Søndag morgen var vi lidt mindre friske, end vi var lørdag morgen, så vi kom senere af sted fra hotellet. Vi startede dagen med en bustur fra hotellet til La Defense, og det var en rigtig fin tur gennem en parisisk forstad, som vi ikke havde kunnet se meget af aftenen inden. Vores mål for dagen var Bastille-området, hvor der skulle være søndagsmarkeder, som vi gerne ville se nærmere på. Da vi ankom til Place de la Bastille var det første vi spottede Colonne du Juillet – med guldfigurens mås lige mod os.

Da vi så denne fiskestand (som var den første vi kom til), var vi lidt urolige for, om vi var kommet for sent til at få noget ud af markedet. Det viste sig dog, at de andre stande fortsat havde fisk, så enten er disse meget populære, eller også drager de fordel af at ligge i starten af markedet.

Jeg kan ikke lade være at tage billeder af fiskehoveder, når fiskehandlerne bruger dem som en del af deres udstilling (man kan sikkert også købe dem, hvis man skulle være til den slags ballade).

I det hele taget må jeg nok tilstå, at opstillinger på markeder har en virkelig dragende effekt på mig, og jeg ved, at jeg tager stort set de samme billede hver gang, jeg er på et lækkert marked. Men prøv lige at se farver, mønstre og strukturer i de her billeder og råvarerne på dem – det er da lækkert?

Hvis man skulle være mere til tørret end frisk fisk, så var det naturligvis også muligt at skaffe sig på dette franske marked. Hvem spiser dog sådan noget…

Ikke alene så disse flute superfine ud; det smagte også ganske udemærket, og havde en dejlig sej skorpe, som franske brød skal have det.

Prøv lige at se farverne og strukturerne i det her billede; jeg elsker at der bliver gjort noget ud af udstillingen af råvarer. De er så smukke, så hvorfor ikke gøre lidt ud af dem, inden de bliver solgt og spist.

Lækre oste er vel også nærmest indbegrebet af Frankrig, og vi stod da også og salvede lidt over disse gedeoste. Vi skulle dog videre på museum, så vi syntes ikke lige, at vi skulle købe noget og tage med hjem.

Efter en kaffepause på en nærliggende cafe/værthus, ville vi videre med dagens program, som var at tage på Musee du Quai Branly. Vi var så heldige at opdage, at der gik en bus fra Place de la Bastille gennem Paris til Champ de Mars ved Eiffel-tårnet og nær ved museet. Så vi (jeg) fik vores (min) bustur gennem byen for 2*1,7€ fremfor 2*27€. Det var faktisk en super fin tur, hvor vi kom forbi Notre Dame, Louvre, kørte over Pont Neuf og kunne spotte Sacré Coeur i det fjerne, før vi blev sat af for foden af Eiffel-tårnet. Det var nærmest en perfekt bustur, og vi savnede bestemt ikke snakkeriet i højtalere.

Man kan sige meget om Eiffel-tårnet, men man kan ikke hævde, at det er undseeligt, så da K sagde: Eiffel-tårnet er den vej, da vi nærmest stod lige under det, kunne jeg ikke lade være at grine af ham. Han måtte stille op til fotografering, så jeg kunne bevidne, hvor han viste mig vej til Eiffel-tårnet.

Der er lidt parkområde ved Eiffel-tårnet, og vi spottede dette fine ældre skilt. K mente, at teksten måtte betyde, at man kun måtte have kavalerer med, der var moderat tiltrækkende… Godt bud, men ikke helt korrekt. Det det faktisk betyder er: Reserveret til ryttere. Moderat hastighed. Men K og jeg er nu enige om, at K’s bud er sjovere.

Når man står lige foran Eiffel-tårnet må man konstatere, at det var godt for Paris, at Monsieur Eiffel byggede tårnet til verdensudstillingen i 1889, at man ikke rev det ned og at Monsieur Eiffel byggede skidtet til at holde.

Jeg synes, tårnet er smukt – slet og ret. Det er faktisk en selvstændig grund til at komme og se tårnet, selv hvis man ikke vil op i toppen – det er bare flot arkitektur.

Og når nu vi snakker om at skulle op i tårnet, så var køen ikke kort denne søndag formiddag. For at gøre tingene endnu værre stod der på lysskilte, at der var cirka 45 minutters ventetid på andet niveau pga. problemer med en af elevatorerne. Ugh, jeg er glad for, at jeg har været oppe i toppen, og at K ikke har lyst til det. Så slap vi da for den kø!

Altså… jeg forstår ikke, hvorfor man ikke får oversat tekster til skilte ordentligt. Som jeg forstår den franske tekst, står der, at efterladte ting vil blive destrueret. Men den engelske lyder i steder: tabte ting vil blive destrueret… Okay så! Så kan man da lære at huske sine engelsktalende ting.

Musee du Quai Branly ligger lige rundt om hjørnet fra Eiffel-tårnet, og det er et virkelig fantastisk museum. Det er også et relativt nyt museum, idet det først åbnede i 2006. Som teenager kan jeg huske at være kommet på Musee de l’Homme, som var et fantastisk etnografisk museum (jeg har altid elsket etnografi), men da K og jeg var i Paris i 1998, måtte jeg konstatere, at det museum ikke eksisterede længere. Nu findes samlingen i stedet på Musee du Quai Branly, hvilket er vidunderligt. Og museet har en imponerende, fascinerende formidlingstilgang; bl.a. har de ladet deres 10.000vis af musikinstrumenters opbevaring være en del af museets design. Instrumenterne ligger på reoler i et glasrum i midten af museets hall i flere etager. Så flot.

Ikke alene er museet fantastisk, det sidder også i et smukt haveanlæg – faktisk er det en del af haven, idet en af bygningerne er en lodret have. Det var en virkelig overraskelse at se denne voksende, levende facade, som var rigtig cool og smuk.

For at komme op til udstillingslokalerne går man af en lang hvid rampe, og ned i gennem den løber der en flod af ord, som er 16.597 navne på folk og geografiske steder, der er udstillet på museet. Installationen er et stykke ret genialt moderne kunst (og det skal der noget til, at jeg siger om moderne kunst), som passer perfekt til omgivelserne. Installationen hedder meget passende The River.

Vi var på museet, fordi K havde læst, at de havde en særudstilling om vores opfattelse af mennesker, der er anderledes end os selv. Ikke alene er det et tema, jeg har beskæftiget mig med i min uddannelse, det er også et rigtig interessant udgangspunkt for en museumsudstilling på et museum, hvis samlinger netop dokumenterer “de fremmedes” liv i fortid og nutid. Udstillingen var virkelig spændende og tankeprovokerende; sådan en udstilling vi alle sammen burde se, fordi den sætter “det anderledes” i perspektiv og får os til at overveje, hvem vi er, og hvad der sætter grænserne for “normalt” og “unormalt”, “kendt” og “fremmed”.

Museumsbesøget var også det sidste vi nåede i Paris, for efter besøget her, gik vi tilbage forbi Eiffel-tårnet og til den nærmeste (det er jo et relativt begreb i Paris) metrostation, hvorfra vi kunne komme retur til Nanterre, spadsere gennem Parc de Nanterre, som på en solbeskinnet søndag eftermiddag var fuld af mennesker, før vi kunne sætte os i vores bil for at køre retur til Bonn.

Efter knap to døgn i Paris kunne vi konstatere, at man kan gøre Paris på to dage, hvis man er fokuseret og ihærdig. Jeg vil dog sige, at hvis det er første gang, man skal se Paris, vil man gøre sig selv en tjeneste ved at have mere end to dage. Der er så meget man kan se og gøre. Vi konstaterede også, at vi bør komme i Paris oftere end hvert 14. år. Nu må vi se, om det kommer til at ske.

I starten af sidste uge var det meget magtpåliggende for K at sikre sig, at vi ikke havde planer i week-enden, og at jeg ikke lavede nogle. Jeg sagde bare: ja, ja, det er fint og tænkte ikke mere over det. Det viste sig, at K havde planlagt, at vi i den grad skulle noget i week-enden: Vi skulle til Paris for første gang i 14 år. K måtte vedgå, at vi skulle noget, og torsdag aften fik jeg så lokket ud af ham, at det “noget” var Paris. Og fredag eftermiddag sad vi så i bilen på vej mod forstaden Nanterre, hvor vi skulle bo. Vi kom for sent fredag aften til at nå at tage ind til byen, så vi måtte vente til lørdag, hvor vi til gengæld ikke sparede os. Så hæng på for det her bliver et langt indlæg med mange billeder og ord.

Vi startede fra morgenstunden med at spadsere gennem den lokale park, Parc de Nanterre, hvor vi mest mødte entusiatiske løbere og gæs og ænder med gæs- og ællinger. Det var allerede skønt og lunt vejr, så det lovede godt for resten af vores dag.

Vi tog RER og metro ind the byen, og stod af ved Place de Concorde, som er ret pulserende sted i Paris, selv relativt tidligt på en lørdag formiddag.

Centralt på Place de Concorde står en 3300 år gammel obelisk, som faktisk en gang markerede indgangen til Luxor-templet i Ægypten. Obelisken var en gave fra Ægypten til Frankrig, og den ankom til Paris i 1833 og i 1836 blev den placeret på Place de Concorde.

Obelisken kan ikke alene lines op, så man kan se både den og triumfbuerne (som billedet over), men også så man kan se den og Eiffeltårnet. Jeg synes, det var lidt morsomt med gadelampen, som nærmest ligner en Anders And kaktus, der også passede ind i rækken af høje strukturer.

Årsagen til, at vi var endt på Concordepladsen, var, at vi ville på Musee de l’Orangerie, som var lukket sidst vi var i Paris. Mens museet var lukket, blev det sat totalt og aldeles i stand, og det er et virkelig smukt udstillingsrum nu. Stedets stjerner er otte store Monet åkandemalerier, som blev malet netop til orangeriet, og det er virkelig smukke malerier. Farverne og lyset i billederne og deres samspil med omgivelserne er fantastisk – vi var begge meget begejstrede over oplevelsen.

Fra orangeriet gik vi gennem Jardin des Tuileries, fordi K havde læst om en særudstilling på Les Arts Decoratifs, som han mente, jeg kunne være interesseret i. Og da museet ligger i den modsatte ende af Tuilerierne, var det oplagt med en spadseretur her. Udstilling hed Tropme l’Oeil, og den handlede om genstande, der ikke er, hvad de udgiver sig for at være. Det var en rigtig fin lille udstilling med mange sjove og smukke ting.

Efter to museumsbesøg var vi ved at være klar til noget frokost, og vi vidste lige, hvor vi ville hen. Da vi var i Paris i 98, spiste vi frokost et par gange på en cafe nær Saint-German-des-Pres, og nostalgien tvang os tilbage. Vi havde googlet, om cafeen stadig fandtes, inden vi tog hjemmefra, og det gjorde den. Jeg mente, at den hed Napoleon, men det viste sig, at den i stedet hedder Le Bonaparte – det var da napoleonsk i det mindste… Vi kom dog ud på en gåtur, da cafeen ligger på modsatte side af Seinen.

På vej til cafeen gik vi ad Rue de Rivoli og kom blandet andet forbi denne fine kirke, som putter sig mellem alle de høje huse. Det viste sig, at der er tale om L’Église Réformée de l’Oratoire du Louvre, som er en protestantisk kirke. Fin var den i hvert fald.

Det var dog langtfra slut med kirker, for vi gik rundt om Louvre, og Saint-Germain l’Auxerrois befinder sig også med facaden mod Louvre. Her er tale om en kirke, der har betjent de franske konger, og som (med utallige ændringer, ombygninger med mere) har ligget her siden 600-tallet. Det er derfor også en kirke, der har spillet en rolle i fransk historie; blandt andet den uhyggelige, at dens klokker skulle have markeret begyndelsen på Bartholomæusnatten 23-24. august 1572, hvor de protestantiske huguenotter blev massemyrdet i Paris.

Det er jo ikke til at se den blodige historie, når man bare beskuer kirkens facade i dag, og det er nok godt det samme. Tænk, hvis husene i det gamle Paris kunne tale…

Man måtte lidt på afstand af kirken for at være i stand til at se de smukke rosette-vinduer ordentligt. I det hele taget er det et tema med kirker, at man må lidt på afstand for at se dem ordentligt.

Som nævnt måtte vi over på den anden side af Seinen, og da K blev snydt, så vi ikke ramte den bro, han havde forestillet sig, fik vi en anden fin oplevelse. Som vi nærmede os Pont des Arts så det ud som om broen havde det smukkeste gyldne gelænder. Hele broen stod og glimtede i solen, og vi var ret betagede af synet. Og da vi nu var i Paris, var det ikke sådan, at vi overvejede, om broen overhoved havde et gyldent gelænder – vi gik vist bare ud fra, at sådan forholdt det sig.

Som vi nærmede os broen blev det imidlertid klart for os, at broens gelænder var fuldstændig tæt besat med kærlighedserklæringer i form af hængelåse. Vi kender naturligvis godt til skikken, som også findes her i Bonn og i Köln, men vi vidste ikke, at denne bro var stedet i Paris, hvor man låser sin kærlighed fast.

Jeg blev særligt rørt over Ruth & Johannes’ lås, som jeg straks digtede var hængt op, fordi de havde fejret deres sølvbryllup ved at tage tilbage til byen, hvor de var på bryllupsrejse 25 år tidligere.

Pont des Arts har endnu en fordel: den er nærmeste nabo til Pont Neuf, som man derfor kan se i hele dens langlemmede storhed. Pont Neuf (ny bro) er faktisk Paris’ ældste bro over Seinen, og den er bygget mellem 1578 og 1607. Broens karakteristiske udposninger, hvor man kan sidde og tage et hvil (eller et fotografi) er tilsyneladende lavet, således at fodgænger kunne komme i sikkerhed her, når en kærre kom buldrende over broen.

Vel over på den anden side af floden fandt vi nemt Le Bonaparte, og der var heldigvis plads til to til frokost.

Noget af det vi huskede fra Le Bonaparte var deres charcuterie-tallerken, som bliver serveret på et rustikt spækbræt, og som bare er ret lækkert. Vi var i tvivl om, om der stod, at det var til at dele (det viste det sig vist, at det var), så jeg bestilte også en ret.

Jeg har aldrig svært ved at vælge en frokostret i Paris, for kan jeg få en salad med varm gedeost, så er jeg solgt. Så derfor denne ret på denne dag og dette sted.

Vi havde ikke faste planer for eftermiddagen, men vi blev enige om at slendre ned til Saint Sulpice. Da vi stod ved en fodgængerovergang og ventede, spottede jeg dette fine motiv i et af plantantræerne; jeg elsker sådan nogle små overraskende deltajer, der afslører livet og hemmelighederne ved et givet sted.

Saint Sulpice er endnu en stor hvid kirke (faktisk er det Paris’ næststørste kirke), men den er bemærkelsesværdig i sit eksteriør: Nok er kirken symmetrisk, men der er markant forskel på de to tårne.

Et af tårnene er fuldt færdigt med udsmykninger, krummelyrer og detaljer, som det blev tænkt i slutningen af 1770′erne.

Mens det andet endnu står i sin rå u-udsmykkede stand.

For mig var kirkens hvælvede loft lidt af en overraskelse, fordi det ikke er bemalet, men derimod henstår, så det ser ud som, der er tale om et næsten moderne sort/hvidt kunstværk.

Det er naturligvis ikke første gang, jeg ser religiøse lys, men jeg tror faktisk, at det er første gang, jeg har set dem være specifikt til én bestemt helgen. Her er det lys til Sankt Josef – altså Jesus’ jordelige far. (Som en sidebemærkning kostede lysene i Saint Sulpice 2€ stykket, hvilket skulle vise sig at have været et godt tilbud.)

Efter lidt overvejelser blev vi enige om, at tage fra Saint Sulpice til området omkring Notre Dame, fordi vi ville se, hvad det kostede at komme på bustur igennem Paris. Vi tog derfor metroen til Cité og kom lige op i blomstermarkedet.

Desværre kunne vi ikke købe blomster med hjem, men vi kunne da nyde synet af alle farverne og mulighederne.

Vi fandt også en pris på busturen: minimum 2*27€, hvilket vi hurtigt kunne blive enige om, var alt for dyrt for os. Så vi gik retur ned i metroen for at køre til Montmartre, hvor vi ville op til Sacré Coeur. Vi stod af på Abbesses, som er en af Paris’ dybeste metrostationer. Da vi kom hen til elevatoren, var der en eller anden alarm, der gik i gang, så vi overvejede lidt situationen og gik så hen til trappen for at gå op i stedet. Der stod et skilt ved trappen, hvor der stod, at man skulle være opmærksom på, at der var 90 trin op. Det er da meget, men mon ikke det går, tænkte vi, og gik i gang… Nøj, der var langt op! Og så skal det lige bemærkes, at det må have været en spritstiv franskmand, der talte trinnene, for der var 115 og ikke 90. Der er cirka 10 trin mellem almindelige etager, så vi havde da lige gået 11 etager op… Ikke noget at sige til, at vi var lidt forpustede, da vi nåede toppen. Derfor måtte vi også kapitulere og tage den lille funicular op til lige under kirken. Og udsigten er det hele værd!

Mens vi sad på trappen foran Sacré Coeur sammen med alle de andre mennesker, var der en fyr, Iya Traore der begyndte at lave nogle vilde fodboldtricks på en stendel af gelænderet, som næppe har været med end en kvadrameter stor.

Ikke alene lavede han de meste utrolige ting på sit lille-bitte område, han travlede også op i en af gadelamperne, hvor han fortsatte med sine tricks. På biledet her har han bolden balanceret på et eller andet tyndt rør, og den drejer rundt…

Superman-posituren var svært populær blandt publikum, og man må også sige, at den var virkelig imponerende – bemærk, at han staidg holder fodbolden fast med sin ene fod. Hvis du er nysgerrig, kan du se en video her.

Sacré Coeur er en virkelig fin og lysende hvid kirke, og det er svært at holde op med at tage billeder af den, når man står for foden og kigger op.Vi var også inde i kirken, og her kunne vi konstatere, at prisen på lys var steget markant, som vi var kommet op i højderne, for her kostede hvert lys fem gange så meget som i Saint Sulpice…

Kirken bliver ikke konstant sat i stand og holdt hvid, da den er bygget i en stenart, som selv udskiller kalk og således fornyer kirkens hvide farve automatisk.

Vel nede igen kunne jeg ikke lade være med at snuppe dette billede af kirken, som den sidder der og troner på toppen af sin bakke.

Næste stop var La Ferrandaise, en restaurant som K havde læst om hjemmefra. Den er nævnt i Michelinguiden, men den har ikke fået stjerner eller lignende. Vi var ved restauranten, som den åbnede klokken 19, hvilket nok var et klogt træk, for klokken 19 var vi de eneste gæster, og klokken 19.30 var der fuldt i restauranten.

De serverer økologisk mad udvalgt fra en særlig egn i Frankrig, og noget af det, der er deres spidskompetence er okse- og kalvekød. Det er ikke en a la carte restaurant, men derimod en hvor man får en 3-retters menu for omkring 35€ pr. mand.

Min forret var ørred marineret i dild og serveret med selleri og æbler – og en eller anden virkelig lækker cremet sauce.

K fik en krabbeterrin med gedeost, grapefruit og kullerskum.

Hovedretterne blev serveret i de fineste små støbejernsgryder, så det holdt sig varmt, mens man spiste. K fik oksekæbe med forårsgrøntsager, og jeg fik en sauté med pattekalv, gulerod, fennikel og champignon.

Min dessert var kokosis, banankage og saltet chokoladesauce.

K fik en rabarberdessert med shortbread-bund, citroncreme og rabarberjelly. For tre-retter, 2 glas vin, vand en masse og en lille for-forret med lækkert brød, smør og radiser gav vi omkring 85€.

Maden var virkelig lækker, servering hurtig og behagelig, og vi gik fra restauranten glade og tilfredse. Mætte men ikke overmætte, så det var virkelig dejligt.

Vi gik gennem Paris i solnedgangen, og det var så smukt med det varme lys, der spejlede sig i de fine huse og kirker.

Vores mål var Notre Dame, for jeg havde læst, at der i maj og juni var en aftenforestilling kl. 21, hvor der blev spillet “Rejoice Mary” mens der projekteredes religiøse motiver på et gennemsigtigt lærred foran alteret. Vi er ikke religiøse, men det lød som et smukt arrangement, så det ville vi gerne nå. Vi var ved kirken to minutter i ni, og “showet” startede klokken ni, så det var perfekt. Vi nød musikken i en times tid, inden vi blev enige om, at vi var nødt til at komme hjemad til forstæderne.

Inden vi gik hjem, var jeg naturligvis nødt til at tage billeder af Notre-Dame mod nattehimmlen. Jeg tror faktisk, at det var et godt tidspunkt at besøge den store dame, for der var ikke urimeligt mange mennesker.

Det sidste vi så, før vi gik ned til metroen, var Notre-Dame, og det er bestemt ikke en kedelig måde at slutte en lang dag i Paris.

Turen retur til Nanterre skulle vise sig at blive en lidt lang udflugt. Vi havde besluttet ikke at ville gå igennem parken i Nanterre i mørket, så vi skulle til La Defense, hvorfra der gik en bus lige til hotellet. Desværre var der bombealarm på RER-linjen, så vi måtte rumle af sted med metroen, som stopper langt flere steder end RER ville have gjort. På La Defense måtte vi vente lidt på bussen i et meget mærkeligt anlæg, der mindede lidt om en lufthavnsterminal, men busturen var fin og nem, og vi nåede hjem på vores hotelværelse omkring klokken 23.30 – altså 14½ time efter vi forlod det om morgenen. Vi var trætte, men rigtig godt tilfredse med, hvad vi havde nået på en enkelt dag i Paris.

Efter en tur omkring Zollamt kunne jeg triumferende bringe mine nye Papertrey Ink stempler og dies hjem. Det er altid en fest!

1. maj var en fridag for K, og vi havde et lille rengøringsprojekt, som skulle overstås. Ikke ligefrem arbejderskamp…

Fordi det er skudår i år blev birketræerne ikke kun sat op af herrerne, som frier til damerne, men også omvendt. Og det betyder faktisk, at der står birketræer helt andre steder, end der har gjort de andre år.

Signe og jeg var på Floriaden torsdag, og jeg er meget trist over at sige det… det var en skuffelse. Jeg har et årskort, så nu er jeg jo nødt til at vende tilbage og se, om det bliver bedre i løbet af sæsonen.

Jeg har efterhånden skud af en del forskellige ure. Dette står i vores badeværelse, og jeg nappede skuddet mens jeg børstede tænder. Bedre sent end aldrig.

I alt for vådt vejr var Signe, K og jeg en tur i Koblenz. Det er en hyggelig by, Deutsches Ecke er fint, men øv hvor det regnede. Heldigvis havde vi en rigtig hyggelig dag alligevel.

Signe havde ønsket sig snitsler, så det skulle hun naturligvis få. Vi endte med at være på bryghuset til spis-hvad-du-kan-snitsler, så her er Signes anden servering.

Gad vide, om jeg bliver upopulær med dette billede…? Signes sidste dag i Bonn var en rimelig fin dag, og vi var en tur i byen for at shoppe asparges og spise frokost.

Tirsdag var jeg til vegetarisk cooking demo hos Andreea. Den bedste ret var helt sikkert denne super cremede men lette aspargessuppe.

Onsdag kom min første fotobog fra blurb.com, og både K og jeg var virkelig imponerede over kvaliteten, så det bliver ikke den sidste fotobog.

Selvom foråret har været sølle i Bonn, så gror terrassen så småt til. Noget af det, der gør mig mest begejstret i år, er, at vores lavendler fra Provence kommer igen og har sat blomster.

Torsdag aften fortalte K mig, at han havde planlagt en week-end for os i Paris, så fredag eftermiddag kørte vi til forstaden Nanterre, hvor vi havde to overnatninger.

Lørdag var vi på 14½ times sightseeing i Paris, og vi fik bare set så meget. Det var en skøn, skøn dag.

Selvom vi var lidt flade efter vores maraton-lørdag, skulle vi da udnytte søndagen, så vi nåede blandt andet forbi Eifeltårnet, inden vi kørte hjem efter en fantastisk Paris-week-end.

Efter jeg er begyndt at føre meget grundig blog, får jeg ikke scrappet vores egne billeder. Når jeg scrapper, er emnet enten Alma, Bertram eller Merle. Vi har heller aldrig været typer, der fik trykt vores fotografier og satte dem i albums mm. Jeg har fundet, at jeg tit bladrer min blog igennem og hygger mig med at se billeder igen. Ved flere lejligheder har jeg overvejet, hvordan jeg kunne forestille mig at have vores billeder i fysiske udgaver. Jeg har overvejet Project Life, men tror desværre ikke, at jeg ville få det brugt. Da jeg så så en omtale af blurb.com på en scrappers blog, måtte jeg prøve det.

Man downloader blurbs software og i det kan man fuldstændig selv designe sine sider med hensyn til billeder, tekst, størrelse med mere. Jeg har prøvet andre softwareprogrammer til at lave billedebøger, og de var usmidige at arbejde med. Ofte skulle man også være online for at designe bøgerne. Med blurb har man programmet på pc’en og kan derfor langsomt arbejde sig igennem bogen og udfylde med billeder og tekst.

Jeg havde læst gode anmeldelser af kvaliteten af bøgerne, men jeg var naturligvis alligevel spændt på selv at se en færdig bog. Jeg har ikke brugt et eneste standardlayout til siderne, så jeg var også spændt på, om jeg havde fået designet sider, der var pæne at se på, nemme at overskue og med tekst, der var til at læse.

Jeg bestilte min 2011-bog den 30. april (jeg havde fået en kupon der gav mig 20% på den første bestilling, hvis jeg bestilte senest 30. april), og valgte langsom forsendelse. Det betød, at jeg kunne forvente at modtage bogen den 16. fremfor den 10. maj. Det var jo fint for mig. Jeg gav omkring 45€ for en bog på cirka 170 sider, med hardcover og dust jacket (som kunne have været fyldt med farvebilleder for samme pris), inkl. porto. Den 10. maj om formiddagen fik jeg besked om, at bogen var sendt, og den kom samme eftermiddag… Det var ret hurtig ekspedition, må man sige!

Og hvad synes jeg så om resultatet: Det er PERFEKT! Jeg er virkelig fascineret af, hvad man kan med software og tålmodighed. Nu har vi en bog, der samler, de fineste / vigtigste / sjoveste billeder fra 2011, og der er tekst ved alle billeder, så vi, når vi er gamle, fortsat ved, hvad vi ser på billederne. Jeg er virkelig imponeret, og jeg er allerede i gang med bogen for 2010 og sådan set også for i år. 2012-bogen laver jeg løbende, så jeg sådan set bare kan bestille den 1. januar 2013.

Hvis du har overvejet fotobøger eller nu tænker, at det kunne være en fed måde at få dokumenteret de billeder, der ikke bliver scrappet, så kan jeg på det varmeste anbefale blurb.com. Jeg får INGEN rabatter, bonus eller andet af at skrive dette, blurb ved det faktisk ikke. Det her er alene en post om et produkt, jeg er virkelig imponeret over, og som jeg tænker, at man andre digitale fotografer kunne have glæde af. Jeg ved ikke, om man altid får rabat, når man først skriver sig op, men jeg kunne forestille mig det. Jeg har netop fået en mail med endnu en kode til besparelse, så jeg vil tro, at det er noget, de gør ofte. Selv har jeg da tænkt mig at se, om jeg ikke kan bestille bøger, når jeg har mulighed for at få lidt rabat på dem – også selvom de ikke er specielt dyre til at starte med.

Hvad gør du med dine fotos? Ligger de på pc’en, bliver de printet ud, scrappet eller glemt?

Jeg fik nye stempler hjem i sidste uge, og de skulle naturligvis bruges. Da jeg tit bliver ganske overvældet af nye stempler, besluttede jeg mig for at lifte et af de kort, design teamet hos PTI havde lavet. Jeg brugte de nye Trendy Tree Tops stempler og dies samt dies, der laver bløde bakker. Derudover har der været gang i en af mine embossing folders. Og endelig har jeg brugt lidt bånd og en knap. Easy peasy og et totalt lift, men det var rigtig skægt at lave. Og jeg ved, at det har nået modtageren, som kunne bruge lidt opmuntring i en træls tid.

Kan du også blive overvældet af nye sager, eller ved du lige, hvad du gerne vil med tingene?

De her fabelagtige billeder af Merle.dk måtte naturligvis scrappes, for de er bare ikke til at stå for. Heidi havde selv lagt dem på familiens blog under titlen æblekinder, så det var der, jeg tog udgangspunkt. Layoutet er baseret dels på Got Sketch #71 og dels på et af eksempellayoutene til skitsen (det af Wendy McKee). Baggrunden er et Basic Grey diecut papir; sådan et af dem, jeg har alt for mange af fra min tid hos Lifetime, men har haft svært ved at få brugt. Derudover gik jeg i gemmerne for at finde papirer, der matchede Merles trøje, så der er brugt papir fra Echo Park, Pink Paislee, KI Memories (papirer jeg faktisk også brugte, da Bertram var lille) og My Mind’s Eye. Derudover har jeg grebet til thickers og nogle stickers.

Til min store fortrydelse var det æble, jeg havde på lager, i helt forkerte farver, så jeg brugte det som model for mit eget paper piecede eksemplar. K brast min boble, da han så layoutet, fordi han mente, at den enten hed “Merles kinder” eller “Æble-Merles kinder”. Oh well – jeg kan godt se, hvad han mener, men så må det hedde “Merles kinder” og så har det et æbletema… Merles sommerfugle har flagret rundt på siden og er dels landet i venstre hjørne og dels her på titlen.

Jeg vidste, at jeg havde nogle Jillibean Soup stickers med et æbletema, så de måtte i sving i denne omgang. Normalt sætter jeg dato på siderne, men jeg har ikke kunnet finde den præcise dato, da jeg har slettet billedet fra min pc, så den må Merles forældre selv fylde i.

Sent mandag kunne jeg med glæde konstatere, at min Papertrey Ink ordre var sendt på vej mod Tyskland. Uh, det er altid spændende – og lidt træls – at vente på sådan en ordre.

Det har været en scrap-uge, og det har jeg hygget mig rigtig godt med. Der går lidt for lang tid imellem, at jeg får scrappet, men jeg nyder det, når jeg så kommer i gang.

K kom hjem med tulipaner til mig mandag, og det var lige, hvad jeg trængte til – og så er tulipanerne bare så fine.

Torsdag stod i OSHs tegn for mit vedkommende: Jeg fandt nogle Basic Grey stickers og papirer frem og satte i sving. Da dagen var slut, havde jeg fået brugt en masse ældre men stadig fine sager, og resultatet var 30 kort til OSH. Ikke så tosset endda!

Mere scrap… Det har været rigtig ringe vejr i det meste af ugen, og så er det oplagt at få noget scrap fra hånden.

Lørdag var vi en tur i Holland, og vi kom ud og så noget nyt: Et ret sjovt og anderledes klitlandskab.

Søndag bød på alt muligt vejr, men blandt andet fint vejr i nogle timer hvor jeg var på terrassen. Med udsyn til en dejlig solnedgang sad K og jeg og lagde lidt planer for årets sommerferie, som primært skal gå til Kroatien.

Jeg havde fundet dette layout på Pinterest, og jeg var ret begejstret for designet, så jeg måtte i gang med at lifte. For et par uger siden bestilte jeg nye papirer blandt andet nogle ret fede My Mind’s Eye-papirer, som ligner slidt træ. De papirer bestilte jeg specifikt med Bertram-layouts i tankerne, så det var jo oplagt at finde dem frem nu.

Jeg mixede MME-papirerne med papirer fra Echo Park (også købt med Bertram i tankerne) og Teresa Collins, som understregede det drengede udendørsfeel, som jeg søgte at opnå med layoutet. Jeg holdt mig ret tæt til det originale layout, så der kom både nål og banner i venstre hjørne. Banneret er lavet med en PTI die, og jeg valgte at lave bannerstykkerne i forskellige størrelse, hvilket jeg egentlig synes, gav en sjov virkning.

I går ryddede jeg op på mit scrapværelse, og jeg genfandt min dymomaskine, som kom i brug i dag. Derudover fandt jeg også den her gummidims fra October Afternoon; jeg tror ikke, jeg havde regnet med at få den brugt, men her var den lige i øjet. Elsker når ting bliver brugt!

Knappen er fra et glas med gamle knapper, som jeg har fået sidst Liza var i Bonn, og den passede til tema og i farverne. Jeg lod en dymostribe forsvinde bag billedet, og fordi det første ord var Bertram, synes jeg nemt, man kan forestille sig sammenhænge mellem de to dele af dymostrimlen (den anden del siger: godt humør).

Køber du nogensinde papirer (eller dims) med en bestemt person eller bestemte billeder i tankerne?

Billedet af Alma, der taler i Sus’ telefon, har ligget klar til at blive scrappet længe, men jeg har ikke kunnet finde ud af at få det scrappet. Da jeg spottede dette layout af Vivian Masket, tænkte jeg, at det måtte være et layout, hvor billedet af Alma kunne bruges. Som sagt så gjort. Det er et super enkelt layout, men jeg er ret vild med kombinationen af kraft papir og mønstrede papirer i skrappe farver; det skal jeg bruge mere af, tror jeg.

Jeg har brugt papirer fra Echo Park, stickers fra October Afternoon og Basic Grey, KI Memories brads, journaling card fra OA, dies fra PTI og Spellbinders samt en Martha Stewart punch til sommerfuglene.

Som de eneste elementer har sommerfuglene fået lidt chalk på kanterne, så de træder tydligere frem. Jeg har sat dem fast med lim og 3d-puder. Der er puder på midten af dem, og så er bunden af deres vinger limet fast. På den måde synes jeg, det kommer til at se ud som om de er ved at lette.

photo credit

It is that time of the month again – time for Papertrey Ink Blog Hop and this month the prompt is the picture above. I loved the colours and I have recently ordered Teresa Collins’ Spring Fling and it reminded me of the patterns and to some extend the colours in the picture.

On my card I combined the patterns and colours from the picture with a canvas tag from Prima and images from PTIS’s Little Bitty Birds as well as seam binding, a Tiny Tag with sentiments from Little Bitty Birds.

I stamped part of the sentiment in a dark brown and then added the word “friend” in a pale pink and finally I stamped hearts in a dark red. I like that it is possible to mix and match colours this way.

I embellished the canvas tag using two Little Bitty Birds and tiny bling as well. It is cool to be able to take a store bought element and dress it up to fit the project.