Efter at have boet med udsigt til Edinburgh i tre dage var det nu blevet tid til at tage ind og se nærmere på byen. Vi havde valgt onsdag, fordi det var den dag, hvor vejret skulle være mindst spændende, og det forestillede vi os, ville være ok i en stor by. Men det regnede nok lidt mere, end vi lige havde regnet med, for vi blev godt nok våde om formiddagen.
Vi tog bussen ind fra Leith til Edinburgh, hvilket gav os anledning til at se forstæderne, samt en lille del af Edinburgh. Vel inde i byen stod vi og kløede os lidt i nakkerne, før vi besluttede at starte med at tage endnu en bus op til Edinburgh Castle. Inden vi nåede så langt, kunne vi dog føje endnu en postkasse til samlingen: Denne gang løb vi ind i en af de postkasser, der blev malet guldfarvede for at fejre britiske atleters succes ved OL i London i 2012. Chris Hoy har altså fået sin egen postkasse i den skotske hovedstad.
Gennem regnen nåede vi op til billetkøen ved slottet, og der var ikke andet for, end at stille sig i kø og vente. Til trods for den silende regn var der allerede mange mennesker, der stod i kø eller gik rundt ved indgangen. Jeg havde læst, at Edinburgh Castle havde haft deres bedste sæson i år, og det tror jeg gerne, for der var godt nok mange besøgende!
Når man kigger op mod slottet, er man ikke i tvivl om, at der er tale om et massivt forsvarsværk. De høje, stejle stenvægge indbyder ikke ligefrem til angreb.
Når man færdes på slottet, er det tydeligt at se, at det er integreret med den klippe det står på: Dele af slottets forsvarsværk er slet og ret klippevæg. Det giver en ret flot effekt, når rå klippe bliver til udhuggede sten.
Hvis man havde været på Edinburgh Castle i klart vejr, tror jeg, at udsigten havde været spektakulær, men selv på en grå grå dag kunne man se rimelig langt ud over den skotske hovedstad.
Der var guidede ture på slottet, og vi var så heldige, at vi lige nåede med på Fergus’ tur. Fergus var en morsom og grundig guide, og det var fint lige at få en hurtig halv times baggrundsinfo om slottet. Som det ses lignede alle på turen druknede mus, og Fergus indviede os da også i en hemmelighed: Skotterne kan heller ikke lide regnen ;o)
Porten ind til slotsområdet har haft et omskifteligt liv, hvor det er blevet udbygget hen ad vejen. Det sjoveste er næsten, at porten blev udvidet med den øverste del i victoriatiden, fordi man ville have slottet til at se ud, som man forestillede sig det perfekte romantisk slot så ud. Så man forstærkede altså forsvarsværket for looks only.
De mange forskellige kanoner, der står på slottets område, er også for show. De er nemlig sat op i forbindelse med Victorias besøg på Edinburgh Castle: Man havde ikke kanoner, inden besøget, fordi slottet var fint sikret uden. Men det var ikke godt nok for den unge dronning, da et slot da slet ikke var et slot, hvis der ikke var kanoner. Så frem af gemmerne med kanoner fra Napoleonskrigen – og fra skibe… Men pyt. De står jo bare her for at få slottet til at se rigtigt ud.
Det var heldigvis ikke nødvendigt for os at spørge, hvornår “the one o’clock canon” blev skudt af… Men det var fint lige at få historien bag den. Oprindeligt havde man forsøgt at få urene synkroniseret via et visuelt signal, men efter otte år kom man på den tanke, at det måske ikke var så smart i et land, hvor der ofte er tåge at være afhængige af at kunne se signalet. Så erstatningen blev altså at skyde en kanon af hver dag præcis klokken 13.
Den ældste bevarede del af slottet er St. Margaret’s Chapel, som har stået på sin plads siden 1100-tallet. I 1314 indtog skotterne slottet (englænderne havde besat det) og ødelagde det meste af slottet, så det ikke kunne genindtages. Men på ordre fra Robert the Bruce blev St. Margaret Chapel skånet – iflg. Fergus formentlig fordi det ikke var “good public relations” at ødelægget noget, der var tilegnet helgener.
Lige overfor St. Margaret’s Chapel står slottets yngste bygning, Scottish National War Memorial. Selvom det står, hvor der har stået bygninger i århundreder, så har det først fået sin nuværende udformning i 1927. Det blev den gang skabt som et monument over “the war to end all wars” (1. verdenskrig), men siden er det blevet udvidet til at huse navnene fra alle faldne skotske soldater siden 1914. På alteret (direkte ovenpå klippen slottet står på) er en sølvkiste, som rummer navnene på de 147.000 skotter, der døde i 1. verdenskrig, mens de nyere navne tilføjes på hædersruller, der opbevares i monumentet.
Her står besøgende i kø (ikke dem forrest i billedet dog) til at se de skotske kronjuveler samt Stone of Scone (skal ikke udtales som bollerne man spiser med clotted cream men mere a la skuun). Vi skulle naturligvis også se løjerne, og heldigvis havde Fergus gjort det klart for os, hvad der var det vigtige i kronjuvelrummet: Stone of Scone var det, man skulle lægge mærke til.
{man må ikke tage billeder af kronjuvler mm, så billedet stammer herfra}
Stone of Scone er den sten, som blev brugt ved kroninger af skotske regenter indtil 1292. I 1296 blev stenen “bortført” til Westminster Abbey, og integreret i den trone, engelske regenter blev tronet på, som en underlegen del. Selv Elisabeth II er kronet ovenpå stenen, men i 1996 kom stenen hjem til Edinburgh. Den skal dog til England på et lynvisit, næste gang der skal krones en britisk monark. Gad vide, om man denne gang vil give stenen en mere fremtrædende plads?
Slottets Great Hall har levet et meget omskifteligt liv som alt fra militær barak til hospital. I slutningen af 1800-tallet blev salen dog istandsat, som victorianerne nu mente, sådan en sal skulle se ud komplet med store glaspartier (skydeskiver for fjenden), der vender ud mod omverden.
Vi snakkede lidt om, om denne mindetavle monstro taler sandheden? For så lyder Mary Queen of Scots mor godt nok som et fabelagtigt menneske. På den anden side: Man sætter jo ikke en mindetavle op, hvor der står “hun var virkelig træls, sur og tvær og egoistisk”…
Efter vores besøg på Fountains Abbey var vi blevet skrappe til at spotte stenhuggernes tegn, og da vi var på vej ned ad en af slottets trapper, kom vi forbi disse tre fine eksempler.
Hvor der på Haddon Hall var påfugle og vildsvin på nedløbsrørene, så er der på Edinburgh Castle skotske tidsler og engelske roser. Det er da alligevel en noget symbolsk omgang nedløbsrør.
Ifølge teksten på dette vindue, så referer den venstre side (øverst såvidt jeg husker) til William Wallace og den højre side (også øverst) til Robert the Bruce. Så han man da også fået to meget markante skotter repræsenteret.
Hvis jeg skal være ærlig – og det skal jeg jo helst på min egen blog – så var jeg ikke ret imponeret over Edinburgh Castle. For mig at se var der desværre ikke ret meget at se på, og det der var, var ikke specielt vedkommende formidlet. Men jeg er glad for at have set Stone of Scone!
Fra slottet kørte vi ned og spiste frokost på Pret. Da vi så skulle finde ud af, hvad vi så ville, endte vi med at køre op igen og så gå ned ad Royal Mile. Så fik vi da konstateret, at frem og tilbage er lige langt.
Royal Mile løber fra Edinburgh Castle og ned til Holyrood Palace, som er den britiske monarks officielle residens i Skotland. Husene langs Royal Mile er overraskende i deres størrelse og stemning – der er noget meget alvorligt over dem.
På Royal Mile finder man St. Giles’ Cathedral også kendt som High Kirk of Edinburgh. Dette er, modsat hvad navnet indikerer, slet ikke en katedral, da der ikke er en biskop i Skotland. Inde i kirken finder man the Thistle Chapel, som er et smalt og meget spektakulært udsmykket lille kapel.
Foran St. Giles kan man næsten misse the Heart of Midlothian; en hjerteformet udsmykning i brostensbelægningen. Hjertet markerer den gamle bys administrative centrum. Lige efter jeg havde taget billedet af the Heart of Midlothian kom der en lokal gut (og nogle han viste byen frem til) forbi og spyttede midt på hjertet. Vi kunne godt regne ud, at der var en grund til det, men det gjorde det nu ikke mere appetitligt. Oprindeligt skulle den skik være opstået, fordi hjertet markerede der hvor fængslet var – nu spyttes der mest fordi det skulle være lykkebringende. Hvorfor folk synes, at de skal spytte deres tyggegummi eller cigaretskodder ud lige her, ved jeg ikke. Men jeg har tilladt mig at give hjertet lidt førstehjælp i Photoshop, så det blev befriet for klamheder.
Mercat Cross er det gamle markedskors i Edinburgh, der som navnet antyder angiver hvor markedet blev afholdt. Senere blev disse markedskors også stedet hvor oplysninger til borgerne om samfundet blev proklameret, og der bliver stadig råbt fra stedet her, fx. når der skal være parlamentsvalg eller en ny monark har besteget tronen. Edinburghs Mercat Cross er første gang nævnt i 1365, men det der står der nu er en victoriansk kopi.
I dette hus kaldes John Knox’s hus til trods for, at det er usandsynligt, at den skotske reformator nogensinde boede i huset, da det på John Knox’s tid var ejet af en prominent katolik. Tilknytningen til Knox opstod da også først i omkring 1800, fordi huset var gammelt nok til at kunne have huset den berømte skotte.
På Royal Mile stødte vi også ind i en helt almindelig skotsk postkasse, og det der er lidt interessant ved dem er, at der sjældent findes postkasser i Skotland med Elisabeths monogram på. I stedet har de skotske postkasser den skotske krone på. Sikke meget man kan lære bare ved at kigge på postkasser…
Lige som vi besluttede, at vi ville vende næserne hjemad, spottede vi Calton Hill mellem husene. Det måtte vi lige ned og kigge lidt på, og på vejen kom vi forbi en sød lille butik, som i den ene side var slikbutik og i den anden kunsthåndværk. Det var en ret sjov kombi. For Line viste kunsthåndværkssiden sig at være liiidt farlig, så hun gik derfra med et sæt øreringe og en ring. K og jeg slap ud uden at købe noget, men det var en herlig butik. I stedet for at køre direkte hjem tog vi en bus, der gik til Ocean’s terminal shopping centeret, hvor Line og jeg startede med at shoppe og drikke kaffe, mens K hentede bilen. Og så kunne vi få købt ind til aftensmad mm.
Da vi kom retur til Ocean’s Apartments, kom vi i tanke om, at vi manglede et billede udefra, hvor man kan se lejligheden. Der kommer så her, og den sarte pil indikerer vores terrasse.
K havde lige en lille tur, han skulle ud på, da han ikke havde fundet den geocache, der lå på molen nær ved vores lejlighed. Undervejs tog han billeder af the Forth Bridge, som er jernbanebro fra 1890 med et smukt design. Det er ydermere en cantileverbro, der er selvbærende omkring bropillerne, hvilket vil sige, at en ganske stor del af broen ikke er undstøttet. Det er fortsat verdens anden længste af slagsen.
Foruden den fine bro spottede K denne svanefamilie med intet mindre end fem halvstore “svællinger”, der plaskede rundt i pyt ikke meget større end en tennisbane få meter fra havet. Det er måske nemmere at lære at svømme i et mindre basin?
Den noget våde dag sluttede med en meget fin rød solnedgang over havnen og Edinburgh. Havde nu været rart, om det havde været tørvejr om formiddagen, men vi må forsøge os med endnu et besøg i Edinburgh ved en senere lejlighed.
