Hjemmefra havde jeg booket endnu en tur med Paddywagon Tours, og denne gang skulle jeg for alvor på langfart. Vi skulle starte klokken 8.20 og køre mod sydvest helt ned til Blarney Castle samt byerne Cork og Cobh, for så at vende retur til Dublin godt 12 timer senere. Bussen var af ældre dato, og den første time var der bare så afsindig koldt i bussen, at jeg begyndte at blive lidt urolig for tanken om at skulle være i den i så mange timer i løbet af dagen. Heldigvis fik vores chauffør og guide, Leigh styr på varmen i løbet af formiddagen, så der ikke var helt så koldt.
Da vi først var kommet ud af Dublin, havde vi et smukt view ud over landskabet, som denne klare november morgen var oplyst af en vintersol, som fik frosten til at glimte i græsstrå og blade. Det var simpelthen så smukt og en virkelig lækker udsigt, når vi nu skulle køre tre timer, før vi var fremme ved Blarney Castle. Vejret vedblev at være smukt, så vi blev smidt af ved slottet under en blå himmel.
Fra indgangen til det store område, slottet ligger i, er der et lille stykke vej at gå ind til slottet. Det betyder så tilgengæld, at man kommer hen til slottet langsomt, og at det står flot mod himlen bagved.
Blarney Castle, som det står nu, er det tredje slot, der er opført på dette sted: Den første bygning var en træstruktur fra 900-tallet, som omkring 1210 blev erstattet af en stenstruktur. I 1446 lod Dermot McCarthy, konge af Munster et slot opføre, af hvilket kun fæstningstårnet fortsat består.
Overleveringen siger, at kong Cormac McCarthy sendte 4000 mand, som hjalp Robert the Bruce vinde slaget ved Bannockburn i 1314. Som tak for denne hjælp skal Robert the Bruce have sendt Cormac halvdelen af Stone of Scone. Denne sten blev efterfølgende indkorporeret i murværket øverst i tårnet, og rigtig rigtig mange mennesker besøger Blarney Castle for at kysse stenen… Det skulle eftersigende give en veltalenhedensgave. Jeg undlod at gå op og kysse på stenen – lidt kækt sagde jeg til K, at jeg jo ikke behøvede veltalenhedens gave ;o)
Tårnet sidder ovenpå tre grotter eller passager, som skulle lede til Cork, til en nærliggende sø og en der åbenbart leder helt til Kerry. Jeg kan afsløre, at jeg nøjedes med at kigge ind i en af grotterne for at konstatere, at det ikke var et sted, jeg behøvede at gå ind… Puha!
Frem for at kravle op i toppen af Blarney Castle og stå i kø for at kysse på en sten, valgte jeg at gå rundt i en del af den kæmpe store have, der omgiver slottet. Det var koldt men også virkelig smukt.
K havde bedt mig finde en bestemt sten i det område af haven, som kaldes the Rock Close, så jeg begav mig ind på dette mystiske og mytiske område. Det er et område, hvor der er givet gas for alt, der er magisk og mytisk: Der er stensætninger, jætterstuer, en druidcirkel, ønsketrappetrin mm. Det er næsten for meget, men også kun næsten for området er faktisk smukt.
Selv træerne i området arbejder med i forhold til at gøre mere eventyrligt. Vi har jo lært, at træer der har sådan nogle krogede rødder, må have forbindelser til magi, hekse og alt der er overnaturligt. De ser i hvert fald funky ud.
Man bliver ledt igennem denne flotte, ganske lave, piletunnel, når man skal fra den ene del af Rock Close til den anden, hvilket kun lægger mere til stedets stemning.
Den sten, jeg havde lovet K at finde, hedder Witches Stone, og det er jo ikke svært at forstå hvorfor, når man ser formen på stenen.
Lige bag heksestenen faldt sollyset igennem grenen i træerne og kastede sit lys ind over sten, mos og træer. Jeg siger bare: the Rock Close må være lidt magisk.
Ruten rundt i the Rock Close leder en ned i en lille skov, som grænser op mod marker. Her løber en lille fin bæk, som jeg forestiller mig ender i Blarney River et eller andet sted.
Noget af det vi har været lidt overraskede over her i Irland er, hvor mange palmer der er allevegne. Bevares, vi vidste jo godt, at Irlands klima er påvirket af golfstrømmen, men at det var tilfældet i så vidt omfang, at palmer gror frit, var en overraskelse.
Fra the Rock Closes mystiske atmosfære vendte jeg tilbage til området lige nedenfor slottet, og her kunne jeg se op på den så populære sten. Jeg kan ikke sige, at jeg stod nedenfor og ærgrede mig over, at jeg ikke var gået op.
Jeg må indrømme, at selvom jeg godt ved, at kysseriet har stået på i århundreder, så føles det som sådan en ultimativ turistting. Noget man bare skal gøre, og det byder mig altså i mod. Og det er ikke, fordi jeg synes, det er uhygienisk at kysse på en sten, andre også har kysset på. En af mine meddeltagere på turen havde hørt rygter om, at de lokale tisser på stenen, når turisterne er taget hjem. Som vores guide sagde, så var det da sikkert rigtigt – men at vi nok alle sammen havde kysset noget, der var værre en en gammel sten, tis eller ej… Men han sagde videre, at hvis man var meget hysterisk, så kunne man faktisk få stenen tørret af med, inden man kyssede den. Suk! Hvad man dog ikke gør, fordi man skal.
Lige i skyggen af tårnet ligger områdets gifthave, hvor man finder alle mulige planter som i større eller mindre grad, har evnen til at gør skade på mennesker. Det er en meget interessant have, og jeg kan meddele, at de mest farlige planter vokser under solide jernstativer, så man ikke kan komme til dem.
Denne kæmpe-thuja er virkelig kæmpe! Det er ingen joke, men på den venstre “vandrette” stamme stod der en ung kvinde, da jeg tog det her billede. Det kan man jo så ikke se!
Vi havde ikke så lang tid ved Blarney, så jeg nåede ikke at se så meget af haverne, som jeg gerne ville. Jeg kom dog igennem bregnehaven, som jeg er ret sikker på, ser en del anderledes ud i højsæsonen, men som dog alligevel så ret interessant ud.
Jeg kan jo kun digte, men jeg vil tro, at disse sære anordninger er sat op for at skåne bregnerne for vinteren. Hvad skulle de ellers gøre godt for?
Selvom jeg fortsat ikke kan se mig selv kysse stenen, så kunne jeg godt tænke mig at komme tilbage til Blarney, når hele området er frodigt og i blomst. Der var så meget have, jeg slet ikke nået at udforske, og som må se forrygende ud i foråret og hen over sommeren.
Fra Blarney kørte vi videre til Cork, som er “hovedstaden” i den sydlige del af Irland. Vi havde kun en time i Cork, og det må jeg indrømme, at jeg syntes var alt for kort tid – eller også var det alt for meget, og man kunne have skåret byen helt ud af turen. Jeg ville have været helt nede og se Saint Fin Barre’s Cathedral, som ligger i udkanten af byen, men selv om jeg gik hurtigt, så turde jeg ikke satse på, at jeg kunne nå derned, se kirken og nå retur i tide. Det var lidt surt.
Jeg nåede at løbe ind omkring English Market, som er et overdækket markede, der har ligget i Cork siden 1788, dog er de nuværende bygninger fra midten af 1800-tallet. English Market er så meget et sted man skal se, at selv dronning Elisabeth II, som officielt var i Irland for første gang i 2011, besøgte markedet. Nu vil jeg nødigt lyde fisefornem, for det er bestemt et fint marked, men når man har set overdækkede markeder i fx Frankrig, så er det her mest bare fint…
Det er vist tydeligt af ovenstående, at jeg ikke nåede at blive glad for Cork på den time, jeg var i byen. Jeg vil ikke afvise, at det ville have været en anden oplevelse, hvis jeg havde haft ordentlig tid.
Vores sidste stop var den lille havneby Cobh (udtales som cove). Byen ligger ved en stor naturlig havn, og det er netop havnen, der har givet Cobh sin plads i historien: Det er fra denne by i det sydlige Irland, at nærved halvdelen af de 6 milioner irerer, der forlod landet i 1800-tallet rejste ud. Ydermere var Cobh Titanics sidste stop, inden hun drog ud på Atlanten. Naturligvis er der et Titanic-museum i byen, men her må jeg igen melde pas: Det interesserer mig altså ikke ret meget. Jeg underkender bestemt ikke betydning af Titanics forlis, ej heller at det var en tragedie, men jeg synes bare ikke, at der er så meget mere, jeg har brug for at vide.
Istedet for at gå på museet valgte jeg at mase opad bakke for at se nærmere på St. Colman’s Cathedral, som ligger på en bakketop over den lille by. Denne lille bys kirke er absurd stor! Midlerne til kirken kom fra de mange mange mennesker, der rejste ud fra Cobh for at søge lykken udenfor Irland.
Fra pladsen foran kirken kan man se opad en af de øvrige ganske stejle gader i Cobh. Husene er jo egentlig ens, men har fået lidt personlighed gennem facademaling. Og så ville jeg på et eller andet niveau ønske, at jeg kunne tage billeder af lugt, men jeg måtte nøjes med dette billede, hvor man kan se røgen. Allerede den første aften vi var i Irland, bemærkede vi begge en underlig, ubehagelig “brændt” lugt. K troede først, at det var bilen, der var problemet, men jeg mente nu, at der var tale om lugt, der kom udefra. Jeg føler mig faktisk ganske overbevist om, at lugten kommer fra afbrænding af kul. Så bliver man pludselig hensat til en helt anden tid…
På vej ned igen fra kirken opdagede jeg, at man kan se det grundfjeld kirken står på – og at en enkelt familie åbenbart har følt sig kaldet til at komme helt tæt på.
Nedefra havnefronten kan man rigtig se, hvor håbløs stor St. Colman er. Det fremstår nærmest meningsløst, indtil man kender Cobhs historie.
Fra Cobh gik turen gennem mørket retur til Dublin – en godt tre timer lang køretur. Det var en flot dag, og jeg er glad for, at jeg tog på endnu en bustur, men jeg synes faktisk, at der var for meget på programmet. Det skulle gå for stærkt, når vi endelig var sluppet ud af bussen. Så i forhold til den tur, jeg var på mandag, så ville jeg anbefale den frem for denne tur. Men Leigh var en væsentligt bedre guide, end ham der stod for mandagsturen. Det korte af det lange er, at jeg begge dage havde gode oplevelser med at tage på tur med Paddywagon, og jeg kan kun anbefale det, skulle du finde dig selv i Dublin.
