Tag Archives: England

Planen med at overnatte i Selby var, at vi ville bruge lørdag på at opdage den gamle by, York. Som vi guffede aftensmad på hotellet fredag aften, fandt K ud af, at der var gratis guidede gåture i York. Den første startede lørdag klokken 10.15 og skulle vare omkring to timer. K og jeg kan ikke lade en god guidet tur gå os forbi, så vi fik Line med på idéen, og satte væggeurene, så vi kunne nå til York i tide. Så klokken 10 sad vi klar på Yorks Exhibition Square foran York Art Gallery, som for tiden er ved at blive sat i stand og derfor er lukket.

Mens vi ventede på, at turen kom i gang, kom der flere og flere deltagere til – faktisk endte vi med at blive delt i tre grupper, fordi vi var så mange, der gerne ville med. Det er egentlig imponerende, når man tænker på, at det “bare” var en lørdag i september, ikke i juli eller august. Og det var i høj grad turister fra udenfor UK: danskere (to mere foruden os), new zeelændere, australiere og amerikanere. Vi kom med den pensionerede ingenør, Glen på tur, og han var en herlig frisk guide, som viste os York med en fin blanding af historie, arkitektur og personlige anekdoter fra et liv i York.

Vores tur startede meget passende ved Multangular Tower, hvis navn referer til tårnets mange (10) sider. Multangular Tower har stået på sin plads i York siden 200-250 e.Kr. York blev grundlagt allerede i det første århundrede, da den 9. romerske legion angom til området, hvor floderne Ouse og Foss mødes. Den første romerske tilstedeværelse i området kunne huse 6000 legionærer… Det er utroligt at forestille sig, hvor stort det romerske rige var, når man langt op i det, der nu er England, kunne have så stor en tilstedeværelse.

Tæt på Multangular Tower kan man se et tydeligt bevis på, hvordan York gennem tiden er blevet dybere og dybere. Det er jo et kendt fænomen fra meget gamle byer, at de bygges ovenpå tidligere byer, og derved bliver de langsomt dybere. I York kan man skelne fire klare lag: det romerske 70-400, (som vi stod på, da billedet blev taget), “the dark ages” 500-1000, det normanniske 1000-1100 og det midalderlige lag fra omkring 1200.

De her meget klare lag var blevet opdaget, da ejeren af huset her, ville grave ud til en tunnel fra sin ene til sin anden bygning. Den lille dør sad vel godt 1-1,5 m over vores hoveder, og der havde husejeren altså haft sin dør. Tunnellen blev vist ikke liiige til noget, da han foruden de klare lag også havde fundet et romersk tårn nede under jorden.

Fra vores plads nede i den romerske del af York kunne vi kigge op på den mur, der har været Yorks forsvarsværk siden romerne grundlagde byen, højt over os. York er den engelske by, der har mest intakt bymur tilbage, og det til trods for, at bystyret i York omkring 1800 besluttede sig for, at murene skulle tages ned. Det bød maleren William Etty så meget imod, at han satte sig for at få nedrivningen standset og samlede opbakning til sit projekt. Det viste sig dog at være underordnet, da bystyret måtte sande, at murene tilhørte kongen ikke byen. Man nåede således kun at rive godt 100 meter af den historiske mur ned.

Næste stop var ruinerne af St. Mary klosteret, som blev grundlagt i 1055 og var et af Englands mest velhavende klostre. I 1132 brød en gruppe af St. Marys nonner med moderklosteret, og de endte med at blive grundlæggerne af Fountain’s Abbey.

Som led i Henry VIII’s reformation og opgør med den katolske kirke, havde han besluttet at klostre, der ikke kunne bruges som religiøse huse i hans nye kirke, skulle ødelægges i en grad, så de ikke igen kunne bruges. Det betød for St. Marys vedkommende, at det blev gjort til en ruin i 1539.

Lige ved siden af St. Mary står denne bygning, Tempest Anderson Hall som faktisk er en ganske nydelig bygning, som ikke skriger til himlen om, at den står helt forkert i forhold til den smukke gamle klosterruin. Det interessante ved bygningen er, at den er bygget i 1912 i beton, samt at den er en af de første betonbygninger i England. Så bygherrerne har gjort et fint stykke arbejde for at sikre, at den ikke ligner en betonklods, men falder ind med omgivelserne.

Næste stop var King’s Manor, som oprindeligt var abbedens bolig, men som naturligvis blev inddraget i forbindelse med opløsningen af klostrene. Det her billedet er det bedste, vi fik af Yorks mindste vindue, som sidder lige under pilen. Desværre har vi ingen idé om, hvad man kan se, hvis man kigger ind ad vinduet – og det havde Glen heller ikke.

King’s Manor er vokset organisk frem over århundrederne, og overleveringen vil, at den hvide del her blev bygget, da Mary, Queen of Scotts og Elizabeth I havde aftalt at mødes. Mødet mellem de to kvinder blev dog aldrig til noget, men huset består.

Denne rigt udsmykkede dør kan stamme fra da James I af England aka James VI af Skotland besøgte York, da han var blevet konge. I hvert fald står der JR nederst på begge sider af døren, og lignende “grafitti” fra James’ besøg findes andre steder på Kings’ Manor.

King’s Manor fungerede i en længere periode som blindeskole, og skoleklokken sidder fortsat på en af bygninger, hvilket kan ses indefra gården.

I samme gård står denne tyrekalv, som var den 9. legions maskot. Hvad der faktisk skete med den 9. legion er uklart, men det bedste bud er formentlig, at legionen led et nederlag ved Hadrians mur, og derefter ikke længere fandtes.

Fra King’s Manor var det tid til at bevæge sig op på Yorks mur. Vi gik ind ad Bootham Bar, som står cirka der, hvor den romerske porta principalis dextra (primære højre port) stod. Midt i tårnet er det muligt at gå igennem tårnet og ind på selve muren, hvilket jeg ikke tror, vi ville have opdaget, havde vi ikke været på tur med Glen.

Man kan gå – eller hvis man følges med Glen småløbe – en rigtig fin tur rundt på de gamle mure. Her var vi stoppet på et af tårnene og kiggede ned af den ældste bevarede del af muren. I flg. Glen er skråningen her fyldt med påskeliljer om foråret, hvilket må se rigtig smukt ud.

Fra muren er der fin udsigt indover byen, og man kan faktisk se York Minster – eller i hvert fald det øverste af den.

Vi gik ned fra muren på Monk’s Bar, som var lidt sjovt udsmykket: Øverste sidder / står statuer af mennesker med sten i hænderne. Idéen bag dem skulle være, at det på afstand er umuligt at vurdere om, der var tale om levende mennesker med kastevåben eller blot statuer. Gad vide om det faktisk har virket? Eller om det overhoved nogensinde blev testet?

Monk’s bar har en meget smal trappe, så vi skulle alle sammen gå ned efter hinanden for at komme ned nogenlunde samtidig. Monk’s Bar havde fungeret som indgang til York for mange handlende, og der var derfor også et skattekontor, hvor der skulle betales for at kunne sælge varerne i byen. For at undgå at betale denne afgift, var der mange handlende, der satte deres boder op på markerne lige uden for Monk’s Bar. De må altså have opdaget skatteinddrageren til trods for hans lillebitte dør (som sidder der højt oppe på tårnet…).

Tårnets faldgitter kan fortsat sænkes, og Glen fortalte, at sidst man havde tjekket det (det er mange år siden), var det faldet ned på et par sekunder, mens det havde taget nogle dage at få den hevet op på plads igen.

Rundt omkring i York kan man se nogle små figurer, der sidder på bygningerne. Den første vi så var denne lille ugle, som sidder på et hus fra slutningen af 1660’erne. Det skulle være det første murstenshus bygget i York som reaktion på branden i London i 1665. Men tilbage til uglen: Den og andre figurer (som en sort kat vi så et andet sted) er bygmesterens signatur. Det er alligevel en ganske bedårende måde at sige jeg skabte den her bygning.

Det her fine bindingsværkshus var der hvor York Minsters lægbrødre boede. I følge Glen havde de været nogle være hooligans, som såvidt muligt skulle holdes isoleret fra byens borgere. Det kan gerne passe, men de har da boet fint.

På lægbrødrene dør sidder to våbenskjold, og det ene er ganske særligt: Det har to korslagte nøgler og ovenover dem en pavehue. Det særlige er netop pavehuen, som ellers blev fjernet på alle lignende våbenskjold, da Henry VIII hærgede alle katolske institutioner. Her har man altså misset et enkelt lille tegn på pave-loyalitet.

Noget af det fineste ved at være på guidet tur er, at man ser steder, man ikke selv ville have fundet eller opsøgt. Således tog Glen os med ind i en baggård, hvor der lugtede af sur-sød kinamad, men hvor indgangen til en særlig lille kirke befandt sig. Kirken har to ting, der gør den speciel: båse frem for stolerækker og en squint (en åbning i væggen til at kigge igennem). Båsene var en gang helt almindelige, men nu findes der ikke mange kirker, hvor de er bevarede. Her i Holy Trinity Church har båsene forskellige størrelser, fordi de er blevet bygget til de familier, der betalte for dem. I mange af båsene sidder en del af familiemedlemmerne med ryggen til alteret, hvilket man har svært ved at forestille sig i en moderne kirke.

Glen gennemførte tur sluttede i endnu en uset kirke i området, der kaldes The Shambles. Vi havde halset af sted efter Glen på hele den godt 2,5 timer lange tur, men vi havde også virkelig noget en masse, og vi havde set ting, vi aldrig ville have set ellers. De her frivillige guider gør altså et forrygende stykke arbejde, og det føles mærkeligt, at man ikke en gang må give dem en kop kaffe eller en øl som tak for indsatsen.
Fra den lille kirke gik vi retur ud i The Shambles, som tidligere var slagtergaden, men som nu er et kaotisk, smalt sted hvor mange mange mennesker (måske mest turister) færdes. Gaden var meget smal, så man kunne skylle den ren efter slagtning. Ikke alene er gaden bred; husene vokser også ud af jo højere op man kigger, hvilket skyldes, at man kun betalte skat af det jord husene faktisk stod på. Man byggede altså derfor på et lille stykke jord og fandt så sine kvadrameter ved at bygge større overetager. Alt i alt giver det et meget klemt og tæt udtryk.

Selvom vi havde set en god bid af York med Glen, var der stadig noget at se. Deriblandt Clifford’s Tower, som er resterne af det normanniske slots kernetårn. Det ser ret spektakulært ud, som det ligger der på sin bakketop og troner. Det ser også ud, som om det er en lille bjergbestigning at komme op til indgangen. Men K og jeg kunne ikke lade os slå ud af trappen, så vi besteg den, blot for at finde at det naturligvis kostede penge at komme ind i tårnet. Men nu var vi kommet derop, så skulle vi også ind og videre op.

Clifford’s Tower har en brutal fortid som forsvarsværk, men måske i endnu højere grad som det sted, Yorks jøder søgte tilflugt i 1190, da byens første pogrom fandt sted. Da de 150 jøder fandt sig selv isoleret i tårnet, valgte mange af dem at tage deres eget liv, mens de resterende faktisk blev slået ihjel. Det er en virkelig barsk historie, men desværre ikke en, der er unik for York. Det er så forfærdeligt, hvad vi mennesker er i stand til at gøre ved hinanden.

Inde i tårnet står der en model, der viser Yorks forsvarsværk, som det så ud, da det var på sit højeste. Det er et ganske imponerende anlæg, som tydeligt viser, at man har ment, at York har været værd at beskytte.

Ad tårnets smalle snoede trappe begav vi os opad. Vi stoppede halvvejs for at kigge ud i resterne af tårnet, og her var der ingen afsløring af den fantastiske udsigt, vi skulle finde blot et led længere oppe ad trappen.

Udsigten fra rundgangen på toppen af tårnet var ude af denne verden. Naturligvis hjalp det også, at vejret var med os! York Minster stod helt fint og klart i det fjerne, og vi måtte minde os selv om, at Glen havde sagt, at der havde været omkring seks uger over de seneste 35 år, hvor er ikke havde været stillads på kirken. Faktisk siger man, at hvis der ikke er stillads på kirken, så går den tilbage til at være en katolsk kirke…
Jeg lider normalt overhoved ikke af højdeskræk, men af en eller anden grund, så overvældede rundgangen heroppe mig fra begyndelsen, så jeg listede noget mere forsigtigt, end jeg normalt gør det. Men udsigten var det hele værd.

Rundt omkring i York finder man huse som dette. De var, inden branden i London i 1665, almindelige bindingsværkshuse, men som en brandsikring blev de beklædt med puds. Det er ret interessant, at branden i London har trukket så klare spor i York.

Se! Vi er begyndt at samle på engelske postkasser, da vi har erkendt, at de tydeligvis stammer fra mange forskellige perioder i landets historie. Her har vi fundet en fra Victorias tid!

Vi var så heldige, at der var danse-festival i York, så vi fik en pause, hvor vi så klassiske danse som Morris Dance. Det var ret sjovt at se, fordi man kan forestille sig festlige lejligheder i fortiden, hvor man har slappet af med de her fællesdanse.

York Minster er ikke en sognekirke, så ganske ganske få meter fra den store katedral står St Michael le Belfrey, som er en kirke, man vi blive døbt, viet og begravet i, hvis man er født i York Minsters sogn. Til højre for kirken er den bygning, hvor Guy Fawkes blev født.

Nu var vi endt tilbage ved York Minster, og vi havde lidt bedre tid til at kigge på den store smukke katedral. York Minster startede livet i 627, som en trækonstruktion der skulle bruges ved dåben af Kong Edwin af Northumbria. Edwin var hedning, men han havde giftet sig med en kristen prinsesse, og hun havde tilsyneladende held til at overbevise kongen om, at han skulle lade sig døbe.

Den nuværende kirke blev påbegyndt i 1220 og færdiggjort godt 250 år siden. Som med så mange af de andre katedralprojekter i middelalderens Europa blev pesten fremhævet som en mulig årsag til, at det tog så lang tid at få gjort katedralerne færdige.

York Minster er virkelig smuk udefra, men vi må også indrømme, at vi blev nærige, da vi så, at man skulle betale £10 pr. hoved for at komme ind i kirken. Så vi nøjedes med at se det indre fra på den anden side af billetkontoret. Til gengæld nød vi det ydre af kirken længe.

Første gang vi kom forbi York Minster sad der en due på hovedet af denne figur – og der sad faktisk en due der igen, da vi kom anden gang. Får mig til at overveje, om duen monstro er en del af bygningen?

Over vestdøren finder man Yorks hjerte, som er en ornamentering af det store vindue over hovedindgangen til katedralen. Og det ligner vitterligt et fint dekoreret hjerte.

Rammen omkring vestdøren er meget smukt dekoreret med scener fra Biblen. Her kom vores nye zoomobjektiv virkelig til sin ret, for man kunne ikke se hver enkelt scene med det blotte øje, men objektivet kunne ”hive” dem ned.

Det er nærmest umuligt at tage et selfie af tre mennesker og Yorks kæmpestore kirke, men om ikke andet så kan man se, at vi alle tre var et sted, hvor der var en kirke i baggrunden.

Mens vi sad foran York Minster og kiggede på bygningen, tog Line dette billede af mig, og da jeg er tilfreds med det, kommer det med i denne blogpost.

Vi havde betalt for parkering til klokken 16.14, så efter tur med Glen og på egen hånd var det tid til at lægge York og katedralen bag os og bevæge os hjemad.

Vi havde parkeret lige udenfor Bootham Bar, så der var ikke langt tilbage til bilen. På parkeringspladsen blev det klart for os, at man i York virkelig ikke vil have, at der bliver smidt skrald på offentlige steder. Straffen for at smide med skrald er i hvert fald alvorlig!

K havde set, at der i udkanten af York var et outlet med en M&S, hvor vi forhåbentlig kunne k’be noget aftensmad med hjem. Desværre var det ikke en M&S med en food court, så vi måtte finde en anden løsning. Enter smartphone! Jeg fandt adressen på en Waitrose, som vi fandt og fik købt noget aftensmad med hjem til vores hotel.

På vej retur til Selby stoppede vi i Ledsham, hvor K havde håbet at finde en geocache. Desværre havde der (og var der lidt endnu) marked i byen, så vi måtte nøjes med at nappe et foto af byens kirke, som den stod og puttede sig mellem trækronerne.

En dag i York er alt for lidt, og derfor er byen da også blevet sat på vores her-må-vi-tilbage-til-en-gang-liste. Der var museer og dele af byen, vi missede, men vi så meget på vores gode guidede tur.

Fredag morgen vågnede vi til et meget vådt Derbyshire – det havde regnet hele natten, og umiddelbart var der ingen udsigt til, at det ville holde op med at vælte ned. Det kunne ikke holde os tilbage, da vi havde planer om at tage på meget fint besøg.

Før vi kørte, skulle K dog betale for vores overnatninger på Hargate Hall.Vi havde skrabet vores kontanter sammen, så vi kunne betale kontant, hvis de ikke tog kort. Da K så talte med udlejer, gik det op for sidstnævnte, at vi havde boet i et mindre værelse, end han mente, vi skulle have boet i. Fremfor at give os en eller anden form for rabat, sagde han til K, at han slet ikke mente, han kunne bede os betale. Så vi kørte fra Hargate Hall efter tre overnatninger, og den samlede pris havde været £4 til strøm! Så har vi prøvet det med…

Det fine besøg vi skulle på var såmænd bare et visit hos Mr. & Mrs. Darby of Pemberley – også bedre kendt som Lyme Hall. Det var absolut ikke ideelt at se stedet i regnvejr, men det er desværre en af de ting, man ikke selv kan kontrollere.

Denne trappe løber Mr. Darcy ned af,
da han har fået tøj på efter sin lille dukkert.

Vi blev spurgt, da vi købte billetter, om vi havde set tv-serien, Pride & Prejudice… Det var næsten et fjoget spørgsmål for det var jo på grund af serien, at vi overhoved besøgte Lyme Hall. Ikke at det ikke er et sted, der er værd at besøge, men vi havde sikkert valgt noget andet, havde det ikke været for Lizzies besøg på Pemberley.

Det var desværre ikke tilladt at tage billeder indenfor, så det undlod vi naturligvis at gøre. Husets indre er interessant, og ikke mindst fordi det er rigtig fint formidlet. Man kan købe en guide (hvilket vi gjorde), og der er skilte i hvert enkelt rum, hvor man kan læse lidt om rummene. Men vigtigst af alt: Der er frivillige guider i hvert eneste rum, og de fleste af dem var rigtig gode til spontant at fortælle lidt eller meget om det konkrete rum, man var trådt ind i. Det fungerede rigtig godt, fordi man var på guidet tur samtidig med, at man selv kunne sætte farten. Midt i vores tur igennem huset, måtte vi tage en detour ned i husets kapel, fordi vi havde set, at der var en 15 minutters gennemgang af Lyme Halls historie. Det var rigtig godt, at vi gik ned og lyttede til den entusiatiske guides gennemgang, for det gjorde huset om muligt endnu mere interessant og mere levende.

Bortset fra at man i serien ser huset fra den modsatte retning, så er det jo tydeligt, at det her er Pemberley! Det forstås, at Lizzie ikke mente, at nogen kunne være utilfredse med Pemberley.

Og når nu vi er ved Lizzie, så er hendes ord om, hvornår hun forelskede sig i Mr. Darcy jo påtrængende, når man færdes på Lyme Hall: But I believe I must date it from my first seeing his beautiful grounds at Pemberley. Jeg er overbevist om, at vi på en solskinsdag ville have gået yderligere på opdagelse i haverne og parken omkring Lyme, men det blev ikke til noget i øsende regnvejr.

Mrs. Darcy var ikke hjemme, mens vi var på besøg – men Mr. Darcy derimod synes ikke at kunne holde sig fra at hoppe i stedet søer uanset vejret. Meget fjollet herre, som slet ikke var “formally dressed”, mens vi var på Lyme.

Fra Haddon Hall gik turen nordpå, da vi skulle have to overnatninger i nærheden af York. Vi stoppede og shoppede i Meadowhall i nærheden af Sheffield. Det var et gigantisk mall, og der var godt gang i stedet på en fugtig fredag i september.

På vej til vores hotel i Selby gjorde vi et hurtigt geocachestop, og over os var der sket et lille mirakel: Solen havde fortrængt de tunge regnskyer, der havde hængt over os det meste af dagen, og nu var der blå himmel mellem de hvide skyer. Den regntunge dage sluttede fin og blå. Naturligvis havde vi foretrukket at se Lyme Hall i strålede solskin, men som vi så det, var det fortsat en rigtig fin oplevelse.

Onsdag aften var K og jeg blevet enige med os selv om, at vi ville foreslå Line, at vi kørte til Haddon Hall torsdag. Det var hun heldigvis med på, så det blev slagplanen. Da Haddon Hall først åbnede klokken 12, havde vi tid til at nå omkring Tideswell på vejen, hvor The Parish Church of St. John the Baptist, som også er kendt som Cathedral of the Peak kan findes.

Vi parkerede lige overfor kirken i første parket til det skønne blomsterbed foran kirken. Det er skønt at rejse, når temperaturerne er kommet ned på sensommerniveau, men blomsterne fortsat er farverige og lækre.

Disse otte figurer befinder sig i området lige foran alteret, og de repræsenterer hver en helgen eller anden vigtig figur i kristendommen. Jeg er desværre i tvivl om lige præcis, hvem der er hvem, men de er: Angel (purity), St. Mary, St. George, St. Chad (Lichfield), Life of John Baptist, Zacharias, Elizabeth, Jesus (Baptism) og St. John Baptist.

Det var ikke nemt at tage billeder af det, men som K sagde, så var der her tale om en kirke med “facitlisten” på væggen. Der var store opslag med de ti bud, fadervor samt trosbekendelsen. Så skulle alle da kunne være med.

I kirken i Thaxted var der også en detalje, som jeg aldrig har set i en kirke tidligere: Meget tydelig og tilstedeværende rørføring. For mig er det på en eller anden vis meget engelsk! Det så ret underligt ud.

Fra Thaxted kørte vi gennem et diset og dermed meget dramatisk udseende Peak District. Tågen gjorde absolut ikke landskabet mindre imponerende og smukt – det ændrede til gengæld helt karakter.

Vi havde et fotostop et sted, og vi parkerede lige ud for et hul i et af de mange mange stengærde med et hul i. Det var jo naturligvis oplagt som en ramme for et fotografi – og det er altså alt, hvad man kan sige om det.

K havde planlagt et geocachingstop med en forrygende udsigt. Her kan man se, hvordan skyerne næsten ligger nede mellem de bløde bakker.

Ved udsigtspunket var der en lang række bænke, og de havde alle som en en lille plade med nogle mindeord. De to her var mine favoritter for ømheden og varmen i dem.

Spot en lille mand i et meget meget stort landskab. Jeg er bange for, at K vist ikke fandt kassen, men så var det da heldigt, at udsigten var helt fantastisk. Så var stoppet bestemt ikke spildt.

Vi kom for tidligt til Haddon Hall, men vi havde hjemmefra set, at vi godt kunne komme fra klokken 11, hvor området og cafeen åbnede. Der var en kort gåtur fra parkeringspladsen op til cafeen, og undervejs var der flotte views op mod det store palæ.

Huset er bygget i stadier mellem 1200-tallet og 1600-tallet, men der har været bolig på stedet siden det 11. århundrede. Det fine ved Haddon Hall er, at store dele af huset fortsat står, som det ville have gjort for 400 år siden.

Ved siden af cafeen stod et antal formklippede buske, og to af dem havde former, der knytter an til stedet: En påfugl og et vildsvin. Påfuglen var ikke nem at identificere, men selvom grissebassen er blevet lidt pjusket på trynen, så man kan da godt se formen.

Haddon Hall er fortsat et hjem, idet greven bror og hans familie bor her. Det betyder naturligvis, at der er en del af huset, man ikke har adgang til.

Fra gården er det meget vanskeligt at skelne husets kapel fra resten af palæet – faktisk er det primært det her blyindfattede vindue, der markerer kirkens tilstedeværelse. Inde i kirken er man dog ikke i tvivl om rummet funktion.

Helt centralt i kirkerummet står en stor sakrofag, som er meget rørende udsmykket. Stenkisten (som er en kopi af originalen) står der som minde om familiens søn, der døde som ni-årig i 1894. Det virkelig rørende ved historien er, at det var den sørgende moder selv, der lavede portrættet af sin søn. På sin vis fornemmer man godt den kærlighed og smerte, hun må have følt, for der er en utrolig ømhed i hele monumentet.

Kapellet har en del fresker på væggene, og en af de mere kuriøse er denne trio af skelletter, som gemmer sig på bagvæggen. Så kan man da aldrig glemme, at vi alle er dødelige.

Inden vi begav os ind i selve huset, måtte vi naturligvis nappe dagens selfie – og K har vist gjort det til en mission at se goofy ud. Men vi var der alle tre!

Når man færdes på Haddon Hall, kan man ikke undgå at se familiens totemdyr, påfuglen og vildsvinet. Som det ses her, så findes de på nedløbsrør og i blyindfattede ruder, men de er også tilstede på træværket i huset.

Man træder ind i Haddon Hall i en lille gang, men det første rum er så huset store “hall” – det rum hvor middage udspille sig i Tudor-England. Hallen er desværre så stor (og alligevel så lille), at det ikke kan lade sig gøre at tage et meningsfyldt billede af den. Til gengæld kan man se denne lille ret besynderlige detalje: Ved døren sidder et “håndjern”, hvor man endte, hvis man ikke kunne drikke op. Straffen var så at få hældt resten af sin drikkevare ned i ærmet… Javel så.

Køkkenet står fortsat, som det stod i Tudor-tiden, og det er sjovt at se, hvordan et rum er belvet brugt og slidt. Og så grinede jeg lidt af, at der ikke er 120cm mellem køkkenbordene (som man anbefaler i dag). Man kan forestille sig, at der har været hektisk aktivitet og høj varme, når der har været store selskabet i huset. Faktisk kan fantasien få lidt hjælp, for BBC lavede udsendelsen The Tudor Feast, hvor der blev lavet en fuld middag i det gamle køkken på Haddon Hall.

I køkkenet kan man også se slidet i stengulvet – der må være gået rigtig mange skridt ovenpå det her dørtrin for at få det til at se ud på den her måde.

Det er jo meget almindeligt i gamle huse, at man ikke må sætte sig på møblerne, men på Haddon Hall havde de udtænkt en ret fin måde at afstrække besøgende fra at sidde i møblerne: Tidsler på alle sæderne.

Det er klart, at der er en god udsigt indefra huset, og jeg elsker billeder taget ud igennem åbne vinduer som her.

I the Earl’s Appartment har et mindre antal kongelige (formentlig alle dem der har været der) fået lov at skrive deres autograf ovenover pejsen. Den gode Prince of Wales har været der hele to gange – i 1979 og i 2012 – og hans underskrift har ikke ændret sig meget i perioden. Det der til gengæld er lidt sjovt ved samtlige royale underskrifter her er, at der er en streg under nanvnet.

Haddon Halls Great Gallery er et ret flot rum, som i modsætning til mange andre galleries man ser i store huse, har en underspillet farvetone. Vi lærte på Haddon Hall, at det her lange rum er skabt til “gentle exercise”. Altså til at gå rundt og rundt i, hvis vejret ikke var til udendørs eskapader.

Der er optaget flere film og serier på Haddon Hall, og såvidt jeg kunne forstå, optræder the Great Gallery i Jane Eyre fra 2006 – den må jeg se, om jeg kan finde og se, når vi kommer hjem.

Fra the Great Gallery kom vi af en trappe ned til udgangen til haveanlægget, som var rigtig dejligt. Fra havesiden kan man for alvor se, hvor stort Haddon Hall faktisk er.

Haven var fint anlagt, men endnu vigtigere så var der fortsat mange planter i blomst. Så både morgen og eftermiddag kunne vi nyde efterårets blomsterflor.

I et af hjørnerne af den øverste del af haven kunne man gå opad et par trin og se ned over stedets parkanlæg. Line hænger ud på udsigtsposten.

Og her er så udsigten, vi alle tre måtte op og kigge ned på. Man kunne faktisk ikke se den med mindre, man hoppede op af de tre små trin. Tænk, at så meget udsigt så nemt kan skjules.

Line mente, at Hr. & Fru måtte stille op til fotografering i døren ind til den nedre del af huset – og det gjorde vi så. En af os stillede os mere an end den anden.

På vej tilbage til parkeringspladsen fik K øje på, at stedets postkasse havde et monogram, vi ikke tidligere havde set. Ganske vist står der ER, som på de moderne kasser, men nedenunder kronen står der så VII. Så her er altså en postkasse fra da Edward VII var konge, hvilket var i periode 1901-1910. Nu er det gået lidt sport i at finde forskellige regenters postkasser, for vi må konstatere, at det ikke er så ualmindeligt her til lands, at postkasserne har ganske mange år på bagen.

Fra Haddon Hall gik turen via Buxton retur til Hargate Hall. I Buxton spottede K en meget fin variation over fiskeklistermærket, en del mennesker kører rundt med. Den her sticker rammer mere vores overbevisning.

Vi var relativt tidligt (omkring klokken 17) hjemme på Hargate Hall, hvilket betød, vi havde tid til at sidde “ude i internettet” (fællesrummet på vores etage af huset) og rode lidt med det verdensomspændende.