Ude i det hvide vinterland

K og jeg havde bestemt ikke regnet med, at vi på vores juleferie her i DK skulle få mulighed for at nyde et par skønne snedage. Faktisk var vi hjemmefra blevet enige om, at julen nok blev våd og grå, som den som oftest er. Men tænk en gang, sådan gik det slet ikke! Det er herligt for en sne-fan som mig.

Stakkels K fik ikke lov til at sove længe i dag, for jeg havde set på vejrudsigten, at det fine klare vintervejr ville forsvinde i løbet af eftermiddagen. Det betød naturligvis, at hvis vi skulle have glæde af det, måtte vi tidligt af sted. Så vi var i Dyrehaven omkring klokken 9.45, og solen var stadig i gang med at stå op.

Det var omkring -8°, da vi parkerede bilen for enden af Eremitagesletten og begav os ud på vores tur. Det er altså ikke ret varmt, og det tog noget tid, inden vi havde bevæget os til lidt varme i lemmerne.

Naturligvis skulle vi have et selfie, som solopgangen gjorde temmelig overbelyst. Men vi var der sammen, og det er jo det, der tæller.

Min €39 “dyre” parka er den allerbedste vinterjakke, jeg kan huske at have haft. Den er simpelthen SÅ god – selv i -8° fryser jeg overhoved ikke på overkroppen eller armene. Det er fantastisk.

Noget af det allerfineste ved sne og frost er lyden af sprød sne under fødderne. Den knitren er lyden af barndom, frihed, kulde og vinter – og det er en af de bedste lyde i verden.

Hverken K eller jeg kan prale af at være lange og slanke, men solen har jo en meget udlignende evne, hvad det angår: Alles skygger bliver lange og smukke i en lavthængende sol.

Jeg kan bedst lide uberørte skove, hvor naturen i videst muligt omfang får lov til selv at styre udviklingen, men Dyrehavens gamle krogede træer træder tydeligt frem, fordi underskoven ikke rigtig findes.

Der er så mange ting, jeg ikke gjorde for et år siden, som jeg gør nu… Så som at begive mig udenfor stierne uden at kunne se, hvad underlaget består af. Men jeg ville altså ned og stå under det store gamle træ, så det kom jeg. K mente, at jeg så nuttet ud, da jeg navigerede mig ned til træet, og det blev der en lille serie billeder ud af.

Selvom det var frygteligt koldt, ville vi op på toppen af Eremitagen for at kigge udover vidderne. Vi spottede enkelte langrendsløbere, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg endnu en gang tænker, at det vil være en virkelig lækker sport at dyrke. En glidende gåtur – what’s not to like?

Solen fortsatte med at stråle ned over det hvide landskab, som vi bevægede os rundt i det. Den varmede ikke meget, men den efterlod Dyrehaven badet i et køligt klart vinterlys.

Det er sjovt som sne synes at gøre skulpturelle faldne kæmper endnu mere poetiske, end de er au naturel. Faktisk gør sne stort set alting finere, end det er i sin originale udgave.

På vej ned fra Eremitageslottet kom vi forbi to foderingssteder, hvor Dyrehavens råtamt (K mener ikke, at man kan kalde dem råvildt) stod og gnaskede hø. Hannerne gevirer havde imponerede skåle, som de elegant balancerede rundt med.

Det var den helt rigtige beslutning af gå dagens tur tidligt: Dels blev vejret faktisk ringere i løbet af for- og eftermiddagen, og dels var der mange flere mennesker i Dyrehaven, da vi kom forbi igen nogle timer senere.