This month the PTI Blog Hop challenged us to use fabric or felt to wrap presents. I must say that it was indeed a challenge but I wanted to give it a go.
I sewed a little bag for a book I am going to give as a present later in the week. Once I had the book in the bag I experimented (on a scrap piece of fabric) with stamping on the fabric and it worked like a charm. I used Memento inks and there was absolutely no bleeding. Success!
To finish the look I added fabric to a paper tag and then did some stamping as well. I also added an oversized button embellished with another button and some pearls to the bow and the tag.
While this certainly was a challenge and one that stretched the imagination it was also great fun. I can easily imagine doing something like this for Christmas presents.
Sidste år missede vi julemorgen hos min onkel og tante, fordi sneen lå knæhøj, og det var frost og trælst kørevejr. Men i år var vi med igen, og det er altså en super hyggelig måde at starte julen på, og sidste år var 
Efter morgenmad havde vi endnu et formiddagsarrangement, idet vi skulle ind til Esben, Sus og Alma, som vi ellers ikke ville have set i julen i år. Alma skulle naturligvis have julegaver, og på billedet sidder hun helt stille og nusser med at få papiret af en gave fra mine forældre. Hun var meget koncentreret, men tapen på midten var alligevel for svær for hende.
Jeg havde lavet en sættekasse til Alma, og jeg tror godt, jeg tør sige, at den var et hit. Her står Alma på alle fire og griner ind i sættekassen; det var bare SÅ hyggeligt. Jeg tror måske, hun griner til/af de små børn, der marcherer hen ad sættekassens bund. Det er altså dejligt at lave et projekt, som bliver accepteret og falder i god jord hos den knap to-årige modtager.
Da mine forældre var i Bonn lige inden jul, havde min mor og jeg været ude og shoppe. I en nyåbnet butik her i Bonn (Depot) så vi en opsats/dekoration, der inspirerede årets julebordsdekoration, og jeg havde lovet min mor at lave den, så efter besøg hos Esben, Sus og Alma gik turen til Gentofte.
Dekorationen bestod af en kæmpe glasbowle (min far mente, det var en tissepotte…) fyldt med nødder, kogler, plastikbær, julekugler, fake sne og en fin orkide fra min mors samling. Rundt om toppen af bowlen bandt jeg tre forskellige bånd, hvilket også var inspireret af dekorationen fra Depot. Det er sjovt at tage inspiration og arbejde med den, så man får sin egen fine dekoration.
Min mor og jeg var begge svært godt tilfredse med dekorationen, og min far og K var også på vores side. Vi er lidt mere i tvivl om de øvrige gæster juleaften, men dem om det. Det fine ved det er, at hele dekorationen kan genbruges – det er da smart.
Efter en våd og klam formiddag blev juleaftens eftermiddag til en smuk solskinsdag, og det fik den konsekvens, at min mors diskokugleudsmykning virkelig tog sig perfekt ud. Hele rummet de hænger i var overstrøet med fine lyspletter; så vi fik alligevel lidt julesne.
Min mors veninde og kollega kommer til et glas portvin i løbet af juleaftenseftermiddag, og i år serverede min mor et lidt besynderligt udvalg af lækre sager. Jeg kan også rigtig godt lide hvide stearinlys, men jeg ved ikke, hvor godt de smager. Heldigvis blev de skiftet ud med stollen og Christmas cake, inden vi fik dem serveret.
Skål og glædelig jul. Det er dejligt, at der er tid til at sidde lidt ned og snakke sammen i løbet af dagen, selvom der er meget mad, der skal laves og være klar til julemiddagen.
Når man som gæst i december har stået foran mine forældres dør, har man set den her fantastisk “krans”, som 
Som mørket faldt på, begyndte julestemningen for alvor at indfinde sig hos os. Kæmpe adventskransen stod tændt, bordet var dækket og juletræet stod og ventede tålmodigt.
Hos mine forældre er julen primært rød og guld, men i år havde vi tilføjet hvid på bordet, og kombinationen af rød og hvid virker bare!
Jeg synes stadig, at dekorationen var super fin, og den passede flot til juletræet, som også står i spisestuen.
Kort før klokken 18 tændte min far lysene på bordet, og så ved jeg, at det lige straks går løs. Julestemningen er sikker, når huset dufter af den lækre mad, stearin og tændstikker. Jeg har kæmpet med julestemningen gennem hele december, men når først mørket er faldet på, lysene tændt og anden er i ovnen, vågner mit julesind til dåd.
Apropos duften af julemad, så ser ovnen sådan ud, når det er lige oppe over. Man kan ikke andet end at være fascineret af, at det går hvert år. Min mor kan tricks i et køkken, det er der ingen tvivl om.
Det er blevet en tradition, at jeg tager et billede af min tallerken, når jeg har lagt lidt af alt på den. Min mor sagde, at hun havde lavet færre forskellige retter i år, men de skal nu listes alligevel, så vi kan huske, hvad vi faktisk spiste.
Naturligvis var der ris a l mande – det kan jo overhoved ikke diskuteres eller fraviges! Jeg tror efterhånden, at det er en tradition, at der er gulvstøv på ris a la manden, og det ser også rigtig fint ud.
Og når nu vi er ved det med traditioner, så skal jeg have det her skud hver år, for det sker hvert år: Min far leger gennem hele ris a la mande-spisningen, at han har fået mandlen. I år vidste jeg dog fra første bid, at han IKKE ville få den. Jeg fik nemlig mandlen i første bid.
Vi brød med en tradition i år, idet vi fik kirsebærøl til ris a la manden i stedet for en portvin eller anden sød hedvin. Jeg synes, det var en klar forbedring, og det var i hvert fald sjovt at prøve noget andet.
Fordi mandlen blev væk sidste år, havde min mor i år valgt den største mandel, hun kunne finde! Jeg er ikke ret god til at holde noget i munden, fordi jeg får kvalme af det, så det var lidt en kunst at skjule mandlen, mens resten af familien spiste to portioner ris a la mande. Det var dejligt endelig at kunne afsløre, at jeg var årets mandelgavevinder.
Da jeg står for at lave den årlige mandelgavekasse, er jeg egentlig ikke hooked på at vinde den, så vi besluttede at lave en lodtrækning om hvem, der i stedet skulle have kassen. Som sidste år skrev jeg et tal mellem 1 og 100, og familien bød ind med deres gæt. Liza gættede på 44, hvilket K ikke hørte, så hans første bud var også 44. Man må sige, at de to kender mig godt, for 44 var netop tallet. Det var det, fordi 4 er mit ynglingstal, men jeg synes ikke, at det skulle være 4, for det var for nemt… Måske var 44 også for nemt? Liza ville gerne have kassen, men de to Summerbird marcinpangrise indeni fik min far og K lov at guffe.
Hos os er der levende lys på træet, når vi danser omkring det, og mens vi åbner gaver (eller så længe de kan brænde sikkert på træet). Det er helt særligt med de levende lys, men det er også hyggeligt, at min far kan tænde de elektriske lys, så træet fortsat er tændt, når de levende lys er brændt ned.
Der er en del, der er særligt, når Liza kommer til Bonn, og en af tingene er, at hun skal have Jelly Bellies. Denne gang tænkte jeg, at det kunne være hyggeligt, hvis der lå en æske til hver af tøserne, når Liza og hendes veninde Sofie kom med herned.
Begge æsker er klædt i October Afternoon papirer, og jeg har brugt Papertrey Ink dies og stempler samt lidt bånd til at pynte forsiderne af æskerne med.
En del af øvelsen med at spise Jelly Bellies er, at man skal vide, hvilken smag man spiser. Da der var en oversigt bag på æskerne, kunne jeg ikke dække bagsiderne til, da jeg pyntede æskerne. Det var egentlig meget nemt at undgå – og også lidt sjovt.
Efter at have redt sengen satte jeg de to æsker opad puderne, så æskerne stod klar, da vi kom hjem fra DK. Det er hyggeligt at lave projekter som disse, og jeg tror nok, at de faldt i god jord hos modtagerne.
