Bertram fyldte fem i februar, og naturligvis skal fødselsdagsbillederne scrappes. Jeg tog udgangspunkt i Bertrams t-shirt, hvor der er et motiv af en rumraket, da jeg valgte papirerne og sidens tema. Der er lidt snyd her for det nederste billede er faktisk fra selve dagen, mens de to øverste er fra fejringen.
Jeg tænkte, at det kunne være sjovt med en nedtællingsrække, som man har det ved afsendelse af raketter, som titel. For at gøre det tydeligt, hvor gammel Bertram blev er 5tallet anderledes end de resterende tal.
Jeg dykkede dybt i skufferne og fandt nogle gamle udstansede stjerner frem, som jeg tror, jeg har fået via en swap en gang. De blev sat på med LI brads, som helt sikkert er endt her via en swap på Lifetime. Det føltes godt at få de ting brugt, selvom det overhoved ikke kan ses på lagerets størrelse.
Papirer og stickers er fra Bo Bunny, tallene er et mix af Basic Grey chipboard og Thickers – man får jo aldrig brugt alle de tal op… Hvad bruger du tallene til?
I formiddags klagede jeg til K over, at jeg havde for mange scrapsager liggende, som jeg ikke får brugt. Vi blev enige om, at den bedste måde at gøre noget ved det problem var – tja, at bruge tingene! Jo, jeg kunne da forsøge at sælge nogle af dem, men der er mange af dem, der kommer fra halve pakker mm, så det er nok ikke så oplagt med et salg. I stedet gjorde jeg alvor af det og satte mig til at scrappe. Jeg valgte et billede af Merle.dk, og så legede jeg ellers bare med alt muligt dims. Det var dejlig frigørende bare at lege og ikke være alt for alvor i mit design. Det er længe siden, jeg har scrappet på den måde – uden skitse, uden at lifte bare freestyle.
Det er umuligt at nævne alle de ting, der er brugt, men har kan da nævne nogle af dem: papir fra Bella Boulevard og Echo Park, stickers fra Echo Park, Basic Grey og October Afternoon, dims fra bl.a. KI Memories, Basic Grey og Scenic Route. Derudover har jeg brugt Tiny Tags fra Papertrey Ink, en filtdims købt i Holland for nogle år siden, baker’s twine, filtsommerfugle, bling med mere.
De gule prikker på filtranken er rester fra de små Basic Grey, der staver “kort og godt”, og jeg synes, det var alletiders at bruge selv den del.
Tre små Tiny Tags er hængt op på det lilla baker’s twine med nogle metaldimser, der er fra Making Memories og købt i 2005 eller 2006; man skal aldrig sige aldrig… Måske kommer jeg en gang igennem hele lageret?
Skyerne er printet ud for et par år siden, så nu var det på tide at fyre dem af. Sommerfuglene har jeg også haft liggende længe, men det her var de to sidste, men de var perfekte som de sommerfugle, der skal på Merles layouts.
Den her tossede mand stillede gerne op til at fremvise min togbillet fra Bonn til Berlin aftenen inden, jeg tog af sted på storbyferie.
Den 8. april mødtes jeg med Vibeke i Berlin med udsigt til fire dage sammen i Tysklands hovedstad. Vi lagde ud med en lang gåtur gennem byen, hvor vi blandt andet nåede til Bradenburger Tor.
Onsdag var vi blandt andet i det berømte KaDeWe, hvor vi holde Kaffee und Kuchen pause og nød at sidde lidt og slappe af efter museumsbesøg og traverier.
Checkpoint Charlie er på listen over steder, man må se, når man er i Berlin, så vi gik forbi området torsdag. Det er bestemt et interessant område, men det er også i en vis grad et turistshow.
Vibeke og jeg spiste brunch i restauranten i det tyske parlament, og efter brunchen tog jeg toget videre til Hannover, hvor jeg skulle mødes med K.
K og jeg tourede Hannover lørdag, og vi var begge positivt overraskede og imponerede over, hvor fin byen er til trods for de store ødelæggelser under 2. verdenskrig.
Søndag kørte vi til Hildesheim for at se på den UNESCO verdensarv, der er at finde i den fine lille by. Da begge kirker er under renovering, må vi nok vende retur ved en senere lejlighed, men det er jo ikke det værste, man kan blive nødt til.
Mandag var vi begge hjemme i Bonn igen, og jeg måtte ud og købe ind til den kommende uge. Det var med stor fornøjelse, at jeg kunne konstatere, at aspargesmanden var blevet pustet op – så er sæsonen for alvor i gang!
Jeg er blevet hyret til at lave bryllupsinvitationer, og de skal jo designes, så det kommende brudepar bliver glade og tilfredse, og det lykkedes tirsdag. Så var der bare tilbage at vente på papirer mm og så sætte i gang.
Endnu et projekt ved scrapbordet: Kommende fif til Operation Skriv hjem bliver gjort klar, så der er noget nyt inspiration inden længe.
Tomat- og agurkeplanter vokser stille og støt, men om de kommer til at bære frugt i løbet af sæsonen, vil kun tiden vise.
Fredag kom Lene til Bonn, og vi hyggede os med gåtur gennem Bonn og om aftenen med høns i asparges – jeg fik ikke taget billeder, før K var i gang med opvasken efter middagen.
Lørdag tog Lene, K og jeg ud for at se Augustusburg og Falkenlust, som er kyrfyrstens sommerresidens og jagthytte, og det UNESCO verdensarv vi bor tættest på.
Søndag stod formiddagen på en tur til Köln, hvor vi dels så på den smukke domkirke og dels så det romersk-germanske museum, som ligger lige ved siden af domkirken. Begge dele kan varmt anbefales.
Til jul lavede jeg en udgave af 
Jeg kombinerede overlay med papir fra Scenic Route, lidt seam binding, baker’s twine og forskellige udstansede elementer. Solen, skyen og den lille tag er naturligvis Papertrey Ink.
Da jeg vidste, at jeg ville bruge PTI’s Botanical Silhouettes, googlede jeg sættet og fandt 
Jeg er ret vild med effekten af de hvide kanter på kraft papir, og det er noget, jeg skal bruge mere (jeg glemmer, at jeg synes, det er flot). For at give kortet lidt mere dybde har jeg sat sorte blingsten i midten af de stemplede blomster.
Vi startede med at køre ind til centrum af Hildesheim, hvor man efter krigen tog betonkanonen i brug som i så mange andre tyske byer. Men Hildesheim er noget særligt, for i slutningen af 1980′erne besluttede man at rive betonbygningerne ned og erstatte dem med rekonstruktioner af de historiske bygninger, der blev ødelagt den 22. marts 1945, hvor Hildesheim blev bombet. Når man bor/rejser i Tyskland bliver ordet zerstört et, man bliver fortrolig med ganske hurtigt. Der bliver ikke lagt skjul på, at husene ikke er oprindelige, men derimod skilter man med, hvornår de først blev opført, ødelagt og genopbygget.
Historischer Marktplatz, som man nu kalder pladsen, hvor man har genopført de historiske bygninger, er omkranset af bindingsværkshuse. Her på billedet ser man Bäckeramthaus (oprindeligt fra 1732) og 
Det oprindelige Knochenhaueramtshaus skulle have været et af de største bindingsværkshuse, man kender til, og det er i hvert fald stort, hvis man tænker, at det var opført for næsten 500 år siden. Jeg forstår faktisk godt, at man i Hildesheim har valgt at genopføre disse huse.
Da man genopførte Knochenhaueramtshaus brugte man 400 kubikmeter egetræ og cirka 7500 træsøm – og man må jo forestille sig, at det samme gjorde sig gældende i 1529. Slagerlauget må have været utroligt velhavende i 1500-tallets Hildesheim.
På Historischer Marktplatz står også 
Næste stop var en af de to kirker, som vi desværre måtte konstatere begge er under en grad af renovering for tiden, 
Kirken blev grundlagt i 1010, og denne sten sidder i væggen inde i kirken, og man opfatter den som en af 12 grundsten fra den oprindelige kirke.
Naturligvis blev kirken også ramt i forbindelse med bombningen af Hildesheim i 1945, men man havde på forhånd fjernet kirkens smukke loftpaneler og andre skatte, og i 1950 kunne man genindvie kirken. Inde i kirken finder man en plade med en særlig inskription: kirken blev genopbygget med støtte fra B.R.Armour, USA, som var “søn af det forfulgte folk” – altså en jødisk mand, der støttede genopbygningen af en kristen kirke i Tyskland.
Måske skyldes den nuværende istandsættelse, at kirken i 2014 skal være motivet på den tyske 2 euro mønt. For os betyder istandsættelsen bare, at vi har en anledning til at vende tilbage til Hildesheim ved en senere lejlighed.
Kirkerummet er holdt meget enkelt og elementer som kirkestole, prædikestol og orgel er super moderne og ret elegante. Dette enkelte udtryk gør, at det smukke bemalede træloft fra 1200-tallet får lov at være stjernen.
Loftet viser Jesus’ stamtræ (på Marias side må vi gå ud fra) og en skildring af syndefaldet.
Syndefaldsscenen er udsmykket med ekstra guldpletter, hvilket jeg ikke helt kan forklare, hvad skyldes, men det så flot ud. I det hele taget er taget virkelig smukt, og jeg forstår til fulde, hvorfor kirken er UNESCO verdensarv. Og så må jeg desuden sige, at det er godt, at nogen fjernede loftet fra kirken, inden bomberne faldt over Hildesheim.
Helt tæt på Michaeliskirche fandt vi et hus med dette skilt på, og det bevidner, at pesten har en virkelig fundamental betydning for den europæiske historie. Huset blev i 1300-tallet givet til “Willigen armen”, en semireligiøs gruppe der tog sig af sygepleje og håndtering af de døde under pestudbrud. I 1470 valgte gruppen et regulært klosterliv, hvorefter huset tjente som alderdomshjem for hildesheimere, der havde brug for at sted at bo i deres alderdom.
Overfor caféen stod 
Vi kørte forbi 
Efter at have konstateret at vi gerne vil retur til Hildesheim en gang, kørte vi videre. Jeg havde ved et tilfælde set et program om 
Externsteine er en geologisk særhed i Teutoburger Wald. Fem store sandsten (den højeste er 37,5m) står på rad og række i et område, hvor der ellers ikke er ret mange sten.
Der er spor af menneskelig aktivitet ved klipperne langt tilbage i tid, og man kan vel egentlig godt forstå, hvis vi altid har været fascinerede af disse store klipper. Der er dog ikke noget, der tyder på, at stenene har været genstand for præhistorisk religiøs opmærksomhed.
Nazisterne, og ikke mindst Himmler, var meget begejstrede for og interesserede i Externsteine, og de ønskede at gøre stedet til et helligt sted, hvor det urtyske kunne dyrkes og findes. Heldigvis havde de så meget respekt for stedet, at man ikke længere kan se, at nazisterne var interesserede i stedet.
Man kan gå på stenene, hvilket vi dog sprang over, da det var hundekoldt, og det så ud til regn. Men der kunne da potentielt være en super fin udsigt fra toppen.
Hvor nazisterne ikke ændrede på stenene, så har der gennem tiden været ændret meget på stenenes udseende, og nogle af disse ændringer består (så som trapper og broer), og her er det Lippes våbenskjold, der er hugget ind i en af stenene.
Mellem grupperne af sten gik der en gang en sporvognsrute, nu går der bare masser af nysgerrige turister, som studerer de fascinerende sten. Det er et virkelig specielt sted, men også et det er sjovt at have set. Man kunne helt sikkert sagtens holde en dejlig picnic i skyggen af Externsteine.
Inden vi var nået ret langt snublede vi over disse to små messing-”brosten”, som på tysk kaldes 
På ganske passende vis – men ved en ren tilfældighed – bor vi lige ved 
Vi boede på den fjerne side af banegården i forhold til centrum, så vi gik igennem stationen for at komme ud på Ernst-August-Platz. Pladsen er opkaldt efter – og udsmykket med en statue af – kong 
På pladsen var der også to af sådanne installationer, som var lavet af en lokal kunstner, Sascha Windolph. De blev kaldt RasenKunst (Rasen betyder græs på tysk), og skulle tjene som et afbrud fra hverdagen for de forbipasserende. På et eller andet plan var de efterhånden blevet en del af hverdagen for mig at se, for de var blevet trådt på og der var smidt skrald på dem. Men de var da meget skægge.
Bag den for tiden tilstrikkede 
Der er en medarbejder ved Hannovers turistinformation, der har fået en god idé, for gennem den gamle del af byen løber der en rød tråd. Følger man den, kommer man ud på en 4,2km lang gåtur forbi byens vigtigste sights. Vi havde et kort med ruten tegnet ind og beskrivelser af nogle af de væsentligste sights, og det var rigeligt til en god dags oplevelser.
Vores første stop var 
Deutsche Bank har et superfint hus i forlænglse af Hannovers børs, og jeg elsker smukke bygninger, så vi måtte naturligvis over og kigge nærmere på bygningen.
Jeg var særligt betaget af vinduet over døren, som på en og samme tid er enkelt og ornamenteret. Sådanne detaljer er med til virkelig at gøre en bygning til noget særligt.
Foran Deutsche Bank stod denne “byste”, som vi måtte se lidt nærmere på. Det viste sig, at den er af 
Det var ikke det nemmeste at tage et billede af bagsiden af statuen, men det her er nu blevet ret cool. På bagsiden står der “unitas in multitudine”, som vel bedst kan oversættes med “enhed i mangfoldighed”. Det var sådan Leibnitz beskrev harmoni.
Inden vi besøgte Hannover, havde jeg læst om 
Der findes mange krigsmindesmærker i Tyskland, men det her er på en eller anden måde noget helt særligt: Mange af de andre er skabt efter krigen, af kunstnere og med den hensigt, at de skulle være mindesmærker. Her er der i stedet tale om, at krigen skabte mindesmærket. Det er et meget rørende sted, men det er også frygteligt at forestille sig ødelæggelserne.
Hannovers venskabsby er Hiroshima, og i 1985 forærede Hiroshima denne klokke til kirken. Den bliver ringet med 6. august hver år ved en mindesceremoni for ofrene for bomben i Hiroshima.
Foruden de mindesmærker krigen har skabt, er der tilføjet nogle ekstra elementer til kirken. Der løber en takket hvid linje gennem kirken, og på et bestemt tidspunkt får solen skyggerne fra kirkens takker til at passe nøjagtigt til den hvide linje. Det må være et flot syn.
Næste stop var 
Hovedindgangen til rådhuset er flankeret af to af disse brølende løver – og jeg må tilstå, at jeg godt kan forstå, at de brøler: Rådhuset vokser jo nærmest ud af deres kroppe, og det kan ikke have været rart…
Noget af det helt særlige og eksotiske ved rådhuset er, at der er en ganske særlig elevator inde i kuppelen. Den er speciel, fordi elevatorskakten ikke er lodret men derimod følger kuppelens kurve, hvilket betyder, at den foretager små justeringer i køreretningen undervejs mod toppen. Man flytter sig 50 lodrette meter og 8 vandrette, når man kører op med elevatoren. Det er en ret funky oplevelse, men også ret sjovt. Det er svært at se på billedet, men dørramme og elevatordør er ikke lige i forhold til hinanden, hvilket er et resultat af den ikke lodrette elevatorskakt. Se tegning af elevatorens rute 
Der var ventetid på cirka 40 minutter for at komme op i kuppelen, men det var bestemt ventetiden værd, for ikke alene var turen op og ned med elevatoren sjov, der var også en smuk udsigt over Hannover fra rådhusets top.
Også rådhusets indre giver mindelser om fortidige bygninger, og som det meste andet i Hannover blev rådhuset svært beskadiget under 2. verdenskrig, hvilket ikke længere ses, selvom krigens ødelæggelser er meget påtrængende i rådhusets store centrale rum.
Model af rådhusets ødelæggelse.
Aegidienkirche står omgivet af andre ruiner.
Resten af turen gennem Hannover bød på fine huse, der er blevet nænsomt rekonstrueret efter krigen. Selvom 90% af byen blev jævnet med jorden, så er Hannover fortsat en rigtig hyggelig by, som har en forbløffende grad af charme, som ellers kan mangle i de krigshærgede tyske byer. Der var ting, vi ikke nåede at se, som vi egentlig gerne ville se, men så har vi jo grund til at komme retur, og det er ikke så skidt endda.
Vi nød vores brunch på toppen af Tysklands parliament, og selvom det var turens dyreste måltid (45€ i alt for to, så det var jo bestemt ikke landevejsrøveri), så var det også pengene værd. Udsigten var super på trods af dårligt vejr, maden var superlækker og Fosters kuppel er smuk. Alt i alt en dejlig brunch som afslutning på en rigtig hyggelig ferie.
Planen for dagen var egentlig ikke særlig velformuleret fra starten, men vi var da enige om, at vi måtte ned og se på 
Området er virkelig en turistmagnet af de helt store, og det myldrer med mennesker, men det er egentlig også et interessant og tankevækkende sted. Hvis man ser forbi de noget klichéprægede muligheder for at få stemplet passet ved overgangen mellem øst og vest, de mange turistshops og alt gøglet, så er det jo et sted, der er tungt lastet med Tysklands og Europas historie.
Den 22. juni 1990 blev grænseskuret fjernet ved Checkpoint Charlie, men nu er der en kopi på stedet igen, hvor “amerikanske” soldater (med stærk tysk accent) står klar til at lade turisterne tage billeder med sig. På billedet herover står vi og kigger ind i den vestlige del af Berlin – og det er jo trygt og godt at se, at McD naturligvis er tilgængelig lige bag ved Checkpoint Charlie…
På stedet er der opsat en ”mur”, som fortæller Berlin-murens historie fra start til slut, som vi brugte noget tid på at læse os igennem. Og her er ikke tale om et turiststunt, men om en særdeles informativ og sober installation, som gør en klogere på Berlinmurens tilblivelse, eksistens og fald. Der er også mulighed for at gå på museet, der ligger ved Checkpoint Charlie, hvilket jeg kan huske, at vi var i 1990, da vi var hernede i efterårsferien. Vibeke og jeg måtte dog se os overvundet af mængder af andre turister, som stod i kø ud på gaden for at komme på mur-museet.
Billedet er lånt 
Da vi gik over Gendarmenmarkt, for at komme på 
Fra DHM ville vi ud og kigge lidt på nogle andre dele af Berlin, og egentlig skulle vi have været på Kastanienalle, men jeg foreslog, at vi slog forbi 
Efter at have beset alle gårdene og deres butikker, besluttede vi os for at gå retur til hotellettet. I stedet for at tage Ubahn gik vi hjem, så vi kunne komme forbi en lokal indisk restaurant, hvor vi spiste aftensmad. Jeg er lidt overrasket over, hvor nemt jeg synes det er at gå i Berlin fremfor at tage offentlig transport. Jeg husker det ikke sådan, men Vibeke og jeg har gået meget, og følt at vi boede centralt og i rimelig gåafstand.
