Tag Archives: familie

Ulvaskog og af sted til Bornholm

Onsdag var rejsedag for os, men vi skulle ikke med færgen fra Ystad før klokken 18, så vi havde tid om formiddagen til at gå en tur op til Ulvaskog og kigge på de heste, vi havde set blive transporteret derop i løbet af tirsdagen.

Alma var så heldig, at hun fik et lift i trækvognen. Og hun var ikke alene: K havde fundet Almas bamse bag vores seng, da vi pakkede sammen, og den skulle selvfølgelig med på tur. Den havde en meget fornem plads på maven af Alma, og jeg tror, at de to hyggede sig gevaldigt.

Vi havde endnu en gang vidunderligt vejr, og så tager alting sig endnu finere ud. Men man må jo give svenskerne, at deres kulturlandskab er meget bedårende: Stendiger er bare smukkere end pigtråd og plankeværk.

Så grimme som nogle huse er i Sverige, så har de fat i den lange ende med træbygninger i svenskrød og hvid – det er et godt og klassisk mix. Og i solskin og med blå himmel bliver de kun endnu finere.

De tre hingste, der gik sammen på marken, havde visse issues, de skulle arbejde igennem, så der blev sparket ud, nappet og skidt på hinandens hestepærer. Alt sammen meget modent… Alma og Sus var dog succesfulde i at hilse på hestene, og især da blåbærkiksepakken blev brugt som lokkemiddel.

Untitled-1

Fra Tikaskruv kørte vi op omkring outlettet i Kosta for lige at kigge på et par sko til mig… Og så gik vi derfra med to par sko pr. mand. Jeg tror aldrig, at vi har haft så mange sko med på en ferie. For mig var de vigtigste sko mine nye polecat træningssko, som jeg allerede samme aften havde på på en aftentur ved vandet på Bornholm, og det endda helt uden at noget gjorde ondt nogen steder. Succes.

Turen til Bornholm forløb helt roligt, og i år lykkedes det ikke Bertram & Chr. at bilde mig ind, at det ville komme til at gynge helt vildt. I stedet sad vi sammen og spiste aftensmad, som Heidi havde stået for og nød, at det tilsyneladende ikke skulle være regnvejr på Bornholm.

Tagged , , , | Leave a comment

Gråvejr og pandekagefest

Tirsdag tog vi turen rundt ad U-vejen i så skiftende vejr, at man kunne tro, at det var april og ikke maj: Vi havde solskin, så let regn, mere solskin og så en byge og tilbage til fint vejr.

Vi kom forbi indtil flere udkigstårne, og vi var alle sammen lige oppe og kigge ud over landskabet. K var endda oppe og sidde og trone; det så meget mageligt ud, men desværre så han hverken elge eller vildsvin.

Tilbage igen var der pandekagefest på programmet, men for at nå så langt som til festlighederne, måtte der jo dækkes op og steges pandekager. Alma var rigtig god til at vente i år, selvom hun flere gange bankede på døren for at høre, om jeg var færdig. Ikke på noget tidspunkt kom hun dog ud i køkkenet eller forsøgte at kigge ind af vinduerne – godt gået, Alma.

Jeg havde købt balloner i Belgien, som skulle have været en del af dekorationen, men da de var pustet op lugtede de simpelthen rædsomt, at jeg ikke kunne have fundet på at lade dem blive i køkkenet. Så de røg udenfor, og K punkterede dem, inden Alma nåede at opdage dem. Adr!

Heldigvis havde K og jeg købt nogle serpentiner, og de lugtede ikke, men var perfekte som festudsmykning. Særligt fik Almas stol en god omgang af de fine papirstrimler.

Ingen pandekagefest uden pandekager naturligvis, men der skal også lidt mere til, så der var også is, varm kakao og flødeskum, sukker og citron samt blåbærsylt. Det er en super hyggelig tradition med pandekagefesterne, når jeg nu alligevel er pandekagebageren 😉

Og hende her hun kan altså godt lide pandekager – også selvom hun ikke kan spise så mange. Til gengæld var hun ikke begejstret for chokoladeisen, men den kan da heldigvis spares væk en anden gang… Men måske vil det ikke passe de tre voksne, der spiste chokoladeis.

Tagged , , , | Leave a comment

Karlskrona

Esben havde foreslået, at vi kørte en tur til Karlskrona, og det var vi naturligvis med på. Byen er på UNESCOs verdensarvsliste, og det er med god grund, for det er en fin og spændende by med en vigtig historie.

På havnen stod dette skilt (som desværre var noget nasset), hvor man kunne se på hvilke dage, der blev salutteret i Karlskrona: Kongen fødsels- og navnedag, dronningens fødsels- og navnedag og kronprissessens fødselsdag samt Sveriges nationaldag. Jeg synes, det var ret sjovt at skiltet var udstyret med en kanon i silhouette.

Vi var også så heldige, at et eller andet militært stykke sejlfartøj satte i gang, mens vi stod og kiggede ud igennem havnen. Hvad der er for et fartøj ved jeg ikke, men det lavede en del røg, mens det søgte ud på havet.

Vi startede med at parkere i nærheden af byens maritime museum, men vi blev afledt af en ret funky rutsjebane, som Alma naturligvis gerne ville se nærmere på.

Og sådan gik det til at både Esben og Alma var med til at rense øre på et gigantisk hoved på havnen i Karlskrona… En noget uventet udvikling.

Fra rutsjebanen gik vi så på Marin Museum, og det var en god oplevelse: Selve huset er smukt og udstillingen er interessant og tilgængelig. Det er bestemt et museum, der er et besøg værd.

Der var mange modelskibe fra 1700-tallet, og de fleste af dem var faktisk arbejdsmodeller til konstruktion af reelle skibe. Ingen af os havde tidligere overvejet, at man lavede en miniaturemodel af et skib, inden man byggede det, så det var rigtig interessant at se dem.

Der var gjort meget ud af formidlingen på museet, og det er altid en fed oplevelse. Dette diorama i naturlig størrelse gjorde det meget klart, hvor klemt der har været ombord på et kanonskib. Det må have været et skrækkeligt sted at ende…

Rent æstetisk tror jeg, at mit favoritrum på museet var det store “drivhus”, som var fyldt med galionsfigurer. Der var masser af lys i rummet, og de store figurer var virkelig overvældende – og så var det smukt at man kunne se lige ud i den svenske skærgård indefra.

Alma havde en mindre nedsmeltning, så hun og Sus gik retur til rutsjebanen, mens Esben, K og jeg gik ud og kiggede på museets tre full size skibe samt området omkring museet. Jeg var ret vild med, at museet havde egne redningskranse.

Naturligvis blev medicinhistorikeren i mig begejstret for at se dette lille disinfektionshus, som har stået på sin plads siden 1889, og som var en del af Sveriges første kolera- og epidemihospital. Huset stod ikke overraskende isoleret fra andre bygninger for at mindske smitterisikoen, og det indeholdt ikke alene sygestuer men også lighus og kremeringsovn. Det har været barske tider.

Fra museet gik vi igennem Karlskrona og kiggede på den smukke, velplanlagte by. Frederikskyrkan blev påbegyndt i 1720, men den stod først færdig 24 år senere. Sammen med Trefaldighetskyrkan (som findes få hundrede meter væk) regnes Frederikskyrkan som nogle af Sveriges fremmeste eksempler på klassisk barok.

Det var tid til frokost, og vi valgte mere eller mindre tilfældigt Restaurang Michelangelo, hvilket viste sig at have været et rigtig godt valg. Vi bestilte fem gange af dagens fiskeret, som var en delikat og frisk rødspættefilet med lækre grøntsager mm. For 89 skr fik vi en lille tomatsuppe til forret, hovedretten, noget at drikke til maden samt en kop the/kaffe. Og så var det endda lækker mad.

Efter frokost var der – blandt udvalgte medlemmer af selskabet – en stærk trang til is, og vi havde passeret Glassiären på torvet omkring Frederikskyrkan, så der gik vi op. K blev også fristet af de forskellige slags is, så han fik to kugler… eller noget i retningen af 1 liter is! Det var i hvert fald gigantiske vafler. Den øverste smag var damsugare (på dansk hedder de vidst træstammer), og den smagte fuldstændig af det, den sagde, den gjorde. Slet ikke tosset. Men der var bare alt alt for meget is; det havde været sjovere at kunne smage. Men så må man jo vende retur til Karlskrona en anden gang og dele en is…

Da Esben nævnte Karlskrona, gik K fluks i gang med at researche mulighederne i byen, og en af dem viste sig at være, at man kunne sejle med en lille færge til Aspö i den svenske skærgård. Ydermere viste det sig også, at færgen indgår i den svenske offentlige infrastruktur, og derfor var det gratis at tage færgen. Alt i alt var det for fristende for os, så efter frokost og is samlede vi os i en bil og kørte ombord på færgen for at tage den godt 25 minutter lange tur i skærgården.

Vel ombord på færgen måtte vi naturligvis alle sammen ud og kigge os omkring og se ud på skærgården. Det var fint og stille vejr, så der var ingen problemer med bølger eller den slags uhyrligheder.

Alma havde – meget proffesionelt – medbragt sin kikkert, som hun brugte til at holde øje med havet omkring os.

Færgen havde masser af plads til passagerer, der var gået ombord, og kupeen mindede lidt om et gammelt s-tog. Det er svært at forestille sig, at man dagligt er afhængig af en 25 minutter lang sejltur for at komme i skole eller på arbejde – og så endnu en for at komme hjem igen.

Udsigten ind over Karlskrona var rigtig fin fra færgen, og vi havde førsteparket til det hele, da vi var de eneste, der følte trang til at stå og spejde ind over byen.

Vi var så heldige, at vejret kun blev bedre, som vi sejlede ud i skærgården, så vi fik fuld valuta – for svenskernes skattepenge… Hmm. Selvom det bare var en lille smagsprøve på skærgården, så kan jeg godt forstå, hvorfor skærgården er et populært sejlområde, for der er smukt.

Vi ville se Drottningskärs kastell, som ligger på Aspö, når vi nu havde mulighed for det. Ikke alene var vejret blevet fuldstændig fantastisk: Vi havde også stedet for os selv, og det er jo ikke tit, man kan sige det.

Drottningskärs kastell blev opført i slutningen af 1600-tallet, da man valgte at henlægge den svenske flåde til Karlskrona. Drottningskärs kastell er opført, så man kunne have kanoner i tre lag, 44 styk i alt, som kunne beskyde fjenden, hvis han skulle nærme sig Karlskrona.

Stedet var indtil 1820’erne Karlskrona-områdets primære fæstning, hvorefter dens rolle blev stadigt mindre, indtil man i 1870’erne afrustede kastellet for endeligt at lade det falde ud af forsvarsværket i 1895.

I forbindelse med 1. verdenskrig genoplivede man Drottningskär, da man havde brug for et provisorisk kystartelleribatteri til tre 12 cm kanoner. Man flyttede først kanonerne til et andet sted på øen i 1928-29.

Til trods for at der ikke var andre end os på Drottningskär var der adgang til gårdanlægget og til de befæstede murer, og det var en rigtig sjov oplevelse sådan at have hele stedet for os selv.

Jeg var ikke umiddelbart begejstret for det lille røde træhus, der stod inde midt i gårdanlægget, indtil Esben og Sus fortalte, at de havde set, hvorfor huset stod der: Det var der den øverstbefalende boede med sin familie. Så giver det jo mere mere mening, end hvis det var sat op, fordi man skulle bruge et sted til en cafe.

Som sagt var der fri adgang til murerne, og der var ikke nogen tvivl om, at man havde gjort, hvad man kunne for at gøre opmærksom på, at der var risiko for, at man kunne falde ned fra dem. Der var skilte alle vegne, og de var ret dramatiske, som det ses på billederne.

Det kan godt ske, at man officielt har afvæbnet Drottningskär, og jeg ved heller ikke, om myndighederne er klar over det, men denne kanon kan bruges til at nedkæmpe farlige drager, der kommer ind udefra havet.

Med mængden af drager, der var på havet på denne helt almindelige mandag, var det heldigt, at vi havde denne handlekraftige frøken med. Alma sørgede nemlig for at holde udkig efter og skyde drager, inden de nåede indtil os. Pyha!

Udsigten fra Drottningkärs murer var absolut ikke ringe, og den forklarer til fulde, hvorfor man anlagde et forsvarsværk netop her: Man kunne se langt og bredt omkring. På en lun forårsdag med blå himmel så alting nu meget fredligt ud (dragerne var jo heldigvis drevet på flugt).

Denne mægtige herrer indtog stolt murerne, og jeg ved ikke, om han forestillede sig, at han var øverstkommanderende i starten af 1700-tallet?

Jo, jo, jeg var der også. Det er et selfie, for jeg kunne ikke finde de andre, da jeg tog billedet. Tænk, at fem mennesker alene på et mindre befæstningsværk kan blive væk fra hinanden. Det varede heldigvis ikke ret lang tid.

Der var områder af kastellet, man ikke måtte betræde, og de var lukket af med en ret seriøs hængelås. På det første billede kan det være svært at se præcis hvor stor, den var, så derfor er min hånd indsat som størrelsesangiver på billede #2.

Karlskrona og Aspö var alletiders som en dagsudflugt fra Tikaskruv, og jeg kunne sagtens tage derned en anden gang. Måske med cykler i bilen, så man kunne cykle rundt på Aspö og se mere af den lille ø i skærgården? Det tror jeg, at vi må overveje næste gang, vi er i Tika.

Tagged , , , , | Leave a comment

Lövsjö ängar

Efter at have studeret vejrudsigter og grundigt overvejet, hvilke dag vi skulle tage hvilken tur, blev vi enige om at gøre Lövsjö ängar søndag inden frokost, selvom vejret ikke var fabelagtigt, da vi satte af sted. Lövsjö ängar er et bedårende naturreservat, som ligger i fin gåafstand fra Lenes hus i Tikaskruv, og det kan godt undre mig lidt, at jeg faktisk aldrig har været der før – men engang skal jo være den første.

Det havde tydeligt været særdeles vådt og i en periode, men Alma synes, det var en alletiders fest, at der var dybe vandpytter, man kunne pjaske i. Faktisk dannede denne vandpyt præcedens for forventningerne til turens øvrige vandpytter.

Lige udenfor naturreservatet gik der en lille flok nysgerrige køer, som ikke rigtig vidste, hvad de synes om – og vi vidste vist heller ikke helt præcist, hvad vi syntes om dem. K, Esben og jeg sendte den gravide kvinde og den 4-årige pige i fronten mod køerne kun armeret med lyse stemmer og en enkelt pind.

Vi fandt et par geocacher i Lövsjö ängar, men desværre havde der været andre pirater i området, så Alma var ikke rigtig tilfreds med udbyttet af skattejagten. Så gælder det jo om at tale det op, at hun fandt skatten.

Inden vi nåede at standse blomsterplukkeriet (det er jo trods alt et naturreservat) havde Alma plukket fine blomster til os. Jeg tillod mig at nappe et billede og så lade blomsterne ligge inden for reservatets område.

Vi tog en kiksepause, og mens Alma guffede blåbærkiks blev det så lunt, at man kunne smide jakkerne og nyde lidt solskin. Men fra højre trak der en ret sort sky hen mod os, så vi brød op og begav os retur igen. Heldigvis blev vi ikke fanget af regnen på returturen.

Der er ikke billedbeviser, men vi var så heldige, at der gik to traner på marken til højre for huset, og de var der faktisk hver dag. Men endnu bedre var der søndag og mandag aften også besøg fra en elg på marken til venstre for huset. Selv Alma måtte hives op af sengen, så hun kunne se elgen. Det er længe siden, vi har set elge i Tika, så vi var svært begejstrede alle sammen.

Tagged , , , | Leave a comment