue står. Det siges, at hvis man ikke ved, hvor man befinder sig i Budapest, kan man kigge op og så vil man efter alt sandsynlighed kunne se frihedsstatuen, og dermed vil man vide, hvor man er.

53 54

Fra slotskullen tog vi bussen ned ad bakken igen og opsøgte et af byens mange mange kaffehuse, hvor vi fik iskaffe (K fik nu lidt mere end jeg gjorde, da den var lige voldsom nok for mig) og kage. Heldigvis var kagestykkerne ikke alt for store men lige tilpas.

Vi havde allerede gået ganske langt på en rigtig rigtig varm dag, så fra kaffehuset blev vi enige om at gå hjem og slappe lidt af sidst på eftermiddagen. Det var tiltrængt og rigtig dejligt at få hvilet fusserne.

Til aftensmad hentede K burgere hos Attaboy!, som ligger lidt længere nede ad gaden – og de var gode! Jeg fik en Hurt Locker (med en meget stærk pebersauce), mens K fik en Small Town burger. Det eneste “problem” med burgerne var, at de faktisk var for store.

Tagged , , , , | 1 Comment