Vi parkerede meget centralt lige udenfor Na Plášti (Cloak Bridge), som er en treetagers bro, der går mellem den fjerde og femte gård af byens slot.
Som det ses nedefra så består broen af meget mere end blot de tre øverste etager. Tilsyneladende har nogle af broens bærende piller fungeret som nedfaldsstammer fra slottets toiletter… Men floden løber også lige nedenfor broen og slottet, så det er vel nærmest oplagt.
Det er nærmest lige meget, hvilken vinkel man ser broen fra, så udgør den et meget imponerende syn.
Český Krumlov består af to dele, som er adskilt af floden Vltava: På den ene side (den hvor vi kom ind i byen) troner slottet mens resten af byen ligger på den anden side. Billedet her er taget for foden af Na Plášti.
Lige på den anden side af broen er det et rigtig fint kik op til slottet, som vitterligt er ganske unikt med sin farvestrålende bemaling og overraskende størrelse. Vejret gjorde det svært at fange farverne, men slottet er udsmykket i gule og lyserøde farver, hvilket ikke er noget, vi har set ofte, men som på en eller anden måde virker ret flot. Slottet udgør et meget imposant og dominerende bygningsværk, som det ligger der på sin knold og troner.
Slottet er så stort, og byen så relativt lille, at man faktisk kan se slottet stort set uanset, hvor man færdes. Men vi kom forbi en lille åben (og dybfrossen samt glat) plads, hvor udsigten nedover byen, kirken og op til slottet var særligt imponerende.
Der er ganske bakket på begge sider af Vlatava, så når man bevæger sig rundt i byen, går det en del op og ned, hvilket betyder, at man kan se dele af byen, man ikke ville forvente at kunne se.
Noget andet vi nok heller ikke havde forventet at se var miniaturebjørne med vinger… Desværre er det totalt uklart for mig, hvad dette vægmaleri gerne vil formidle, men det er ret fint og fjollet.
K mener, at vægmaleriet refererer til de bjørne, der går i en grav omkring slottet, og det giver jo faktisk mening. Men hvorfor vingerne…?
Vi fravalgte at gå indenfor på slottet, men man kan gå igennem de (bag)gårde, der forbinder slottets dele, hvilket vi gjorde. Her står vi i den første, hvor man kan se op mod hovedbygningen og lidt bedre se dens bemaling.
For mig var noget af det mest overraskende og interessante ved slottets ydre, at det var helt dækket af trombe l’oeil motiver. Alle sten og udsmykning er malet (udhænget på nederste billede er dog ikke en illusion).
Det ligner bare en lille stigning her i billedet, men faktisk endte det med at gå ganske stejlt opad mod de næste dele af slottet.
Naturligvis skulle vi op og gå henover Na Plášti, når vi nu havde stået i dens skygge, og jeg skulle da også have et billede taget med ryggen mod den lille fine by.
Udsigten oppefra broen er – fuldt som man ville forvente – virkelig lækker. Man kan kun drømme om, hvordan det ville have taget sig ud, hvis det ikke havde været totalt overskyet.
Tæt på kommer broens tre etager unægteligt til at se mere almindelige ud, end de gjorde nedefra, men det er stadig en ret unik og interessant konstruktion.
Muren, der fortsætter hvor broen slutter, har nogle søde små vinduer, som man kunne ane byen ud igennem.
Til trods for at K ikke var så vild med, at jeg “hang” ud af et af vinduerne, så var det absolut det værd, for udsigten til by og slot var storslået. Her kan man for alvor se, hvor stort slottet er i forhold til den nedenfor liggende by.
Vores sidste stop var caféen Kolektiv, som K havde spottet, inden vi gik op til slottet. Den så moderne og elegant ud (og knap så turistfældeagtig som mange af de andre spisesteder i byen), så vi slog til. Det viste sig at være et godt valg, for vi fik god og billig frokost og kaffe, inden vi tog videre i dagens program.
Vi vidste godt, at Český Krumlov ikke var større, end at det gav mening at have en plan for eftermiddagen. Det vi havde planlagt var at køre en tur til České Budějovice aka Budweis, som vi begge forventede ville være et sted, vi kunne gå en tur og få en kop eftermiddagskaffe. Vi blev temmelig overraskede over, hvor fuldstændig død byen viste sig at være: Der var stort set ingen mennesker på gaden, en enkelt eller to åbne cafeer, og det var det. Men vi lykkedes da om ikke andet med at få eftermiddagskaffe, inden vi fortrak fra byen.
Således sendt lidt på vildveje af en plan, der ikke helt levede op til forventninger, besluttede vi os for at køre en tur og se lidt nærmere på den tjekkiske del af Böhmen. Uden de helt store idéer om, hvor vi skulle hen, kørte K af sted. Undervejs spottede han et skilt, der angav retningen mod noget verdenskulturarv, og det fulgte han så. Ruten bragte os til den lille stille landsby Holašovice, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste på grund af sine bedårende rækker af 1700 og 1800-tals huse i ‘South Bohemian folk Baroque’.
Vores tur sendte os gennem en del af det böhmiske landskab, som nogle steder var fuldstændig frosset til. Formentlig var det tågen, der var frosset på træerne, men uanset forklaringen så så det magisk ud.
På vej retur til Penzion Klose ville K gerne forsøge at finde en geocache i et skovområde, og det førte til, at vi gik en tur i solnedgangen.
Noget af det, der er så fascinerende ved at færdes i naturen er lyset: Der er stor forskel på lyset afhængig af tid, sted, vejrlig mm, og det er en fornøjelse at opleve disse forskelle.
Klog af skade fra lørdagens jagt på aftensmad havde vi besluttet at spise samme sted søndag. Da vi kom til bierstuben, blev vi først lidt urolige, fordi det så totalt forladt ud: Løjpen bagved var lukket, og der holdt kun en enkelt bil. Heldigvis var der åbent, så vi kunne få noget at spise, men det var sjovt at se, hvor stor forskel der var mellem lørdag og søndag aften. Tilsyneladende er søndag ikke en dag, hvor tjekkerne er af huse på samme måde, som lørdag er det.
