Daily Archives: 30/11/2015

Juleblog 2015: 1. mandag i advent

juleblog15Jeg ved det godt: Hvert år i de seneste mange år har vores adventstradition været lidt mærkelig. I år var Lone, Kristian og jeg på vej fra Gentofte til Bonn på 1. søndag i advent, så vi var på forhånd blevet enige om, at vi ville starte adventssæsonen med 1. mandag i advent og ikke 1. søndag.
På den måde kunne vi tage os den tid, det skulle tage at komme hjem, og mandag aften kunne vi så hygge os med adventstraditionerne. Det kan godt være, at det ikke er traditionelt, men det er vel egentlig fuldstændig underordnet, hvornår man mødes, hygger sig og udveksler gaver. Ja, de hedder adventsgaver, men vi giver og får dem jo ret beset også i adventstiden, hvad enten det er om søndagen eller mandagen. Og denne 1. mandag i advent blev altså vores indledning til julen 2015. Og nå ja: Fremfor julebag hyggede vi os med burgere, inden vi startede på gaveorgiet.

Jeg har tilstået det før, og det gælder stadig: Jeg er ikke bager. Så når jeg dækker op til kaffe, så bliver det altså som oftest med noget, jeg har købt mig til. Farverne er helt tossede på billedet, men der var et godt mix af kager købt i Holland, England, svenske kager købt i Tyskland, og iranske dadler købt i DK. Meget international kagetallerken.

Gaver er jo dejlige og hyggelige at modtage, men Finn ser nu en lille smule urolig ud over hans første gave fra Lone. Gaven gav heldigvis masser af mening, da dens kompagnon blev åbnet (der var tale om et kalenderlys med tilhørende stage).

Lone fik med Finns ord “et kinderæg” – hele tre ting på én gang. Det var til gengæld ret svært at gætte de tre forskellige ting: En krog, et juleophæng og to fyrfadslys på batteri.

Kristian er så småt ved at udvikle sig til en værre langhåret røver (han skal heldigvis klippes lige om et øjeblik), så han havde stor glæde af båndet fra en af hans gaver.

Jeg fik hele fire gaver (to af dem fra K), og de var alle fire julepynt, hvilket er alletiders i år, hvor jeg ikke orker at slæbe alle julekasserne frem, men har planer om at nøjes med lidt mindre. Nu fik jeg fine ting, som nemt kan supplere de ting, jeg har hentet i kælderen.

I morgen er det endelig december, og så er jeg spændt på, om du monstro blogger med? Skriv gerne din adresse, hvis du blogger i december.

Tagged , , , , | 1 Comment