@ Cecilie

2. dag i Berlin startede klokken 7, da håndværkerne på byggepladsen overfor hotellettet satte i gang. Godt – vi skulle heller ikke ligge der og sove længe. Trenden blandt europæiske hoteller er, at morgenmaden ikke er inkluderet, men tilgengæld ganske dyr, hvis man vil købe den til. Så vi fravalgte morgenmad på hotellet og begav os mod Kurfürstendam med Ubahn.

Vi nåede ikke ret langt, før beskeden lød, at alle skulle stige af og skifte til en erstatningsbus. Det måtte vi jo så gøre. Da vi kom op fra under jorden, spottede vi en bager-café, så vi slog til og fik morgenmaden overstået, før vi satte os ind i erstatningsbussen, kørte ganske kort og hoppede tilbage i en Ubahn.

Billedet er lånt her.

Vores plan for formiddagen var et besøg på museet med det internationale navn The Story of Berlin, som er et privatejet museum, der skildrer Berlins 800-årige historie. Museet er væsentligt større, end man umiddelbart forventer, og det er faktisk i overvejende grad et godt og velformidlet museum. Det er populærhistorie, men det er lavet på en sober og interessant måde, hvor man tager meget info med sig. Der er dog områder, hvor det bliver en smule fortænkt og svært tilgængeligt: Der løber en tidslinje (på museet betegnet The Time Tunnel) gennem en stor del af museet, og den er ikke ret nem at have med at gøre. Den er helt enkelt for rodet og teksterne for små. Men langs denne tidstunnel er der små rum med interessante delhistorier fra Berlins ubegribeligt dramatiske historie. Her er der formidlet på niveauer, hvor alle kan være med og stadig få noget ud af det, og det er for mig at se noget af det, der kendetegner et vellykket museum.

Et andet fint greb, som Vibeke og jeg overvejede kunne være med vilje, er, at man bevæger sig ned ad trapper, mens historien om nazisternes indtog i Berlin fortælles. Hvad enten det er med vilje eller ej, så er det meget virkningsfuldt at bevæge sig ned, mens man fornemmer at byens sorteste tid udfolder sig. Man kan sige meget, men tyske museumsfolk og historikere formår virkelig at formidle nazismens rædsomme periode i landet på en sober, informativ og ærlig vis. Her er ingen forsøg på dårlige undskyldning eller bortforklaringer, men derimod et forsøg på at formidle noget, som er et nationalt ar, som vi som danskere ikke har en chance for at begribe.

Museet behandler også efterkrigstiden og det delte Berlin, hvilket jo er endnu en tung og hård historisk realitet for denne hårdtprøvede tyske by. Heldigvis slutter museet på en mere positiv og håbefuld måde nemlig med genforeningen og den nedbrudte mur. Vi havde forventet at se et relativt lille museum, men det havde taget os to timer at gå igennem Berlins historie, og det var en succes.

Billedet er lånt her.

Med i entreprisen for museet er også en guidet tour i den atombunker, som ligger lige under museet. Tænk sig, at der ligger en bunker, der er bygget i 1970′erne, med plads til 3600 overlevende fra et atombombeangreb lige under KuDam. Svært at forestille sig og begribe. Vi kom med på en rundvisning i bunkeren, og det var et ret fascinerende syn, der mødte os to etager under gadeplan. Her havde man indrettet sig med lange rækker af smalle senge i fire lag, to badeværelser/toiletrum til mændene og to til kvinderne, et næsten intermistisk køkken, et luftfilter der kunne rense luften i to uger, vandrationer til to uger og mulighed for at pumpe grundvand up og ellers kun de allermest basale ting. Det var tanken, at her kunne 3600 overlevende efter et a-bombeangreb søge tilflugt i to uger efter bomben var sprunget. Efter de to uger ville strålingen nå ned til beskyttelsesrummet, og så ville hele øvelsen have været forgæves. Vi fik at vide, at der i hele Berlin var plads til, at 20.000 mennesker kunne søge tilflugte i lignende bunkere. Det betød, at kun cirka 1% af byens befolkning havde den mulighed, skulle det værste være sket. Heldigvis blev det aldrig nødvendigt at tage stedet i brug, men i princippet er det fortsat muligt at søge tilflugt under jorden…

Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke kan lide dybder, og da vi lige trådte ind i bunkeren, må jeg også sige, at pulsen steg lidt. Jeg overvejde flygtigt, om jeg i det hele taget kunne holde ud at være med på rundvisningen, men tænkte på den anden side, at det var et spørgsmål om at trække vejret roligt og fokusere på, den information guiden kunne bebringe os. Der var heldigvis ret højt til loftet, så selvom der var et underligt lys, lidt mærkelig lugt og bare helt igennem besynderligt, så gik det og jeg holdt til at være med gennem de godt 40 minutters rundvisning.

For mig var noget af det mest påtrængende, da guiden til allersidst spillede en lydstrimmel optaget i et beskyttelsesrum under et bombadement under 2. verdenskrig: At stå der langt under jorden og høre optagelser af bomber, der falder over ens hoved, var meget vedkommende og berørte mig faktisk. Tænk sig at have siddet dag efter dag i beskyttelsesrum og ikke ane, hvordan verden ville se ud, når man igen kunne bevæge sig op og ud. Det må have været frygteligt.

Jeg vil sige, at hvis man er interesseret i Tysklands historie, så skal man ikke snyde sig selv for at gå med ned i bunkeren, hvis man alligevel er gået på The Story of Berlin. Det er fint museum, men oplevelsen af atombeskyttelsesrummet er påtrængende og vidner om den angst, der må have været i Berlin under den kolde krig.

Efter vores lange museumsbesøg var det tid til frokost, og endnu en gang slog vi til på ægte tysk maner, idet vi fik en ganske udemærket Döner kebab på et lille sted lige overfor museet. Derfra gik turen retur opad KuDam med indlagte breaks i butikkerne langs den berømte gade.

Tilbage ved KaDeWe måtte vi ind og kigge på det fine gamle stormagasin, som vitterligt er et turisttilløbsstykke, men som også har noget at have det i, for det er en fin bygning.

Jeg vidste fra tidligere besøg i Berlin, at caféen på 7. sal slet ikke er så ringe endda. Da vi jo allerede havde spist frokost, blev vi enige om, at det kunne blive til en kop kaffe/the og lidt kage. Tyskerne kan jo svært godt lide deres Kaffee und Kuchen, og et stykke kage var rigeligt til to mennesker… Jeg ved ikke, om man kan se det på billedet, men der var tale om et særdeles solidt stykke kage.

Efter veloverstået thepause kom vi ud i regnvejr. Vi gik lidt ned ad KuDam, men blev så enige om, at det simpelthen var for surt vejr, så vi returnerede til nærmeste Ubahn. Først shoppede vi lidt aftensmad, der kunne spises på hotellet, og så var det ellers af sted med Ubahn, erstatningsbus og Ubahn igen. Vi var enige om, at aftensmad på værelset var lige det, der skulle til i dag.

I denne uge er jeg i Berlin sammen med Vibeke. Vi tog begge toget – Vibeke nordfra og jeg sydfra – og det tager faktisk kun cirka en time længere fra Høje Taastrup end fra Bonn. Men toget er nu et herligt nemt transportmiddel, og selvom jeg stressede lidt over at nå toget, så var der ingen problemer med det. Og turen herop var fin, og vi var ganske mange der tirsdag efter påske foretog den rejse.

Jeg ankom nogle timer før Vibeke, så vi havde aftalt, at jeg tog til hotellet og kom af med mine ting og så gik ud i verden og kom retur til et aftalt tidspunkt. Da jeg ikke rigtig havde fået frokost, ville jeg ud og finde lidt at spise. Jeg spottede fjernsynstårnet på Alexander Platz, og tænkte at i den retning måtte der være noget frokost at finde, så jeg gik glad af sted.

Jeg var ganske heldig med vejret, for det var lunt og der skinnede da ind imellem lidt sol ned mellem skyerne, og man kunne se blå pletter på himlen. Jeg besluttede mig for at dreje op mod Unter den Linden, og kom derfor lige op til Altes Museum og Berliner Dom.

Efter en hurtig frokost hos Nordsee (jeg er ved at være rigtig tysk), gik jeg videre mod Alexander Platz, og jeg måtte naturligvis lige ind forbi og hilse på d’herrer Marx og Engels, som har stået på denne plads siden midten af 80′erne, hvor området lå i Østberlin. Området ligger også ganske nær, hvor det nu hedengange Palast der Republik lå. Efter genforening var der åbenbart en levende debat om, hvorvidt kommunismens fædre skulle forblive i den genforende by eller fjernes. Indtil videre er de her endnu.

Min lille udflugt sluttede med, at jeg tog Ubahn fra Alexander Platz retur til hotellet, hvor jeg ventede omkring 40 minutter på Vibeke, hvorefter vi satte i rask trav. Faktisk gik vi den nøjagtigt samme vej, som jeg havde gået, så Vibeke kunne få lidt frokost og se Alexander Platz. Derfra bevægede vi os hele vejen nedad Unter den Linden til Brandenburger Tor, hvor vi holdt en lille pause på en turistet fortorvsserveringscafe, mens vi kiggede på mylderet omkring den store byport.

For at få det hele med gik vi igennem Brandenburger Tor og over for at kigge på Reichtag udefra. Vi har fået bord i cafeen på toppen fredag formiddag, så vi nøjedes med at kigge udefra. Jeg kunne så også konstatere, at siden K og jeg sidst har været i Berlin, er der sket store ændringer i sikkerhedsforanstaltningerne omkring Reichtags bygningen. Nu ser der nærmest belejret ud.

Fra Reichtag gik vi hele vejen retur til hotellet – dog med et indlagt stop på en italiensk restaurant, hvor vi fik en fin aftensmad, inden vi trætte og ømme i fusserne returnerede til hotellet. Jeg lavede et lille overslag i Google maps, og sammen gik Vibeke og jeg nok godt 8 km, men jeg gik omkring 3 km alene, så det blev da alligevel til lidt på vores første dag i Berlin.