Tag Archives: England

UK Tour 2013: Peak District

Vi vågnede til en fin dag onsdag, og vejrudsigten lovede mere fint vejr: Temperaturer på den gode side af 20° og kun få skyer, så det var det helt perfekte vejr til den tur rundt i Peak District, vi havde drømt om hjemmefra. Heldigvis var kameraet fuldt ladt op og klar til en dag med smukke vistaer rundt om hvert eneste hjørne. Som jeg sagde til K, så kunne jeg egentlig bare poste 50 billeder og skrive: “Nøj, hvor var det smukt”, men jeg skal se, om jeg kan finde på lidt mere trods alt.

Ved vores første foto-stop konstaterede vi, at lyngen i hedelandskabet er lige ved at være der, og enkelte buske var da også allerede i blomst. Det må være utrolig smukt, når hele heden står lysende lilla om få uger.

Vi kørte meget rundt i Peak District National Park, som er Englands første nationalpark. Den blev defineret allerede i 1951, og modtager måske så mange som 22 millioner besøgende årligt (måske kun det halve…). Selvom der kommer mange mennesker i området, så føles det alligevel for det meste, som om man har det for sig selv.

Ok – man er ikke helt alene, når er tre mennesker og en guds velsignelse af får og køer på heden, men der er god plads til os alle.

Vi spottede denne fine blomst, og K mente, at vi måtte spørge vores (eventuelle) bloglæsere, om de har nogen anelse om, hvad det er for en? Det er hermed gjort, og nu er det så op til jer derude!

Tourguiden havde hjemmefra planlagt turen rundt i Peak District, og vi skulle blandt forbi The Roaches. Vi stoppede først ved et potentielt sted, hvor man kunne komme op og se ned over Peak District, men vi blev enige om, at det nok alligevel var lige lovlig vovet at satse på den tur. Men udsigten for foden af The Roaches var også herlig.

Der hvor vi parkerede for at kigge op på The Roaches stod der et virkelig tosset får: Det havde stukket hovedet igennem lågen og gnubbede sig så frem og tilbage… Måske var der et eller andet, der kløede slemt?

Fåret var ikke den eneste, der opførte sig fåret – men til gengæld kunne de her kreaturer ikke holdes tilbage af en cattle grid. Havde ellers været listigt.

Vi kørte lidt længere langs med The Roaches, og så stoppede vi igen, da K vidste, at der skulle ligge en geocache omkring 120 meter oppe. Det var mere til at overskue, så K og jeg begav os opad. Hvis udsigten var god nede på vejen, så blev den kun bedre, jo længere vi kom opad.

Fordelen ved at kravle opad var også, at vi bedre kunne se The Roaches, som består af klippefremspring på række. Stenene er blevet slebet til af vinden.

The Roaches syntes om et godt sted at tage dagens selfie, da man kunne se langt ud over Peak District og der var lidt blåt på himlen bag os. Det var en fin tur op og nedad, og selvom vi ikke fandt geocachen, så var det bestemt ikke spildt arbejde.

Noget af det der gør det engelske landskab så smukt er blandt andet, at der mellem markerne vokser buske og træer, som får landskabet til at se frodigt og lækkert ud. Men lige det her ensomme træ i forgrunden for en stor sø i bunden af en af dalene, var særligt pittoreskt. Det er som om det træ, giver alt det andet perspektiv.

Foruden buske og træer gennemskæres landskabet af kilometervis af stengærde. Det er faktisk fuldstændig umuligt at forestille sig mængden af sten og arbejdstiden, der er gået til i produktionen af disse næsten endeløse rækker af stengærde. Man kan ikke lade være at undre sig over, hvorfor man har fundet det nødvendigt at sætte SÅ mange gærde op… Men privat ejendomsret er selvfølgelig nemmere at håndhæve, hvis ens marker og får er klart afmærkede og indhegnede?

Det er ikke alle sights, der er lige idylliske, men de er fortsat spændende og interessante. Det er tilfældet med den tidligere hovedvej til Sheffield, som langsomt er blevet ædt af erosionens kraft.

Hovedvejen løb for foden af Mam Tor, som er en ustabil bakke, hvilket i 1979 betød, at man helt måtte opgive at holde vejen åben. Det blev simpelthen for usikkert. Det er så ikke blevet bedre siden, og på et tidspunkt forsvinder resterne af den gamle vej formentlig også ned ad bakkesiden.

Det kan godt være, at selve den kollapsede hovedvej var mere fascinerende en skøn, men udsigten fra den var til gengæld helt fantastisk! Det må have været særdeles fornøjeligt at køre på netop dette stykke vej, da det fortsat var en mulighed.

Nu hvor vi er tre på ferie, skulle vi naturligvis se, om vi kunne tage et trippel-selfie. Svaret var heldigvis, at det kunne vi – og man kan fortsat se noget af den fine fine baggrund.

Fra Mam Tor kørte vi ned igennem Winnats Pass, som er en kløft igennem høje kalkstensformationer. På sit stejleste punkt har den meget smalle vej en hældning på mere end 28%, og det fornemmede man godt, da vi kørte ned ad vejen. Uha, det gik stærkt og føltes vildt. Men heldigvis nåede vi ned i bunden uden ballade. Det er nok meget godt, at vejen er lukket for lastbiler over 7,5t, for det er svært at forestille sig, hvordan større biler skulle komme sikkert op eller ned.

For mit vedkommende var den lille by Eyam et must-see, når vi nu var i nærheden. Det særlige ved Eyams historie er, at byen i 1665-66 blev ramt af pest, og for at sikre at sygdommen ikke spredte sig til omkringliggende byer, besluttede Eyams beboere at isolere sig til sygdommen var brændt ud. Isolationen betød at mere end 250 af byens godt 700 beboere mistede livet i løbet af et års tid. Det er umuligt at forestille sig! Når man færdes i nutidens Eyam, kan man ikke misse fortidens sorte historie, da der er sat skilte op, der fortæller om beboerne og deres skæbne. Det er gjort på en sober måde, og det er på sin vis en smuk måde at hylde de ofre, der blev bragt i byen for 350 år siden.

Dette er familien Coopers hus, og det var her, pesten “startede”. En omrejsende skrædder, George Viccars, var ansat i huset, og han blev pestens første offer i september 1665. Hele husholdet døde som følge af pesten.

Rose Cottage er forbundet med familien Coopers hus og var i 1665 beboet af familien Thorpes ni medlemmer. Inden udgangen af 1666 var alle ni blevet pestens ofre.

I kirken fortæller et af de blyindfattede vinduer historien om den rejsende skrædder, der kom til byen og bragte pesten med sig. Om hvordan byen isolerede sig, fik varer leveret udefra på to bestemte steder og hylder i det hele taget Eyam-borgernes beslutning.

Til trods for at pestudbruddet i Eyam på mange måder lignede alle andre pestudbrud med voldsomme dødstal, der endte med at ofrene måtte begraves, hvor de faldt eller i massegrave, så er det også specielt, idet man har en liste over de døde. Det er et rørende dokument, hvor man kan se, hvordan store dele af hvert enkelt hushold døde på stribe. Barsk læsning, men også et dyrebart dokument for pesthistorikere.

Udenfor kirken står et keltisk kors, som er fra det 8. århundrede. Man formoder, at korset oprindeligt lå på heden udenfor byen, og ved senere lejlighed er blevet flyttet ind på kirkegården.

Udenfor selve byen finder man The Riley Graves, som er en gravplads for syv medlemmer af Hancock-familien, som alle døde i august 1666. Mrs. Hancock mistede sin mand og seks af sine børn på en uges tid, og hun måtte begrave dem alle selv. At forsøge at sætte sig ind i angsten og smerten er umuligt. At gravene er så underspillet markeret er meget passende og rørende, og jeg følte det lidt, som om jeg kendte familien. Det var i det hele taget mærkeligt for mig at være i Eyam efter at have beskæftiget mig så meget med den lille by og dens barske historie.

Familien Hancocks sidste hvilested ligger nu – meget passende for området – inde på en mark, hvor der gik masser af får og nogle enkelt heste. Men ingen ponyer… Så det var lige til ikke at fodre ponyerne.

På vej retur fra The Riley Graves spottede vi mængder af næsten modne brombær – K og Line konstaterede, at de faktisk var rigtig gode.

Fra Eyam gik turen retur mod Hargate Hall i den nedgående sol – det gjorde ikke det smukke landskab mindre bedårende.

Vi måtte stoppe et par gange for at nyde lyset og det fortsat milde vejr. Og så er der lige det her søskendepar, som også kan posere for fotografen med ryggen til.

Det er svært at tage billeder af solen, når den så småt forsvinder – men tro mig blot: Det var vidunderligt! Og en strålende afslutning på en dag fyldt med naturoplevelser af den storslåede slags, og historiske oplevelser man kunne mærke i sjælen.

K og jeg talte om postkasser, da vi var i Essex, fordi jeg spottede, at Elisabeths monogram er støbt ind i postkasserne ikke blot malet på dem. Vi snakkede så lidt om, om de monstro skiftede postkasserne ud, når der kom en ny regent. Vores konklusion var, at det gjorde de nok ikke, men at efter mere end 60 år med den samme monark, så var det nok ikke sandsynligt, at der var mange (hvis nogen) postkasser med andre monogrammer end ER. På vejen retur fra Eyam spottede jeg denne postkasse ud af vinduet af bilen, og K var nødt til at vende om, så vi kunne sikre os, at det faktisk var en postkasse med et andet monogram på. Det her er altså ikke nogen helt ung postkasse.

Sikke en dag! Peak District er vidunderligt smukt, og hvad enten der kommer 10 eller 20 milioner besøgende om året, så forstår vi det godt!

Tagged , , | 1 Comment

UK Tour 2013: Clavering – Stansted – Hargate Hall

Tirsdag morgen startede noget grå, men det kunne naturligvis ikke slå os af pinden. Vi fik endnu en gang en dejlig morgenmad, og så begav vi os ud for at finde den nærmeste geocache. Det har det meget sigende navn: “Jamie’s Mum’s and Dad’s place”. Adgangen til området, hvor cachen var gemt, gik på bedste engelske vis henover hegnet ind til en fold – men man måtte sørme ikke gå ned af stien lige ved siden af. Herlig logik!

Heldigvis fandt K kassens gemmested, for det havde jo ikke været godt, hvis vi måtte køre fra Jamie’s Mum’s and Dad’s place uden af finde den “tilhørende” geocache.

Da vi endelig tog os sammen og forlod vores midlertidige hjem, gik turen til Stansted, hvor vi skulle hente Line. Hun fløj med EasyJet, så naturligvis var hun forsinket. Fatter ikke, at EasyJet ikke bare angiver det reelle ankomststidspunkt fremfor et ideal-tidspunkt. Men fair nok… Line kom da frem, igennem paskontrollen og så var vi af sted.

Eftermiddagen blev primært brugt på vejene, fordi vi skulle nå frem til vores næste midlertidige hjem, Hargate Hall i Derbyshire. Men K kan jo ikke køre igennem et shire (eller amt, eller bundesstat, eller kommune, eller…) uden at forsøge at finde en geocache, så vi fik mulighed for at strække benene et par gange enroute. Og det er bestemt ikke så skidt endda. Desværre er det ikke altid, at det lykkes at finde kassen – og det var tilfældet i nærheden af det fine hus på billedet.

Til gengæld fandt vi kassen ved Kelham Hall! Det var lidt heldigt, da den eneste grund til, at vi opsøgte stedet var at finde kassen.

Det var også særdeles heldigt, at stien der ledte ned mod kassen var åben – for den er nemlig lukket én dag om året. Ret besynderligt.

K havde beskrevet stedet, vi skulle bo, som et hotel, så jeg havde helt sikkert ikke forestille mig at stå ansigt til ansigt med et mansion. Men Hargate Hall er lige netop et mansion – og har lidt toner af “haunted house” over sig. Men det er også ret sjovt at prøve at bo i et rigtigt manor house. Også selvom vi var noget forundrede over at skulle betale elektriciteten ved at pytte mønter i en automat (jeg troede kun, at den slags installationer fandtes i billige huse, hvor folk bor kort tid ad gangen). Det største problem var såmænd, at vi ikke havde £1 mønter til at komme i gang for. Til gengæld var vi glade for at konstatere, at værelset var stort, udstyret med et køkken (med alt hvad vi har behov for) samt en dejlig fast madras i sengen! Alt i alt må man sige, at Hargate Hall giver os en ret unik oplevelse af bo i England, og så tager vi de små udfordringer med med et smil.

Efter at have konstateret at vi havde et køkken, blev vi enige om at køre ud for at finde noget aftensmad. Vi endte i Buxton omkring klokken 18.30, og da jeg slog op, om der var indkøbsmuligheder i nærheden, fandt vi ud af at Waitrose var i nærheden men lukkede klokken 19. Desværre måtte vi køre noget rundt, før vi fandt butikken, så vi endte med at styrte derind med cirka 15 minutter til lukketid. Det var dog nok tid til at få købt både aftensmad og morgenmad. I sidste øjeblik! Vi betalte, mens det blev meddelt over højtalerne, at butikken nu var lukket.

Vi fik gode inderretter til aftensmad, og blev mindet om, hvor nemt det er at spise ud af en mikrobølgeovn i UK. Der er altså ikke mange lækre færdigretter at få i DE. Men herover… Ums!

Tagged , , | Leave a comment

UK Tour 2013: En highwayman, en forladt kirke og gamle fly


Vi vågnede på The Cricketers og skulle bare lige gå de få meter fra vores værelse i the Courtyard til pubbens hovedbygning for at få morgenmad. Den meget korte tur over på parkeringspladsen afslørede, at det bestemt ikke var blevet efterår henover natten: Det var mildt og dejligt vejr og Union Jack blafrede lystigt i vinden udenfor pubben. Morgenmaden bestod af en lille portion græsk yoghurt serveret med blommer og blåbær samt en full English breakfast (dog uden baked beans) og dertil naturligvis the eller kaffe, samt en rigtig god æblejuice.


K skulle på Doxford om eftermiddagen, så vi kunne ikke tage på nogen særlig lang udflugt, men havde dog tid nok til at køre lidt på opdagelse i Essex. Vi startede med at køre ud af landevejene væk fra Clavering, og ved opbrud i hækkene, der står langs vejene fik vi et rigtig fint blik udover landskabet. K er ikke vild med pløjede marker, så det er heldigt, at vi er her lige efter høst og inden pløjning.


Vi havde hver især læst lidt i er par guidebøger for at finde nogle steder, vi lige kunne køre forbi. Vi kom blandt andet igennem Thaxted, som vi måske egentlig ikke havde forestillet os, at vi skulle stoppe i. Men vi kom på andre tanker, da vi så den store kirke og de bedårende hus langs hovedgaden, så K smed bilen, og vi gik på opdagelse.


En af Thaxteds claims to fame er, at Gustav Holst boede i byen, da han komponerede ”Planeterne”. Man må så sige, at det er relativt underspillet i byen, idet det blot er markeret med en lille plakette på huset, Holst boede i.


Men ikke kun Holst fandt den lille by værd at bo i – også Dick Turpins hus er at finde i Thaxted. Som K sagde, så er det egentlig lidt tankevækkende at en ”bandit” som Dick Turpin kunne have et hjem, alle vidste hvor var, uden at blive arresteret. For at det ikke skal være løgn, så var Turpins nærmest nabo byens lille Guild Hall! Så kan man da tale om at være ”hidden in plain sight”.


Netop Guild Hall står meget fint mellem to veje og sådan cirka midt i byen – og det har den gjort siden 1450, så der er tale om en ældre herre her. Man fornemmer, at det fortsat er en bygning, der bliver taget vare på.


Stone Road løber mellem Dick Turpin’s Cottage og rådhuset, og mellem husene kan man skimte den store kirke, St. John på toppen af en lille bakke. Det er godt nok en ”bagvej” til kirken, men heldigvis var der en lille port, der lod os ind på kirkens område.


Kirken beskrives som den største ”parish church” i England, og det tror jeg gerne – den er gigantisk, når man betænker den lille by, der troner over. St. John blev bygget mellem 1340 og 1510, og er særligt spektakulært på grund af det 55 m høje stenspir. Kirken kaldes da også “the Cathedral of Essex”.


Kirkens interiør afslørede noget lidt overraskende: En kirke, der absolut ikke er i god stand. Det viste sig også, at der er ikke har været en fastansat præst i kirken siden april, og der savnes godt £2mio. til istandsættelsesarbejder. Så nok er det en stor parish church, men det er også en landsbykirke med de udfordringer, der kan være, når oplandet svinder ind.


Jeg var til gengæld ret begejstret for kirkestolene, som så væsentlig mere behagelige ud, end kirkestole normalt gør. Og så var det meget snedigt, at der var plads til puden samt salmebogen i hver enkelt stol. Det må siges at være en stol, der er designet til at udfylde en bestemt rolle.

Man kom ind og ud af kirken gennem en ret lille og lav dør i den større omkransende dør. Det var lidt tosset og fjollet, at døren ind til den store kirke var så lille – men sjovt så det ud med K i den lille dør.


På vores lille tur rundt i Thaxted opdagede vi en ret sød detalje på mange af de pudsede huse: Der var lavet fine mønstre i pudset, som gav husene noget individualitet og karakter. Vi troede umiddelbart, at det var noget, der var særligt for Thaxted, men genså detaljerne flere steder i løbet af dagen.

John Webb’s Mill blev bygget i 1804 af lokale materialer for at imødekomme behovet for mel i nærområdet og i London. Møllen blev sidst brugt kommercielt i 1910, men kunne i teorien fortsat male – blot mangler den et af sine sejl.

Fra Thaxted kørte vi igennem Essex’ landskab til Finchingfield, som i følge guidebogen var en nydelig by med pæne huse. Det er ikke løgn, men jeg må dog tilstå, at jeg ikke fandt byen helt så spændende som Thaxted.

Byens pub var smukt dekoreret med store blomstersammenplantninger i kraftige pink og orange blomster. De meget store velkomponerede plantekasser fik mig til at overveje, om det monstro er noget, man som pubejer køber eller selv sammensætter. Lidt hurtig googling afslørede, at man kan købe “hanging baskets” specielt til pubs, så om ikke andet er det i hvert fald en mulighed. Naturligvis kan man også være en pubejer med grønne fingre.

Fra Finchingfield kørte vi retur mod Clavering, og på vejen røg vi indenom en Waitrose, hvor vi købte to sandwich, som vi delte til frokost. Vi sad i The Cricketers courtyard i solen og nød vores lækre sandwiches. Slet slet ikke ringe.

Efter endt frokost havde vi forskellige planer for resten af eftermiddagen: Jeg blev i baggården og drak the og skrev blog, mens K kørte til Duxford for at kigge på gamle flyvende transportmidler. Det var alt i alt en arbejdsdeling, vi begge var meget tilfredse med. Da jeg altså ikke var med på Duxford, har jeg til nedenstående fået en gæsteforfatter her på bloggen.

ADVARSEL: Hvis du ikke synes fly er interessante, så scroll ned i en fart! 🙂

Mandag eftermiddag tog jeg afsted til Duxford, som er den afdeling af Imperial War Museum der huser alle museets fly og køretøjer. Duxford blev grundlagt under Første Verdenskrig som flyveplads for Royal Air Force (som dengang hed Royal Flying Corps), og spillede også en rolle i Anden Verdenskrig, hvor det under Battle of Britain husede flere jagereskadriller, deriblandt en tjekkisk og en polsk. I 1961 nedlagde RAF Duxford som aktiv base, og i 1976 blev området overdraget til Imperial War Museum. Museumsarealet dækker et temmelig stort areal og der er fire hangarer fyldt med fly, en med køretøjer plus det løse – så det skulle lige være til at få en eftermiddag til at gå her …

Den første hangar hedder AirSpace, og indeholder – ud over information om flyvningens tidlige historie og generel flyteknik – en masse britiske fly. Lige inden for indgangen er en restaurationsafdeling, hvor man arbejdede på at istandsætte tre fly. Et af dem var den her Avro Shackleton MR3, en flytype som blev benyttet af RAF indtil 1991 til opklaring, anti-ubådstjeneste og AEW. Her står den så klodset op og trænger i den grad til en gang maling.

Inde i hallen er der cirka klemt alle de maskiner ind der kan være, både stående på gulvet og hængt op i loftet. Der er de helt tidlige – som for eksempel den her Royal Aircraft Factory R.E.8 “A Paddy Bird from Ceylon”:

Mellemkrigstiden er repræsenteret af denne de Havilland Tiger Moth, der blev brugt som træningsfly for RAF-piloter op i 50’erne.

Anden Verdenskrig er oplagt nok repræsenteret af flere flytyper, fx denne Westland Lysander:

Lysanderen blev især brugt af SOE til at flyve agenter ind i det besatte Europa, da den kunne starte og lande på korte græsmarker.

En anden meget vigtig britisk flyver var selvfølgelig Avro Lancaster-bomberen, som blandt andet blev benyttet til Dambusters-angrebene, angreb på nazisternes ubåds-hangarer samt sænkningen af slagskibet Tirpitz ved Narvik.

Fra den mere moderne æra var der en Harrier, der som bekendt 😉 udmærker sig ved at kunne flyve baglæns og lette og lande lodret.

Nå ja, så var der også den her lille sag:

Det var desværre umuligt at få den hele med i et billede! Her er den bagfra.

Man kunne komme ind og gå igennem Concorden og se ud i cockpittet:

Concorden her var et test-fly fra 1971 og var oprindeligt fuld af måleudstyr, men der var sat nogle stolerækker ind bagerst i kabinen så man kunne se hvordan det havde taget sig ud i praksis. Okay sædebredde, men ikke så meget benplads. Encore de champagne, s’il vous plait!

Efter jeg havde vadet rundt mellem (og under) flyene i hallen, opdagede jeg en lille dør i hjørnet. Det viste sig at være indgangen til “Airborne Assault”, en udstilling om de britiske faldskærmstropper gennem 70 år. En af de første ting jeg så var en Willys Jeep monteret med faldskærme og støddæmper:

Det fungerer på den måde at der ligger 4 faldskærme bag i jeepen, som er forbundet til et enkelt stålkabel, som er fastgjort i jeepens tyngdecenter midt mellem sæderne. Når jeepen rammer jorden (med 5 m/s) stødes pinden der stikker ned mellem hjulene op, og den åbner så den anordning der holder faldskærmene fast. Det betyder at jeepen gerne skulle blive stående når den er landet, i stedet for at blive trukket med af faldskærmene.

Af andre kuriosa fra udstillingen kan nævnes disse originale briefing boards fra Overlord og Varsity:

… og en guldbelagt russisk Dragunov-riffel fra Saddams personlige samling:

På vej mod næste hangar kom jeg forbi legepladsen, som meget passende var lavet som en Lancaster:

Duxford er også hjemsted for den sidste flyveklare Flyvende Fæstning i Europa, en B-17G ved navn “Sally B”. Den ene side er dog malet som “Memphis Belle”, da flyet her spillede med i filmen af samme navn.

Det sidste udendørs-eksponat jeg kom forbi inden jeg gik ind i den amerikanske hangar var en V1-raket, som tyskerne sendte mod bl.a. London i stort tal under krigen.

Den amerikanske hangar er ligesom AirSpace-hangaren fyldt fra gulv til loft med maskiner, men denne gang er de selvfølgelig allesammen amerikanske. Lyset derinde ville desværre ikke samarbejde med mit kamera (mange af flyene er umalede, og store mængder poleret aluminium plus lavtstående sensommersol plus lakeret gulv er lig med rigtig mange reflekser …) men jeg fik dog snuppet et par skud af det hurtigste (ikke-raketdrevne) fly nogensinde, Lockheed SR-71 Blackbird, som kan tøffe afsted med over 3500 km/t:

Efter den amerikanske hangar besøgte jeg The Operations Room, som er bevaret fra Anden Verdenskrig. Det var herfra, at basens kommandør forsøgte at kommandere slagets gang og lede sine jagerfly frem til hunnernes bombefly.

Herfra fortsatte jeg over til udstillingen om Battle of Britain. En af de mere interessante ting der var et diorama med en nedskudt Bf_109E, som viste sig at være originalen, der på den ene side var restaureret til den stand den var i, da den i 1940 nødlandede på en mark i Sussex. Men på den anden side havde man ladet vingen stå urestaureret, så man kunne se hvordan hundredevis af mennesker havde ridset deres navn i malingen. Efter maskinen var blevet nedskudt var den nemlig blevet sejlet til USA, hvor den blev kørt rundt og vist frem, og for en mindre sum kunne man få lov at begå hærværk på det tyske militærs ejendom – pengene gik ubeskåret til krudt og kugler.

Da England i 1940 var i overhængende fare for at blive invaderet og den britiske hær havde mistet store mængder materiel efter evakueringen fra Frankrig, gjorde man mange særdeles desperate forsøg på at bygge pansrede køretøjer i stort tal til en billig penge. Et af disse køretøjer var Beaveretten, opkaldt efter “Minister for Aircraft Production” Lord Beaverbrook. Der er tale om en adræt og hurtig lille sag med en 46 hk motor til at trække dens beskedne vægt på 2600 kg plus en tremands besætning. Heldigvis for dem der skulle sidde indeni kom Beaveretten aldrig i kamp.

Klokken var nu efterhånden blevet kort i lukketid, så jeg vendte næsen hjem mod Clavering efter et meget interessant besøg på det største museum jeg endnu har været på.

Det var jo herlig nemt endnu en gang at få aftensmad, da vi havde bestilt bord til klokken 19 på pubben. Denne gang prøvede vi noget nyt til forret og hovedret, mens vi begge fik sticky toffee pudding til dessert (det smager godt, men hold nu fast det er sødt).
Forret:
K: Tian of South Coast crab, prawns and avocado pear with wild rocket and sweet chilli sauce
C: The Cricketers Antipasti – a rustic platter of Italian meats including Parma ham, bresaola and salami Milano, with sun blushed tomatoes, rocket, huge Amalfi olives, Parmesan chunks and toasted home made sourdough bread.
Hovedret:
K: Roasted Barbary duck breast – with a honey and Cointreau roasted fig and gooseberry puree
C: Duo of local pork – roasted loin and hay-smoked pork belly, with crispy crackling, an Aspall cider and apple sauce and pea shoots.

Maden var endnu en gang lækkert tilberedt og serveret i rigelige mængder – og endnu en gang måtte jeg forlade bordet uden at være i stand til at spise op.

Tagged , , | 1 Comment

UK Tour 2013: Cambridge & The Cricketers

Efter en nat, hvor hverken K eller jeg sov alverden, vågnede vi til endnu en herlig dag i det engelske. Vi skulle videre i programmet, og dagens endemål var Jamie Olivers forældres pub The Cricketers, hvor vi havde booket to overnatninger. Men inden da havde vi planlagt at se universitetsbyen, Cambridge. Vi nåede dog lige ned på stranden forenden af den vej, The Knot lå på. Det var 15°C og overskyet, så vi var egentlig begge indstillede på en dag, hvor vi skulle være iført lidt mere tøj end dagen før.

20130901_111444

K er ret tjekket, når det kommer til ferieplanlægning, så han havde fundet ud af, at den bedste måde at komme til Cambridge centrum på, var at lave en omgang “park and ride”. Så det gjorde vi naturligvis. Vi parkerede bilen, betalte for en returbillet med bussen og så var vi af sted.

20130901_111959

Tja, hvad kan man sige? K konstaterede, at de i H&M i Cambridge har 1 Ladies Man men ingen kvinder – der kan man bare se!

Vi var ikke nået ret langt ind i Cambridges gader, før vi snublede over indgangen til det første af byens 31 colleges, Christ College. Da det netop var de mange colleges, der var årsagen til vores besøg i Cambridge, slog vi til og kiggede indenfor.

Der gik ikke lang tid, før vi begyndte at undre os over, hvad de her colleges var, og hvordan de virkede… For Christ’s Colleges vedkommende er der tale om et ret stort område med mange forskellige bygninger adskilt af grønne områder. Når vi kiggede ind ad vinduer eller på navneskiltene, så blev det tydeligt, at der ikke alene var tale om et kollegium, som vi forstår det. Vi lavede lidt internet-research og fandt ud af, at de engelske colleges dels er kollgier og dels selvstændige uddannelsesinstitutioner: Man bliver optaget på Cambridge University, men man har også privatundervisning med proffessorer fra ens college. Nogle colleges står endda for optagelsen på universitetet. Det er ret avanceret, men det lyder også, som en rigtig fed uddannelsesoplevelse!

En af Christ’s Colleges fremmeste tidligere “elever” var Charles Darwin, som var tilknyttet Christ’s fra 1828 til 1831, og naturligvis kan man fortsat fornemme, at Christ’s er stolte af deres tidligere medlem.

Mens vi gik rundt, blev jeg så fascineret af, at der var navneskilte på bygningerne, at jeg nappede dette foto. Da jeg for 10 minutter siden (nå ja, da jeg skrev dette var det 10 minutter siden) ville bearbejde billedet, opdagede jeg navnet “C. Darwin” udfor rum #4. Jeg spurgte K, om han mente, at der ved et tilfælde var en C. Darwin tilknyttet Christ’s nu. Efter lidt googling viste det sig i stedet at Charles Darwins værelser på Christ’s var i det nuværende G4, og derfor står hans navn her. Så jeg tog ved et totalt tilfælde et meget sigende billede.

Når man færdes på Christ’s Collges område, føles det lidt som at gå rundt i en landsby, hvor små lave bygninger står tætbeplantet med smukke blomster eller som her store rosmarinbuske. Det er alt sammen meget idyllisk. Fordi vi kom her, inden semesteret startede, var her også meget meget stille med kun nogle få andre (turister) på området.

Lørdag var Jessica og Davd blevet viet og havde holdt “wedding breakfast” på Christ’s. Allerede i indgangen til Christ’s blev vi adviceret om den glade begivenhed, idet der på en opslagstavle stod “We congratulate Jess and David with the wedding” (eller noget i den retning) – meget hyggeligt egentlig. Og i kapellet kunne vi så se resterne af den glade anledning i form af tørrede blomsterblade foran kapellet og indenfor.

Fra Christ’s College gik vi videre gennem de travle gader i Cambridge. Det var ikke til at fornemme, at det var en søndag, for der var fuld gang i butikkerne, og der var masser af mennesker på gaderne. Når vi løftede blikket op fra gaderne, fik vi øje på smukke gamle bygninger over alt.

20130901_121733

Da vi vidste, at vi havde udsigt til en substantiel aftensmad, besluttede vi ikke at spise frokost for sent. Det helt naturlige valg var at gå på Pret, når der nu var en i byen. Vi delte to lækre sandwiches og fik lidt kækt at drikke. Teksten på toppen af flasken er jo spot-on.


Der var ingen tvivl om, at vi ville se King’s College, som muligvis er det ikoniske Cambridge-college. Man slipper da heller ikke på college-området uden at betale for det, men det synes jeg egentlig er ok, når man betænker, at det faktisk er et sted, hvor mennesker bor og arbejder. Hvis der var totalt fri adgang, så tror jeg ikke, det ville være nemt at få udrettet meget.

Allerede mens man nærmer sig indgangen, fornemmer man King’s Colleges kapels storladenhed. Kapellet fremhæves som et af de fineste eksempler på sen engelsk gotisk stil.

Kapellets loft er verdens største vifte-hvælving, og den er virkelig bjergtagende i al sin storhed. Det ser simpelthen så smukt ud, som hvælvingens dele glider ind i hinanden hele vejen ned gennem kapellet.

Her kan man bedre se, hvordan vifterne mellem vinduerne, folder sig ind i hinanden. Selvom loftet ikke er forgyldt eller malet, så har det meget høj detaljegrad, som virkelig er effektfuld.

Kapellets rum er opdelt lige før området foran alteret af en ret voldsom egekonstruktion. Der er tale om en “skærm”, som Henry VIII skænkede King’s College for at fejre sit og Anne Boleyns vielse. Det betyder altså, at man nåede at få udført og monteret hele skærmen på de blot tre år, Henry og Anne var gift… Der har været fart på! Til trods for at Anne, som vi ved, ikke kom levende ud af sit ægteskab med Henry, så kan man stadig se hendes initialer på skærmen. Så dem har han trods alt ikke forlangt fjernet.

Man kan helt glemme, at det er efterår, når man ser en blomstrende busk som denne. Jeg ved desværre ikke, hvad den hedder, men den var stor og formentlig gammel – og meget meget yndig.

King’s Colleges område gennemskæres af floden Cam, og på den modsatte side af floden spottede vi noget så eksotisk (i hvert fald for en by som Cambridge i det 21. århundrede) en lille flok køer! Området kaldes Scholars’ Piece, og det er ikke umiddelbart klart, hvorfor der står køer lige der. Det tætteste jeg kan komme på en forklaring er, at de skal minde om, at King’s i forne tider havde et husdyrhold… Det giver måske lidt mening? Under alle omstændigheder ser det jo mægtig idyllisk ud med græssende køer i det fjerne.

Venedig har sine gondoler, Cambridge sine punts (en fladbundet båd). Bådene bliver drevet frem ved at punteren (den nydelige unge mand – for det er flest mænd – der står på skibets bagperron) skubber en lang stage ned på flodens bund og sætter af. Punting på Cam er sådan et lidt stereotypt billede på college-livet, men faktisk kom traditionen først til Cambridge i starten af 1900-tallet. K og jeg nøjedes med at stå på broerne over Cam og se på forskellen mellem prof-punters og så glade amatører, der havde lejet en punt for dagen. Lad os bare sige, at teknikkerne var forskellige.

Jo, jo, vi var der begge to – med den store smukke kirke, floden Cam og punters i baggrunden. Meget Cambridge’skt, må man sige.

Når man går retur op mod King’s College fra Cam, har man en virkelig flot udsigt til kapellet og flere af King’s bygninger.

Fra King’s colleges gik vi videre gennem Cambridge, forbi utallige andre colleges, som vi dog nøjedes med at kigge på udefra. Men da vi nåede til St. John’s College og fik kigget i guidebogen, så måtte vi ind og kigge nærmere på stedet. St. John blev grundlagt i 1511 af Henry VIIs moder Lady Margaret Beaufort. St. John’s består af flere mindre områder, som er blevet bygget efterhånden som behovet for mere plads er opstået, og derfor er der tale om bygninger i forskellige stilarter. Da de er relativt afgrænsede fra hinanden føles det ikke rodet, men derimod spændende, fordi man kan mærke tiden gå.

Ikke overraskende finder man kapellet i den første af gårdområderne – dog er der her tale om et nyere kapel, da det oprindelige stod på det stykke græs lige ved siden af det nuværende kapel. Man kan fortsat se resterne af det oprindelige kapel i form af gravsten i græsset. Kapellets tårn er lidt afstumpet og har ingen klokker, fordi den herre der havde tilbudt at betale for tårnets opførelse desværre utidigt omkom i en jernbaneulykke.

Kapellet var delvist aflåst, så jeg måtte tage dette billede gennem en gitterport. Men man fornemmer alligevel klart, at kapellet her er langt mere udsmykket, end det var tilfældet på King’s College. Den rige udsmykning stammer i høj grad fra det tidligere kapel, og derfor har dette midt 1800-tals kapel fået et relativt bedaget interiør.

Fordelen ved at gitterporten ind til selve kirkerummet var lukket var, at de blyindfattede ruder spejlede sig i portens messing-indlæg. Det var ret spektakulært, men desværre ikke helt trivielt at tage et ordentligt billede af. Heldigt, at jeg så faktisk så effekten.

Denne del af St. John’s ligger på den fjerne side af Cam, og St. John var faktisk det første af Cambridges colleges, der lagde en bygning på The Backs, som området derovre hedder. Bygningen i midten, New Court, bliver kaldt “The Wedding Cake”, og er fra 1831.

New Court er forbundet til Third Court via en lukket bro over Cam. Broen hedder Bridge of Sighs, og har naturligvis taget sit navn fra broen med det samme navn i Venedig. Den eneste lighed mellem de to broer er dog, at de er lukkede…

Dagens tour-guide ledte os træfsikkert hele vejen igennem St. John’s, og da vi så skulle finde en udgang, læser han grinende op fra brochuren: “Now retrace your steps to exit St. John’s College”. Jo jo – vi var skam endt i en blindgyde, men heldigvis en rigtig nydelig en af slagsen. Hvert af Cambridges colleges er på mange måder afgrænsede og lukkede områder, så det var egentlig ganske illustrativt for stedet, at vi måtte samme vej retur, som vi var kommet.

Som det også var tilfældet på Christ’s College, så var der navneskilte på bygningerne i St. John’s. Jeg var ret begejstret for, at man allerede nede ved hoveddøren kunne se, hvem der var på sin pind, og hvem der ikke var til at træffe. Det virker meget gennemtænkt.

På vej retur mod bussen til Park & Ride pladsen gik vi forbi The Church of the Holy Sepulchre, Cambridges runde kirke, som er en af de fire rundkirker i England, der fortsat er i brug. Vi afstod fra at betale for at komme ind i kirken og nøjedes med at konstatere, at den ganske rigtig var rund – som vi jo kender det fra Bornholm.

På vej væk fra Cambridge kørte vi en (geocaching-)omvej for at se et hus, som Anne of Cleves fik i forbindelse med at Henry VIII lod sig skille fra hende. Det er vist en smule uklart, om hun faktisk boede i huset, men det var i hvert fald en del af hendes “hustrubidrag”. Geocachen på stedet hed meget passende “When divorce is the better option” – og det må vist siges at have været tilfældet, hvis man var så uheldig at blive gift med Henry VIII.

K’s fødselsdagsgave fra mine forældre var en overnatning på The Cricketers, og vi var så heldige, at de havde et specialtilbud, hvor man fik overnatning, middag for to samt morgenmad for en fordelagtig pris. Så vi slog til! Og det er vi ikke kede af, at vi gjorde. Maden på pubben er reel, engelsk og vellavet. Vi fik:
Forret
K: English classics plank with handmade pork pie, crispy crackling, scotch eg g and Suffolk Gold cheese, with home made green tomato chutney and piccalilli.
C:  Fennel, orange and chicory salad with Cropwell Bishop cheese and toasted pecan nuts
Hovedret
Vi fik begge Sunday roast med yorkshire pudding, kartofler, blomkål, gulerødder, mos af søde kartofler og gravy. Det var ikke nogen let lille ret! Men K var vældigt tilfreds med at spise næsten to hele yorkshire puddings 😉
Dessert
K: Sticky toffee pudding med rom-rosinis serveret på en sprød karamelbund.
C: Pavlova med chantilly-creme og kirsebær.
Det hele smagte mægtigt – men nøj, hvor var vi mætte, da vi var færdige med at spise. Og det endda uden at nogen af os havde spist alt, hvad der blev serveret. Jøsses, du milde!

Vi dejsede omkuld i den (endnu en gang) ubegribeligt bløde seng ovenpå en begivenhedsrig dag i det engelske.

Tagged , , | 2 Comments