Böhmen 2015: -8,5°C, blå himmel og Passau

Mandag var vores sidste dag i Böhmen, og jeg sagde om og om igen til K, at jeg ikke ville hjem. Jeg truede med at blive, men i sidste ende var der jo ikke nogen anden mulighed end at køre med K hjem til Bonn. Inden da havde vi dog et fuldt program, hvor vi ville forsøge at trække så meget så muligt ud af vinteren og det smukke sted, vi var endt. Vi var så heldige, at det var blevet solskin igen, så vi kunne begive os ud i vinteren under blå himmel.

Jeg benyttede mig af, at K var nødt til at skrabe is af bilen, før vi kunne køre, til at tage nogle billeder af sneen og solen lige omkring Penzion Klose. Det var fristende bare at stikke af ud i den hvide verden, som den lå sprød og åben foran mig på en kold klar vintermorgen.

Til trods for at termometeret viste -8,5°C, var det så lunt i solen, at jeg kunne gå rundt og tage billederne uden at tage min frakke på. Dagen før havde det været væsentligt varmere, men fugtigere og uden sol, og der frøs jeg bitterligt.

K havde fundet en gåtur i den tjekkiske del af nationalparkområdet, så hvor vi lørdag gik ture i Bayerischer Wald, bød denne friske mandag morgen på en tur i Národní park Šumava.

Turen gik rundt i en højmose, hvilket man stadig kunne ane under sneen. Vi startede med en lille ekstra tur ud over pontonerne i mosen, fordi der skulle ligge en geocache forenden ved en sø.

Det var fuldstændig forrygende vejr, og vi var begge to nærmest høje allerede inden vi havde taget mange skridt på vores tur. Der er altså ikke noget som bjergluft, sne og vintersolskin til at få én til at smile bredt.




Forenden af stien var der ganske rigtig et åbent område, men det var jo ikke til at afgøre, om det var en sø, for det var frosset og dækket i sne. Men flot så det ud – uanset om man kunne se vandet eller ej.

K var også en glad og tilfreds geocacher, for han fandt kassen fuldstændig uden problemer. Succes!

På vej retur til den primære del af vores gåtur gik vi med solen mere i ryggen, hvilket gav os anledning til at tage dette fine skyggebillede. Fordi vi gik i et moseområde var sneen stort set uberørt alle steder, og det gør alting endnu mere lækkert.



Vi havde været i tvivl om, hvordan føret var på stierne, men det havde vi nu ikke haft nøde. På størstedelen af ruten gik vi på hårdt sammenpresset is kun afbrudt af steder, hvor det var tøet helt eller enkelte lidt mere isede steder. Det var da glat ind imellem, men overordnet set var det uproblematisk at gå den 8,5km lange rute.





Det var helt enkelt vidunderligt at gå ude i kulden! Da vi var på vej retur mod bilen (vi gik samme vej frem og tilbage), gik vi med ansigten mod solen, og der blev det faktisk, så lunt at vi var nødt til at åbne for frakkerne og smide hue og halstørklæde. Mmm…

Misundelse er en rigtig grim ting, det ved jeg, men jeg tilstår, at der var en snert af misundelse, når langrendsløberne svusjede forbi os. Åh, hvor jeg længes efter at prøve kræfter med ski og stave. Det bliver forhåbentligt næste sæson.



Det var ikke kun de store vidder, der bød på smukke ting at kigge på: Også i det helt små er der skønhed at finde. Birketræerne var frosset inde, men som solen varmede deres spinkle grene smed de isen i små hårde kugler, som vi fik nedad nakken. Blomsterne var også frosne, hvilket gjorde dem mere elegante, end de ellers ville være. Og de græsser, der havde mod til at stikke op over sneen, havde smidt deres iskappe som små bunker af glasskår. Bare at skrive det her får mig til at længes efter at komme tilbage til vinteren.

Fra nationalparkens stille naturoplevelse kørte vi videre ind i Tyskland til dagens andet mål: Passau. Det skulle vise sig at være en virkelig smuk, homogen by som vi gerne vender tilbage til en anden gang. Byen har fået sit ensartede arkitektoniske udtryk på baggrund af en brand, som i 1662 ødelagde stort set hele byen. Efterfølgende byggede man byen op, og således har så godt som alle bygninger et barokt udtryk. Ikke alene er huse og kirker således i samme stil, de er også særdeles velholdte, og det betyder, at Passau er en elegant, stilren og charmerende by.


Passau kaldes også Dreiflüssestadt (Treflodsbyen), fordi den ligger netop dér hvor floderne Donau, Inn og Ilz mødes. Det er floder med meget forskelligt vand, hvilket man godt kan ane på den spids af byen, hvor de flyder sammen.

Jeg drillede K (og Passau) lidt, fordi jeg ikke helt accepterer, at det er alle tre floder, der flyder sammen samtidig: Ilz flyder nemlig ind i Donau, som derefter får følgeskab af vandet fra Inn på sin videre færd. Heldigvis havde jeg ikke drillet mere, end at K ville stille op til et treflods-selfie.



Passaus to fæstninger ligger på venstre side af Donau (mens resten af byen ligger på den højre side) og i to niveauer: En del oppe, en del nede. Vi måtte nøjes med at se dem nede fra floden denne gang, men vi kommer igen.


Som K bemærkede, da vi kiggede på de to fæstninger, så har de nok lidt meget strategisk for at kontrollere trafikken på Donau. Det er ikke svært at forestille sig, at der er blevet opkrævet told på flodtrafikken, som der blev det på trafikken i Øresund.

Ved Donas bred står der en buste af Emerenz Meier, som var digter, hvilket ikke var nemt at være som kvinde i starten af det tyvende århundrede. Der er citeret et lille stykke af hendes værker ved busten, og det er altså et meget passende citat for de kvinder, som er hjemmegående:

“If Goethe had had to prepare supper, salt the dumplings,
If Schiller had had to wash the dishes,
If Heine had had to mend what he had torn, to clean the rooms, kill the bugs
– Oh, the menfolk, none of them would have become great poets.”

Via Trip Advisor fandt vi Café Simon, hvor vi fik frokost, kaffe og kage. Heldigvis viste det sig at være et rigtig fint konditori, så vi blev ikke skuffede over vores valg – og vi var bestemt ikke de eneste, der havde fundet vej til Simon på en mandag eftermiddag.

Turens sidste stop var en udsigtsplads i Østrig, hvorfra man kunne se ned over Passau. Det var et bjergtagende syn, som byen lå dernede mellem bakkesiderne og under en blå blå himmel.


Der er en restaurant ved udsigtspladsen (som dog havde lukket for vinteren), og så var der også to store loungestole, som man kunne sidde i og nyde udsigten. Jeg kunne uden større problemer være blevet siddende til solen var gået væk, for det var vidunderligt lunt der i solen og sneen.


Jeg fik lov at sidde og nyde vidunderligheden, mens K gik på jagt efter den kasse, der naturligvis lå på stedet.


Og da han kom retur, måtte jeg endeligt erkende, at vores vinterferie var slut, at det var retur til Bonn og farvel til syn som dette. Men de har lagret sig på nethinden, og jeg kan leve meget længe på dem. Vinterlandskabet er mit element for alvor.

Tusind tak for julegaven, Kristian. Det kunne simpelthen ikke have været mere perfekt!

This entry was posted in Ubesluttet and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *