Det er en meget mærkelig vinter i denne sæson; sidste år lå sneen over Danmark og Tyskland i store dele af november, december og januar – og denne vinter minder mere om et køligt forår. Det regner og regner og regner, og temperaturerne ligger omkring 8-9 grader. Allerede i december (hvor billedet er fra) kom jeg forbi et af byens magnoliatræer, som allerede da havde fine knopper. Gad vide, hvornår foråret for alvor tager fart? Det er i hvert fald en særdeles besynderlig vinter i år…
Jeg har skrevet en del om det sært varme decembervejr, der har præget Bonn (og sikkert meget af Europa) i år. Jeg har efterlyst og savnet noget julesne; det indrømmer jeg meget gerne. I går fik jeg mit ønske opfyldt, for det sneede faktik. Det var ikke sne, der lagde sig i nogen særlig grad, men det var sne, og jeg er IKKE kræsen! Jeg elsker sne lige meget, hvor meget der kommer, og jeg var da også begejstret over, at der endelig kom noget sne her i Bonn. I dag var min mor og jeg ude på landet, og der lå faktisk sne på markerne. Juhuu! Sne gør uden tvivl en forskel for min julestemning, og den bobler nu, fordi der har været lidt sne i byen.
Som det ses var det kun lidt sne, der blev liggende. Det blev ikke liggende længe -men er det ikke fint? Kan du lide sne eller er det mere en gene for dig?
Mandag skulle mine forældre til Nice for at hente Lene, og de ville tage Liza med, så de alle fire kunne gå på shop i Nice. K og jeg er nok ikke så meget til shopperier, så vi besluttede at gøre noget andet i stedet. Vores plan var at køre til Saint Maximin og se den store gotiske katedral, Saint-Maximin-la-Sainte-Baume der er i byen.
Det var nemt at finde byen, og der var en stor p-plads, hvor vi nemt kunne komme til at holde. Jeg spottede, at p-pladsen lå lige ved siden af en kirkegård, og jeg må indrømme, at jeg synes, det er fascinerende at se, hvordan begravelses- og dødskulturen er forskellig fra land til land. Det siger en del om et folks opfattelse af sig selv, livet og døden, og det er svært at lægge kulturhistorikeren fra sig. Derfor måtte jeg naturligvis også ind og kigge på kirkegården.
Der er ingen tvivl om, at denne kirkegård bød på en dødskultur, der er signifikant forskellig fra den danske. På familiegravene var der sat mange små plaketter med billeder af de afdøde eller med små hilsner fra de efterladte. Og så var der sat keramikblomsterkranse og -buketter fremfor friske blomster, hvilket jo nok er ret smart i varmen og solen.
Overordnet set lignede de fleste af gravstederne hinanden, men der var et, der tiltrak sig vores opmærksomhed på lang afstand. Det var virkelig unikt på denne kirkegård, idet “gravstenen” bestod af en høj plade med et mosaikmotiv i lilla og sort. Måske fanger den også dit øje på billedet her?
Mosaikken forestillede to stilliserede menneskekroppe i tæt forening, og til trods for at der manglede enkelte af de små fine mosaikker, så fremstod den smuk og rørende på en gang. Den ældste begravelse under denne sten var fra 50′erne, og måske kan man faktisk godt forestille sig, at mosaikken er skabt allerede den gang. Den er et nybrud nu, og den må nærmest have været revolutionerende for 50-60 år siden.
Fra kirkegården kunne man se op til den store katedral, som ligger meget imposant og troner i al sin relativt stramme arkitektoniske fremtoning.
Det er en skam, at man godt ved, at “ballons” ikke betyder balloner på fransk, men bolde for ellers havde skiltet her på en af lågerne indtil byens lille park været endnu mere morsomt. Nogle gange må man undersætte for at få et billigt grin.
Selvom vi nemt kunne se kirken fra p-pladsen og kirkegården, havde vi alligevel lidt svært ved at finde frem til dens hovedindgang, hvilket betød, at vi kom til den fra siden. Det gode ved det, var dog, at den store kirke også tog sig godt ud fra siden. Samtidig måtte jeg også konstatere, at den store gotiske kirke ikke ret godt lod sig fotografere lige forfra, idet den både var bred og høj. Men flot det var den.
Inde i kirkerummet finder man et af Frankrigs største orgler, som har 300 piber. Desværre spillede det ikke, mens vi var der, men det var et flot syn, og jeg kan godt forestille mig, at det kan sætte gang i svingningerne i kirken.
Jeg er ikke katolik, men jeg har altid syntes, at idéen med at tænde lys er meget rørende og smukt. Denne gang undlod jeg at tænde et lys, men jeg har ellers ofte gjort det, når jeg har været i kirker rundt om i verden.
Katedralens virkelige stolthed er – som tilfældet så ofte er det i katolske kirker – et relikvie. Her i St. Maximin findes Maria Magdalenes kranium, som faktisk lige dagen inden havde været ude og blive luftet, som det sker en gang om året. Der var virkelig mørkt i krypten, hvor relikviet opbevares, så jeg måtte nøjes med et billede af de bannere, der markerede nedgangen til krypten. På skilte ved relikviet kunne vi læse, at man i 1970′erne havde konstateret, at kraniet havde tilhørt en kvinde i 50′erne, samt at hun havde været af “middelhavsk” afstamning. Foruden kraniet skulle relikviet indeholde en lille skindel fra Maria Magdalene, som skulle være det sted, hvor Jesus rørte hende og sagde: “Rør mig ikke, jeg er endnu ikke rejst op til min Far.” Det er vist et spørgsmål om tro…
Den lille bys rådhus er en længe på katedralen, hvilket er en ret spøjs løsning, men det virker faktisk fint med de to forskellige bygninger i så tæt forening.
Netop fordi Maria Magdalene lige var blevet fejret, var den lille by endnu smykket op til fest med friske grene og crepepapirsblomster overalt. Det var meget fint og hyggeligt at se.
Jeg havde læst hjemmefra, at der foruden kirkerummet også skulle være nogle meget fine klostergange, men dem kunne vi ikke umiddelbart lokalisere, så vi gik en tur i byen og kiggede på mennesker og huse. Da vi gik tilbage mod kirken lykkedes det os at finde ind i kirkens klostergård, hvor der vitterligt var rigtig fint.
Klosteret er blevet forladt af munkene, som formentlig bor et eller andet sted nu – det var i hvert fald munke, der viste rundt i kirken. Alligevel er klosteret fortsat i funktion: som hotel og restaurant. Det var lidt uventet at se borde og stole stillet frem på den måde i de fine gamle klostergange.
Der var dog også dele af gangene, der ikke var inddraget til kommerciel brug, men som man kunne få lov at nyde i deres lyse lette udtryk. Der er noget fredfyldt over klostergange, og jeg kan sagtens forestille mig munke gå gennem disse gange i århundreder.
Eftermiddagen brugte vi på lidt internetopdateringer og indkøb, hvorefter vi vendte retur til Taradeau, hvor vi alle seks havde en rigtig hyggelig aften sammen. Liza havde shoppet i Nice, og vi måtte naturligvis se mode-sjovs. Lidt modvilligt gik Liza med til at gå catwalk ved poolen, og hun stillede sågar også op til foto. Hun har bestemt heller ingen grund til at være ked af de billeder, der kom ud af det.
Himlen over os bød på smukke pasteller, inden lyset helt forsvandt. Sådanne sommerhimmeler har der været alt for få af i år, så det var bare om at nyde den, der blev os tildels mandag aften.
Liza og jeg kørte en tur til Holland tirsdag – dels for at kigge på den nærmeste hobbybutik, der har scrapsager og dels for at spise en god is hos Clevers. Inden vi nåede så langt spottede jeg et Dannebrog og en gruppe cykelryttere. Jeg jokede med, at de var på udbrud fra Tour de France, og så fik jeg øje på, at det faktisk var Team Rynkeby ryttere! Vi fik en sludder med en af rytterne, som var i godt humør og klar til dagens resterende 90 km. Det var lidt sjovt at rende ind i dem der, for Arcen er ikke nogen stor by.
Besøget i scrapbutikken var succesfuldt, og jeg fik en længe ønsket Big Shot med hjem. Jeg er så træt af min Revolution, fordi den er smal og kort, magnetfunktionen fungerer ikke til præcisionsarbejde mm. Nu glæder jeg mig til at arbejde med mit nye legetøj, som K kalder Big Boy, hvilket lyder lidt mere vovet…
Vi var så heldige med vejret, da vi kom frem til issalonen, så vi kunne sidde ude og hygge os med godt vejr og god is. Clevers ligger med en terrasse ud til Maas, og det er faktisk rigtig hyggeligt at sidde og se bådene tøffe forbi.
Det er noget af et udstyrsstykke, når Liza og jeg ruller os ud med kameraer og objektiver. Her er det Lizas makrolinse, der er skiftet ud for et mere all around objektiv.
Jeg valgte en chokoladefondue, som er en dejlig måde at spise is på, fordi alting er skilt ad, så man kan styre smag mm selv. Og så ser den flot ud.
Liza valgte en Karamello med chokolade og karamel, hvis farver gjorde sig godt i solskinnet.
Og det så også ud som om den faldt i den unge dames smag. I hvert fald blev hver lille dråbe is indtaget, og det må være et godt tegn.
Da vi kørte hjem trak skyerne sig sammen over os, og det begyndte da også at regne, da vi var kommet hjem til Bonn igen. Vi skal åbenbart have regnvejr hver eneste dag denne sommer. Godt vi fik en portion sommer i Holland.
Lørdag havde vi planlagt en tur i Keukenhof, så vi stod tidligt op og kørte til Holland. Det var smukt vejr, så det var alletiders at nyde foråret og en fridag. Der var smukt i Keukenhof, men vi må nok erkende, at vi kom lidt sent i år, for mange af tulipanerne var slut. Til gengæld blomstrede rhododendronerne, og der var ællinger i haven.
Okay, ikke alle tulipanerne var færdige, så der kommer mange billeder alligevel. Jeg har udvalgt de billeder, jeg synes, fortæller vores historie, men skulle der være en enkelt nysgerrig læser, der er med, så kan alle billederne ses her.
Noget af det, de er rigtigt gode til i Keukenhof, er at mixe farver og former i samme bed. Det er noget, jeg selv praktiserer i min have, men som jeg gerne vil blive bedre til, når jeg lægger løgplanterne om efteråret.
Endnu et eksempel på et fint mix af perlehyacinter, tulipaner og liljer. Kristian har et par liljer på terrassen, som han er rigtig glad for, så vi måtte naturligvis se nærmere på parkens fine liljer.
Vi har været i Keukenhof to gange tidligere, men denne gang var der helt sikkert endnu flere mennesker, end vi tidligere har oplevet. Det var nok konsekvensen af at tage til Keukenhof på en hollandsk helligdag. Det var ikke altid muligt at tage billeder uden andre publikummer sneg sig med på billederne.
Nok er løgplanter – og især tulipaner – Keukenhofs specialitet, men de er også ret skrappe til orkideer, som er samlet i en af de indendørspaviloner. Jeg kan godt lide orkideer, men jeg har ikke tålmodighed til at passe dem, så de blomstrer mere end den første gang.
Kristian var meget fascineret af denne orkide, fordi den er grøn, og det er der ikke så mange blomster, der er. Den er virkelig også flot, så jeg forstår ham udemærket.
Orkideerne har skilte med point på, og den her på billedet var vinderen med flest point. Måske er det os, der er sære, men vi så godt nok mange orkideer, der var finere end den her ;o)
Keukenhof er en meget fin park, og der er steder som dette, hvor man føler sig hensat til en engelsk park eller en lille parkskov. Det her billede er meget repræsentativt for forskellen på i år og sidste år. Du kan se et billede fra cirka samme område her.
Der er steder, hvor alle besøgende stopper for at tage billeder. Denne lille å er et af dem – med de smukke blomstrende buske der spejler sig i vandet. Jeg kunne ikke få møvet mig ind, så jeg kunne tage et billede fra midten, men jeg er faktisk også ret tilfreds med billedet med en del af brønden som fokus.
Buskene i nærbillede. De blomstrede helt sikkert ikke sidste år, og de er altså også et besøg værd. Så smukke farver og blomster, som blomstrer helt, helt tæt.
Blåregnen var også i fuld sving, og de er jo bedårende og dufter skønt. De her voksede på en pergola, så man gik inde under dem. Skønt.
Foruden blomster og træer er der en del kunst i Keukenhof; noget af det er mere mærkeligt end andet. Faktisk tror jeg ikke, at der er ret meget af det, jeg synes er smukt. Men det er sjovt og tilføjer noget karakter. Den her gut her kan man vist roligt kalde en “tree hugger”.
Og for at det ikke skal være løgn, så var der en anden hugger i haven – en spækhugger var gået mere eller mindre på grund i en af kanalerne.
Nævnte jeg, at der var mange mennesker? Dette billede tog jeg alene for at dokumentere menneskemængderne. Læg i øvrigt mærke til kvinden med det orange tørklæde – hun var langt fra ene om at være iført noget i den nationale farve. De er skøre, de hollændere.
Der var inspiration til forskellige haver, og en af dem handlede om at holde have i forskellige “containere”. Det ramte naturligvis plet for mig, fordi min have netop er en “containerhave”. Og så var mixet af klar gul og hvid smuk.
Da jeg sagde til K, at jeg ville bo i Holland og have en køkkenhave, når vi skal på pension, svarede han ret overraskende: “Hvis du skal have en køkkenhave, vil jeg have en motorbåd og sejle på kanalerne.” Jamen, okay Kristian – det lyder som en plan.
Sidste år stod nogle af de allersmukkeste tulipaner indenfor – i år var der kun de sølle rester tilbage. Det var barsk for mig, fordi min favoritblomst i denne verden er tulipanen.
Som nævnt var vi så heldige at spotte indtil flere kuld ællinger, og det ene af dem kunne vi komme så tæt på, at vi kunne få nogle fine billeder af de dunede små. De er da kære.
Det må være passende at slutte billedeserien fra Keukenhof med de perfekte hollandske blomster: orange tulipaner. Det bliver simpelthen ikke mere hollandsk!
Efter nogle timer i Keukenhof blev vi enige om at køre videre. Jeg var lidt slatten, så jeg tog en lur i bilen, og da jeg vågnede overraskede K mig, for han var kørt ud til havet. Han ved, at noget af det jeg savner mest ved at bo i midten af Europa (udover familie og venner) er havet. Så han syntes, at når vi var så tæt på, skulle vi ud til havet, så jeg kunne få suget lidt havluft og -lyd til mig. Det var en fantastisk overraskelse!
Jeg nød det i fulde drag. Og jeg var så heldig, at stranden flød med muslingeskaller deriblandt knivmuslingeskaller, hvilket jeg aldrig har set tidligere. Det overraskede K meget, men jeg måtte minde ham om, at min barndomsstrand på Sjællands Odde var en stenstrand, og der var der ikke mange muslingeskaller. Jeg samlede skaller, nød duften, lyset, vinden og synet af det uendelige ocean. Det var en helt fantastisk dag – en af dem man gemmer i sit sind.
Kurfyrstens sommerhus,
som nu er en del af botanisk have.
Søndag var vi en hurtig tur i Bonns botaniske have for at se kæmpeblomsten Amorphophallus titanum, som er lige ved at blomstrer, hvilket ikke sker voldsomt ofte. Foruden kæmpeplanten fik vi mulighed for at nyde, at foråret, ja nærmest sommeren er i fuld sving her i Bonn.
En bomstrende pæon.
Der er ingen tvivl om, at varmen er kommet tidligt og i store mængder i år, for mange blomster blomstrer tidligere end normalt.
Stedmoderbed.
Jeg er kommet til at holde meget af stedmødre, fordi de blomstrer så velvilligt og rigeligt. Lige indenfor botanisk haves indgang er der et stort bed med blomstrende stedmødre i alle regnbuens farver.
Den store seværdighed.
Titanwurzen står bag glasset i regnskovsanlægget, som endnu ikke er åbent, så man må stå på behøring afstand og blive imponeret over den gigantiske blomst. Her kan man se både tilskuer, plante og kurfyrstens sommerresidens på én gang.
Ret imponerende.
Jeg kan selvfølgelig ikke huske, hvad den her gut hedder, men stor og imponerende var den. Hundredevis af små blomster der tilsammen udgør blomsten store hoved. Jeg kan tit blive fascineret over, at så store planter faktisk holder sig opretstående over længere tid.
Ude af denne verden.
Haven har et fint Rododendronbed, og jeg fik det her lidt funky billede af en af de smukke buske og den vidunderlige blå blå himmel.
Stop and smell the Rhododendron.
Lone måtte lige undersøge om blomsterne duftede – det er altid fristende at stikke næsen mod en smuk blomst af en eller anden grund.
Et nyt kirsebærtræ.
Der er plantet et nyt lille japansk kirsebærtræ i haven – til minde for ofrene fra jordskælvet og tsunamien i Japan i marts. Der lå origamitraner rundt om træets fod. Det er en meget fin gestus med sådan et mindetræ.
Fin og sart.
Det nye kirsebærtræ har en storebror, som blomstrede rigt og allerede var begyndt at smide med sine blomster. Blomsterne er så fine, sarte og krøllede…
Kvæk, kvæk, kvææææææææææk!
Midt i haven er der et anlæg, hvor der bor en masse frøer. De snakker meget højt og intensivt. Det var ret sjovt at høre og se dem – de har to poser på siden af hovedet, som de puster op som små tynde balloner, når de laver deres høje med dybe lyd.
Bare fordi.
Bare lige et blomsterbillede for ikke at slutte turen i Bonns botaniske have med en springpadde.
Så er scenen sat.
Jeg hører P1, når jeg kører bil i Danmark (og som podcast derhjemme også), og på vej hjem til Bonn hørte jeg, at det var 147 år siden slaget på skanserne ved Dybbøl. Da jeg havde noget ekstra tid, slog jeg vejen forbi en del af Danmark, jeg aldrig har set tidligere.
Verdens smukkeste flag.
Vejret var helt fantastisk, og Danmarks Radio lavede flere programmer fra Dybbøl, som jeg hørte dele af på vej mod Dybbøl. Hvis du er interesseret i dansk historie, vil jeg faktisk anbefale, at du hører programmerne. Jeg har selv tænkt, at jeg vil høre dem igen uden afbrydelser, og så kan jeg jo også se den reenactment af slaget, som fandt sted i går. Se mere her.
Dybbøl Mølle og Dannebrog.
Der var mange mennesker men ikke flere, end at jeg fint kunne parkere min tyske bil – heldigvis (og ved et tilfælde) ved siden af at par andre tyske biler, så jeg var ikke den eneste. Jeg sprang et besøg på museet over pga. tidspres, men gik i stedet rundt og nød foråret, stemningen, duften af bål og den høje blå himmel over mig.
Mindebo.
Jeg fik lyst til at vide mere om slaget ved Dybbøl, og jeg tror, jeg skal have fundet Tom Buk-Swienty frem fra reolen herhjemme. Selv med min generelle viden om begivenhederne, kan man fornemme af stedet tager sig selv alvorligt som et skelsættende sted i dansk historie.
Så er det sagt.
På selve møllen sidder denne mindeplade, og den fortæller ret tydeligt den nationalromantiske historie og Dybbøl Mølle – og den vidner vel også om det ar kampen om Sønderjylland er i den danske historie.
Livgardens tambourkorps sætter stemningen.
Netop som jeg kom ned til møllen, gik Livgardens tambourkorps i gang med at spille marcher, melodier og datidens “sirenelyde”. Hver enkelt nummer blev introduceret, så vi som tilhørere blev klogere på, hvordan datidens hær kommunikerede via musik.
Så er der serveret.
Det bål jeg havde kunnet dufte på vej ned mod møllen, var faktisk et feltkøkken, hvor kokken Preben Madsen lavede en ret med de ingredienser, der ville have været i en feltration i 1864. Det duftede faktisk rigtig lækkert, og da det var frokosttid stillede jeg mig i kø med mange andre besøgende.
Det kunne man da godt holde ud.
Retten indeholdt byggryn, oksespidsbryst, selleri, gulerødder og spidskål, var rygende varm og smagte rigtig godt. Det ville jeg ikke have noget problem med at servere herhjemme. Det sjove var, at alle de børn der var til stede tømte deres tallerkner. Så er børn åbenbart ikke mere kræsne…? I det hele taget var der ikke mange rester på de tallerkner, der blev smidt ud. Men stemningen fejlede bestemt heller ikke noget – at sidde på blødt græs i skyggen af Dybbøl mølle, med toner fra Livgardens tambourkorps i ørerne, duften af bål i næsen og lunen fra forårssolen på kinderne, mens man nyder lækker mad – det er da et godt liv.
Så marcheres der igen.
På vej retur til min bil mødte jeg et af de kæmpende kompagnier. Det var vist sidst i kampen, for de havde besluttet at sende de ældre herrer på slagmarken. Men det gik også hårdt udover de unge danske mænd ved slaget i 1864.
Nationalsymbol.
Med et af de danske nationalsymboler i ryggen vendte jeg næsen sydpå til mit hjem i det tyske. Man kan godt være dansk og føle sig hjemme i Tyskland. Sår skal heles.
Himlen over Altstadt.
og det er i fuld sving! Kristian og jeg har holdt week-end på vejene, så vi kunne komme ud og nyde foråret forskellige steder. Det var simpelthen fantastisk vejr; ikke vanvittig varmt men himlen var blå, og solen skinnede. Ums!
What’s not to like?
Vi startede med en tur gennem Bonns Altstadt for at se, om kirsebærtræerne var sprunget ud endnu; det var kun nogle ganske få af dem, men se lige mixet af lyserød, gult og den blå himmel.
Deutsches Eck.
For nogle måneder siden var vi i Koblenz for at se på højvandet, og da vi alligevel var på vej til Koblens, stoppede vi og tog et billede til sammenligning med dette. Der er markant mindre vand nu, må man sige!
Forsythia i blomst.
Overalt er der gule forsythiaer, der lyser landskabet op. Her står en langs Mosel og blærer sig med alle sine fine gule blomster.
Moselkrampen
Vi kørte op i bakkerne langs Mosel og kiggede ned på floden oppefra. Det er altid fint at komme lidt på afstand på den måde, fordi man så kan se mere af floden på én gang.
Kristian var der.
Og Cecilie var der sørme også.
Vejret var simpelthen forrygende; så meget sol at man ikke kunne undgå at komme i forårsstemning og længes efter dage med endnu mere sol og varme.
Magnoliatræ på spring.
Søndag kunne vi konstatere, at magnoliatræerne tripper for at springe ud nu. De magnoliatræer, der står lige i solen, har allerede foldet nogle af blomsterne ud.
Mææh…
Til min store fornøjelse kom vi også forbi et antal marker med påskelam. Som Kristian sagde, så kan lammene jo heller ikke vide, at påsken falder sent i år. De er jo bare så søde, når de er helt nye og små!
Ks arbejde er det lave af de to højhuse.
Det har været forår i Bonn i flere dage, og jeg har virkelig nydt det. I dag besluttede jeg at gå en tur langs Rhinen, nu hvor vandet er skunket langt langt tilbage. Jeg gik ned til Ks arbejdsplads, ringede til ham og så kom han ned og holdt en lille pause sammen med mig. Det var rigtig hyggeligt – og vejret var skønt.
Høj blå himmel.
Selvom det er forårsagtigt, så er der et stykke vejr endnu til, at det er gennemført forår. Forår eller ej så går vi rundt med vinterjakkerne åbne, nogle kun i sweatre og andre igen må have en meget høj tolerance, for jeg så indtil flere i shorts… I februar. Så varmt var det altså heller ikke!
Udsigten indad mod Bonn med Kennedybrücke i midten.
Selvom jeg gik lidt hurtigere hjemad end ud, så er udsigten ind mod Bonn nu også fin. Den nyistandsatte Kennedybrücke ser fin ud i solen.
Hr. & Fru på samme billede!
Der findes faktisk ikke ret mange billeder af K og jeg sammen – nok især fordi der ikke findes mange billeder af mig – men i dag fik jeg taget et, og jeg er så glad for det, at jeg har scrappet det her til aften.
Tak for en duft af tiderne der skal komme.
Da jeg var lige ved at forlade stien ved Rhinen, kunne jeg dufte nogle sarte toner af blomster, og det viste sig at være ovenstående små gule blomster, der duftede af forår og varme. Åh, hvor jeg længes.
K ved den meget brede flod.
Rhinen og flere andre europæiske floder er i fuld sving med at løbe over deres bredder, og K og jeg måtte ud og se, hvordan det stod til i vores nærområde. Vi kørte en tur ned mod Koblenz, så vi kunne se Rhinen, Deutsches Eck og forhåbentlig også Mosel.
Her kan man lige ane toppene af nogle små træer.
Normalt kan man gå langs Rhinen på et fortov, der er nogle meter over flodens normale vandstand – i dag stod ikke alene fortovet under vandet men også de små træer var stort set væk.
Et druknet færgeleje.
Der er ikke så mange broer over Rhinen, men mange steder kan man tage små færger henover floden. Men ikke i disse dage, for mange af lejerne er simpelthen druknede. Det er kun til glæde for nysgerrige tilskuere som os – og ænderne, der har fået mere plads at brede sig på.
Højvande – jo det tror jeg!
Min mor ville gerne have et billede af en and på et uventet sted – her svømmer der en and på et sted, hvor der normalt holder biler over venter på færgen.
Cykelsti?
Jeg tror, det varer en del dage, inden der er nogen, der skal cykle langs Rhinen igen. Det her er altså et almindeligt vejskilt, som står i vand til skulderne.
Deutsches Eck set bagfra.
Fra vores første stop kørte vi langs Rhinen ned til Koblenz, hvor vi ville ud og se, hvordan der så ud på Deutsches Eck; der hvor Mosel og Rhinen løber sammen. Vi kunne ikke komme ret tæt på, for hele området var oversvømmet helt op til foden af den store statue.
Våde fødder…
De her træer står altså ikke normalt i vand til midt på stammen. Det er utroligt, at de kan tåle det. Og det ser vildt ud!
Hverdagen påvirkes af det meget vand.
Vi kom forbi dette busskilt, og jeg var lidt fascineret af, hvor meget vandet påvirker hverdagen for mennesker, der bor endnu tættere på Rhinen, end vi gør selv.
Hjørnet set fra den anden side af Rhinen.
Vi kørte over på den anden side af floden for at se Deutsches Eck “forfra”, og der var altså ikke alverden at se, for det meste stod under mange meters vand. Sammenlign mit billede med dette billede.
Den vej skulle vi så ikke.
Fra Koblenz ville vi have været til Cochem, som ligger ved Mosel. Vi forsøgte forskellige veje, men myndighederne mente det faktisk, det med, at der var oversvømmet. Og vi vil altså ikke køre ind og glo, hvor man ikke har noget at gøre i sådan en situation. Vi er nysgerrige, men ikke dumsmarte.
Floden har bredt sig voldsomt.
Derude langt bag broen burde vandet stoppe – men ikke for tiden. Man burde jo kunne køre under broen, men det var så absolut ikke en mulighed.
Tænk at bo nede af sådan en gade.
Der er altså helt sikkert huse, der er våde i kældrene, og mennesker for hvem den her situation er dødbesværlig at have med at gøre.
Moselhochwasser.
Efter mange forsøg måtte vi opgive at komme i nærheden af Mosel. Afspærringer som disse mødte os om og om igen, så vi vendte næsen hjem igen. Da vi nåede hjem og kunne kigge ned mod Rhinen, kunne vi se, at der var mange menneske nede og kigge på vandet. Faktisk var vi langt fra de eneste, der var ude på lidt Hochwasser Tourismus i dag.
