
Så er der en måned til juleaften, og det er næsten ikke til at fatte, at året dermed så småt lakker mod enden. Det sidste halve år har budt på udfordringer af nye slags for mit vedkommende, og de har desværre resulteret i, at bloggen er blevet svigtet undervejs. Når overskuddet ikke er, som det var, er der jo noget, der må lide. Og så er bloggen trods alt et sted, hvor man kan skære lidt ned. Men nu har jeg i mange år skrevet daglige blogposter i juletiden, og jeg synes faktisk, at det er superhyggeligt på den måde at have julerierne dokumenteret – især fordi jeg ikke får lavet December daily eller noget lignende. Det er bloggen, der fungerer som min December daily, og derfor skal jeg igen i år forsøge, om jeg dog ikke kan få blogget regelmæssigt gennem julen – også når overskuddet ikke lige er der til det. Jeg skal gøre mit ypperste for at hænge i hele vejen. Og bare fordi jeg er lidt overmodig her i starten, så begynder jeg allerede i dag med en måned til juleaften. Første skridt har været at få lavet årets lille julebloglogo, som skal pryde alle mine daglige juleblogposter. Det er med et billede fra Dyrehaven i julen 2014, hvor det var det smukkeste vintervejr. Åh, hvor jeg godt gad, at der kom sådan nogle dage igen denne vinter.
Dette års første juleblogpost skriver nærmest sig selv, da det jo er den 24.11., og det betyder, at Charlie og jeg igen skal poste et julekort på OSH-bloggen.

Mit kort har kristtjørnen som sit hovedmotiv både på det ene mønstrede papir og som dekoration. Det øverste mønstrede papir har jeg skåret ud med en die, så det har fået en fin dekoreret kant. Og så har jeg stemplet hilsnen på det ensfarvede papir nedenunder denne kant.

Dekorationen består af et stykke seam binding og udstansede kristtjørnblade og -bær. Bladene har fået lidt mere dybde ved at jeg har sværtet dem lidt med en mørkere grøn på kanterne og tegnet midten op med en hvide farveblyant.
—o—


et super skønt julekort
Smukt kort!
Måske jeg skulle hoppe med og instagramme mig gennem december?
Så flot og enkelt julekort