Vejrudsigten for lørdag indikerede, at hvis vi skulle på tur, så skulle vi ikke køre sydpå men snarere vestover. Valget faldt på Bokrijk, som er et stort belgisk frilandsmuseum, og det skulle af mange årsager vise sig at være et godt valg.
Vel inde på museets område blev vi mødt af et bed fuld af påskeliljer, som tydeligvis ikke havde fået memoet om, at de skulle blomstre til påske. Det er meget illustrativt for foråret 2014.
Hvis påskeliljerne ikke ville spille med, så gjorde påskelammene det heldigvis. Der var indtil flere små fine tottede lam, der gemte sig i græsset, og det er altså bare hyggeligt med lam til påske.
Museet har en rigtig fin stubmølle, som virkelig er et forunderligt koncept: Hele topdelen af møllen kan drejes, så vingerne står i vindretningen. Det er godt tænkt, må man sige. I følge brochuren skulle møllen kunne male 700kg korn i timen, og det lyder ret effektivt.
Bokrijk er bygget om i tre små landsbyer og ind imellem landsbyerne er der, som på mange andre frilandsmuseer, dejlige stræk af kulturlandskab. Her kigger vi fra møllen ned mod det område, der hedder Kempen.
I det område ligger husene rundt om en stor fælled, hvor der er plads til mange forskellige aktiviteter: Polterabend eller forårspicnik.
Jeg er ret vild med vinduer, og de her gamle vinduer med vinstokke henover dem, skodder og blyindfatninger er romantiske på den helt skønne måde. De er også endnu et udtryk for, at der har været væsentlig flere penge i det her område, end vi kender det fra DK.
Det her udhæng er også et, jeg aldrig tidligere har set, og jeg er ret vild med det. Det er en god måde at få mere plads, uden at det kræver mere jord, kan man sige. Huset er fra cirka 1500, konstruktionen hedder et Hallehuis på hollandsk og var en udbredt måde at bygge på i denne del af Europa.
Flere af husene havde en facade, der var forskellig var siderne, som dette med bindingsværk på fronten og mursten på siderne. Det er svært at vide, om det er af praktiske eller æstetiske årsager, men det ser fint ud, når man nu dyrker lidt Early-Modern-Europe-romantik…
Det lille “udhus” her rummer museets bager, som solgte (og måske producerede) ret lækkert brød og kager.
Vi mener, at dette hus var et købmandshus fra Tessenderlo med ret til at holde duer. Det er tydeligt, at der er tale om et velhaverhus alene på størrelsen, men også på udsmykning mm.
Jeg var særligt begejstret for detaljerne i murværket – det viser overskud og interesse for huset – og så ser det altså bare dejligt ud.
Flere af husene var indrettet med plads til husdyrene i den ene del af huset, og familien i den anden del af huset, men det var kun i et af dem, der fortsat stod dyr. Jeg kender godt konceptet fra DK og andre steder, men jeg har aldrig oplevet et hus, hvor der faktisk var dyr i stalddelen. Det overraskende var, at der ikke lugtede spor grimt (hverken i stald eller i hovedhuset). I stedet lugtede der af frisk hø og ren stald – hvis det altid har lugtet sådan, så kunne jeg godt have boet sammen med køer. Men jeg tror, det kræver, at man virkelig holder stalden ren.
Bortset fra, at der slet ingen vinduer er i stalddelen, så er det svært at se udefra, at dette hus rummer både stald og familiebolig under samme tag. Og nå ja: Jeg var også svært begejstret med det smukke stråtag.
Nok er dette hus “bare” lerklinet, men det er alligevel svært at beskrive det som et beskedent hus, hvis man tænker på det i danske sammenhænge. Ikke desto mindre beskrev museet det som et beskedent hus. Inden i er der absolut heller ikke noget beskedent over det: Det havde mere en etage, grovkøkken og stort køkken, kæmpe ildsted i stuen og et soveværelse en halv etage over stuen. Det var lavet som et lille rum inden i stuen, hvor man skulle en meter op for at komme ind. Svært at forklare men virkelig sjovt og ikke noget jeg har set i andre huse.
Denne kirke er ikke flyttet til museet men har derimod ligget her i 800 år. Det ses indvendig, hvor væggene ikke er pudsede men derimod står med syn til de sten, kirkens mure er konstrueret af. Murstenene må være kommet til senere…
Der voksede syrener flere steder på museet, og denne fine mørkelilla stod bag ved det hus, der rummede museumsbutikken og fotografen. Og der er ikke anden grund til at vi tog dette billede, end at det så flot ud med syrenen mod murstenene…
Skiltene på toilettet i Kempen-område var egentlig meget søde: En høne til dametoilettet, en hane til herretoilettet og så knak filmen… Skal det forestille en hane i kørestol? Det er altså ikke ligefrem et vellykket piktogram, hvis du spørger os.
Der er jo ikke ret meget at sige andet end: Det er jo alt for fint med blå himmel, grønne blade og et blomstrende træ, som vi desværre ikke rigtig kunne regne ud, hvad var for et.
Denne præstebolig fra Schriek blev opført i 1776 af den katolske kirke i et forsøg på at formidle magt og autoritet. Om det er netop det, man tager med sig fra huset i dag, er tvivlsomt, men det er fortsat et stort og smukt hus. På anden sal gemmer museet en flot samling af laugs-sølv fra det 16., 17. og 18. århundrede.
Præsteboligen var begroet med den smukkeste blåregn, som blomstrede vellystigt. Det er et godt look til et smukt hus med en imponerende og smuk blomst.
Selv sidebygningerne til præsteboligen var fornemme: Der var to ens bygninger på hver side af huset, og som det ses henover muren, var de lige så fint muret op som selve huset.
Flere syrener mod mursten… Kan altså ikke rigtig stå for det motiv, da de to virkelig passer godt til hinanden.
Jeg kan desværre ikke huske, hvad dette hus er eller hvor det stammer fra, men det er simpelthen så smukt og står fint mod de sartgrønne træer og den blå himmel, så billedet måtte med på bloggen under alle omstændigheder.
K mente, at jeg skulle tage billeder af bøfferne på marken, og han mente, at Esben ville sætte pris på dem… Så her er der belgiske bøffer til K og Esben.
Der er endnu en lille kirke på museets område, og vi kom forbi netop som den blev åbnet for at lukke besøgende ind til en af dagens dunderprædikener. Vi besluttede ikke at gå ind til prædikenen, men i stedet tage noget at drikke på kroen ved siden af (for en kirke skal ligge nær en kro naturligvis). Mens vi sad og nød vores drikkevarer, kunne vi faktisk høre præsten (som vist nok var en skuespiller) tale dunder til forsamlingen. Det var ret sjovt, og K ærgede sig vist lidt over, at vi ikke var inde i kirken.
På de fleste frilandsmuseer, hvis ikke dem alle, er der gjort noget ud af ikke alene bygningerne men også kulturlandskabet de ligger i. Denne allé førte fra et område af museet til et andet, og det er ikke ringe omgivelser at færdes i.
Til trods for denne gårds dekorationer og størrelse, så var det bare en gård. Men sikke en flot udgave af en bondegård!
Der er ingen tvivl om, at det her er en stor lade; det kunne man se allerede uden at gå ind i den. Men indenfor i bygningen bliver størrelsen virkelig påtrængende, da man fra museets side havde staplet containeren ovenpå hinanden i tre lag derinde. K og jeg tror, at der nok havde kunnet være omkring 30 containere i laden, og det er godt nok ikke småting, hvis man sammenholde det med, at huset er omkring 400 år gammelt. At have sager nok til at fylde så stort et rum kan ikke have betydet andet end, at der stod en velhavende familie bag stedet (eller at man opbevarede materialer fra mere end én familie i denne bygning).
Jeps, flere blomstrende træer og gamle huse… I dette hus var der et aktivt værksted, hvor man kunne arbejde med uld. Ulden var særdeles vigtig historisk set for Vlanderen, så det er oplagt, at man fortsat viser de besøgende, hvad ulden kan bruges til og hvordan.
I uldgårdens baghave stod der det smukkeste blomstrende æbletræ.
Inden vi gik retur mod udgangen, måtte vi nappe et af vores traditionelle selfies, så der ikke er nogen tvivl om, at vi var på Bokrijk sammen 😉
Nu, hvor vi har sagt det højt til os selv og hinanden, at vi samler på frilandsmuseer er det fedt at finde flere at besøge. Det her var absolut endnu en succes, og helt sikkert et sted vi på det allervarmeste kan anbefale. En tredjedel af museet er faktisk et arbejdende værksted, hvor man som besøgende kan få syn for sagn for de ting, man har kigget på, og det vil sikkert være fedt for både børn og voksne at deltage i. Så vi bliver vel “desværre” nødt til at komme retur en anden gang.
