Monthly Archives: November 2015

Juleblog 2015: 1. mandag i advent

juleblog15Jeg ved det godt: Hvert år i de seneste mange år har vores adventstradition været lidt mærkelig. I år var Lone, Kristian og jeg på vej fra Gentofte til Bonn på 1. søndag i advent, så vi var på forhånd blevet enige om, at vi ville starte adventssæsonen med 1. mandag i advent og ikke 1. søndag.
På den måde kunne vi tage os den tid, det skulle tage at komme hjem, og mandag aften kunne vi så hygge os med adventstraditionerne. Det kan godt være, at det ikke er traditionelt, men det er vel egentlig fuldstændig underordnet, hvornår man mødes, hygger sig og udveksler gaver. Ja, de hedder adventsgaver, men vi giver og får dem jo ret beset også i adventstiden, hvad enten det er om søndagen eller mandagen. Og denne 1. mandag i advent blev altså vores indledning til julen 2015. Og nå ja: Fremfor julebag hyggede vi os med burgere, inden vi startede på gaveorgiet.

Jeg har tilstået det før, og det gælder stadig: Jeg er ikke bager. Så når jeg dækker op til kaffe, så bliver det altså som oftest med noget, jeg har købt mig til. Farverne er helt tossede på billedet, men der var et godt mix af kager købt i Holland, England, svenske kager købt i Tyskland, og iranske dadler købt i DK. Meget international kagetallerken.

Gaver er jo dejlige og hyggelige at modtage, men Finn ser nu en lille smule urolig ud over hans første gave fra Lone. Gaven gav heldigvis masser af mening, da dens kompagnon blev åbnet (der var tale om et kalenderlys med tilhørende stage).

Lone fik med Finns ord “et kinderæg” – hele tre ting på én gang. Det var til gengæld ret svært at gætte de tre forskellige ting: En krog, et juleophæng og to fyrfadslys på batteri.

Kristian er så småt ved at udvikle sig til en værre langhåret røver (han skal heldigvis klippes lige om et øjeblik), så han havde stor glæde af båndet fra en af hans gaver.

Jeg fik hele fire gaver (to af dem fra K), og de var alle fire julepynt, hvilket er alletiders i år, hvor jeg ikke orker at slæbe alle julekasserne frem, men har planer om at nøjes med lidt mindre. Nu fik jeg fine ting, som nemt kan supplere de ting, jeg har hentet i kælderen.

I morgen er det endelig december, og så er jeg spændt på, om du monstro blogger med? Skriv gerne din adresse, hvis du blogger i december.

Tagged , , , , | 1 Comment

Juleblog 2015: Årets julekortsevent

juleblog15Så nåede vi hjem til Bonn igen efter en hektisk men rigtig dejlig tur nordpå. Vi kørte ganske tidligt fra Gentofte, nåede en færge fra Rødby ved 9-tiden, og dermed slap vi fuldstændig fra Gorm. Jeg håber, at I er sikre i julestormen, og at Gorm klinger hurtigt af, så decemberfreden (findes det?) kan sænke sig igen.

Nå, men det var den reportage fra årets julekortsevent, vi egentlig kom fra. Som det har været tilfældet siden 2004, inviterede jeg i år kvinderne i mit liv til at mødes, lave julekort (enten hjemmekreerede eller ud fra pakker jeg har lavet på forhånd), spise god mad og lækre kager og bare hygge sammen. Eftterhånden er vi en gruppe, som med enkelte udskiftelser har mødtes i så mange år, at der er mange traditioner, interne jokes og ting, der bare skal være, som de nu en gang skal være. Jo, julekortseventet er blevet en af julens traditioner, og selvom Post DK næste år hæver portoen til urimelige højder, og jeg er blevet mor til en lille mand, så tror jeg altså, at det bliver særdeles svært at undvære disse timer i selskab med skønne damer.

I de første år lavede vi alt muligt: juledekorationer, julekort, julepynt mm., men det er da efterhånden blevet trimmet ned til julepynt og julekort. Og efter jeg for nogle år siden begydte at lave kortpakker hjemmefra, er det blevet væsentligt nemmere at pakke ting, der skal med til eventet, for jeg ved jo, hvad der skal bruges til pakkerne.

En af de faste “traditioner” er, at den modne del af selskabet skal sidde nede i den ende af bordet, der er tættest på vinduet – selvom det godt nok ikke hjalp meget i år, da det var virkelig mørkt ude. De har også deres helt eget projektørspot, som lyser voldsomt op – hvilket man faktisk godt kan fornemme på lyset i dette billede. Opdelingen i en moden og lidt mindre moden afdeling har over årene lidt til en del drillerier fra bordende til bordende, og i år var naturligvis ingen undtagelse i den henseende.


Når først vi for alvor går i gang med produktionen, så er der indædt koncetration rundt omkring bordet, for resultatet skal jo blive i orden!

D’damer – endnu en gang tak for en fantastisk dag i jeres selskab, for jeres lækre mad, bagværk og søde sager og for at I er en del af mit liv. Glædelig jul til jer alle 😉

Tagged , , , | Leave a comment

Juleblog 2015: I sidste øjeblik

juleblog15Der er dage, hvor der sker ting, der bare er vigtigere end at blogge, og i dag var en af dem. Jeg har afholdt mit årlige julekortsevent for kvinderne i mit liv, og det var som altid en helt igennem vidunderlig dag fyldt med godt selskab, grin, lækker mad og hygge. Fordi en enkelt af deltagerne blev hængende og snakkede længe (og hvor var det dejligt) må den fulde reportage fra dagen vente til i morgen. Men jeg har da skrevet noget på bloggen i dag 😉 Det er muligvis lidt julesnyd, men det er der nødt til at være plads til i disse juletravle tider. I morgen tidlig går turen sydpå igen, så når jeg er hjemme i Bonn i morgen aften, er der tid til at få blogget rigtigt om dagens event. Indtil da: Glædelig 1. søndag i advent.

Tagged , , , | Leave a comment

Juleblog 2015: Nissernes hemmelige bog

juleblog15Jøsses! Jeg er jo i DK i denne week-end, og når jeg er i DK, vil jeg gerne nå en tur til Lyngby, så jeg kan kigge på sko hos Sunde Sko, gå en tur i Søstrene Grene mm. Og da det kun kunne blive i dag, kørte jeg til Lyngby, så jeg var derude omkring ved 11-tiden. Jeg havde da godt tænkt over, at Black Friday tilsyneladende er blevet en dansk ting (og tysk, fransk, engelsk fra hvad jeg kan se på mails i min indbakke), men jeg havde nok ikke regnet med, at det betød, at Lyngby ville være fuldstændig kaotisk. Jeg kørte rundt i parkeringskælderen under Lyngby Storcenter i 20+ minutter uden at finde en parkeringsplads, før jeg gav op og kørte ud igen. Ved et lille lykkeslag besluttede jeg mig for lige at svinge ind på Johannes Fogs udendørsparkeringsplads, og jeg var så heldig, at jeg kom lige som en anden kørte, så det lykkedes mig faktisk at parkere! Det var helt tosset, og hvis jeg havde været her længere tid end blot henover week-enden, så var jeg bare kørt hjem igen. Men nu havde jeg en p-plads, og jeg kunne overholde min aftale med Lone om at mødes på Baresso til frokost.

?????????????????????????????????????????

Efter frokost shoppede vi lidt omkring i Lyngby, og vi kom blandt andet omkring Arnold Busk i storcenteret, hvor jeg købte indtil flere sæt virkelig flotte stjernestrimler. Da jeg stod i kø for at betale spottede jeg to bøger, som jeg vidste, at jeg var nødt til at købe: Nissernes hemmelige bog og Nisser i hverdag og fest.

2015-11-27 16.53

Jeg havde Nissernes hemmelige bog som barn, og jeg kan huske, at jeg “læste” den allerede længe inden, jeg faktisk kunne læse. Illustrationerne i bogen er bare så hyggelige og komplekse, at der er masser at gå på opdagelse i, selv uden at læse teksten.

2015-11-27 16.55

Det sjove er, at den her illustration af den kvindelige nisse, der ammer de to små nissebørn, faktisk er en af dem, jeg kan huske fra min barndom. Heldigvis skal jeg kun amme en enkelt lille nisse, når vi når så langt næste år.

2015-11-27 16.54

Denne illustration viser, hvorfor nissernes kegleformede huer er så smarte: Alt præller af på dem 😉 Det er da sødt tænkt!

De to bøger om nisserne er ikke specifikt julede, men de kan helt bestemt også læses her i juletiden. Så hvis du kender nogen – voksne som børn – som synes, at nissernes magiske verden kunne være spændende at læse mere om, så er de her etnografiske værker fantastiske og charmerende. Og så koster de endda kun 99 kr. pr. stk. i Arnold Busk for tiden (og det tilbud havde intet med Black Friday at gøre)! Så skynd dig ud og få fat i dine eksemplarer og nyd så teksten og særligt illustrationerne.

Tagged , , , | Leave a comment