Budapest 2015: Dag 4 (i endnu mere regnvejr)

Lad os bare sige, at den ungarnske metereologiske hjemmeside ikke er så nem at navigere, når man ikke læser ungarnsk. Dog mente vi begge at have udledt af billederne, at det ikke skulle regne lørdag. Vi tog fejl! Det regnede fra morgenstunden, og det føltes som om der kom væsentligt mere regn i løbet af lørdag end fredag. Men vi lader os altså hverken slå ud eller holde tilbage af lidt vand.

1

Jeg ville gerne tilbage til markedet, fordi jeg ville have noget paprika med hjem samt se, om vi kunne finde noget lækkert frugt. Det havde lykkedes os at finde ok frugt i de små lokale butikker, men jeg drømte om melon, som jeg havde set på markedet onsdag. Vi købte paprika såvel som melon (den sidstnævnte viste sig at dufte af væsentligt mere, end den smagte) og en rigtig lækker majs, som jeg havde med hjem til Bonn.

2

Overraskende nok virkede det som, der var færre mennesker på markedet en lørdag formiddag, end det havde været tilfældet onsdag. Om det skyldes, at turisterne (eller de lokale) sov en brandert ud, at man kommer senere på markedet lørdag eller andre fænomener, kan jeg ikke vurdere. Men fordelen var jo, at det var nemmere at navigere rundt mellem standene, og det kan vi ikke klage over.

3

Vi havde ikke de store planer for dagen, andet end at vi ville i et af byens spa-bade om eftermiddagen. Så fra markedet dinglede vi ned ad hovedgaden, fordi vi ville ned og spise en kage i den modsatte ende af gågaden. Undervejs kom vi forbi en Marks & Spencer, men det var ikke en ret stor butik, og de havde ikke en food-court (som eller i vores optik er M&S’ stærkeste kort).

4

Når man går i Budapest, skal man altså gøre sig selv den tjeneste at kigge op. Gør man det, ser man det ene smukke hus efter det andet. K og jeg har hver dag talt om, at det alligevel er utroligt, hvad de mange elegante bygninger har overlevet: verdenskrige, oprøret i 56 og 40 år bag jerntæppet.

5

I bunden af gågaden ligger Vörösmarty tér og tværs over pladsen ligger Gerbaud, som er et af byens ældste og fineste kaffehuse. Det blev grundlagt i 1858 af Henrik Kugler, flyttede i 1870 ind i lokalerne på Vörösmarty tér, og i 1884 blev den ambitiøse, entreprenante chocolatier Emil Gerbeaud tilknyttet etablisementet. Med tiden overtog Gerbeaud Kuglers forretning, men bibeholdt i starten Kuglers navn til kaffehuset.

6

I 1910 indrettede Gerbeaud lokalerne efter den fremherskende stil, som caféen også har i dag (dog på grund af istandsættelse i løbet af 90’erne). Efter Gerbeauds død i 1919 overtog hans hustru forretningen, som hun navngav efter sin afdøde husbond.

7

Vores intension var egentlig at spise en kage, men vi nåede caféen lige omkring frokosttid, og deres menukort så faktisk også fristende ud madmæssigt. Så vi startede med en lækker salat med kylling for mit vedkommende, og en gratineret skinkesandwich for Ks vedkommende. Men som tilfældet også var for vores svenske naboer, så kunne vi altså ikke forlade caféen uden at smage på de søde sager.

10

Jeg var tro mod, hvad jeg allerbedst kan lide, når det kommer til kager, og derfor valgte jeg huset apfelstrudel serveret med vanillecreme (og overflødig flødeskum) samt en lækker blød kanelis. Det er den bedste apfelstrudel, jeg har fået i mit liv! Dejen var simpelthen så delikat og flækkede i de tyndeste, sprødeste, lækreste flager. Ums. Dertil fik jeg en “simpel” cafe latte.

9

Min kageelskende mand valgte (med lidt overtalelse) noget så eksotisk som en Bailey’s kage. Jeg smagte et lillebitte stykke, og den smagte som en himmelsk romkugle. Den var bare GOD! Og K viser på billedet, hvordan man ser ud, når man har fået den bedste kage, man kan mindes nogensinde at have smagt. Ks kaffe var langt fra så “simpel” som min latte. Han valgte nemlig Gerbeauds egen kaffekreation, som i følge menukortet består af følgende: black coffee with apricot sauce, apricot liqueur, hot chocolate, vanilla foam, walnut linzer sprinkles. Det er nærmest et måltid i sig selv! Gerbeaud var ubetinget det dyreste sted, vi har spist på turen, men det var heldigvis også hver en HUF værd. Det kunne jo lige så godt bare have været dyrt og middelmådigt, nu var det dyrt og super lækkert.

8

På vores gåtur med Ursula fredag kom vi forbi Printa Café, hvor de sælger fede print-ting samt serverer luksuskaffe. Vi vidste, at vi ville forbi caféen og se, om der var noget, der fristede. Det var der: Vi købte et print af en af vores værter.

11

Ursula havde også fortalt os en lidt sjov historie, om et af de steder vi passerede stort set hver dag vi var i byen: Man ville i begyndelsen af 1900-tallet anlægge en boulevard / avenue, der skulle skære sig vej igennem hele det jødiske kvarter. Til den anledning byggede man derfor huset, der ses i baggrund, som havde en hvæling, der skulle være indgangen til det prestigefyldte projekt. Man nåede lige nøjagtigt at anlægge nogle få hundrede meter, før pengene ikke rakte længere, og jeg har taget billedet for enden af, hvad de lokaler kalder verdens korteste boulevard.

1213

Efter et hvil hjemme på hotellet – og kun takket være Ks evne til at overtale mig til at komme af sted igen – tog vi mod Rudas gyógyfürdő (Rudas-bad), hvor vi endelig skulle prøve et af Budapests mange kendte bade. Badet ligger i skyggen af Gellert-bakken, og man kan faktisk se frihedsstatuen, når man sidder i panoramabadet på taget.

15

Vi havde valgt stedet, fordi de havde bade i temperaturer fra 16-42°C, og K havde læst, at man som gravid ikke skulle gå i bade, der var varmere end 37°C, så her kunne jeg altså også være med. Rudas blev grundlagt af osmannerne i 1550, og bibeholder til den dag i dag sin ottekantede pool under den smukke kuppel, som er del af det oprindelige bad. Vi var også herinde, men jeg kunne ikke holde til at være derinde ret længe, for der var meget varmt og et ret intenst og højt lydniveau. Men det var rigtig sjovt at opleve denne traditionelle del af badet.

14

Min absolut favoritdel af badeoplevelsen var det moderne panoramabad, som findes udenfor på taget af badet. Her sidder man i 36°C varmt vand med den mest fantastiske udsigt henover Donau og ind over Pest. At det så samtidig var tusmørke, støvregn og 16°C gjorde kun oplevelsen endnu mere fantastisk. Vi sad længe og kiggede på byen, nød det varme vand og den kølige luft og sludrede. Jeg kunne være blevet siddende i timevis, tror jeg.

Efter et par timers vidunderligt afslappende bad besluttede vi os for at vende snuderne hjemad mod hotellet. Vi kunne egentlig have taget bussen hjem igen, men det grumsede, småregn, kølige efterårsvejr var lige, hvad jeg trængte til efter badet varme, så vi endte faktisk med at gå de godt 2,5 km hjem. Det gav os så også mulighed for at krydse Donau til fods, hvilket vi ikke ellers havde gjort.

En af bagtankerne med at gå hjem var, at vi måske ville komme forbi noget aftensmad på vejen. Men vi fandt ikke rigtig noget, der talte til os. Da vi næsten var hjemme, kom K i tanke om, at vi på gåturen dagen før, var kommet forbi et sted med forskellige street food, Street Food Karavan. Da det lå i en gade lige bag vores, var det nemt at gå forbi og se, om der var noget, der var værd at spise. Vi endte med at spise en portion pasta hver, som måske ikke var spektakulær (Ks gnocchi med fire forskellige oste var klart bedre end min tagtiatelle med pesto), men som virkede efter hensigten. Og så er det altså lidt hyggeligt at sidde i småregn og mørke udenfor og spise aftensmad.

This entry was posted in Ubesluttet and tagged , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *