Daily Archives: 13/12/2014

Juleblog 13. december 2014: 1. søndag i advent

Jo, jo, den er god nok: I dag var det første søndag i advent her hos os på Højen. Vi ved jo faktisk godt, at det for alle andre var lørdag, Lucia-dag og lørdag før 3. søndag i advent, men det lader vi os overhoved ikke påvirke af. Her var det første søndag i advent, fordi det var første gang, vi var sammen med Lone og Finn i en week-end i december. Faktisk var det et stort selskab, for Line lykkedes med at komme af sted julestormen til trods, så vi var fem omkring første-søndag-i-advents-morgenbordet. Med så mange deltagere giver det sig selv, at det udviklede sig til noget af et gaveorgie, hvilket jo absolut ikke er så tosset.

141213 003

Vi startede først klokken 10, så Line og Kristian kunne få sovet lidt efter en sen tur fra Düsseldorf til Muffendorf, så jeg kunne stege pandekager og så Lone kunne bage scones. Men klokken 10 var vi klar med alle sagerne og gaverne!

141213 011
Jeg fik vist sagt, at vi var fem ved bordet, men det var sådan set ikke sandheden. Hr. Nisse, den listige rad, fik sneget sig med i løjerne. Han er en frygtelig nysgerrig rad, og jeg tror ikke, at han vil gå glip af julerier, hvis de finder sted i hans nærhed.

141213 008
Normalt er adventsgaver ikke helt så store som denne her, men den gemte på et fint lille kunstigt juletræ med rigtig søde ophæng med danske motiver (mere om det senere på måneden).

141213 021
Se, Hr. Nisse er også god til at snakke, og her får han en sludder med Line om den gave, hun var ved at åbne (den indholdt et Starbucks-krus).

141213 024

Selvom Hr. Nisse gerne ville snakke, så vil han allerhelst tages billeder af, for han er helt ubetinget en værre linselus. Da han opdagede, at jeg tog billeder af Line, der åbnede gave, vendte han om på måsen, så han var midtpunkt for billedet…

141213 016

Hvis ikke Hr. Nisse kan tiltvinge sig opmærksomheden på andre måder, så kan han da lave ballade og klovnerier.

141213 018

Om Hr. Nisse er en vis mand, det lader vi stå hen i det uvisse, men han fik hilst på Melchior, som Lone fik af K. Hun fik og Caspar og Balthasar, så sættet af vise mænd blev komplet, inden brunchen var spist.

Vi fik alle sammen rigtig fine gaver, og det var hyggeligt med 1. søndag i advent uanset, om datoen og ugedagen ikke ligefrem bød på adventstid. Man skal ikke altid hænge sig i detaljerne, så glædelig 1. søndag i advent til alle jer fra alle os!

Tagged , , , | 3 Comments