Det er langt fra nogen tilfældighed, at jeg har valgt et billede fra en snedækket Dyrehave til årets julelogo: Jeg elsker vinteren, når den er kold, klar og fyldt med sne. Sådan noget gråt snask, som de vi primært får her i Bonn (og jo sådan set også i København), er jeg ikke nær så vild med. Men dage med frostgrader, blå himmel, solskin og smuk hvid sne er bare noget af det allerbedste jeg ved. Det betyder også, at jeg længes efter sne hver eneste vinter. Når datoen siger 1. november, begynder jeg så småt at drømme om, at sæsonens første sne snart vil falde. Desværre må jeg jo acceptere, at de dage jeg elsker så højt ikke ligefrem står i kø, her hvor jeg bor. Jeg tager nu også til takke med mindre: Hvis bare det sner, bliver jeg begestret og fornøjet, selv hvis det ikke bliver liggende ret længe eller overhovedet, hvis det er gråt og trist på himlen og hvis sneen er våd og tung at traske i. Sne er bare noget helt særligt!
Så det var en meget begejstret dame, der konstaterede, at sæsonens første sne faldt over Heiderhof præcis en måned inden juleaften. Om eftermiddagen den 24. november sneede det ganske lidt, men nok til at jeg lykkeligt meddelte både K og Lone, at det sneede! De befandt sig begge nede i dalen, og der sneede det altså ikke. Så selvom vi kun bor omkring 120 meter over havets overflade, så er det nok til at gøre forskellen på sne og regn. Der er langt fra fnuggene på vores terrassebord til de mængder, jeg har set, der kom i DK i week-enden. Men lidt har som bekendt også ret – ikke mindst når det gælder sne!
