Tag Archives: England

UK Tour 2013: Bonn – Margate via Canterbury


Det er fem år siden, vi sidst var i England på sommerferie og siden har jeg ævlet om, hvor fantastisk jeg synes det var. Og i år blev det så endelig tid til at vende tilbage til UK. Vi havde bestilt færge fra Calais til Dover klokken 9, så vi skulle ret tidligt af sted, for at være sikre på at nå færgen. Faktisk stillede vi væggeurene (og rigeligt af dem) til klokken 03.00. Desværre holdt jeg kun til klokken 02.00, så da K stod op klokken tre, havde jeg været i bad, tømt opvaskeren, pakket de sidste ting sammen og var i gang med at læse Ikea-kataloget… Heldigvis betød det, at vi sad i bilen klar til afgang klokken 03:30!

Bortset fra nogle stop på tankstationer langs motorvejen, stoppede vi først i Calais, hvor vi var fremme godt 40 minutter før, vi skulle checke in til færgen – lige tids nok til at finde en fransk boulanger og få lidt morgenmad. Vi nåede simpelthen at spise morgenmad med Borgerne i Calais.


Roudin-statuen står lige foran Calais’ pompøse rådhus, som vi derfor også nåede at besigtige – omend kun udefra – inden vi kørte mod færgelejet. Efter en lille detour ind omkring godstrafikkens told område, fandt vi frem paskontrol og blev checket in på færgen.


Mens vi holdt og ventede på at komme ombord, afslørede K endnu en gang, hvor super gennemtænkt hans ferieplanlægning er: På indersiden af solskærmen i føresiden sidder en post-it, hvorpå de engelske fartbegrænsninger (som er angivet i miles) er oversat til tal vores tyske bil forstår. Godt tænkt, K!


Bortset fra at der var væsentligt flere mennesker med færgen denne gang, så gik turen over kanalen hurtigt og nemt. Så hurtigt, at tiden var gået en time tilbage, da vi ankom i Dover… Inden vi blev lukket ned i bilerne igen, nåede vi ud og se på de så berømte hvide klipper ved Dover.


Planen for vores første dag i England var, at vi ville køre til Canterbury for at se byens katedral – og naturligvis også kigge lidt nærmere på selve Canterbury. Som sagt, så gjort. Det føltes som om, det var gået meget hurtigt med at ”komme på ferie”: Omkring klokken 10.30 lokal tid var vi klar til at indtage Canterbury! Det hjælper, når man tager hjemme fra klokken 03.30. Vores franske morgenmad (som havde bestået af et par croissanter) var så småt ved at fordufte, så vi besluttede at finde et sted og spise noget brunch. Valget faldt på Mrs. Jones’ Kitchen, som så hyggeligt og velbesøgt ud. Det var et udmærket valg, og vi nød vores traditional English breakfast med en inger beer (for Ks vedkommende) og en kande the, mens vi fik fundet ferie-moodet frem for alvor.


Naturligvis var det primære formål med at komme til Canterbury at se katedralen, men den skulle vise sig at ligge bedre gemt, end man ville forvente. Det ledte os til at trisse igennem shoppinggaderne, og ind i flere af butikkerne, før vi endelig kom på rette spor og spottede Bell Harry Tower over husenes tage.


Canterbury Cathedral ligger i et område, som er afgrænset dels af huse og dels af en gigantisk port med to tårne. Porten er et tidligt Tudor-bygværk, og formentlig rejst som mindre for Henry VIII’s ældre bror, Arthur, som døde som blot 16-årig (og flinkt ”efterlod” sin unge enke til sin lillebror…).


Når man er kommet indenfor porten åbner der sig et lækkert grønt område i vis midten katedralen rejser sig sandfarvet mod himlen. Det er ganske spektakulært og ved eftertanke er det et smukkere udtryk for den store kirke, end hvis den havde ligget midt på en plads, som så mange af Europas katedraler gør det. Her får den virkelig lov til at være i centrum, og kan bruge alt det plads, den kræver for rigtigt at blive set. Bagsiden af medaljen er så, at det er rigtig vanskeligt at komme på afstand af kirken, så man kan få den med i ét foto…


Vi havde købt en guide til katedralen, og den opfordrede indirekte til, at man så det indre af katedralen, før man fordybede sig i det ydre, og vi parerede ordre. Lige inden man går ind i kirken, bliver man mindet om, at Canterbury har været (og fortsat er) et mål for religiøse pilgrimme. Canterbury Cathedrals hjemmeside har en fin virtual tour af kirken, som særligt nysgerrige læsere måske kunne have glæde af at se.


Næsten lige indenfor finder man the West Window, som rummer portrætter af 13 af Jesus’ forfædre samt otte engelske konger. Det særligt spektakulære ved vinduet er, at de 13 portrætter stammer fra det 12. århundrede – samt at Adam Delving glasset fra 1176 er en af Englands ældste blyindfattede ruder.


Ved siden af prædikestolen finder man kompasrosen; et symbol for den verdensomspændende anglikanske kirke med Canterbury som højsædet. Den græske inskriptionen på er et citat fra Johannes 8:32: “[…] sandheden skal gøre jer fri”.

Selve kirkerummet er lige så stort, som man forestiller sig, når man står udenfor kirken. Men samtidig er det også meget lyst, fordi væggene er hvide, og der er ikke ret meget tung kunst eller væghæng af anden art. Det er faktisk et meget indbydende rum at træde ind i.

Jeg synes altid, at ens øjne bliver hevet op i loftet på kirker – måske fordi det er så høje konstruktioner, at man ønsker at se, hvor de ender? Eller måske er det netop tanken i en kirke, at man skal se opad? Hvem ved? Loftet i Canterbury Cathedral er bestemt værd at kigge på, selvom det er relativt enkelt og ikke voldsomt udsmykket.

En af de helt centrale årsager til at kirken er et mål for pilgrimme, knytter sig til den tidligere ærkebiskop Thomas Becket. Becket var ærkebiskop i Canterbury i perioden 1162-70, og han var mere eller mindre i konflikt med kongen i hele perioden. I 1170 spidsedes denne konflikt til, og kongen citeres jævnligt for at have udtalt disse ord: “Will no one rid me of this turbulent priest?”. Hvad end kongen reelt har sagt, så ansporede hans ord tre loyale følgere til at overmande og på brutal vis myrde Thomas Becket i Canterbury Cathedral den 29. december 1170. Og netop det sted, hvor det voldsomme mord fandt sted, har siden da været et helligt sted for pilgrimme.

Der hvor kirkens middelalderlige alter stod, som også var der Thomas Becket blev myrdet, står nu den moderne installation “Altar of the Sword’s Point”, som referer til den overlevering at en af modernes sværd knækkede spidsen på kirkens sten. På dette sted mødtes pave Johannes Paul II med ærkebiskoppen i Canterbury i 1989, hvilket var første gang en pave havde været i England!

Kirken bærer på mange måder præg af, at den har været et mål for pilgrimme og andre nysgerrige i århundreder, og således er det ikke få steder, man finder grafitti på søjlerne i kirken. Der er bare noget mere idyllisk over grafitti, som er ridset ind i søjler end det, der er sprayet skødesløst på et s-tog…

Når man står på trapperne cirka i midten af kirkerummet, kan man kigge op i Bell Harry Towers imponerende hvælvede loft. Klokkentårnet blev færdiggjort i 1503, og det er udsmykket med våbenskål fra de primære økonomiske støtter bag tårnets opførelse. Det var en lidt klam fornemmelse at stå på et trappetrin, og så læne sig så langt tilbage som muligt for at tage billedet – jeg kan varmt anbefale at have et menneske, man stoler ubetinget på, stående bag sig!

På vej ud igen faldt K i staver over de særdeles dramatiske og maleriske beskrivelser på et par af mindestenene i kirken. Tænk, at vi står flere hundrede år senere og er fascinerede af, at Frederick Mackeson døde af et sår, som han blev tildelt af en “Mahometan fanatic” – det er da ret voldsom kost på en mindesten…

Se, bare hvor forskrækket ham Kristian blev, da han læste på mindestenene… Goof ball!

Vel ude af kirken igen var det tid til at tage den udvendige del af turen, og vi blev ret overraskede over, hvor stort anlægget omkring kirken var. Man fornemmer klart, at det har været en katedral med et aktivt munkekloster tilknyttet. The West Front er den entre til kirken, som ærkebiskoppen bruger til jul og andre ceremonielt signifikante begivenheder. De to tårne ligner umiddelbart hinanden, men de er faktisk bygget med 400 års mellemrum. Tårnet tættest på i billedet, the Oxford Tower, er det ældste og stammer fra 1434. Det rummer kirkens 14 mindre klokker, mens det yngre tårn, the Arundel Tower, rummer 5 mindre og en meget stor (3185kg tung) klokke. Dette tårn er fra 1832 og det erstattede et tårn fra 1070.

Vi opdagede en særlig ting ved byggestilen i denne del af England: Murværket består i altovervejende grad af flintesten, og mange af dem er slået til, så man kan se den blanke flint. Det en ret smuk detalje.

The Great Cloister omkranser et lille stykke grønt – som man så ofte ser det i klostrer. Det er et herligt stille sted, hvor der må have været plads til at tænke dybe tanker.

Klostergangenes loft er udsmykket med en masse senmiddelalderlige våbenskjold. Gad vide om velhaverfamilier kunne betale sig fra at være repræsenteret her og opnå fordele i efterlivet?

Som tilfældet var i kirken, så er klostergangene rigt udsmykket med grafitti og spil fra middelalderen! Her er der altså ikke tale om pilgrimme, der har villet markere, at de var der, men snarere om munke, der har fået timerne til at gå. Interessant.

I klostergangen stod der en mad- og en vandskål og denne planche, som fortæller om stedets kat, Laptop. Vi mødte desværre ikke Laptop nogen steder, men det er da lidt hyggeligt, at han bor der til daglig.

Næste stop var the Chapter House, som var et kæmpe stort og relativt sparsomt indrettet rum. Her startede munkenes hverdag med at klosterforstanderen læste et kapitel (Chapter, deraf navnet) af St. Benedict ordens regler højt.

Det virkelig særlige ved the Chapter House er det gigantiske hvælvede loft. Det er fra omkring 1400, udført i irsk eg og et eksempel på typisk sen engelsk gotik. Det var voldsomt imponerende og fantastisk, at det er lavet i træværk alt sammen.

Foran klosterområdets bibliotek var der en lille have samt et græsplæneområde, hvor klosterets vandtårn blandt andet var at finde. Men for os var det særlig fint, at det engelske flag vejrede lige over de nærliggende huse – meget fin reminder om, hvor vi befandt os på vores første feriedag.

Klosterhavens roser var fortsat i fuld flor, og denne gule sag fangede mit blik med det samme – den duftede skønt og skreg på at blive fotograferet sådan helt tæt på.

Jeg elsker, når steder vi færdes bærer præg af de mange hundrede års brug, de har været udsat for. Det er som om, man kan høre de fodtrin, der har slidt dekanens trapper så meget, at de har måttet fyldes ud med cement. Tænk, hvor mange fodtrin, der skal til for at slide sten på den måde…

Disse romanske buer var oprindeligt en del af munkenes klinik, men som nu blot er pittoreske ruiner.

Når man ser Bell Harry Tower udefra, er det faktisk ikke til at se, at det indeholder et stort hvælvet og smukt udsmykket loft.

De to små buede apsider på St. Anselm “markerer” overgangen mellem den kirke Thomas Becket ville have kendt, og de nyere tilbygninger.

Inden vi forlod katedralområdet, måtte vi nappe et af vores efterhånden traditionelle ferie-selfies. Muligvis ikke de kønneste billeder, men vi er da begge to på et billede – og man kan også se, hvor vi var henne.

Vi gik inden omkring Marks & Spencer og købte lidt forskelligt lækkert til aftensmad, og så kørte vi til vores hotel for natten. Vi overnattede på The Knot, og det bedste man kan sige om det sted er, at det havde store badehåndklæder… Sengen var håbløs, vi havde fået et værelse ud til gaden lige under den eneste gadelampe foran pubben og lige der hvor rygerne stod hele aftenen… Alletiders! Nå, men for en nat så gik det jo heldigvis.

I stedet for at sidde på vores værelse hele eftermiddagen og aftenen (på den umulige bløde seng) kørte vi ud i det blå. Da vi overnattede få hundrede meter fra vandet, var det oplagt at køre langs kysten. Vi stoppede og kiggede ud og det store blå, og i det fjerne kunne man ane, hvad der virkelig kan kaldes en vindmøllepark. Der var række efter række af store hvide møller – jeg synes faktisk, det ser smukt ud.

I Ramsgate var vi så heldige, at Frank Thomas Hooks hustru for fyrre år siden, havde sat en bænk op i Franks minde. Her sad vi en halv times tid og nød det milde sensommervejr og duften og lyden af havet, før vi kørte videre.

Vi ville egentlig have picnicket et sted i det fri, men inden vi fandt et sted, var det faktisk blevet for koldt. Et af de steder, vi overvejede, var ved romernes landgangssted i England. Desværre ankom vi lige som stedet lukkede, og vi var usikre på, om vi ville blive lukket inde på en parkeringsplads, hvis vi “camperede” på stedets p-plads. Så vi nøjedes med at kigge og så køre videre. Vi endte med at spise vores aftensmad i sengen på pubben, og det virkede da heldigvis. Jeg gik omkuld efter at have været vågen i mere end 20 timer, og sov da nogenlunde men ikke længe. Heldigt, at første feriedag havde været en skøn dag – jeg holder meget af at rejse med K; sådan er det altså bare!

 

Tagged , , , | 1 Comment

Solnedgang over Dover

Vores tur hjem fra London blev lidt lang, fordi vi shoppede og geocachede undervejs. En af de cacher vi fandt lå på de hvide klipper i Dover, og vi var der lige ved solnedgang. Der var et fantastisk lys på det tidspunkt.

Nu har vi altså ikke alene set the White Cliffs of Dover, vi har også betrådt dem. Vi er langt fra færdige med at rejse i England. Turen til London har ikke afskrækket os fra selv at køre til England, så vi går videre med sommerferieplanerne.

Tagged , , | 3 Comments

Book of the Dead

Billedet lånt hos British Museum.

Lørdag bød på en tur på British Museum for Ljud, K og jeg. Min mor havde set, at der den 4. november var åbent ny særudstilling på British Museum: Ancient Egyptian Book of the Dead. Udstillingen var virkelig spændende, fordi den gik til det ægyptiske stof på en anden måde, end mange mere traditionelle ægyptologiske udstillinger. I stedet for at beskæftige sig med “hvordan et mumie?” stillede den spørgsmålet “hvorfor et mumie?”. De ægyptiske døderuller var fyldt med magiske formularer, der skulle hjælpe den afdøde gennem det evige efterliv på bedst tænkelige vis. De sarte papyrusruller var fabelagtigt smukke og imponerende godt bevarede. Men det allermest fascinerende var indsigten i en forestillingsverden, der er væsensforskellig fra den vi færdes i til dagligt. Virkelig spændende. Udstillingen kan kun anbefales.

Kristian og jeg smuttede lige ind forbi Rosettastenen for at se det “dokument”, der gør, at vi nu har mulighed for at læse hieroglyfferne. Det er nu fascinerende – og selv efter mange besøg på British Museum er det faktisk første gang, jeg ser Rosettastenen.

Det er da helt fabelagtigt!

Noget af det jeg altid bliver fascineret af ved besøg på British Museum er Norman Fosters fabelagtige “tilbygning”, som på allersmukkeste vis kombinerer de gamle fine bygninger med moderne tider. Der er ikke så meget at sige om dette bygningsværk andet end at det er fuldstændig berusende, og jeg synes, at du skal opsøge det, hvis du er i London.

Mix af fortid og nutid.

Det er simpelthen så smukt.

Tagged , | Leave a comment

London og Top Gear Live

Fredag var så dagen, hvor Ljud, Kenneth, Kristian og jeg skulle ind og se Top Gear Live. Showet blev afholdt i forbindelse med en mindre bilmesse i Earl’s Court. Der var åbent 12-22, men vi blev enige om at vente med at komme senere end klokken 12. Det betød, at vi havde formiddagen og en god del af eftermiddagen til at kigge på byen.

John Lewis dressed to the nines.

Vi startede med en gåtur til den “nærmeste” Marks & Spencers, som viste sig kun at være en Foods Marks & Spencers, så vi tog en bus ind til Marble Arch. Vi kiggede på butikker og spiste en sandwich hos Pret a Manger. Derefter splittede vi op fra Ljud & Kenneth. K og jeg shoppede rundt på Oxford Street. Vi kiggede på juleoppyntningen af flere af de store butikker, og vi var enige om, at John Lewis tog prisen for fineste pynt. Måske ikke vildt julet, men meget effektivt og smukt.

Jep, Starbucks har sågar espressokrus i juleudgaven.

Når man shopper, skal man jo ind imellem have en pause, og det blev hos Starbucks. De har fået årets julekrus, som desværre ikke er så spændende. Men deres engangsjulekrus er som altid fine. Efter en god omgang shopperi (dog kiggede vi mere, end vi købte, hvilket er noget nyt for os) var det tid til at vende næsen mod hotellet, så vi kunne komme af med vores nyindkøbte sokker og lidt andet.

En noget våd Kristian indtager “vores” lounge.

K og jeg besluttede – lidt overmodigt skulle det vise sig – at vi da godt kunne gå fra hotellet til Earl’s Court, hvor Top Gear Live skulle finde sted. Der er godt 1½ km, så det skulle jo være ok (hvis man ser bort fra, at vi havde været på fødderne i syv timer allere)… Bortset fra, at det begyndte at regne, da vi var under halvvejs… Nå, men vi kom da frem – lidt våde men klar til aftenens ballade.

Vores Posh Nosh middag.

Vi nussede lidt rundt på messen, men blev hurtigt enige om, at vi ville gå op og spise den middag, der var med i prisen på vores billet. Der var fire meget engelske valgmuligheder på menuen. K viste sig at være pjattet med engelsk ærtemos; der kan man bare se. Desværre skal han nok ikke regne med at se meget til det hjemme i Bonn ;o)

Så er vi klar!

Inden længe var det på tide at finde vores pladser i den store sal. Vi var glade for, at vi ikke var to meter høje, for der var godt nok ikke meget benplads. Det glemte man dog heldigvis, da først shower var skudt i gang.

Live-reklame for Skodas .

Det var egentlig en ret skæg ide: der var live-reklamer for Skoda, Citroen og Shell inden showet startede. Så kan jeg altså godt holde ud at se reklamer. Ovenstående ses live-udgaven af denne Skoda-reklame. Selvom I ikke kan se live-udgaven, som virkelig var herlig, så vil jeg faktisk anbefale jer at se reklamen. Den er ret sød, og det er aldeles sjældent, jeg bryder mig om reklamer – faktisk lægger jeg sjældent mærke til dem.

Præsentation af den nye Stig.

For dem af jer der kender Top Gear vil The Stig ikke være ukendt. Henover sommeren slap The Stigs ellers totalt hemmelige identitet tilsyneladende ud. Det betyder naturligvis, at programmet må have en ny tam racerkører. Han blev præsenteret til Top Gear Live, og her kan han ses.

D’herrer.

Top Gear er et bilprogram, men en stor del af det, der gør programmet specielt, er kemien mellem de tre værter: Jeremy Clarkson, Richard Hammond og James May. De var naturligvis alle tre på scenen, og de er altså sjove – men vi følte os næsten overdressed i sammenligning :o)

James Mays opvaskemaskinebil.

En portion af showet gik ud på, at de tre værter hver havde bygget en bil af hårde hvidevarer, som de skulle køre race i. James Mays vaskemaskinebil var virkelig storartet. Den kunne – ja ja følg med på joken – køre 20 minutter, hvis man havde valgt et 20 minutter langt program på maskinen. Måske skulle man have været der – det var i hvert fald gevaldig morsomt irl.

Sikke et stunt.

Herover ses endnu et af stuntene – en motorcykel i kamp med en temmelig meget større maskine. Den ret frygtløse fyr på motorcyklen kørte seriøs op og ned over arbejdsdyret. Det er altså imponerende, hvad man (mænd) tør og gør, når det involverer kørende maskiner…

Ild og kvinder i stramt tøj – et must.

Der går også benzin i mit blod, selvom jeg ikke er mand, men jeg tror måske ikke de letpåklædte eller meget tætpåklædte kvinder er myntet på mig som publikum. Men ild er jo altid imponerende og vildt. Kvinden her satte faktisk ild til to biler, der drønede rundt på scenen – det lod sig dog overhoved ikke fotografere.

Bilfodbold.

Et af de sidste punkter på programmets dagsorden var bilfodbold spillet i de her små pispotter, der væltede for at et godt ord. Det var forbløffende morsomt.

The Stigs farvelnummer.

Det sidste nummer var en politijagt, hvor den gode Stig havde stjålet en prototype på en fancy bil. Bilen var gennemsigtig og skiftede farver med lyset på scenen. Særdeles spektakulært!

Jeg ved godt, at jeg ikke umiddelbart virker som et gear-head, og det er jeg måske heller ikke. Men Top Gear er altså virkelig morsomt, og det var helt herligt at være tilskuer til det store live show. Og vi var alle ret fascinerede over, at der slet ikke lugtede af benzin i lokalet. Der var masser af lyd og lys men ingen lugt – godt gået! Hvis du er det mindste til Top Gear, så smut en tur til Oslo i marts, hvor showet kommer til Norge.

Tagged , , | 2 Comments