Tag Archives: ferie

Efter en lang dag på Mt-St-Michel var vi enige om, at tirsdag skulle foregå i et langsommere tempo, samt at vi skulle sove til vi vågnede. Som sagt så gjort. Da vi fik øjne og var klar kørte vi mod Caen, for på østsiden af Caen ligger Route du Cidre; ciderruten. At ture lidt rundt og se på ciderproduktion og æbletræer syntes som en god afslappende måde at bruge dagen.

Æbletræer, som er tunge af modne æbler, er et af de mest efterårsagtige syn, og når de så endda står mod en smuk blå himmel, kan man ikke undgå at blive i godt humør.

Vores første stop var i Beuvron en Auge, hvor jeg gik på fotosafari, mens Vibeke læste bog i solen. Beuvron en Auge er en lille idyllisk by på landet med fine gamle huse, æbletræer og små marker.

Byen var meget stille, og der var ikke mange andre mennesker på gaderne end mig, men stemningen var alligevel en, der mindede om sommer på landet.

Vi endte med at besøge bare to cidergårde, og den første var helt klart favoritten. Det var en familievirksomhed, hvor de stadig lavede cider, calvados, pommeau med mere ved håndkraft.

Selvom vi smagte lidt på sagerne, så tømte vi trods alt ikke så mange flasker, som her.

Som flaskerne lå klar, stod de store trækasser også klar. Om de er til at transportere æbler eller færdig cider, skal jeg ikke kunne afgøre, men de nye kasser duftede dejligt af friskt træ.

Ikke alene lavede dette sted lækre drikkevarer, det lå også bedårende og havde mange små fine bygninger, der var meget fotogene.

Udsigten fra cidergården og ud af den lange indkørsel var bestemt heller ikke sløj.

Vi snød hjørner og kørte kun på cirka 1/3 af Route du Cidre. Da vi var kommet sent af sted, var det svært at finde noget frokost. Efter flere forgæves forsøg endte vi på en lille lokal tabac/cafe, hvor Mamman godt kunne lave en skinkesandwich. Det bestilte vi. Til vores store overraskelse strøg Maman ud i køkkenet og lavede en sandwich med noget, der måske var hendes eget morgenbaguette og skinke fra eget køkken. Hun kom ud med det første halve baguette (som altså var til én), og fortalte, at det næste kom – hun havde sendt en i byen efter mere skinke. Det var tydeligt at skinkesandwich ikke lige var normale på menukortet, men hun lavede dem, og de var rigtig gode. Enkle men lækre. Det er sådan en oplevelse, det er sjovt at samle på.

Vi sluttede vores køretur af med et besøg i Carrefour i Caen, hvor vi fik shoppet til de kommende dage, hvor vi godt vidste, at vi ville være ude en del.

Vibeke og jeg var begge opsat på, at vi skulle en tur til Mt-St-Michel; ikke mindst fordi vi var afsted lige omkring jævndøgn, hvor tidevandet er endnu mere vildt end ellers. Vibeke havde hjemmefra tjekket, at tidevandet var på sit højeste omkring klokken 19, så det var jo til at have med at gøre. Søndag aften ville jeg lige kigge lidt på logistikken omkring Mt-St-Michel, fordi jeg var urolig for det med at parkere et sted, hvor tidevandet jævnligt oversvømmer store dele af parkeringsområderne. Jeg slog op på klippeøens officielle hjemmeside blot for at konstatere, at tidevandet flytter sig ret hurtigt i tid: søndag toppede det kl. 1820, mandag 1909, tirsdag 1950, onsdag 2020 og så fremdeles. Da Vibeke og jeg egentlig havde planlagt udflugt til Mt-st-Michel torsdag, kunne jeg godt se, at det ikke rigtig hang sammen. Dels ville det være mørkt, når tidevandet toppede, og dels var der en køretur på 1½-2 timer retur til vores lille franske domicil. Hvis det skulle lade sig gøre, måtte vi altså af sted allerede mandag. Det meddelte jeg Vibeke mandag morgen, og vi blev hurtigt enige om, at det var planen.

Der var laveste vandstand omkring klokken 13, så målet var at være i Mt-St-Michel på det tidspunkt, så vi kunne opleve både lav- og højvande og tilstandene ind imellem. Vores tur til Mt-St-Michel var ganske speciel, da vi blev jaget ud på små smalle veje langt ude på landet, og vi snakkede om, at det gad vi altså ikke, når vi skulle køre hjem omkring klokken 20-22. Men nu var vi jo af sted, og så måtte det gå, som det bedst kunne.

Efter godt 45 minutters kørsel fik vi endelig lov at komme på en motortrafikvej, og så gik turen noget nemmere, indtil vi kørte af tæt på målet. Vi måtte naturligvis stoppe ved den første p-plads, hvorfra vi faktisk kunne se den karakteristiske klippeø. Mt-St-Michel er unægteligt et stærkt karakteristisk sted, som ligger der i det fjerne og minder mere om et buddistisk tempel, end om en klippeø med en klosterkirke på toppen.

Af flere små veje nåede vi omsider frem til diget, der fører til Mt-St-Michel, og vi kørte spændte over det for at finde et sted at parkere den blå golf. Det var egentligt ganske uproblematisk at finde parkeringspladsen, for der var kun ét sted, vi blev vist hen. Vi betalte pænt vores 6€ for at få lov at parkere og så var vi klar.3 Vi noterede os naturligvis at parkeringspladsen, hvor vi holdt, ville blive oversvømmet klokken 18, så inden da skulle vi have flyttet bilen i sikkerhed.

Jeg havde læst i min guidebog, at man skulle regne med at gå på mange trapper, samt at Mt-St-Michel var et af Frankrigs mindst handikap-venlige steder at færdes, så vi var forberedte på, at det ville være noget med at gå opad og på trapper. Jeg tror ikke, at nogen af os havde forberedt os på, hvor mange trapper, vi kom til at gå og og ned ad i løbet af dagen. Heller ikke selvom noget af det første, vi blev konfronteret med, var en mand, der blev båret ud fra Mt-St-Michel på en båre, med iltmasken på mm.

Når trapperne bliver for meget, kan man da heldigvis altid standse og tage et fotografi, så ser det helt naturligt ud, at man står der og puster lidt. Faktisk ville jeg under alle omstændigheder være stoppet ved denne hane, for det man ikke kan se, er, at den faktisk er ret stor. Langt større end man normalt ville forvente en hane var. Men indrømmet: det var svært rart med et lille hvil, inden det igen gik opad.

Mens man bevæger sig opad, har man hele tiden udsigt til den allerøverste top, som man trods alle bestræbelserne aldrig helt kan nå. Heller ikke selvom det føles, som om man når næsten helt derop.

Fra vores opstigning var det muligt at se ned over de parkerede biler og busser, som stort set alle holdt steder, der indenfor få timer ville stå under vand. Vi blev enige om, at det var ganske vanskeligt at forestille sig, hvor anderledes stedet ville se ud senere på dagen.

Da vi syntes, at vi egentlig havde klatret ganske langt op, blev vi konfronteret med, at vi nu skulle bestige endnu en høj trappe, betale 9€ hver og så fortsætte opadstigningen, hvis vi ville se mere af klosteret og kirken. Vi satte os og diskuterede sagerne og kom rimelig hurtigt frem til, at nu var vi der, så måtte vi da betale, hvad det kostede at komme videre op.

Lad det med det samme være sagt: Det var særdeles hårdt arbejde at komme helt op på toppen, og da vi havde nydt udsigten, pustet lidt ud og snakket med en ældre amerikansk dame, som mente, at der bestemt var blevet længere op, siden hun havde været der ti år tidligere, fortsatte vi ind mod kirken. Det første der mødte os var en hjertestarter, og det er ikke overraskende, når man betænker, hvor hård turen var op.

Fra pladsen foran kirken var der en helt fantastisk udsigt over vadehavsområdet, som omgiver klippeøen. Det fremgår tydeligt, at vi var der ved lavvande, for der var sandbanker så langt øjet rakte.

Vi kunne følge, hvordan indtil flere grupper af mennesker bevægede sig over sandet, og vi snakkede om, om de monstro nåede tørskoede i land, inden højvandet begyndte. På et tidspunkt stod det dog klart, at de var på vej mod den lille ø, og jeg kan levende forestille mig, at udsynet er smukt derfra.

Gad vide om dette er en dør til himlen? I hvert fald havde den en smuk himmeblå farve, og den var lige til venstre for hovedindgangen til den store kirke på klippens top.

Selve kirkerummet er meget spartansk indrettet, men arkitekturen er klassisk kirkelig og storslået. En ting, der dog falder i øjnene med det samme, er, at kirkens indre er betroet med svamp. Det tror jeg ikke, jeg har oplevet tidligere, men det passer vældig godt med, hvor fugtigt, der i øvrigt var på hele klippeøen.

Klostergårdens indre ligger som et uventet refugium på toppen, og det er dejligt at se noget grønt og levende, efter at man har kæmpet sig op ad utilgivende stentrapper i hvad føles som meget meget lang tid.

Ja, hvad gør man ikke for det gode billede? Vibeke var i hvert fald villig til at sno sig for at få det helt rigtige billede i kassen. Hvem ved – måske dannede hun præsedens?

Uden at smide mig helt så langt ned fik jeg dette skud af kirkens tårn. Det er klostergangen, der danner den trekantede ramme i toppen. Nok var vi kommet tættere på, men spirret virkede fortsat meget stort og meget langt væk.

Fra en del af klosteret var der denne storslåede udsigt ind mod fastlandet og diget, hvor der stod lidt vand, men hvor biler og busser fortsat trygt kunne parkere ved siden af diget.

Dette store hul var tilsynladende blevet brugt til at trække tungere ting op til klosteret med. Vi overvejede, om det monstro var et munkehjul (at sammenligne med et hamsterhjul), hvor uartige munke som straf blev sat til at træde hjulet rundt.

At tænke sig: Der var faktisk en trappe på Mt-St-Michel, som vi IKKE skulle op eller ned ad, og hvad gør vi så begge to… Vi tager naturligvis billeder af den. Som om vi ikke allerede var udmattede af trapperne.

Efter at have set klosteret blev vi ledt ned igennem en anden del af Mt-St-Michel, og kom ud ganske langt nede. Da vi endnu ikke havde fået frokost, og da bilen stod, hvor der ville blive oversvømmet klokken 18, besluttede vi os for at fortsætte nedad og køre over på fastlandet. Her var det vores intention at spise og eventuelt se tidevandet komme ind. At få frokost viste sig ganske vanskeligt, da vi havde brugt tre timer på turen op og ned ad Mt-St-Michel, og klokken derfor allerede var 16. Men vi fik da en sandwich på et lidt forladt og trist cafeteria. Men hvad angik at se tidevandet, så kunne vi hurtigt konstatere, at det ikke skulle ske fra fastlandet – det var ganske enkelt for langt fra der, hvor tingene ville ske. Vi prøvede at lure, hvordan vi så skulle gribe det an: Kunne vi parkere og gå tilbage til Mt-St-Michel (nej, for der er to kilometer hver vej, og vi var allerede ret trætte i ben og knæ efter de mange timer på trapperne), kunne vi tage en taxa (nix, der var ikke en taxa at se noget sted), kunne vi tage en bus (nej, der gik ingen lokale busser). Vi involverede endda K i problematikken via min smart phone. Han kunne se billeder af biler, der holdt på diget, mens der var højvande. Da vi ikke kunne fatte, hvor folk ellers gjorde af deres biler, besluttede vi at køre  tilbage til Mt-St-Michel og se, om vi mon kunne få hjælp til, hvordan vi skulle se højvande. Som sagt så gjort. Da vi kom frem, stod der en ældre herre og viftede os ned mod den parkeringsplads, hvor vi tidligere havde været parkeret. Der havde vi af gode grunde ikke lyst til at holde, for den ville jo bliver oversvømmet en time, før højvandet nåede sit max. Den ældre herre insisterede dog, men Vibeke fik ud af ham, at parkeringsvagten talte lidt engelsk. Fint fint. Vi kørte ned til ham, og til vores store glæde viste det sig, at vi da bare kunne køre op fra p-pladsen og parkere på diget. Hvem der dog bare havde vidst det fem timer tidligere… Så havde vi ikke behøver flytte bilen, bekymre os om, hvordan vi skulle se højvande mm. Man kan ikke andet end at undre sig over, hvorfor en så relevant oplysning skal være næsten umulig at få fat i… Meget mærkeligt firma. Men vi fik da parkeret bilen og kunne så sætte op ad igen, for vi skulle naturligvis noget op, for at vi syntes, vi ordentligt kunne se tidevandet.

Vi fandt et godt sted at stå, hvor vi havde et bredt udsyn. Vi stod klar de to timer før, som det anbefales, men vi var ikke ret imponerede over, hvad der skete. Vi havde læst, at vandet kom med en fart, der svarer til galopperende heste, men dem så vi ikke meget til.

Sammen med andre nysgerrige stod vi og ventede pænt på, at det mærkelige naturfænomen skulle sætte i gang. Der var da en del mennesker, men egentlig væsentligt færre, end jeg havde forestillet mig, at der ville være.

Lige pludselig skete der noget, og vandet kom fossende henover sandbankerne. Det så virkelig imponerende og næsten vanvittigt ud, og vi tvivlede ikke længere på de galopperende heste.

Det er meget svært med at billeder at illustrere, hvor hurtigt og magtfuldt vandet kom fossende, men der er omkring ti minutter mellem det første og det sidst billede i denne serie, og her ser man, hvordan et ret stort tørområde bliver dækket totalt af havet.

Det var en virkelig fantastisk oplevelse at se vandet komme ind på den måde; at opleve tidevandet for fuld udblæsning. Vi var begge to lidt høje af, at det faktisk havde været den unikke oplevelse, vi havde hørt det beskrevet som. I stedet for at flyve ned i bilen, satte vi os og fik en crepe med udsigt til et område, der fortsat blev mere og mere oversvømmet. Mens vi sad der gik solen langsomt ned og kastede et smukt varmt lys over vadehavsområdet, som nu var fuldt af fugle, der sikkert fik noget godt at spise.

Fra vores udsigtspost kunne vi se, hvordan parkeringspladserne langsomt blev oversvømmet. Alle nåede at fjerne deres biler, og vi mente nok, at golfen kunne have stået tørskoet på parkeringspladsen, men det var alligevel rart at vide, at den stod sikkert på diget. De mente det faktisk, når de sagde, at tidevandet var på vej – der var udkald indtil flere gange om, at man skulle få fjernet sin bil i en fart.

På vej ned til bilen spottede vi, at den gangbro, der havde gået henover en grussti, nu havde en reel funktion, for den var blevet til en bro over vandet.

Kirketårnet fortabte sig langsomt i det fjerne, jo længere ned vi bevægede os. Efter en dag med en del skyer var vi så heldige, at aftenen bød på blå himmel, hvilket ikke gjorde dagen det mindste ringere.

Vi styrede resolut ned mod den indgang, vi var kommet ind ad to gange tidligere, og til vores meget store overraskelse var vi fanget af tidevandet. Vi nåede begge kort at tænke: “Shit, er vi fanget – var der noget, vi havde misset om, at man også skulle skynde sig ned på diget inde fra selve området?”.

Nå, men hjem det skulle vi jo, så jeg smed mine fine lædersko og mine strømper, hejste op i bukserne og af sted. Vibeke valgte bare at træde ud i vandet med gummisko og cowboybukser på. Vi grinede meget, og var svært tilfredse med at have oplevet tidevandet på helt tæt hold. Ingen af os skænkede det en tanke, at naturligvis kunne vi være kommet ud af området tørskoede og uden at vade gennem vandet, og faktisk var vi enige om, at vi bestemt ikke ville have været vores lille udflugt foruden. Alle andre gik “den rigtige vej” ud, men vi gik helt sikkert den mest interessante vej.

Vel oppe på diget havde vi mulighed for fortsat at nyde den betagende solnedgang, som vi var så heldige at slutte vores lange besøg på Mt-St-Michel af med.

Den så karakteristiske klippeø er virkelig dragende for øjet, og jeg vendte mig om flere gange for at se den komme mere og mere på afstand i den glødende solnedgang.

Vi fik et sidste glimt af Mt-St-Michel, som vi kørte hjemad.

Og undgik vi så de 45 minutters tur af snørklede småveje på vej hjem? Nej da – det havde jo været alt alt for nemt…