Juleblog 14. december 2014: Vanillekranse

Det er efterhånden ganske mange år siden, jeg har bagt til jul. Ikke mindst fordi Lone gør det så godt, at det er dejligt bare at kunne nyde hendes mange forskellige lækre småkager frem for at stå i køkkenet og knokle med selv at bage. I år havde jeg dog besluttet mig for, at jeg skulle bage en enkelt portion småkager her op til jul. Jeg har nemlig tænkt mig at give min træner en lille kurv med danske julegodter, når vi skal træne sidste gang på onsdag. Og for mig er en af de fineste traditionelle danske julesmåkager vanillekransen. Så en portion vanillekranse var på listen over projekter, jeg skulle nå her i december.

For mange år siden bagte jeg nogle år i træk sammen med Marianne, og vi brugte altid opskrifterne fra Politikes Bagebog. Jeg ved, at den opskrift på vanillekranse virker, så den vendte jeg mig også til i år. Heldigvis er vanillekranse meget enkle småkager, og det er godt for sådan en ikke-bager som mig.

En af de primære årsager til, at jeg ikke bager ret ofte, er, at jeg synes, dej er lidt klamt og noget værre nas. Så det tog lidt overtalelse at sikke poterne i blandingen af mel, sukker, smør og æg, men det er bare den hurtigste måde at samle en småkagedej på.

Jeg havde faktisk troet, at Line og jeg var nødt til at rulle dejen ud for at kunne lave vanillekranse. Men jeg har jo en kødhakker, og jeg vidste, at der var en plastikindsats til den, som måske kunne bruges, ligesom man bruger en gammeldags kødhakker. Det virkede! Og det er bare så meget nemmere og hurtigere at få maskinen til at lave pølserne, end selv at stå og rulle og rulle. Ydermere betød det også, at vores vanillekranse kunne få det traditionelle vanillekranse-look med snoninger.

Første plade er altid en øvelse: Man er nødt til at finde ud af størrelse, snoning, bagetid mm. De efterfølgende plader bød på lige så mange vanillekranse, men de var blevet lidt mindre og helt klart mere snoede.

Som det ses havde første batch vanillekranse antydningen af det traditionelle vanillekranse-udtryk, men de kunne godt have været mere snoede. Heldigvis føler vi os overbeviste om, at de smager lige godt hvad enten, der er færre eller flere snoninger og med eller uden hul i midten.

Men vi fandt ud af, at vi kunne rulle stykkerne af dej, så de kom til at ligne pastaskruer, inden vi formede dem til kranse.

Det er meget effektivt at være to, når der skal bages småkager. Faktisk var det så effektivt, at vi havde næste omgang vanillekranse stående, mens der var en plade i ovnen. Det betød jo også, at det ikke tog særlig lang tid at bage de seks plader, vi nåede at lave.

Der sad en del dej tilbage i kødhakkeren, da den opgav at mase mere ud. Vi reddede dejen, kølede den lidt og så rullede vi den ud og lavede kranse af. Som det kan ses, så blev de en del mere udflydende, end dem hvor den kolde dej havde været igennem kødhakkeren. Nå, men så har vi jo lidt kager, vi kan nyde over de næste dage.

Det er vældig tilfredsstillende at have en hel kagedåse fyldt med nybagte, sprøde og gyldne vanillekranse. Og nu kom vi så det skridt nærmere julen.