Jeg har altid holdt meget af højtlæsning, og jeg får da også stillet mine litterære behov via lydbøger, som jo må siges at være en slags højtlæsning. Som barn fik jeg altid læst højt – også længe efter jeg faktisk selv kunne læse – hvilket jeg satte stor pris på. I december var der noget helt særligt over historierne, fordi de var udformet som julekalendre. En af de kalenderbøger jeg kan huske vi læste (omend jeg faktisk ikke kan huske særlig meget af handlingen) var Mig og bedstefar og så Nisse Pok, som er skrevet af Ole Lund Kirkegaard. Det alene borger jo for, at der er tale om en sjov og hyggelig bog.1. mandag i advent fik K Many Sareens Iqbal Farooq og julesvineriet af Lone. Tanken var naturligvis, at vi på sigt skal læse den sammen med vores søn, men indtil da må K og jeg nøjes med at læse den sammen. Og så håbe på at det lille frø lytter med fra sin trygge hule.
Vi har læst de tre første afsnit – for vi snyder naturligvis ikke og læser forud – og der er tale om en sjov og lun bog. Det er også en bog, der er befriende politisk ukorrekt med bandeord, lettere stereotypiske karakterer og henvisninger til hash mm. Men det er primært en bog, hvis forfatter holder af sine karakterer, og det smitter: Vi vil simpelthen gerne læse mere om Iqbal og hans families december-udfordringer. Og så er ideen om risengrød kogt på yoghurt og serveret med spejlæg bare befriende sjov.
Manu Sareens miljø omkring Iqbal er hyggeligt og sjovt og dermed passende som ramme for en julehistorie. Hvis du kan nå at komme i gang med bogen, så gør det endelig. Vi synes bestemt, at det tegner til at blive en fornøjelige julekalenderbog.
