
Pynten består af mit sukkertopjuletræ, som jeg har haft siden efteråret 2009, og som er blevet mange gange større, end det var, da vi købte det. Foran står der en gammel Carlsberg ølkasse, som er kommet frem af gemmerne i Gentofte. Kransen er fra min blomsterbutik i Holland, grangrenene er fundet i skoven og planten med de fine lyserøde bær, fik jeg af K for et par måneder siden.
Lanternen er en nyanskaffelse, som jeg ikke kunne stå for. Normalt er lanterne i denne størrelse relativt dyre – i hvert fald så dyre at jeg er for nærig til at købe dem – men den her havde en god størrelse til en fin pris. Og så måtte jeg slå til. I den har jeg sat et batteridrevet lys, hvilket fungerer rigtig fint. Det er noget bedre end at forsøge sig med levende lys på terrassen.
Rensdyrskindene overlevede hele sidste vinter ude og efterfølgende godt 8-9 måneder i kælderen, så nu satser jeg på, at de kan klare endnu en sæson på terrassen. Det er ærgerligt, at de fælder så meget, at vi ikke have dem indenfor, men så må de jo bo ude.