Vores tur hjem fra London blev lidt lang, fordi vi shoppede og geocachede undervejs. En af de cacher vi fandt lå på de hvide klipper i Dover, og vi var der lige ved solnedgang. Der var et fantastisk lys på det tidspunkt.
Nu har vi altså ikke alene set the White Cliffs of Dover, vi har også betrådt dem. Vi er langt fra færdige med at rejse i England. Turen til London har ikke afskrækket os fra selv at køre til England, så vi går videre med sommerferieplanerne.
Billedet lånt hos British Museum.
Lørdag bød på en tur på British Museum for Ljud, K og jeg. Min mor havde set, at der den 4. november var åbent ny særudstilling på British Museum: Ancient Egyptian Book of the Dead. Udstillingen var virkelig spændende, fordi den gik til det ægyptiske stof på en anden måde, end mange mere traditionelle ægyptologiske udstillinger. I stedet for at beskæftige sig med “hvordan et mumie?” stillede den spørgsmålet “hvorfor et mumie?”. De ægyptiske døderuller var fyldt med magiske formularer, der skulle hjælpe den afdøde gennem det evige efterliv på bedst tænkelige vis. De sarte papyrusruller var fabelagtigt smukke og imponerende godt bevarede. Men det allermest fascinerende var indsigten i en forestillingsverden, der er væsensforskellig fra den vi færdes i til dagligt. Virkelig spændende. Udstillingen kan kun anbefales.
Kristian og jeg smuttede lige ind forbi Rosettastenen for at se det “dokument”, der gør, at vi nu har mulighed for at læse hieroglyfferne. Det er nu fascinerende – og selv efter mange besøg på British Museum er det faktisk første gang, jeg ser Rosettastenen.
Det er da helt fabelagtigt!
Noget af det jeg altid bliver fascineret af ved besøg på British Museum er Norman Fosters fabelagtige “tilbygning”, som på allersmukkeste vis kombinerer de gamle fine bygninger med moderne tider. Der er ikke så meget at sige om dette bygningsværk andet end at det er fuldstændig berusende, og jeg synes, at du skal opsøge det, hvis du er i London.
Mix af fortid og nutid.
Det er simpelthen så smukt.
John Lewis dressed to the nines.
Vi startede med en gåtur til den “nærmeste” Marks & Spencers, som viste sig kun at være en Foods Marks & Spencers, så vi tog en bus ind til Marble Arch. Vi kiggede på butikker og spiste en sandwich hos Pret a Manger. Derefter splittede vi op fra Ljud & Kenneth. K og jeg shoppede rundt på Oxford Street. Vi kiggede på juleoppyntningen af flere af de store butikker, og vi var enige om, at John Lewis tog prisen for fineste pynt. Måske ikke vildt julet, men meget effektivt og smukt.
Jep, Starbucks har sågar espressokrus i juleudgaven.
Når man shopper, skal man jo ind imellem have en pause, og det blev hos Starbucks. De har fået årets julekrus, som desværre ikke er så spændende. Men deres engangsjulekrus er som altid fine. Efter en god omgang shopperi (dog kiggede vi mere, end vi købte, hvilket er noget nyt for os) var det tid til at vende næsen mod hotellet, så vi kunne komme af med vores nyindkøbte sokker og lidt andet.
En noget våd Kristian indtager “vores” lounge.
K og jeg besluttede – lidt overmodigt skulle det vise sig – at vi da godt kunne gå fra hotellet til Earl’s Court, hvor Top Gear Live skulle finde sted. Der er godt 1½ km, så det skulle jo være ok (hvis man ser bort fra, at vi havde været på fødderne i syv timer allere)… Bortset fra, at det begyndte at regne, da vi var under halvvejs… Nå, men vi kom da frem – lidt våde men klar til aftenens ballade.
Vores Posh Nosh middag.
Vi nussede lidt rundt på messen, men blev hurtigt enige om, at vi ville gå op og spise den middag, der var med i prisen på vores billet. Der var fire meget engelske valgmuligheder på menuen. K viste sig at være pjattet med engelsk ærtemos; der kan man bare se. Desværre skal han nok ikke regne med at se meget til det hjemme i Bonn ;o)
Så er vi klar!
Inden længe var det på tide at finde vores pladser i den store sal. Vi var glade for, at vi ikke var to meter høje, for der var godt nok ikke meget benplads. Det glemte man dog heldigvis, da først shower var skudt i gang.
Live-reklame for Skodas .
Det var egentlig en ret skæg ide: der var live-reklamer for Skoda, Citroen og Shell inden showet startede. Så kan jeg altså godt holde ud at se reklamer. Ovenstående ses live-udgaven af denne Skoda-reklame. Selvom I ikke kan se live-udgaven, som virkelig var herlig, så vil jeg faktisk anbefale jer at se reklamen. Den er ret sød, og det er aldeles sjældent, jeg bryder mig om reklamer – faktisk lægger jeg sjældent mærke til dem.
Præsentation af den nye Stig.
For dem af jer der kender Top Gear vil The Stig ikke være ukendt. Henover sommeren slap The Stigs ellers totalt hemmelige identitet tilsyneladende ud. Det betyder naturligvis, at programmet må have en ny tam racerkører. Han blev præsenteret til Top Gear Live, og her kan han ses.
D’herrer.
Top Gear er et bilprogram, men en stor del af det, der gør programmet specielt, er kemien mellem de tre værter: Jeremy Clarkson, Richard Hammond og James May. De var naturligvis alle tre på scenen, og de er altså sjove – men vi følte os næsten overdressed i sammenligning 
)
James Mays opvaskemaskinebil.
En portion af showet gik ud på, at de tre værter hver havde bygget en bil af hårde hvidevarer, som de skulle køre race i. James Mays vaskemaskinebil var virkelig storartet. Den kunne – ja ja følg med på joken – køre 20 minutter, hvis man havde valgt et 20 minutter langt program på maskinen. Måske skulle man have været der – det var i hvert fald gevaldig morsomt irl.
Sikke et stunt.
Herover ses endnu et af stuntene – en motorcykel i kamp med en temmelig meget større maskine. Den ret frygtløse fyr på motorcyklen kørte seriøs op og ned over arbejdsdyret. Det er altså imponerende, hvad man (mænd) tør og gør, når det involverer kørende maskiner…
Ild og kvinder i stramt tøj – et must.
Der går også benzin i mit blod, selvom jeg ikke er mand, men jeg tror måske ikke de letpåklædte eller meget tætpåklædte kvinder er myntet på mig som publikum. Men ild er jo altid imponerende og vildt. Kvinden her satte faktisk ild til to biler, der drønede rundt på scenen – det lod sig dog overhoved ikke fotografere.
Bilfodbold.
Et af de sidste punkter på programmets dagsorden var bilfodbold spillet i de her små pispotter, der væltede for at et godt ord. Det var forbløffende morsomt.
The Stigs farvelnummer.
Det sidste nummer var en politijagt, hvor den gode Stig havde stjålet en prototype på en fancy bil. Bilen var gennemsigtig og skiftede farver med lyset på scenen. Særdeles spektakulært!
Jeg ved godt, at jeg ikke umiddelbart virker som et gear-head, og det er jeg måske heller ikke. Men Top Gear er altså virkelig morsomt, og det var helt herligt at være tilskuer til det store live show. Og vi var alle ret fascinerede over, at der slet ikke lugtede af benzin i lokalet. Der var masser af lyd og lys men ingen lugt – godt gået! Hvis du er det mindste til Top Gear, så smut en tur til Oslo i marts, hvor showet kommer til Norge.
Det gode skib Pride of Calais.
Kristian og jeg har været i London nogle gange, men vi er altid ankommet med fly. Jeg er også kommet til London med tog, færge fra Esbjerg (og så lidt ekstra transport derfra naturligvis) og med bus via færgen fra Holland. Men ingen af os er nogensinde kørt i bil til London. Indtil i dag! Vi er i London for at se Top Gear Live i morgen sammen med Ljud og Kenneth. Vi undersøgte mulighederne for at komme herover, og der var ingen tvivl om, at det at tage bilen kunne konkurrere prismæssigt med toget. Flyene kunne vi ikke lige få til at passe med vores program, så vi endte altså med at tage bilen…
Global omvarming.
Vi satte os i bilen omkring klokken 6 i morges, og vi havde begge nået at konstatere, at det var nærmest lummert ude. Da K tændte bilen og displayet lyste op, blev vi bestemt bekræftet i vores oplevelse. Det var 17,5C klokken 6 om morgenen den 4. november… Det er da virkelig bizart.
Man er vel datter af en sikkerhedsboss.
Da K havde fundet ud af, at det var ret billigt at sejle fra Calais til Dover, var det vores plan, så vi satte i gang: kørte til Frankrig gennem Belgien. Vi var så heldige at komme til Calais ti minutter, før en færge satte kurs mod den britiske kyst. Allerede inden vi lagde fra havn, var vi oppe og kigge på dækkene og havet. Jeg spottede ovenstående liste over, hvem der havde ansvar for hvad, skulle det værste ske. Det er jo egentlig ret beroligende at se, at der er tænkt over tingene.
K var en klippe på vej fra Calais til Dover.
Da vi kom ind fra dækket, var det første vi hørte en skrattende stemme i højtalerne, som bad passagererne ombord være opmærksomme på, at der var “gale storm winds” og “rough seas” på vores tur over kanalen. Jeg er ikke søstærk, så jeg blev grebet af en vis grad af panik. Det blev heldigvis ikke en opkastoverfart, men færgen tog nogle seriøs tæv undervejs. Jeg kan kun forestille mig, at vikingerne må have været godt søsyge på vej til England i deres små skibe…
Bedre end ingenting?
Jeg overlevede turen over, og jeg skal ærligt indrømme, at der kom lidt mere liv i mig og mere farve i kinderne, da vi kunne se de smukke White Cliffs of Dover. Vi kunne ikke komme helt op på færgens øverste dæk desværre, så vi troede, at vi skulle nøjes med at skimte klipperne gennem redningsbådene.
Den ene del af klipperne.
Vi var dog så heldige, at der lidt længere henne ad dækket var lidt bedre udsyn, så vi rigtig havde mulighed for at nyde synet, som den store færge kæmpede sig det sidste stykke ind til Englands kyst.
Klippepynten i det fjerne.
Jeg kan godt forstå, at klipperne spiller en central rolle i engelsk selvforståelse, for de er da smukke og betagende.
Ja, hvad skal man så med den liste?
Da vi sad i bilen og kiggede på det skilt, vi var blevet bedt om at hænge i forruden, blev vi noget forvirrede over en del af teksten. De kan altså levere en ingrediensliste over retterne, der serveres ombord, men de kan ikke garantere, at der udelukkende er de nævnte ingredienser i… Hvad skal man bruge det til? Som K sagde: det er kun brugbart, hvis man SKAL have skinke. Men det garanterer ikke, at de ikke lige har smidt otte peanuts i bare for sjov. Meget sært…
Fra Dover gik turen gennem det efterårsklædte engelsk landskab og Londons mere eller mindre smukke forstæder til vores hotel, hvor jeg sidder nu, mens K er kørt ud for at parkere bilen i en parkeringskælder. Så har vi altså prøvet det med: at ankomme til London i bil. Det var faktisk nemt og ret problemfrit; selvom vi skulle køre i den helt gale side af vejen.
Det første layout er fra vores hus i Wales, scrappet med Fancy Pants All Fall, som er en helt fantastisk serie til efterårslayouts, thickers, Maya Road pompoms og blomster, Heidi Swapp sommerfugle med mere:
Det var virkelig et dejligt sted, vi boede.
Maya Road blomsterne er så lækre.
Nå ja, måske varer det lidt, før det er cider…Wallisisk er et virkelig fremmed sprog – se bare dette skilt. Der er ikke noget, der er velkendt ved disse to ord?
Der er forskel på sprog…En af de ting, jeg gerne ville på denne ferie, var at se et fint engelsk hjem. Af en eller anden grund trak det ud med at finde sådan et hjem, men onsdag i Wales blev dagen, hvor det lykkedes. Jeg havde fundet en brochure fra Erddig, som er et fint gammel hus, der bliver varetaget af National Trust. Huset bliver beskrevet som et af de fineste i Storbritannien, og det er vitterlig et fint sted.
Erddigs oprindelige indgang.Huset er dækket i den smukkeste beplantning, og den røde farve var helt berusende. Bladene var næsten gennemsigtige og alligevel massivt røde.
Rød er min favoritfarve.
Det har vist sig at åbningstider i Wales er noget anderledes end i Somerset, så Erddig åbnede ikke før klokken 12. Vi var der lidt før tid, hvor man kunne se på parken og bygningerne omkring huset. Udsigten over husets park var storslået. Som det ses på billedet havde solen endnu ikke nået at brænde huller i skyerne:
Noget af den smukke park.Erddig sad ovenpå et område, hvor der var en rig kilde for kul. Da kulminerne var private, var der en gentlemen’s agreement om ikke at minere under huset, men da minerne blev nationaliserede blev kullet under huset gravet frem. Det fik det uundgåelige resultat at halvdelen af huset satte sig; den ene halvdel sank faktisk næsten 1½ meter. Huset var i en forfærdelig stand, og den sidste ejer kunne ikke alene vedligeholde huset. Han kontaktede National Trust, som overtog og istandsatte huset. De brugte fire år på at sætte huset i stand, og de valgte at lade det stå, som det stod i starten af 1900-tallet. Det er meget fint lavet, og vi kan virkelig anbefale at se Erddig, hvis man skulle være i nærheden. Husk også at se de to meget instruktive videoer, der illustrerer processen med at istandsætte huset og med traditionelle arbejdsformer. Vi måtte desværre ikke tage billeder inde i det meget fine gamle hus, så vi måtte nøjes med billeder fra den formelle have.
Erddigs elegante bagside.
Man må have en promenadegang i sin have.Kristian nød haven og promenadegangen; faktisk forstod han til fulde, hvorfor man havde bygget en lille pavillon forenden af promenadegangen.
Kong Kristian?Haven var ikke kun elegant; den havde også imponerende planter. Der er virkelig frodigt på en ganske anden måde end i Danmark. Langs murerne voksede der blandt andet kæmpe fignetræer, georginer, gigantiske mærkelige husløg/kakti og en stor smuk rosmarin.
Lone – se walliserne kan også.
Kæmpeplanter, der vist ikke bliver så store i stuerne hjemme?
På vej tilbage til bilen havde solen endelig lykkedes med at bryde skyerne, og vi så igen den smukke blå himmel over Erddigs fine brugsbygninger:
Idylliske brugsbygninger.Klokken var godt 13.30, da vi var færdige på Erddig, så det var for tidligt til at vende hjem igen. Vi havde to valgmuligheder (altså, vi havde mange, men der var to vi overvejede): at tage til Convy Castle i Nordwales eller køre til Liverpool i England. Vi blev enige om, at det kunne være lidt sjovt at se Liverpool, og som sagt så gjort. Jeg havde slet ikke overvejet, at Liverpool dels var byen, hvor Beatles blev født, og dels stedet hvor Titanic forlod hjemlige vande. Jeg vidste det jo egentlig godt, men havde bare ikke tænkt over det. Beatles fylder bestemt mere i byen end Titanic gør, selvom der er et monument til minde om ulykken. Desværre kunne vi ikke komme tæt på dette monument; i hvert fald ikke tæt nok til at tage billeder og se monumentet ordentligt.
Ved Liverpools havnefront ligger de gamle stolte dampskibsfirmaers imposante bygninger, deriblandt the Liver Building, som er helt fantastisk (og desværre meget meget svær at fotografere):
Man kan næsten høre lyden af de spændte passagerer, I Liverpools Mathew Street ligger The Cavern Club, som er stedet, hvor Beatles blev til for alvor. Hele gaden kan kategoriseres som Beatlemania, men det er da sjovt at se stedet, hvor så stor musikhistorie startede. The Cavern har på facaden mursten med navnene på alle de store kunstnere, der har spillet på stedet.
The Caverns mur.Som i så mange andre byer i Europa kan man komme på bustur rundt i Liverpool i dobbeltdækker, men Liverpool har en sjovere måde at komme på tur. Gad vide om inspirationen er Beatles’ We all live in a yellow submarine?
En pensioneret amfibiekæmper.Det kan godt være at Liverpool var byen, hvor Beatles blev født. Det kan også godt være, at de fire drenge kunne lide en pint lager efter at have øvet, men i Liverpool skal man ikke drikke i offentlighed:
For 5000 kr skal det være en GOD øl.Liverpool lukker klokken 17.30, så vi vente snuderne mod Wales omkring det tidspunkt. Det tog – som vi efterhånden er vant til – en rum tid at komme hjem til Llanidloes. Men det er jo besværet værd, når man har haft en dejlig dag out and about.
Da vi ankom lørdag boede der en enkelt anden gæst i rækken af hytter, og han fortalte, at udsigten var rigtig smuk, hvis man fortsatte op ad bakken. Det besluttede vi at gøre denne aften. Det vidste sig at være en god dag, for så snart vi kom ud af hoveddøren opdagede vi, at det var den klareste dag, vi havde oplevet. Vi opdagede endnu en række bakker bag dem, vi ellers har kunnet se, og over dem var der spredt en masse vindmøller. Det er sjovt sådan pludselig at opdage noget, der i dagevis har været tabt i tågerne.
Vindmøllerne står på den bagerste bakketoppe.Længere op ad bakken var der ikke alene en smuk udsigt, men også en meget fornem solnedgang. Billederne er taget indenfor ganske kort tid, måske 10 minutter, og alligevel er der markant forskel på lyset i billederne. Solopgange og -nedgange har en stærk tiltrækningskræft på mig.
Solnedgang med forhindringer.
Ned bag bakkerne.Drømmen er en dag at have et kamera udstyret til at hjælpe os med at tage bedre billeder af bland andet sådan noget som solnedgange. Vi har snakket en del om at tage et kursus i fotografering og i billedbehandling, da vi begge to ville synes, det var fedt at være bedre til at fotografere. Det er virkelig en sjov “kunstform”. Vi må se, hvad AOF har at byde på, når vi kommer hjem.
Tilbage er kun lyset.
Hvis ikke det er berusende smukt,
så ved jeg ikke, hvad det er?
På vejen stoppede vi i Llanidloes, og jeg fik et billede af det gamle markedshus midt på hovedgaden i byen:
Byens gamle markedshus.Videre til Blist Hills museum, som er en rekonstruktion af en victoriansk by. Museet ligger på et område, hvor der også er rester fra et stort jernværk med ruinerne af to store blast furnaces. Den victorianske by har en blanding af rekonstruktioner og oprindelige objekter fra fortiden. På grund af det lidt træls vejr var det ikke rigtig nemt at få gode billeder, men vi prøvede.
Blast furnaces.Museet har en skæg feature: hos Lloyds Bank kan man veksle sine moderne pund til victoriansk valuta. Den gang var der ikke 100 men derimod 240 pennies på et pund, så det var lidt sjovt at få vekslet pengene og så handle med den gamle møntfod i museets små butikker:
Kristians pote med victorianske mønter.Hos apotekeren havde de sat en tandlægeklinik op, og vi måtte naturligvis dokumentere den, så min mutti kan se, hvordan hun skal indrette klinikken, hvis den trænger til lidt historiske autencitet:
Selve uniten,
Instrumenterne up close and personal.
En af museets perler er en Swatter’s Cottage, som var et hjem for de mænd, der arbejdede ved jernværket. Der er tale om en lille stenhytte, som var hjem for op til otte voksne. Da vi skulle se hytten begyndte det at regne, og en skolelærer besluttede at hans klasse kunne forblive tørre, hvis alle 25 blev sendt ind i hytten på én gang. Så vi var vel omkring 30 mennesker derinde – ingen kunne se noget og man kunne dårligt bevæge sig. Det var måske nok ikke den bedste beslutning, men heldigvis lykkedes det Kristian og jeg at komme ud.
Forestil jer dette lille hus med 30 mennesker indeni.Når vi nu var i området, skulle vi naturligvis også se verdens første jernbro, Iron Gorge Bridge. Broen er ret imponerende især når man betænker, at den er bygget i 1779. Som Kristian sagde: den er kun lidt yngre end USA…
Iron Gorge Bridge.
Udsyn over kløften gennem broen.Der var et godt stykke vej hjem fra Telford, og da vi skulle handle til vores sidste dage herover (denne gang hos Waitrose), lykkedes det os ikke at være hjemme før klokken 20.15. Det var mørkt på det tidspunkt, og så bliver de smalle wallisiske veje endnu mere spændende… Men vi kom op på toppen af bakken i sikkerhed selv i mørket.
Alle fårene lå på marken og snorkede.Det er ikke helt enkelt at forsøge at tage billeder af en sol, som brænder ned gennem skyerne, da den ikke er rar at se på gennem linsen. Jeg valgte en mellemvej, hvor jeg kun kiggede en lille smule gennem linsen, inden jeg trykkede på aftrækkeren:
Det kan man kalde direkte lys.Der var meget stor forskel på, hvordan udsigten så ud, alt efter hvor jeg vendte mig. Se bare her, hvor solen er i yderkanten og disen direkte foran:
Disen letterEndelig har jeg en ting med billeder, hvor der er forhindringer, så jeg var også nødt til at snuppe dette billede:
Sådan et smukt syn.Når nu jeg alligevel var ude med kameraet, og lyset var så smukt, besluttede jeg at få et par billeder af vores midlertidige hjem, Cedar Cottage. Der er åbent ind til vores stue, vinduet til højre er ind til vores køkken. Ovenpå er der to soveværelser – vi sover i det til højre. Det er en meget fin hytte, som egentlig minder lidt om de huse, vi kender fra Toscana med blotlagte bjælker, landkøkken med mere. Det lille hus forenden af rækken af hytter er “resourcerummet”, som er fyldt med turistbrochurer, forskellige småting man kan købe, dvd’er, bøger og spil man kan låne, fryser, vaskemaskine og tørretumbler. Det er et meget fornemt sted, der har sådan et rum til rådighed for sine gæster. Vi har fået vasket lidt tøj, kigget på et par brochurer og overvejet at se en dvd eller to.
Cedar Cottage.
