Det er risengrød (smask, smask, smask),der gør næsen rød (smask, smask, smask),
og kanel blir strøed,
det gør skorpen sprød.
Grød skal være blød og ikke tør.
Det er risengrød (smask, smask, smask),
der gør ganen blød (smask, smask, smask),
og kanel bli’r strøed,
det gør grøden sød,
men sæt ikke skeen i den før,
end risengrøden den har fået en smørklat smør.
Nej, det er faktisk ikke fordi jeg følger med i Nissebanden igen i år, men derimod fordi risengrøden og dermed også risengrødssangen hænger snævert sammen med december. Man kan jo snildt spise risengrød på alle andre tidspunkter af året, men risengrød i december er nu noget helt særligt. Som bekendt er jeg stadig ikke en haj til risengrødskogning, så jeg var lykkelig, da jeg fik en lille ekstraportion med hjem fra Lone i week-enden. Hun havde lavet ris a la mande, og “desværre” havde hun kogt for meget grød… Juhuu 🙂
Det er lidt sjovt, at en så simpel lille ret som risengrød med kanelsukker og en klat smør, kan være så behæftet med stemninger og betydning. Men mon ikke hver en dansker har et forhold til risengrød – være det sig godt eller skidt? Jeg har i hvert fald helt klart et nært forhold til risengrød 🙂
