Monthly Archives: December 2014

Ude i det hvide vinterland

K og jeg havde bestemt ikke regnet med, at vi på vores juleferie her i DK skulle få mulighed for at nyde et par skønne snedage. Faktisk var vi hjemmefra blevet enige om, at julen nok blev våd og grå, som den som oftest er. Men tænk en gang, sådan gik det slet ikke! Det er herligt for en sne-fan som mig.

Stakkels K fik ikke lov til at sove længe i dag, for jeg havde set på vejrudsigten, at det fine klare vintervejr ville forsvinde i løbet af eftermiddagen. Det betød naturligvis, at hvis vi skulle have glæde af det, måtte vi tidligt af sted. Så vi var i Dyrehaven omkring klokken 9.45, og solen var stadig i gang med at stå op.

Det var omkring -8°, da vi parkerede bilen for enden af Eremitagesletten og begav os ud på vores tur. Det er altså ikke ret varmt, og det tog noget tid, inden vi havde bevæget os til lidt varme i lemmerne.

Naturligvis skulle vi have et selfie, som solopgangen gjorde temmelig overbelyst. Men vi var der sammen, og det er jo det, der tæller.

Min €39 “dyre” parka er den allerbedste vinterjakke, jeg kan huske at have haft. Den er simpelthen SÅ god – selv i -8° fryser jeg overhoved ikke på overkroppen eller armene. Det er fantastisk.

Noget af det allerfineste ved sne og frost er lyden af sprød sne under fødderne. Den knitren er lyden af barndom, frihed, kulde og vinter – og det er en af de bedste lyde i verden.

Hverken K eller jeg kan prale af at være lange og slanke, men solen har jo en meget udlignende evne, hvad det angår: Alles skygger bliver lange og smukke i en lavthængende sol.

Jeg kan bedst lide uberørte skove, hvor naturen i videst muligt omfang får lov til selv at styre udviklingen, men Dyrehavens gamle krogede træer træder tydeligt frem, fordi underskoven ikke rigtig findes.

Der er så mange ting, jeg ikke gjorde for et år siden, som jeg gør nu… Så som at begive mig udenfor stierne uden at kunne se, hvad underlaget består af. Men jeg ville altså ned og stå under det store gamle træ, så det kom jeg. K mente, at jeg så nuttet ud, da jeg navigerede mig ned til træet, og det blev der en lille serie billeder ud af.

Selvom det var frygteligt koldt, ville vi op på toppen af Eremitagen for at kigge udover vidderne. Vi spottede enkelte langrendsløbere, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg endnu en gang tænker, at det vil være en virkelig lækker sport at dyrke. En glidende gåtur – what’s not to like?

Solen fortsatte med at stråle ned over det hvide landskab, som vi bevægede os rundt i det. Den varmede ikke meget, men den efterlod Dyrehaven badet i et køligt klart vinterlys.

Det er sjovt som sne synes at gøre skulpturelle faldne kæmper endnu mere poetiske, end de er au naturel. Faktisk gør sne stort set alting finere, end det er i sin originale udgave.

På vej ned fra Eremitageslottet kom vi forbi to foderingssteder, hvor Dyrehavens råtamt (K mener ikke, at man kan kalde dem råvildt) stod og gnaskede hø. Hannerne gevirer havde imponerede skåle, som de elegant balancerede rundt med.

Det var den helt rigtige beslutning af gå dagens tur tidligt: Dels blev vejret faktisk ringere i løbet af for- og eftermiddagen, og dels var der mange flere mennesker i Dyrehaven, da vi kom forbi igen nogle timer senere.

Tagged , | 2 Comments

Juleaften 2014

Jeg har nydt et par dage uden blogforpligtelse efter at have blogget hver eneste dag siden midten af november. Men jeg holder så meget af at have billeder og fortællinger fra juleaften her på bloggen, så nu må jeg tage mig sammen og få skrevet lidt om årets juleaften.

Lige som sidste år holdt vi jul med Lone, Finn, Hanne, Ole, Moster og Line, men denne gang var vi i Gentofte til fejringen af juleaften. Det er sidste år, at vi kan være her, så det ville både Lone og jeg meget gerne. Vi skulle jo have en sidste chance for at se pynte og nyde verdens smukkeste juletræ.

Juletræet blev fuldstændig så smukt, som vi forventede og håbede. Det er altså bare verdens smukkeste, hvis man spørger os. Og heldigvis er det jo vores træ, så hvis vi er glade for det, er alt, som det skal være.

Bordet blev dækket og pyntet efter alle kunstens regler: I år var der Yerst-nisser i kombination med foldede juletræer. De sidste har Line foldet (på nær det ene Finn foldede), og de er bare så fine. Helt perfekt pynt til vores julebord.

Aldrig så snart stod bordet fint og færdigt, før Lone og jeg begyndte at finde skåle mm frem, og så rodede det hele igen.

Hver juleaften i mange år har jeg taget et billede af min tallerken, når jeg har fået lidt af alting. Det er svært at tage lidt, men i år kan jeg bare ikke spise så meget, som jeg kunne en gang. Sådan er det jo bare. I år var menuen:

– confit de canard (af andebryster frem for lår, hvilket var perfekt)
– julefars
– Nürnberger-pølser marineret i soya, ingefær mm
– kartoffelmos
– brune kartofler (som jeg faktisk smagte første gang i år, og ikke havde noget imod)
– butternut squash salat, hvor vi glemte at putte tranebær i
– rosenkålssalat med bacon, parmesan og mandler (SÅ lækkert)
– geleæbler
– rødkål
– sauce

Det er ikke så nemt at tage billeder af alle, men vi var der altså alle otte, selvom man ikke rigtig kan se det.

Efter middagen var det tid til raflespillet. Som sidste år havde vi både en stor og en lille pakke pr. mand, men vi havde lidt rod med at finde ud af, hvilke pakke der var dyre, og hvilke der var billige. Vi blev enige om, at vi næste år, må blive enige om at pakke de dyre pakker i en farve papir, de billige i en anden.

Naturligvis lader vi os ikke slå ud af lidt tekniske problemer! Så vi gik i sving, og vi fulgte reglerne fra sidste år med at flytte pakkerne, når man slår 1’ere eller 2’ere. Det er godt, for så er man ikke afhængig af at slå en 6’er for at få nye pakker.

Det var særligt heldigt for mig, for jeg slog kun én 6’er gennem spillet. Til gengæld var det på det helt rigtige tidspunkt: Jeg havde lige valgt mine pakker, da uret bippede, og spillet var slut. Så jeg var SÅ heldig at vinde Lones dyre pakke, som indeholdt en Yerst-nisse. Juhuu! Min anden pakke var Mosters billige pakke, som var et fint kryds og tværshæfte, som jeg allerede er gået i gang med at udfylde.

Efter endt raflespil var der plads til ris a la mande, som jo som altid var dekoreret med lidt ædelmetal på toppen. Det hører med til vores ris a la mande.

Det her hører også uløseligt med til vores juleaften og vores ris a la mande… Finn skal simpelthen altid lade som om han får mandlen. Også selvom han ikke gør det. Men julen er jo traditionernes tid, så endnu en tradition blev bevaret i år.

Finns mange forsøg på at indikere, at han havde mandlen til trods, så var det K, der fik mandlen. Lone havde købt en overraskelsesmandelgave, som indeholdt Agnes-vaser fra Normann. Det sjove var, at K også havde vundet de to vaser i en hemmelig raflegave, så nu har vi (K) intet mindre end fire små Agnes-vaser.

Naturligvis var der også tid til at tænde de levende lys på træet, og nyde synet af lysenes glimt i alle glasophængende. Det er bare så fantastisk smukt, og et helt særligt syn.

I år var det mig, der var ansvarlig for at dele gaverne ud. Der var mange pakker under træet, og Line var den, der fik suverænt flest gaver. Men der var også gaver til alle os andre, og de var gode alle sammen. K fik en pandelampe, som han fluks installerede og brugte til at undersøge, om der var pakker under træet. Det var der på det tidspunkt, men vi fik da fundet og pakket dem alle sammen op.

Omkring midnat kørte Hanne, Ole, Kristian og jeg til Amager, hvor vi overnattede i Finns lejlighed. Det havde været en rigtig dejlig juleaften, og vi nød endnu en gang at have samlet vores familie omkring os. Og det er en glæde, at det er blevet sådan, vi fejrer jul. Vi glæder os allerede til næste års juleaften.

Tagged , , | 1 Comment

Juleblog Juleaften 2014: Glædelig jul

Så er vi ankommet endnu en gang: Det er den 24. december, det er juleaften, og det er en lille smule svært at fatte, at det allerede er nu, det er nu. Men sådan er det måske egentlig hvert år: Man glæder sig, forbereder sig, planlægger og køber ind, og vums så er det jul! Jeg nåede meget af det, jeg gerne ville nå, og der var også noget, jeg ikke nåede. Heldigvis bliver det jul igen næste år, så jeg julestresser så lidt som muligt. Lone og jeg er godt med med julemiddagen, træet er pyntet, gaverne pakket ind (mangler vist lige lidt bånd på en raflepakke eller to), og tøjet ligger klar. Selvfølgelig er der ting, der skal laves i sidste øjeblik, der er en tur, der skal gås og andet der skal nås, men julefreden er så småt ved at sænke sig over os. Det er dejligt!

Jeg håber også, at du og dine har fundet ro med forberedelserne, ikke løber livet af jer i dag, og får tid til at nyde julen i fulde drag. Og så vil jeg selvfølgelig gerne ønske jer, der læser med her hos mig en helt vidunderlig og

GLÆDELIG JUL!

Tagged , , | 1 Comment

Juleblog Lillejuleaften 2014: Et juletræ bliver til

Som barn var juletræet noget, der på magisk vis “dukkede op” fuldt pyntet og med stakke af gaver nedenunder. Da vi flyttede til Gentofte blev det lidt svært at gemme træet væk, fordi det kom til at stå i spisestuen. Men det var stadig Finn & Lone, der tog sig af pyntningen uden min deltagelse. Efter vi flyttede til Bonn, er traditionerne blevet lidt forskudt, og i år havde jeg anledning til at hjælpe Finn med at pynte træet. Det var rigtig hyggeligt at være med til, og det satte ubetinget skub i julestemningen at sætte alle de fine, velkendte ting på træet, mens vi lyttede til juleradio (inklusiv jule-(u)hygge).

Finn startede med at få træet på plads på juletræstæppet og i guldfoden fra Bonn – den slags praktiske ting skal jo være på plads.

Mens K og jeg gik en tur rundt om Gentofte Sø, satte Finn de elektriske lys på træet og hang de store julekugler på træet. Men det er jo kun begyndelsen for os, for træet skal jo være fuldt klædt på til juleaften, før vi synes, det er færdigt.

Når man har fem flyttekasser med pynt til juletræet, er det godt at have plads til at sprede tomme kasser mm ud.

K benyttede stakkene af tomme kasser til at gemme sig fra alle julerierne. Han hævdede godt nok, at han ikke gemte sig, men han var alligevel lidt svær at se.

Det er lidt spøjst: Der går faktisk lang tid, før træet begynder at se fuldt ud. Selvom man hænger en masse pynt på, så ser det stadig lidt åbent og “bart” ud.

Det begyndte så småt at hjælpe på pyntningen, men der havde Finn (og senere også jeg) også været i gang i timevis. At få pyntet det her juletræ er ikke nogen lille hurtigt overstået opgave.

Her manglede der kun alt det flade pynt og lamettaen, før træet var færdigt. Men de dele gør faktisk også en rigtig stor forskel. Da jeg på nuværende tidspunkt måtte gå i køkkenet for at stege fiskefrikadeller, kommer der først billeder af det helt færdige træ på den anden side af juleaften.

Det var superhyggeligt at være med til at pynte juletræet, og det er altså bare det smukkeste træ i verden. Synes vi 😉

Tagged , , , | 1 Comment