Week-end i Holland: Lørdag i Utrecht

For en måneds tid siden vil jeg tro, læste jeg om en midlertidig udstilling, Late Rembrandt på Rjiksmuseet i Amsterdam, og K og jeg var enige om, at den måtte vi se. Da foråret er så godt som fuldt booket, var det i week-enden 11.-12. april, vi skulle se udstillingen, hvis det skulle lykkes. Da vi skulle bestille billetter, kunne vi få til tidsrummet 9-11 eller 15-17, og så ville vi bestemt helst have den tidlige tid. Da det tager 3 timer at køre til et Park & Ride anlæg udenfor Amsterdam og så omkring 40 minutter derfra til museet, besluttede vi os for at køre noget af vejen til Amsterdam og så overnatte der. Det gav os mulighed for at opleve en hollandsk by, vi ellers ikke har besøgt: Utrecht.

Vi har efterhånden indset, at det er en god idé at have lavet lidt research hjemmefra i forhold til, hvor vi kan spise, fordi vi ellers nemt kommer til at bruge uforholdsmæssigt lang tid på at finde et sted. Da vi ville have mest muligt ud af Utrecht, tog vi hjemmefra så tidligt, at vi kunne nå at spise morgenmad i Utrecht, og vi havde bestilt bord på De Bakkerswinkel

Og nå ja, det er altså lidt sjovt, hvor svært Ks efternavn har vist sig at være… Thy bliver til alt muligt andet end de tre små bogstaver, og hos De Bakkerswinkel blev det til Thai. Det virker jo heldigvis også, og vi fik lov at sidde der, selvom Ks navn ikke lige er Thai.

Den lille cafe ligger på hjørnet af en kanal og har lokaler både i gadeplan og i kælderen. Vi fik bord i kælderen ude ved vinduet, så vi kunne sidde og se på kanalen, der dovent drev forbi lige udenfor vinduet (og ja, døren) vi sad ved.

Senere på dagen fandt vi ud af, at Utrechts kanaler er unikke i Holland: Det er kun her, man har kajanlæg langs kanalerne, således at der bliver en ekstra etage under gaderne. Oprindeligt var disse skabt for at gøre det nemmere at få varer fra både på kanalerne ind i husene, men nu bliver mange af lokalerne brugt til bolig, kontorer, caféer, butikker og lignende. Flere steder er der endda stier langs kanalerne, men her ved De Bakkerswinkel løber kanalen helt inde ved husvæggene.

Traditionelt er kælderrummene vælvede, som de også var det her hos De Bakkerswinkel, og her fornemmede man, at rummene oprindeligt har været brugt til kælderrum, ikke til bolig.

Vi vidste, at der ikke ville blive tid til frokost i løbet af dagen, så vi valgte caféens morgenkomplet med groft brød, forskelligt pålæg og en croissant per mand. Det var ganske fin morgenmad, og stemningen i caféen var virkelig hyggelig og afslappet.

Og vi var der jo begge to, så det måtte vi dokumentere. Jeg kom lige fra Bonn, hvor vi om fredagen havde haft 24°C, så de bare arme blev i løbet af dagen dækket af en sweater, for det var ikke lige så varmt i Utrecht om lørdagen.

Efter morgenmaden gik vi længere ind i Utrecht, og vi kom henover en plads, hvor der var blomstermarked. Blomster er jo noget, hollænderne er super gode til, og det var da også dejligt med et lille skud forår på en eller ret kølig og grå formiddag.

Vi krydsede også Oudegracht, som er en af de store kanaler i Utrecht, og her kan man for alvor se de fine kajanlæg langs Utrechts kanaler. Kanalen er påbegyndt allerede i 1100-tallet, men kajanlæggene kom først til senere, da man var i stand til at kontrollere vandniveauet og dermed holde kajanlæggene og kældrene tørre. Efter at have rejst ganske meget i Holland og set mange (rigtig mange) kanaler, var det sjovt at se de her unikke og kreativt anvendte kanaler.

Utrecht har sin helt egen Regenboogzebrapad – en regnbuefodgængerovergang – som i 2013 blev skabt i forbindelse med en LGBT-event i Utrecht. Det var oprindeligt tanken, at den skulle være midlertidig, men fra hvad jeg har kunnet finde ud af, så er den endt med at være en permanent feature i Utrecht. Det er desværre svært at se, men lyskurven var også særlig: Der var ikke små mænd, det indikerede rødt og grønt, men derimod kaniner. Meget fint!

Jeg er helt med på, at danskerne (og måske især københavnerne) opfatter sig selv som et ekstremt cykelvenligt og -aktivt folkefærd, men hollænderne stikker altså danskerne med flere længder. Ingen andre steder virker cykling som så integreret en del af virkeligheden som i Holland. Ingen bruger cykelhjelm, forældre kører med børn siddende mere eller mindre fastspændt over alt på cyklerne, vi så sågar en kvinde stå bagpå cyklen med en paraply over hovedet på sig selv og maden, der cyklede, og i Utrecht så vi så ovenstående cykel med plads til tvillinger… Det er da seriøst!

Vores plan for dagen i Utrecht var at slutte os til en af de gratis guidede ture, som finder sted hver lørdag fra 12-15. Byvandringer hører til blandt vores favoritbeskæftigelser, når vi er på week-end og ferie, fordi det er en super god måde at se en by på: Man lærer noget om byen, ser steder man formentlig ikke selv ville have fundet, og kan forlade en by med fornemmelsen af faktisk at have set den, ikke bare været i den. Vi var med på en relativt lille tur, men vejret var så absolut heller ikke ret spændende: Det var koldt, gråt og egentlig også koldt – og så regnede det ind imellem. Men turen fejlede bestemt ikke noget!

Vi bevægede os igennem en meget fin del af byen, og stoppede ved Paushuize (pavehuset), som blev bygget i 1517 af den eneste hollandske pave, Pave Adrian VI. Huset blev bygget, mens Adrian endnu var kardinal i Spanien, og hans tanke var, at han ville trække sig tilbage til sit hus i Utrecht, når hans karriere som kardinal kom til en ende. Sådan skulle det ikke gå, da Adrian blev valgt som pave i 1522 og døde allerede i 1523 (muligvis som følge af forgiftning). Huset skulle være meget smukt indvendig, men det må vi have til gode til næste gang, vi er i Utrecht.

Et andet fint stop var haven ved Museum Catharijneconvent, hvor der findes et kunstværk/monument, der ærer de hjemløse, der er døde i Utrecht. Der står et fint træ i haven, og for hver hjemløs, der har mistet sig liv i byen, hænger der et dog tag. Det er en rørende måde at mindes mennesker, der lever blandt os, men som vi sjældent ser eller hører fra.

Centralt i Utrecht – og i byens selvforståelse – finder man det 112,5 meter høje Domtoren, som har været (og fortsat er) Utrechts højeste bygning siden 1382. Katedralen blev aldrig bygget helt færdig, fordi man manglede penge, og i 1674 faldt den konstruktion, der forbandt tårnet med resten af katerdralen sammen efter en tornado hærgede gennem byen, og siden har tårnet stået for sig selv. Vores guide fortalte os, at ruinerne af den sammenstyrtede kirkedel blev et opholdssted for homoseksuelle mænd, som mødtes mellem ruinerne. Det blev toleret i en tid, indtil man besluttede sig at gribe ind, fængsle og dødsdøde 18 homoseksuelle mænd, som blev henrettet på stedet, hvor de var blevet grebet i deres “udåd”. Man har lagt en sten ned i dompladsen, som et minde over disse 18 mænd, der mistede livet for at være dem, de var.

Den store fordel ved en guidet tur er, at man kommer til at se steder, man aldrig selv ville have fundet. Således viste Jasper vores guide os en lille række huse, som havde en fælles have bag sig. Til sammen kaldes husene Bruntskameren, og de er opført som velgørenhed: Advokaten Frederik Brunt lod husene opføre i 1621, og de var tiltænkt enker, der ikke kunne forsørge sig selv. Der findes indtil flere lignende byggeri rundt om i Utrecht, og ikke overraskende er de fortsat meget populære – men de er nu ikke længere velgørende instituioner.

Der var en lille pause i vores gåtur, hvor man kunne få lidt at drikke eller spise, hvis man havde behov for det. K og jeg brugte tiden på at kigge på butikker – deriblandt Kazerij Staelenhof, som er et meget meget farligt sted, hvis man godt kan lide ost. De havde bare ALT, hvad hjertet begærer ostemæssigt. Godt, vi ikke kunne købe noget…

Efter pausen gik vi ned på kajanlægget ved Oudegracht og gik langs med kanalen. Vi stoppede, så vi kunne se over på den store bygning, der ligger nede på kajanlægget. Der er tale om en bygning, der oprindeligt var et bryggeri, men som nu bliver brugt som bolig. Det har været smart at have bryggeriet liggende lige ved vandet, så man havde let adgang til en af grundbestanddelene af øl, samt til at afsætte sine varer til hele byen.

Vel oppe igen fra Oudegracht ledte Jasper os igennem et område med 7-8 gader med rækker af ens rækkehuse, Zeven Steegjes. De 100 boliger stod færdige i 1860, og i forhold til tidens standarder var der tale om moderne boligforhold: Gaderne var lige, så vinden kunne strømme igennem dem, der kom lys ned i husene som havde delte badefaciliteter, wc’er og køkkener… I 1952 gennemførte man en renovering af husene, som fik egne wc’er ved denne anledning. Først i 1992 blev husene for alvor opdaterede med indbyggede køkkener og egne badeværelser. Området skulle være meget populært at bo i, og beboerne har et tæt forhold, hvor de afholder man arrangementer sammen. Det lyder vel lidt som Brumleby på Østerbro?

Et af de sidste stop på vores rundtur i Utrecht var kunstinstallationen De Letters van Utrecht, som er et stadigt voksende kunstværk, der langsomt bevæger sig gennem Utrechts gader. En gang hver uge bliver der lagt endnu et bogstav til det fortsat voksende digt, som er tænkt til at sno sig først ned langs Oudegracht, henover en bro og op igen langs kanalen, så det former et U. Det vil dog tage indtil 2080 (mener jeg det var) at nå broen, så der er masser af tid til at finde ud af, hvor digtet skal bevæge sig hen. Det var lidt uklart, hvad digtet handler om, men de første strofer lyder: You have to begin somewhere to give the past its place, the present matters ever less.

K havde fundet et godt tilbud på et hotelværelse i Amersfoort, og jeg havde også fundet et sted, vi kunne spise i den lille by, så efter vores rundtur i Utrecht gik turen over land til Amersfoort. K havde lidt vanskeligheder ved at finde de geocacher, han gerne ville, men det lykkedes vist til sidst – og imens fik jeg en lur på passagersædet af bilen. God arbejdsfordeling.

Vi boede lige i udkanten af Amersfoort, så vi gik ind til restauranten, hvor vi havde reserveret bord til aftensmad. Hvor vi havde haft ret kedeligt vejr i Utrecht, var det fint forårsvejr med sol og blå himmel i Amersfoort.

Desværre kom vi sent til Amersfoort, og vi havde derfor ikke tid til at udforske den lille by. Vi måtte nøjes med vores gåtur langs kanalerne og kigge på kirketårn og blomstrende magnoliaer. Vi blev hurtigt enige om, at Amersfoort er en by, vi skal vende tilbage til – og gerne en sommerdag, hvor træerne langs kanalerne er sprunget ud. Men som altid sætter vi pris på at have noget til gode.

Billede lånt hos Hete Kolen

Restauranten, jeg havde fundet, hedder Hete Kolen, og kan vel bedst beskrives som en kødrestaurant. Fokus er i hvert fald helt klart på køddelen af middagen, og det udmyntede sig i virkelig lækker aftensmad. K fik et svinespyd med sataysauce, mens jeg fik en burger (nå ja, en halv – K fik den anden halvdel), og så delte vi en kurv virkelig lækre hjemmelavede fritter. Maden var lækker, blev tilberedt i samme lokale, som man sad i, og vi kunne rigtig godt lide restaurantens stemning og størrelse. Mens vi sad og nød vores middag, blev der afvist i hvert fald 20 mennesker, som kom dryssende og håbede på at få plads på Hete Kolen. Det må vel på en eller anden måde være et meget godt tegn, at et sted er så populært – og det er egentlig meget godt gået, for restauranten har kun eksisteret i et halvt år. Vi var fans fra starten, og når vi vender tilbage til Amersfoort, har vi også reserveret bord på Hete Kolen, det er helt sikkert.

Vi trissede retur til vores hotel langs med kanalen, og kirketårnet stod smukt og varmt i solnedsgangslyset. Åh, hvor er det skønt, når man på den måde kan mærke, at dagene bliver længere, lysere og lunere. Hvor langt vi gik denne dag, skal jeg ikke gøre mig klog på, men vi sov sødt efter en lang travl dag – og vi havde jo endnu en travl dag foran os søndag.

This entry was posted in Ubesluttet and tagged , , . Bookmark the permalink.

One Response to Week-end i Holland: Lørdag i Utrecht

  1. Karina Beck says:

    Det lyder spændende. I er altså gode til at tage på ture!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *